Pauli omvendelses dag (ApG 9,1–22)

Prædiken på Pauli omvendelses dag over ApG 9,1–22, holdt 1535

Historien om den hellige Paulus’ omvendelse skal man holde fast ved i kirken som et særligt nådeunder fra vor kære Herre Gud og prædike om den – både for den store trøsts skyld og for den nyttige lærdoms skyld, som dette under stiller os for øje. Derfor vil vi først se på selve historien og derefter også sige lidt om, hvad den er os til nytte.

Lukas fortæller ovenfor, i begyndelsen af kapitel 8, at Paulus, som dengang endnu hed Saulus, syntes godt om, at Stefanus blev slået ihjel. For han mente, at hvis man bare gjorde sådan ved alle de kristne, så var sagen klaret. Men her ser man tydeligt, hvad det er for en synd at udgyde kristent blod. For den hellige Stefanus’ blod trykker Paulus så hårdt, at han ikke kan få ro. Han ville helst have udryddet og slået alle de kristne ihjel på én dag, hvis han havde kunnet, og hvis Gud ikke havde holdt ham tilbage. Sådan ser man det hos alle tyranner: Når de først har smagt kristent blod, lader Djævelen dem ikke holde fri. Han hidser og driver dem videre til mere mord, ligesom en jagthund, der har vildtet for øjnene og er kommet i fart. Mens Paulus nu var så rasende, skriver Lukas, hvordan det gik til, at han blev omvendt, og siger: «Saulus fnøs stadig af trusler og mordlyst mod Herrens disciple. Han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne (det vil sige: til menighederne) i Damaskus, så han kunne tage dem, han fandt, som hørte til Vejen – både mænd og kvinder – og føre dem bundet til Jerusalem.»

Det er første stykke af denne helgenberetning om den hellige Paulus, som man blandt de kristne skal prædike over mindst én gang om året, selv om man ikke holder dagen som helligdag. Ikke fordi vi skal tilbede den hellige Paulus og gøre en gud ud af ham, sådan som de pavelige gør, men for at man skal høre og lære Guds underværk og blive bedre af det. For her ser man et under over alle undere: at Kristus så nådigt omvender sin værste fjende. For som Lukas her vidner med klare ord, var han en morder, en blodhund og en forræder mod alle de kristne, en, der bespottede Kristus og vanærede ham på det groveste. Kort sagt: Paulus er en mand, der – det ser man af hans gerninger – gerne på én dag ville have udslettet Kristus og hele kristenheden, hvis han havde kunnet. Men hvad har han for en grund til det? Ingen anden end at han hører, at de kristne prædikede, at man ikke kunne blive frelst ved loven. Ville man frelses, så måtte det alene ske ved den korsfæstede Jesus; uden ham kunne man hverken komme til syndernes forladelse eller til det evige liv. Da han hørte, at Moses ikke skulle hjælpe, og at alle profeterne ikke havde haft nok i Moses, så blev han gal og rasende. Ligesom vore pavelige: Når de hører, at deres ordener, bønner, faste og messer ikke skal hjælpe for Gud, så kunne de revne af ondskab, for det kan de på ingen måde tåle.

Sådan var det også fat med den stakkels Paulus – bortset fra at han havde en bedre sag end vore pavelige. For han havde Guds lov og ord for sig. Han tænkte at holde fast ved, at man ikke skulle forkaste loven, ofrene, templet og hvad Gud ellers havde indstiftet, men lade det gælde noget. Det (tænkte han) vil jeg sætte liv og lemmer ind på; for det kan jo ikke være forkert, når Gud selv har ordnet det sådan. Men vore pavelige har hverken ord eller befaling for deres pjat. For det er netop derfor, vi angriber deres messer og ordener: fordi det er forkert og intet gælder for Gud. Gud har jo ikke befalet det; de har selv fundet på det af eget valg og egen andagt uden Guds befaling og gjort en nødvendig gudstjeneste ud af det. Og alligevel ser man, hvad de vover sig ud i for at holde deres afgudsdyrkelse oppe.

