Mariæ bebudelsesdag (Luk 1,26–38)

Prædikener på Mariæ bebudelsesdag. Første prædiken over evangeliet Luk 1,26–38, holdt 1532

Denne højtid holder man for den trosartikels skyld, hvor vi siger: «Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.» For det er en storslået, høj artikel, som fornuften aldrig kunne have drømt om, hvis ikke Skriften havde fortalt os så kraftigt om den. For hvem skulle dog tro det? Alle andre kvinder bliver jo frugtsommelige på én og samme måde, ved at en mand ligger hos dem, sådan som Gud har skabt og ordnet det. Og så skulle Gud trække denne ene lille jomfru frem og begynde noget helt særligt med hende – noget, som aldrig før er hørt i verden og aldrig mere skal ske, så længe verden står: at hun bliver frugtsommelig og bliver mor, ikke ved en mand, men ved Helligånden alene? Umuligt, siger jeg, at fornuften kan vide eller tro sådan noget. For den holder sig til det gamle ordsprog: Gør jeg og tror jeg som andre folk, så er jeg ikke nogen nar.

Men en kristen må stikke det ordsprog væk i en krog her og sige: Vil jeg være kristen, så må jeg tro og gøre det, som andre folk hverken tror eller gør. For Guds gerninger ser tossede og umulige ud; men de er alligevel høje gerninger, og de går forunderligt fint til. Sådan er det også her: Maria, den rene jomfru, bliver mor, og ikke et menneske på jorden ved noget om det, uden hun alene. Det lyder tosset og umuligt. Var noget lignende sket før, så havde det et skin af sandhed og lod sig tro. Men at Gud skulle vælge netop denne jomfru ud blandt alle kvinder og gøre sådan et under med hende – det er for verden helt utroligt.

Derfor er de kristne et særligt folk, kaldet til at tro og prædike de artikler, som for verden er det rene narrestreger og ikke til at tro. Men netop derfor skal de høre prædiken så meget flittigere og lære Ordet. For den, der vil tænke over den slags ting uden for Ordet, han kommer let til fald.

For at denne artikel om vor Herre Jesu Kristi undfangelse nu kan stå fast og sikker i de kristnes hjerter, holder man denne højtid. Derfor vil vi tage artiklen for os, sådan som evangelisten skriver om den, og lære, hvordan dette underfulde værk er gået til. Vi vil dele prædikenen i tre stykker. Det første om jomfru Marias person: at hun er af Davids hus. Det andet om englens prædiken, hvor han lærer om Herren Kristus og hans embede. Det tredje om jomfru Marias tro.

Evangelisten fatter sig i korthed, hvad jomfru Marias person angår. Han fortæller ikke noget om, hvilken stand hun havde, eller hvordan hun levede, hvad hun var i gang med, da englen kom til hende, eller i hvilken skikkelse englen viste sig for hende. Men vil nogen tænke over det og gerne vide noget, så skal han holde sig til de jævneste og enfoldigste tanker, som rimer med beretningen og med profeterne. For at hun ikke var nogen formuende pige, det er der mange tegn på i beretningen. Så kan man let regne ud, hvilken stand og hvilket liv sådan en ung pige har haft: at hun har tjent hos en eller anden slægtning og gjort almindeligt husarbejde ligesom enhver anden pige, der er jævn, from og retskaffen.

Og det er meget muligt, at englen kom til hende og bragte hende budskabet, netop mens hun gik med sådan noget husarbejde. For sådan ser man i mange beretninger, at englene kommer til menneskene, mens de går i deres kald og passer deres arbejde. Sådan viste englen sig for hyrderne på marken, mens de vogtede deres hjorde. For Gideon viste han sig, mens han tærskede korn. For Samsons mor viste han sig, mens hun sad ude på marken. Eller også har jomfru Maria, som et fromt barn, gemt sig alene i en krog og bedt om Israels forløsning; for hvor der bedes, er englene særlig gerne.

