Sankt Filip og Jakobs dag (Joh 14,1–14)

Prædiken på Sankt Filip og Jakobs dag over evangeliet Joh 14,1–14

Kære venner, I har nu hørt flere prædikener, som Herren Kristus holdt for sine disciple ved bordet ved den sidste nadver. Disse sidste prædikener begynder Herren med dagens evangelium. Og det er let at mærke – sådan som det også er sagt i andre prædikener – at det for Herren først og fremmest gælder om, hvordan han kan ruste sine disciple mod den forargelse, der skal komme, og undervise dem sådan, at de ikke bliver forskrækkede over hans død, men får glæde og trøst af den. For han vil ikke blive i døden, men komme igen til dem, skænke dem Helligånden og fri dem fra synd og al elendighed.

Men disciplene kunne ikke fatte den trøst og ikke forstå så klare ord. De så kun på deres Mesters skændige død og kunne hverken vente sig noget liv eller nogen hjælp efter en sådan død eller finde trøst deri. Og sådan går det stadig den dag i dag med os også: Når korset kommer, og vi mærker det, følger der straks skræk og frygt, utålmodighed og fortvivlelse, og ingen kan få os til at tro, at der skal komme trøst, og at sorgen skal blive til glæde. Derfor tjener denne prædiken også os. For Kristus lærer os her, hvad han vil udrette ved sin død, så vi skal trøste os ved det og tænke på det, når det går os ilde. For det er givet: Holder vi os ikke til denne trøst, så finder vi ellers intet, hverken i himlen eller på jorden, som vi kan trøste os ved – især når det gælder om, hvordan vi kan blive fri for syndens og dødens store byrde. Prædikenen begynder nu sådan: «Jeres hjerte forfærdes ikke!»

For det er den første ulykke, der følger med korset, at det ikke alene gør legemet ondt, men forskrækker og bedrøver hjertet. Nu er det umuligt at gøre kød og blod anderledes; det vrider og krummer sig, når det har ondt. Så ville Herren dog gerne, at selv om kødet bliver trykket og lider ondt, skulle hjertet dog blive frit og ubesværet. Det er naturligt, at sygdom og død gør ondt. Den smerte kan man ikke rive ud af kødet; den bliver i det, så længe sygdommen varer. Men den, der i en sådan nød har en god samvittighed og et glad hjerte, har allerede fået mere end halvdelen af smerten taget fra sig; for så sidder den kun i kødet og ikke også i hjertet. Sådan var det også med disciplene. Det var umuligt, at de ikke skulle bekymre sig og have ondt af at se deres Herre og Mester dø så skændigt og miste ham. Men Kristus siger: Tag jer i agt! Lad kun denne sorg blive i kødet, og lad den endelig ikke komme ind i hjertet. Men hvordan skal I værge jer? Sådan: «Tror I på Gud, så tror I også på mig.»

Disse ord vil vi forklare så enkelt som overhovedet muligt. De betyder det samme, som om Kristus ville sige: I bekymrer jer over min død. For sådan som I er vant til det med andre mennesker, sådan tænker I også om mig. Hvad et menneske end er og har – når det er dødt, er alt forbi. Han beholder hverken skilling eller øre, om han så havde hele verdens gods. Al magt og myndighed er også borte. Han, som hele verden frygtede og bævede for som for kejsere og konger – så snart han er død, er ikke engang en flue bange for ham, og han kan ikke engang værge sig mod en flue. Sådan går det med menneskene, når de dør: Alt, hvad de har haft og formået, falder bort og bliver tilbage. Det ved I og har erfaret, og I tænker, at det skal gå på samme måde med mig.

Men jeg siger jer: «Tror I på Gud, så tror I også på mig», det vil sige: Hvad I tror om Gud, det skal I også tro om mig. Ingen af jer er bange for, at Gud skal dø. Ingen af jer frygter, at verden – hvor ond den så end er – skal gøre Gud skade og styrte ham ned fra tronen. Hvorfor vil I så være bange for min skyld? Hvorfor vil I bekymre jer over min død? Lad døden og verden og Djævelen være så onde, de vil; de skal intet vinde over mig. For jeg er Gud. Og hvad I tror om Gud, det skal I også tro om mig. Så kan jeres hjerter være i fred, og de skal ikke alene ikke forskrækkes, når jeg skal dø, men også øse trøst af det. For når jeg og døden støder sammen, så må døden ligge under, og det skal I også nyde godt af. Hør nu og lær videre, hvad jeg agter at udrette ved denne legemlige død: «I min Faders hus er der mange boliger. Hvis det ikke var sådan, så siger jeg jer, at jeg går bort for at berede jer sted.»

