Juledag: 2. prædiken: englens prædiken for hyrderne (Luk 2,1–14)

Den anden prædiken på juledag, over evangeliet Luk 2,1–15: Hvad englene prædiker og forkynder for hyrderne om denne historie osv

Nu har vi hørt dagens historie: hvordan Kristus Jesus, Guds Søn, er født ind i denne verden, og hvad vi skal lære af det. Da det nu var sket i Betlehem, fortæller evangelisten, hvordan en engel fra himlen kom med et herligt, stort lys til nogle hyrder, som lå ude på marken i nærheden ved deres folde, og prædikede for hyrderne om denne fødsel med disse ord: «Frygt ikke, for se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. For i dag er der født jer en Frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette skal I have som tegn: I skal finde et barn, der er svøbt og ligger i en krybbe.»

Det er den første prædiken om dette nyfødte lille barn, vor Herre Jesus, og den er bragt ned til os på jorden af englene fra himlen. Derfor er den også værd, at vi lærer den med flid og endelig vogter os for at tro, at vi kan den til bunds. For selv om man prædiker den hvert år, ja, hver dag, så bliver vi alligevel aldrig færdige med at lære den her på jorden.

Men denne engleprædiken var meget nødvendig. For om Kristus så var født tyve gange, så havde det alligevel været forgæves, hvis vi ikke skulle have vidst noget om det. For hvad hjælper det en mand at have en skat i huset eller i kælderen, når han ikke ved noget om den? Den kan hverken give ham lyst eller glæde. Som ordsproget siger: Ignoti nulla cupido [«Det, man ikke kender, begærer man ikke»] – en skjult skat er en unyttig skat; man går hen over den som over skidt på gaden, ingen bryder sig om. Sådan er det også her med denne hellige fødsel, der er så fuld af glæde. Havde Gud ikke ladet den prædike ved de kære engle og ellers og åbenbaret denne skat for folk, så kunne ingen have begæret den skat, endsige nydt den; ingen var blevet glad for den. Grunden er: Hvad man ikke ved, rører en ikke; det giver hverken lyst eller ulyst, men er, som om det aldrig havde været, eller som om det aldrig skulle blive til noget.

Derfor er det et af de vigtigste stykker i dagens evangelium, at englen med sin prædiken åbenbarer denne fødsel og viser os denne skat, så vi ikke bare går forbi, mens skatten ligger lige foran os, og alligevel intet ved om den og hverken glæder os ved den eller trøster os ved den. Derfor begynder englen sin prædiken netop med det og vil vække os, så vi får øje på denne vores høje skat, og han siger: «Jeg forkynder jer en stor glæde.»

Det er meget velvalgte ord. Hyrderne er blevet meget forskrækkede over det store lys og den store glans, som over noget, de aldrig havde set magen til: at himmel og jord i ét øjeblik midt i den mørke nat blev fuld af lys og lutter ild. Det ser englen, og derfor taler han glad til dem og siger: «Frygt ikke.» Som ville han sige: I har ingen grund til at være bange. At I er bange, er et sikkert tegn på, at I endnu ikke ved noget om den ædle, dyrebare skat, som Gud har givet jer. Ellers ville I ikke være bange; nej, I ville glæde jer af hjertet og være ved godt mod. For det er netop derfor, jeg kommer: for at forkynde jer en stor glæde, en stor gerning og et stort under. Får I det rigtigt ind i hjertet, så må I blive glade over det og få en stor og overstrømmende glæde.