Nu siger evangelisten ikke et ord om, hvem jomfruen var med hensyn til hendes herkomst og slægt. Men om Josef, som hun var trolovet med, siger han, at han var af Davids hus; men det er os dog ikke magtpåliggende. Det, der er magtpåliggende, er, at man ved, at jomfru Maria er af Davids hus. Det finder evangelisten det unødvendigt at sige, eftersom det i forvejen var sagt tydeligt nok hos profeterne, at Kristus skulle komme af Davids hus og hedde Davids søn. Blandt andre profetier er der også denne i Es 11: «Der skal skyde en kvist frem af Isajs stamme og en gren af hans rod.» Her siger profeten klart, at Isajs stamme skal blive stående, indtil Kristus bliver født af den. Når nu dette barn ikke har nogen far på jorden, men kun en mor, så må moren være af Davids stamme og blod; ellers kunne hendes barn ikke hedde Davids søn eller efterkommer og arving.

Dette skriftsted rammer også tiden fint, ligesom profetien i 1 Mos 49. For profeten sammenligner Herren Kristus med en «lille gren, der vokser frem af en gammel stamme, ja, igen af roden». For Davids slægt var næsten gået til grunde, så den ikke blot havde mistet sin ære, men der også kun var få mennesker tilbage af den. Derfor lignede den herlige, kongelige slægt et træ, der ikke bare havde mistet grene og blade, men var visnet helt ned til stammen. For sådan plejer Gud at bære sig ad med sine gerninger: Når alle fortvivler og siger: Det bliver der ikke noget af mere – så begynder han først og gør mange herlige og store ting, som intet menneske kunne have ventet sig. Sådan er det også gået her: Da (som Jakob siger) scepteret var helt faldet fra Judas hus, og slægten var sunket så dybt, som den kunne, så tager Gud den fattige lille tjenestepige, jomfru Maria, og fuldbringer ved hende det herlige værk, som alle profeter og patriarker har prædiket om, og som hele verden havde fået løfte om at kunne trøste sig ved.

Hvordan dette værk nu er gået til, skriver Lukas videre: Englen kom til pigen, hilste hende og sagde til hende, at hun havde en nådig Gud. «Vær hilset», siger han, «du yndige eller benådede, Herren er med dig, du højtlovede blandt kvinderne.» Det er høje og store ord, og det fromme barn har med god grund forfærdet sig over dem og tænkt: Hvad mon det dog er for et budskab? For om hun lige ved første øjekast har vidst, at det var en engel, der talte med hende, kan vi ikke vide; men Lukas’ ord lyder nærmest, som om hun ikke har kendt ham. For han siger, at «hun blev forfærdet» – ikke over ham, men «over hans tale og hilsen».

For det er en meget usædvanlig hilsen for hende. Derfor har hun bagefter også måttet tænke, at det var et usædvanligt bud, siden han straks begynder: O Maria, salig er du! Hvor har du dog en nådig Gud! Aldrig er der kommet en kvinde på jorden, som Gud har vist sådan en nåde; du er kronen blandt dem alle osv. De ord fik det fromme barn til at rødme og jog en skræk i hende, så hun ikke vidste, hvor hun havde sig selv. Derfor trøster englen hende og siger, hvad Gud vil gøre med hende, og hvad han vil bruge hende til. Han siger: «Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde hos Gud.»

Læg mærke til dette lille ord! For det har ikke bare tjent til at trøste pigen; det skulle også stille sig i vejen for den gruelige afgudsdyrkelse, som siden er kommet op blandt de kristne gennem paven og hans munke, og som de pavelige stadig driver: De gør jomfru Maria til en gud og tillægger hende al magt i himlen og på jorden, som havde hun den af sig selv.

