Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel) (Luk 1,57–80)

Prædikener på Sankt Hans dag, Johannes Døberens dag. Første prædiken over evangeliet Luk 1,57–80, holdt 1532

Enhver kristen skal kende den rette grund til, at vi fejrer dagen i dag. Så vi ikke skal have sådan en tåbelig glæde, som verden plejer at have – som om vor Herre Gud kun havde ladet den hellige Johannes blive født, for at man skulle spise, drikke og danse og den slags. Det er rigtigt nok: Englen forkynder for den gamle Zakarias: «Mange skal glæde sig over hans fødsel.» Men det er ikke en glæde af den slags, som vi tyskere efter vores dårlige vane misbruger, så vi fylder maven eller gør os til gode. Nej, det er en åndelig glæde: at Johannes skal være den første prædikant, som skal pege med sin finger på den velsignede sæd og vise os frelsen og syndernes forladelse – at Gud vil være os nådig for Kristi skyld og lade os få al barmhjertighed.

Det er en glæde, som ikke kun varer en dag og derefter giver hovedpine. Den bliver i evighed og bringer saligheden med sig. For den glædes skyld har man fejret dagen i dag blandt de kristne, for at de også skulle få en smag af den og takke Gud for hans velgerning. Derfor vil vi nu tage historien for os.

Her er nu det allerførste, at Gud gør et særligt stort under med denne fødsel. For vi hører, at far og mor har været gift så længe og alligevel ikke har fået noget barn, og nu er de så gamle, at de ikke længere har noget håb om at få et barn. For Elisabeth var ikke bare blevet gammel; hun gik også, som englen fortæller jomfru Maria, for at være helt ufrugtbar. Så gør Gud det store under og giver hende sådan en søn, som er så stor, at Kristus selv siger: «Blandt kvindefødte er der ikke opstået nogen større end Johannes.»

Det er det, som enhver kristen skal vide og i dag lære om dette barn: hvor underfuldt det blev undfanget og født, og at der skete flere andre undere. Engelen fra himlen bringer det første budskab om denne søn. Faderen Zakarias bliver stum, indtil barnet er otte dage gammelt. Men moderen giver ham navn og siger: Han skal hedde Johannes – og det navn havde hun dog ikke hørt af noget menneske. Derefter begynder faderen at tale igen og holder ved Helligånden en smuk prædiken om dette lille barn.

Af alt dette må man slutte, at Gud har noget særligt i sinde med dette barn. Hele slægten og alle naboerne undrer sig da også over alt det underfulde og slutter, at Gud vil udrette noget særligt gennem dette barn. Men særlig giver det stof til eftertanke, at vi hører, hvordan Guds engel har prædiket om dette barn, før det blev undfanget i moders liv. For Gud er ikke letsindig, og han sender heller ikke sine engle for småtings skyld. Det må altid betyde noget særligt stort, når han taler og sender sine engle. Men så snart englen har sagt til Zakarias, at han skal få en søn, siger han videre, hvad det skal blive for et menneske, og hvad særligt han skal udrette i verden: «Du skal få glæde og fryd af ham, og mange skal glæde sig over hans fødsel.» Det er det samme som at sige, at denne fødsel skal bringe menneskene en særlig gavn. For han taler om to slags glæde.

Den ene er forældrenes. Det var en naturlig glæde, at de skulle få en søn i deres alderdom. Men særlig har den ufrugtbare Elisabeth glædet sig. Hun havde i så lang tid måttet bære forbandelsen og skammen over at være ufrugtbar og havde derfor måttet sky de andre kvinder, ligesom uglen må sky de andre fugle. Det er den glæde, far og mor har haft over dette barn.

