Skærtorsdag: 1. prædiken: det højærværdige sakramente (1 Kor 11,23–26)

Prædikener på skærtorsdag, dagen for Kristi nadver. Første prædiken: Om det højærværdige sakramente. Over epistlen 1 Kor 11,23–26, holdt 1534

Efter gammel skik går der på denne tid flere mennesker til det højærværdige sakramente end ellers i året. Og desuden kræver nøden, at man har en bestemt dag, hvor man prædiker om det hellige sakramente eller Herrens nadver og underviser de unge. Derfor vil vi nu tage den hellige Paulus’ tekst for os, som I har hørt læse. Af den har I forstået, at denne skik hverken er indrettet eller fundet på af mennesker. Nej, den er indstiftet af Herren Kristus selv, i den nat, da han blev forrådt, til en særlig, høj trøst for hans disciple og alle kristne: Det skal være hans testamente, og fordi han nu ville skilles fra verden, skal det være hans sidste.

Derfor bør vi kristne med rette regne dette testamente for en høj skat, have al glæde og trøst af det og søge til det ofte og gerne. Så opfylder vi vor Herre Kristi sidste vilje. For hans befaling står jo klart: Han siger, at vi skal gøre det. De, der nu er kristne, vil følge denne befaling indtil den yderste dag. De vil søge denne trøst ofte og gerne og ikke blive kede af den, indtil han, den kære Herre, som selv har stiftet dette testamente, kommer fra himlen og dømmer levende og døde.

I gamle dage under pavedømmet blev vi skræmt væk fra det, fordi Paulus siger: «Den, der modtager det uværdigt, modtager det sig selv til dom.» For man lærte ikke ret, hvad det vil sige at modtage værdigt eller uværdigt. Deraf kom den vanære over det hellige sakramente, at folk frygtede det som gift. Derfor hed det ikke længere en trøstens spise, men en skadelig spise. Det havde de falske prædikanter skylden for, og vi havde fortjent det med vores utaknemmelighed. For Kristus mente det så hjerteligt, og vi stillede os derimod så dovne, lunkne og utaknemmelige an. Så skete der os ret, da glæden blev vendt til sorg, trøsten til gråd og hjælpen til skade. Hvorfor foragtede vi også så store goder så skændigt?

Noget lignende er nu også i gang med sakramentssværmerne. De har skabt en farlig splid i kirken om sakramentet og bildt folk ind, at der ikke er andet end vin og brød. Så må de kristne igen miste den trøst, som vor Herre Kristus har givet sin kirke i dette sakramente. Derfor skal man vogte sig for dem, så det ikke går os, som det gik før under pavedømmet. Dér kom det til sidst så vidt, at man prædikede sådan om sakramentet – den trøsterige spise, som alle skulle have lyst og kærlighed til – at man gik til det med skælven og rædsel. Alle frygtede det mere, end de fik trøst af det.

For prædikenen lød sådan: Man skulle først skrifte alle sine synder til punkt og prikke og gøre fyldest for dem. Dermed blev vi sat til noget umuligt. Når vi så mærkede, at vi ikke var rene i alle ting og derfor ikke værdige til denne spise, var vi bange for, at vi gik uværdigt til det. Så gik det i almindelighed sådan, at ingen gik gerne derhen. For alle måtte frygte, at de skulle hente døden dér, eller, som Sankt Paulus kalder det, «spise sig selv en dom til». Det er for det første en jammerlig sag i sig selv, at folk har fået dette trøsterige sakramente gjort forhadt, og at alle har haft en skræk for det.

Men paven gik endnu videre og gjorde ondt værre. For mens folk skyede dette sakramente, tvang han dem alligevel med magt til at gå til det mindst én gang om året. Den, der ikke ville gå til sakramentet hvert år, satte han i band. Og alligevel gav han kun den ene skikkelse (som de kalder det), imod vor kære Herre Jesu Kristi udtrykkelige befaling. Han har jo befalet, at hans testamente, det vil sige hans legeme og blod, ikke alene skal spises med, ved eller under brødet, men at man også skal drikke af hans blods kalk. Men paven har trådt denne befaling under fode, og den dag i dag fordømmer han det som kætteri, når nogen tager nadveren hel under begge skikkelser, sådan som Kristus, vor kære Herre, har indstiftet og befalet det. Det er da en jammerlig vederstyggelighed og en forfærdelig nadver, hvor alle gik modvilligt til og alligevel var nødt til det. Og hvad der er endnu værre: Man måtte tage denne nadver anderledes, end Kristus har indstiftet den og befalet at tage den.