Men selv om jomfru Maria er velsignet over alle kvinder, så ingen kvinde nogensinde har fået sådan en nåde og ære, trækker englen hende alligevel ned med disse ord og gør hende lige med alle andre hellige; for han siger klart, at det, hun er, er nåde og ikke fortjeneste. Nu må der jo være forskel på den, der giver nåde, og den, der tager imod nåde. Hos den, der giver nåde, skal man søge nåde – ikke hos den, der selv har nydt godt af nåden. Det gjorde man ikke i pavedømmet. Der løb alle til jomfru Maria og søgte og håbede at finde mere nåde og hjælp hos hende end hos Herren Kristus.

For at imødegå den vildfarelse skal du lægge godt mærke til dette lille ord her: «Maria, du har fundet nåde hos Gud.» Lær af det, at du skal regne hende for et menneske, der har fået nåde, og ikke for en, der skal dele nåde ud. For dertil er hendes barn, vor kære Herre Jesus, sat: at vi skal søge nåde hos ham og ved ham komme til nåde; som Johannes Døberen siger [ordene står i Joh 1,16, men Luther læser dem som Døberens]: «Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde på nåde.» Nu vil vi høre videre på englens budskab. For sådan siger han: «Se, du skal blive legemligt frugtsommelig og føde en søn, og du skal kalde ham Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes søn.»

Det er det første stykke af den himmelske prædiken og den første åbenbaring om vor Herre Jesus Kristus. Der står to ting i den. For det første, at han er en sand, naturlig søn af jomfru Maria, båret af hende i moderlivet og født til verden, sådan som alle andre små børn bliver båret og født. Hvordan han blev undfanget, kommer siden. Og for det andet, at han er Guds sande, naturlige Søn, født af Gud fra evighed. Det står der klart og tydeligt med ordene: «Du skal» legemligt, eller «i moderlivet, blive frugtsommelig og føde en søn». Derfor er dette lille barn et sandt menneske, der har legeme og sjæl som ethvert andet menneske og er blevet formet og ernæret og er vokset i moderlivet som ethvert andet lille barn. Derfor er det et forførerisk kætteri, når nogle i gamle dage har påstået, at Kristus ikke havde et sandt, naturligt legeme. Og nogle i vore dage, især blandt gendøberne, har vovet at sige, at han hverken har taget kød eller blod af jomfru Maria. For hvis det var sådan, kunne han ikke være Davids søn, og evangelisten ville ikke så omhyggeligt have sat sine ord sådan: «Du skal» legemligt, eller «i moderlivet, blive frugtsommelig». Mod den slags og andre vildfarelser skal man lægge godt mærke til englens ord her; og den, der vil fornægte dem, skal man med god grund lade fare som et menneske, der har mistet forstanden, og ikke have mere med ham at gøre.

Det er også et vældigt vidnesbyrd mod Arius og andre kættere, som ikke ville lade Kristus være den evige, almægtige Gud, når englen her siger: «Han skal kaldes den Højestes søn» – det vil sige: Sådan skal man prædike og tro om ham, at han er Guds Søn. Nu ved man jo, hvad «søn» betyder, nemlig noget, der er født. Er nu denne Jesus, som er født legemligt af jomfru Maria, Guds Søn, så må det følge, at han også er Gud. For det, Gud føder, må være af hans væsen, art og egenskab, det vil sige lige så evigt, almægtigt, retfærdigt og levende. Man kan vride og vende sig, som man vil – den, der ikke vil narre sig selv og fare vild, han kommer ikke uden om disse ord; han må lade dette lille barn, som er født af Maria, være den sande, evige, almægtige Gud. Sådan som englen videre viser, når han siger: «Og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.»

Det er da vældigt og præcist sagt om vor Herre Jesus, at han på én gang er den evige Gud og et sandt, naturligt menneske. For se her: Hvad for en trone, et regimente eller kongerige havde David? Var det ikke Israels folk, som boede her nede på jorden i Kana’ans land? Skal dette barn nu sidde på sin fader Davids trone, så må det også være et menneske ligesom sin fader David; ellers kunne David hverken kaldes hans fader eller han Davids arving. Men her er der en meget stor forskel. David dør og efterlader sin trone og sit regimente til sin søn Salomo; han dør også, og sådan dør den ene efter den anden, helt frem til dette lille barn Jesus. Han tager Davids trone og sidder på den – ikke, som David og hans andre efterkommere, for en tid, men for evigt, «så der ikke skal være ende på hans kongedømme».