Men den anden glæde er endnu større: at også andre, og ikke bare hans far og mor, skal glæde sig over dette barn. Ikke kun for hans fødsels skyld, men for hans embedes skyld – fordi han skal have så glad og trøstefuldt et embede. For sådan profeterer englen: «Han skal være stor for Herren.» Og hans far Zakarias lægger det fint ud og siger: «Og du, lille barn, skal kaldes den Højestes profet; for du skal gå foran Herren og berede hans vej og give hans folk erkendelse af frelsen, som er i deres synders forladelse.» Det er, som ville han sige: Vi har hidtil haft Moses og profeterne, men de har allesammen ladet os blive siddende i synden og den onde samvittighed. Vi har ikke kunnet løbe fra døden; der var ingen hjælp og ingen råd. Ligesom det også gik os under pavedømmet: Den ene løb til Sankt Jakob [valfartsstedet Santiago de Compostela], den anden til Rom; den ene piskede sig selv, den anden fastede sig syg. Og når man så havde prøvet og gjort alt, så var samvittigheden stadig ikke hjulpet. De stakkels, elendige, bedrøvede mennesker vidste hverken ud eller ind og kunne hverken få trøst eller ro mod synden og døden. Men nu, siger Zakarias, bliver det anderledes. For nu har Gud givet os et barn, som skal vise vejen til, hvordan man kommer til syndernes forladelse.

Over det, siger englen, skal du, Zakarias, ikke være den eneste, der glæder sig. Også andre mennesker skal glæde sig – de, som ikke var med ved denne underfulde fødsel og ikke så den. De skal glæde sig af hjertet og takke og love Gud for, at han har ladet så trøstefuld en prædikant stå frem, som skal pege med sin finger på Guds Søn og love syndernes forladelse ved ham til alle, som tager imod ham og tror på ham. Åh, vil han sige, hvor salige er de ører, som skal høre den røst: «Se, Guds lam, som bærer verdens synd»! Hvor salige er de øjne, som skal se den velsignede finger, når han peger med den på det offer, som skal ofres for verdens synd! Sådan vil hans far Zakarias med det ord, at han nævner «syndernes forladelse», gøre alle menneskers hjerter søde og glade: Nu er tiden kommet, da man skal kunne vide, hvordan vi kan blive fri for synden og blive evigt frelst.

For det er i sandhed en stor og herlig ting, at Johannes er den første, der kommer til verden med denne prædiken og siger: «Se, det er Guds lam, som bærer verdens synd.» For her må hvert eneste hjerte bekende for sig selv: Jeg hører jo også til verden. Når nu dette lille lam bærer hele verdens synd, så bærer det også min synd. For her er ingen udelukket. Det er den rette glæde og det glade budskab: at synden ikke mere skal ligge på verden. Den skal ikke mere skræmme os, fordømme os og slå os ihjel; den skal tages bort fra os og lægges på dette Guds lille lam. Det budskab bringer Johannes først af alle til verden, ved at han peger med sin finger på Kristus og formaner og tilskynder alle til at holde sig til denne Frelser og vente sig sådan en nåde af ham.

Andre profeter har nok også profeteret om Kristus – at han skulle komme og gøre verden fri for synden. Men der er hverken Esajas eller Jeremias, der kunne sige: Det er ham, I skal tage imod, ham, der skal gøre det og udrette det. Johannes alene er den, der har ladet den første røst lyde og peget med fingeren på personen, hvor syndernes forladelse egentlig er at finde.

Det er altså den rette grund til denne højtid, at man fejrer Sankt Hans dag: ikke for hans strenge livs skyld, ikke for hans underfulde fødsels skyld, men for hans kære fingers skyld og for hans ords og embedes skyld. For sådan et embede og sådan en prædiken var aldrig før hørt i verden. Sådan en finger har intet menneske nogen sinde haft eller set som Johannes’ finger, når han peger på Guds lille lam. Derfor: Den, som synden trykker, den, som Djævelen og døden skræmmer, han skal bare se på denne prædikants mund og finger. Han vil lære ham ret og vise ham, så han kommer til syndernes forladelse og får fred med Gud. Det er den glæde, som hele verden – og ikke kun Zakarias og Elisabeth – skal have over Johannes.