Ser vi nu på Paulus’ hjerte – hvad det er, der driver ham til at være så fjendtlig mod de kristne og til at blive hele jødefolkets bøddel mod de kristne – så har han en langt bedre grund end de pavelige. For de fleste af dem forfølger evangeliet alene for pengenes og godsets skyld og for deres stands og værdigheds skyld. Sådan noget var der slet ikke tale om hos Paulus. Det eneste, han var optaget af, var, at loven og gudstjenesten i templet, som Gud selv havde ordnet og befalet, ikke skulle svækkes eller formindskes. Derfor mente han ikke andet, end at han gjorde ret og godt i at forfølge de kristne på det hårdeste. Vore pavelige derimod bliver overbevist af deres egen samvittighed om, at det ikke er forkert at tage sakramentet under begge skikkelser, at gifte sig og frit at bruge mad og andre ting. For de kan jo hverken benægte Guds ord eller Kristi indstiftelse eller den første kirkes skik.

Derfor er den hellige Paulus en hellig forfølger af de kristne sammenlignet med de pavelige, som lader sig føre og ride af den sorte Djævel, som man kan kende på lang afstand. For Paulus gør det med ægte alvor og nidkærhed og søger ikke andet med det end at forsvare Guds tjeneste og ære og vove og lide, hvad han skal vove og lide for den. Sådan siger han selv i 1 Tim 1,13: «Jeg blev vist barmhjertighed, fordi jeg handlede uvidende i vantro.» Det kan ingen pavelig rose sig af i dag. For Guds ord slår dem for øjnene og i hovedet, så de må indrømme, at det er sandheden. Og alligevel vil de hverken tåle eller finde sig i det. Derfor er der grund til at frygte, at for den, der på den måde forfølger de kristne med vilje, vil det gå anderledes end for den hellige Paulus, som gjorde det helt og aldeles i uvidenhed.

Mens Paulus nu tog sagen så alvorligt og også uden for Jerusalem, på andre steder, ville sætte en stopper for den nye sekt, så havde vor Herre Jesus også sine tanker og tænkte: Bi lidt, ham får jeg god brug for; for hvad han gør, det gør han i hvert fald med alvor. Den samme alvor, som han nu har i en ond sag, vil jeg styrke med min Ånd og bruge til en god sag. Jeg vil sætte ham op imod jøderne: Han skal prædike om mig blandt hedningerne og omvende mange, og de hårdnakkede jøder skal han – som de har fortjent – gøre ganske gale og rasende, sådan som han selv har været indtil nu. Og Paulus blev da også en meget fremragende prædikant og udrettede meget, især blandt hedningerne, som han roser sig af at være lærer for, og hvis børn også vi endnu er. Kristus gør i det hele taget noget helt særligt med denne Paulus. Alle de andre apostle og disciple havde han først længe hos sig og holdt dem alene blandt jøderne. Men Paulus sender han straks ud blandt hedningerne, for at han skal prædike evangeliet overalt.

Det er det store og trøstefulde underværk, at vor Herre Gud omvender den mand, der var så ond og forfulgte Kristus og hans kristenhed med så stor alvor. Det gik til, som I hører, netop på den tid, da han havde fået breve og fuldmagt af overhovederne i Jerusalem til at gribe alle kristne, hvor han fandt dem, og sende dem bundet til Jerusalem. Og han skynder sig af sted ad vejen til Damaskus, hvor nogle jøder havde taget imod den kristne tro. De var alle hans egne slægtninge, og alligevel har han i sinde at påføre dem alle mulige plager. Så griber Kristus straks ind (for at vise sin magt over for den grumme forfølger og bevare sin kirke for ham, mens den endnu stod i sin første blomstring og ikke var vidt udbredt) og lærer ham noget andet, sådan som teksten siger: «Undervejs, da han nærmede sig Damaskus, strålede der pludselig et lys omkring ham, og han faldt til jorden.»

