Helligtrekongers dag: 1. prædiken: de vise mænd (Matt 2,1–12)

Prædiken på helligtrekongers dag over evangeliet Matt 2,1–12, holdt 1532

Første del: om denne beretning

Dagens højtid har sit navn af, at den kaldes Kristi åbenbaringsfest. For man siger, at tre åbenbaringer er sket på samme dag, men ikke i samme år: da Herren Kristus åbenbarede sig for de vise mænd fra Østen ved stjernen; ligeså ved Jordan, da han blev døbt af Johannes; og ved brylluppet i Kana i Galilæa, da han gjorde sit første tegn. Hvordan det nu end forholder sig med tiden, om disse åbenbaringer er sket på samme dag eller ej, så er det i hvert fald meget herlige beretninger, og især den i dag med de vise mænd. For her har Herren villet gøre sig kendt, ikke alene blandt jøderne, men også blandt hedningerne, så jøderne ikke skulle kunne sige, at han havde holdt sig så skjult, at ingen vidste noget om ham.

For da det var besluttet, at han skulle komme af jøderne, ikke som en stor konge, men så fattig, at han knap kunne finde plads til at blive født, så gjorde det hans komme til en stor forargelse, og det støder jøderne for hovedet den dag i dag. Derfor var det højst nødvendigt, at Gud også åbenbarede ham og gjorde ham kendt blandt hedningerne. Så skulle han, selv om det gik ringe og fattigt til med ham, alligevel prædikes og råbes ud med herlighed allevegne. For det var ikke nogen lille ting, at de vise mænd fra Østen kommer så lang en vej og vækker opsigt med dette barn i Jerusalem – ligesom Simeon og Anna i templet, englene i luften og hyrderne i Betlehem. De har alle sammen at gøre med dette barn, de synger og taler om ham. Sådan bliver dette lille barn råbt ud på det allerherligste, for at jøderne da skulle få øje på ham og tage imod ham.

Hvad nu angår dagens beretning, så fortæller evangelisten med særlig flid, hvordan de vise mænd først kommer til Jerusalem og leder efter Kristus dér. For da Jerusalem var hovedstaden, og dette barn skulle være jødernes konge, kunne de ikke tænke andet, end at de ville finde ham i Jerusalem. Men netop da de tænker sådan, tager de fejl. De finder ikke barnet i den herlige stad Jerusalem, men i den fattige lille by Betlehem.

Det skal vi lægge godt mærke til. For vil vi komme til dette lille barn og finde ham, så må vi ikke følge vore egne tanker eller vor fornuft, men blive ved Ordet alene og ikke lade os vende bort fra det. For slipper vi Ordet, så er forargelsen der allerede. Barnet har nok et stort og herligt navn, men samtidig er det fattigt og ringe. Derfor vil det ikke lade sig finde i Jerusalem hos dem, der er herlige og store. Derfor må vi holde os til Ordet, sådan som de vise mænd gør her, og ikke lade verdens pragt forføre os. Men den, der slipper Ordet og ikke vil høre, hvad og hvordan Skriften vidner om dette lille barn, men vil dømme efter det ydre skin, han kommer helt sikkert ikke til Kristus og finder ham heller ikke.

Det ser vi på de pavelige. De lader Ordet ligge og falder hen i deres egne tanker, så de maler Kristus, som det behager dem. Det huer dem ikke ved ham, at han alene skal være Frelseren. Derfor lægger de egne gerninger og andagtsøvelser til, som de mener at have gavn af ved siden af Frelseren Kristus. Ligeså påkalder de jomfru Maria, for at hun skal forsone sin Søn med dem, og de mener, at en sådan påkaldelse og forbøn også skal være en frelser for dem. Men det er ingenting andet end rene løgne. For hvor man lader Ordet falde og famler efter Kristus uden for Ordet, der griber man Djævelen. Og han indbilder så folk den slags tanker: Kristus er en dommer og en fangevogter, og den, der vil bestå for ham, må have gavn af de helliges forbøn. Derfor er det kommet så vidt i pavedømmet, at alle har sat mere tillid til jomfru Maria og de helliges forbøn end til Herren Kristus selv. Sådan går det, hvor man ikke bliver ved Ordet. Derfor er det særlig magtpåliggende for Djævelen at rive os bort fra Ordet og føre os ud i vore egne tanker uden for Ordet. For så ved han, at han har vundet, og at vi har tabt.