Englen er altså først og fremmest optaget af at holde en prædiken, der bider sig fast og ikke er forgæves, men udretter det, den skal. Derfor siger han ikke: Jeg forkynder jer en stor, mærkelig og forunderlig gerning eller historie – for så kunne de ikke vide, om de skulle tage sig af den eller glæde sig over den. (For som fattige, ringe folk kan de ikke forestille sig, at når der sker eller bliver sagt noget særligt og storslået, så skulle det angå dem, eller at Gud ville gøre noget stort hos dem.) Nej, «jeg forkynder jer», siger han, «og bringer jer» lutter glæde – og ikke en lille glæde, men «en stor glæde». Og den glæde handler ikke om stor rigdom, magt, frihed eller et roligt og behageligt liv på jorden, men om en ny fødsel. Det er ikke en af de almindelige, gamle fødsler, som når alle kejsere og konger bliver født; for ingen af deres fødsler er til trøst og frelse for en anden i hans nød (for vi bliver alle født i synd og til døden). Nej, jeg taler om en ny, trøstefuld, glædelig fødsel: «at der er født jer en Frelser». Den fødsel alene skal og kan give jer en rigtig stor glæde. Og det er derfor: Djævelen har ved synden kastet os mennesker meget dybt ned og ført os ind i en gruelig stor elendighed. Vi sidder ikke bare fast i arvesynden og har den evige død over os; vi må også hver dag her i verden vente os alle mulige og utallige ulykker fra ham, så næsten ingen er sikker for ham et eneste øjeblik, hverken på liv eller gods. Han regerer jo i verden med lutter mord, forfølgelse af de fromme, løgn, bedrag, røveri, tyveri osv. Oven i al den elendighed kommer også den, som evangeliet tit fortæller om: at han også farer legemligt ind i folk og gør dem gale og vanvittige. Jeg vil slet ikke tale om den åndelige skade, han gør ved falsk lære: Han fylder folk med vildfarelse og vanvid og med foragt for Guds ord og får dem til at rase og storme mod sandheden. Ligeledes fylder han dem med hovmod, gerrighed, grov utugt, had, misundelse osv. Så man med sandhed kan sige, at sådan et menneske ikke er andet end Djævelens stinkende lokum. Så skændigt har han ved synden ødelagt os mennesker, at vi her på jorden ikke kan have en bid brød i fred for ham. Vi må finde os i, at han plager os på legeme og sjæl, og oven i det har vi Guds vrede og den evige død over os. Det må man kalde et forfærdeligt, jammerligt og gruligt djævlerige.

Og dog: Når vi tænker rigtigt over det og vejer det ene op mod det andet, så kan al den elendighed, vi har fra Djævelen, på ingen måde sammenlignes med den herlighed, den dyrebare skat og den glæde, som englen prædiker om, når han siger: «Frygt ikke, jeg forkynder jer en stor glæde, der er født jer en Frelser.» Med den prædiken ville englen gerne vende vores øjne og hjerter bort fra al Djævelens elendighed og i stedet pege dem hen på dette lille barn. Han ville regne det for en kostelig og gavnlig prædikants gerning, hvis han kunne få os så vidt, at vi rigtigt så på denne Frelser og lærte at kende ham som vort eget kød og blod. Og det er helt sikkert sandt: Hvis det kunne lade sig gøre, at dette yndige, glade billede rigtigt gik et menneske til hjertet, så ville trøsten og glæden over denne vor Frelser umådelig langt og højt opveje al den elendighed og skade, vi har fra Djævelen – selv om det er en stor og evig skade.

Vil vi altså overvinde Djævelen med al hans gift og vrede, helvede og død, og være sikre for ham, så må det alene ske ved dette søde syn og troens trøst, som englen prædiker om, når han siger: «Der er født jer en Frelser.» Falder det syn rigtigt ind i hjertet, så er slaget allerede vundet. For med det vil englen præge disse tanker ind i vores hjerte: Djævelen har skændet og besat mig og alle mennesker slemt og kastet os ind i Guds vrede og den evige fordømmelse – det er desværre sandt. Men så stor er den skade ikke; den skat, Gud har givet mig, er usigeligt større. Gud, min Herre, nøjes nemlig ikke med at tage menneskeslægten i besiddelse eller bo i den, sådan som Djævelen plejer at besætte menneskene. Nej, han bliver selv sandt menneske, så Gud og den menneskelige natur bliver én person i Kristus. Så nær kan Djævelen ikke komme et menneske. For selv om han besætter et menneske, så bliver mennesket dog menneske og Djævelen djævel, og de er to forskellige personer og naturer. Guds Søn derimod har taget den menneskelige natur på sig, så jeg med sandhed kan sige: Dette menneske er Gud, og Gud er menneske i én udelt person.