Men for at vi kan have grund til at tale lidt længere om det, vil vi tage faderen Zakarias’ lovsang for os. Evangelisten giver ham det vidnesbyrd, at han var fuld af Helligånden og profeterede om sin søn og om det særlige embede, han skulle have i verden. For sådan siger evangelisten: «Og hans far Zakarias blev fyldt med Helligånden, profeterede og sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk og har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, således som han talte ved sine hellige profeters mund fra fordums tid: at han ville frelse os fra vore fjender og fra alle deres hånd, som hader os.»

Her hører I, hvor glad den fromme gamle Zakarias bliver over sin søn. Ikke kun for hans persons skyld, men fordi det nu er lige for hånden og begynder, som Gud i så lang tid har lovet gennem sine profeter: at han ville give David en søn, som skal hjælpe os fra alle fjender – det vil sige fra Djævelen, synden, døden og helvede, som vil overvælde og fordømme os. Det, siger han, begynder nu, det, som alle profeterne har skrevet om og råbt om, at det engang skulle ske. Nu er det her, Gud være lovet altid og evigt! Det har været lovet, og alle profeterne har trøstet med det; men de har ikke kunnet bringe det for dagen eller prædike det sådan, som min søn skal prædike det – han, som skal pege med fingeren på denne frelse og vise menneskene derhen.

Men her må vi vænne os til Skriftens måde at tale på. Zakarias siger ikke bare: Gud har oprejst os en frelse eller hjælp mod vore fjender. Han siger: «et frelsens horn». På dansk er det det samme som et nåderige, hvor alle skal samles, som sidder i synd, angst og nød. De skal finde hjælp i dette rige, så synden ikke skal skade dem og døden ikke kvæle dem. For Davids rette søn, som skal begynde et evigt nåderige, er allerede nu undfanget i moders liv og skal snart fødes. Han vil gå imod vore fjender – synden, Djævelen og døden – sejre over dem og frelse os fra dem, så de aldrig i evighed skal kunne gøre os noget. Det nåderige står nu for døren, og dette lille barn, den kære lille Hans, skal bringe det første budskab om det til sit folk. Men den fromme Zakarias kan af bare glæde ikke tale nok om denne nåde og barmhjertighed, og han siger videre: «og for at vise barmhjertighed mod vore fædre og komme sin hellige pagt i hu, den ed, som han svor vor fader Abraham, at han ville give os: at vi, friet fra vore fjenders hånd, skulle tjene ham uden frygt alle vore dage i hellighed og retfærdighed, som behager ham.»

Det er en meget smuk tekst, som underviser os godt og præcist om vor Herre Kristi rige. I kære venner har ofte hørt, hvilken frygtelig misforståelse der var blandt jøderne om Kristi rige. De mente, at han ville oprette et timeligt regimente og leve i pragt som andre konger og hjælpe sit folk til ære og stor magt. Men Zakarias siger noget andet til os: at dette rige skal være et rige, hvor barmhjertigheden skal råde. Dermed vil han skyde Moses og hele loven til side. For der prædiker man, at Gud vil være nådig mod dem, som holder hans bud og er retskafne. Men hvor barmhjertigheden skal råde, dér har også de, som ikke har holdt loven og er syndere, noget at håbe på, så de ikke fortvivler.

Men nu udlægger Zakarias denne barmhjertighed sådan, at den også skal komme de afdøde fædre til gode. Derfor kan det ikke være en barmhjertighed, som angår det timelige liv eller gods, for det kan de døde ikke længere få del i. Hvad skulle det hjælpe Abraham, Jakob og de andre fædre, om Kristus oprettede et verdsligt regimente og gav sit folk mange penge og meget gods? Men den barmhjertighed nyder de godt af, at Gud ved Kristus vil tilgive synd og skænke det evige liv. Den barmhjertighed har de også brug for, hvis de skal hjælpes fra den evige død. Hvad skulle ellers løftet om Kristus hjælpe Abraham og de andre fædre – det, som de jo ikke oplevede, men kun troede?