Derfor er dette den højeste og største kunst: at man holder fast ved Ordet og ikke tænker anderledes om guddommelige ting, end som Ordet siger os det. Men det koster meget besvær, før man får folk så vidt. Hos mange kan man endnu ikke opnå, at de bliver ved Ordet i sakramentet. De vil ganske enkelt dømme som en ko efter det, de ser: Der er ikke andet end vin og brød, Kristi legeme og blod er der ikke. Så stirrer de på gerningen uden Ordet. Men det er at tage skallen alene og lade kernen, vor Herre Kristi ord, ligge.

Sådan gjorde disse vise mænd sig også i begyndelsen deres egne tanker om Kristus. Da de ved Guds åbenbaring ved, at jødernes konge er født, drager de lige mod Jerusalem og tænker, at de vil finde ham dér i et herligt slot og et forgyldt kammer. For hvordan skulle fornuften tænke anderledes om en konge? Men den slags tanker må gå til grunde, fordi de er uden Ordet. For de tager fejl og træffer ikke dette lille barn i Jerusalem, skønt det jo var den hellige stad, hvor Gud selv boede. Skal de finde ham, så må de følge Ordet. Det er den rette stjerne og den skønne sol, der peger på Kristus.

Derfor ser man på de vise mænd et fremragende eksempel på en skøn og kraftig tro: De slår alle andre tanker, som de og hele verden havde, ud af øjnene og ud af hjertet og følger ganske enkelt det ord, de får forelagt fra profeten Mika. De forarges slet ikke over, at de bliver vist væk fra Jerusalem, hvor den rette gudstjeneste var, og hvor Gud selv boede – væk fra vor Herre Gud og hans tempel og ud til en kostald i Betlehem; skønt de jo ikke ledte efter en tigger, men efter jødernes konge. Ligesom de hører, sådan følger de, og lader sig ikke anfægte af deres egne tanker. De ser alene på det, Mika siger, og ved det bliver de.

Den tro kan man med rette rose som et særligt eksempel. For havde jeg selv været der, så ville jeg have holdt mig til templet og tænkt: Her bor Gud. Er barnet overhovedet at finde noget sted i hele verden, så vil man finde ham her, hvor hele præsteskabet og gudstjenesten er.

Men Gud har noget andet i sinde. Han vil ikke lade sin Søn finde blandt de store gejstlige prælater og i Jerusalem – ligesom man i dag heller ikke finder ham hos paven og hans flok. Nej, han har i sinde helt og holdent at afskaffe jødernes præstedømme og styre, eftersom de byggede så meget på det og bildte sig så meget ind af, at de var præster, levitter og Guds folk og havde templet. Det hovmod kunne og ville Gud ikke tåle. Templet, gudstjenesten og præstedømmet, som de pralede så højt af, måtte væk, det ene med det andet. Men det fattige, ringe Betlehem måtte frem og være Guds Søns første herberg.

Det er det første stykke af denne beretning – en særlig, nødvendig og nyttig lære: De vise mænd leder efter Kristus, den nyfødte konge, men finder ham ikke i Jerusalem, som de havde tænkt. Skulle de finde ham, måtte de have profeten Mika og høre ham. Da de nu har Ordet og lader deres egne tanker falde, drager de villigt ud af den hellige hovedstad Jerusalem til den ringe lille by Betlehem og forarges slet ikke over det. Så giver Gud dem den trøst, at stjernen kommer igen, så snart de kommer ud af Jerusalem, og lyser for dem helt hen til døren i Betlehem, hvor barnet var. Den trøst har de også hårdt brug for. For dér finder de ikke andet end fattigdom og tiggerkår: Josef og Maria er ikke hjemme på stedet, det lille barn ligger dér i en krybbe, der er knap en tår vand.