Den første trøst er, at døden ikke skal sejre over Herren Kristus. For den finder i ham ikke et blot menneske – skønt han er et sandt, naturligt menneske – men også Guds sande, naturlige, evige Søn. Derfor kan den nok dræbe Kristus som menneske og som jomfru Marias søn, men Guds Søn efter hans guddommelige natur kan den ikke dræbe. Sådan siger Peter også: «Det var ikke muligt, at han kunne fastholdes af døden.» Og Herren siger i Joh 16: «Det er kun for en kort stund, så vil han se dem igen.» Det er en stor trøst, og den alene havde været stærk nok, hvis disciplene havde kunnet fatte den og holde sig til den. Men det er noget større, når Kristus her siger: Når han således gennem den legemlige død træder ind i et andet og evigt liv, «skal han finde mange boliger» dér – ikke alene til sig selv, men også til sine disciple. «Og selv om de boliger ikke var beredt i forvejen, så ville han dog berede dem til dem.»

Det er det samme som at sige: Bliv ikke forskrækkede over, at jeg i morgen skal dø på korset. For den død skader ikke mig, men den gavner jer. Og den gavner jer også sådan, at når I bliver kaldt bort fra dette liv, skal I finde godt herberg og gode boliger i det andet liv. De er allerede beredt; men var de ikke beredt, så ville jeg sørge for dem og berede dem til jer.

Kort sagt: Kristus vil med disse ord trøste os alle med, at hans død skal hjælpe os til det evige liv og vinde os den evige salighed. Som Paulus siger i Rom 4,25: «Kristus er død for vores synders skyld og oprejst igen for vores retfærdigheds skyld.» Hvem ville så blive forskrækket over en sådan død og ikke meget hellere glæde sig og takke Gud for sådan barmhjertighed og nådig hjælp? For ellers måtte vi være blevet i døden og fordømmelsen for evigt; men nu skal vi ved Kristi død være befriet derfra og få del i det evige liv. Men at dette er den rette og egentlige forstand, forklarer Herren selv, når han siger videre: «Og når jeg går bort for at berede jer sted, så vil jeg dog komme igen og tage jer til mig, for at I skal være, hvor jeg er.»

At han «går bort», står fast: Han vil ikke blive længere i dette timelige og elendige liv. Og lige så fast står det, at der ingen anden grund er til hans død end den, at han vil berede sine disciple sted. Derfor kan vi jo godt kalde det en glad og salig død for os, for ved den er vi forsynet med boliger i det evige liv. Det viser de følgende ord klart, når han siger: «Og jeg vil komme igen og tage jer til mig, for at I skal være, hvor jeg er.»

Ak Gud, gid vi dog rigtig kunne tro disse ord og lukke dem godt ind i vores hjerter! Så ville det sandelig følge, at vores hjerter ikke alene ikke blev forskrækkede, men altid ville svæve i glæde, hoppe og juble. For regn dog selv efter, hvad disse ord bringer med sig: «at vi skal være, hvor Kristus er». Han er ikke i synden, i helvede, i døden, men i retfærdighed, salighed og evigt liv. Og han er sådan derinde, at han aldrig nogen sinde kan stødes ud. Derhen skal vi også. For det, siger han, har han vundet os ved sin død.

For her må vi vogte os for at tænke, at disse ord og denne trøsteprædiken kun er sagt til disciplene. Det er kun dem, han taler med mundtligt; men han mener ikke kun dem. Ellers måtte det følge, at han kun var død for dem. Men vi ved, at han er død for os og for hele verden. Da nu hans død, som han her siger, er bestemt til, at han skal berede sted, så følger det, at han har beredt sted for alle mennesker.

