Juledag: 3. prædiken: trøsten i englens prædiken (Luk 2,1–14)

Den tredje prædiken på juledag. Om trøsten i englens prædiken, med en formaning

Nu har vi hørt denne glade, herlige prædiken, som englen holdt om vor Herres og Frelsers fødsel. Den skal vi ikke lade være prædiket på samme måde, som man hører andre verdslige eller menneskelige historier: Når man har hørt dem én gang, har man fået nok og ved, hvad man skal vide om dem. Sådan hører desværre de fleste også Guds ord, som om det var noget almindeligt menneskeligt pjat, så de lader sig nøje med at have hørt det. Nej, vi skal være sådanne tilhørere og elever, som englen formaner til – ikke alene hyrderne, men alle mennesker (for det er dem, denne Frelser er født for): at vores hjerter tager imod denne fødsel med stor glæde, tager den til sig og beholder den. Vi ser jo, at selv hele den hellige englehær (som denne fødsel dog ikke skete for), synger så glad om denne Guds gerning. Og hyrderne lader det heller ikke blive ved, at de har set og hørt englene. Nej, straks, endnu om natten, går de hen (for at de kan glæde sig så meget mere over det, der er sket), søger og finder barnet ved krybben, får trøst og glæde deraf og styrker den, så de prædiker det videre med glæde overalt, hvor de kommer, og hjerteligt lover og takker Gud for det. Og Maria, dette barns mor, gemmer (som evangelisten siger) også med stor glæde «alle disse ord» hos sig og overvejer dem i sit hjerte.

Den slags tilhørere af denne prædiken vil Gud også have i os. For den kan heller ikke høres på nogen anden måde, så den gavner og bringer frelse. Det må (som sagt ovenfor) være ulykkelige, fordømte mennesker, som slet ingen glæde eller bedring får af denne prædiken og ikke tror mere på den eller har mere gavn af den end Djævelen og hans engle. De kender også denne historie meget godt, men kun til deres egen fordømmelse.

Nu har englen med denne prædiken givet os så meget, at hele kirken har nok at prædike videre om og lære af den til verdens ende. Og det er jo ret og rimeligt, ja, bydende nødvendigt for os, at vi flittigt studerer den, ved flittig eftertanke vækker og skærper den i vores hjerter, tygger og banker den godt ind i os selv og således gør mange prædikener ud af denne ene høje engleprædiken. For den er et fyrtøj og et tønder, som altid kan tænde og varme vores kolde hjerter på ny; ja, en kilde og et væld, som altid skal læske og kvæge os i vores hede og tørst, som en levende vandkilde til evigt liv. For her har vi både sikker trøst og styrke imod al anfægtelse og rædsel og desuden den nødvendige formaning til at vogte os for at blive sorgløse og glemme denne høje guddommelige velgerning.

Men det hele ligger i det ord, vi har hørt, hvor englen siger: «I dag er der født jer en Frelser, som er Kristus, Herren.» Det skal være hovedskatten og give en glæde, som kaldes og også er en hjertelig stor glæde hos dem, der gerne ville frelses, det vil sige have Guds nåde, trøst for samvittigheden og et sikkert håb om det evige liv. Til dem taler englen, og han siger, at de ikke skal frygte. For hvem skulle disse ord ellers være sagt til? Og hvorfor skulle Gud ved denne prædiken om den fødte Frelser lade formane til glæde, hvis det ikke blev sagt til sådanne hjerter, som er elendige og bedrøvede og ellers ingen trøst eller glæde har? De sidder fast i bekymring, angst og tungsind, som om Gud var vred på dem (sådan bliver alle hellige og fromme hjerter jo anfægtet), og de frygter, at han vil støde dem i helvedes afgrund. For de føler deres synd, deres samvittighed trykker dem, og de må bekende, at de ikke kan bestå for Guds dom.