Derfor siger Zakarias: «Gud har gjort en hellig pagt» – det er pagten om syndernes forladelse ved Kristus – og «han har svoret Abraham en ed» på, at han vil opfylde og holde den. Hvad er så denne pagt og ed? Intet andet end at vi ved Kristus, den velsignede sæd, skal forløses af vore fjenders hånd. Det er ikke timelige fjender – selv om Gud også vil hjælpe mod dem og holde hånden over sine kristne. Men pagten er ikke sat op for sådan en timelig hjælp. Den er sat op mod synden, den evige død og hele Djævelens rige. Den pagt, siger Zakarias, opfylder Gud; og min søn skal bringe det første budskab til verden om, at den bliver opfyldt.

Men her skal man særlig lægge mærke til, at han kalder den en «hellig pagt» eller et testamente. For dermed ser han også hen til Moses. Gennem ham havde Gud tidligere også sluttet en pagt med sit folk ved Sinaj bjerg, da han gav loven. Men det var en pagt, som de ikke kunne holde. For kød og blod er ved synden så fordærvet, at det ikke kan være Guds vilje lydig. Det begærer, gør og vil altid noget andet end det, Gud vil ved sit ord. Derfor – selv om den pagt og loven var hellig og god – blev den alligevel uhellig på grund af menneskene, som ikke kunne holde den. Derfor måtte de have en ond samvittighed og blive liggende under synden og døden.

Derfor blev Gud af faderlig barmhjertighed bevæget til at slutte en anden pagt med os ved sin Søn Kristi blod. Det er en hellig pagt, hvorved vi bliver fri for synden og også bliver hellige. For i denne hellige pagt bliver syndernes forladelse lovet os – ikke ved okse- eller kalveblod, men ved Guds Søns blod. Ved det bliver pagten opfyldt, fuldbragt og stadfæstet; derfor kan vi med vished trøste os ved den. Og så, siger Zakarias videre, skal der følge et helt nyt og helligt liv.

Nemlig at de, som tager imod denne pagt, ikke skal være Djævelens fanger hele deres liv, sådan som verden er, men skal tjene Gud uden frygt, med en god og glad samvittighed. For den, der ikke behøver at frygte synd, død og Djævel – hvad skulle så mere bekymre sådan et menneske, hvad skulle han være bange for? Det er den første og højeste gudstjeneste, at man uden frygt har en ret tillid til Gud ved Kristus: at han er vores Far, at han af hjertet vil os det godt, at han ikke vil fordømme os, men frelse os ved Kristus for hans døds og opstandelses skyld og bevare os mod synd, helvede og Djævel i al evighed.

Efter den gudstjeneste følger den anden. Den består ikke i, at man (som de pavelige lærer) påtager sig særlige skikke og gerninger med klæder, mad og drikke, søvn og nattevågen osv. – alt det lader Gud folk frit indrette, som de selv vil, efter deres behov og lejlighed, med måde og med tak. Nej, den består i, at man tjener ham i hellighed og retfærdighed.

Ordet «hellighed» betyder ikke andet, end at man er retskaffen og hellig i sit levned, med en god samvittighed: at man ikke følger synden og kødet, men holder det nede og af hjertet giver sig hen til den rette lydighed, som Gud kræver i sit ord, og som Helligånden virker i de troende. For hos de kristne vil det ikke mangle på det: Både deres eget kød og dernæst Djævelen, den onde ånd, hviler ikke, men lokker, driver og presser dem til at falde i synd. Så skal de kristne, sådan som Zakarias her siger, tage sig sammen og tænke på deres kald og tjeneste og «tjene Gud i hellighed», det vil sige vogte sig for den slags synder og være retskafne. Og så vil Helligånden stå hos dem og hjælpe dem til at overvinde kød og blod, ja, Djævelen selv. Sådan tjener de kristne Gud, deres Far i himlen, i hellighed hele deres liv.

