4. søndag i advent (Joh 1,19–28)

Prædiken på 4. søndag i advent over evangeliet Joh 1,19–28, holdt 1533

Dette er også et af de skønne, herlige evangelier. Det handler om den højeste artikel i vor tro. Her lærer man ikke om de ti bud eller om, hvad vi skal gøre, men om en højere sag, nemlig hvem Kristus er, og hvad han har gjort. For Johannes priser ham så højt, at han – selv om han førte et meget helligt liv – alligevel frit bekender og siger: «Jeg er ikke værdig til at løse hans sandalrem.» Derfor har dette evangelium næsten samme mening som evangeliet i sidste uge; her er det bare andre ord og andre personer.

For otte dage siden hørte vi nemlig, at det hele afhænger af, at man ikke går fejl af denne person, Kristus Jesus, men tager imod ham og ikke lader ham gå forbi eller glor efter andre. For den, der finder ham, finder forløsning fra synd, død og helvede. Sådan har Gud nemlig besluttet: I Kristus skal al fylde bo, og han skal være alt i alt. «Han er vejen og sandheden og livet.» Ved ham alene er alle patriarkerne, profeterne, apostlene og de hellige blevet frelst, lige fra verdens begyndelse. Det ved Johannes, og derfor viser han sine disciple hen til ham, så de ikke går glip af den skat. For det er altid verdens sørgelige anfægtelse og plage, at menneskene (uden for Guds ord) finder på mange slags måder og veje til at komme i himlen. Det har man hidtil set i pavedømmet: Én løber i kloster og bliver munk, en anden faster, en tredje søger denne eller hin helgens forbøn. Og sådan vil enhver finde sin særlige måde og sin egen vej til himlen.

For at værge mod sådan et skadeligt forehavende har Gud først givet sit folk sit ord og lovet dem deri, at han ville hjælpe dem ved kvindens sæd, det vil sige ved sin Søn Jesus Kristus. Ham har han sat det hele på: I ham alene skal vejen til himlen være. Den, der går fejl af ham, går fejl af frelsen – om han så havde fastet sig ihjel og bedt sig til nar. Og omvendt: Den, der har taget imod ham i tro og forladt sig på ham, har fundet syndernes forladelse og den evige salighed, og hverken Djævelen eller synden har kunnet hindre ham i det. Den vej har alle patriarkerne og profeterne fulgt, og sådan er de blevet frelst ved troen på Kristus. For hvis nogen nogensinde skulle være kommet i himlen ved sit eget hellige liv, så måtte det med rette have været de hellige fædre og profeter. De har for Guds skyld gjort og lidt overmåde meget i denne onde, slette verden. Men de fortvivler over al deres hellighed og hænger sig med fast tillid ved den lovede, velsignede sæd, som skal knuse slangens hoved.

