Juledag: 1. prædiken: historien om Kristi fødsel (Luk 2,1–14)

Prædikener på juledag, holdt i årene 1530–1534. Første prædiken: Om historien, hvordan Kristus blev født i Betlehem. Over evangeliet Luk 2,1–15

Denne højtid for vor kære Herre Jesu Kristi fødsel er først og fremmest indstiftet blandt de kristne af den grund, at man skal prædike historien og lære den godt, så den bliver siddende i hukommelsen hos de unge og hos menigmand, så de præger den ind i hjertet og lærer deres Forløser rigtigt at kende. For selv om man siger det hvert år, så kan man dog aldrig prædike den helt ud eller lære den helt til bunds. Vi vil derfor dele evangeliet i to stykker. Først vil vi fortælle historien så enkelt som muligt, sådan som den er gået til. Dernæst vil vi høre, hvad de kære engle prædiker og synger om den.

Det første stykke i denne historie er dette: Kristus er født netop på den tid, da jøderne og deres formue for første gang blev skattet under kejser Augustus. Dér er vor kære Herre Kristus allerede begyndt at regere i verden, om end i det skjulte. Og den store kejser Augustus må tjene ham med hele sit rige, om end uden at vide det, og med sin befaling give anledning til, at Jomfru Maria sammen med sin trolovede mand Josef rejser til Betlehem og dér bringer verdens Frelser til verden, sådan som profeterne havde forudsagt. Havde kejserens befaling ikke givet anledning til det, var Josef og Maria nok blevet hjemme. Men fordi Kristus skal fødes i Betlehem, må kejseren give anledning til det og på den måde tjene Herren Kristus ved hans fødsel – skønt hverken kejseren eller verden vidste noget om det. For verden er jo ond og troløs nok til, at den hellere ville have hindret det end fremmet det. Men Gud fører sit regimente sådan, at verden undertiden må gøre uden at vide det, hvad man aldrig kunne få den til, hvis den vidste det.

Nu har det været meget ubelejligt og tungt for jomfruen, som var tæt på at føde, at hun netop på den tid, midt om vinteren, måtte bryde op og rejse over land en lang vej til et fremmed sted, hvor hun var ukendt og ikke vidste af noget sikkert sted at tage hen. Og det er et tegn på, at der må have været stor fattigdom hos disse to små mennesker, at Josef ikke har kunnet skåne hende eller lade hende blive hjemme hos sin eller hendes slægt eller på anden måde sørge for hende, til hun havde født barnet. Nej, han ved ikke, hvor han skal lade hende være, og har ingen at betro hende til, og så må hun af sted med ham den lange, vide vej (for fra Galilæa til jødernes land, til Betlehem, er der lige så langt, hvis ikke længere, som hos os fra Sachsen til Franken). Begge to har haft deres lille smule gods med sig, og måske har Josef også haft et æsel med til hende. For de måtte indrette sig på at slå sig ned og bo i Betlehem, hvor de hørte hjemme efter deres stamme; det ville også have været bedre for dem, hvis de havde kunnet finde et sted. For indtil da havde jomfruens forældre og hun selv måttet bo i Nazaret, langt ude ved grænsen af jødernes land, som elendige fordrevne – på grund af deres fattigdom, og fordi kong Herodes forfulgte hele Davids kongeslægt og havde myrdet mange af den.

Da de nu kommer til Betlehem, og tiden netop er inde, da hun skal føde, så er intet som helst gjort klar. For hun finder ingen blandt dem alle, der vil kendes ved hende, ikke engang en husmor blandt så mange kvinder, der vil unde hende et lille kammer for sig selv eller et andet lille sted i et hus og være hos hende i den stund – ellers hjælper og tjener den ene kvinde jo gerne den anden, så godt hun kan. Nej, hun må blive med sin Josef i en åben stald, hvor fattige folks kvæg og andet blev sat ind, og her har hun intet gjort klar, ingen hjælp og ingen til at tjene sig ved denne fødsel. Og efter at hun har født, er der igen ingen, som for det lille spædbarns skyld tager hende ind til sig og skaffer hende et bedre sted eller et lille rum i en krog eller dog lader hende blive plejet og hjulpet en smule – bortset fra at Josef måske har fået fat i en skikkelig, fattig lille tjenestepige, som af og til har tændt ild for hende eller båret vand ind til hende. Og han har selv måttet hjælpe hende mest.