Nu er den rette time kommet, som rammer ham, så han må holde op med at forfølge de kristne og lade sin indbildte hellighed falde. For her findes intet hjerte så stærkt, at det kunne holde stand over for sådan et lys, der pludselig stråler omkring ham som et lyn – selv om det var lutter flint eller diamant. Derfor falder Paulus til jorden og bliver blind af skræk, så han uden tvivl ikke tænkte andet end: Nu er det ude med dig, nu skal du dø i samme øjeblik. Malerne maler ikke historien rigtigt. For de maler det, som om et tordenslag havde slået Paulus til jorden. Men som det står her og andre steder, var det hverken lyn eller torden, men et pludseligt lys, og i det så han Herren Jesus – sådan som Ananias siger lidt længere nede, og som Paulus siden selv fortæller kong Agrippa i kapitel 26. Mens han nu ligger der i stor frygt og skræk, hører han en røst, der siger til ham: «Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?»

Så er han uden tvivl blevet endnu mere forskrækket og har tænkt ved sig selv: Kalder du det at forfølge? Jeg mente dog, at jeg gjorde Gud den højeste og bedste tjeneste med det! Og han sagde: «Hvem er du, Herre?» Herren sagde: «Jeg er Jesus, som du forfølger.»

Det er det samme som at sige: Hvad du gør mod mine kristne, det gør du mod mig. Sådan griber han ham midt i hans synd og rammer hans samvittighed og holder ham alt det kristne blod for, som han har udgydt. Det havde ikke været mærkeligt, om Paulus var død på stedet. For når det for alvor rammer hjertet og står en for øjnene, at man har forfulgt Gud, så bliver der kun lidt trøst tilbage. Sådan vil det også gå vore forfølgere, de pavelige: Enten når de skal dø, eller på den yderste dag vil deres samvittighed anklage dem og slå dem sådan til jorden, at der hverken er hjerte eller ånde tilbage i dem.

Nu er det kun Paulus, der hører disse ord; men lyset ser han ikke alene. For i kapitel 26 siger han, at hans ledsagere også så det og også faldt til jorden af skræk. Men de hører kun Paulus tale, og ser dog ingen, der taler med ham, eller som han taler med, sådan som der står her. Men Herren Kristus taler videre og siger: «Det er hårdt for dig at sparke mod brodden.» [I Luthers tekst står ordene i ApG 9,5; i den græske grundtekst står de i ApG 26,14.]

Det er en vældig advarsel, som alle, der har i sinde at forfølge denne lære, burde tage sig til hjerte. Men de har ikke den nåde, at de kan tro det. Derfor omvender de sig ikke som Paulus, men fortsætter i synden, indtil de må dø og gå til grunde her i tiden og dér i evigheden. Hvad skal al din rasen gøre godt for, siger han, hvad udretter du dog med den? Ikke andet end at du løber ind på mit spyd. Er det ikke en latterlig, ja, også en skadelig kriger, som bliver vældig vred og i sin vrede sparker med foden mod en brod? Han vinder ikke andet ved det, end at han får afløb for sin vrede til sin egen skade, så han enten må holde op med skam eller ødelægger sig selv på den.

Det er nu et meget bemærkelsesværdigt og trøstefuldt ord for de stakkels forfulgte kristne: at man med vished kan regne med, at den, der forfølger Kristus, sparker mod en spids brod. For enten skal foden blive lammet, eller der skal følge endnu større skade. Sådan skal det gå enhver, der raser mod Kristus. Mange store fyrster, og især paven og hans ugudelige flok, tænker, at de vil rive Kristus ned fra himlen, det vil sige: kvæle hans lære og ord. De går da også frejdigt til værks, forfølger og myrder de stakkels kristne, forbyder og brænder kristne bøger og finder på alt muligt for at hindre evangeliets lære. Men man skal snart få at se, hvordan det vil gå dem. Her siger Kristus, at det ikke er andet end «at sparke mod brodden eller spyddet». Et spyd er jo ikke lavet til, at man skal træde på det eller løbe imod det, men til at stikke og forsvare sig med. Og så vil de blinde folk springe op og sparke imod det med fødderne! Men Paulus har nok i denne advarsel og bliver nu straks en anden mand. Skælvende og bævende siger han: «Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?» [I Luthers tekst står ordene i ApG 9,6; i den græske grundtekst svarer ApG 22,10 til dem.]