For dette alene er hovedårsagen til al frygt og rædsel for Gud: Var vi uden synd, behøvede vi hverken at frygte vrede, død eller helvede eller at flygte fra Gud. Men fordi vi har et så angst, bedrøvet og flygtende hjerte, giver vi os selv skylden (og sådan er det jo også): Vi kan ikke bestå for Gud på grund af vores liv, og ingen skabning kan tage denne frygt fra os. Og selv om de ugudelige for en tid ikke mærker det, fordi deres hjerte er hårdt og forhærdet, er de dog ikke fri for det. Til sidst rammer timen dem pludselig og slår dem som torden og lyn ned i helvedes afgrund. Men de fromme må hele tiden slæbe på det og plages af det. De kan ikke finde ro for sig selv, og ingen skabning kan trøste dem, når rædslen rammer dem. For den kommer indefra, fra deres eget hjerte og samvittighed, som mærker Guds vrede. Når det er der, og Kristus ikke ved Ordet lyser ind i hjertet med sin trøst, så må fortvivlelsen følge, og man synker ned i død og helvede. Derfor er der ingen hjælp her i menneskelig glæde og trøst fra ydre, timelige goder. For den er i sig selv hverken ren eller bestandig og varig; der er altid mere galde end honning i den, midt i glæden er den blandet med ulyst, og til sidst bliver den helt flov og bitter.

Derfor må der her være en anden trøst, som ikke findes på jorden blandt mennesker, men bliver åbenbaret fra himlen, og som alene kommer fra dette barn. Den viser denne himmelske prædikant os – men ikke sådan, som jøderne ventede på en prædiken eller et budskab om deres Messias, der skulle sige til dem: I dag er jeres konge og herre født for jer; han skal give jer masser af guld og verdens glæde og lyst, som I begærer. Nej, siger han, for den slags folk er jeg ikke prædikant, som sætter deres trøst på den slags og ellers er uden frygt og rædsel og endnu hverken ved eller mærker noget til, hvad rædsel for Guds vrede og frygt for helvede er. Men for jer fattige hyrder og jeres lige prædiker jeg, for jer, som er fattige, trøstesløse samvittigheder og søger hjælp i en nød, hvor ingen på jorden kan hjælpe med penge og gods eller anden verdens glæde, så I kunne få fred og glæde over for Gud – det kan kun han selv. Ja, til jer er jeg sendt for at forkynde dette: Nu har I Frelseren. Nu kan og skal I være glade, og jeres hjerte skal springe af glæde. For han er født for jer, og som profeten Esajas siger (Es 9,5): «Han er givet jer.» Han skal og vil være ganske og aldeles jeres, sådan at han i sandhed er jeres Frelser, som hjælper jer ud af al den frygt, angst og nød, som I sidder fast i.

Tænk nu selv efter ud fra denne englens prædiken, og regn det ud: Den guddommelige majestæt i himlen har fået et sådant hjerte for dig, at han af bundløs kærlighed og barmhjertighed over din store elendighed og jammer, uden din fortjeneste, ja, mens du er i dine synder, sender sin enbårne Søn herned, lægger ham i jomfruens skød og siger til dig: Se, det er min elskede Søn, født og givet dig; han skal være din Frelser, trøst, værn, hjælp og frelse. Ja, siger jeg, når han bærer et sådant hjerte og en sådan vilje mod dig, så kan du jo selv slutte: Ville du (eller noget andet menneske på jorden, og de er dog uretfærdige og syndere) eller kunne du have i sinde at slå ihjel eller gøre fortræd den, som du havde skænket dit eget eneste barn og med barnet hele dets arv? Det måtte jo være et menneske, du satte meget højt og stolede meget på. For enhver far betror langt hellere en anden sit gods og alt, hvad han har, end sit eneste barn. Derfor må der i denne Guds Søn, som er født og givet os, jo være lutter guddommelig nåde og kærlighed mod os. Men han bliver kun født og givet til dem, der tager imod ham og gerne vil trøste sig ved ham og glæde sig over ham. Og ved denne store velgerning og gave viser og bevidner Gud allertydeligst, at han ikke længere vil være vred på os eller fordømme os.

