Ligprædiken: 2. prædiken: hvad de kristne skal tænke, når de følger liget

Anden ligprædiken: Hvad de kristne skal tænke, når de følger liget, og om nogle særlige tilfælde, og hvordan vi skal trøste os i dem

I kære venner, I har hørt, at det på ingen måde passer sig for de kristne, på grund af det håb, de har, at klage og græde så jammerligt og bekymre sig så meget om de døde som hedningerne. Årsagen er denne: Ligesom Kristus vakte enkens søn op fra døden med ét ord, sådan vil han også på den dag vække sine kristne op, så de skal leve evigt sammen med os (hvis vi ellers er kristne). Derfor skal deres afsked fra os ikke være andet i vort hjerte, end som om de var flyttet fra vores by og land til et andet land for en tid, hvor vi også skal følge efter dem, når tiden kommer, og så igen leve vort liv sammen. Ved sådan en afsked ser man, hvor naturligt det er, at vi bliver bedrøvede. Men midt i bedrøvelsen holder hjertet sig hele tiden til den trøst: Det er kun for en lille tid, så er vi sammen igen. Sådan skulle det også være her; så ville sorgen og bedrøvelsen nok fortage sig på grund af håbet.

Men den, der slet ikke kan slippe sine tanker om de døde, kan gøre sig andre og nyttigere tanker, som stemmer med dette håb og gør os bedre. Sådan viser Skriften selv os hen til andre tanker, som I skal høre.

Når du nu er hos døde mennesker eller ved en begravelse, har du god grund til af hjertet og med fuld alvor at huske på: Du er også et menneske; og ligesom det nu er gået denne din ven, bekendt eller slægtning, sådan vil det også gå dig en af dagene: Gud kalder dig bort fra dette liv.

Derfor skal du ikke være sorgløs og ikke blive ved i synder, du godt ved om. Tænk i stedet på Guds dom, og gør dig ret rede til den rejse, så du ikke bliver overrumplet og overrasket af Guds retfærdige, men forfærdelige dom over de ubodfærdige syndere. Tager du sådanne tanker op med rigtig alvor, får du så meget at gøre med dig selv og finder så megen nød og elendighed hos dig selv, at du nok helt glemmer den døde over det. Du græder ikke over ham, men priser ham salig; men over dig selv, som endnu sidder fast i syndens fare og elendighed, græder du af hjertet. Den gråd er nødvendig og nyttig, for den bringer bedring med sig. Den anden gråd derimod er unyttig og til forargelse, for den tager håbet fra os, det håb, vi har ved Kristus, og som vi skulle trøste os med.

Derfor siger den vise mand, Præd 7,2–4: «Det er bedre at gå i sorgens hus end i drikkehuset. I det ene ser man, hvordan det ender med alle mennesker, og den levende tager det til hjerte. Sorg er bedre end latter, for ved sorg bliver hjertet bedre. Derfor er de vises hjerte i sorgens hus, men tåbernes hjerte i glædens hus.» Læg nøje mærke til det skriftord, og lær af det, hvad dine tanker skal være, når du følger et lig til graven. Du behøver ikke bekymre dig om den, der nu har udstået sin nød og er sovet ind i den rette bekendelse af Guds Søn. Men bekymr dig om dig selv, og tænk: Du skal også af sted bagefter.