Tænk nu selv, hvad lyst du kunne have til en mad eller drik, som man ville proppe i dig mod din vilje og hælde i dig med magt. Det er, som når man ville hælde vin i et sygt menneske mod hans vilje, og han ikke kan tåle lugten af vin: Hvad glæde eller lyst skulle han have af den drik? Sådan har det højærværdige sakramente heller ikke kunnet bære frugt hos folk under pavedømmet. For det blev modtaget i den tanke, at hjerterne måtte slutte: Du er ikke ren, du er ikke værdig til denne spise, du kan ikke nyde den ret. Og alligevel måtte de gøre det, ellers måtte de lide bandet som ulydige børn af kirken. Så er det let at se, at der hverken kunne være trøst eller glæde ved det.

Siden gik paven endnu videre med vor Herre Jesu Kristi nadver og hans testamente. Ved sine præster gjorde han det til et marked for de afdødes sjæle, så man kun holdt få messer af egen andagt, men kun for pengenes og præbendernes [de kirkelige embedsindtægters] skyld. Det kalder jeg da at behandle dette sakramente over al måde gruligt. Og jeg tror: Havde pavedømmet beholdt sin værdighed længere, og var det kære evangelium ikke kommet, så havde man taget det helt fra de levende og kun brugt det for de døde. For vi gamle har nok oplevet, hvilket pomp og pragt der blev ud af sjælemessen overalt.

Det har jeg derfor villet minde om nu, for at man kan se, hvor hårdt Gud har straffet den utaknemmelige verden ved at lade paven få lov til kun at give den ene skikkelse (som de kalder det). Og selv den var så formørket, at folk gik derhen som til en gerning, de ikke skulle nyde noget af, men hvor de måtte frygte en grufuld dom og Guds vrede.

Desuden gjorde paven messen til et plaster, som man skulle lægge på al slags ulykke og sygdom. Det eksempel må vi endelig ikke glemme. Lad os for Guds skyld se til, at vi ikke også bliver sådanne foragtere, men har lyst og kærlighed til Herrens nadver og gerne modtager den, så den bliver ved den rette forstand og den rette brug.

Sig mig dog: Er det ikke over al måde en venlig ting, at Herren udøser sit hjerte sådan for sine disciple og siger: «Tag det og spis det, dette er mit legeme. Tag det og drik alle af det, dette er mit blod, det nye testamente. Gør blot dette, for at I kommer mig i hu og ikke glemmer mig» – og at han ikke gør det bare én gang, men ofte og indtil den yderste dag? Således ville den kære Kristus gerne ved sin nadver og sit testamente bevare mindet om sig, kendskabet til sig og troen, så han ikke døde bort i vore hjerter. Derfor indstifter han denne nadver, for at den skal blive ved og ved, og for at man altid skal komme hans død i hu, ved hvilken vi er befriet fra synd og al slags evig jammer.

Det er da venligt talt, ikke giftigt eller vredt, ja meget venligere, end en far kan tale med sin søn. For det handler alt sammen om dette, siger han: at I ikke skal glemme mig. Han ville gerne præge dette minde ind i ørerne, munden og hjertet på os alle, så hans hellige lidelse ikke blev glemt: hvordan han blev korsfæstet, døde og opstod fra de døde for vor skyld. Og dette minde har han befalet os så alvorligt at øve igen og igen, for der vokser hele tiden nye og unge folk til. De har ikke alene brug for, at man underviser dem med Ordet, så de lærer Kristus, deres Frelser, at kende og også bliver frelst. De har også brug for, at man holder dem til denne ydre gudstjeneste, så de altid har grund til at prise Kristus, deres Frelser og Forløser, og trøste sig ved ham. Det er det, Herren vil med at indstifte sit testamente sådan. Derfor skal vi ikke blive kede af dette minde. Når gode venner kommer sammen, kan de sidde en hel nat og snakke og glemme at sove. Hvorfor skulle man så blive træt af at prædike og lære, hvor dyrt vor kære Herre Kristus har købt os?

