Helligtrekongers dag: prædiken i festdagsdelen (Matt 2,1–12)

En prædiken på helligtrekongers dag over evangeliet Matt 2,1–12

Juledag hørte I, kære venner, af profeten Esajas om Jesusbarnet: hvem han er, og hvad der er hans eget embede, som han er kommet til jorden for. Han vil selv bære sit herredømme, han vil være vor rådgiver og redningsmand mod synd, død og Djævel, vor evige Fader og Fredsfyrste. Det embede tog han også straks fat på den ottende dag, da han blev omskåret. For sin egen person havde han lige så lidt brug for omskærelsen som for at blive menneske; begge dele skete for vor skyld. Gud havde nemlig ordnet det sådan med patriarken Abraham: Han sluttede en pagt med ham og sagde, at han ville være hans og hans efterkommeres Gud, og han befalede ham omskærelsen som tegn og segl på den pagt. Derfor måtte Jesusbarnet også lade sig omskære.

For vi skal ikke se på Herren Jesus efter det, han er i sig selv. For sin egen person er han Guds enbårne Søn, og han behøver ikke at slutte en pagt med sig selv. Nej, vi skal se på ham efter hans embede, det, han har taget på sig ved at blive menneske og blive født. Efter det embede er han den største synder. De andre jøder havde hver især brug for at komme ind i denne pagt for deres egne synders skyld, så Gud kunne blive tilfreds med dem. Men dette Jesusbarn havde endnu mere brug for det. For nu står han ikke frem for sin egen person, men for alle mennesker. Han alene har læsset hele verdens synd på sig. Det siger Paulus med meget vægtige og trøstefulde ord i 2 Kor 5: «Ham som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi i ham skulle blive den retfærdighed, der gælder for Gud» osv.

I den hæslige og ulækre klædning kommer Jesusbarnet nu frem for Gud den ottende dag og beder om pagtstegnet, omskærelsen, for at Gud vil tage ham ind i sin nådepagt. Det vil sige: Han træder frem dér for vor skyld, som den, der er gået ind i vor synd og har læsset Guds vrede (som vi havde fortjent) på sig for at blive et offer og en betaling for den. Sådan giver han sig frivilligt ind under loven som en synder for vor skyld, for at han kan frelse os fra lovens forbandelse og fordømmelse. Og her ser vi, at Gud ikke kaster ham bort på grund af den hæslige klædning. Han tager imod ham og lader pagtstegnet hænge på ham. Det skal lære os, at Gud, hvad vore synder angår, vil være tilfreds med os, fordi han er tilfreds med Jesusbarnet, der har trukket alle vore synder på som en klædning og båret dem frem for Gud. Det har vi hørt indtil nu i historien om Kristi fødsel, og dér har vi set, hvad han har gjort for os, eller hvad vi har af ham.

Men i dag på højtiden hører vi, hvad slags elever dette barn har, og hvordan vi skal forholde os til ham, nu da vi har så stor gavn af ham, nemlig at vi skal være fri for synd og have en nådig Gud. Lukas viser i sin beretning, at englen var den første prædikant, der gjorde dette barn kendt for hyrderne på marken. Det var gode, jævne småfolk, der hverken havde noget særligt embede eller noget navn, sådan som kong Herodes, ypperstepræsterne, levitterne og de skriftkloge havde. Da hyrderne hører det budskab, tøver de ikke længe. De gør sig rede, går til Betlehem, leder efter barnet i Betlehem, i stalden, i kokrybben, tilbeder det og fortæller alle, hvad englen og bagefter englenes hærskarer havde forkyndt for dem. Derefter går de tilbage til deres hjorde og til deres arbejde.

Det er den rette tjeneste, som man skal og kan tjene dette barn med: For det første at man tror åbenbaringen, det, som bliver prædiket om dette barn i det hellige evangelium; at man søger ham og tror på ham; og derefter, at man ved åbent at bekende ham også bringer andre til tro. Så bliver dette barn tjent ret. Bagefter skal enhver være flittig i sit embede og sin stand. For dette barn er ikke kommet for at lave om på det ydre, borgerlige liv. Det lader alle stænder og embeder blive stående (for hans rige er ikke et verdsligt rige), og befaler, at man skal leve med god samvittighed og i gudsfrygt. Så vil Gud også have behag i dette ydre, borgerlige liv og tage imod det som tjeneste og lydighed. Det vidner det fjerde bud om.

