De uskyldige børns dag (Matt 2,13–23)

Prædikener på de uskyldige børns dag. Første prædiken over evangeliet Matt 2,13–23

Det er også en udmærket historie, som man aldrig må lade forsvinde ud af kirken – både for lærens skyld og for den trøsts skyld, som her holdes frem for os kristne. Læren er, at vi ser, hvor fjendtlig Djævelen og verden er mod Jesusbarnet og hans rige, og hvor ivrigt de tager sig for, hvordan de kan trykke det ned, kvæle det eller helt udslette det. Trøsten er, at verden ikke får held med sit forehavende. Den må lade Kristus, hans ord og hans kirke blive. Og selv om nogle kristne må sætte livet til ved det, så skal det dog ske uden skade for dem, ja, til deres allerstørste gavn. Men tyrannerne skal gå til grunde ved det, og intet skal kunne hjælpe dem.

At Herodes nu lod de uskyldige børn i Betlehem og hele egnen omkring dræbe, det var et vældigt raseri. Men det skal ingen tvivle på: Herodes har givet sagen et pænt skin, så man ikke regnede det for tyranni, men for en nødvendig straf. For den kunst forstår verden sig særlig godt på, når det gælder de kristne. Det vidner alle historier om, og Kristus siger selv om sine disciple: «Den tid skal komme, hvor enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han dyrker Gud» [Joh 16,2].

Da denne Herodes’ søn, som hed Herodes Antipas, slog den hellige Johannes Døberen ihjel, høstede han endda ros og ry for at være en sanddru fyrste, der nødig ville sværge en falsk ed. Da jøderne fik Kristus op på korset, og da de stenede Stefanus, måtte de begge, både Herren og tjeneren, bære det navn, at de havde været oprørske og havde spottet Gud. Den slags eksempler har man i Skriften i massevis. Derfor skal ingen tvivle på, at det også gik sådan til med disse uskyldige børn: Herodes og alle dem, der rådede og hjalp ham til det, gav sagen sådan et skin, at alle mente, at de havde god ret og havde gjort en nødvendig, god gerning. Men hvordan kan det være gået til? Sådan her:

Matthæus skriver, at de vise mænd kom til Jerusalem [kilden har «von Jerusalem» (fra Jerusalem), sikkert en trykfejl; jf. Matt 2,1] og spurgte efter det nyfødte barn og fortalte om den underfulde åbenbaring ved stjernen – og de var slet ikke bange for, at jøderne skulle blive forskrækkede over sådan et budskab og sådanne gæster. Men så snart Herodes hørte det, blev han meget forskrækket, og hele Jerusalem med ham. Denne forskrækkelse er nu den egentlige hovedårsag til dette morderiske anslag og til, at så mange fattige, uskyldige børn bliver slået ihjel.

For Herodes tænker: Er jødernes konge blevet født, hvor bliver du så af, du, som er en fremmed konge, og som jøderne i forvejen er fjender af? For denne Herodes’ far var en edomitter, og han var af Julius Cæsar gjort til høvedsmand over jøderne. Men da han døde, blev denne Herodes, Antipaters søn, den første konge i jødernes land, med hjælp fra Augustus, den romerske kejser. Derfor er Herodes bange for, at hvis man tog imod en anden konge, så ville han ikke beholde pladsen længe, og han tænker på, hvordan han kan komme ulykken i forkøbet.

