Johannes Døberens halshugning (Mark 6,17–29)

Prædikener på Johannes Døberens halshugningsdag. Første prædiken over evangeliet Mark 6,17–29, holdt 1531

På Johannes’ dag har vi hørt om hans fødsel og hans embede, og hvor herligt og stort begge dele var. Hertil er det også nyttigt og godt at kende enden: hvad han fik for det, og hvordan verden lønnede ham for, at han begyndte den salige prædiken om syndernes forladelse og pegede med sin finger på Herren Kristus. Her er det første, man med rette kan undre sig over, at Lukas i det tredje kapitel fortæller, at Johannes begyndte at prædike og døbe ved Jordan i kejser Tiberius’ femtende år. Men det er også sikkert, at Kristus blev korsfæstet i Tiberius’ attende år. Så viser regnestykket, at Johannes – da han jo blev slået ihjel et godt stykke tid før Kristus – ikke engang har haft sit prædikeembede i halvandet eller to år.

Det er da en kort tid, og det rimer meget dårligt med den høje profeti, som englen før hans fødsel udtaler om hans embede: at mange skal glæde sig over hans fødsel, og at han skal gå foran Herren og berede ham vejen. For efter så stort et råb kommer der så ringe en gerning: den kære Johannes prædiker knap to år og gør endda ingen undere. Han døber kun og prædiker omvendelse, indtil han mister liv og lemmer for den prædikens skyld. Som vi hører i denne historie: for en hores skyld må han miste sit hoved så snigende, at man ikke halshugger ham offentligt, men i fængslet. Og det unge horetøs kommer pralende ind for gæsterne med hans hoved. Det er en jammerlig sag, at den fortræffelige mand skal miste livet på så skændig en måde.

Og hvad der er endnu mere at undre sig over: evangelisten siger, at Kristus ikke blev særlig vred over det. Da han hører det, siger han blot til sine disciple: «Lad os gå afsides til et øde sted.» Mere gør han ikke ved det end at trække sig tilbage; han vil ikke åbenlyst under Herodes’ herredømme bringe sig selv og sine i fare. Hvem vil nu tjene sådan en herre, der lader sin kæreste ven henrette så skændigt? Kalder man det at ære den hellige, store mand, som der efter Kristus aldrig er kommet magen til på jorden, at han kun skal prædike så kort en tid, ikke gøre et eneste under og til sidst omkomme så elendigt?

Nuvel, den, der vil være en kristen, og især en prædikant, kan her lære, hvordan Gud plejer at fare frem med sine børn og sine kæreste hellige. For det er ikke gået Kristus, Guds Søn, selv bedre. Han prædikede heller ikke meget længere end tre år, og så blev han naglet til korset. Det skadede ikke den hellige Johannes; for derved blev han hjulpet frem til saligheden og blev fri for al jammer. Men samtidig var det et tegn på en frygtelig vrede over jøderne. Når Gud så hurtigt tog denne fortræffelige prædikant fra dem, ville han vise dem, at han ikke havde noget godt i sinde med dem, men ville hjemsøge og straffe dem for deres synders skyld. Og sådan gik det også. For omtrent fyrretyve år efter fik jødedommen en ende, så præstedømmet, templet, gudstjenesten, regeringen, land og folk – det hele gik til grunde. Det havde de fortjent, fordi de myrdede profeterne, forfulgte Guds ord og blev ved i alle slags synder uden at forbedre sig.

Sådan har Johannes, den største prædikant efter Kristus, haft sit embede i meget kort tid – noget lignende læser man ikke om nogen profet eller martyr. Men som sagt var det et tegn på en stor vrede over jøderne. Det siger Esajas meget fint i Es 57: «Den retfærdige,» siger han, «går til grunde, og der er ingen, der tager sig det til hjerte. Hellige mennesker bliver revet bort, og ingen agter på det. For de retfærdige bliver revet bort før ulykken og kommer til fred og hviler i deres kamre; for de har vandret ret for sig.» Der står begge dele: når Gud tager fromme mennesker bort, betyder det intet godt for den øvrige flok, som de efterlader sig. For der er en ulykke på vej. Men dem selv skader det ikke; for de kommer fra uroen ind i roen, så de ligger i fred og har ro, mens verden har al ulykke med mord og blodsudgydelse. Sådan siger Herren også til den fromme kong Joshija i 2 Kong 22: «Jeg vil samle dig til dine fædre, så du bliver samlet i din grav med fred, og dine øjne ikke skal se al den ulykke, som jeg vil bringe over denne by.» Derfor tager de fromme ingen skade, når Gud kalder dem bort fra denne onde verden gennem døden. Men verden skal forskrækkes over det; for det er et varsel om, at det vil gå ilde.