Men at ikke alle mennesker bliver frelst og kommer til det sted, Kristus har beredt, kommer af, at de ikke tager sig af denne død og ikke spørger efter den. Lad Kristus berede stedet, som han vil – bare de kan bo her, så er de tilfredse. Det er ukristne mennesker; der er ingen tro hos dem. Men de kristne, der kender Herren Kristus som Guds Søn og ved, at han blev korsfæstet og døde for ved sin død at åbne os indgangen til det evige liv, de er dem, der nyder godt af denne beredelse og trøster sig ved den i al modgang. For de tænker: Om jeg end er fattig og elendig på jorden, så skader det ikke; jeg har jo ingen bolig her, Kristus har ikke beredt mig noget sted her. Jeg må klare mig denne lille tid som i en dårlig kro, hvor det kun gælder én nat. Når jeg kommer hjem til det rette hjem og fædreland, så bliver det bedre. For dette timelige liv er alt for ringe til, at Kristus skulle have lidt for dets skyld. Det gælder det evige: at døden ikke skal skade mig i evighed, at synden ikke skal fordømme mig, og at jeg må leve hos min Herre Kristus Jesus i evighed.

Det er denne tro, der kan gøre al den ulykke, vi lider her på jorden, let og holde hjertet oppe, så det ikke lader sig forskrække. For hvad betyder det, at Lazarus er et fattigt, elendigt menneske, fuld af bylder og sår, og ikke engang har tørt brød nok at spise? Er det ikke sandt, at han har fået rig erstatning ved, at han er og lever hos Gud i evighed, og at han ikke ønsker sig, at det var gået ham bedre på jorden? For der er jo den fare, som Abraham siger: Den, der får det gode her i sit liv, må pines dér. På samme måde ser det ud til at være en jammerlig sag, når Kristus sender sine apostle ud i hele verden for at prædike evangeliet, og verden så behandler dem så ilde, jager dem fra den ene by til den anden og ikke vil lade dem sidde i ro nogen steder, men oven i købet lægger dem al slags plage på. Men det bekymrer dem kun lidt, og de er endda glade og ved godt mod (som der står i ApG 5,41) over, at de er værdige til at lide vanære for Jesu navns skyld. Så ligger korset altså kun på kødet og den gamle Adam og rører ikke hjertet det mindste.

Hvor kommer det nu fra? Alene derfra, at de har præget den trøst, som Kristus her taler om, fast i deres hjerter: Vil verden ikke tåle dem, vil den jage dem bort og lægge dem al slags plage på, så kender de dog et andet og bedre herberg, som deres Herre Kristus har beredt dem ved sin død, og som er dem vist. Fordi den bolig nu hverken kan eller skal slå fejl for dem, er de tilfredse, hvordan det så end går dem i verden, der er et utro og uroligt herberg. For de har jo ikke tænkt sig at blive der længere; og de ville gerne snart rejse videre og komme i sikkerhed i deres rette hjem og fædreland.

Den trøst skal vi lære. For vil vi være kristne og især føre, bevare og bekende Guds ord, så skal det ikke slå fejl: Anfægtelse og modgang skal vi få nok af. Den, der ikke får fred her og så heller ikke vil trøste sig ved den kommende og evige bolig, han sætter sig mellem to stole, og det er umuligt, at han kan være tilfreds. Men det, der skal give vores hjerter fred, er, når vi ser, hvor vor Herre Kristus er gået hen, og hvad han har udrettet ved den gang: at han har gjort en bolig i stand til os og ikke vil lade os blive her nede i den onde, utro verden for altid. Han vil komme og hente os, for at vi også skal være og blive, hvor han er. Den, der ikke længes efter en sådan glæde og ikke vil trøste sig ved den i al slags nød og anfægtelse, er der hverken råd eller hjælp for.

Derfor er det en stor jammer, at vi stakkels mennesker, der intet har mere vist foran os, end at vi en af dagene også skal herfra og lade alt fare, alligevel er så druknet i det timelige og kun tænker på, hvordan vi kan få nok her. Den evige bolig, som Kristus har beredt os ved sin død, tænker vi enten slet ikke på eller kun sjældent, og så endda søvnigt og dovent. Derimod sætter enhver al sin flid ind på, hvordan han kan ordne sine sager og sørge godt for sig selv, sin hustru, sine børn og venner her. Men var det ikke bedre at trakte efter den evige bolig og søge de evige goder og rigdomme? Dem kan, som Kristus siger, ingen tyv stjæle, og Djævelen selv kan ikke tage dem – han, som sætter al sin magt ind på at rykke denne evige bolig og disse skatte bort fra vores øjne og fylde vores hjerter med andre tanker. For da han selv er berøvet denne salighed, vil han, at vi skal være fordømt med ham og heller ikke nå dertil.