Derfor er vor kære, nådige Gud i himlen af usigelig kærlighed og barmhjertighed mod menneskeslægten kommet meget nærmere ind i denne elendige natur, som Djævelen har foragtet, plaget og skændet til det yderste; han er kommet meget dybere ind i vores kød, end Djævelen kan komme. Djævelen kan nok besætte og pine et menneske, men han kan alligevel ikke blive menneske i én person med det; naturerne forbliver altid adskilt. Men ved dette lille barns glade fødsel er Gud forenet med vores menneskelige natur i én person, og Guds Søn er i sandhed vort kød og blod, født af Jomfru Maria på naturlig vis, ligesom jeg og du – bortset fra, at han er undfanget af Helligånden uden mands sæd og ikke har fået den lede Djævels gift med, men har et helt og aldeles rent og uskyldigt kød og blod. Bortset fra dette ene stykke, at vores kød er urent og syndigt, er han et menneske ligesom jeg og du. Han måtte spise, drikke, sove og vågne, sådan som andre mennesker må efter deres natur. Som Sankt Paulus siger: «Han viste sig i skikkelse som et menneske», så enhver, der hørte eller så ham, måtte sige: Det er et sandt, naturligt menneske og ikke et spøgelse. For han har hele dette naturlige livs art og gerning i sig.

Se, det er en skøn, himmelsk engleprædiken. Englen forkynder os lutter glæde og trøst over denne fødsel og vil gerne gøre den høj og stor. Han vil indprente os den overvældende store ære, der er vist os ved denne fødsel, og ligefrem gøre os stolte af den i troen og den inderlige trøst. Men samtidig må der være en rigtig dyb ydmyghed, når vi erkender vores elendighed og vores nød og betænker Guds umådelig store nåde og kærlighed mod os, som er uværdige og har været Djævelens ejendom. For dette er jo, hvad han vil sige: Åh, vær nu bare glade og ved godt mod, kære mennesker! I har en overmåde høj og dyrebar skat, og I har fået en ære og herlighed uden mål, efter al den skam og vanære, Djævelen har påført jer. For nu har I oplevet et menneske, som er jeres kød og blod og dog sand Gud, majestætens Herre, over alle engle og skabninger. I har fået rigelig og rundhåndet erstatning for den elendighed og hjertesorg, Djævelen har hængt på jer. Ved denne guddommelige gerning er I blevet hævnet højt over den lede ånd og æret langt højere, end han før kunne skænde jer og gøre jer til ingenting; ja, I er ophøjet endnu højere, end vi engle er. Det skal I med rette trøste jer ved; se nu bare til, at I tager det til hjerte og er glade. Ja, I kan slet ikke glæde jer så højt og så meget; skatten og grunden til glæden er endnu meget højere og større. Alt på jorden, som I mennesker kalder stort, er intet imod den, så den simpelthen må hedde – jeg ved ikke at kalde den andet – en stor glæde. For det skal være en uendelig, evig, umådelig glæde, der opvejer al højde og størrelse og alt timeligt og forgængeligt, og som ikke kan nævnes med et højere ord end ordet stor.

Nu burde vi jo også lære at tro denne prædiken. For her hører vi jo en fremragende prædikant, som forstår denne høje, store Guds gerning rigtigt og også kan tale rigtig godt om den. Han ved godt, hvor stor en skade Djævelen har gjort; men han ser også og bekender hermed, hvordan vi fattige mennesker ved dette lille barns fødsel er æret højt og langt over englenes natur.

Efter sin skabte natur er Djævelen også af samme væsen som englene. Men han er faldet ned fra sin første herlighed ved hovmod, ind i fjendskab mod Gud, og har (som apostlen Judas siger i sit brev) ikke bevaret sin plads. Siden har han også fordærvet menneskeslægten, så han hverken vil eller kan omvende sig til Gud eller blive forsonet med ham. De andre hellige engle, som er blevet i deres renhed og lydighed, har ikke selv brug for denne velgerning. Og selv om de ikke har den ære, at Guds Søn har antaget deres natur, så misunder de os den alligevel ikke; nej, det er deres største glæde, at vi er kommet så vidt og ikke længere er Djævelens ejendom, men er blevet Guds børn og medarvinger med Guds enbårne Søn, så de nu kan være vore kammerater og vi deres. De skammer sig ikke over at skulle prædike det for de fattige hyrder og for hele verden; nej, de regner det også for deres egen salighed og gør det med hjertens glæde og lyst. De nøjes ikke med at lade én prædike det, men efter prædikenen synger de glade og højlydt om det i store skarer og hærskarer; de ville så gerne, at himmel og jord blev fulde af denne glæde.