Lær nu at få de to ting til at rime. Dette barn er født af jomfru Maria; det lever, spiser, drikker, sover og vågner som ethvert andet menneske. Så følger det, at det også må dø som ethvert andet menneske; sådan som vi da også bekender, at Kristus døde på korset og blev begravet. Det følger med dette timelige livs natur og egenskab. Og alligevel siger englen om dette barn, som jomfru Maria legemligt skal undfange og føde, at det skal sidde på sin fader Davids trone for evigt.

Nu er det at dø og at regere evigt jo to modsatte ting, som ikke kan tåle hinanden; og dog skal de være sammen her i denne ene person. Han dør og kan dog ikke dø, men regerer i evighed, som englen siger. Gad vide, hvem der ville eller kunne få det til at rime, uden ved hjælp af denne ene artikel: at dette menneske, som er født af jomfru Maria, ikke bare er et menneske, men også Gud? Derfor må han dø som menneske. Men som sand, naturlig Gud kan han ikke dø; han er tværtimod Herre over døden, og døden kan ikke holde ham fast.

Når nu døden ikke skal og ikke kan holde ham fast, så får synden heller ingen magt over ham. For liv og synd kan ikke tåle hinanden: Hvor der er synd, kan der ikke være liv, men der må være død. Og hvor der er evigt liv, kan der ikke være synd, men der må være lutter retfærdighed og fuldkommen opfyldelse af loven. Hvordan kommer døden så til mennesket Kristus, når han dog ikke er en synder, men retfærdig og uden nogen som helst synd? Her finder vi nu den høje og store trøst: at vi skal se på vor kære Herre Kristi død som en uforskyldt død, der er lagt på ham, ikke for egen, men for fremmed skyld, for vore synders skyld, for at vi ved hans død skal blive fri for synd og også leve evigt med ham.

Sådan er englens ord korte, men de rækker forunderligt vidt. De lærer os at kende dette menneske, som er født af jomfru Maria, ret og præcist: at han er den sande, naturlige Gud, men er blevet menneske for at dø – han, som dog som Gud og uden nogen som helst synd ikke kunne dø, men skulle eje og regere for evigt det kongerige, han havde arvet efter sin fader David. Sådan er menneske og Gud her én person, som dør og dog lever evigt. Døden kommer over ham for fremmed skyld; men livet har han i sig selv, af egen retfærdighed og uskyld. Derfor skal vi tage os det til og vide, at det er sket for vores skyld, så vi derved kan blive fri for synd og død og også blive evigt frelst.

Denne prædiken holder englen for den fromme unge jomfru, så hun kan glæde sig over dette barn og slippe al frygt og sorg. Men det er ikke kun hende, der skal tage sig denne prædiken til; vi hører også med. Derfor: Selv om denne fromme unge jomfru alene er mor til dette barn, så hører vi dog også under dette lille barns regimente og kongerige. Ellers ville det stå meget dårligt til med os. Alt, hvad vi er og har, er timeligt og varer kun ganske kort. For hvad er fyrre, halvtreds eller endda hundrede år? Men den, der var i et rige, som er et evigt rige, ville stå sig godt og have grund til at gå og springe af glæde hele tiden, selv om han var det elendigste menneske her på jorden. Det er det, englens prædiken sigter på: Med disse ord vil han minde os om dette timelige liv, hvor der er så megen fare, synd og død, og ligesom gøre det led for os, når han taler om et kongerige, hvis lige aldrig er kommet på jorden: et evigt kongerige, der ikke har nogen ende.