Det er nu den trøsteprædiken, Herren holder for sine disciple ved den sidste nadver, og han slutter sådan: Nu ved I begge dele: hvor jeg går hen, og I kender også vejen, så I kan komme bagefter. For jeg går til Faderen for at berede jer boligen, og jeg vil hente jer og tage jer til mig. Men disciplene forstår det ikke. Derfor kommer Thomas helt enfoldigt frem og siger: Sandelig, kære Herre, «vi ved jo ikke, hvor du går hen; hvordan skulle vi så kende vejen?» Det er det samme som at sige: Vi forstår ikke et ord af, hvad du siger. Til det spørgsmål svarer Herren videre og lader sig ikke forstyrre, hvad enten de forstår det eller ej. For han ved godt, at først når Helligånden kommer, vil de forstå det. Og han siger: «Jeg er vejen og sandheden og livet.»

Det er et overmåde skønt skriftord, som vi ikke kan gennemgå i hele dets længde; men vi vil dog sige lidt om det:

Langt de fleste mennesker går hen i vantro og regner ikke det kommende liv for noget – for ellers burde de jo i det mindste tage sig lige så ivrigt af det kommende, som de tager sig af det timelige. Alligevel lader netop denne artikel sig ikke helt foragte; der må af og til komme en tanke: Kære ven, hvordan skal det gå, når Gud i dag eller i morgen også kalder dig bort fra denne verden? Her havde du at spise og at drikke, du havde penge, ære, gods og magt nok; hvad vil du have eller finde dér? Den tanke kan ikke altid holdes ude; den vil af og til røre hjertet og gøre det uroligt. Og uden tvivl er der også hos hedningerne ud fra sådanne tanker og bekymringer blevet indrettet mange slags gudsdyrkelse. Sådan ser man, at mange af dem har ført et ærbart, tugtigt og fint levned i håb om, at vor Herre Gud ville lade dem nyde godt af det efter dette liv.

Men især har jøderne været helt og holdent druknet i sådanne tanker. For i det havde de en fordel: De vidste, hvad de skulle gøre, når de ville gøre noget, som Gud kunne lide. Gud havde jo selv givet dem alle slags gudstjeneste i loven. Så tænkte de: Er vi lydige og holder det, så har det ingen nød med os, når vi dør; Gud, som vi lever i lydighed mod, vil lade os nyde godt af det. Ganske som de pavelige også gør: Når de gør det, der forekommer dem godt og helligt, så bilder de sig ind, at Gud ikke kan nægte dem himlen. Sådan laver menneskene sig selv en vej til Gud og det evige liv, enten gennem loven eller gennem sådanne gerninger, som de selv finder på og regner for hellige og velbehagelige for Gud.

Her advarer og lærer vor kære Herre Kristus os nu: Vil vi ramme den rette vej til Faderen og ikke fare vild, så kan hverken loven eller den ene eller den anden gode gerning gøre det. For der er kun én eneste vej, og det er ham selv. Den, der går til Faderen ad ham (ad Herren Kristus), han skal komme til livet. Den, der ikke går ad ham, ham skal hverken lov, helligt liv eller noget som helst i himlen og på jorden hjælpe. For ligesom der kun er én eneste rigtig Kristus, Guds Søn, som er født af Jomfru Maria, sådan er der også kun én vej. Men den, der laver en anden vej, han laver også en anden Kristus, det er der ingen tvivl om. Og så må det videre følge, at sådan en Kristus er falsk, og at vejen er en vildvej og fører ned i helvedes afgrund, ikke til det evige liv.