Og det tungeste for hende som mor er, at det lille spædbarn – som hun i troen ved er Guds Søn og den rette arveherre og konge over det jødiske folk – i sit eget folk og fædreland og i sin fader Davids egen by ikke kan få så meget godt, at han kunne låne en lille vugge eller en lille seng. Han har intet andet end hendes skød og krybben, svøbt i simple, fattige små klæder og svøb, så mange hun nu har kunnet have med; så hyrderne af englen ikke bliver vist andre steder hen end til den krybbe, hvor man ellers ikke ville lede efter barnet af selv den mest elendige og fattige kvinde i byen. Dér har hun i kulden måttet varme barnet ved et lille kulbål og bade det, og når det skulle sove, og hun ikke kunne holde det i sine arme eller sit skød, har hun måttet lægge det på et lille bundt hø og dække det med sit lille slør, sin kappe eller hvad hun nu havde.

Det er kort fortalt historien, som evangelisten uden tvivl så nøje har villet male for os – vi som ellers er så kolde – for at se, om den dog kunne varme vort hjerte en smule, når vor Frelser er født så elendigt ind i denne verden. Betlehem havde vel fortjent, at byen dengang var sunket ned i helvedes afgrund, når den ikke viser sin Frelser så meget ære, at den låner ham et dejgtrug til vugge eller en bænkehynde til hovedpude. Hans vugge er først hans kære mors skød, dernæst krybben eller kokrybben. Sådan vugger man dette barn i søvn. Den fattige barselskvinde må, hvis hun ikke vil fryse, dække sig med sin lille kappe og de andre ringe småting, hun har haft med; for her er ingen, der vil låne barn eller mor noget, tjene dem eller hjælpe dem med det mindste.

Fy, skam dig, du skændige Betlehem, at du stiller dig så hård og ubarmhjertig over for din Frelser, at du ikke engang viser ham den mindste tjeneste! Du havde jo fortjent mere end Sodoma osv., at svovl og ild var regnet ned fra himlen og havde udslettet dig til grunden. For selv om Jomfru Maria havde været en tiggerske eller, med respekt at melde, en uærlig kvinde, der havde sat sin ære over styr, så burde man dog i sådan en nød og stund have været villig og beredt til at tjene hende – eller i hvert fald ikke have ladet det lille barn ligge så elendigt hos kvæget. Ja vist, det bliver der ikke noget af! Dette lille barn må svøbes i små klæder og lægges i en krybbe, for at det dog også kan have et sted at være og have sin ære på jorden. Sådan skal denne Herre tages imod på jorden, mens de andre lever i sus og dus, æder og fråser og driver stor pragt med smukke klæder, herlige huse osv.

Dette være sagt om det første stykke af historien. Den er skrevet sådan for os, for at vi skal lære at fatte dette billede i hjertet: hvor elendigt vor kære Herre Jesus er født ind i denne verden – og aldrig glemme det, især fordi vi i englens prædiken hører, at det er sket til gavn for os. For her ser vi Guds høje, underfulde gerning: at han for den elendige, fattige menneskeslægts skyld også har ladet sin enbårne Søn tage menneskelig natur på sig og blive et sandt menneske, som skulle tage al svaghed og elendighed, ja, også vore synder (dog uden egen synd) på sig og blive et offer for dem. Det er sket, for at vi skal lære at takke og love Gud for en så herlig velgerning: at vi arme, elendige, ja, fordømte mennesker i dag er kommet til så stor ære, at vi er blevet ét kød og blod med Guds Søn. For netop den evige Faders evige Søn, ved hvem himmel og jord er skabt af intet, han er, som vi hører, blevet et menneske og født ind i denne verden ligesom vi – bortset fra at det med ham er gået til helt uden synd. Derfor kan vi nu rose os af, at Gud er blevet vor bror, ja, vort kød og blod. Denne store ære er ikke vederfaret englene, men os mennesker. Og selv om englene er herligere skabninger end vi, så har Gud dog æret os mere og højere og er kommet nærmere til os end til englene, eftersom han ikke er blevet en engel, men et menneske. Hvis vi mennesker nu tænkte rigtigt over det og kunne tro det af hjertet, så skulle en så uudsigelig nåde og velgerning fra vor kære Herre Gud sandelig give os en stor og høj glæde og drive os til at takke Gud af hjertet for det, elske ham og gerne rette os efter hans vilje.