Ja, siger det forsagte hjerte imod dette, men jeg er ikke from. Når jeg ser på mit liv og dømmer efter det, så trænger Guds lov ind på mig, og min egen samvittighed står imod mig og siger, at jeg må være fordømt, fordi jeg har synd og ikke opfylder loven. Det svarer englen på: Ja, det er rigtigt, at du ser og mærker det; netop derved er du ret skikket til at tage imod den trøst og glæde, som jeg forkynder. For var du ikke en synder og mærkede ingen modløshed og frygtede ikke Guds vrede, så havde du ikke brug for denne Frelser, og så var denne min prædiken dig til ingen nytte. Derfor: Nu da du har lukket øjnene så vidt op og ser, hvad du selv er, så luk også ørene op og hør, hvad Gud lader mig sige til dig. Han behøver ikke at få forkyndt ret meget for dig om, at du har synd og har fortjent helvede; det er allerede prædiket nok for dig, og mere end du kan bære. Nej, han sender dig denne prædiken ned fra himlen, fordi du ellers ikke kan høre eller erfare, hvordan der kan rådes bod på din jammer og elendighed. Derfor må du her se et andet syn end det, dit eget hjerte maler for dig, og høre noget andet, end loven prædiker for dig: at Gud ved min prædiken viser dig denne Frelser, sin enbårne Søn, i dit kød og blod, ja, liggende i din elendighed, og desuden lader sige dig, at han er født for dig. Vend dine ører, øjne og hjerte herhen, og lad nu være med at tale om, hvad du er. Det ser og ved Gud på forhånd udmærket godt, og bedre end du. Lad dig det være sagt, og hør med flittige ører, at jeg forkynder dig og siger på Guds vegne: Du skal ikke frygte, men være glad.

Ja, siger du videre, hvorfra skal eller kan jeg vide, at Gud er forligt med mig, og at jeg er forsonet med ham? For jeg ved, at hans lov skal holdes, eller også skal hans evige vrede over ulydigheden bæres; den må jo først betales. Hvor skal jeg hente, søge eller finde det? Nå, hvad vil du så gøre? Vil du løbe til verdens ende? Vil du blive en streng kartøsermunk (sådan kaldte man den strengeste orden blandt munkene) eller eneboer? Eller pine dig selv til døde med faste og særligt tunge gerninger? Nej, det nytter ikke. For dermed bliver du dog, som du var før; ja, du bliver et endnu mere elendigt og trøstesløst menneske. Sådan har mange mennesker altid prøvet det, og de har dog ikke fundet trøst eller hjælp i det. For Guds vrede lader sig ikke stille og forsone med menneskelige gerninger; de kan ikke uddrive og tage de synder bort, som mennesket har med sig fra fødslen i denne natur.

Hvor skal jeg så gå hen for at finde trøst og hjælp? Herhen, siger englen, hør her, hvad jeg siger dig. Jeg bringer dig denne prædiken (nu skal du holde dig til den alene), som skal gøre dig glad. Den siger dig ikke, hvad du skal gøre for at opnå forsoning og nåde hos Gud, men at Frelseren er født for dig. Dette ord (Frelser) bringer dig det; for der står jeres, det vil sige din og alle menneskers Frelser. For det er jer, der er fordømte og fortabte og har brug for Frelseren. De hellige engle er ufordærvede, fromme, rene og salige ånder; derfor siger han ikke: vores Frelser, eller: født for os, men jer og jeres Frelser – nemlig for dem, der må bekende dette og sige: Jeg er fortabt.

Til disse ord hører nu troen, som holder det for sandt og slutter (imod tvivlens anfægtelse), at denne Frelser visselig er født for ham, og som stiller hjertet tilfreds ved ham – så du ikke ligesom andre, der ikke vil tro, går glip af denne Frelser og ved din vantro gør Guds ord til løgn. For hvor denne tro ikke er, dér bliver Kristus, Guds Søn, fornægtet fra begge sider: af dem, der ikke bekender deres synd og ikke anerkender Kristus som deres Frelser, og af dem, der nok føler og bekender deres fordømmelse, men alligevel heller ikke tager imod denne trøst, at Kristus er deres Frelser.