Men her må vi indrømme og klage over vores skrøbelighed: Vi snubler meget ofte i denne tjeneste. For det sker over al måde let, at et menneske falder i den ene eller den anden synd. Kødet er stærkt, den onde ånd hænger alt for hårdt ved, og Helligånden må kæmpe i os mod vores store skrøbelighed, så vi ikke har denne hellighed fuldkomment. For her på jorden får vi kun førstegrøden, som Paulus kalder det i Rom 8,23, og ikke tienden, endsige Helligåndens fylde. Hvad skal en kristen så gøre, når han enten er faldet eller ikke føler sig fuldkommen, men mærker synd? Her lærer den hellige Zakarias os videre og siger, at Gud har endnu en tjeneste, og den hedder retfærdighed. Når vi altså stadig mærker synd i os, skal vi erkende synden, holde op med den og holde Gud for retfærdig, han som for sin Søn Kristi skyld vil tilgive os og eftergive os al vores uretfærdighed. Det er at «tjene Gud i retfærdighed»: ikke at fortvivle i synden, men holde op med den og tro og håbe fuldt og fast på syndernes forladelse ved Kristus. Denne tjeneste i retfærdighed hjælper tjenesten i hellighed, så den bliver fuldkommen; for det, der stadig mangler i helligheden, bliver erstattet ved troen og syndernes forladelse.

Det er Herren Kristi rige, og det er den skat, hans folk, de troende, skal have af det: at de bliver retfærdige ved syndernes forladelse og hellige ved Helligånden og hverken skal frygte død eller Djævel. Det vil Kristus udrette, siger Zakarias, og min søn skal være den første budbringer, der gør det højt og åbenlyst kendt i verden, som det nu følger: «Og du, lille barn, skal kaldes den Højestes profet.»

Den kære far tier om det hellige, strenge liv, hans søn skal føre. Det havde han ellers selv hørt englen tale om: at han hverken skulle drikke vin eller stærk drik. Han roser alene prædikeembedet: «Du skal», siger han, «kaldes en profet» – ikke bare en profet som de andre profeter, men «du, som går lige foran Herren». For han selv, Herren, kommer nu og vil selv prædike. Men før han gør det, skal du træde frem og sige: Dér er manden, ved hvem hele verden bliver hjulpet. Den, der har ham, har en nådig Gud og skal være uforfærdet og uden frygt. Det har ingen anden profet før kunnet gøre; for de har alle prædiket om den Kristus, som skulle komme, ikke om den Kristus, som er til stede.

«Du skal gå foran Herren for at berede hans vej.» En fyrste går eller rider ikke selv forrest, men lader sine hoffolk gå foran sig, og nærmest foran ham går hans mest betroede tjener. Når man ser ham, viger alle til side, og enhver giver plads. Sådan skal min søn også være: Han skal gå foran denne Frelser og råbe, at man skal gøre plads, for han, Livets Fyrste, følger lige efter ham. For Johannes har prædiket om Kristus, at han er til stede og lige efter ham skal træde ind i prædikeembedet, så alle skulle tænke over det og tage imod ham.

Det er altså den glæde, vi skal fejre i dag: at den, der er bange for sine synders skyld, og den, der gruer for døden, skal se her hen på denne velsignede finger og høre på røsten, når Johannes siger: «Se, Guds lam, som bærer verdens synd.» Denne finger skal vi lovprise i dag og takke Gud for den kære Johannes’ embede og hans trøstende ord. For han er den ypperste af alle profeter og prædikanter.

Tænk nu tilbage, og sig mig så, om vi ikke har været store tåber i pavedømmet. For dér gik prædikestolens lovprisning og al glæden ud på, at Johannes førte et så strengt liv, hverken drak vin eller stærk drik, spiste græshopper og vildhonning og klædte sig i kamelskind. Men hvad hjælper det dig og mig? Hvad skal vi bruge det til, og hvad gavn har vi af det? Er det ikke sandt: Den, der kun vil se på Johannes som person, vil ikke kunne hente nogen trøst deraf.

For vel har Gud lagt dette hårde liv på den hellige Johannes, for at folk desto mere skulle give agt på hans prædiken og desto snarere tro – for han var ikke en hvilken som helst mand, men førte frem for alle andre en særlig livsførelse, evangeliet til ære og fremme. Alligevel hjælper det os ikke i dag, og det giver os ingen særlig glæde. Men det trøster og glæder alle troende hjerter, at Johannes kommer med sådan en finger og sådan en prædiken og peger på ham, som er al glæde og trøst, nemlig på Guds lam, som bærer verdens synd. Det lille lam peger han på med sin finger – ikke for gæssene, køerne, stenene og træet, men for os mennesker, som er fattige, bedrøvede syndere, for at vi skal tage imod det og trøste os ved det, som det nu følger videre: «For at give hans folk erkendelse af frelse, som er i deres synders forladelse, ved vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken Opgangen fra det høje har besøgt os.»