Hvordan rimer det med en konge? Ville man gøre nar af folk, kunne man narre dem sådan. Men de fromme små folk lader sig ikke forvirre af det. De holder fast ved det, de har hørt fra profeten Mika og set ved stjernen. Derfor falder de ned for det lille barn, uden at tage sig af det fattige, ringe væsen, tilbeder ham, lukker deres skatte op og giver ham gaver af dem. Det er beretningen.

Her skal vi især ikke glemme den høje, herlige trøst, at Gud også kalder hedningerne til Kristi rige og tager dem til sit folk, skønt de hverken var omskårne eller underlagt loven, sådan som jøderne var. Dér har vi hedninger et sikkert vidnesbyrd om, at vi ikke skal fortvivle, som om vi ikke hørte Kristus til. Nej, vi skal tage os ham til indtægt lige så vel som jøderne, selv om vi ikke er hans folk, sådan som jøderne er det.

For disse vise mænd var jo hedninger, som på hedensk vis havde deres præster og deres gudsdyrkelse, men uden Guds befaling og ord, og de var tilmed uomskårne. Alligevel, trods alt dette, kommer de som fremmede og helt ufortjente folk til lyset, Herren Kristus, og tager imod ham. Og han tager også imod dem og har behag i deres tilbedelse og gaver. Det er skrevet os til trøst, for at vi skal takke Gud for, at han ved Kristus har oprettet et sådant rige på jorden, hvor der ikke handles med os efter fortjeneste, men efter nåde – med os, som ikke er hans folk.

For det andet skal vi også lære af denne beretning, hvordan vi skal forholde os ret over for vor kære Herre Kristus. Vi skal nemlig slå al forargelse fra os og sammen med disse vise mænd bekende Herren Kristus for verden og af hjertet søge ham og tilbede ham som vor Frelser. Og fordi han fører sit regimente på jorden i så ringe og fattig skikkelse, skal vi gerne med vore penge, vort gods og alt, hvad vi formår, hjælpe til, at hans rige bliver fremmet og øget – det rige, som på så mange måder bliver hindret og trykket ned af Djævelen og verden. For vi kan i dag lige så vel lukke vore skatte op for Kristus og give ham gaver, som de vise mænd gjorde. Hvorfor? Der står hans ord, Matt 25,40: «Alt hvad I har gjort mod den mindste af mine, har I gjort mod mig.»

Derfor: Den, der hjælper fattige, magtesløse og forladte folk med penge og gods, den, der giver sit bidrag og sin håndsrækning til, at unge mennesker kan holdes i skole og opdrages i Guds ord og i andre fag, så de med tiden også kan hjælpe andre og stå i spidsen i kirkens tjeneste – han ofrer og giver gaver til det fattige Jesusbarn. For så snart det var født, var det ikke alene nødlidende og fattigt, men måtte også for tyrannen Herodes’ skyld forlade landet og flygte til Egypten.

Til denne flugt og lange rejse skaffer Gud ved disse vise mænd barnet, hans plejefar Josef og jomfru Maria rejsepenge. Og det har ikke været nogen lille gave. For evangelisten siger: «De åbnede deres skattekister.» Da vi nu ikke kan tvivle på, hvordan de i hjertet stod over for Jesusbarnet – at de har erkendt ham som Guds Søn og den evige konge og Frelser – så må vi gå ud fra, at de har givet ham rigeligt. Derfor tjener dette også til, at de fattige kristne, som lider forfølgelse og lever i elendighed, ikke skal miste modet. Før Gud ville lade en fattig kristen lide nød og dø af sult, ville han hellere skaffe ham et menneske fra over hundrede mil borte, som kunne trøste og hjælpe ham. Det trøster eksemplet med hans enbårne Søn os rigeligt om.