Men størstedelen af jøderne på Kristi tid ville ikke følge denne vej. De tænkte: Hvad skulle denne tømrersvend være? Vi må holde loven, faste, ofre, se sure ud og give almisse; det bliver den bedste og korteste vej til himlen. Denne tigger, Jesus fra Nazaret, kan ikke hjælpe os. For Kristus var helt og aldeles fattig og elendig. Den, der ikke holdt sig til hans undergerninger og hans prædiken, fandt ellers intet ved ham, der så ud af noget. For at jøderne nu ikke skulle lade ham gå forbi og gå fejl af ham, ordnede Gud, den barmhjertige Fader, det sådan, at den kære Johannes skulle drage frem foran Herren Kristus som en trompeter foran fyrsten og være basunen. Når de så hørte den, skulle de lukke øjnene op og se på ham, der nu fulgte lige i hælene på ham: Han ville være den rette mand. Derfor, da jøderne her sender deres sendebud til ham og spørger, om han er Kristus eller deres Elias eller en profet, svarer han ligeud: Nej, det er jeg ikke. Men da de spurgte videre: «Hvem er du så? Hvorfor drister du dig så til at døbe? Hvad siger du om dig selv?» – da svarer han: Det skal jeg sige jer: «Jeg er en stemme, som råber i ørkenen: Jævn Herrens vej.» Det vil sige: Jeg er trompeten foran fyrsten. Lyt derfor til min prædiken, for han kommer snart efter mig og skal døbe jer med Helligånden, mens jeg som en tjener kun døber med vand. Ja, han er allerede trådt frem midt iblandt jer, men I kender ham ikke. Derfor er det mit embede, det, jeg er sendt til, at jeg skal være en råbende stemme eller prædikant i ørkenen, så I ved, at han er der, når I hører lyden af min basun. Den næste, der kommer efter mig, han er det. For det har profeten Esajas også profeteret om i Es 40,3: «Der lyder en prædikants røst i ørkenen: Jævn HERRENS vej» osv. Jeg prædiker ikke om mig selv, heller ikke om Moses’ lov og gudstjenesten i jeres tempel og præstedømme. Nej, jeg taler åbenlyst, til enhver, der vil høre det, om denne Frelser, som skal komme. Derfor behøver I ikke længere at vente på ham, som om han endnu var langt borte. Se nu på ham: Han er allerede iblandt jer, men I kender ham ikke. Men jeg skal vise jer ham, så I kender ham og tager imod ham. Det embede udfører jeg nu, og jeg siger jer: Den næste prædikant, der står frem efter mig, er Herren selv. Han prædiker endnu ikke offentligt, men snart efter mig vil han lade sig høre. Se nu til, at I giver godt agt på ham og ikke går fejl af ham.

Og som Johannes prædikede, sådan gik det. For straks efter sin dåb begyndte Kristus at gøre undergerninger i Galilæa. Og snart efter Johannes lod han prædikenen gå i gang ved de tolv apostle og de andre tooghalvfjerds disciple, som han sendte ud og bød prædike: Himmeriget er kommet nær – det vil sige: Kristus er her, og han er netop den, som Johannes har vidnet om, da han sagde: «Han kommer efter mig, men han var før mig.» Nu var Johannes et halvt år ældre end Herren Kristus, og alligevel siger han: «Han var før mig.» Det lyder ganske underligt og fremmed, og for jøderne ville det have været et bespotteligt ord, hvis de havde forstået det. For hvem kunne få det til at hænge sammen, når Johannes siger: «Han kommer efter mig» – det vil sige: Han har ikke prædiket før ham, og ingen har hidtil kendt ham som prædikant eller som et menneske sendt af Gud – «og dog var han før mig»? Ikke alene som person eller efter sit væsen, men også efter embede og kraft, sådan som han selv siger i Joh 8,58: «Før Abraham blev født, var jeg.» Derfor ville jøderne stene ham. Men det forstod jøderne ikke dengang, og de lagde heller ikke mærke til det. Men Johannes har helt sikkert ment det sådan med disse ord og ville pege på denne persons guddommelige herlighed. Det giver han også tydeligt nok at forstå, når han siger: «Jeg er ikke værdig til at løse hans sandalrem.»

Når han altså siger: «Han var før mig (skønt han først kommer efter mig)», så er det det samme som at sige: Han er langt større, mere og mægtigere end jeg eller noget andet menneske. For han er den, der også var til, før jeg og andre før mig prædikede. Det vil sige: Han er en evig, guddommelig person. Før han blev født på jorden, har han fra verdens begyndelse altid været hos sin kirke og virket alt i den. For når han var før Johannes Døberen og dog endnu ikke havde levet legemligt blandt folk, så må han også have været før alle de andre fædre og profeter, som troede på ham og prædikede om ham. Sådan lød jo den første forjættelse om ham, givet straks efter Adams fald: at han skulle knuse slangens hoved, det vil sige forløse de første forældre og hele kirken fra Djævelens magt og frelse dem. Her skulle jøderne have sluttet sig til ham og tænkt: Hvad mon det dog er for en mand og person, som Johannes ydmyger sig så dybt for og siger, at han ikke er værdig til at tjene ham i det mindste? Kære Johannes, skulle du ikke være værdig? Nej, siger han, jeg er ikke værdig. For hvem jeg end er, så er jeg intet imod denne mand. Sådan kaster han al sin hellighed fra sig, ned under denne mands fødder, og siger, at han gerne vil lade sig nøje, hvis han blot må have så meget del i ham, at han må tørre hans sko af.