Hvis vi nu rigtigt betænkte det og tog det til hjerte, så burde vi mennesker elske og agte hinanden af hjertet, selv om vi ellers ikke fik andet ud af det. For jeg taler endnu ikke om den nytte og brug, som englen taler om i de følgende ord: «Der er født jer en Frelser»; jeg taler kun om æren. Ja, hvis den rigtigt gik os til hjerte, så ville vi aldrig nogensinde kunne være fjendtlige mod noget menneske. For hvem ville dog være fjendtlig mod eller gøre ondt mod det billede, som har legeme og sjæl ligesom min og din Gud? Burde vi så ikke for den æres skyld, som Gud har vist os, også elske alle mennesker og gøre dem alt godt?

Englene er jo skabt som en langt herligere skabning end vi mennesker; det har Gud ikke set på, og han er ikke blevet en engel. Desuden er englene også uskyldige, rene og hellige ånder, som ikke er faldet, sådan som de andre engle og vi fattige mennesker er. Så kunne det se ud, som om det havde været rimeligere, at Gud var blevet en engel. Men hvad gør han? Han tager den ringe, fattige skabning på sig, som sidder fast i synd, i Djævelens rige og under dødens magt, og som Djævelen plager og skænder til det yderste. Det må man da kalde at stige dybt ned. Skulle det så ikke blødgøre os, så vi elskede hinanden af hjertet og ikke foragtede og misundte hinanden osv., men viste hinanden al kærlighed og venskab for den høje æres og herligheds skyld, som vi er ophøjet til i denne Frelser, Guds Søn?

Nogle af kirkefædrene, og især Bernhard af Clairvaux, har haft den tanke, at da Djævelen i himlen så, at Guds Søn skulle blive menneske, så fattede han af den grund misundelse mod menneskene og had mod Gud, fordi Guds Søn ikke hellere ville blive en engel end et menneske; og sådan faldt han ned af hovmod og misundelse. Det kan nok være en god tanke, og man kan godt slutte netop ud fra denne Guds gerning, at Djævelens fald må have været en synd mod Guds Søn. Men med det har de kære fædre dog villet vise den store ære og overvældende velgerning, som er overgået os ved, at Gud er blevet menneske og har taget netop det fattige kød og blod på sig, som vi fattige mennesker har – vi, som Djævelen ved synden havde forgiftet og besat, og som var overgivet til døden for syndens skyld.

Hvor ulykkelige må de mennesker da ikke være, som ikke ved noget om den ære? Men endnu mere ulykkelige er de, som hører af englene, apostlene eller andre prædikanter, at Gud så nådigt har besøgt den menneskelige natur, taget den på sig og sat den over alle skabninger – og så ikke bryder sig om det og ingen glæde har af det. Ja, ulykkelige må de visselig være, som ikke mærker det og slet ingen trøst og glæde har af det. Men hvad skal man så sige om dem, som endda spotter, fordømmer og forfølger denne salige lære?

Når en af mange brødre bliver en stor herre, hvor glade bliver de andre brødre så ikke? Hvor kan de dog ikke trøste sig ved det! Det ser man på Josefs brødre i Første Mosebog, da han giver sig til kende for dem. Og det er sandt: Det er en naturlig og stor glæde. Men hvordan kan det så være, at vi ikke også glæder os over denne usigelige ære og herlighed, og at det ikke vil gå os sådan til hjerte, at vi lover og takker Gud for, at Guds Søn er blevet vort kød og blod og nu sidder deroppe ved Guds højre hånd som en Herre over alle skabninger?