Anden del: om Mikas ord

Men ud over beretningen skal man her især lægge mærke til profeten Mikas profeti, hvor han maler Herren Kristus overordentlig smukt. Ordene lyder sådan: «Og du Betlehem i Juda, du er slet ikke den mindste blandt Judas fyrster. For fra dig skal den fyrste udgå for mig, som skal være herre over mit folk Israel.»

I disse ord har Gud åbenbaret – det vidner jøderne selv om – at man skulle vente Herren Kristus i Betlehem, at han skulle fødes dér. Det er en særlig ære, som gør det ringe, fattige Betlehem til en stad, der er tusind gange herligere, end Jerusalem var. Derfor: Selv om profeten siger, at Betlehem er lille og ser ringe ud for verden, så ændrer evangelisten alligevel profetens ord og siger: «Den er ikke lille og ikke ringe.» Hvorfor? Gud ærer dette fattige Betlehem så højt, at hans Søn bliver født dér. Det må man kalde en ære over al den ære, nogen stad i hele verden nogen sinde har haft.

Derfor er det prægtige ord, evangelisten roser Betlehem med, når han siger: «Fra dig skal den fyrste udgå for mig, som er herre over mit folk Israel.» Det er den glade tekst, som lærer os, hvad vi skal se Herren Kristus som og holde ham for: Selv om han for verden er en tigger, et ringe og foragtet menneske, der bliver født i en lille, fattig flække, så er han alligevel «herre og fyrste over Israel», det vil sige over Guds folk.

Men hvad det er for et herredømme, har vi talt om juledag ved englens prædiken. Han kalder også Kristus en Herre, men ikke fordi han skulle være en tyran, der vil plage og tvinge folk. For det er netop derfor, profeten nævner byen ved navn og siger: «Betlehem, du som er lille.» Som ville han sige: Hvis denne Herre ville være stor og prægtig for verden og vise sig sådan, at man måtte frygte ham, så kunne han nok finde et andet sted at blive født. Men her er ingen pragt, ingen magt, intet gods, ingen penge, hverken sværd eller bøsser. Derfor lader han store, mægtige stæder fare – Jerusalem, den helligste, Rom, den mægtigste, og flere andre – og lader sig nøje med det fattige, ringe Betlehem. Så skal man straks af den stad, han bliver født i, lære, hvad det er for en Herre: fattig og ringe for verden, men rig i ånden og på alle slags åndelige goder.

For det er hans titel: «Han skal være herre og fyrste.» Men på den anden side ser man på hans fødsel, på den stad, han bliver født i, og på alt, hvad han har på jorden, at han er fattig og ringe og ikke har noget af en fyrstes eller konges pragt over sig. Når han nu er herre og fyrste og alligevel ikke er herlig for verden, men ringe og fattig, hvad kan så hans herlighed være andet end dette: Ligesom han regnet efter verden er fattig og ringe, sådan er han omvendt rig og mægtig over for verden dér, hvor verden er fattig og nødlidende. Det vil sige: Han er retfærdig, hvor verden er fuld af synd. Han er evig, hvor verden er dødelig. Han er Djævelens herre, hvor verden må lade sig regere og drive af Djævelen. Han er from, hvor verden er ond. Han har en nådig Gud, hvor verden er under Guds vrede. Han er en herre over det evige liv, hvor verden hører hjemme nede i helvede. Det er dette lille barns herredømme, og det er dér, hans folk skal have gavn af ham. Legemligt vil han ikke hjælpe, ud over hvad nøden kræver, og hvad der angår din frelse og hans ære; for han er selv ringe og fattig. Derfor skal ingen tænke, at han kan få penge og gods af ham. Det kan man vente sig af paven og hans lige; han gør sine skabninger til herrer over store godser og deler landene ud til dem, sådan som Daniel har profeteret. Men dette lille barns herredømme skal man alene mærke og nyde godt af i dette: at han vil tilgive dig dine synder, gøre dig retfærdig og hellig, skænke dig Helligånden og sætte dig over fra Djævelens rige og døden ind i det evige liv.