Derfor har den hellige Johannes ikke bekymret sig ret meget om sin død. Da han ser, at Gud har ordnet det sådan med ham, har han nok sagt: Nuvel, kære verden, du brød dig ikke om det, da jeg prædikede omvendelse og Guds rige for dig. Du sagde ikke én eneste gang: Åh Gud, vær nådig, og hjælp os, så vi kan forbedre os! Du lo og gjorde nar af det. Nuvel, jeg går bort; men nu skal det vende sig for os to. Jeg har hidtil haft møje og arbejde; nu vil jeg i min grav og hvile der. Du har hidtil haft lykke og fået din vilje i alt og været ligeglad med Guds ord; nu skal du få ulykke og uro nok osv.

For vor Herre Gud lader sjældent sine profeter se den ulykke, som de prædiker om og advarer folk imod. Jeremias er næsten den eneste, der selv måtte se og opleve sin profeti med fangenskabet og Jerusalems ødelæggelse. De andre har Gud i reglen taget bort i forvejen, ligesom Johannes, så de ikke skulle se jammeren. Derfor skal vi ikke tage anstød af, at Gud farer sådan frem med sine hellige, som om han ikke kendte dem, som om han var ligeglad med dem, og lader verden huse, som den vil, som om den havde ret i alle ting. Det skader ikke de hellige; for de bliver hjulpet frem til deres hvile. Men verden hjælper sin egen undergang frem og samler sig Guds vrede, og derfor må den til sidst gå helt til grunde ved det. Lad os nu tage historien om hans død for os og se, hvordan det gik til.

Vi har hørt, hvilket kald den hellige Johannes havde: at han skulle prædike omvendelse og berede vejen for Herren Kristus. Dem, der nu erkendte sig som syndere og troede på Guds nåde og syndernes forladelse ved Kristus, som snart skulle åbenbare sig, dem døbte han ved Jordan, som et tegn på, at Kristus allerede var lige for hånden, og at deres synder skulle forlades dem ved ham. Derfor giver evangelisterne Johannes’ dåb det navn, at den var «en omvendelsesdåb til tilgivelse af synderne». Men hvordan han prædikede omvendelse, ser man i Luk 3: han straffede alt, hvad der var uret, hos hvem det end var, og formanede folk til at holde op og gøre sig rede til nåden; ellers ville Guds vrede og dom komme over dem.

Nu skete det, at kong Herodes levede i en offentlig, kendt forargelse. For han havde sin bror Filips hustru hos sig som sin ægtehustru, mens Filip endnu levede. Det var en utålelig sag for Johannes; for han skulle med sin prædiken straffe al forargelse og vende folk bort fra den – det var han kaldet til. Derfor gør han, som en from prædikant skal gøre: han lader sig ikke anfægte af, at Herodes er en stor konge. Men ligesom han straffede andre mennesker for deres synd og formanede dem til at holde op, sådan straffer og formaner han også Herodes og siger: «Det er ikke ret, at du har din brors hustru.» Det kunne Herodes ikke lide; og horen kunne endnu mindre lide det, for hun måtte frygte, at den prædiken kunne gå ud over hende. Derfor stræbte hun Johannes efter livet og ville gerne have slået ham ihjel; men hun kunne ikke. Herodes ville også gerne have gjort det; men han var bange, for han så og vidste, hvilket vidnesbyrd og ry Johannes havde hos alle. Derfor lod han ham gribe og sætte i fængsel, da Johannes ikke ville holde op med at straffe og formane, for at han ikke skulle blive straffet mere af ham.

Da Djævelen nu havde bragt Herodes og hans hore så vidt, at de var blevet Johannes’ fjender og lagde hånd på ham for Ordets skyld, driver han dem videre, så de måtte fortsætte, og de lagde denne plan: Da de jo hverken havde lov eller ret over for den fromme mand, var dette den nærmeste og bedste vej: Herodes skulle holde et stort gilde på sin fødselsdag. Når gæsterne så var allermest lystige, skulle Herodias’ datter danse for kongen og gæsterne og more dem. Så kunne det ikke slå fejl: alle ville synes godt om pigebarnet og rose hende. Så skulle kongen med en ed love pigebarnet, at hvad hun bad om, ville han give hende. Når pigebarnet så bad om Johannes’ hoved, havde hun det allerede i hus. For det sømmer sig for en konge, at han også holder, hvad han lover – især foran mange mennesker. Det er den vogn, som Herodes, hans hore og horebarnet sammen bygger og spænder for mod den fromme Johannes. Det gælder dem først og fremmest om at slå Johannes ihjel, og dernæst om at gøre det med et godt skin, så alle giver dem ret i sagen.

