Juledag: 4. prædiken: englenes lovsang (Luk 2,13–14)

Den fjerde prædiken på juledag, over Luk 2,13–14: om englenes lovsang

Indtil nu har vi hørt om denne højtid: først beretningen om, hvordan Guds Søn blev født ind i denne verden af jomfru Maria. Den er skrevet ned og prædikes hvert år i kristenheden, for at vi skal tage den rigtig til hjerte og lære at takke Gud af hjertet for den nåde og de herlige velgerninger, han har vist os ved sin Søns fødsel. Efter beretningen har vi hørt englens himmelske prædiken, som forkyndte denne fødsel for hyrderne ude på marken med stor klarhed. For her sker der også noget nyt: Gud lader de store herrer i Jerusalem sidde, hvor de sidder, og sender sådan et herligt budskab ned fra himlen til de fattige stoddere, hyrderne, ude på marken. Og således ydmyger den hellige engel sig efter sin Herre Kristi eksempel og synes slet ikke, det er under hans værdighed at holde en så smuk prædiken for de fattige hyrder – en prædiken, som endnu bliver og skal blive blandt de kristne indtil verdens ende.

Af denne beretning og dette eksempel lærer vi, at de kære engle er meget fine, ydmyge ånder, som ikke har noget hovmod i sig. Derfor burde alle, som synes, de selv er lærde og hellige folk og store herrer, med rette lægge godt mærke til dette eksempel og lære af det, at de heller ikke skal være hovmodige over deres kundskab, visdom, magt og andre gaver eller foragte andre af den grund. For hvis gaverne skulle bruges til hovmod, så havde de kære engle grund nok til at gøre det og foragte de fattige hyrder. Men det gør de ikke. Og selv om hyrderne er ringe, enfoldige folk, så holder englene sig alligevel ikke selv for så hellige og høje, at de ikke af hjertet skulle være villige og glade for at bringe dem dette budskab.

Sådan skal vi også gøre: i al ydmyghed gerne bruge vore gaver til trøst og hjælp for andre og ikke foragte nogen. For det er at følge Kristi eksempel, som vi hørte i den første prædiken. Han foragter ingen. Men ligesom han selv kom ned fra himlen, fattig og elendig, ind i denne verden, sådan vil han også have fattige, elendige folk omkring sig, som søger og trænger til hjælp. For netop derfor bærer han også det navn, at han hedder en hjælper eller Frelser.

De store herrer i Jerusalem bilder sig ind, at de ikke har brug for denne Frelser. Men de fattige hyrder har brug for ham. Derfor bliver denne skat først forkyndt for dem af englen i en fin, kort prædiken (som I har hørt). Den peger os hen på, at det hele drejer sig om, at vi skal glæde os over denne Frelser, som vil forløse os fra synd, død, Djævelen og helvede. For sådan lyder prædikenen: «I dag er der født jer en Frelser, som er Kristus, Herren.»

Det er ikke ord, der er vokset i et menneskes hjerte – for de klogeste folk på jorden ved ikke noget om det – men det er englenes ord, som har lydt ned fra himlen, og (Gud være evig lovet) vi har også fået del i dem. For det er lige så godt, når du i dag hører eller læser denne prædiken, som om du havde hørt den af englen selv. Hyrderne så jo heller ikke englene; de så kun lyset og glansen. Men ordene hørte de. Dem hører du endnu i prædikenen, dem læser du endnu i bogen – hvis du bare ville lukke øjne og ører op og lære denne prædiken og bruge den rigtigt.

Denne prædiken klinger og lyder helt anderledes end den prædiken, Moses hørte af englen på Sinajbjerget. For dér gik det sådan til, at folk måtte frygte og ikke var sikre på liv og lemmer for lyn og torden, så hele bjerget skælvede. Ja, hele folket råbte til Moses: Åh, bare Gud ikke prædiker sådan for os fra himlen; kom du hellere og prædik for os, dig vil vi gerne høre osv. Men her hører man en helt anden prædiken. De kære engle kommer med et smukt lys og begynder deres prædiken straks med det første ord på den måde, som et elendigt, bedrøvet hjerte allerhelst vil høre: De prædiker og synger, at man ikke skal frygte, men af hjertet være glad, ja så frejdig og stolt af glæde, som man overhovedet kan, over dette lille barn, der er vor Frelser, og som englene her giver et særligt navn: «Kristus, Herren».