Hvorfra den skælven og bæven kommer, behøver man ikke at spørge om. For han ville vel helt have fortvivlet og være død af sorg, hvis Herren Kristus ikke havde trøstet ham og rejst ham op. Han siger nu til ham: «Rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.»

Her skal man især lægge mærke til: Selv om Gud taler fra himlen med Paulus, vil han dog ikke afskaffe prædikeembedet eller gøre noget særligt for nogen. Han viser ham hen til byen, til prædikestolen eller sognepræsten; dér skal han høre og lære, hvad der er at lære. For vor Herre Gud vil ikke lade nogen vente på en særlig åbenbaring. Han giver sin dåb og sit evangelium til hele verden, til den ene lige så vel som til den anden. Dér skal man lære, hvordan man skal blive frelst, og ikke gå og vente på, om Gud vil gøre noget nyt for os eller sende en engel fra himlen. For han vil, at vi skal gå hen og høre evangeliet af dem, der prædiker det. Dér skal man finde ham, og ingen andre steder.

Sværmeånderne lader prædikeembedet ligge, sætter sig imens hen i en krog og venter dér på Helligånden. Men de kommer rigtig galt af sted: I stedet for den yndige lille due finder de en sort ravn, Djævelen selv. For hvorfor vil de tvinge vor Herre Gud til at lade dem se noget særligt? Paulus selv, som hører Herren Kristi egen legemlige røst og ord, og som skal blive den største prædikant, må ind i byen og høre Ananias. «Gå derhen», siger Kristus. Han vil ikke gøre noget særligt for ham, heller ikke undervise eller døbe ham ude på marken; han viser ham til Ananias inde i byen, hvor hans ord og dåb er. Og Paulus følger villigt, skønt han endnu ikke ved, hvor han skal hen, eller hvem der skal sige ham det. Så sender vor Herre Gud Ananias, som historien fortæller videre. Han prædiker for ham, døber ham og lægger hænderne på ham. Sådan kommer Paulus til kundskab om Kristus og om Ordet gennem Ananias. Af den lille svovlstikke må han få sit lys, skønt Ananias ikke var en finger mod Paulus, men som et lille lys mod solen.

Det skal man især lægge mærke til ved denne historie, så man lærer at holde prædikeembedet højt i ære. For her står det rent og klart, at Paulus, den store doktor, får forståelsen gennem den lille doktor, Ananias, så han straks træder frem og bliver en anden mand. Han gør mange tusind gange flere kristne, end han før havde udgydt blod, så disciplene selv ikke kan undre sig nok over, at den mand nu skal prædike sådan. Men jøderne bliver vrede over det og bliver gale og rasende. For ingen anden har gjort dem så meget ondt og med sin lære slået så stort et hul som Paulus.

Det er historien, en meget smuk helgenberetning. Derfor skal man også lære den med flid og lægge mærke til den, på grund af dette store under: at Kristi og hans kirkes store forfølger bliver omvendt sådan, at en ulv bliver til et blidt og uskadeligt lille lam. Det skal for det første tjene os til trøst og dernæst også til lærdom og belæring.