Men uden tvivl har ypperstepræsterne hjulpet ham godt og grundigt med dette forehavende. For her står der, at «hele Jerusalem også blev meget forskrækket» over det budskab. Hvorfor det? Jo, romerne var herrer over landet. Det gjorde ondt på jøderne, og de prøvede hele tiden, om de kunne blive den slags herrer kvit. Men romerne var for stærke for dem og slog dem eftertrykkeligt i hovedet for det. Nu tænker ypperstepræsterne og folkets ledere: Kommer rygtet om den nyfødte konge op, og får han tilhængere – og det sker hurtigt – så har vi romerne på nakken igen; de vil ikke finde sig i det. For at komme sådan uro og blodsudgydelse i forkøbet: Så slå ihjel, kære kong Herodes, overalt hvor du bare har den mindste mistanke om, at du kan ramme dette barn. For ellers går det ikke af uden skade og uden ødelæggelse af land og folk. Sådan må det kære Jesusbarn allerede i vuggen være mistænkt af verden for at ville tage riget fra Herodes og bringe krig og blodsudgydelse, oprør og al ulykke ind i jødernes land. For at komme det i forkøbet rådslår de og myrder trøstigt løs. Og det stakkels Betlehem må holde for, fordi profeten Mika siger, at Kristus skal fødes der. For da Betlehem var Davids by, er det let at tro, at det, der endnu var tilbage af den slægt, har holdt til dér og boet i egnen omkring, så vidt de da kunne blive boende. For Herodes havde også i forvejen ryddet mange af den slægt af vejen, og af dem, der var tilbage, måtte de fleste flygte og leve i landflygtighed – sådan som også Josef og jomfru Marias forældre måtte bo i Nazaret. Derfor tager Herodes nu hele egnen for sig, så han i hvert fald ikke skal gå glip af dette barn. Og han har et godt skin for sit forehavende: Man må komme oprør og blodsudgydelse i forkøbet; det er bedre, at nogle hundrede fædre og mødre bliver bedrøvede, end at hele landet bliver kastet ud i uro.

Til det skin har de især brugt de vise mænds komme. For det var gæster af en slags, som man ikke var vant til i Jerusalem. De havde nu rejst en lang vej efter dette barn og lovet Herodes at komme tilbage til ham og give besked om det nyfødte barn, men englen havde sagt, at de skulle drage hjem ad en anden vej. Så har Herodes, ypperstepræsterne og lederne tydet den hemmelige afrejse sådan, at her gik det ikke rigtigt til; der måtte stikke et hemmeligt mytteri bag, så de i Betlehem havde hidset de vise mænd op til ikke at vende tilbage til kongen, og at de altså spillede under dække, så han ikke skulle opdage det. Deraf kunne man jo tydeligt se, at de ikke havde noget godt i sinde mod ham. Det måtte han komme i forkøbet og ikke se til, før de fik sat deres forehavende i værk, så der kunne komme oprør og andre store plager og ødelæggelse over hele landet. For at man nu kunne gå sådan et onde i møde, og for at den menige mand kunne se, at øvrigheden ikke brød sig om den slags – den søgte jo land og folks fred og bedste – derfor greb de så hårdt ind og lod børnene slå ihjel.

Derfor synger den kristne kirke meget smukt: Hostis Herodes impie, Christum venire quid times? Non arripit mortalia, regna qui dat coelestia – Du ugudelige tyran, hvorfor frygter du, at Kristus kommer? Han giver det evige rige; om det timelige spørger han ikke osv. Men det lader Herodes sig ikke overtale til. Djævelen har holdt et malet glas op for øjnene på ham og på dem, med hvis hjælp og råd han uden tvivl satte det i værk, så de tager dette barn for noget, det ikke er, og det, det er, vil de ikke se. Derfor trækker de sværdet og bliver grusomme, skændige mordere – selv om de farver sagen sådan, at alle må give dem ret og mene, at alt, hvad de gør, er velgjort, og at land og folk skal have stor gavn af det.

Som det nu gik Jesusbarnet dengang, sådan går det endnu i dag det kære evangelium. Paven og hans biskopper, domherrer og munke – alle sammen er de i Herodes’ selskab; de går med til hans anslag og billiger det. For de ser evangeliet som en lære, der skaber splid, oprør og al ulykke i verden. Og de regner med, at hvis de tog imod den lære og lukkede den ind i deres land og blandt deres folk, så ville det første være, at de måtte give slip på deres herlighed, deres indtægter og deres gode, magelige liv, det ene med det andet. Ligesom Herodes tænker: Kommer den nye konge ind, så er det ude med dig. Derfor farer de frem: myrder, slår ihjel, hænger, drukner, brænder og jager de kristne bort, hvor de kan, og håber på den måde at bevare deres magt, rigdom, ære og andet.