Med dette navn griber de ind i Skriften og samler alle profeterne i én bunke. For alt, hvad der er skrevet, sigter derhen, at man skal håbe på og vente på denne Frelser, som hedder Kristus. For loven kunne ikke hjælpe mod synd og død; egne gerninger og egen fromhed kunne ikke trøste os eller gøre os glade. Det var gemt til Kristus alene; han skulle gøre det. Det er dét, englene ser hen til, når de prædiker: Det er ham, der skal gøre det; hos ham skal enhver finde alt, hvad der hører til syndernes forladelse og det evige liv. For han hedder og er alene den sande Frelser og hjælper, og uden ham ingen.

Dermed er med ét ord al slags lære og religion kastet bort, som vil føre menneskene til det evige liv uden om Kristus. For skal det være denne Kristus, så bliver det ikke hans mor Maria, ikke Sankt Peter og ikke Paulus; Augustin, Bernhard, Frans og Dominikus med deres ordensregler bliver det heller ikke – selv om man hidtil i pavedømmet har henvist folk til de helliges forbøn, til munkevæsen og andet. Men hvordan rimer det med denne englenes prædiken? Ja, hvordan rimer det med den smukke sang: «Et lidet barn så lysteligt» osv., hvor vi til ære for vor Herre Kristus og som et anklagende skrig over os selv, over paven og alle gerningshelgener synger: «Var os det lille barn ej født, så var vi alle sammen fortabt»? Er vi alle sammen fortabt uden Kristus, så må jo også munken med sin regel og præsten med sin messe være fortabt. For den, der siger «alle», udelukker ingen. Skal de derimod blive frelst, så må de ikke blive frelst ved munkeordener, faste og bøn, men alene ved Kristus, som alene har dette navn og hedder Frelseren.

Ligesom denne englenes prædiken nu er en ny prædiken og en guddommelig åbenbaring, der ikke som lovens prædiken forkynder Guds vrede og truer med evig fordømmelse, men forkynder lutter trøst og glæde og frelse (for dem, som er fordømt ved loven og står i rædsel og fortvivlelse), sådan følger nu derefter englenes sang og stemmer overens med den. Englene kommer mange tusinde til denne prædiken og stemmer i med en smuk musik. Ligesom prædikenen er en guddommelig mesterprædiken, sådan er dette også en smuk, ny, guddommelig mestersang til den, som man aldrig før har hørt magen til i verden, og den lyder sådan: «Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, og i menneskene velbehag.»

Det er en sang i tre vers eller strofer. Det første vers må vi ikke alene forstå sådan, at det lærer, hvad vi skal gøre, men sådan, at det fra nu af skal gå til på den måde – fordi denne Frelser er født – at vi skal give Gud hans lov og ære. Det er, som ville de kære engle sige: Før var det helt anderledes, før dette lille barn blev født. Da gik der i verden ikke andet for sig end lutter gudsbespottelse og afgudsdyrkelse. For hvad der er uden for og uden Kristus, hvor herligt og stort det end er, er ikke andet end gudsbespottelse. Men skal Gud være Gud – det vil sige: blive holdt for Gud og æret som Gud blandt folk – så må det ske alene ved dette lille barn. For alene dér kan vi lære og være vis på, at Gud er en nådig, barmhjertig og god Gud, eftersom han ikke sparede sin enbårne Søn, men lod ham blive menneske for vores skyld. Denne usigelige, store velgerning trænger og driver så hjerterne til at åbne sig mod Gud i ret kærlighed, tillid og håb og til at love og takke ham for den.

Den frugt, synger englene, skal følge, og nu begynder det, at Gud bliver æret ret «i det højeste». Ikke med udvortes gerninger – de kan ikke stige op til himlen – men med hjertet, som løfter sig fra jorden op i højden til denne nådige Gud og Fader med tak og herlig tillid og svinger sig til vejrs.

Hvor man ikke kender barnet Jesus, dér er det umuligt at ære Gud ret. Sådan var jo hele verden, også hans eget folk, fuld af afgudsdyrkelse, da han kom. Den ene gik derhen, den anden derhen; de indrettede lige så mange gudstjenester, som de havde smukke træer i landet, som man ser hos profeterne. Det var den høje afgudsdyrkelse, hvor de søgte Gud for alvor, ofrede, fastede og pinte kroppen dermed. Men dermed tjente man ingen andre end Djævelen og sine egne tanker; dem gav man den ære, som tilhører Gud. Det er så den største vanære og bespottelse, Gud møder i verden, og den kommer af, at man ikke kender Kristus. Den skal fra nu af (Gud ske lov) høre op, som englene synger, så folk ikke længere ærer Djævelen eller sig selv, men Gud i det højeste.