Sådan ser man til dels, hvad slags folk dette barn har. Blandt jøderne de fattige hyrder og ved siden af dem nogle andre retskafne småfolk: Zakarias, Elisabeth, den gamle Simeon, den gamle Anna, en lille fattig flok, hvor der ikke er nogen verdslig pragt eller herlighed. For som vi skal høre bagefter, vil dette barn ikke tage imod det, som er herligt og stolt i verdens øjne. Det siger Herren også i evangeliet: De, der har marker og okser og har sat bo, vil ikke komme til brylluppet [Luk 14,16–24; brylluppet er fra Matt 22,1–14]. Derfor befaler Herren, at man skal indbyde de fattige tiggere, de lamme, de blinde og de vanføre. Det er vor Herre Guds, Jesusbarnets, lille folk, som er glade for ham og gerne kommer til ham.

Men i dagens evangelium hører vi, at dette barn også bliver kendt blandt hedningerne, og det på en meget forunderlig måde. For Gud lader en ny, usædvanlig stjerne vise sig for dem på himlen. De var i forvejen lærde folk, der forstod sig på himlens gang og stjernernes virkning. Derfor lader Gud dem se en særlig stjerne (som ellers ikke stod mellem de andre almindelige stjerner på himlen), og Helligånden oplyser ved denne stjerne deres hjerter, så de forstår, at der hos jøderne er født et barn, der er jødernes konge og dog Herre over hele verden, og at det alene er ved ham, vi kan få syndernes forladelse og evigt liv.

For der er ingen tvivl om, at disse vise mænd var en rest af den lille flok, som havde været profeten Daniels elever og havde hørt og lært Guds ord af jøderne. De troede, at verdens Frelser skulle fødes af det jødiske folk, ham, som Gud havde givet de hellige fædre sit løfte om. Derfor gør de sig rede. Før havde de hverken spurgt efter jødernes eller andre folks konger, men nu tager de sig af dette barn, leder efter det i Jerusalem og finder det i Betlehem. Dér tilbeder de det som deres Herre og Frelser, og de er til gengæld kære og velkomne gæster for Herren Kristus.

Den historie skulle vi holde inderligt af. For her ser vi den store trøst, at Gud tager sig af hedningerne, de stakkels syndere, og vil også have dem med hos dette barn, ved hvem han vil tilgive synd og frelse. Her stemmer gerningen altså fint og nøje med Guds ord og løfte. For selv om Gud havde ordnet det sådan, at Kristus skulle fødes blandt jøderne og som jøde, så tilhørte barnet ikke jøderne alene, og de skulle ikke have gavn af ham alene. Hedningerne måtte også med i det fællesskab. For sådan lyder ordene til Adam og Eva i Paradis: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.» Det kunne slet ikke være sket fuldt ud, hvis Gud ikke ved denne sæd også havde hjulpet hedningerne fri af synd, død og Djævelens tyranni.

Sådan siger Gud også til Abraham: «Ved din sæd skal alle jordens slægter velsignes.» Her er hedningerne jo også medregnet. Ved Abrahams sæd, Herren Kristus, skal de ikke tvinges ind under omskærelsen og loven, men velsignes, det vil sige: komme fra forbandelsen til Guds nåde og blive frelst. Det løfte ser vi her gå i opfyldelse, for Gud har på en forunderlig måde gjort dette barn, sin kære Søn, kendt for hedningerne, og ved Helligånden driver han dem til at søge dette barn, tilbede og ære det. For havde Gud ikke bestemt og undt de stakkels syndere, hedningerne, denne skat, så ville han have ladet dem sidde, hvor de sad, uden at vide noget om dette barn. Men det vil han ikke. Hellere må der vise sig en ny, forunderlig prædikant, en stjerne på himlen, og gøre dette barn kendt for hedningerne og endda vise dem huset i Betlehem, hvor barnet var. Det beretter Matthæus udtrykkeligt. Det gør Gud i himlen for hedningerne.

Barnet her på jorden, vor kære Herre Kristus, gør det samme. Disse hedninger var stakkels syndere. Før havde de ikke vidst noget rigtigt om Gud, de havde ikke tjent ham ret og havde ellers levet i alle slags synder. Men da de kommer til Jesusbarnet, tilbeder det og ofrer til det, så lader barnet det gerne ske. Det viser dem ikke bort, men lader sig ære af dem som deres konge og herre, og dem som hans folk og hans undersåtter. Det skal vi lægge godt mærke til og lære af: at dette barn vil tage imod de stakkels syndere og være dem nådig, når de søger ham og kommer til ham med ret tillid. Det er det første og vigtigste stykke i denne historie: den herlige, rige trøst, at dette barn tager imod hedningerne og synderne.