Men hvordan gør du dig rede til den rejse? Se, dér ligger du i utugt, du fråser og drikker, du er gerrig og tager åger, du sidder fast i åbenlyst had og fjendskab mod din næste. Dér har du åbenlyst gjort din næste skade og hverken bedt om tilgivelse for den skade eller gjort den god igen. Det er et sikkert tegn på, at du ikke gruer for døden. Men hvis den nu overrumplede dig, som det sker for mange, hvordan skulle du så kunne bestå for Guds domstol? Hold derfor op i tide, og skik dig også som en kristen, så Gud i det mindste (siden dette liv og verden nu engang er så onde) kan finde en god vilje og et godt forsæt hos dig. Men hvad sker der? Vi går med til begravelse og ser, at den ene i dag og den anden i morgen farer bort, folk, vi har været sammen med hver dag; ja, vi ved, at døden aldrig har sprunget nogen over eller skånet nogen, og der kommer heller ingen tilbage. Alligevel går vi omkring som de blinde, der ser lige så lidt ved højlys dag som i den bælgmørke nat. Vi lader ikke sådanne eksempler gå os til hjertet, vi tænker ikke på, at det i dag eller i morgen også bliver vores tur. Derfor bliver vi i det gamle skind og traver bare videre i det gamle trav som de gamle kærreheste, der ikke lader sig drive ud af deres vante gangart. Fordi vi altså hver dag får så mange advarsler, men slet ikke ænser dem og bliver så lidt bedre, står vi sandelig i stor fare.

Men de, der er kristne, kan ud fra dette og andet minde sig selv om – selv om det gør ondt på kød og blod at miste gode venner – at de alligevel skal holde sig til det salige, glade håb og vide: De har ikke mistet dem. Gud har kun gemt dem bort en tid og har dem godt i forvaring; men han vil ved Kristus føre dem med sig igen og give dem tilbage til os, såfremt vi bliver ved med at være rette kristne. Derfor er de tilfredse, hvad de hensovede angår. Men de tænker på sig selv: hvornår det bliver deres tur, og hvordan Gud vil finde dem. Det er nyttige og gode tanker, som der sikkert følger bedring af. Derfor formaner den vise mand os – for vi har grund til det – at vi gerne skal lade os finde i sorgens hus. For dér ser vi, med eksemplet for øjnene, hvor hurtigt og uventet det slutter for os.

Men tåberne, det vil sige de mennesker, der ikke tager sig af Guds ord og ikke frygter Gud, de gruer for det. De kan og vil ikke være hos døende mennesker, men finder hellere hen i drikkehuset og søger glæde og morskab dér. Men hvordan går det til sidst? Fordi de ikke ser denne nød foran sig og alene bekymrer sig om verden og om det, der gør dem godt, overfalder Guds dom dem pludselig, så de ikke ved, hvad der sker med dem, og de er helt og aldeles uden trøst.

Det sker ikke for vise og gudfrygtige mennesker. De er gerne hos døende mennesker, hvor man ikke ler og er glad, men sørger og klager. Ved det bliver de bedre og bliver mindet om, at de også skal gøre sig rede til den hjemrejse, leve i gudsfrygt og hver dag vente på en salig dødsstund; derfor er de ikke sorgløse som den store, ryggesløse hob. Når Gud så kommer og kalder dem bort fra denne elendighed, finder han dem ikke sovende som de andre, men lysvågne og friske, så de har styr på deres sag og ved, hvor de skal hen. De andre derimod bliver overrumplet som et menneske i dyb søvn og ved hverken, hvad der sker med dem, eller hvor de skal gå ud eller ind.

Dernæst følger det, at de åbner hjerte og mund for Gud, bekender deres synd og beder om tilgivelse for den og om, at Helligånden må lede dem: at han vil styrke troen i dem, tænde kærligheden, vække håbet om det evige liv ved Kristus i dem og feje resten af synden ud og dæmpe den, så kød og blod og den giftige Satan ikke igen river dem ind i sine snarer og i ulydigheden og dermed ud af Guds rige og nåde.

For det er det, den lede Satan uafladeligt går og arbejder på: at pirre og drive vort kød imod Guds ord og vilje. Og det ville være umuligt for os at stå imod sådan en fjende, hvis ikke Helligånden stillede sig ved vor side og hjalp os med at kæmpe. Se, her finder du igen sådanne tanker, som gør dig meget bedre, viser dig bort fra den døde, som nu ligger i Guds hvile, og hen på dig selv, og lærer dig, hvordan du ret skal ruste og berede dig til den rejse.