Det er et herligt, smukt, rigt og trøsterigt skriftord, som meget præcist rummer, hvad den nye prædiken er, som Johannes skulle bringe ind i verden. Jøderne havde tidligere loven og en lære og prædiken af den slags, at de vidste, hvad de skulle gøre, når de ville gøre Guds vilje. Det er nok også en herlig, stor erkendelse og en udmærket lære; men den slår meget dårligt ud for os, fordi vi ikke kan følge den. For når vi ved, at Gud har lagt sine ti bud på os og vil have dem af os, og vi dog må bekende, at vi ikke holder dem, så følger det, at denne erkendelse af loven ikke virker andet i mennesket, end at han må frygte Gud og vente hans vrede og den straf, han har fortjent. Derfor siger Paulus: Loven virker vrede, loven dræber og anklager os og er ligesom et gældsbrev mod vores egen hals.

Over for den skal Johannes nu komme og give sit folk en anden erkendelse, som ikke er en erkendelse af døden, synden og vreden, men «erkendelse af frelse», det vil sige en prædiken, man lærer af, hvordan man kan blive frelst og reddet fra død og synd. Det er en kunst, verden ikke ved et ord om. I pavedømmet var folk nået så vidt, at de godt mærkede, at de havde brug for hjælp mod synden og døden; men ingen vidste, hvor man skulle finde den hjælp. Derfor påkaldte den ene jomfru Maria, den anden Sankt Anna; den ene gjorde dét, den anden noget andet. Men det var ikke bare forgæves, det var også en strafværdig, gruelig afgudsdyrkelse. I denne kunst skal Johannes nu være mester og give folk «erkendelse af frelse», det vil sige: Han skal bringe en prædiken ind i verden, så man lærer, hvordan man bliver frelst, det vil sige fri for synd og død.

Men hvordan skal det gå til? Hvad er det for en lære? En lære, siger Zakarias, hvor folk hører, at synden skal være dem tilgivet, så at den, der vil vide, hvordan han bliver frelst, må vide, at det alene sker af nåde og ikke ved noget andet. Jøderne prædikede, som man ser hos profeterne: Den, der ville have syndernes forladelse og en nådig Gud, måtte ofre meget, eller (når de gjorde det allerbedst) holde de ti bud. Sådan prædiker paven også: Man skal gøre gode gerninger, give almisse, faste, bede, høre messe osv.; det er vejen til frelse. Nej, siger Johannes, det gør det ikke. Jeg har også fastet og levet strengt; hvis gerninger skulle hjælpe, så skulle mine da i hvert fald også hjælpe.

For efter det ydre at dømme har Johannes ført et helligere liv end Kristus selv. Kristus blev jo blandt folk, drak vin og spiste kød, mens Johannes klarede sig på det allerfattigste med vand, honning og græshopper i ørkenen. Og alligevel, siger Johannes, gør dette hårde liv det ikke; det kommer jeg ikke i himlen ved. Men syndernes forladelse gør det, som han siger i Joh 1,16: «Af hans fylde har vi alle modtaget, nåde på nåde.» Og ligeså: «Se, Guds lam, som bærer verdens synd.» Det er Sankt Johannes’ prædiken: Han driver altid på Kristus, så vi alene ved ham skal håbe på og have syndernes forladelse. Retskafne skal vi være og øve os i et helligt liv, det er sandt; men at vi bliver frelst, det får vi alene ved syndernes forladelse. Så skal enhver lære at kende Gud sådan, at han vil tilgive synden af lutter nåde og barmhjertighed for denne lovede Frelsers skyld, som Johannes viser os, og sige: Herre, gør ikke regnskab med mig efter mit liv; jeg ved jo, at jeg ikke kan bestå med mine gerninger. Jeg vil gerne vogte mig for synd og være retskaffen; men det er ikke det, der hjælper mig. Det eneste, der hjælper mig, er det, du lod den hellige Johannes prædike: at vi skal blive frelst ved syndernes forladelse.

