Juledag: 5. prædiken: Marias og hyrdernes eksempel (Luk 2,15–20)

Den femte prædiken på juledag, over evangeliet Luk 2,15–20: om jomfru Marias og hyrdernes eksempel

Indtil nu har I, kære venner, hørt, hvordan Gud lod sine engle, de kære fyrster, blive prædikanter og sendte dem til hyrderne – fattige stoddere eller i hvert fald ringe og uanselige småfolk – for at de skulle synge dem en skøn lille sang om dette Jesusbarn. Efter deres sang følger nu videre i historien: «Og det skete, da englene var faret fra dem til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ’Lad os dog gå til Betlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.’ Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og barnet liggende i krybben. Men da de havde set det, udbredte de det ord, der var talt til dem om dette barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af hyrderne. Men Maria gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte.»

Her ser man, at englenes prædiken og sang ikke var forgæves. For hyrderne holder ikke så meget af deres hjorde, at de bliver hos dem; de bryder op og vil se det lille barn, som englene selv kalder en Herre. Det er den ene frugt, som følger af englenes prædiken.

Den anden frugt er, at hyrderne også bliver prædikanter og fortæller alle og enhver, hvad de har hørt om dette lille barn. Derfor siger evangelisten: «Alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af hyrderne.» Men hos de fleste har det nok været en undren, som ikke varede længe. For erfaringen viser, at de fleste mennesker er så elendige, fordærvede folk, at uanset om Gud gør vel eller ilde imod os, om han tugter os eller viser os nåde – når det er overstået, er det snart glemt. Så skændigt glemsomt og ligegyldigt er et menneskes hjerte. Derfor bliver også vor kære Herre Gud nødt til hele tiden at lade nye undere og nye straffe gå over os, hvis vi da ikke skal glemme hans velgerninger. Sådan er det uden tvivl også gået her: Som evangelisten siger, undrede alle de, som hørte det, sig over denne tale, og en tid var der megen snak om, at der var født et lille barn i Betlehem, som englene havde prædiket om oppe i luften, og som de vise mænd fra Østerland var draget til og havde tilbedt. Men før der var gået to, tre eller fire år, havde alle glemt det; og i Betlehem var der ingen, eller i hvert fald meget få, som troede det eller brød sig om det. Og senere, over tredive år efter, da Herren trådte frem, prædikede og gjorde undere, var der helt tavst om det, så ingen vidste noget som helst om det mere.

Den samme uart finder vi endnu i dag hos os selv. For blandt hundrede – ja, jeg kunne godt sige tusind – mennesker er der knap én, som endnu kommer den jammer og elendighed i hu, der var under pavedømmet, både hvad lære og liv eller gudstjeneste angår: at de arme samvittigheder blev trængt alle vegne og ingen steder kunne finde nogen grundig trøst. Al den møje, det slid, de udgifter og den byrde for samvittigheden er helt glemt. Ellers ville vi holde det hellige evangelium, som har hjulpet os ud af den jammer, langt mere kært og dyrebart; vi ville også takke Gud flittigere for det og være mere retskafne.

Sådan gik det også for jøderne. Mens de var i Egypten, var der ingen ende på klagen, skrigen og græden. Men hvad skete der bagefter? De havde knap været tre dage i ørkenen, før de ønskede, at de var tilbage i Egypten. Så elendig en ting er menneskets hjerte: Det bliver så hurtigt træt og led af en ting og kan så let glemme de store plager og pinsler. Og slet ikke at tale om at komme velgerningen i hu; det sker endnu meget sjældnere, som ordsproget siger: Nihil citius senescit quam gratia [intet ældes hurtigere end en velgerning]. Selv om Gud bliver meget vred og straffer med pest og alle slags sygdomme og lader snart den ene, snart den anden plage gå over os, så er det, som om man skrev med en fjer i vand eller i luften. Mens det gør ondt og ligger os på huden, så smerter det; men så snart det er overstået, er det så fuldstændig glemt, som om det aldrig havde ramt os.

Sådan siger evangelisten også her: «Folk undrede sig over det»; men det varer, som sagt, ikke længere end en dans før højmessen. Dog finder man her nogle retskafne elever og børn, som ikke er så glemsomme og ligegyldige som verden. For evangelisten siger: «Men Maria gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte.»

Disse ord skal vi lægge godt mærke til og lære af dem, hvordan vi skal høre Guds ord ret. «Maria,» siger evangelisten, «gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte.» Det vil sige: Hun tænkte flittigt over dem. Sådan gør de, som holder fast ved Guds ord, ransager det og tænker over det: Jo længere tid der går, jo mere forstand og trøst finder de deri, og dag for dag bliver de mere visse i deres tro. Men hos de ryggesløse ånder, som hører det med det ene øre og lader det gå ud af det andet, er det – man kan prædike for dem så længe og så meget, man vil – som at slå i vandet.