Dernæst er der en anden vanære, og den er endnu grovere: at man ærer penge, gods og den slags. Af den afgudsdyrkelse er verden også fuld. For der går konger, fyrster, borgere og bønder omkring med den grove klods og afgud, den skændige mammon, den elendige nødhjælper, som alt for dem drejer sig om. Imens lader de folk synge og fortælle om den rette Frelser, barnet Jesus; men de foragter det, ja, nogle af dem bliver så gale og tåbelige, at de endda forfølger det og ikke vil tåle det. Sådan bliver Gud bespottet og vanæret overalt, både med den fine afgudsdyrkelse, det vil sige med egen retfærdighed og hellighed, og med den grove afgudsdyrkelse, hvor man foragter Gud og hænger ved mammon.

Men nu, synger de kære engle, skal det blive anderledes, eftersom dette lys skinner i verden. For nu skal folk ikke længere spørge efter deres egen hellighed eller retfærdighed; de skal hverken se hen til far eller mor, guld eller penge, men tage imod denne ene Frelser og holde sig til ham alene af hele deres hjerte. Så begynder det, at man ærer Gud ret, kender ham, lover og takker ham.

Denne ære mistede Adam ved synden i Paradis. For den forbandede art hænger ved os alle af naturen: Vi giver ikke Gud æren og roser os ikke i ham og af ham, men vil selv have æren og selv roses. Se bare på paven og biskopperne: Penge og gods har de nok af, men at give Gud æren og fremme hans ord, det gør de ikke. Og hvordan skulle så store herrer, der sidder i så høj ære og magt, også kunne gøre det? Der findes jo ingen bonde, der kan spille på sækkepibe, uden at han kan lide at blive rost. Sker det nu i så ringe ting, som er skidt og møg, at man vil have ære og ros af dem, hvor meget mere sker det så hos dem, der har med store ting at gøre, såsom retfærdighed, hellighed, gode gerninger og borgerlig hæderlighed? Dér lader Djævelen det ikke komme så vidt, at sådanne folk giver Gud hans ære; for de tænker at beholde den selv.

Med denne forbandede egen ærgerrighed er menneskeslægten forgiftet, siden Djævelen fik Adam og Eva i Paradis dertil, at de ville være Gud; den hænger stadig ved os. Når Gud giver os kundskab, penge, gods eller magt – ja, når han bare skænker en kone eller en tjenestepige et smukt bælte eller en kjole – så vil vi selv roses for det.

Men fordi dette lys, barnet Jesus, nu skinner i verden, synger de kære engle, at Gud er kommet til sin ære. For alle, der tager imod det, vil sige: Min retfærdighed, min hellighed, min visdom, kundskab, penge og magt er alt sammen intet; men barnet Jesus er det hele. Sådan kommer Gud så til sin ære: at han alene er vor styrke, vor trods og glæde, vore gylden og dalere, og at vi af hele vort hjerte sætter al vor tillid, trøst, trods og glæde til ham alene. Så man kan sige til mammon, som hele verden tjener og ærer som en gud: Jeg ved ikke at trøste mig ved dig til andet end dette: Når jeg har dig, kan jeg spise af dig, klæde mig af dig efter behov og også skaffe andre, der ikke har dig, mad og klæder; ellers vil jeg ikke ønske mig dig til noget. Og sådan til kundskab og visdom: Jeg er lærd, Gud har givet mig en god forstand; den vil jeg bruge til at ære min Gud og til gavn for min næste – og så er det dét. Men min trøst, trods og glæde skal ikke være mine penge eller min kundskab, men min Herre Jesus Kristus, Guds Søn.

Det er at ære Gud ret og lade ham komme til sin ære og majestæt: at man siger: Kære Herre Gud, alt, hvad vi har og bruger, er dit; vi har jo ikke lavet det, du har givet os det. Men især er det dit eget værk og din barmhjertighed, at vi er sluppet væk fra Djævelen og er blevet fri og løst fra synderne. Derfor tilkommer æren for det dig alene og ikke mig osv. Med sådanne roser vil Gud smykkes af os: at vi giver ham det helt og fuldt, kaster al ære fra os og bærer den hjem til ham med tak – lige så vel for de mindste gaver som for de største.