Det er nu den lære, som til alle tider har vakt uro og alskens ulykke i verden. For Kain tænkte også, at han ved sit offer ville lave sig en vej til Faderen i himlen; men det slog fejl for ham, og han slog sin bror Abel ihjel over det. Abel ofrede også; men han havde en anden vej til Faderen end sit offer, nemlig kvindens sæd, som hans forældre havde fået løftet om. Sådan kunne jøderne heller ikke tåle det, når profeterne revsede deres offer og gudstjeneste, og de ville ikke lade det være den rette vej til himlen. Skal det da ikke behage Gud (sagde de), når vi ofrer og holder Herrens bud? Vore pavelige i dag kan heller ikke tåle det. Ingen munk lader sig overbevise om, at det ikke er en vej til det evige liv, når han holder sin regel strengt med bøn, faste og andet. Kort sagt: Ligesom farisæeren gør i Luk 18, der bildte sig ind, at han havde holdt Guds bud, fordi han i det ydre ikke havde syndet imod dem, sådan gør alle mennesker af naturen, og de bilder sig ind, at deres hellige liv er vejen til Faderen i himlen. Men siger man: Nej, vil I frelses, så må I gå en anden vej; denne vej fører jer ned i helvedes afgrund – så brænder det i alle gader. Alle og enhver skælder den lære ud og siger, at det er kætteri, at man forbyder gode gerninger og forfører folk. Sådan som man jo ser, at det også går os i dag.

Hvad skal man så gøre? Se efter, hvad Kristus siger her, så kan man blive sikker i sagen. Han taler om vejen til Faderen, hvor man skal finde den evige bolig, og siger rent ud: «Jeg er vejen og sandheden og livet.» Nu er der jo, som sagt ovenfor, kun én Kristus, og det er ikke muligt at sige om den ene eller den anden gerning, ja, om Moses’ lov selv, at den er Kristus. Når nu Kristus alene er vejen, sandheden og livet, og ingen gerning, hvor hellig, stor og kostbar den end er, kan roses for at være Kristus, så må det jo følge, at loven, ofrene, alle gode gerninger, ja, Guds ti bud selv, al kyskhed, tugt og ærbarhed, og hvad man ellers kan nævne, ikke er vejen til frelsen og til Faderen, og at den, der ikke har mere end sådanne gerninger, er på en vildvej, i løgnen og i døden og må blive der, indtil han kommer ind på denne vej, som hedder Kristus Jesus.

Ja, siger du, er de ti bud da onde? Er det da forkert at leve tugtigt og ærbart og holde sig retskaffen? Har Gud da ikke behag i det? Eller kan han bedre lide, at man lever i utugt og ikke gør noget godt? Nej, langtfra! Vi siger, at det er ret og godt og velbehageligt for Gud, når man gør Guds vilje og er retskaffen. Men deraf følger ikke, at det er vejen til det evige liv eller til Faderen. Derfor skal man holde de ti bud af lydighed, fordi Gud har befalet dem, og vi ikke kan lade den befaling ligge uden at synde. Men for at komme til Faderen er der kun én eneste vej; den hedder ikke gode gerninger, heller ikke Guds bud, men Kristus Jesus. Denne ene vej er sandheden og bedrager os ikke; og den er livet, som bevarer os fra døden – for ellers måtte vi blive i døden trods alle vore gode gerninger og vort hellige liv, og vi kan ikke arbejde os ud af den.

Og det er også grunden til, at Herren giver sig selv et nyt navn og siger: «Jeg er vejen.» For hvor der hverken er vej eller sti, dér kan man ikke komme hen. Da nu ingen kan komme til Gud uden for Kristus, og ingen kan kende Gud uden for Kristus, derfor siger han: «Jeg er vejen til Faderen.» Ikke en vej, man skal gå på med fødderne, men med hjertet; det vil sige: Man skal stole på ham og sætte al sin fortrøstning til ham. Den, der gør det, er på den rette vej til Faderen og til det evige liv. Og det er umuligt, at han skulle fare vild. For han har Kristus, som ikke alene er «vejen», men han er «sandheden», der ikke kan bedrage eller svigte os, og han er også «livet». Derfor behøver den, der har denne vej foran sig, ikke at frygte for synden og for døden, som kommer af synden.

Derfor må man her skelne mellem to spørgsmål. Det er to forskellige ting, når jeg spørger: Hvad skal jeg gøre, når jeg vil leve som en kristen? og: Hvad skal jeg gøre, når jeg vil gå til Faderen eller til det evige liv? Til det kristne liv hører de ti bud; de er også en vej. For dér står Guds befaling, som kræver en sådan lydighed. Den, der ikke vil yde den, må vente sig den straf og fordømmelse, som er lagt på ulydigheden. Men disse ti bud er endnu ikke den rette vej til Faderen. For dér gælder det, som Kristus siger her: «Jeg er vejen.» Ligesom man nu ikke skal lave mange Kristusser, sådan skal man heller ikke lave mange veje. Men laver man en anden vej til Faderen uden for Kristus, så er det en vildvej.