Men dette sakramente eller denne nadver er ikke alene indstiftet, for at Kristus skal prises ved det. For han kan godt sige: Jeg har slet ikke brug for din pris, jeg kan sagtens undvære dig. Jeg er lige fuldt Guds Søn, hvad enten du priser mig eller ej; din lovsang gør mig hverken bedre eller værre. Nej, den er meget mere også indstiftet, fordi vi har brug for dette testamente og denne nadver, og fordi den skal komme os til gode. For se, hvordan ordene lyder: Han rækker brødet og siger: «Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer.» Derefter rækker han kalken og siger: «Drik alle af det, dette er mit blod i det nye testamente, som udgydes for jer til syndernes tilgivelse.»

Det skal for det første være alle kristnes højeste trøst, at de hører, at Herren Kristi legeme er givet for dem, og hans blod udgydt for deres synder. For den, der tror det, kan umuligt lade sig drive til fortvivlelse af synden eller af noget andet. Grunden er, at han ved, at den skat, som hans synd er taget bort med, er langt mere og større end hans synd.

Men Kristus lader det ikke blive ved den trøst, som går offentligt ud i Ordet. Han giver dig med brødet sit legeme at spise og med vinen sit blod at drikke, sådan som ordene klart siger, om det så skulle ærgre Djævelen. Det gør han, for at du for din egen person skal tilegne dig dette legeme og blod, så det gælder dig og skal være dit eget, ligesom du modtager det med din egen mund for dig selv og ikke for en anden. For det kommer især an på, at hver enkelt tror, at Kristus har lidt for ham, og ikke alene for Sankt Peter, Sankt Paulus og andre hellige. Det har Kristus villet gøre hver kristen vis på i sit testamente, for hver enkelt modtager og nyder for sig selv dette testamente, det vil sige Kristi legeme og hans blod. Derfor er det ikke forkert sagt, at man i dette sakramente henter og modtager syndernes forladelse. For hvor Kristus er, dér er syndernes forladelse. Her er hans legeme og blod efter hans ord. Den, der nu modtager det, spiser og drikker og tror, at Herren Kristi legeme er givet for ham og hans blod udgydt for ham til syndernes forladelse – skulle han ikke have syndernes forladelse? Men man må også undervise folk ret om dette: Man får ikke syndernes forladelse ved den gerning, at du går til sakramentet, eller på grund af din nydelse, sådan som de pavelige siger om deres messegerning. Nej, mennesket skal ved troen holde sig til disse ord og trøste sig ved dem, når Kristus siger, at han dér giver ham sit legeme, som er givet for ham, og sit blod, som er udgydt for ham osv. Og sådan skal nydelsen eller modtagelsen af sakramentet ske til styrkelse af denne tro. Det er nu den ene frugt, og den største og bedste, som vi har her i dette testamente.

Den anden frugt er denne: Det er nødvendigt, at kristenheden bliver ved at være enig og har én tro og én lære. For at det nu kan gå så ens til som muligt blandt de kristne, må de ikke alene komme sammen til prædikenen, hvor de hører det samme ord, bliver kaldet til den samme tro ved det og alle sammen holder sig til ét hoved. De må også samles om ét bord og spise og drikke med hinanden.