For at jøderne nu ikke skulle tænke, at han ydmygede sig alt for meget, eftersom han havde indstiftet dåben og var en særlig prædikant, underviser han dem fint om sin dåb og siger: Jeg døber med vand. Det vil sige: Jeg har netop et tegn til min prædiken hos mig, ligesom de andre profeter. Jeremias bar et åg af træ; Esajas gik barfodet og nøgen, da han profeterede om egypterne og etiopierne, at fjenderne skulle plyndre dem og klæde dem af, Es 20. Sådan, siger Johannes, har også jeg en ny prædiken og et nyt tegn. Jeg prædiker: I skal jævne Herrens vej. Det behøvede jeg ikke at prædike, hvis vejen allerede var jævnet. Dernæst vasker og døber jeg jer som tegn på, at I er urene og besudlede og må lade jer rense. Men jeg døber jer ikke til mig selv, og heller ikke som om jeg kunne rense jer. Jeg døber jer til ham, som jeg prædiker om, nemlig for at I skal vide og tro, at det er ham, der døber jer ved Helligånden – og at han dog netop gennem dette mit embede og denne min dåb (som jeg begynder) vil være virksom og virke, og at min vanddåb gælder og har kraft for hans skyld. For om Johannes’ dåb må man også vide dette: Den har ikke alene været et blot og bart tegn eller en tydning og henvisning, sådan som profeten Esajas’ barfodsgang eller Jeremias’ åg var en formaning til folket om at omvende sig. Den har også været et tegn, der skulle vække dem til at tro på Kristus og vide, at de for hans skyld skulle have syndernes forladelse, når de omvendte sig til Gud og troede på denne Frelser. Og hermed har Johannes netop begyndt det nye testamentes embede, det vil sige den samme prædiken om Frelseren Kristus og den samme dåb, som siden er blevet udbredt i verden ved Kristus selv og apostlene osv.

Johannes’ prædiken sigter altså på, at de ikke skal lade denne mand gå forbi, men tænke på Johannes: Se, han har fortalt os om én, som skulle stå frem efter ham; det må helt sikkert være denne Jesus, som nu viser sig så mægtigt med prædiken og tegn. Men hvad skete der? Johannes hørte de nok, men de troede ikke hans vidnesbyrd. Ja, de gjorde det af med dem begge, Kristus og hans forløber: De huggede hovedet af Johannes og korsfæstede Kristus, som Johannes så trofast havde prædiket om og formanet alle til at tage imod. Sådan nogle retskafne folk har de altid været: De har ikke bare foragtet profeternes prædiken, forfulgt profeterne og slået dem ihjel for den; de har siden også korsfæstet Herren Kristus selv, som profeterne forkyndte.