Men det er da tydeligt for enhver, at det kære evangelium ikke bliver prædiket for den sags skyld og ikke lærer, at man skal tage fra andre, hvad der er deres. Men dette lærer det: at enhver skal kende Gud, komme til syndernes forladelse og blive mere retskaffen, så enhver kan beholde håbet om det evige liv, som Kristus har vundet for os, og ikke selv bringe sig om det. Det er det hellige evangeliums embede og egentlige gerning, at Gud bliver æret, og at menneskene kan blive frelst. Men til det, tænker paven og biskopperne, har de ikke brug for evangeliet; for de fleste af dem tror ikke på noget evigt liv. Og da de nu er bange for, at evangeliet skal komme dem så dyrt at stå, at de må miste deres magt, pragt og indtægter for dets skyld, vil de hellere undvære den lære. Ja, de gør sig umage med at trykke den ned og kvæle den, hvor de kan, ligesom Herodes. Og til den slags morderiske tanker kan Djævelen mesterligt smigre for dem. For ligesom Herodes tænker: Hvad? Det drejer sig jo kun om et barn eller to hundrede; så er der ingen nød mere – sådan tænker de pavelige også: Koster det en præst, en borger eller to, så er sagen klaret. De bilder sig ind, at de kan kvæle og udrydde det uden nogen besvær. Men lad dem bare prøve og se, hvor det til sidst ender, med Kristus og hans evangelium på den ene side og Herodes på den anden. Så skal det vise sig, hvad de ikke ville undvære, og af evangeliet, af et lille, nøgent barn, skal der blive sådan en umådelig byrde, at de må gå til grunde under den.

Sådan lærer denne historie os for det første om Herren Kristus og hans rige, hvordan verden vil behandle ham, og hvad den vil se ham for: nemlig for et barn, som – hvis man ikke i tide skærer halsen over på det – vil bringe land og folk i ulykke og sætte oprør, mord og blodsudgydelse i gang. Under sådan en hård og tung mistanke må det uskyldige barn ligge, og endnu i dag hans kære ord. Dér må man så lade Gud råde. Jesusbarnet selv i vuggen havde det ikke bedre; vi får det heller ikke bedre.

Vort eneste håb, vor møje, vort arbejde og vor flid går ud på, at verden kan kende Gud, komme til Kristus og blive frelst; at den kan undslippe Djævelen, døden og synden. For vi prædiker ikke af nogen anden grund, som man kan se. En domprovst ved et domkapitel har større indtægter end alle kirkens tjenere i en stor by, ja, næsten i et helt land. Det lader vi ske; vi lider sult og nød med kone og børn, og vi prædiker slet ikke for at blive store herrer og rige af det. Det, det gælder for os, er, at Gud bliver kendt og æret i Kristus, og at de stakkels syndere bliver frelst. Men verden er sen til at se os sådan. Den holder os sammen med Kristus for oprørere og tyder vores lære, som om den sætter al ulykke i gang. Det må man lære at lide og vænne sig til. Så meget om læren; nu vil vi også se på trøsten.

Herodes og ypperstepræsterne mener det meget ondt med Herren Kristus; men Djævelen, som driver dem, mener det endnu værre. For han ved, hvad det kan koste ham. Men hvordan går det dem? På ét punkt lykkes deres anslag: De stakkels børn kan ikke forsvare sig; de må holde for, og deres uskyld hjælper dem ikke over for verden. Men på det andet punkt slår deres anslag helt og aldeles fejl. For før de begynder at myrde, er Jesusbarnet allerede ude af landet, i sikkerhed, hvor Herodes ikke kan gøre ham noget.

Det er på to måder meget trøstende for os kristne. For her ser vi, at selv om Gud lader sin kirke lide og lader, som om han ikke bryder sig om den, så må vi dog bekende, at han holder godt og trofast hånden over den og bevarer den mod skade. For da Josef og Maria af sig selv ville være blevet i Betlehem med barnet, kommer englen og advarer dem om, at de skal se at komme af sted og bo en tid i Egypten. Og forud havde Gud ordnet det sådan ved de vise mænd, at de skulle rejse så lang en vej til barnet og give det rejsepenge til sådan en rejse, som Matthæus siger: «De bragte det gaver, guld, røgelse og myrra» [Matt 2,11]. Det har ikke været en lille, ringe gave, men en god skat, så de fattige folk kunne klare sig med den i lang tid og også hjælpe andre med den.