Sådan lærer den hellige profet Moses i Sl 90. Efter at han har ført en lang klage over, hvor elendigt det står til med os mennesker, som her på jorden må bære al slags nød og elendighed og derefter oven i købet frygte Guds vrede og vente den evige død for vore synders skyld, siger han: «Ak Gud! Hvem tror, at du vredes så meget, og hvem frygter for sådan en harme fra dig? Lær os derfor at betænke, at vi skal dø, så vi kan blive kloge.»

Hvad er det for en bøn? Skal vor Herre Gud først lære os det? Vi ser det jo dagligt for øjnene, ja, vi mærker det hver time på os selv, at det hele tiden går mod graven med os. Hvorfor beder Moses så om, at Gud skal lære ham og os alle det? Svar: Det er sandt, vi ser det alle dagligt foran os; men det går ikke alle til hjertet. Vi betænker ikke med alvor, at noget lignende hvert øjeblik også kan hænde os; ellers ville vi nok indrette vort liv helt anderledes. Vi ville ikke slås så meget om timelig ære og gods, og endnu mindre ville vi for deres skyld belæsse os med synder og sidde fast i Guds vrede. Ligeledes ville vi gerne hjælpe og tjene enhver, ikke komme i ufred med nogen og ikke gøre nogen skade, men hele tiden have med Guds ord at gøre og bede Gud om, at han vil bevare os ved det og give os en salig ende. Det kalder Moses at være klog. Omvendt er det den største dårskab, at vi ikke tænker på Gud, på Guds dom, på Guds vrede og på de evige goder, men langt mere bekymrer os om det timelige, som vi dog til sidst må lade blive tilbage.

Ligesom nu Moses beder og med sit eksempel går foran os alle, så vi ikke glemmer den sidste time, men hele tiden beder om, at Gud til den tid vil være hos os med sin nåde, bevare os i sit ord og i den rette tro og trøste os ved Helligånden, sådan lærer og byder vor kære Herre Kristus os også at bede i Fadervor, når vi siger: «Fri os fra det onde.» For det kan ikke ske før eller på anden måde, end at Gud i nåde tager os til sig fra denne onde verden og gør ende på dette timelige liv. Men vil du med alvor tænke over, hvor let det kan ske, at Djævelen bedrager os og kaster os i synd, så tager du helt sikkert også den sjette bøn med og beder ikke alene om at blive fri for alt ondt, men også om, at Gud ikke vil føre os ind i fristelse, det vil sige, at han vil stå hos os i al slags anfægtelse og fristelse og føre os ud af den igen ved sit ord og sin Helligånd, så vi ikke bliver siddende fast i den og går under. Se, sådan får du så meget at gøre med dig selv – hvis du ellers vil opføre dig ret hos døde mennesker – at du med rette helt burde glemme de døde og alene sørge og græde for dig selv.

For det tredje skal også dette følge: Når du er hos døde kristne, skal du af hjertet takke Gud, først for den døde og derefter også for dig selv, at han har ladet både ham og dig komme til kundskab om sit kære ord og har bevaret din kære ven i den bekendelse til enden; for det er den største nåde og den højeste velgerning. Men i den sag skal vi ære Gud og sætte vores lid til ham, at han også vil give os en salig sidste time og, som vi håber, ikke alene bevare vore kære brødre og søstre, som er gået bort i den rette tro og bekendelse, indtil den dag, men også samle os hos dem og lade os leve sammen i evighed.

Det kaldes så at opføre sig ret og kristeligt ved liget: ikke blot at sætte en grænse for klagen og gråden, men at trøste sig ved dette håb, at de og vi ved Kristus er arvinger til det evige liv og i evighed skal være fæller med de kære engle, patriarker, profeter, apostle og alle Guds hellige, som nogensinde har været. For ligesom Kristus her vakte enkens søn op fra døden ved sit ord, sådan vil han også på den yderste dag vække alle dem op til det evige liv, som tror på ham, det vil sige, som glade trøster sig ved hans lidelse, død og opstandelse. Det er den trøst, vi skal have ved vore kære brødre og søstre, som går bort herfra i kundskaben om Kristus og hans ord.