I dag går det ganske på samme måde. For Kristus må jo korsfæstes, ikke kun i egen person, men også i sine lemmer. Vi ville gerne med Johannes vise alle hen til frelsens rette vej og sige: Uden for Kristus er der hverken syndernes forladelse eller evigt liv. Men hvad sker der? Jo trofastere vi viser folk bort fra egne gerninger som en falsk grund og hen til den rette klippe, Kristus, jo heftigere kalder vores modstandere os kættere og fordømmer os. For det stemmer ikke med deres lære, det ved enhver. De viser hen til klostrene og til deres offermesse, holder sjælemesser og vigilier, stifter gudstjenester, går på pilgrimsfærd, køber aflad osv. Men det er ikke at vise hen til Kristus; det er at søge andre veje til himlen ved siden af Kristus. Det taler vi imod, og vi formaner folk til at holde sig til Johannes’ vidnesbyrd, som viser hen til Kristus. Det kan paven og hans hob ikke tåle. De fordømmer os for det som kættere, og hvis de kunne, ville de lønne og takke os på samme måde, som jøderne gjorde med den hellige Johannes. Men hvorfor er de os så fjendtlige og kan slet ikke tåle os? Af ingen anden grund end at vi med Johannes prædiker, at de skal ydmyge sig for Kristus og ikke regne sig for værdige til at tørre hans sko af, med al deres gudstjeneste og alle deres gode gerninger. For de må selv indrømme, at Johannes var langt helligere end de. Alligevel siger han: Jeg vil ikke og kan ikke rose mig af min egen hellighed; hvis jeg blot kan nå den nåde, at jeg må tage hans sko af eller tørre dem af, så er jeg vel tilfreds. Den ydmyghed ville vi gerne skabe ved evangeliet. Derfor formaner vi, som vores embede kræver, enhver til at vogte sig for synd og leve retskaffent – men ikke at sætte sin trøst for Gud til den retskaffenhed. Nej, som Johannes skal man regne sine gode gerninger og sit hæderlige liv for en skoklud sammenlignet med den høje, rene, fuldkomne og store retfærdighed, som vor kære Herre Kristus har fortjent os ved sin lidelse og død. Men pave og biskopper, munke og præster vil ikke med. Og hvorfor ikke? De vil ikke og kan ikke give slip på tilliden til deres egen og de afdøde helgeners fortjeneste.

Derfor begærer de ikke at få del i vor Herre Kristi velgerning og fortjeneste – for slet ikke at tale om, at de skulle trøste sig ved den, sådan som gudfrygtige hjerter gør, når de føler deres synder og bliver forskrækkede over Guds vrede og dom. Ja, de skriger oven i købet som vanvittige mennesker, der aldrig har tænkt over, endsige følt, hvad synd og død er: Mennesket bliver ikke retfærdigt ved troen alene; gerningerne gør også noget til det. Sådan vil de ikke lade Kristi retfærdighed være deres skat, som Johannes gør. Han kaster al sin hellighed fra sig og regner den ikke for bedre over for Kristus end en gammel klud, som man tørrer snavsede sko af med. Men de hæver egen menneskelig hellighed og egne gerninger så højt, at de regner sig værdige til det evige liv. Derfor kan de på ingen måde tåle, at man sammenligner deres gudstjeneste og hellighed med gamle klude. Ja, de bilder sig ind, at Kristus må være glad for dem og er skyldig at give dem det evige liv for det.

Derfor skal ingen tage anstød af, at de pavelige i vor tid foragter og forfølger evangeliet. Sådan gik det også Johannes, Kristus og apostlene selv: Deres lære blev ikke bare foragtet, men de blev alle sammen forfulgt for den og ynkeligt slået ihjel. Nuvel, jøderne har fået deres straf, og vore foragtere og bespottere vil heller ikke undgå deres. Lad os derimod takke Gud for hans nåde, at vi har fået det rene Ord igen. Og lad os frem for alt lægge mærke til Johannes’ prædiken, når han siger: «Jævn Herrens vej.» Og: «Midt iblandt jer står han» osv. Og lidt efter: «Se, Guds lam, som borttager verdens synd.» Der siger han intet om vore gerninger, fortjenester osv., men viser os lige hen til Kristus, i hvem vi finder og har det alt sammen.