Tænk derfor nu over, hvad du gør. Vil du ikke have denne Frelser, men bilder dig ind, at du nok selv kan være din frelser, eller mener at kunne finde en anden, så far bare hen, og se, hvad du finder. Men bekender du, at du har brug for denne Frelser, og tror alligevel ikke englens guddommelige prædiken, men piner dig selv med dine synder og vil vente, til du har hjulpet dig selv ud af dem, så har du igen ramt pænt ved siden af og berøver dig selv din trøst og frelse. For kunne du hjælpe dig selv, så måtte englen vende tungen om og ikke kalde Kristus, men dig eller andre mennesker din frelser.

Derfor er der intet bedre her, end at et bedrøvet eller frygtsomt hjerte ikke ser på sin egen synd eller rædsel og svaghed, men alene ser på dette barn (sådan som denne prædiken viser det), der ligger i jomfruens skød eller i krybben, og med dette billede og ved det ord, det hører om Kristus, driver denne trøst ind i hjertet, så godt det kan. Tænk for eksempel på det, Sankt Paulus siger i Rom 8: «Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?»

Se, dér udlægger Sankt Paulus englens prædiken og bruger den selv til god nytte. Gud giver os sin egen eneste Søn, og det sådan, at han bliver et offer for vores synd, lader Guds forfærdelige vrede, som vi havde forskyldt, gå ud over sig og betaler for den med sit legeme og liv, for at vi for hans skyld kan have nåde og liv hos Gud. Nu er Guds Søn mere, større, skønnere, ædlere og dyrebarere end sol og måne, verden og alt, hvad der er i den, og ingen skabning kan være Faderen kærere og mere værd. Når han nu skænker os Sønnen selv, så skænker han visselig alt, hvad han formår, med ham. Han antager os i Kristus som sine børn og regner os for sine egne arvinger og giver os forløsningen, herredømmet og sejren over synd, død og helvede, som Guds Søn har for sin person fra evighed og desuden har vundet og skaffet os til gode ved sin død og opstandelse. Kort sagt: Navnet (Guds Søn) bringer alt, hvad der er Faderens, med sig til os; for hvad der er Faderens, er også hans. Derfor har vi i og med ham visselig (når vi tror englens prædiken) syndernes forladelse og det evige liv som gave, og nu er der hos Gud lutter nåde, barmhjertighed og faderlig kærlighed mod os.

Derfor: Selv om du mærker rædsel på grund af din synd, og Djævelen plager og slår dig med sorg og tungsind, så hold dig til denne englens prædiken, og lær af den at modstå en sådan anfægtelse, slå den tilbage og sige: Nu har jeg længe nok hørt, hvad min stakkels tunge samvittighed siger mig ud fra Guds bud om mine synder og Guds vrede. Og jeg har hørt, hvordan du, lede Djævel, med din prædiken gør det så stort, at jeg ikke skal kunne høre eller se andet, og driver en sådan rædsel og angst så tungt ind i hjertet, som om jeg ikke havde mere trøst at håbe på, og der slet ikke var mere nåde eller barmhjertighed hos Gud. Den slags tanker kan jo ikke komme fra Gud. Derimod hører jeg, Gud være lovet og takket, denne kære engels prædiken, som Gud har befalet ham at forkynde for de fattige, elendige, frygtsomme hjerter (sådan som ordene «Frygt ikke» viser), og den lyder sådan: «Der er født jer en Frelser», det vil sige: I skal ikke blive i Guds vrede, fordømmelse og evig død, men vide, at I for Guds Søns skyld, som er født for jer, har forsoning, forladelse, evig forløsning og hjælp hos Gud fra alt det, der tynger og bedrøver jeres hjerte og samvittighed. Derfor sætter englen udtrykkeligt de ord til: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde osv.» Med dem byder han mig på Guds vegne at lade frygt og sorg fare og at modstå min naturlige tvivl.