Trøsten viser den hellige Paulus selv i 1 Tim 1 med meget smukke ord, som enhver kristen burde kunne udenad:

«Jeg takker», siger han, «ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vores Herre, fordi han anså mig for troværdig og tog mig i tjeneste, skønt jeg tidligere var en gudsbespotter, forfølger og voldsmand. Men jeg blev vist barmhjertighed, fordi jeg handlede uvidende i vantro, og vores Herres nåde flød over sammen med tro og kærlighed i Kristus Jesus. Dette ord er troværdigt, for Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men derfor blev der vist mig barmhjertighed, for at Kristus Jesus kunne vise hele sin tålmodighed mod mig som den største af syndere, som et eksempel på dem, som vil komme til tro på ham til evigt liv. Men Gud, den evige konge, den uforgængelige, usynlige og eneste vise, være ære og pris i evighed, amen.» [1 Tim 1,12–17]

Her hører du, hvordan du skal trøste dig ved dette eksempel: Du skal lære, at Gud vil være nådig og gerne tilgive os vores synder og frelse os for Kristi skyld. For hvis han ikke ville have tålmodighed med syndere og ikke ville tilgive synd, hvor skulle Paulus så være blevet af? Eller hvad havde han fortjent? Han var jo ikke belæsset med små, ringe synder (jeg må nu kalde dem sådan, selv om de alle er dødssynder) mod den anden tavle, men med de højeste og største synder mod den første tavle.

Men her vidner Paulus selv, at «han blev vist nåde, for at Gud kunne sætte et eksempel i ham», så de stakkels syndere ikke skal fortvivle, men også tro på Kristus og lære at trøste sig ved hans godhed. For med vore egne gerninger er det tabt; selv kan vi aldrig nogen sinde hjælpe os. Men dette er den eneste hjælp: at vi holder os til Kristus og tror, at vi ved ham har syndernes forladelse. Denne trøst skal nu lyse for alle dem, der er belæsset med synder og har en ond samvittighed.

Ved siden af denne trøst er her også en vældig lærdom om, hvordan syndere skal forholde sig, når de bliver kaldet til nåde. For det er et fint eksempel på en ret kristen omvendelse. Det første er, at man ikke fortsætter i synden, men holder op og af hjertet angrer den. Det ser man hos Paulus: Så snart han bliver ramt af lyset, begynder han at skælve og bæve, og han ville ønske, at han aldrig var draget ud mod de kristne. Det kalder man en ret omvendelse: når hjertet bliver anderledes, og der følger en afsky for synden og uretten, som man før havde behag i. Derfor: Den, der vil komme til Guds nåde og ønsker at blive løst fra sine synder, han skal begynde her. Han skal erkende sin synd, ikke nægte den, ikke besmykke eller undskylde den, men have en ret, inderlig afsky for den. Det vil Gud have. Men vil man fortsætte i synden uden omvendelse, så må man vente hans vredes straf.

Men ved en sådan anger og sorg bliver man endnu ikke fri for synden. Dertil hører, at man tror evangeliet og trøster sig ved det, som er lovet os i evangeliet og i dåben. For syndernes forladelse står alene på Kristus. Sådan siger den hellige Paulus selv i ApG 26,19–20: Han var ikke ulydig mod det himmelske syn, og siden prædikede han for både jøder og hedninger, at de skulle gøre bod, omvende sig til Gud og gøre gerninger, der svarer til boden. «At gøre bod» kalder han at holde op med det onde og have anger og sorg over det; «at omvende sig til Gud» kalder han at tro på Kristus, at han er vores mellemmand, ved hvem vi har tilgivelse og det evige liv. Dertil skal der komme endnu et stykke: at man bærer bodens rette frugt eller gerninger, så enhver stræber efter lydighed mod Gud og bliver i sit kald. Det ser man også hos den hellige Paulus: Han vil det gerne af hjertet og spørger derfor og siger: «Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?»

På den måde skal også vi lære at forholde os ret: bekende vores synd og holde op med den, tro på Kristus og trøste os ved hans lidelse, og til sidst give os hen i ret lydighed mod Gud, så vi ikke ved ulydighed falder fra den store nåde igen og ved et ubodfærdigt liv kommer ind under Guds vrede igen. Det kaldes at følge Paulus’ eksempel ret, som er skrevet for os til trøst og lærdom. Derfor kan vi takke Gud for, at han har givet os sådan en fremragende mester, og bede ham om, at han vil bevare os i hans lære og også tage os til nåde og frelse os sådan. Det give os vor kære Herre og Frelser, Kristus Jesus. Amen.