Til det hører nu troen, og at du, som sagt i begyndelsen, flittigt holder dig til Guds ord. For den, der vil slippe Ordet og følge sine egne tanker, han vil helt miste Kristus og må holde ham, ikke for en Frelser, men for en dommer, og flygte fra ham som fra Djævelen. Ham frygter man jo også, når man har været ond og gjort uret – at han skal komme og føre os bort. Sådan en herre vil vor kære Herre Kristus ikke være, at han vil fare grusomt frem mod sine egne. Nej, han vil være «herre og fyrste over sit folk Israel» for at hjælpe dem fra synden og sætte dem i Guds nåde. For hans folk er ingen andre end fattige, elendige syndere, som er forskrækkede og modløse på grund af deres synder og så gerne ville stå godt med Gud. Sådan fatter Mika det meget smukt sammen: For det første skal han ikke være en verdslig herre; og dog skal han heller ikke være en herre, som er ond i åndelig forstand. Nej, han skal hjælpe alle, som tror på ham, mod synden, Djævelen, døden og helvede. For over sådan en herre kan man glæde sig.

Så langt fører de skriftkloge Mikas ord og ikke længere. De er måske bange for, at det allerede er for meget. For de ser godt, at Herodes’ hjerte stod efter at udrydde denne jødernes konge. Derfor udelader de resten af det, Mika siger om denne konge. Som ville de sige: Vi kender ingen anden jødernes konge lige nu end Herodes; og dog står der hos Mika, at en jødernes fyrste skal fødes i Betlehem. Så lader de det blive hængende og tør ikke vove sig længere frem. Men profeten taler videre, selv om han er død, og siger, hvad det skal være for en fyrste eller konge, hvad hans person angår, nemlig: Han, hvis udgang har været fra begyndelsen og fra evighed.

Det sagde de skriftkloge ikke til kong Herodes; ja, de har nok ikke engang selv forstået det. For det er noget dunklere end det foregående, nemlig at han skal fødes i Betlehem og være fyrste over Israels folk. Det er let at forstå og et sikkert tegn på, at han måtte være menneske. Men når profeten videre tilføjer: «Hans udgang er fra begyndelsen, og før dagene var til», så er det det samme som at sige, at han også er den evige Gud, som ikke først begyndte at være noget i Betlehem. I Betlehem er han ganske vist født, det er hans udgang. Men ud over denne udgang har han endnu en udgang, og den hedder «fra begyndelsen og fra evighed». For man skal lade profeten beholde sine ord. Først siger han: Ex te egredietur, «Fra dig skal han udgå.» Her vidner ypperstepræsterne og de skriftkloge selv om, at udgå er det samme som at blive født. Sådan siger vi også på dansk: Han er fra den og den by, det vil sige: født dér. Derfor må det lille ord «udgå» også betyde det samme bagefter, hvor han siger: Cujus egressus ab ante a diebus mundi, «Hans udgang er fra evighed, før der var tid, dag og time.»

Vil du nu vide, hvor dette lille barn er fra, så hør profeten Mika. Han siger: For det første er han fra Betlehem. Hvorfra ellers? Kun fra Betlehem? Nej, han er født, før verden var til, før himmel og jord, før sol og måne var til. Det kan ikke fattes med ord, og det er det samme som i evigheden, før der var tid eller dag. Det skulle Herodes og jøderne ikke forstå; de var det heller ikke værd.

Det er altså den konge og herre, som er født i Betlehem, et rigtigt, sandt menneske; men som også skal have det navn, at han er udgået og født før verden. Det vil sige: Han er evig, sand Gud og sandt, rigtigt, naturligt menneske.

Over det vil verden gå fra forstanden og blive tosset. For den kan ikke få de to fødsler til at rime med hinanden: at dette lille barn også har haft sin udgang eller fødsel, før sol og måne blev skabt. Derfor kunne jøderne ikke tåle det, og siden er der opstået mange kætterier, som har angrebet denne artikel. Men tænk du efter, du som har Guds ord for øje: Af hvem kan han da være født, når han er født før verden? Af ingen anden end af Gud. Det må også fornuften slutte, hvis den ellers tror, at Gud har skabt himmel og jord. For hvad kan man tænke sig, der var før himmel og jord, uden Gud? Når nu dette barn er udgået eller født, før himmel og jord blev skabt, så må det være født af Gud og selv være Gud; for uden for Gud og skabningen er der intet.