Denne prædiken er jeg skyldig at tage imod og følge ved troen og således trøste mig. For jeg ved, at den i sandhed er Guds ord og vilje. Derfor vil og skal jeg ikke tro det, der siger mig noget andet, men fordømme det som Djævelens løgn. Han vil ved mit eget hjerte og mine egne tanker skræmme mig bort fra denne kære Frelser og få mig til at falde fra, så jeg (ligesom han) ingen glæde eller trøst har af denne salige fødsel.

Sådan skal alle bedrøvede hjerter, som går omkring i frygt for Guds vrede, sørgmodige og nedslåede, og piner og ængster sig selv med deres egne tanker og søger råd og hjælp i deres nød hos sig selv eller andre steder, lære at dømme den slags tanker og slå dem fra sig (som Djævelens giftige, brændende pile, skudt ind i hjertet). Det sker ved troen, som griber denne prædiken om Kristus og ud fra den slutter og bekender: At jeg er en fattig synder, det er sandt, og det behøver du ikke at lære mig, for det mærker jeg meget vel. Men at jeg deraf skulle slutte, at Kristus ikke er født mig til gode og til frelse, at jeg ikke skulle trøste mig ved og glæde mig over denne fødsel og regne den for min egen skat, men blive i rædslen og modløsheden, som om Gud evigt ville være vred på mig og fordømme mig – det siger du, lede løgneånd fra helvede. For imod det prædiker Gud selv for mig ved denne kære engel ved krybben: Jeg skal ikke længere frygte eller være bedrøvet, for Frelseren er født for mig. Dér skænker Gud mig sin allerkæreste Søn og lægger ham i hans mors skød; og ved denne fødsel lader han mig ikke høre andet end lutter glæde og trøst, som englen forkynder for mig og for hele folket, og som hele den himmelske hær synger om med stor lyd. Og den evige Fader har også gjort mig den usigelige velgerning, at han lader dette forkynde og tilbyde mig, så jeg jo skal kende hans hjerte og vilje. Det er jeg skyldig at tro fast og uden tvivl og at takke for. For jeg ved, at denne prædiken ikke kan lyve for mig; ja, at Gud ikke kan vises større foragt og bespottelse end ved, at man ikke vil lade den være sand eller tage imod den – sådan som du, lede Djævel, gør Gud til løgner i hans ord og også vil drive os arme mennesker til en sådan gudsbespottelse.

Se, det er det, englens prædiken skal virke i os. Helligånden vil også virke kraftigt ved den; og der følger visselig også kraft af den, hvor hjertet tager imod den og ikke skubber den fra sig. Så mærker man ikke alene trøst i hjertet, men den bringer også en sådan glæde, at Djævelens indskydelser, dødens rædsel og den tunge samvittigheds angst og frygt bliver overvundet, og troen kan frimodigt rose sig imod dem, ligesom Paulus roser sig: «Han, som gav mig sin enbårne Søn, hvordan skulle han kunne andet end skænke mig alt med ham?» Har jeg Sønnen, som er i den evige Faders skød og hjerte, så har jeg også Faderen selv og alle hans velgerninger; og når jeg stoler på det, kan hverken helvede eller død eller Djævel eller nogen ulykke tage den skat fra mig. Sådan siger også Sankt Paulus videre i Rom 8: «I alt dette (hvad der end kan ramme os, timeligt eller evigt) mere end sejrer vi og har en herlig sejr ved ham, som elskede os.»

At denne trøst er sand og sikker for os, er der slet ingen tvivl om hos os kristne. For vi ser, at Gud har befalet sine engle at prædike den fra himlen, og at de så hjerteligt formaner os til at glæde os. Desuden bevidner Gud den med mange store vidnesbyrd – men allerhøjest ved denne gerning, at han lader sin egen Søn blive født i vores natur. Og vor Frelser Kristus har selv prædiket den og stadfæstet den med sin lidelse og død. Ingen kan gå glip af denne trøst, uden den, som ikke tager imod den af hjertet, men selv falder fra den. For denne gave, nåde og liv i dette nyfødte barn, Guds Søn, er evig og varer, så længe Guds Søn og hans evige Fader lever og består; og den, der holder fast ved ham, må derved også bestå evigt. Og selv om vi ikke altid kan holde fast ved det, fordi vi er svage og ustadige i dette liv, men ofte anfægtes af tvivl og sorg, så skal vi dog gribe fat i det igen og for alt i verden vogte os for at følge dem, som fornægter eller spotter denne guddommelige nåde og skat.