I pavedømmet fortalte man en historie: Djævelen skulle engang være kommet ind i en kirke til messe. Og da man i bekendelsen af den kristne tro (som man kalder Patrem [den nikænske trosbekendelse, som koret i messen sang fra ordet «Patrem»]) sang ordene Et homo factum est [i messens trosbekendelse: factus est], Guds Søn er blevet menneske, og folk blev stående og ikke knælede, så slog han en af dem på munden, skældte ham ud og sagde: Din grove slyngel, skammer du dig ikke over at stå der som en stok og ikke falde ned af glæde? Hvis Guds Søn var blevet vor bror, som han er blevet jeres, så vidste vi ikke, hvor vi skulle gøre af os selv af bare glæde.

Jeg tror ikke, at det er sandt; for Djævelen er alt for fjendsk mod os og mod Herren Kristus. Men det er sandelig sandt: Den, der har digtet det, har haft en høj ånd og godt forstået den store ære, der er vederfaret os ved, at Guds Søn er blevet menneske. Ikke som Eva eller Adam, der blev gjort af jord; nej, han er i endnu nærmere slægt med os, eftersom han er født af Jomfru Marias kød og blod ligesom andre mennesker – bortset fra at hun, jomfruen, var alene om det og var helliget ved Helligånden, uden synd, og har undfanget denne velsignede frugt af Helligånden. Ellers er han helt lig os og en rigtig, naturlig kvindesøn.

Adam og Eva er ikke født, men skabt. Adam har Gud gjort af jord, kvinden derimod af hans ribben. Men hvor meget nærmere er Kristus ikke os, end Eva var sin mand Adam, eftersom han i sandhed er vort kød og blod? Den ære burde vi regne højt og præge godt ind i vore hjerter: at Guds Søn er blevet kød, og at der slet ingen forskel er mellem hans kød og vort, bortset fra at hans kød er uden synd. For han er undfanget af Helligånden, og Gud har fyldt Jomfru Marias sjæl og legeme med Helligånden, så hun har undfanget og båret Herren Jesus helt uden synd. Ud over det har alt ved ham været naturligt som ved andre mennesker: Han har spist og drukket, har været sulten og tørstig og har frosset ligesom andre mennesker. Sådanne og lignende naturlige skrøbeligheder, som på grund af synden er gået i arv til os, har han, der var uden synd, båret og haft ligesom vi, som Paulus siger: «Han er blevet os mennesker lig i alt og fundet som et menneske i al sin færd og væsen» [frit efter Fil 2,7].

Dér har den høje, evige, herlige majestæt i sandhed ydmyget sig dybt og steget ned. For han kunne godt være blevet menneske på den måde, som han nu er i himlen, hvor han har kød og blod ligesom vi, men ikke lever dette fattige, svage, skrøbelige liv, som vi lever på jorden. Det kunne han godt have gjort fra begyndelsen, og det ville endda have været en stor ydmyghed og en stor ære vist mod menneskeslægten. Men det har han ikke villet. For han ville vise, hvor stor og inderlig en kærlighed han har til os: at han netop har taget denne vor elendige natur på sig for at tage vor synd (som har fordærvet naturen) og døden, der ved synden hersker over os, bort fra os og på den måde gøre os lig sit herlige legeme, som han nu har. Så kan vi glæde os over det, trøste os ved det og rose os af det: at vi har en bror i himlen (som er Guds Søn selv), som vi kan, ja skal kendes ved som vort eget kød og blod. For den, der ikke kendes ved ham og ikke lader denne glæde komme ind i sit hjerte, er et ulykkeligt menneske.