Derfor kan man nu fælde dommen over alle slags tro og religion. Tyrkerne, jøderne og hedningerne har også et håb om, at de skal blive frelst, og de roser sig af, at de kender Gud, tjener Gud og tilbeder Gud. Men skal Kristus alene være vejen, og de ikke tror på Kristus, hvordan er det så muligt, at de kan komme til Gud? Så må jo også deres bedste liv og deres helligste gerninger, deres bøn og al deres gudstjeneste være intet andet end vildfarelse, løgn og død. For uden for Kristus er der ingen vej, ingen sandhed og intet liv.

Sådan er det også med paven og hans flok; han laver mange veje til Faderen. Én munk er løbet i kloster for at komme dertil; en præst holder messe for at komme dertil; en anden tjener helgenerne og tilbeder dem for at komme dertil; den fjerde køber aflad eller stifter messer, fordi han tænker, at han vil lave sig en vej eller en bro til himlen. Men gør, hvad du vil – selv de helligste gerninger, som er befalet i de ti bud, bringer dig ikke til Faderen. Hvorfor? Kristus alene er vejen, han alene er sandheden og livet. Tror du ikke på Kristus, trøster du dig ikke ved hans gang til Faderen og stiller du ikke dit hjerte tilfreds med, at han ved sin død har beredt dig boligen, så hjælper det alt sammen intet. Ja, det er alt sammen vildfarelse, løgn og død, hvad du foretager dig uden for ham, om verden så roser det nok så højt. Troen på Kristus må gøre det alene; for uden for Kristus er der ingen vej.

Men her må man nu også skelne mellem gerningerne, så vi ikke havner i det sværmeri, som gendøberne og sakramentsfornægterne sidder i. For det er ikke forkert sagt, og det tager intet fra Kristi ære, når jeg siger: Vil du komme til Faderen og blive frelst, så lad dig døbe. Sådan som Peter siger til jøderne i ApG 2,38. Eller: Vil du blive frelst og komme til Faderen, så hør Guds ord. Eller: Vil du komme til Faderen og blive frelst, så gå til det højærværdige sakramente. For dåb, sakramente og Ord er ikke alene befalet af Kristus, men er slet intet uden Kristus. Derfor kræver den slags gerninger troen, og uden troen er de til ingen nytte – ganske som Kristus selv ikke er til nytte for dem, der ikke tror på ham. Den, der nu ville sige: Kristus alene er vejen, hvad skal jeg så med dåben, Ordet eller sakramentet? – han ville vanære Kristus. Ikke alene fordi Kristus har befalet og indstiftet dåben, Ordet og sakramentet, men fordi Kristus selv er i dåben, i Ordet og i sakramentet og bliver vor vej i disse stykker. For han er gået til Faderen, og vi ser ham ikke, siger han i Joh 16,10. Hvordan skal vi så gå ad ham, eller hvordan er han vor vej? Ikke anderledes end ved, at han i dåben, i Ordet og i sakramentet lader sig forkynde for os: at han er død for os, har udgydt sit blod for os og har forsonet os med Faderen. Den, der nu ikke ville tage imod disse ord og sakramenter, han ville skubbe Kristus, vejen, fra sig og ikke tage imod ham.

Derfor er det en anden sag med Ordet og sakramentet, hvor Kristus selv er i og hos, end med de gerninger, som vi gør. Jeg giver almisse, jeg tjener min næste, jeg prædiker, jeg lader mig pine til døde for Ordets skyld – selv om Helligånden hjælper os til den slags gerninger, kan jeg dog ikke rose mig af, at de er lige så meget værd som Kristus, som hans lidelse og død. Derfor kan og skal vi heller ikke rose dem som en vej, ad hvilken vi skulle komme til Faderen og det evige liv.

Men det er unødvendigt at tale mere om denne sag. For Herren forklarer sig selv og angiver grunden til, at han siger, at han er vejen. «Ingen», siger han, «kommer til Faderen uden ved mig.» At «komme til Faderen» kan jo ikke betyde andet end at have en nådig Gud, at være fri for synderne og at være i det evige liv. Dertil, siger han, kommer I aldrig ved jeres gerninger eller hellighed; alene ved mig må I komme dertil, det vil sige: alene ved, «at jeg går til Faderen», lider og dør. Så fint og smukt fatter Herren her vor tros artikel, som lyder: Alene ved troen på Kristus bliver man retfærdig og frelst.