Se, derfor har jeg sagt, hvor elendig og ulykkelig en ting det er med et menneske, der ikke er værdigt til at høre denne prædiken. Men langt mere ulykkelig er den, som hører den og ikke agter på den og ikke vil tage imod den. At det skulle behage Gud, og at han skulle være hos et menneske, som foragter denne høje gerning og gave – det er umuligt, det må selv den menneskelige fornuft slutte (når den først er overbevist om, at denne prædiken er noget værd). Nu hører og ser man overalt i verden mange forfærdelige straffe over land og folk, og alle klager højlydt over store byrder, tyranni og andre plager; men årsagen vil ingen se. Er det da noget under, at sådanne og endnu større straffe kommer, når man så skændigt foragter Guds ord og er så utaknemmelig mod hans høje, uudsigelige nåde og velgerning, som han viser os ved evangeliets klare lys? Ja, hvad under var det, om Gud lod tyrker og alle straffe regne ned over os på én gang, eller kastede os ind under paven eller andre sværmeånder og tyranner?

Hvis du havde gjort mange mennesker godt, hjulpet dem med liv og gods og reddet dem fra døden, og de så slet ikke agtede på den velgerning, at de hverken ville vide af dig eller høre om dig, men tværtimod på trods gjorde alt, hvad de kunne, imod dig og til ærgrelse for dig – ville du så synes, det var synd for dem, hvis alle plager ramte dem: hvis tyrkerne huggede dem i stykker med kone og børn, eller andre skændige folk vanærede deres koner og børn for øjnene af dem og tog alt fra dem? Og Gud skal stadig være tålmodig, ja, endda have uret, når han hjemsøger os med timelig straf og daglig formaner os til omvendelse – mens vi ikke så meget som lader en eneste tanke om det komme os i hjertet, at vi skulle erkende denne guddommelige velgerning og nåde og være taknemmelige for den, men bliver ved med skændig foragt og et ugudeligt, trodsigt liv?

Når han lader korn og vin gro for os og giver os guld og rigdom, så er vi glade (skønt vi heller ikke takker ham for det, men verden misbruger også disse gaver på det skændigste). Men når han giver os denne hovedskat, lægger sin eneste Søn dér i jomfruens skød, han, som bringer al nåde og alle gaver med sig – og vi så ikke vil glæde os over det eller gøre ham den ære i det mindste at høre det uden foragt – hvad mere godt skal han så gøre os?

Vi har jo ingen grund til at foragte en så god, trofast og velgørende Herre og Gud; vi har grund til at elske ham som den allerbedste Fader af hele vort hjerte, med al troskab og lydighed, og takke ham. Men fordi vi ikke vil det, har han alt for stor og god grund til at lade Djævelen og alle plager gå over os. Jeg ville da langt hellere, at en tyrk spiddede mig i denne time, end at jeg skulle høre og se, at man overalt foragter denne salige gave og skat så skændigt.

Selv om denne Guds Søn, født af jomfruen, ikke var skænket dig af Gud til eje, og du så en morder som tyrkerne eller Herodes komme, som ville spidde dette lille barn på en pæl eller et sværd, så skulle du dog sige: Jeg ville hellere, at vi alle blev spiddet og hugget i stykker, end at det skulle ske for Guds Søn. Og hvad andet er det, når man foragter denne Frelser, som er givet og født os, end at stikke et sværd eller et spyd igennem ham? Det siger Hebræerbrevet med klare ord i Hebr 6: «De korsfæster for dem selv Guds Søn på ny.»