Dernæst skal vi også omhyggeligt lægge mærke til eksemplet på hans ydmyghed. Han har efter Kristi vidnesbyrd ikke sin lige blandt alle, der er født af kvinder (så kan alle de munke og præster, der nogensinde har været under pavedømmet, med al deres hellighed sandelig ikke række ham vandet). Og dog stiger han så dybt ned og ydmyger sig så meget, at han siger: Med al sin hellighed og alle sine gode gerninger er han ikke værdig til at bøje sig for Herren Kristus og løse hans sandalrem. Lad det være et eksempel på ydmyghed hos Johannes, som vi ikke bare skal give godt agt på, men også følge. Gode gerninger skal vi gøre og lægge os efter dem med al flid; for Gud har påbudt og befalet dem i de ti bud, og dem har han jo ikke givet fra himlen for ingenting. Det er hans ord, derfor vil han have det holdt. Derfor skal enhver blot stræbe efter at leve efter det og således vise sig lydig og taknemmelig mod Gud, som har skænket os sin kære Søn. Han har fornedret sig for vores skyld og er blevet lydig til døden, ja, døden på et kors, og på det har han gjort fyldest for hele verdens synd. Forlad dig på denne mands lydighed og gerning, og byg fast på den. Kast alt det gode, du nogensinde har gjort, ned for hans fødder, og bekend blot frit af hjertet med Johannes, at det ikke er værdigt til, at du tørrer Kristi sko af med det.

For mennesker er det nok et fint, rent, smukt klæde og en kostbar skat og dyd, at du ikke er ægteskabsbryder, ikke tyv, ikke morder, at du giver almisse og er flittig i dit embede. Det kan og skal man rose i verden blandt mennesker og regne for fløjl, silke og guldbrokade. Men når det kommer frem for vor Herre Gud og hans dom, så sig: For dig, Herre, er mit bedste fløjl og min guldbrokade værre end en pjalt. Døm mig derfor ikke efter mine gerninger. Jeg vil gerne lade dem være dine gamle klude og din Søns fodklude, og jeg vil gerne lade mig nøje med, at jeg blot må være værdig til det.

Sådan gør også den hellige Paulus, Fil 3,5–9: «Jeg,» siger han, «er israelit, ifølge loven farisæer, og har været uden fejl ifølge retfærdigheden ved loven.» Det er nu noget særligt, når nogen kan rose sig sådan. «Alligevel,» siger han, «betragter jeg nu al denne hellighed som tab og møg på grund af Kristus», og det er min højeste glæde og bedste trøst, at jeg skal findes, ikke i min egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men i den, der kommer ved troen på Kristus, den, som Gud tilregner troen. Her gør Paulus det endnu grovere end Johannes. Johannes tager dog lidt af på det og kalder sine gode gerninger skoklude; men Paulus kalder dem skarn og møg. Det er da usselt nok talt om vores hellige liv. Men Sankt Paulus taler om et sådant liv (som farisæernes og hyklernes), hvor man uden for troen på Kristus sætter sin tillid til egne gerninger og dermed formaster sig til at ville fortjene syndernes forladelse og det evige liv.

Alligevel vil Gud have, at vi skal leve i al dyd og, som Sankt Paulus siger, uden fejl ifølge retfærdigheden ved loven. Det formaner han også ofte og med flid til andre steder, og især i det samme brev til filipperne, hvor han siger, Fil 2,15: «Lev sådan, at I er fejlfrie og rene, Guds uangribelige børn» osv. Og: «Hvis der er nogen dyd, og hvis der er noget prisværdigt, så tænk på det.» Og når dette nu kaldes retfærdighed efter loven eller gerningernes retfærdighed, så kan det jo ikke være noget, man skal forkaste? Nej, og det er også vist, at et sådant liv og gode gerninger hos dem, der tror på Kristus, behager Gud for den samme Mellemmands, Kristi, skyld, og at de efter hans forjættelse får timelig og evig løn af Gud.