I det kongerige vil der ikke være nogen død; der vil heller ikke være synd (for synd og død hører sammen); der kan heller ikke være nogen Guds vrede, men kun nåde og barmhjertighed. For livet er den højeste skat, som Gud skænker os næst efter sin Søn. Hvem ville så ikke af hjertet gerne være i det rige og ikke meget hellere være bekymret for, at han skal blive længe her nede på jorden, hvor der ikke er andet end synd, død, bekymring, angst og nød, og undvære det rige? Sådan ville englen gerne gøre dette liv, alle kongeriger, magt og pragt og alt, hvad verden har, ubehageligt og led for os, eftersom det alt sammen er timeligt og forgængeligt og ikke andet end et syndens og dødens rige; og han vil vise os hen til denne konge, hvis rige ikke skal få ende som andre kongeriger.

Hvordan man nu kommer til denne konge og til det evige rige, hører vi hele året igennem: at man skal tage imod evangeliet, tro fast, hvad Kristus lover os, og sætte hele vort hjerte og al vor tillid til ham, som ved sin død og opstandelse har beredt sig dette rige, det vil sige, har hjulpet os fra synd og evig død til det evige liv. For skal hans rige blive ved i evighed, så må han også have mennesker, der lever evigt. For «han skal være konge over Jakobs hus»; det er jo mennesker, og ikke engle eller umælende dyr. Skal nu menneskene leve evigt, så må synd og død være borte. Efter det liv burde vi trakte og foragte det timelige her; men som regel vender vi det om og bærer os sådan ad, at man tydeligt kan se: Havde vi nok af det timelige, ville vi meget snart glemme alt om det evige.

Det er det første stykke af englens prædiken. Den går først og fremmest ud på at lære jomfru Maria og os alle, hvad det er for et barn, hun skal føde. Ikke et almindeligt barn som andre børn. Godt nok skal det være som andre børn i det, at det har kød og blod, legeme og sjæl, som børn ellers har, at det skal tørres og vaskes, spise og drikke, sove og vågne. Men deri skal det være ulig alle menneskebørn, at det er Guds Søn og skal regere evigt; det vil sige, at det ikke bare selv skal leve evigt, men også i sit rige skabe et evigt liv, så de, der er i det, skal leve evigt, og hverken synd eller død skal kunne skade dem.

Derfor prædiker englen videre og viser, at dette barn, fordi det skal være ulig andre små børn i så store ting, også skal undfanges på en anden måde. For da Maria har hørt budskabet, at hun skal blive frugtsommelig med sådan en søn, som hedder Guds Søn, undrer hun sig og spørger englen, hvordan det dog skal gå til, eftersom hun ikke har været sammen med nogen mand. Da svarer englen hende og siger: «Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn.»

Alle ved, hvordan naturens almindelige gang og Guds ordning ellers går: at en kvinde ikke kan blive frugtsommelig af sig selv – bortset fra at der, efter hvad man siger, blandt tyrkerne findes sådanne grove narre, der lader sig bilde ind, at deres jomfruer kan bære børn og alligevel blive ved med at være jomfruer. Men her står det nu sådan, at Maria heller ikke kan blive frugtsommelig af sig selv; og alligevel skal hun blive frugtsommelig og ikke have været sammen med nogen mand. Hvordan skal det så gå til?

Det er nu det særlige værk, som englen her taler om, og som intet menneske nogensinde kan fatte med sin fornuft: at denne unge jomfru ikke skal blive frugtsommelig ved en mand, men ved Helligånden – på en måde, som englen selv ikke kan sige med noget bedre eller tydeligere ord end, at «den guddommelige kraft skal overskygge hende». Ved det må vi lade det blive og ikke bekymre os videre om det. For vi vil alligevel aldrig kunne tænke det til ende; det er en guddommelig kraft, som ikke lader sig fatte med vore tanker.