Det kan endda gå an, at han siger: «Ingen kommer til Faderen uden ved mig.» For det er endnu mere, at han siger videre: «Kender I mig, så kender I Faderen.» Med de ord vil han nemlig vise, at hvor man ikke har Kristus og ikke kender ham, dér er det umuligt, at man kan have Gud eller kende ham. Hvad så med, at alle hedninger roser sig af Gud og taler om Gud? Og at tyrkerne og jøderne, ja, også de pavelige, siger så meget om Gud? Ordene kan de nok føre i munden; men her står dommen: Kender du Kristus, så kender du også Gud. Kender du ikke Kristus, så kender du heller ikke Gud.

Ja, siger du, er det da ikke at kende Gud, når tyrkere og jøder siger, at Gud har skabt himmel og jord af intet, har sluttet sin pagt med Adam og Eva i Paradiset og har ført Israels børn ud af Egypten? Det er jo alt sammen sandt; Gud har gjort det – ikke en falsk gud, sådan som hedningerne har, men den rette og evige Gud. Men gør, som du vil, her står det: Kender du Kristus, så kender du også Gud. Men kender du ikke Kristus, så kender du heller ikke Gud; du fornægter Gud og tror ikke på Gud. Og det er derfor, at Herren lidt efter siger til Filip: «Tror du ikke, Filip, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen?»

Sådan går Herren her igen tilbage til grunden, som han viste ovenfor, da han sagde: «Tror I på Gud, så tro også på mig.» For det bliver ikke til andet: Mennesket Jesus Kristus er Gud, og Gud er Jesus Kristus. Den, der nu ikke kender Sønnen og ikke tager imod ham, han kan rose sig af, sige eller vide om Gud, hvad han vil – så er det ingen rigtig viden, og han kender ikke den rette Gud og rammer ham ikke dermed. For der er sandelig ingen anden Gud end denne, vor Frelser Jesu Kristi Fader.

Derfor siger han videre til Filip: «Så lang en tid har du været hos mig, og du kender mig ikke endnu? Filip, den, som ser Faderen, ser mig.» [i Joh 14,9 står det omvendt: «Den, som har set mig, har set Faderen.»] Og videre: Du hører mig tale, og dog taler jeg ikke, men Faderen; og de gerninger, jeg gør, dem gør Faderen. Det går alt sammen ud på, at vi skal kende og tage imod Kristus som sand og evig Gud og trøste os ved hans lidelse og død som den fuldkomne betaling og forsoning over for Gud. Den, der gør det, han kender Gud, han ærer Gud, han tror på Gud.

For «at kende Gud» betyder ikke alene at vide, at han har skabt himmel og jord, har givet os liv og lemmer og er almægtig. Det er kun et stykke, og oven i købet det mindste stykke af kundskaben om Gud. Kommer man ikke videre, må vi bare frygte så meget desto mere for sådan en Gud, fordi vi altid har samvittigheden med os, der siger, at vi har været ulydige mod denne Gud, som har skabt alt til vort bedste. Men den, der kender Kristus, han ser i Kristus, at Gud er en nådig og barmhjertig Gud, som ikke vil fordømme os for vor synd og ulydighed, men vil være os nådig og hjælpe os ud af synderne. For dér står hans Søn; ham giver han hen som offer for os, for at vi ved ham skal have syndernes forladelse og det evige liv. Det er da at kende Gud ret: at vide, at han er så barmhjertig mod synderne.

Men det kan man ingen andre steder lære end alene ved hans Søn, Kristus Jesus. Derfor siger Kristus: «Kender I mig, så kender I Faderen»; han er ikke alene en almægtig og evig, men også en nådig og barmhjertig Gud. Hans almagt og evighed kan man mærke og lære af hele verdens skabning; men hans nåde og barmhjertighed lærer man alene ved Kristus Jesus, ved hans lidelse og død: at han går bort og bereder os den bolig, som vi for vor egen skyld evigt skulle have været berøvet.

Sådan ser I nu, kære venner, hvordan Herren trøster sine disciple og viser dem hen til, at de skal kende ham ret; så skal deres hjerte ikke forfærdes. Gud give os sin nåde, så vi også lærer dette og i al nød må komme denne trøst i hu. Amen.