Sådan gør Maria ikke. Hende lå det på sinde; derfor gemmer hun det, skriver det i sit hjerte og overvejer det, det vil sige: Hun tænker over det og siger ved sig selv: Det er da forunderlige nyheder, at jeg skal være mor til dette barn, som englene prædiker om, at det er verdens Frelser, og som de kalder Kristus, Herren osv. Med sådanne tanker er det sunket så dybt ind i hendes hjerte, at hun måtte beholde det. Og om så hele verden havde været imod det, kunne ingen alligevel have taget det fra hende eller talt hende fra det; hun ville have holdt fast ved, at hendes søn var Guds Søn og hele verdens Frelser osv.

Dette eksempel fra Herrens hellige, kære mor skal vi følge (for derfor er det skrevet for os) og med samme flid og alvor præge Ordet ind i vores hjerte, så det nærmest bliver vores natur; som der står i Salomos Højsang, kapitel 8 (Højs 8,6): «Sæt mig som et segl på dit hjerte og som et segl på din arm.» Dér vil han, at hans ord ikke blot skal svæve på tungen som skum på vandet eller som spyt i munden, der bliver spyttet ud; men at det skal trykkes ind i hjertet og blive et mærke, som ingen kan vaske af – ligesom om det var vokset derinde og var noget naturligt, som ikke lader sig skrabe ud. Sådan et hjerte havde jomfru Maria, og i det blev disse ord stående, som var de indgraveret. Alle, som griber Ordet sådan, har Kristi rette præg, det rette segl. De lader ikke Ordet tage fra sig, om så sværmeånder rejser sig eller Djævelen selv: Som de engang har hørt og troet det, sådan bliver de ved det. Hos de andre bliver det ikke længe, selv om de hører det og undrer sig over det; det er snart glemt.

Her må vi lægge mærke til: Skal Guds ord på den måde slå rod i vores hjerter, så kræver det, at vi omgås det flittigere. Vi ser det på de unge drenge: hvor tit man må tygge en ting for dem og banke den ind i dem, før de fatter den; og så bilder vi os ind, at så store ting lader sig fatte let og helt uden møje. Dér tager vi grueligt fejl. De fleste har, så snart de går ud fra prædikenen, andet at bestille, så kun meget få tænker på, hvad de har hørt og lært i prædikenen. Men det er ikke ret, at vi vender bagenden frem. Guds rige skulle vi søge først, det vil sige tage os mest af det; men vi tager os mindst af det, og vi bryder os mere om vores forretninger, vores levebrød og vores fornøjelser end om Guds ord. Ellers ville vi i det mindste tænke lige så ofte og flittigt på Guds ord og omgås det lige så alvorligt som vores forretninger. Men det bliver der ikke noget af. Derfor er det heller ikke underligt, at det hænger så løst ved os, og at vi så hurtigt glemmer det, sådan som man ser i anfægtelsen. Men hos de kristne skal det ikke være sådan. Deres største skat er Guds ord; derfor er det også deres hjerte. Og selv om de må tage sig af verdens sager, så hænger hjertet dog altid ved den side, hvor det ligger dem mest på sinde.

Så meget om jomfru Marias eksempel, som evangelisten ikke ville udelade, for det er også nødvendigt. Nu følger videre: «Og hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.»

Efter at hyrderne har set Jesusbarnet og har bredt rygtet om ham ud alle vegne, går de tilbage til deres hjorde og priser og lover Gud, sådan som de havde hørt og lært det af englene, der sang: «Ære være Gud i det højeste osv.»

Det er også en god og fin lære: Efter at hyrderne er blevet oplyst og er kommet til den rette erkendelse af Kristus, løber de ikke ud i ørkenen, sådan som det tossede munke- og nonnefolk løber ind i klostret; men de bliver i deres kald og tjener på den måde deres næste. For den rette tro tvinger ingen til at opgive sit kald og begynde på et nyt levned, sådan som det tossede munkefolk har gjort. De mente, at de ikke kunne blive frelst, medmindre de i det ydre stillede sig an anderledes end andre folk. Skulle de klæde sig, spise og drikke, våge og sove som andre folk, så var det jo en almindelig ting og havde ingen særlig anseelse. Men at holde deres orden og regel, det pralede de af og pyntede på og kaldte det en fuldkommen stand – ja, som Sankt Paulus taler om det i Kol 2,18: en engleagtig, det vil sige en djævelsk, hellighed; for Djævelen er også en engel og en ånd.