Men så meget kan vi dog fatte: Når denne unge jomfru bliver frugtsommelig alene ved Helligånden, så bliver for det første hendes kød helliget; og det, der fødes af hende, må også være helligt og uden nogen som helst synd. Derfor giver englen den lille Kristus et navn, mens han endnu er i moderlivet, og kalder ham hellig. «Det hellige», siger han, «som fødes af dig, skal kaldes Guds Søn.» Med dette ord gør englen en lige så stor forskel mellem dette barn og alle andre børn som ved den måde at blive undfanget på, som han har talt om ovenfor. For selv om Johannes Døberen og flere andre er blevet helliget i moderlivet, så er de dog undfanget som uhellige og først blevet hellige efter en undfangelse, der var syndig. Men dette barn er et helligt barn, som der aldrig har været nogen synd i, og derfor er det ikke blevet helliget, men helliger selv alting.

Det tjener nu til, at vi ikke bare skal lære at kende os selv ret – at vi af naturen er uhellige og syndige og i den henseende helt ulig dette lille barn – men også, at vi ved, hvor vi skal søge, når vi vil blive fri for denne uhellighed og synd. Når en tigger vil have penge, så nytter det ikke, at han går til en anden tigger, som heller ikke har noget; han må finde hen til en rig mand, som ikke er nærig, men gerne giver ud. Sådan også her: Vil vi blive fri for synd og blive hellige, så må vi ikke gå til dem, der også er syndere, det vil sige, som også er mennesker ligesom vi og trænger til nåde; men her, hos dette barn, som er helligt, skal vi holde os til. Her vil vi finde den rigdom, der kan hjælpe os, og ingen andre steder.

Hvorfor går de blinde pavelige da hen til jomfru Maria, til Sankt Peter, til Sankt Paulus og andre hellige og beder om, at Gud vil lade dem nyde godt af deres forbøn og fortjeneste? De er hellige, og Gud har dem kær, det er sandt; men den hellighed har de ikke af sig selv; det er en skænket hellighed, som de er kommet til af nåde. Dér finder man ikke nådens brønd; det er ikke kilden, men kun vand, der er øst op. Men dette barn er født af Gud fra evighed og kaldes derfor Guds Søn, og det er undfanget af jomfru Maria ved Helligånden. Selv om det har kød og blod, er dette kød og blod dog et helt igennem helligt kød og blod, som der ingen synd er i. Her er den rette brønd og den rette kilde til nåden, som vi skal holde os til, når vi vil være hellige og uden synd. For her er også grunden til, at dette hellige barn bliver født: at vi uhellige, syndige folk lå under Guds vrede og i døden og ikke selv kunne hjælpe os ud af den jammer. Skulle vi hjælpes, så måtte det ske ved én, der var uden synd og også kunne hjælpe andre fra synd. Det er vor kære Herre Kristus, den evige Gud og dog sandt menneske, undfanget ved Helligånden i den rene og hellige jomfru Marias moderliv og født til verden, for at vi skal finde hen til ham, holde os til ham og trøste os ved hans hellighed.

Var Kristi hellighed blevet prædiket sådan for folk i pavedømmet, som englen her prædiker om den, så var den afgudsdyrkelse, som man har drevet med de afdøde hellige, nok blevet væk. Men dér har man læst ordene og alligevel ikke vist et eneste menneske hen til Herren Kristus, som alene er hellig og alene kan og vil gøre hellig; man har tværtimod sat al den tillid til de hellige. Gud forlade dem det!

Det er den kære engel Gabriels prædiken om Jesusbarnet. Til den knytter han som tegn på, at hans prædiken er sand, den nye tidende om den gamle Elisabet: at også hun går med en søn i sin alderdom, for at styrke jomfruens tro. Og han føjer det skønne, trøstefulde ord til, at for Gud er intet umuligt. Men den beretning vil vi lade ligge, til dens tid kommer, og nu slutte med det tredje stykke.

Da den unge, sarte jomfru havde fået fuld besked af englen om, hvad Gud ville virke i hende, svarer hun og siger: «Se, jeg er Herrens tjenerinde; det ske mig, som du har sagt.»