Om så Djævelen, Herodes og ypperstepræsterne har ondt i sinde, så bliver der dog intet ud af det. Barnet, som de begynder hele dette mord for, slipper fra det. Sådan vil Gud altid holde hånden over sit ord og sin kirke: Selv om tyrannerne er onde, så må de dog lade kirken og Ordet blive – ja, hvad der er endnu mere: Deres raseri og forfølgelse skal give anledning til, at kirken vokser, og at Guds ord bliver udbredt endnu videre.

For der er ingen tvivl om, at Maria og Josef, og måske andre med dem, som kendte dette barn, ikke har tiet stille, mens de var i Egypten, men har prædiket om det store under, der var sket med dette barn, og har bragt andre til troen og frelsen. Særlig de vise mænd har ganske sikkert været de første prædikanter for Det Nye Testamente i deres land og har flittigt undervist deres folk om dette barn. Til dette giver Herodes anledning, selv om han ikke ved det, men tænker på at kvæle det helt.

Sådan går det endnu i dag: Når tyrannerne raser mod evangeliet, gør de ikke andet end at puste i asken. Så bliver ilden bare større, og asken støver dem i øjnene. Sådan skal deres tyranni lykkes for dem. Når de udgyder uskyldigt blod, så skal det kristne blod være som gødning, der gøder ageren, så den bliver fed og bærer godt. For under forfølgelse vokser kristenheden; men hvor der er fred og ro, dér bliver de kristne dovne og sløve.

Ja, siger du, men det er jo alligevel ude med de stakkels børn; de må holde for, selv om Kristus slipper fra det? Det er sandt; i Kristi rige skal det ikke gå anderledes til. For ligesom der altid findes Herodes’er og ypperstepræster i verden, sådan findes der også de uskyldige børn, som må holde for. Men tænk du så på dette: Hvad skader det dem? De kaldes med rette «uskyldige børn» – ikke alene fordi de kommer til en sådan død uden at have forskyldt det, og fordi de er uskyldige, hvad deres gøren og laden angår, og endnu ikke er besmittet med gerningssynder, men fordi Gud har taget dem ind i nådens pagt, som han havde sluttet med dette folk ved forjættelsen om Kristus og ved omskærelsen, tegnet på den forjættede nåde. I en sådan uskyld bliver de slået ihjel. Det bringer dem ikke alene ingen skade, men dobbelt gavn og fordel. For hvis Gud ikke havde taget dem bort sådan i deres barndom og uskyld, så ville de også være faldet i synd. Sådan er dette liv nu engang: Vi kan ikke blive i det uden synd. Derfor tjener døden ikke alene disse børn til, at de bliver i uskylden, i Guds nåde og uden en ond samvittighed; men de bliver ført frem til et andet og bedre liv, hvor legemet hviler blidt, og ånden lever salig i Abrahams skød.

Hertil kommer endnu en fordel. De skulle jo dø alligevel; men nu bliver det sådan med dem, at de ikke dør på grund af deres natur eller for syndens skyld, men for Kristi skyld. Om den slags død siger Sl 116: Pretiosa mors sanctorum in conspectu eius, «For Gud er en sådan død en ædel, trøstelig ting» (Sl 116,15). Gud regner den for høj og dyrebar og vil derfor give rig erstatning. Derfor bliver døden noget helt andet, end den ellers er i sig selv. For i sig selv er døden syndens straf og kommer fra Guds vrede; men her er den ikke syndens straf, men en lydighed, som Gud har behag i, og en høj og salig gerning.

For selv om disse børn ikke er blevet frelst på grund af denne død (for deres frelse er alene dette, at Gud for den forjættede sæds skyld har taget dem til nåde og ladet dem få sit pagtstegn, at han vil være deres Gud), så er en sådan død dog en særlig ære for dem over for Gud og alle hans engle og hellige, og derfor skal de i saligheden få deres særlige løn for den.

Sådan forholder det sig endnu i dag med de kristnes død, når de må dø for evangeliets skyld. Legemet får ondt; men der er da ingen skade ved det, for Gud har behag i en sådan død og vil lønne den evigt. Derfor skal ingen klage over det, men tværtimod takke Gud for, at man bliver ført frem til en sådan evig ære – når man jo alligevel en gang skulle dø på grund af naturen og synden. For vi har jo ikke noget blivende sted her på jorden; men jo længere vi lever, desto mere synd, angst og nød melder der sig fra dag til dag.