Den, der rigtig kunne præge dette ind i sit hjerte, han måtte jo for det køds og blods skyld, som sidder deroppe ved Guds højre hånd, holde af alt kød og blod her på jorden og slet ikke længere kunne være vred på noget menneske. Ja, den spæde menneskenatur i Kristus, vor Gud, skulle med ét blik med rette fylde alle hjerter med en sådan glæde, at der aldrig nogensinde kunne komme en vred eller uvenlig tanke ind. Ja, ethvert menneske skulle næsten bære det andet på hænderne af lutter glæde, for dette vort køds og blods skyld. Og videre: Den, der rigtig havde fattet dette billede i sit hjerte, at Guds Søn er blevet menneske, han kunne jo ikke vente sig noget ondt af Herren Kristus, men kun alt godt. For jeg ved jo godt, at jeg ikke gerne er vred på mig selv eller ønsker at gøre mig selv noget ondt. Men nu er Kristus netop det, jeg er; han er også et sandt menneske. Hvordan skulle han så kunne mene det ondt med sig selv, det vil sige med os, som er hans kød og blod? Kort sagt: Hvis denne menneskevordelse, at Guds Søn blev menneske, rigtig var præget ind i hjertet, så ville den jo give lutter glade hjerter og samvittigheder og på et øjeblik få alle de forfærdelige eksempler på Guds vrede til at smelte og forsvinde, som syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og andre. Alt det måtte forsvinde i ét eneste blik, når vi med troende hjerte tænkte på dette ene menneske, som er Gud, og som har æret den fattige menneskenatur sådan. For i dette billede kan jeg jo ikke se andet, der kan have bevæget ham til at tage menneskenaturen på sig, end lutter høj, uudsigelig kærlighed til os, som før lå under Guds vrede, fordømt til den evige død.

Men er det ikke helt ulykkelige mennesker, som sagt, der hører dette og alligevel ikke agter på det, men lader sådan en skat ligge og imens tænker på, hvordan de kan fylde kisterne med penge, bygge prægtigt og leve i stor pragt, og så foragter, misunder og hader deres næste osv.? Det gør den lede Djævel. De, som ikke agter Guds ord, giver ham plads, så han blænder deres hjerter, og de ikke kan få et eneste glimt af den glæde, som englen her prædiker om.

Det er nu det ene stykke, som skulle bevæge os til stor glæde og salig stolthed: at vi er æret sådan over alle skabninger, også over englene, så vi i sandhed kan rose os: Mit eget kød og blod sidder ved Guds højre hånd og regerer over alt. Den ære har ingen skabning, heller ikke nogen engel. Det skulle dog være en bageovn, der smeltede os alle sammen til ét hjerte og tændte sådan en ild iblandt os mennesker, at vi elskede hinanden af hjertet. Men dér har den lede Djævel, som sagt, sit blændværk: Vi hører det i kirken, og bagefter tænker vi ikke videre på det, men glemmer det snart. Han ødelægger denne glæde for os med andre tanker og bekymringer, så vi ikke lukker dette billede inde i vort hjerte, som vi burde. Havde vi ikke mere end denne ære, så skulle vi springe og danse af glæde.

Men ud over denne naturlige glæde over en sådan ære og herlighed kommer nu også det, som englen siger videre: at dette barn, Jesus, også vil være vor Frelser. Det er det vigtigste stykke, og det udtrykker den rette grund til, at vi skal være glade. Også her er der ulykkelige mennesker, som hverken hører eller ved noget om det; men, som også sagt, langt mere ulykkelige er de, som hører og ved det og alligevel ikke agter på det. For disse ord skulle smelte himmel og jord og gøre døden til lutter sukker for os og al ulykke – og den er der dog utallig meget af – til lutter kostelig malvasier. For hvilket menneske kan dog tænke det til ende, at Guds Søn er født os som menneske for at være vor Frelser? Den skat giver englen ikke alene hans mor, Jomfru Maria, men os mennesker alle: «Jer, jer,» siger han, «er Frelseren født, som er Kristus, Herren.» For englen taler med hyrderne; de var jøder og kendte udmærket ordet (Kristus) på deres sprog: at det betyder en konge og herre. Men dér tog de fleste jøder fejl, for de tænkte, at han skulle være herre og frelser i det legemlige regimente. Det var ikke meningen. Englen ser på noget højere, når han siger: «Jer er Frelseren født.» Som ville han sige: I har hidtil været Djævelens fanger; han har plaget jer med vand, ild, pest og sværd – og hvem kan regne al ulykken op? – men allermest med denne evige jammer, synd og død. Dér ligger I stakkels mennesker under hans tyranni. Sjælen forfører han med løgn, og den er utallige gange mere skadelig, end nogen pest nogensinde kan være for legemet. Og det stakkels, fattige, svage legeme har heller ingen ro for ham. Og når han så har plaget sjæl og legeme her på jorden, så venter den evige død endnu bagefter. Jer nu, siger englen, som ligger fanget med sjæl og legeme under denne skadelige, onde, giftige ånd, som er verdens fyrste og gud, uden frelse og hjælp – jer er denne Frelser født.