Det andet er en lære om, hvordan vi skal forholde os til dette barn og følge de kære vise mænds eksempel. For vi har også denne salige stjerne, det hellige evangelium. Det skal vi ikke foragte eller lade skinne for os forgæves. Vi skal tage imod det i tro og søge Jesusbarnet og tilbede det. Det vil sige: Vi skal erkende, at han er vor Gud og Herre, og bede ham om og håbe på syndernes forladelse, Helligånden og evigt liv fra ham. Det er den første og højeste tjeneste, som dette barn vil have: at vi af hele vort hjerte holder os til ham og søger syndernes forladelse og evigt liv hos ham.

Den anden tjeneste er, som vi hørte ovenfor om hyrderne, at vi ikke skal tie stille, men prædike om dette barn. Det har disse hedninger uden tvivl også gjort. De har været de første evangelister eller prædikanter blandt hedningerne, og de har undervist, lært og trøstet mange andre blandt hedningerne om dette barn.

Den tredje tjeneste er, at de åbner deres skatte og giver det fattige Jesusbarn gaver af dem. Sådan skal vi også (den, der har råd) bruge penge og gods på, at vor Herre Kristi rige bliver holdt oppe og vokser, og at dette barn kan få sit udkomme i sin elendighed. Det vil sige: Vi skal hjælpe med penge og gods, så man kan have flittige prædikanter af evangeliet, gode kirkens tjenere og skolelærere, og så de fattige, som ikke selv kan skaffe sig deres udkomme på grund af sygdom eller anden nød, kan blive holdt oppe. Og især, at man opdrager unge drenge, som er egnede til at studere, så vore efterkommere også kan få rette prædikanter og kirkens tjenere. For i den sag skal vi gøre som en klog og forudseende gartner, der hele tiden sætter unge træer til, så at når et gammelt træ går ud i år eller om et eller to år, så kan der straks sættes et andet i stedet, som bærer frugt.

Den, der bruger sine penge og sit gods sådan, giver og ofrer til det kære Jesusbarn lige så vel som de vise mænd. For det første har vi Kristi eget vidnesbyrd, når han siger: «Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig.» Men især må det behage ham, når man gerne hjælper til, at kirkerne bliver godt forsynet og bemandet. For med den gerning bliver for det første Guds ære fremmet og hans navn prist. For det andet bliver der hjulpet mennesker, så de bliver befriet fra Djævelens tyranni og bliver frelst. Hvordan kunne man bruge sine penge bedre og gøre mere gavn med dem?

Derfor må det være usalige, blinde folk, som Gud har ladet komme til et stort udkomme og formue, og som alligevel ikke vil hjælpe til, at unge drenge, som er egnede til at studere, men ikke kan komme videre på grund af fattigdom, bliver holdt i ordentlig tugt og opdraget i lærdom, så de med tiden også kan tjene andre mennesker, lære dem, trøste dem, styrke dem og føre og rejse dem op på rette måde i al slags nød og anfægtelse. Det må også være usalige, forbandede penge, og der følger ikke megen lykke med dem, når man ikke gerne og villigt vil bruge dem til sådan en salig gerning.

Sådan ser I, kære venner, hvad slags folk det kære Jesusbarn har, og hvordan man tjener ham. Blandt jøderne er det de fattige hyrder. For dem lader Gud en engel fra himlen prædike om dette barn og vise dem hen til det. De bliver glade for det budskab og lover Gud for det, mens Herodes, ypperstepræsterne og de skriftkloge i Jerusalem har travlt med andet og er ligeglade med dette barn, fordi det er så fattigt og elendigt. Hedningerne er meget ringere end jøderne, men alligevel kalder Gud også dem til dette barn, om end ved en ringere budbringer. For selv om nogle lærere mener, at denne stjerne ikke var en stjerne, men en engel, så har hedningerne dog kun set en stjerne og holdt det syn for en stjerne.

Det er altså dette barns lille folk: fattige, foragtede, jævne småfolk blandt jøderne. Og derefter de store syndere, hedningerne. De tager imod denne åbenbaring, søger barnet, finder det og prædiker om ham. Men hyrdernes prædiken bliver foragtet, for de har ingen anseelse hos folk. Og om hedningerne mener man i hvert fald, at de intet ved om Kristus: Hvis der var noget om det, så måtte ypperstepræsterne og de skriftkloge da vide det meget bedre og før. Sådan går det stadig den dag i dag. Paven og biskopperne har navnet og anseelsen. Derimod er de, der har evangeliet ret og prædiker det, enfoldige, jævne, ja også skrøbelige folk og stakkels syndere. Derfor vil verden ikke tro dem. Men hvad gør verden så? Det skal du høre mere om nu.