Hvem kan her sige andet, end at Guds dom er retfærdig, og at de allerforfærdeligste straffe med rette går over verden? For den foragter, spotter og forfølger denne glædelige prædiken og denne høje gave, Guds Søn, og skubber sin skat, trøst, hjælp og frelse fra sig – så den til gengæld får lutter djævle, tyrker, tyranner, pave, mord, krig, ødelæggelse af alle regimenter og alle plager. For hvad mere godt skal eller kan Gud gøre os, end at han lægger sin enbårne Søn i vores kød og blod og dermed giver os det højeste pant og vidnesbyrd om sin nåde og kærlighed, sammen med alle skabninger, og hilser os og smiler til os på det allervenligste og faderligste (når vi tager imod ham)? Og hvad mere skal bevæge verden til at blive retskaffen, lydig og taknemmelig, når dette ikke vil hjælpe?

Lad os derfor vogte os for det, så vi ikke foragter eller mister denne nåde; lad os se til, at vi bruger denne salige fødsel af Guds Søn til trøst og glæde for os og til vores frelse, og være Gud taknemmelige for denne høje velgerning, at han ved sit ord har givet os en så åbenbar erkendelse og oplysning. Og lad os bede ham inderligt om, at han vil styrke og bevare os i den, så det salige lys ikke slukkes igen eller tages fra os, sådan som det gik os før under den tidligere blindhed.

Man havde også denne englens prædiken i pavedømmet; man har også hvert år overalt i hele Tyskland sunget denne skønne kristelige sang: «Ein Kindelein so löbelich» [«Et lille barn så lovesælt», en gammel tysk julesang], og man synger den stadig; men ingen har forstået den. Hvorfor? Der manglede trofaste prædikanter. For hvor prædikestolen ligger og snorker, så den ikke vækker ordene op og forklarer dem, dér synger og læser man dem nok, men uden nogen som helst forstand. For vi må indrømme, at vi også i pavedømmet har haft dåben, sakramentet, evangeliets tekst, Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud; og endnu i dag har de pavelige det lige så vel som vi (bortset fra, at de har ændret Herrens nadver og forvansket hans testamente). Men alt det sover hos dem. De har det og ved ikke, hvad de har; for de trøster sig ikke ved det, sådan som de kristne skal trøste sig ved den skat. Nej, de går sorgløse og trygge omkring og tænker ikke én gang over, hvad dåben, evangeliet, Fadervor og troen er. Derfor ved de heller ikke, hvad de synger eller siger om det. Imens går de rundt med deres narrespil og gøgl, deres ceremonier og kirkepragt; de driver deres messemarked i alle kroge, vier salt og vand, ryger alterne til med røgelse, skriger, synger og spiller kirkerne fulde med orgel – og ingen bliver derved belært, trøstet, hjulpet eller forbedret det mindste. Og på prædikestolen gør de ikke andet end at forvanske, fordømme og spotte denne rene, sunde og trøsterige lære om Frelseren Kristus.

Hvad er det så, der mangler? Det er dette, at prædikestolen er faldet – den, som skal vække folk op, åbne deres ører, rense deres øjne og indskærpe læren og forklare den, så de forstår, hvad de hører, læser eller synger. Men den, der skal vække andre, må ikke selv sove; han skal være vågen og frisk. Ellers kan en søvnig prædikant nok gøre en livlig tilhører lige så søvnig som sig selv. Sådan er det gået i pavedømmet: Dér har de siddet i rosenhaven, det vil sige i al ro og overflod. Derfor har både lærere og elever her snorket og sovet og ladet denne herlige prædiken falde så helt, at de ikke ved eller forstår noget af den, selv om de synger og læser om den ligesom vi.

I evangeliet læser de, hvordan denne Frelser er født. I kirken synger de: «Var dette barn ej født for os, så var vi alle fortabt; frelsen tilhører os alle» [et vers af samme julesang]. Og alligevel går de hen og påkalder Jomfru Maria, faster, fejrer de døde helgeners fester, render på valfarter, bestiller og hører messe osv. Det er jo at lave sig andre frelsere og gøre denne lille sang og lovsang til løgn med gerningen: I stedet for denne Frelser eller dette barn sætter de Jomfru Maria og andre helgener, ja, også deres egne fattige og elendige, barnagtige og tåbelige menneskegerninger.