Ja, det lille ord (jer) skulle gøre os glade. For hvem taler han med, eller om hvem? Jo, ikke med træ eller sten – nej, men med mennesker; og ikke kun med én eller to, men, som han siger, med «hele folket», det vil sige med alle, der er mennesker. For han siger jer – ikke os engle, men «jer er han født», det vil sige: et menneske, blevet ligesom jer. Den, der nu også er et menneske og er født, han kan og skal også tage denne fødte Frelser til sig. Hvad vil vi så gøre ud af det? Vil vi stadig tvivle på Guds nåde og sige: Sankt Peter og Sankt Paulus kan nok glæde sig over Frelseren, men jeg tør ikke; jeg er en fattig synder, denne ædle, dyrebare skat angår ikke mig? Kære ven, hvis du vil sige: Han hører ikke mig til, og det samme siger jeg, hvem hører han så til? Er han kommet for gæssenes, ændernes eller køernes skyld? Du må se her, hvem han er. Havde han villet hjælpe en anden skabning, så var han blevet til den skabning. Var han ikke kommet for vor skyld, vi stakkels, syndige, fortabte mennesker, så ville han ikke hedde vor Frelser. Se nu: Hvem er du? Hvem er jeg? Er vi ikke alle mennesker? Jo. Hvem skal så tage dette lille barn til sig, om ikke netop vi mennesker? Englene har ikke brug for ham; djævlene vil ikke have ham; men vi har brug for ham, og for vor skyld er han blevet menneske. Derfor tilkommer det os mennesker at tage ham til os med glæde, som englen her siger: «Jer er Frelseren født.» Og lige før: «Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.» Men er det ikke en stor og herlig ting, at en engel fra himlen bringer menneskene sådan et budskab? Og at så mange tusind engle bagefter er så glade over det, ønsker og prædiker, at vi mennesker også skal være glade og tage imod sådan en nåde med tak, som vi skal høre?

Derfor er det et overmåde dyrebart ord, vi hører her: «Jer er Frelseren født.» Denne fødsel, vil han sige, er ikke vores, os engles; jeg kan ikke tage den til mig, men jeg under jer den af hjertet. Nej, den er jeres, I fattige, fordærvede og fortabte mennesker. Jeres Frelser er dette barn, Guds Søn; tag ham derfor til jer, for I har også brug for sådan en Frelser, hvis I ellers skal hjælpes fra synd og død. Nu er det i sig selv en herlig og stor ting, at Gud er blevet menneske. Men dette er langt større: at han skal være vor åndelige og evige Frelser. Den, der rigtig troede det, ville kunne fortælle, hvad en sand glæde er. Ja, hvis hans hjerte var fuldt af tro, ville det ikke kunne leve ret længe for lutter glæde; for hjertet ville ikke kunne bære glæden, men måtte sprænges af glæde – ligesom vi ser, at menneskets hjerte heller ikke kan bære stor sorg, men at mange dør af stor skræk og angst.

Men, som sagt i begyndelsen, denne prædiken kan vi ikke fatte helt eller lære til bunds her på jorden. For dette liv er for snævert, og vore hjerter er for svage til det. Ellers, hvis det var muligt, at et hjerte rigtig kunne rumme det, ville det aldrig nogensinde mærke en bedrøvet tanke.

Og hvis vi rigtig troede det, skulle i det mindste den frugt følge af det, at vi levede venligt med hinanden og holdt op med løgn og bedrag og anden uskik. Men her ser man, hvor svagt det går fremad med os: Denne glæde vil ikke rigtig ind i hjertet, og vi glemmer snart både den kære engels prædiken og Frelseren, og de fleste mennesker går efter deres gerrighed og andet. Det er et sikkert tegn på, at vi ikke agter denne prædiken eller i hvert fald tror alt for svagt; ellers ville vi være glade og ikke bekymre os, hvis vi troede, at vi havde sådan en Frelser.