For det er et særligt lille stykke, som hænger ved alle kristnes, men især ved prædikanternes død: at man endda giver dem uret og spotter dem som kættere og Djævelens børn, der får, hvad de fortjener. Men deres fjender løber af med æren og kaldes fromme folk og den kristne kirke, der ikke kan fare vild eller gøre uret. Til det tjener Herodes’ ed ham også her, så alle siger: Nej, nej, han gjorde det nødigt mod Johannes, han ville gerne have undt ham et længere liv; men da han nu havde svoret, måtte han igennem med det; ellers ville han hellere have tabt mange tusind gylden osv. Du hellige Sankt Herodes, hvilken stor gudstjeneste gør du ikke, når du holder så fast ved din ed!

Men uden tvivl har farisæerne trofast rådet til og skubbet godt på vognen, så han endelig ikke skulle gå bag om sin ed, og sagt: Det var bedre at slå ti som Johannes ihjel end at bryde så dyr en ed. Sådan skal det gå: Kristus selv og siden alle hans hellige myrder man i Guds navn og til Guds ære, som Kristus siger i Joh 16,2: «Enhver som slår jer ihjel, skal mene at han dyrker Gud.» Det må vi lære og vænne os til, eftersom vi her ser, at det er gået de største hellige sådan.

Nu er klokken støbt, og der er bygget en sådan vogn mod den hellige Johannes, at intet menneske skal kunne give Herodes uret i, at han lader Johannes slå ihjel. Og som de havde lagt planen sammen, sådan går det også. Da kongen er allermest lystig med sine gæster, kommer horebarnet ind og danser en hofdans for gæsterne, og alle synes godt om det. Så farer kongen frem og sværger pigebarnet en ed: om hun så bad ham om det halve kongerige, skulle hun få det. Horebarnet løber i bare enfoldighed hen til moderen og spørger, hvad hun skal bede om. Moderen siger, at hun skal bede om Johannes’ hoved. Straks løber hun tilbage til kongen og siger: «Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens hoved på et fad.» Hun er bange, horebarnet, for at kongen skal fortryde det, eller at andre skal tale ham fra det; derfor vil hun have det straks på et fad i sin egen hånd. Sådan mister den kære Johannes sit hoved, uden nogen forudgående rettergang og dom, snigende, i fængslet, for en ond, slet, gennemfordærvet hores skyld.

Det er historien, så vidt Markus og Matthæus fortæller den. Det vigtigste her er, at vi skal lære to ting af den kære Johannes. Den første hører til prædikanterne: den, der er i prædikeembedet, skal ikke holde sit liv dyrt, men passe sit embede og frit og uden frygt straffe alt, hvad der er til forargelse. Det har Gud velbehag i, og som der står hos profeten Ezekiel, redder enhver da sin sjæl; ellers må han stå til regnskab for deres synder, som han ikke straffer, skønt han dog af embeds pligt burde gøre det.

Men nu ser enhver, hvor nødigt verden vil straffes, og hvor lidt den kan lide, at man ikke vil give den ret i alt. Og især kan de, der er noget særligt i kraft af embede, penge eller formue, ikke lide det; de bilder sig ind, at når de gør, hvad de har lyst til, så skal andre folk, og især prædikanterne, også sige, hvad der behager dem. Men hvor en prædikant mere vil se efter menneskers gunst, dér går det ham (som Aristoteles har en fin fabel om) ligesom harerne, der dristede sig til at prædike for løverne og gøre dem fromme; men før de rigtig fik åbnet munden, var de revet i stykker af løverne.

Det ser vi også her på Johannes. Herodes var aldeles ligeglad med, at Johannes døbte og prædikede omvendelse for alle; men da han går løs på ham og straffer ham for hans ægteskabsbrud og siger: «Du har ikke lov til at have din brors hustru,» da kunne Herodes ikke tåle det, men ville for sin magts og herligheds skyld være ustraffet. Og Johannes kunne for sin befalings og sit embedes skyld ikke lade det gå ustraffet hen. Så støder den stakkels lille hare og den grumme løve sammen, og den lille hare må lade livet. Det er den første lære: at man vænner sig til det og ikke lader sig skræmme.