Det er altså grunden til, at denne historie bliver prædiket hvert år: for at ethvert ungt hjerte kan præge det ind i sig, takke Gud for det og sige: Nu er der, Gud ske lov, ingen nød med mig; for jeg har en bror (Guds Søn), som er blevet ligesom jeg. Hvorfor han er blevet det, og hvad han har villet udrette med det, skal vi høre mere om bagefter. For det kan jo ikke være sket af nogen anden grund, end at han skulle redde os fra synden og den evige død, som vi før lå i. Men nu taler jeg alene om hele menneskeslægtens store, høje ære, som vi med sandhed kan rose os af og skal være glade for: at Guds Søn er blevet menneske. Den ære kan alle mennesker rose sig af. Men de kristne har dernæst noget højere: at de også skal nyde denne ære i evighed. Dette lille stykke skal vi først lægge mærke til i denne historie.

For det andet tjener dette herlige, høje eksempel os også til noget. Kristus, Guds Søn, har ydmyget sig så dybt og vendt al sin ære mod vort fattige kød; den guddommelige majestæt, som englene skælver for, har steget så langt ned og går omkring som en fattig tigger; deroppe i himlen tilbeder englene ham, hernede på jorden tjener han os og lægger sig i vort mudder. Når nu, siger jeg, Guds Søn har gjort det, så lad også os gerne lære at være ydmyge, ham til pris og ære og af taknemmelighed, og efter hans ord tage vort kors op, som han har lagt på os, lide al slags trængsel og på den måde følge ham. For hvad kan det skade os, eller hvorfor skulle vi skamme os over at lide? Vor kære Herre har jo lidt frost, sult og bekymring og al slags elendighed og nød. Men især gik det elendigt og fattigt til, som sagt, da han kom til jorden og blev født. Der var hverken stue eller andet kammer, hverken pude eller sengetøj; han måtte ligge i en krybbe foran køerne og okserne. Når nu din kære frænde, ja, din bror, himlens og jordens og alle skabningers Konge, lægger sig så elendigt dér, fy skamme dig da: Hvorfor vil du være så fornem og slet ikke lide noget? For se dog, hvem du er! Er det ikke sandt, at du er en fattig synder, der ikke er bedre værd end at ligge på en hørhegle? Og alligevel ligger du dér i bløde senge, mens din Herre ligger på hårdt strå og i krybben – og så vil du endda klage over stor lidelse og være utålmodig.

Men er det ikke en ærgerlig sag med os? Vi ser her, i hvilken ydmyghed og fattigdom vor Herre Jesus ligger for vor skyld; og vi vil være junkere, bruge løs og intet lide – ja, oven i købet blive vrede og knurre af lutter hovmod og utålmodighed, når også vi skal lide en smule. Men det rimer dårligt, at vor Herre og Frelser bliver født i sådan elendighed og fattigdom til gavn for os og oven i købet dør for os på korset osv., mens vi dovne slyngler altid skulle sidde i god ro og fred. Nej, det går slet ikke: «En discipel er ikke over sin lærer eller en tjener over sin herre» osv., siger Kristus [Matt 10,24].

Derfor skal vi lære dette godt og tænke alvorligt over det. For det første: til hvilken ære vi er kommet ved, at Kristus, Guds Søn, er blevet menneske. For det er sådan en ære, at var man en engel, kunne man ønske, at man var et menneske, så man også kunne rose sig: Mit kød og blod sidder over alle engle. Derfor skal vi mennesker med rette prise os lykkelige. Gud give, at vi forstår det, tager det til hjerte og er Gud taknemmelige for det. For det andet skulle vi flittigt se på Kristi eksempel: hvad han, som er herre over alle herrer, har vist os arme mennesker ved sit første komme, og hvad han har lidt for vor skyld. Det ville bevæge os og drive os til også af hjertet gerne at hjælpe og tjene andre mennesker, selv om det faldt os tungt, og vi også måtte lide for det. Dertil hjælpe os Gud med sin Helligånd ved vor kære Herre Jesus Kristus. Amen.