Det er det ene vers eller den ene strofe af denne sang. I den samler de kære engle alt på én gang, hvad vi er og har, men især de åndelige gaver og den gudstjeneste, der hedder retfærdighed, hellighed, visdom og gode gerninger. Og de byder os, at vi ikke skal beholde det hernede, men kaste det op i højden og give Gud alene æren. Det skal nu ske, synger de, ved dette lille barn.

Denne sang vender verden på hovedet, som man ser. For fordi menneskene hverken kender eller agter dette lille barn, raser og larmer alle efter egen ære; alle vil til vejrs. Bonden vil være borger, adelsmanden greve, fyrsten kejser. Det er et tegn på, at de er uden for Kristus og intet ved om ham. Derfor forvender de denne englesang og synger: Ære og pris være hernede på jorden de røde gylden, dalerne, min magt, min yndest, min kundskab osv. Syng I bare løs, kære kumpaner – men hvad vil I vædde? Det bliver en æselsang, der begynder højt og til sidst ender i et «i-a». For det er at synge mennesket og mammon ære på jorden, ja den lede Djævel i helvede dernede, og ikke Gud i det højeste.

Så følger det andet vers eller den anden strofe, og den lyder sådan: «Fred på jorden.» Den må man forstå som den første: at de ønsker og spår, at det fra nu af skal gå sådan hos dem, der kender og har taget imod dette lille barn, at det skal gå godt til, og at der skal være lykke og velfærd på jorden. For hvad er der, hvor Kristus ikke er? Hvad er verden andet end det lede helvede og Djævelens rige, hvor der ikke er andet end uvidenhed og foragt for Gud, løgn, bedrag, gerrighed, fråseri, drukkenskab, hor, slagsmål, mord osv.? For sådan går det i verden: Dér er hverken kærlighed eller troskab, ingen er sikker for den anden. Når man siger «hvidt», må man forstå «sort», hvis man ellers vil slippe fra folk uden at blive snydt og løjet for. For vennerne må man tage sig lige så meget i agt som for fjenderne, og somme tider mere. Sådan regerer og fører Djævelen verden, så det ingen steder på jorden går rigtigt til, og der ikke kan være fred eller noget godt.

Men ligesom englene har sunget, at de, som kender og tager imod barnet Jesus, skal give Gud æren i alt, sådan synger de her og ønsker – ja, de lover og trøster – at dette djævelske tyranni nu skal have en ende, og at de kristne indbyrdes skal føre et fint, fredeligt og stille liv. De skal gerne hjælpe og give gode råd, forebygge kiv og splid og bo sammen i al venlighed, så der blandt dem for dette lille barns skyld er et fint, fredeligt styre og en dejlig omgang, hvor enhver gerne vil gøre det bedste for den anden.

Det, siger de kære engle, skal også følge, når Gud får sin ære og bliver kendt som en Herre, vi har alt fra. Så skal de små mennesker være venlige mod hinanden; ingen skal hade eller misunde den anden, ingen skal fare frem mod den anden, men hver skal altid regne den anden for større end sig selv og sige: Kære bror, bed til Gud for mig. Så bliver der fred i overflod og al lykke. For fred betyder på hebraisk alt godt. Sådan et fint, fredeligt liv skal der være blandt de kristne, at enhver gør, hvad der behager den anden, og undgår, hvad der mishager ham. Men de, der ikke gør det, hører ikke de kære engle synge; de hører ulven, Djævelen, hyle, og han synger for dem: Stjæl her, bryd ægteskabet dér, slå ihjel derovre osv. Det er Djævelens sang fra helvede.