Det er altså den tekst, der gør det hele. For var Kristus bare et menneske, så havde døden kvalt ham lige så vel som alle andre mennesker. Og det havde heller ikke hjulpet ham, at han er født af en jomfru. For det er langt mere underfuldt, at Gud gør Eva af et ribben, end at en jomfru skal føde. En jomfru er jo et kvindemenneske, som i forvejen er skabt til at føde børn. Derfor havde hverken Djævelen eller døden spurgt efter, at han var født af jomfru Maria. Men det, der gør det, er, at jomfru Maria ikke bare bærer en søn, men sådan en Søn, som er født før verden. Derfor er Djævelen og døden og hele Djævelens rige overvundet, eftersom de har hængt sig på sådan et menneske, som havde sin udgang eller fødsel, før verden var til. For var det ikke sådan, og havde han kun haft sin udgang i Betlehem, så ville døden have ædt ham lige så vel som mig og dig, som jomfru Maria, Johannes Døberen og andre store hellige. Men hans udgang hedder fra evighed. Derfor må døden, som hidtil har kvalt alle mennesker, stå med skam over for dette barn, Herren Jesus. For fordi han var Gud, kunne han ikke synde, kunne ikke anklages af loven, ikke kvæles af døden og ikke fordømmes af Djævelen. Men fordi han havde sin udgang i tiden i Betlehem og var født ind i verden som et andet barn, så måtte han dø. Og så går det sådan, at Djævelen og døden fanger sig selv, for de ser ikke længere end til udgangen i Betlehem. Efter den udgang lader dette lille barn sig slå ihjel. Men nu, hvor han ligger i graven, siger han: Jeg er født før verden; og han river sig med magt igennem grav, synd, død og Djævel, så de ikke kan holde på ham.

Det er det budskab, profeten vil bringe os om denne fyrste: at han har to udgange, eller, som vi siger på dansk, to fødsler. Derfor er han sådan en person, som på én gang er sand Gud og sandt menneske, men sådan, at han dog kun er én person og ikke to. Så man må sige: Kristus er jomfru Marias søn, som har diet ved hendes bryst og er vokset på legemet som et andet menneske; men derudover er han også født af sin Fader, den levende, evige Gud, før verden, i evighed. Således er disse to naturer, den guddommelige og den menneskelige, uadskilleligt forenet i én person, én Kristus, som er sand Gud og sandt menneske osv. Det fortalte ypperstepræsterne ikke Herodes; han var det heller ikke værd, som sagt, den tyran, at han skulle vide eller forstå det. Og de har sandelig ikke selv forstået det osv.

Det er altså en overordentlig underfuld fødsel. Vil vi gerne lære den rigtigt, så må vi først og fremmest begynde med at fatte udgangen i Betlehem. Profeten holder jo også den orden: Han skriver først om den legemlige fødsel, og om den bruger han også flere ord end om den anden fødsel, som er fra evighed. For den, der vil vide, hvordan vor Herre Gud er sindet over for os, han skal begynde nedefra og først lære, hvad han har gjort her på jorden, og hvordan han har åbenbaret sig for menneskene. Bagefter vil han så fint lære af dette lille barn, sådan som teksten selv giver det, at han er fra evighed. Og så vil det ikke være skrækkeligt, men det allerkæreste og mest trøstefulde.

Men her opstår en særlig ulykke: at enhver af skændig og skadelig nysgerrighed vil begynde med at grunde over Guds forsyn i dit og dat. Når Gud vidste alle ting i forvejen, hvorfor forhindrede han så ikke menneskets fald? Hvorfor ser han dog på verden og lader den fremskynde sin egen fordømmelse, når han dog godt kunne forhindre det og omvende den, så den måtte være from? osv. Den, der vil begynde med den slags spørgsmål for at kende Gud, han brækker ganske sikkert halsen. For det er Lucifers fald: Han ville også højt til vejrs og fandt intet fodfæste. Men det går ikke.