Derfor er dette en trøsterig historie. De stakkels børn bliver myrdet; for verden ser det ud som en jammerlig sag. Men luk øjnene rigtigt op og se på Ordet, så hedder det: en salig død, ja, den allerbedste. For de dør for Kristi skyld, som også dør for dem og med sin død hjælper dem fra synden og den evige død – og som oven i købet vil lønne dem for deres død i al evighed. For det andet: Tyrannen kan ikke gøre Jesusbarnet, vort hoved, noget; han må lade ham beholde livet og får ikke engang tak for det. Så selv om de kristne må sætte livet til (hvilket dog, som vi hører, sker uden skade for dem, ja, vel til deres allerstørste gavn), så skal Ordet og kirken dog ikke alene undgå at blive udslettet, men endda styrkes og vokse ved det.

Men at Herodes’ raseri går ud over de uskyldige børn, det står også dér som et eksempel. Det skal vise, at de kristne, når de lider, ikke skal lide som mordere, tyve, ægteskabsbrydere eller som de, der griber ind i et embede, der ikke er deres. For blandt de kristne skal den slags synder ikke forekomme. De skal frygte Gud og vogte sig for al forargelse; og alligevel skal verden gå løs på dem og ikke lade dem i fred, så deres lidelse kan være ligesom disse uskyldige børns, som jo ikke havde fortjent en sådan død af Herodes og i dette tilfælde alene måtte bøde for Jesusbarnets skyld. Sådan skal de kristnes lidelse også være. Og så er der den trøst ved det, at Kristus lider med os, som han siger til Saulus: «Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?» [ApG 9,4]. Derfor må det til sidst ende sådan: Enten får vi legemlig hjælp, eller også giver tyrannerne anledning til, at vi så meget før bliver fri af denne onde verden og kommer til vor Herre og Forløser Kristus.

Sådan sker der ikke disse børn noget ondt, selv om de må lade livet. Og hvad der er endnu mere: Herodes må lade Jesusbarnet være i fred. Men hvordan går det nu tyrannen til sidst? Hvad får han for løn for at slå de uskyldige børn ihjel og forfølge Kristus? Det kan du læse om hos Josefus i 18. bog af Antiquitates og i 2. bog af Den jødiske krig [beretningen om Herodes’ sygdom og død står i Josefus’ Antiquitates 17,6–8 og Den jødiske krig 1,33; ifølge Josefus blev Herodes standset, før han fik stukket kniven i sig]. Han gør hurtigt det af med de stakkels uskyldige børn; men til gengæld hænger Gud sådan en grufuld sygdom på ham, at ingen kunne holde ud at være omkring ham for stank og væmmelse. For hans kønsdele rådnede, og der voksede maddiker i dem, og nedefra og op svulmede han afskyeligt op, så han hverken havde ro dag eller nat. Han lod sig føre til de varme kilder, han lod sig bade i olie; men der var ingen hjælp. Til sidst bad han om en kniv, som om han ville skrælle et æble, og den stak han i livet på sig selv for at gøre en ende på smerterne. Sådan skal det gå tyrannerne. Og det er alt sammen kun en spøg mod det, de skal lide i evighed og brænde i helvede. For en sådan synd, som hedder at forfølge Guds ord og de kristne, lader sig ikke afbetale her på jorden (hvis man ikke omvender sig og gør bod); dertil hører helvedes ild.

Sådan har I, kære venner, historien om de uskyldige børn, hvor I lærer: Den, der vil være hos Kristus og blive i hans rige, må holde sig uskyldig og alligevel være forberedt på al ulykke fra verden. Men dér står trøsten ved siden af: Tyrannerne skal ikke få gennemført det, at de vil kvæle kirken og Ordet. Nej, ligesom englen her siger til Josef: «De, som stræbte efter barnets liv, er døde» [Matt 2,20], sådan skal tyrannerne gå til grunde ved det. Men Guds ord skal blive og i evighed bevare alle, som tager imod det i den rette tro og lider for dets skyld. Det give vor kære Herre Gud og Fader i himlen os alle ved sin Helligånd, for Kristi, sin kære Søns, skyld. Amen, amen.