Når man hører en prædiken, kan det godt ske, at én hører mig nu, som dog er mig fjendsk af hjertet. Derfor holder evangeliet ganske vist også de kristne sammen og gør dem enige i sindet; men denne nadver gør det endnu mere (selv om også hyklere finder vej til den), for her bekender hver kristen offentligt og for sig selv, hvad han tror. Dér skiller de, der ikke er ens, sig ud. Og de, der er ens i troen, med det samme håb og hjerte over for Herren, de finder sammen. Det er en meget nødvendig ting i kirken, at de sådan drages sammen, og at der ikke er splittelse i troen. Derfor har man også på latin kaldt den communio, «et fællesskab». Og dem, der ikke vil være ens med de andre kristne i tro, lære og liv, har man kaldt excommunicati [udelukkede], fordi de er uens i lære, ord, sind og liv og derfor ikke skal tåles i den lille flok, der er af ét sind, så de ikke også splitter den og skaber splid i den. Det tjener det hellige sakramente til: Kristus holder sin lille flok sammen med det.

Derfor havde de gamle lærere fine tanker om det og sagde: Kristus brugte brød og vin til sin nadver af denne grund: Mange kerner har hver deres eget legeme og egen skikkelse, men de males sammen og bliver til ét brød. Sådan er hvert menneske ganske vist sin egen person og en særlig skabning; men fordi vi alle i sakramentet har del i ét brød, er vi alle ét brød og ét legeme, 1 Kor 10. For dér er én tro, én bekendelse, kærlighed og håb. Ligeså kommer der mange druer, mange små bær, til vinen, og hvert har sit eget legeme og sin egen skikkelse. Men så snart de er presset og bliver til vin, er der ingen forskel i vinen; det er én eneste fin, smuk saft. Sådan skal de kristne også være.

Sådan har de gamle tolket det, og det er ikke forkert. For sakramentet skal tjene til at holde de kristne pænt sammen i ét sind, én lære og én tro, så ikke hver enkelt er sin egen særlige lille kerne og laver sin egen lære og tro. For Djævelen hviler ikke; han ville så gerne rive denne enighed og lighed i stykker. Han ved nemlig godt, hvilken skade han får af det, når vi alle tror det samme og holder os til ét hoved. Derfor anfægter han her én, dér en anden, med falsk tro, med fortvivlelse, med vildfarende, falske tanker, så man ikke tror ret om sakramentet og de andre artikler, og så han kan skabe splittelse.

Nu kan det ganske vist ikke være anderledes: Forargelser må komme. Men man skal alligevel altid værge sig, så han ikke splitter os helt. Vil den ene eller den anden ikke blive, men skiller sig fra os i læren om sakramentet eller andet, så lad os dog holde sammen, så den ene har samme sind over for Kristus i tro og håb som den anden. Men det kan aldrig ske, medmindre ligheden i læren bliver bestående.

Det er igen en frugt af denne nadver, at vor kære Herre Jesus har indstiftet sakramentet så hjerteligt for at bevare enigheden i lære, tro og liv. Udadtil kan vi ikke være ens, for der er forskellige stænder. Skal man varetage dem ret, må der også følge forskellige gerninger. En bonde lever anderledes end en fyrste og har andre gerninger at tage sig af. En husmor har andre gerninger at tage sig af end en tjenestepige. Den forskel må blive i det ydre liv. Men i Kristus er der hverken kvinde eller mand, hverken fyrste eller bonde; de hedder alle sammen troende kristne. For netop det evangelium, det løfte og den tro, som jeg har, har også en kvinde, en fyrste, en bonde, en tjenestekarl, et barn.

Denne indre lighed viser dette sakramente også, for dér har ingen noget andet eller bedre end den anden. Derfor: Hvad enten det er frue eller pige, herre eller tjener, far eller søn, fyrste eller undersåt, så er de alle lige her, har den samme spise og det samme løfte; og når de tror, hører de sammen i én himmel. Og det gør ingen forskel, at jeg er her, og en anden kristen er i Jerusalem, og at vi ikke kender hinanden. For vi har kun ét hoved; ham holder vi os begge til og håber at blive frelst ved ham. Dér bliver Djævelen så ikke væk; han ville så gerne rive denne enighed i stykker. For som sagt ved han, hvilken skade det gør ham, når de kristne er enige i lære og tro. Imod det tjener nu dette sakramente, som Kristus har indstiftet til at holde de kristne sammen.