Men Kristus kommer ikke for at forandre de ydre ting og forstyrre sin skabning og gøre den anderledes. Derfor skal man klæde og føde legemet efter behov og efter skik og brug og bruge det til arbejde. Det er Guds skabning og ordning; den lader han blive stående. Han er ikke kommet for at forandre noget ved den. Den slags kan vi sagtens selv gøre, hvor det er nødvendigt: bruge andet tøj og anden mad. Det er en ringe og ubetydelig forandring, som vi ikke behøver Herren Kristus til – for slet ikke at tale om, at man skulle rose en sådan forandring som en gudstjeneste og noget åndeligt.

Men den rette forandring, som Kristus er kommet for, er, at et menneske bliver anderledes indvendig i hjertet. Før det kære evangelium kom for dagen, mente jeg, at Gud ikke tog sig af mig; skulle jeg komme i himlen og blive frelst, så ville det meste afhænge af mig. Jeg vidste ikke andet, end at jeg måtte klare det med mine gerninger, så jeg kunne blive fri for synden og døden. Derfor blev jeg også munk og sled og slæbte, så det kostede sved og blod. Men kutte, grå kjortel, ikke at spise kød, faste og den slags hjælper ikke spor. Synden lader sig ikke lægge af og udslette med det; døden lader sig ikke overvinde med det. Nej, både synd og død stikker lige så vel under en grå eller sort kutte som under en rød kjortel. Men det afgørende er, at hjertet får et nyt lys og, som nævnt ovenfor, et nyt segl (det er troen, tændt af Helligånden), så det kan sige: Jeg ved, at Gud tager sig af mig og mener det trofast med mig; for han har sendt sin Søn og ladet ham blive menneske, for at jeg ved ham skal have sejr over døden og det evige liv.

Det er nu den rette forandring. For det vidste og troede mit hjerte ikke før. Men nu ved og tror det det, og derfor er det også helt og aldeles anderledes sindet end før. Det udretter vor kære Herre Kristus: at hjertet og sjælen får en helt ny og anden forstand, vilje, lyst og kærlighed – sådan at mennesket, som før var ude efter penge og gods, nu, efter at han er kommet til erkendelse af Kristus, sætter ikke alene penge og gods, men også liv og lemmer ind, før han vil slippe Kristus og hans ord. Før ville hans hjerte ikke have mistet en skilling for troens skyld; nu ville han ikke lade Kristus tage fra sig, om det så skulle koste tusind verdener. Mange tænkte tidligere sådan: Skal jeg blive frelst, så må jeg tage en munke- eller nonnekutte på. Nu, hvis man ville tage den på dig, ville du hellere løbe til verdens ende. Og hvis du før skulle have spist en bid kød en fredag, ville du have troet, at jorden ville sluge dig. Men nu siger du til paven, til biskopperne, ja til Djævelen selv: Kys mig på hånden! Hvorfor skulle jeg ikke spise det eller være bange for at synde med det? Gud har jo ikke forbudt det; ja, han har netop skabt det, for at jeg skal bruge det og nyde det. Det kaldes en indre forandring eller hjertets forandring: at hjertet af Guds ord får en anden forstand og vilje end før og dog bliver i sit kald og sit ydre levned som før, sådan som vi også ser det hos hyrderne.

Det faldt ikke hyrderne ind, at Kristus, Frelseren, skulle være født; men nu, da de hører det af englene, løber de ind i byen og leder efter barnet. Da de har fundet det, har prædiket om det og takket Gud for en sådan nåde og åbenbaring, kommer de tilbage til deres hjorde med den samme kjortel og stav som før, bliver ved med at være hyrder og forandrer intet ved deres ydre levned. Det kaldes at lære og leve kristent. For Kristus er ikke kommet for at forandre skabningen før den dag, da sjælen først er blevet fuldkommen og helt forandret og fornyet (hvad evangeliet her kun begynder på); da skal også legemet blive forandret, så vi ikke længere har brug for en varm stue, tøj eller andet, men skal svæve i luften som englene og lyse som de skønne stjerner. Da skal også det ydre blive anderledes. Før den dag skal al ydre skabning forblive, som Gud har ordnet den, og der skal ikke ske nogen forandring. Derfor skal enhver rette sig efter sin stand og sine kår og leve tugtigt, retfærdigt og gudfrygtigt og vide, at et sådant ydre levned ikke hindrer den kristne tro. Kristus spørger heller ikke om, hvorvidt du i det ydre er mand eller kvinde, kejser eller staldkarl, borgmester eller rakker; alt det lader han blive, som det er, og siger: Du skal være Gud lydig i den stand og det liv og ikke gå bort fra det.