Men samtidig skal vi altid og frem for alt vide, at vi ikke skal bygge rosen for vores værdighed eller fortjeneste og heller ikke trøsten for vores frelse på vores liv. For hvor kostbart og helligt vores liv end kan være, så er det dog ikke uden synd og urenhed for Gud. Derfor kan det ikke bestå for Guds dom, sådan som de hellige profeter i Skriften ofte bekender. Dér gælder alene Guds Søns retfærdighed og renhed. Ved sin lydighed og ved offeret i sin lidelse og død har han forsonet Guds vrede, som vi havde fortjent, og taget den bort, og han har erhvervet og skænket os syndernes forladelse og evigt liv, så vi for hans skyld, når vi tror på ham, er Gud velbehagelige og arvinger til det evige liv. Det kan vi aldrig nogensinde opnå ved vores egen gerning og hellighed. Vores liv og gode gerninger behager altså nok Gud hos os, der tror på Kristus, og Herren Kristus bliver også tjent med dem, og vi har ros af en god samvittighed for dem over for hele verden. Men alligevel har vi for deres skyld ingen ros over for Gud og hans dom. Sådan siger også Sankt Paulus i Rom 4,2 om den hellige fader Abraham: «Abraham har nok ros af sine gerninger, men ikke over for Gud.» Når der derfor tales om retfærdigheden for Gud, om syndernes forladelse, forløsningen fra den evige død og fortjenesten af det evige liv, så må vi ydmyge os med Johannes Døberen og Paulus og sige: Jeg holder mig til min Herre Kristus og til hans hellighed, som han lover og skænker mig i dåben, Ordet og sakramentet. Der vil jeg lade mig finde, som en fattig lille orm osv. Sådan skal man altså gøre forskel på vores liv og hellighed og retfærdigheden i Kristus. For vores hellighed og vores liv holder ikke stand mod Guds vrede og den evige død; det rives alt sammen bort af døden, hvor det findes uden for Kristus.

Også hedningerne har levet i fin tugt og ærbarhed og gjort og lidt meget for fædrelandets skyld; derfor skal de også med rette roses. Men derved har de ikke opnået syndernes forladelse og retfærdighed for Gud, og døden har revet dem bort med al deres ros. Men skal vi gribe den retfærdighed og hellighed, som gælder for Gud og til det evige liv, så gælder det om at ydmyge os med Johannes og sige: Herre, her kommer en fattig lille pjalt, en gammel, iturevet, hæslig klud – eller, som Paulus siger, et stinkende skarn, hvis det skulle komme frem for dig alene og uden Kristus. For verden og uden for din dom kan det nok være moskus, fløjl og guldbrokade; men for dig, Herre, lad mig være en gammel klud eller en fodklud, som jeg tørrer din Søns sko af med, og skænk mig hans retfærdighed. For han og hans retfærdighed er min ædleste og dyreste skat. Jeg ved jo, at jeg kommer i himmeriget ved ham og hans retfærdighed, mens jeg ved min egen hellighed måtte fare ned i helvedes afgrund.

Heraf følger, at vi frit og ligeud må slutte, at vores munke- og præsteliv, klostre og hvad der ellers kan nævnes af den slags, alt sammen hører Djævelen til i helvede. For med deres gode gerninger ser de ikke efter at yde Gud den lydighed, de skylder ham, og ikke at give nogen forargelse; de tænker at blive frelst ved dem hisset. Derfor sælger de også deres gode gerninger til andre folk. Men det er at fornægte Kristus helt og holdent, ja, at spotte ham, sådan som jøderne spottede ham. Den vederstyggelighed skal vi vogte os for og her lære, hvordan vi kan møde sådanne forførere. Vi skal sige til dem: Du stakkels menneske, drister du dig til at ville frelse mig med dine møgbeskidte gerninger og din hellighed? Det har jo hverken Johannes, Paulus, Peter eller andre hellige kunnet; ellers ville de ikke selv have holdt og prædiket så ringe om deres hellighed. Hvis man stadig brugte klostrene som opdragelseshuse, hvor man opdrog unge drenge og lod dem studere i Skriften, så var det en meget fin, kostbar og nyttig skik. Men det vil paven og hans ugudelige hob ikke lade komme til; de viser enhver til himlen med sådan et klosterliv. Men de vil helt sikkert finde en himmel, hvor flammerne og ilden slår ud ad vinduerne. Derfor ville det være langt bedre at vælte sådanne klostre helt omkuld, end at folk på den måde bliver vist bort fra Kristus og tager skade på sjæl og legeme.