Derfor er dette sakramente også nødvendigt og nyttigt for hver enkelt for hans egen person. For selv om jeg ville blive led ved dette sakramente og ikke ville bryde mig om at takke Herren Kristus og holde mig til de kristnes fællesskab, så er skaden dog kun min; og jo længere jeg holder mig borte, des værre står det til med mig. For det er jo sandt, at vor Herre Kristus for sin egen person ikke har brug for, at du kommer ham i hu. Men du har brug for det. For vil du ikke tænke på Kristus, så må du tænke på Djævelen. Men af det får du ingen nytte, kun skade. Og selv om Djævelen ikke kunne skade dig, så vil du dog finde din fjende hos dig selv, i dit eget bryst.

For du har en prædikant hos dig, som spiser og drikker, sover og våger med dig: dit eget kød eller den gamle Adam. Ham tager du med dig i seng, med ham står du op, og med ham lægger du dig. Han prædiker for dig uden ophør og holder mesterligt ved, så han trækker dig ned, så du bliver koldere og koldere og så træg og doven, at du til sidst helt glemmer Herren Kristus og hans evangelium og ikke spørger mere efter det. Det gør, siger jeg, den prædikant, som hænger dig om halsen, ja, som ligger lige under dit venstre bryst. Han banker ørerne fulde på dig med sin prædiken, så du ikke tænker på andet end, hvordan du kan blive stor og rig for verden. Så synes du i dag, i morgen, i overmorgen og alle dage, at du ikke har tid og heller ikke kan nå at gå til sakramentet. Så går det sådan: Er du kold og ulysten i dag, bliver du endnu koldere i morgen. Det gør denne din daglige prædikant, den gamle skælm. Han trækker dig sådan væk, at selv om du hører Guds ord hver dag, tænker du alligevel på andre ting og bekymrer dig mere om andre forretninger. For sig mig: Hvor finder du et menneske, der bliver træt af gerrighed og får lede ved den? Nej, man bliver dag for dag mere og mere ivrig og snedig i den skændige, forbandede gerrighed og åger. Sådan er det også med andre laster: En liderlig karl kan ikke tænke eller tale nok om utugt, og jo længere han taler og tænker om det, des mere hed bliver han på det. Det gør den gamle Adam; han prædiker for dig, indtil du helt drukner i synder.

Nu ville vor kære Herre Kristus til gengæld gerne have, at ligesom din gerrige vom altid siger og prædiker for dig om penge og gods, om magt og ære, sådan lod du dig også drage og føre hertil, hen til det andet liv. Du skulle tænke på din Forløser, som døde for dig på korset, og sætte sådan ild i dit hjerte, at du gerne ville være hos ham, blev træt af dette liv her og sagde: Ak Herre, jeg ser, at jeg ikke kan holde op med at synde; jeg kan ikke blive træt af det onde. Derfor beder jeg dig: Hjælp mig, så jeg bliver fjendsk mod verden og får lyst og kærlighed til dig osv. Denne påmindelse har vi brug for hver dag mod den skadelige prædikant, vor gamle Adam, som skriger os ørerne fulde dag og nat for helt at sænke os ned i dette livs bekymringer og lyst.

Derfor har vor kære Herre Jesus Kristus indstiftet sin nadver, for at vi ved den skal mindes om, at der kommer noget andet efter dette liv. Derfor tager han brødet og kalken, byder sine disciple at spise og drikke og siger, «at det er hans legeme og blod, givet for os og udgydt for vore synder»; for at vi ikke skal glemme ham, men tænke på ham, og ikke kun på penge og gods, sådan som vi desværre almindeligvis gør. Det er, som om han ville sige: Giv mig dog en dag hver ottende dag, hver fjerde uge osv., hvor I kommer mig i hu. Det har I god brug for; for min skyld kunne jeg godt undvære det.

Ja, hvis det var penge, og man ikke gav hver enkelt Kristi legeme og blod, men hundrede ungarske gylden eller endnu mindre, så skulle der blive et tilløb, et rend og en trængsel! Selv blinde folk ville vove at løbe tværs gennem Elben eller Rhinen efter de hundrede gylden.