Men blandt de kristne skal det ikke være sådan. Dér skal det gå, som de kære engle synger her; de sammenfatter vor Herre Guds gudstjeneste meget fint. For det første: at vi lader æren blive i himlen og alene lover og priser Gud. For det andet: at vi her på jorden lever pænt broderligt med hinanden og ikke følger Djævelens skændige indskydelser og tyranniske væsen. De kære engle ville gerne, at det gik sådan overalt i verden. Men de ser, at den største del ikke vil have noget med dette barn Jesus at gøre, og at der derfor rejser sig et rabalder i verden. Derfor sætter de det tredje vers sådan: «Og i menneskene velbehag.» Det er, som ville de sige: Vi ville så gerne, at det gik sådan, at hele verden ærede Gud i det højeste og havde fred og alt godt med hinanden; men der vil findes mange, som ikke agter evangeliet og ikke tager imod denne Søn, ja endda forfølger ham. Så give Gud nu de andre, de fromme mennesker, et glad hjerte fuldt af fryd, så de siger: Jeg har en Frelser, Himmeriget er mit, Kristus, Guds Søn, er min. Derfor, selv om man gør mig ondt for det, forfølger mig og lægger alle ulykker på mig for denne tros og bekendelses skyld, vil jeg alligevel ikke blive utålmodig eller vred over det, men have velbehag i det. Og ingen sorg, nød eller forfølgelse, hvor tung og stor den end er, skal hindre eller ødelægge den glæde og lyst, jeg har i dette nyfødte lille barn. Sådan et hjerte ønsker de kære engle alle troende: at de kan have lyst midt i ulyst og synge, når Djævelen er vred; at de har fred i Kristus og er stolte, trodser al ulykke i ham og endda håner Djævelen, når han gør dem skade, og siger: Djævel, kan du ikke andet end at røre ved mit legeme, liv, gods osv., så kunne du lige så godt lade være; for du kan alligevel ikke skade mig. Jeg har en evig Frelser, som nok skal give mig erstatning for al legemlig skade i al evighed osv.

Det er det tredje vers: at man har et glad, frejdigt og trodsigt mod over for al den lidelse, der kan ramme os, så man siger til Djævelen: Du skal ikke gøre det så slemt, at du ødelægger min glæde, som jeg har ved dette lille barn. Det kaldes eudokia: et lystigt, glad og modigt hjerte, som beholder sin trøst og glæde, også når det går det dårligt. For det har sådanne gaver fra Gud ved troen på denne Frelser, Kristus, og det siger til Djævelen og verden: Jeg kan ikke opgive min glæde for jeres skyld og vil heller ikke bekymre mig for jeres vredes skyld. Bare farvel med jer: Kristus giver mig mere glæde, end I giver mig sorg. Sådan et hjerte under og ønsker de kære engle os med deres sang.

Verden synger ikke denne sang efter de kære engle, men efter sin gud, Djævelen. Han vender den om, så den lyder sådan: Ære være Djævelen i helvede, ufred på jorden og i menneskene modvilje og lutter ulyst. For dertil driver han sin brud, verden: at den forbander og bespotter Gud og forfølger og fordømmer hans ord. Dernæst stifter den uro, splid, uenighed, krig, mord osv., og den skal holde hus sådan, at intet menneske kan få et glad øjeblik eller nyde en glad bid brød for bekymring og angst. Dertil hjælper de lede sværmeånder; de er Djævelens mund og vanærer og bespotter Gud i himlen med falsk lære.

Så går dansen for alvor i gang: Djævelen fortsætter med sin skændige uglesang, hidser fyrster og herrer op mod hinanden og stifter al utroskab og ufred, så den ene siger det bedste til den anden lige op i ansigtet og gør det værste mod ham. Sådan kan jeg lide det, synger Djævelen. Det er at give Djævelen ære i helvede, stifte ufred på jorden og gøre folks hjerter frygtsomme og modløse. Deraf kommer det, at man finder mange, som Gud giver alt nok, men som ikke har en glad time ved det. Selv om kælder og kister er fulde, går de alligevel omkring og hænger med hovedet; alt, hvad de har, er lutter sorg, og de kan ikke have den mindste fornøjelse af noget. Dér går det efter Djævelens ønske; han under ikke os mennesker nogen lyst eller glæde, som vi skulle have i Gud og hans gaver. Derimod synger de kære engle og ønsker os et modigt hjerte, der kan trodse og byde det hele hovedet, også når det går dårligt, i al slags ulykke og anfægtelse.

Så har I, kære venner, de hellige engles sang, som man ellers ikke finder i nogen lære eller bog. I den lærer de os om den rette gudstjeneste: at vi skal kende Guds nåde i dette lille barn, hans Søn, vor Herre og Frelser, og takke og love ham for den; dernæst at vi skal leve venligt med hinanden; og til sidst at vi skal overvinde al ulykke i tålmodighed og være glade og ved godt mod for dette lille barns skyld. Sådan har de kære engle sammenfattet denne glade og trøstefulde sang meget kort, og man mærker godt, at den ikke er vokset eller lavet på jorden, men er kommet ned fra himlen. Vor Herre Gud hjælpe os med sin Helligånd, så vi holder fast ved den og retter os efter den, ved Jesus Kristus, sin Søn, vor kære Herre. Amen.