Lær nu altså kort sagt af evangeliet i dag, at vi blandt folk skal leve tugtigt og ærbart, være flittige til gode gerninger og ikke give nogen forargelse. Den lydighed kræver Gud ved sin lov, og den vil han have af os. Hvor vi ikke yder den, vil han slå til med ris, med bøddelen, med sværdet og til sidst også med helvedes ild. Det, siger jeg, er vi skyldige at gøre efter Guds befaling. Men når du kommer frem for Gud, så sig: Herre, for min helligheds og mine gerningers skyld er jeg fortabt. Derfor beder jeg om, at jeg må være en gammel klud ved min Herre Kristi fødder. For mit liv gør mig ikke værd til andet, end at han kaster mig i helvede. Men jeg begærer hans hellighed, at han vil hellige mig med en anden, bedre og evig hellighed; så kan jeg visselig trøste mig ved det evige liv og vente på det.

Det vil hverken pave eller biskopper høre. For de kan godt se, hvad der ville følge af det: at stifter og klostre, messen og alle deres falske gudstjenester ikke ville stå ret længe. Derfor holder de så stift fast ved dem – den største del for bugens skyld, den anden og mindre del, fordi de håber at blive frelst ved dem. Det gør Johannes ikke, og Paulus heller ikke; de vil ikke beholde deres retfærdighed og hellighed. Sådan skal alle kristne også gøre og sige med Paulus: Min hellighed er en stinkende uhumskhed og møg for Gud, hvis jeg ville søge fortjeneste af nåden og det evige liv ved den. Og med Johannes: Min hellighed er en gammel klud, når jeg vil regne den op imod Kristi hellighed og gerninger. Men de pavelige vil hverken være skarn eller klude med deres messer, løfter, faster og bønner. De slår os ihjel, fordi vi ikke holder med dem og viser folk en anden og bedre vej. Nuvel, det er en slangeyngel, hvoraf der aldrig nogensinde kan vokse noget godt; de skal nok finde det, de søger. Men lad os endelig se hen til Johannes’ mund og finger, som han peger og viser os hen med, så vi ikke overser vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, og ikke går fejl af ham, som han så flittigt og trofast leder og viser os hen til.

Dette er den vigtigste lære af evangeliet i dag: at Johannes så flittigt viser bort fra sig selv hen til Herren Kristus, ydmyger sig så dybt og løfter Kristus så højt og priser ham. Så er der det andet stykke: at farisæerne og ypperstepræsterne sender bud til Johannes og prøver at få ham til at holde op med at døbe og prædike og forbyde ham det, fordi han selv siger, at han hverken er Kristus eller Elias eller en profet; og ligeledes at han gør forskel på sin dåb, som han døber med som en tjener, og Kristi dåb – han er selv Herren og kan alene give Ånden. De to stykker ville det blive for langt at behandle videre her. Dog skal man lære og lægge mærke til dette af det: hvordan verden, og især det, som er klogt og højt i verden, er fjendtlig mod Guds gerninger og gerne ville kvæle og undertrykke dem, sådan som ypperstepræsterne og farisæerne gør her. Men Johannes har en ægte Elias-ånd og -kraft, det vil sige et uforfærdet hjerte. Han lader sig hverken forbyde at prædike eller at døbe, indtil Herodes tager ham ved hovedet, kaster ham i tårnet og til sidst lader ham dræbe. Det lider han for Guds skyld, gerne og tålmodigt, i det sikre håb, at han ved sin Herre og Forløser Kristus skal have en nådig Gud og det evige liv. Det give os vor kære Herre Gud og Fader ved sin Søn Jesus Kristus. Amen.