Sådan havde jøderne også Den Hellige Skrift og læste profeternes vidnesbyrd om Kristus i deres synagoger. Og de vidnesbyrd siger helt klart om hans person og hans embede, at han ikke skulle være en verdslig konge, men blive et offer for alle menneskers synd og have et evigt rige, hvor alle, som troede på ham, skulle have syndernes forladelse alene for hans skyld. Men hvor klart det end stod skrevet, så blev de dog (både lærere og elever) hængende i deres blindhed om deres Messias’ verdslige kongerige og bildte sig ind, at de måtte blive retfærdige for Gud ved deres jødiske gudstjeneste og lovens gerninger. Derfor er det højst nødvendigt, at man af hjertet beder Gud om at give vågne prædikanter, som vækker disse ord op i os og forklarer dem, så vi ikke alene hører og læser dem, men også forstår dem. For hvor der ikke er sådanne prædikanter, dér går det ikke anderledes end hos de pavelige: For dem er Ordet, dåben og sakramentet ligesom en skat, som en mand har i huset, men som er skjult for ham, så han hverken glæder sig over den eller får nogen gavn af den. Englens prædiken er jo også klar og tydelig nok; men om den så var nok så klar og tydelig, så er den dog uforståelig for paven og hans flok. Ellers ville de ikke byde folk at påkalde helgenerne, købe menneskers gerninger og fortjeneste og søge andre frelsere; nej, de ville lade sig nøje med denne Frelser.

Men hvor Gud giver vågne og friske prædikanter, som vækker disse ord rigtigt op i tilhørernes hjerter og forklarer dem, dér får man af denne englens prædiken den høje kunst, at man kan dømme og bedømme alle mulige andre falske lærere og ånder helt præcist. Og de kristne bliver derved så oplyst, at hvor skarpt Djævelen end udtænker det, og hvor underligt han end vrider sig, kan de dog gribe ham, kende ham og se lige ind i hans hjerte, om han så er nok så snu og listig. Derfor roser Sankt Paulus sig i 2 Kor 2 og siger: «Vi er ikke uvidende om, hvad Satan har i sinde.» Når vi for eksempel holder alle mulige andre lærdomme op imod englens prædiken – hvad enten de hedder jødiske, tyrkiske, pavelige eller hvad som helst – og ser, om de rimer med den eller kan tåle den, så er det let at bedømme og bevise, at deres lære er falsk, deres tro forkert og deres gudstjeneste intet værd. Pavedømmet har overmåde megen pragt med sine gudstjenester og også mange store, kostbare gerninger; men hvem ser ikke, at det alt sammen er afgudsdyrkelse, eftersom de holder sådanne gudstjenester for deres frelser? Det vil sige: De stoler på dem, som om Gud havde behag i dem, og som om de derved kunne vinde hans nåde og komme ind i himmeriget – mens englen dog her prædiker om barnet, at det alene og ingen anden er Frelseren. Derfor kan vi med sandhed anklage paven og biskopperne for vildfarelse i lære og liv; for hverken deres liv eller deres lære rimer med denne englens prædiken.

Den, som nu holder sig til og retter sig efter denne englens prædiken, kan ikke tage fejl eller fare vild, hvad han så end tager sig for og bedømmer. Derfor bør vi takke Gud for en sådan nåde og bede ham af hjertet om at bevare os, så vi aldrig slipper dette barn og salige lys af syne og ud af hjertet. Det lyser for os imod al Djævelens list og verdens ondskab, så vi kan vandre sikkert og let og hurtigt bedømme al anden lære, der går imod det, og se, at den er forkert. Vi behøver ikke gøre mere end at sige: Englen prædiker ikke sådan, at min, din eller nogen skabnings gerning er vores frelser; men han viser os hen til barnet og siger om det: «I dag er der født jer en Frelser, som er Kristus, Herren.» Han har gjort og udrettet alt, hvad der hører til vores frelse. Den engledoktor [hentydning til skolastikkens «doctor angelicus», Thomas Aquinas] vil jeg tro, og jeg vil holde mig til hans prædiken og ikke høre nogen anden, der lyder anderledes.