Men læg nu godt mærke til dette: Skal verden blive frelst ved syndernes forladelse, så må det jo følge, at verden er lutter synd. For hvor der ingen synd er, behøver man ingen syndernes forladelse. Og omvendt: Hvor man behøver syndernes forladelse – som Zakarias siger her: «Den, der vil nå til erkendelse af frelse, må have den» – dér må der jo være synd. Sådan følger det fint, at alle mennesker er syndere og, for så vidt det står til dem, fordømte. Skal de alligevel blive frelst, så er der kun én vej: Synden må tilgives dem. Men det sker, som Johannes lærer, alene ved Guds Søn. Han er det lille lam, som al vores synd ligger på; han må hjælpe os. For hvis synderne skulle ligge på os, så vi selv måtte bære dem, så måtte vi være fortabt i al evighed.

Det er Sankt Johannes’ prædiken, som man lærer af, hvordan man skal blive frelst, nemlig alene ved syndernes forladelse. Det vil paven og hans flok ikke finde sig i. De synger Benedictus hver dag ved ottesangen, men forstår ingenting; tværtimod bekæmper og forfølger de det som det værste kætteri, når vi lærer, at man kan blive frelst alene ved syndernes forladelse og ikke ved vores gode gerninger.

Men hvor kommer syndernes forladelse egentlig fra? Hvad er årsagen til den, eller hvad tilvejebringer den? Det svarer Zakarias meget fint på: «Guds inderlige barmhjertighed» gør det. Det kalder jeg da at skære al fortjeneste og alle gode gerninger skarpt fra syndernes forladelse, så ingen kan sige, at den bliver vundet ved menneskelig værdighed eller fortjeneste, eller at jomfru Maria, Sankt Peter og Sankt Paulus fik deres synder tilgivet, fordi de var så hellige og retskafne. Nej, siger Zakarias, syndernes forladelse kommer alene af, at Gud er barmhjertig og af denne barmhjertighed har sendt og givet os sin Søn, for at han skulle betale for os, og vi kunne blive frelst ved ham. Det er da ikke vores fortjeneste eller vores gode gerninger, men hans inderlige barmhjertighed, at han for sin Søns skyld har fået os kær – os, som for vores synders skyld ikke havde fortjent andet end helvedes ild. Men dér er den bundløse barmhjertighed, som har forhindret det; med den har Opgangen fra det høje besøgt os.

Det er en høj prædiken om vor kære Herre Kristus, som Zakarias her giver et særligt navn og kalder «Opgangen i det høje», det vil sige over alle skabninger i himlen, ham som udgår fra Faderen ligesom glansen fra solen. Sådan taler Kristus selv om sig i Joh 3,13: «Ingen er steget op til himlen, uden han, som er steget ned.» For hans væsen begynder ikke først her på jorden, da han bliver undfanget og født; han kommer fra det høje, ned fra himlen til jorden. Han, siger Zakarias, «har besøgt os»: Han er kommet til os på jorden og har bragt syndernes forladelse til os fortabte, fattige syndere, som ellers måtte have været fordømt i evighed.

Derfor kan vi ikke rose os af, at vi har bidraget med ord eller gerning til det; for ingen vidste noget om det. Men Johannes er den første, der peger på ham med sin finger og fører os til ham. Ellers ville vi, ligesom jøderne, have set Kristus og regnet ham for et menneske som alle andre. For han levede ikke et særligt liv som munkene; tværtimod var han endda fattig og elendig. Hvem skulle så have set ham som Opgangen fra det høje og som Guds lam, hvis Johannes ikke havde vist os ham og gjort ham kendt for os? Derfor kan ingen rose sig af noget her; det er lutter nåde og inderlig barmhjertighed.

«For at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.»