Men på den anden side finder man rå mennesker, som, mens de er raske, ikke agter Guds ord, ikke går til det højærværdige sakramente og oven i købet lever i synder og åbenlys forargelse. Og når de så bliver syge, lader de sig mod deres vilje overtale til at kalde en eller anden af kirkens tjenere til sig og bede ham om sakramentet. Men de mener det ikke rigtig alvorligt; de gør det mere af vane, så man ikke skal holde dem for ukristne, end til trøst for deres samvittighed. Derfor sker det ofte, at de i dødens nød ikke bekymrer sig om Gud, men om penge, gods og den slags. For sådanne mennesker kan man bede med alvor, mens de endnu lever, at Gud vil oplyse deres hjerter og i nåde vende dem til sit ord. Men det står meget farligt til med dem. Gud vil også undertiden ved sådanne eksempler advare de andre, som er omkring dem, så de i tide holder op med synden, holder sig til Ordet og bliver retskafne. For der viser sig undertiden mange tegn, så man må frygte, at sådanne mennesker vil dø og fare ilde.

Selv om det legemlige slægtskab, og især den åbenlyse tilkendegivelse af Guds vrede over sådanne personer, må gå en ret kristen hårdt til hjertet og gøre ham bedrøvet og sorgfuld (for det håb, vi talte om ovenfor, er der ikke), så skal de dog se på, at Gud som en retfærdig dommer ikke lader nogen synd gå ustraffet, især ikke foragten for hans hellige ord, og at verden har god brug for sådanne eksempler, så den kan lære at skikke sig desto mere alvorligt og hurtigt efter Guds ord og et kristent liv. Men de skal derved drives til at takke for deres egen del, fordi Gud har givet dem et andet hjerte, og overlade sagen med dem, der dør bort uden lys og kors, det vil sige uden kundskab om og bekendelse af Guds Søn, den korsfæstede osv., til ham. For de er visse på, at han er retfærdig og barmhjertig; derfor gør han ingen uret.

Men i den forbindelse sker det meget ofte, at vi synes, at nogle mennesker får en farlig afsked fra dette liv. Som når man undertiden finder folk døde i sengen, eller de på anden måde går brat bort. Så gør vi os tanker: Hvem ved, om han i den nød også tænkte på Gud, påkaldte ham og bad om hans hjælp? Havde han dog bare ligget i sin seng og haft ét menneske hos sig, blot en eneste time, som kunne undervise ham med Guds ord og berede ham med det hellige sakramente, så var der mere håb om, at han havde fået en salig ende osv. For de har været os kære, og vi ville nødig, at det skulle være gået dem ilde.

Ligeledes sker det tit, især i pesttider, at mennesker af stor svaghed bliver forvirrede i hovedet og forbliver sådan til enden. Så hjælper det intet, og det er forgæves, selv om man længe siger Guds hellige ord for dem. Det synes også at være en farlig død, hvor der er lidt håb eller trøst.

I sådanne tilfælde skal vi først og fremmest se på to stykker og så slå alle andre tanker fra os. For disse to stykker kan ikke svigte os. Det første: at man ser på, hvordan sådanne mennesker har levet deres liv, mens de endnu var raske og ved deres fulde forstand. Finder du, at de har haft Guds ord kært, flittigt holdt sig til det, ikke foragtet det hellige sakramente, bekendt Herren Jesus og haft ham kær og trøstet sig ved ham, så vær tilfreds, selv om de går pludselig bort. For selv om svaghed og synd også har været med ind imellem, så har tilliden til Herren Kristus dog været der; og den er den brændende ild, som fortærer al synd og al urenhed og renser os.