Vil du nu gå sikkert til værks og lære Gud at kende ret i hans væsen, så må du begynde her nedenfra, sådan som profeten gør her: at du først kommer til Betlehem og først derefter stiger op i himlen og ind i evigheden. Sådan lærer Kristus også, når han siger: «Jeg er vejen og sandheden og livet. Den, som har set mig, Filip, har set Faderen», Joh 14,6.9. Den, der ikke vil begynde dér, men straks vil højt til vejrs og spekulere over, hvordan Gud regerer, hvordan han straffer og slår ihjel, ham sker der ret, når det går ham ilde. Som den vise mand siger, Ordsp 25,27: «Den, der grubler over svære ting, for ham bliver det for svært.»

Derfor er dette den rette kunst for den, der rigtigt vil lære dette lille barn at kende: at han først går til Betlehem. Det vil sige, at han ser, hvad det er for et embede, dette lille barn skal have og udføre i verden: at han, som Mika siger, skal være en fyrste, som skal forløse sit folk fra synder og den evige død. Når man så har lært det godt og har fundet, set og fattet dette lille barn i krybben, så vil det af sig selv vise sig, at han ikke alene er Marias, men også Guds Søn, født af Gud, før nogen skabning blev skabt. Og deraf vil der ikke komme nogen skade, men lutter glæde og tryghed. For gennem dette lille barn kommer vi til Gud og hans nåde – Gud, som vi ellers aldrig ville kunne holde for en nådig Gud. Det er altså teksten om Jesusbarnet i Betlehem.

Men se her også, hvor skændigt Herodes og de skriftkloge omgås med dette. Herodes forfølger dette lille barn, de skriftkloge foragter det. Det er altså vor Herre Guds kunst: Han kan lægge sådan en prægtig tekst lige for næsen af folk, så de taler og synger og fortæller om den, og alligevel skal de ikke forstå et ord af den. For er det ikke et under? De skriftkloge prædiker her denne tekst; Herodes sender de vise mænd til Betlehem efter denne tekst; og hvad der er endnu mere: Skurken siger: «Forhør jer nøje om barnet, og når I har fundet det, så meld det til mig, for at også jeg kan komme og tilbede det.» Alligevel forstår de ikke et ord af det. De har skallerne, men kernen må de undvære.

Sådan omgås Gud endnu i dag med de utaknemmelige, onde kristne: ikke alene med de pavelige, som har Bibelen, læser den og kender den lige så godt som vi, men også med folk på vores side, som godt kan snakke om evangeliet, men ikke forstår et ord af det. For ellers ville de nok vise det anderledes med deres liv. Ligesom de skriftkloge og Herodes har profeten i munden – men hvis de forstod ham, tror du så ikke, at de også ville gøre sig rede og opsøge barnet og tilbede det? Men at de ikke gør det, men går deres vej og slår det hen i vejret, det er et tegn på, at de hverken ved eller forstår det, de lærer andre.

Men de troende har den fordel frem for de ukristne, at de ikke alene hører disse ord, men også forstår dem og tilmed har stor glæde og trøst af dem. Derfor: Selv om verden, paven og vore stolte borgere og bønder har overtaget over os med penge, gods, magt og ære, så ved vi dog, at de på dette punkt står langt, langt under os. De er så plaget, at de, selv om de hører ordene og selv kan tale om dem og lære dem, alligevel ikke skal forstå det mindste af dem. Det viser deres liv også tydeligt nok: Ligesom de forhærdede jøder har de ører og hører dog ikke og er blinde med seende øjne.

Gud føre os i sin nåde sammen med de vise mænd ved sit hellige ords stjerne til sin Søn Kristus Jesus og bevare os for alt anstød i evighed. Amen.