Da de vise mænd kommer til Jerusalem, fortæller om stjernen og spørger efter den nyfødte jødernes konge, «bliver Herodes forfærdet og hele Jerusalem med ham». Det er sandelig forvendte hjerter og elever, at de bliver forfærdede over det barn, der er kommet til jorden for at de ved ham skal blive fri for synd, død og Djævel, og som har været lovet dem så længe. De skulle have været de første til at tage sig af dette barn, blive glade for ham, hjælpe ham, ja, tjene ham med alt, hvad de kunne og formåede. Men de vender det hele om: De vil ikke have ham, de bliver forfærdede over ham, de tænker på, hvordan de kan få ham slået ihjel. Og selv om de ikke formår det, så jager de ham ud af landet, støder ham ud blandt fremmede og hindrer hans rige, alt hvad de kan. Det gør Herodes, ypperstepræsterne og de skriftkloge, som vi ser her.

Hvad er så årsagen? Ikke andet end at de er bange: Skal dette barn regere, så må de blive tiggere; skal dette barn holdes højt, så må de ned. Derfor raser Herodes og vil ikke vide noget af dette barn. Ypperstepræsterne og de skriftkloge gør det samme. Sådan hænger det sammen hele vejen igennem: Dette barn er Guds Søn og bringer syndernes forladelse, Helligånden og evigt liv med sig; men samtidig er det fattigt og elendigt i verdens øjne. Det bryder verden sig ikke om ved dette barn. Derfor bliver den fjendsk mod det og tænker: Lad barnet blive, hvor det vil, bare verden selv kan beholde sin herlighed, pragt og magt. Sådan begyndte verden at behandle dette barn, mens det endnu lå i vuggen og endnu ikke var to år gammelt. Derfor bliver den ved med det til stadighed, mod ham og hans ord.

For hvem er det, der i dag er så bitre fjender af evangeliet og hverken vil vide af det eller høre det? Er det ikke de store herrer i verden? Og især dem, der har navnet og vil roses som den kristne kirke? Det vil sige paven, kardinalerne, biskopperne, munkene, præsterne og hele den sværm? De bliver ikke glade for evangeliet. De bliver forfærdede over det og er bange: Kommer det ud blandt folk, så må deres pragt og magt få en ende. Derfor hjælper og hidser de Herodes, det vil sige den verdslige øvrighed, til at forfølge det kære Ord og udrydde det som kætteri.

Det har evangelisten villet vise os, til trøst og til lære. Til trøst, så vi ikke skal blive forfærdede, når det går sådan, men vide, at det ikke vil gå anderledes på jorden med dette barn og med det hellige evangelium. Og til lære, så vi ikke lader os forføre af den forargelse og ikke følger store herrer, især ikke dem, der har navnet, som om de var den kristne kirke, og ikke tror, som de tror.

For her ser du begge parter. På den ene side de fattige hyrder og de syndige hedninger. Ingen af dem har anseelse i verden: hyrderne på grund af deres ringe kår, og hedningerne fordi de var hedninger og stakkels syndere. På den anden side kong Herodes, i et højt og stort embede og en høj stand, og ypperstepræsterne og de skriftkloge, som man skulle tro vidste noget om Kristus, håbede på ham, blev glade for ham og kom til ham. Men du ser det modsatte for dine øjne: De, som ingen holder for Guds folk, de er det; og de, som man holder for de fornemste og for kirkens hoveder, ikke nok med at de ikke er det, de er kirkens værste fjender og forfølgere.

Hvis man dengang ville se hen til Herodes og ypperstepræsterne og de skriftkloge, hvor ville man så være havnet, og hvad ville man have troet? Til Djævelen var man faret og ville have forfulgt Kristus. Men de kære hyrder og bagefter de vise mænd lader sig ikke tale fra den salige åbenbaring om barnet. De holder fast ved den, søger barnet og tilbeder det, hvad så end Herodes og ypperstepræsterne tror og gør. Det må vi også gøre. Vi skal ikke tro, hvad paven eller verdslige fyrster tror, men det, som Ordet siger os; det skal vi tro på og holde fast ved og ikke lade os hindre af andre folks vantro. Ja, vi skal også gerne lide for det, hvad end den kære Gud sender os at lide. For i verden bliver det aldrig anderledes: Herodes, ypperstepræsterne og de skriftkloge kan ikke tåle Kristus, men forfølger ham og påfører de kristne al ulykke for evangeliets skyld.

Men Gud vil alligevel ikke sove helt eller lade sine fjender få deres vilje i alt. Da Herodes måske havde i sinde også at slå de vise mænd ihjel, når de kom tilbage, advarer Gud dem ved en engel, så de skal rejse en anden vej og ikke komme til Jerusalem igen. Sådan vil Gud være hos dem og holde hånden over dem, som søger og bekender Jesusbarnet. Og selv om de har megen fare, angst og nød, vil han dog redde dem og til sidst frelse dem og således rigeligt holde dem skadesløse for al ulykke. Det give vor kære Herre Kristus os alle. Amen.