Det er et meget fint svar. Man mærker i det ikke bare en særlig stor ydmyghed, men også en stor tro og en inderlig kærlighed til alle mennesker. For først giver hun sig hen i al ydmyghed og fuld lydighed: «Jeg er Herrens tjenerinde.» Som ville hun sige: Her er jeg; min Gud og Fader i himlen må gøre med mig, hvad han vil, så er jeg villig til det. Og selv om jeg er alt for uværdig til dette værk, som du taler om, så tager jeg dog imod denne Guds nåde og velgerning med glæde og taknemmelighed.

For når hun siger: «Det ske mig, som du har sagt», så er det ord, der viser, at hun ønsker det af hele sit hjerte og bliver glad og fornøjet over, at den salige tid er kommet, hvor Djævelen skal få sit hoved knust, og de stakkels, elendige syndere skal hjælpes. Det ønsker hun af hjertet, og hun er glad for, at Gud vil bruge hende til det – ikke for sin egen persons og æres skyld, men fordi hun ved, at hun og hele verden skal hjælpes fra synd og død ved dette lille barn. For hun tror begge dele: for det første, at Gud vil gøre dette værk med hende, sådan som englen siger; og dernæst, at dette barn skal have et evigt rige og forløse hende og hele verden fra Djævelens rige og fra døden. Og ved denne tro alene er hun også blevet frelst og fri for synd – ikke ved den gerning, at hun har bragt Guds Søn til verden. Det var rigtignok en særlig nåde og herlighed, sådan som hun selv bekender i Magnificat: «Alle slægter skal prise mig salig.» Men alene derved bliver hun Guds barn og kommer til det evige liv, at hun holder sit barn for det, som englen har prædiket om ham: at han vil hellige hende og skænke hende det evige liv af nåde.

Men ligesom hun alene har den herlighed, at hun bliver Guds moder og føder Guds Søn til verden, sådan skal vi sammen med hende tro, at dette barn er helligt og skal have et evigt rige; det vil sige, at det også vil give os evigt liv og hellige os.

Det er den beretning, man skal prædike på denne højtid, for at artiklen skal stå fast og sikker blandt os: at vor kære Herre Jesus Kristus er undfanget ved Helligånden og er både sand Gud og sandt menneske i én eneste person. Dette skal være vor stolthed over for Djævelen og alle andre skabninger: at vi er sat i den ære, at Gud selv skal være og hedde vort kød og vort blod. Han har ikke knyttet sig så tæt til nogen skabning som til mennesket. Han vil ikke bare bo i menneskene og være omkring dem – hvad der dog skulle være nok til en særlig stor glæde – men han er selv blevet det, vi er, og er kommet os så nær, at han har en sådan natur, et sådant legeme og en sådan sjæl, som jeg og du har, med undtagelse af det ene: at det alt sammen er helligt hos ham, men syndigt hos os.

Den ære, som Guds Søn har givet os stakkels mennesker, ærgrer Djævelen sig grueligt over, og han under os ikke den ros, at vi kan sige: Mit kød og blod er Gud og sidder deroppe i majestæten og regerer himmel og jord. Derfor skylder vi at takke Gud af hjertet for denne nåde og gave, at han har sat os i så stor og høj en ære og har ladet sin Søn blive menneske. For ellers ser det ud, som om Gud er verdens fjende. Men her ser vi, at det ikke er sådan; for han har gjort sig så nært beslægtet med os mennesker og er kommet os så nær, at han ikke bare har villet bo i os, men selv personligt blive et menneske.

Den nåde fejrer vi i dag, for at man skal takke Gud for, at han har renset vor urene, uhellige fødsel ved sin hellige fødsel og bragt velsignelsen over os alle, så vi ved ham skal være hellige og frelste. For dertil tjener hans kære ord, den hellige dåb og det højærværdige sakramente: at denne tro og trøst skal tændes og styrkes i vore hjerter. Gud, vor nådige Fader, sende sin Helligånd i vore hjerter, så vi tror dette og derved kan blive evigt frelst. Amen.