Hvor ville et menneske dog glæde sig i pesttider og fare, hvis han havde et sikkert lægemiddel mod pesten! Den glæde ville man mærke, så den kom fra hjertet. Men her, hvor vi har en sikker forsikring mod synden og den evige død, glæder ingen sig, eller kun ganske få. Den store hob søger anden glæde: at have fred, ro, vellyst osv. her – og er dog ikke sikre på et eneste øjeblik af dette liv. Det er et tegn på, at vi hører denne glædesrige prædiken som i søvne og bliver ved med at være usle mennesker, der har skatten for øjnene og dog ikke agter på den.

Den, der nu hører dette og slet ingen trøst og glæde mærker ved det, han kan godt regne sig for et ulykkeligt menneske. For hvad skal dog gøre et hjerte glad, hvis det ikke vil glæde sig over det, som englen her taler om, og som han selv kalder en stor glæde (det må jo være en glæde over alle glæder): «Jer er Frelseren født»? Den, der ikke vil forbedre sig og blive skikkeligere af denne prædiken – ja, den, som denne malvasier ikke vil smage, og hvis hjerte denne ild ikke vil varme – ham må bødlen gøre skikkeligere; ellers er der ingen hjælp for ham.

Lær derfor dog at blive lidt forskrækket over dig selv, hvis du finder dig selv så kold og stivnet, og bed Gud af hjertet om nåde, at han ved sin Helligånd vil forvandle og tænde dit hjerte. Og tag så denne englens prædiken for dig, tænk på og grund over, hvilken uudsigelig velgerning Gud har vist dig ved denne fødsel og lader forkynde for dig, så dit hjerte derved dog kan blive vakt både til omvendelse eller gudsfrygt og til den tro, der trøster sig ved denne Frelser. For Gud vil virke i os ved sådan en prædiken og ved betragtning af sit ord og give Helligånden.

Når englen så videre siger, at «denne Frelser er født i Davids by», og kalder ham «Kristus, Herren», så viser han os med de ord hen til Skriften. For sådan var det profeteret i forvejen ved profeten Mika, at han skulle fødes i Betlehem.

Men især kalder englen det lille barn «Jesus, en Herre». Det skal vi ikke forstå sådan, at han skulle være en verdslig konge, der ville optræde som en tyran og slå løs med køllen. Nej, men som Gud siger til Adam: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.» [ordene siges til slangen, 1 Mos 3,15] Han vil altså som vor Herre træde frem foran os og være Djævelens fjende, men vor Herre og Forløser. Han vil gøre krav på mig og dig som sin ejendom og kræve os tilbage fra Djævelen som sine egne og sige til ham: Giv mig ham her, som du holder fanget; han er ikke din, men min egen og min skabning, som jeg ikke alene har skabt, men også købt med mit legeme og blod. Slip ham derfor, og giv mig ham tilbage, for han tilhører mig. Så er Kristus altså en trøsterig Herre, som griber ind i Djævelens regimente med magt og tager sit eget til sig, træder frem for øjnene af ham og siger: Du forbandede ånd, du har ført dem ind i synd og død, du bedrager dem og lyver for dem, og de er dog ikke dine. Jeg er Herren; det tilkommer mig – ikke alene af natur, men også med rette – og ikke dig at regere over menneskene; for de er mit dyrt erhvervede gods.

Ja, siger du, Guds Søn har jo ikke forløst englene; hvordan kan man så tolke det sådan, når de kalder ham Herren? Svar: Over for os har dette lille ord ingen anden betydning, og det er rigtigt og godt tolket sådan. Men fordi englen taler i almindelighed og giver Jesusbarnet så høj en titel og kalder ham Herre, så er det et sikkert tegn på, at dette lille barn, som er født legemligt af Jomfru Maria, er naturlig, sand, evig Gud; ellers ville englen bestemt ikke kalde ham Herre.