Den anden lære hører ikke kun til prædikanterne, men til alle kristne: at vi især af dette eksempel her kan lære, at Gud ikke mener os ondt, selv om han lader os forfølge, komme under korset og lide al slags jammer. For Johannes er jo en sand ven af Gud og et kært barn. At Gud nu ser til og lader ham slå så skændigt ihjel, sker ikke i ond mening, sådan som fornuften dømmer. Det sker ham til det bedste: Kristus overdrager sin tjener riget, sådan som Faderen har overdraget ham det. Den, der nu gerne vil være i Kristi rige, må ikke vige tilbage for kors og død. For det er Herren Kristi testamente; og han, Kristus selv, er gået ind i riget på den måde.

Derfor er det et fint ord, som kirken synger i dag i sekvensen: Vicinus dignitate Christo fit et morte, nam morte turpissima damnatur sponsus; et sponsi amicum damnant recte morte turpissima: Johannes er efter Kristus den største blandt dem, der er født af kvinder. Ligesom han nu er Kristus nærmest i sit embedes værdighed, sådan er han også ham mest lig i døden. For når Kristus, Brudgommen, dør den mest vanærende død, så dør også Johannes, Brudgommens ven, med rette en vanærende død.

Derfor skal ingen gyse tilbage for den slags. Når det går sådan, skal man vide, at det går rigtigt, og at det ville være et dårligt tegn, hvis det gik anderledes. For dér står de fortræffelige, høje eksempler: først vor Herre Kristus selv, dernæst den hellige Johannes Døberen, og før dem de hellige profeter og efter dem de hellige apostle. De har alle udført deres embede på det trofasteste og har været vor Herre Guds kære små børn; og alligevel er de til sidst blevet lønnet sådan, at verden skændigt har gjort det af med dem.

Den løn skal du også lære at vente dig, hvis du da er en ret prædikant; eller også skal du lade prædikeembedet være. For riget er os ikke overdraget på anden måde end til vort hoved, Kristus Jesus; han måtte selv dø på korset. Johannes måtte så skændigt miste sit hoved for en hores skyld; imens sad Herodes til bords, holdt gilde og var ved godt mod, som om han nu havde klaret det godt.

Men Gud er langmodig og trækker straffen ud, selv om den til sidst ikke udebliver. Denne Herodes’ far, som man kalder Herodes fra Askalon, forfulgte Kristus, da han endnu lå i vuggen, og slog de uskyldige små børn ihjel. Gud så til, til hans tid kom; da straffede han ham med en svær, gruelig sygdom, så der voksede orm i hans krop, og intet menneske kunne blive hos ham for stanken. Men sådan en timelig straf er endnu intet mod den evige straf. Hans søn Herodes Antipas, som vi hører om i dag, myrdede Johannes for den hores skyld, som han havde hos sig, og tænkte: Når Johannes er væk, er der ingen, der vil genere mig mere. Men hvad skete der? Kejser Tiberius afsatte ham og sendte ham i landflygtighed til Lyon i Frankrig [det var kejser Caligula, i år 39], og dér døde han i stor elendighed og på jammerlig vis. Denne Herodes havde en brorsøn, som hed Herodes Agrippa. Han fulgte sin farfars og sin farbrors eksempel og slog apostlen Jakob ihjel. Men ligesom det tyranni var gået hans farfar og farbror, sådan gik det også ham. For Herrens engel slog ham, så ormene åd ham ligesom hans farfar, ApG 12. Sådan skal det gå tyrannerne.

Derfor skal man se på enden. Ved første øjekast ser det ud, som om det går Johannes meget ilde, mens det går Herodes, lige som han ønsker. Men ligesom Guds kærlighed skjuler sig hos den hellige Johannes, sådan skjuler Guds vrede sig hos Herodes. Men siden åbenbares begge dele: kærligheden bliver hos Johannes i evighed, og vreden bliver hos Herodes i evighed. Sådan ville tyrannen have det.

Derfor skal ingen gyse tilbage for lidelse og kors. Ingen skal misunde evangeliets forfølgere, at de sidder i ære og er store og mægtige. For korset og lidelsen er den eneste vej, ad hvilken du skal komme til Kristi arv og rige; og alle de hellige, ja, Kristus selv, er gået den vej. Hvem skulle så gyse tilbage for den eller klage over den? Og man ser, hvor hurtigt det vender sig for tyrannerne: deres lidelse kommer her, når dens tid er inde, og varer siden i evighed. Det vil Gud nådigt bevare os for og hellere lade os lide al slags skam, hån og jammer her på jorden sammen med den hellige Johannes Døberen, så vi kommer til Guds rige; som vor Herre Kristus siger, at det er os overdraget som ham, gennem kors og lidelse. Det give os vor kære Fader i himlen ved sin Helligånd for sin Søn Kristi skyld. Amen.