Derfor gjorde hyrderne heller ikke mere end at love og prise Gud. De siger ikke: Fra nu af vil jeg tjene Gud sådan, at jeg løber ud i en ørken og ikke mere har noget at gøre med folk ude i verden, men alene tjener Gud i et beskuende liv. Grunden er: Det kaldes ikke at tjene Gud, men at træde ud af lydigheden og tjene sig selv. Men at tjene Gud er, at man bliver i den stand, som Gud har sat dig i: at mand bliver mand, kvinde kvinde, kejser kejser, borger borger, og at enhver i sin stand lærer at kende Gud og priser ham. For han har ikke brug for din hårskjorte, din faste, din kutte; men at du er lydig i din stand og dit kald og priser hans Søn – så tjener du ham ret.

Sådan ser vi også hos profeterne, at vor Herre Gud er vred, hvor hjertet forbliver uforandret, og folk alligevel holder sig selv for retskafne på grund af deres ydre gerninger og gudstjeneste. Hvad plager I mig med jeres ofre? siger han i Es 1 og Sl 50. Gå hen og æd selv jeres kød, og få et ondt år oven i købet! Hvis jeg har brug for det, ved jeg altid at skaffe det, før I ofrer mig det. Jeg har jo ikke befalet jer det. Men det har jeg befalet og påbudt jer, at I skal adlyde min røst, love mig og takke mig. Får, køer og okser har jeg givet jer, for at I skal spise dem; og så vil I drive gæk med mig med dem, som om jeg skulle tigge dem af jer. Profeten er altså også alle vegne ude på, at hjertet skal forandres, og at vi frem for alt skal være rigtigt sindede over for Gud. Så er Gud tilfreds og forlanger ingen forandring i det ydre; derefter gør vi, hvad hver enkelts kald kræver. Sådan går hyrderne også glade hen med lyst og taknemmelighed og gør deres arbejde som før – bortset fra at de nu ved siden af også lover og priser Gud.

Sådan læser man i Vitae patrum [ørkenfædrenes levnedsbeskrivelser] om en, der holdt sig selv for en stor helgen. Og da han ville vide, hvor højt han skulle sidde i himlen, blev der vist ham en fløjtespiller, som han skulle blive lig. Han straks af sted og spørger ham: Kære ven, hvad godt gør du dog? Fløjtespilleren svarede: Jeg gør ikke andet end at spille op til dans for bønderne; og én gang var jeg med, da mine kammerater ville skænde en ung pige; det forhindrede jeg og reddede hende. En anden gang spurgte han igen, hvem han var lig. Da blev der svaret ham: to hustruer. Dem spurgte han også, ligesom fløjtespilleren, hvad deres gode gerninger dog var. Da svarede de: Vi ved ikke af noget særligt helligt liv; vi har vores hus og børn, dem passer vi, så godt vi kan, og vi lever sådan, at vi aldrig har skældt hinanden ud eller været uenige. Da gik den gamle ørkenfader bort og sagde: Nu ser jeg, at man ikke skal foragte nogen stand, hvor ringe den end er. Man kan tjene Gud og være retskaffen alle vegne; og Gud vil være tilfreds med enhver, der blot frygter ham og gør ret, hvilken stand han så end har.

Den historie om ørkenfaderen, fløjtespilleren og de to hustruer er efter min mening ikke sket sådan, men digtet som et godt eksempel, for at verden kunne blive advaret mod munkevæsenet. For at du er en kristen og behager Gud, det afhænger ikke af det ydre liv, men sidder under venstre bryst, i dit hjerte: at du ved, at Jesus er den rette Frelser, og trøster dig ved ham, takker og lover Gud for det. Så vil Gud også være tilfreds med dit øvrige, ydre liv og din stand. Derfor skal vi lære godt og lægge flittigt mærke til, at vi ikke river den kristne tro og det kristne liv løs fra Guds ord og binder dem til særlige klæder, mad, steder osv., sådan som paven har sat og bundet dem. Det er imod den kristne tro, ved hvilken Gud gør hjertet rent – og ikke ved noget ydre, hvad det så end er og hedder. Men i det ydre skal enhver leve, som Gud har kaldet ham, og som det er skik. Sådan skal det blive ved indtil det andet liv; da skal det ydre liv blive forandret, og legemet blive skønt og klarere end solen. Det hjælpe os Kristus, vor Frelser, til. Amen.