Vor Frelser er han, og ikke englenes, som englen her siger klart: «Jer er Frelseren født.» Men han er ikke alene vor Herre, men også englenes Herre. De er nu sammen med os, og vi med dem, denne Herres husfolk; de regner sig til denne Herre sammen med os, så vi mennesker, som før var Djævelens trælle, ved dette lille barn kommer til sådan en ære, at vi nu er optaget i de kære engles borgerskab. De er nu vore kære venner, så vi for dette lille barns skyld kan rose os af, at vi og de kære engle har én og samme Herre og er ét husfolk sammen.

De kære engle kunne med rette være hovmodige, fordi de er langt ædlere end vi mennesker, først af natur og væsen, og dernæst fordi de er uden synd. Men dér mærker man intet hovmod: De foragter ikke os mennesker for vor elendigheds skyld; ja, de regner os for højt adlede og ærede ved denne deres Herre og vor Frelser, Guds Søn. Vor død, synd og nød gør dem ondt af hjertet. Derfor glæder de sig også så hjerteligt over den hjælp, som kommer os til del ved dette lille barn, og under os frelsen lige så godt som sig selv: at vi i dag har fået dette lille barn til eje, som er deres Herre og bringer os til den høje ære, at vi skal være deres fæller. De siger ikke: Jeg vil ikke vide af synderen, af det stinkende lig, af de fordømte, urene horkarle og skurke. Nej, sådan siger de ikke; men de er glade af hjertet over, at de nu har sådanne syndere til venner og fæller, og de lover Gud for, at vi bliver fri for synden og kommer ind i ét hus til dem og under én Herre. For sådan en nådes skyld takker og priser de Gud, skønt de ikke selv havde brug for den – bortset fra at deres glæde bliver større derved, og Gud får så meget mere lov og ære, som de synger bagefter.

Hvor meget mere sømmer det sig så, at også vi takker og lover Gud for det og også viser hinanden kærlighed og tjeneste, sådan som Guds Søn har vist os, han, som er blevet vort kød og vor nærmeste ven. Men den, der ikke vil agte på dette og ikke på samme måde vil elske sin næste og tjene ham, ham er der, som jeg sagde ovenfor, ingen hjælp for.

Det er den første prædiken om dette lille barn efter hans fødsel; den går herefter videre gennem det hele indtil verdens ende. Derfor skal I lægge jer den nøje på sinde. For her ser I, hvordan de kære engle nu er blevet ét med os og vore venner, kommer til os med det glade budskab og stadig trøster os med det og siger: Vi skal herefter ikke længere frygte, eftersom dette lille barn er født os og vil være vor Frelser. Dette er den rette, højeste og hjerteligste trøst, hvor man helt tydeligt og sikkert kan erfare Guds nåde og barmhjertighed: at Gud, den almægtige, evige Fader, forbarmer sig over os og har givet os sin Søn på en så venlig måde, ved en spæd, ren, ung jomfru. Ham lægger han i hendes skød og lader prædike for os, at han er Frelser for os alle; hvad vi mangler, skal vi finde hos ham; han vil være vor hjælp og trøst, så al vrede mellem Gud og os herefter er ophævet, og der kun skal være kærlighed og venlighed.

Tænk nu selv efter, om Gud gør dem uret ved at lade dem være evigt fordømte, som hører dette og alligevel ikke tager det til sig, sådan som de blinde, forstokkede pavelige gør. De lader sig ikke nøje med denne Frelser, men søger sig andre frelsere, som de sætter deres lid til. Denne engels prædiken lyder anderledes, nemlig at dette lille barn alene er vor Frelser, i hvem vi alene skal have al trøst og glæde som i den højeste skat. Hvor han er, dér ser alle englene og Gud selv hen.

Men den skat lægger han ikke alene i moderens skød, men i mit og dit, og siger: Han skal være din egen, du skal have glæde af ham, og alt, hvad han har i himlen og på jorden, skal være dit eget. Den, der nu hører dette og alligevel ingen glæde har af det, eller slipper denne Frelser og søger en anden, han fortjener, at tordenen slår ham ni alen ned i jorden. Derfor skal vi takke Gud for hans nåde og bede om, at han selv vil tale og skrive denne engleprædiken ind i vore hjerter, så vi ret kan trøste os ved denne Frelser og ved ham overvinde død og Djævel.

Det hjælpe os vor kære Herre og Frelser, Kristus. Amen.