Vi burde spytte os selv i ansigtet, vi elendige mennesker, fordi vi løber og render sådan for nogle sølle penge. Og her er der ikke hundrede gylden, som snart er brugt op, men Kristi Jesu legeme og blod, ved hvilket vi er forløst. Den skat skænker han os til eje i sit testamente, og dermed det evige liv, så vi skal være visse på det, trøste os ved det og altid tænke på det. Men alligevel flygter man fra det, som var det gift og fordømmelse.

Hvem er det nu, der gør, at vi kan løbe efter de hundrede gylden, men ikke efter denne kostelige, ædle skat? Ingen anden end Djævelen. Han har vores gamle Adam på sin side i forvejen, og den er i sig selv doven og træg til det evige gode og holder sig hellere til det timelige. Denne utaknemmelighed og foragt er en større synd, end nogen kan tænke sig. For alle slår det hen i vejret; ellers ville vi holde os flittigere hertil og ikke jage så alvorligt efter penge og gods, som vi dog ikke er sikre på et eneste øjeblik. Men de, der gør det, må se til, hvordan det engang skal gå dem.

Derfor vil Herren med sin nadver formane os til ikke at være så utaknemmelige. Vi skal vide, at når vi går til det højærværdige sakramente og dér bekender vor tro sammen med andre kristne, så tjener vi ham på en sådan måde, at den største nytte dog er vores. Derfor skal vi især takke ham og være glade over, at vi nu har en nådig biskop i ham. Han har ikke alene ofret sig selv for os, men bespiser os også med sit legeme og blod, som er ofret for os. Og han forlanger ikke mere for det, end at vi skal komme ham i hu, for på den måde at bevare os i troen og kristenheden i enighed.

Den, der nu ikke vil gøre det, er ikke bedre værd end at høre en sværmeånd, som prædiker for ham, at man ikke modtager mere i nadveren end brød og vin. Under pavedømmet ville man ikke komme Herren Kristus i hu ved denne nadver, sådan som han har befalet. Derfor måtte også den ulykke komme af det, at man hverken vidste, hvad sakramentet var, eller hvorfor man skulle modtage det. For alle mente, at man skulle vise kirken lydighed; det var det hele. Så faldt folk hen i mange slags afgudsdyrkelse og påkaldelse af helgener.

Gud hjælpe os, at vi med ret forstand og større alvor tager os af sagen og holder os til den, nu da vi har fået læren igen ren og klar. Så ved vi, at når vi går til det højærværdige sakramente, så gælder det om, at vi kommer Kristus i hu med lovprisning og tak for hans velgerning og derefter henter vor trøst og styrke i troen dér; så vore hjerter ikke tvivler på, at Gud er tilfreds med os og ikke vil holde fast ved sin vrede mod os for vore synders skyld, eftersom Kristus har givet sit legeme for os og udgydt sit blod for os. Det er at forkynde Herrens død ret og komme Herren Kristus i hu, som han siger: «Gør dette til erindring om mig.»

Tænk nu selv: Hvad skal man mene om dem, der roser sig af at være kristne og alligevel lader et helt år, to, tre år og endnu længere gå uden at modtage det højærværdige sakramente? Dem har Djævelen sandelig besat sådan, at de enten aldrig giver agt på deres synd og derfor ikke tænker på, hvordan de kan blive fri for den, eller også elsker de dette timelige liv mere end det evige. Begge dele er forfærdeligt at høre. Derfor: Den, der vil være kristen og også opføre sig kristeligt, som hans navn siger, skal ikke holde sig fra denne nadver, men bruge den ofte og meget. For vi har så sandelig brug for den, som nu er sagt.

Men med dem, der ikke kan få det hele sakramente, sådan som Kristus har indstiftet det, og som derfor holder sig fra det og ikke tager det under én skikkelse, er det en anden sag. For de kan holde sig til Kristi ord og løfte, indtil Gud også giver dem den nåde, at de kommer til et sted, hvor de kan modtage dette testamente helt efter Kristi indstiftelse.

Gud give os sin nåde og Helligånd ved Kristus, så vi kan modtage dette trøsterige sakramente til Kristi ære og vor frelse. Amen.