Her slutter Zakarias sin taksigelse og glædessang. Han tager ikke bare sit eget folk, jøderne, med, men også hedningerne, og siger, at hele verden sidder i døden og mørket. For selv om vi lever længe, så udebliver den sidste time alligevel ikke; til sidst lukker man vores øjne. Alt står altså under døden og må dø; dér er intet menneske fritaget eller undtaget.

Men de, som således skal ned under jorden og sidde i mørket, for dem, siger Zakarias, har Gud tændt et lys, som skal lyse for de døde under jorden og midt inde i døden. Når de har troet på dette Guds lille lam og er blevet døbt, så skal de have et lys, og det et «livets lys», som skal lyse for dem tværs igennem døden og bevare dem, så Djævelen ikke kan skade dem.

Det er altså glæden ved denne Johannes Døberens fødsel: ikke en tåbelig verdslig glæde med dans og spring, med mad og drikke, eller en glæde over mange penge og meget gods. Det gælder noget større og højere, nemlig hvordan vi bliver ved med at leve, når vi ligger døde og rådne nede i jorden; hvordan vi bliver retskafne, når vi er i synd; hvordan vi kommer fra helvede til himlen og fra fordømmelse til frelse. For til sidst må vi jo også selv erfare lidt af, hvad det vil sige at «sidde i mørke og i dødens skygge». I hvert fald i den sidste time må enhver kristen dertil, at han for alvor mærker synden og døden. Så er der ingen anden hjælp eller råd end at rette sig efter Johannes’ finger og se på det lille lam, som bærer verdens synd, og som trøster os og siger: «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden», og: «Selv om han dør, skal han leve.» Fra så store ting – fra synd og evig død, fra retfærdighed og evigt liv – kommer denne glæde, som vi skal fejre på den hellige Johannes’ dag, og takke Gud for, at han har givet os sådan en profet og ladet os se hans finger og høre hans prædiken.

Djævelen og paven har andre fingre; de peger på tonsurer og munkekutter og menneskebud, men det er helvedes ild. For hvis det skulle hjælpe, så ville det også have hjulpet Johannes, og så ville han have trøstet sig ved det. Men dér tier han om sine gode gerninger og sit hårde liv og siger til Kristus: «Jeg har brug for at blive døbt af dig»; han søger og begærer intet andet end at Gud vil være ham nådig ved Kristus. Sådan er også jomfru Maria og alle de hellige blevet frelst af nåde og ikke af fortjeneste.

Se, det er Sankt Johannes’ prædiken om erkendelse af frelse i syndernes forladelse. Det er en kunst og en visdom, som enhver kristen skal kende: at syndernes forladelse er den eneste vej til frelse. Den prædiken har Johannes som den første bragt ind i verden, og han har vist os Herren Kristus med fingeren. Derfor fortjener han i sandhed, at man holder af ham og glæder sig over ham, sådan som hans navn også siger. For «Johannes» betyder én, som har yndest og nåde hos andre, en yndig, kærlig og venlig mand, som alle holder af. Det navn skal Johannes have for sit embedes skyld og ikke for sit livs eller sin persons skyld; ellers kunne han godt hedde Sur [tysk «Sauer», et ordspil mod navnets betydning]. Men hans liv hjælper os ikke meget; derfor giver det os heller ingen særlig glæde. Men hans lære bringer trøst og glæde.

Derfor skal de unge mærke sig godt, at man fejrer dagen i dag, ikke for dansens, madens og drikkens skyld, men fordi Johannes lærer, hvordan man skal blive frelst – så enhver kan takke og prise Gud for, at han har givet os den kære Johannes og ved ham har ladet det glade ord og den velsignede finger komme, så vi ved, hvor vi skal finde frelse og evigt liv. Sådan går denne højtid ud på, at Gud og hans barmhjertighed skal prises og ikke Sankt Johannes’ person, for at Gud kan få tak fra os, fordi han har givet os sin Søn og en så trøsterig prædiken, at vi har trøst og forløsning mod synd og død, og at Guds godhed og nåde kan trøste os i evighed. Det give Gud os alle. Amen.