Til dette håb tjener det andet stykke: at vi ikke skal tage vor Herre Gud hans navn fra ham, og at vi skal lade Herren Jesus Kristus udføre sit embede uhindret og uspærret. Hvad er nu Guds navn? Han hedder barmhjertig og nådig, og den barmhjertighed og nåde har han bevidnet med sin højeste skat, sin enbårne Søn, som han lod blive menneske og dø på korset for syndere. Det er Guds navn og hele hans vilje. Tænk desuden også på, hvad der egentlig er Guds Søns, vor Herre Jesu Kristi, embede. Nemlig at han skal opsøge de stakkels syndere, erhverve dem nåde, gøre dem fri for synd og frelse dem. Men hvordan skulle Gud komme til at miste sit navn, netop fordi dette menneske gik brat bort eller faldt i vanvid? Skulle han derfor ikke være barmhjertig? Skulle han derfor ikke hjælpe?

Ja, jo højere nøden og jo større faren er, desto mere skal du tro, at Gud, sådan som hans navn er, har været hos sådan et menneske ved sin Helligånd og har fundet ham dengang, da han på grund af sådan en ulykke ikke længere var et rigtigt menneske, men et halvdødt menneske eller i hvert fald et menneske, der var berøvet sin forstand. Nej, så tyrannisk vil Gud ikke være; han vil ikke dømme os, som vi er, når vi er allersvagest og mest elendige. Han lægger mere vægt på den åbenlyse bekendelse, på tilliden til hans Søn, og på at du har haft Ordet kært, mens du endnu var rask og ved kræfter, end på alle de andre synder og skrøbeligheder, som også har været med ind imellem. For hans godhed, nåde, barmhjertighed og langmodighed er overmåde stor. Og hvordan skulle Guds Søn finde på netop nu i sådan en nød at slippe sit embede og ikke opsøge den stakkels synder med sin nåde, ikke hjælpe ham og ikke stå ham bi ved sin Ånd, netop når han har allermest brug for det, og nøden er højest og størst? Det ville jo være at håne den gode, nådige Herre på det groveste, hvis man ville holde ham for unådig netop dér, hvor nåden er allermest nødvendig.

Han siger: «Jeg vil ikke dømme nogen; men mit ord skal dømme dem, der ikke tror.» [frit efter Joh 12,47–48] Det er ikke sagt om dem, der nu er berøvet deres forstand og ikke længere er rigtige mennesker, men om dem, der har deres forstand og kan bruge ørerne, øjnene og deres andre lemmer, som de vil. Når de går hen og ikke spørger efter Ordet og foragter sakramentet, så har de allerede deres dom. For når de ikke vil have nåden, er der ingen hjælp for dem; de finder hverken noget andet ord eller nogen anden Kristus. Men her, hvor man enten dør brat eller af svaghed falder i vildelse, er der ingen nød, fordi man ved, at sådanne mennesker, mens de var raske, har haft Guds ord kært, ikke har foragtet sakramenterne og i øvrigt ikke har ført et helt igennem ukristeligt liv. For ingen kan bringe det så vidt, at han er uden synd og ikke for syndens skyld må have en ond samvittighed. Men mod sådan en ond samvittighed hjælper troen på Kristus; hvor den er, dér er nåde og syndernes forladelse. Ja, Kristus siger, at han er læge for syndere og ikke vil lade sig finde andre steder end hos syndere.

Derfor skal enhver kristen tænke sådan i den slags tilfælde: Se, der er to ting. Den første er, at jeg skal dø og efter denne død være evigt frelst ved Kristus. Den anden: hvordan, hvornår eller hvor jeg skal dø, eller hvilken død den kære Gud har sat for mig, det ved jeg ikke. Det første stykke nu – at jeg skal dø og blive frelst – det ved jeg sikkert, Gud ske lov! Og det skal hverken Djævelen eller helvedes porte tage fra mig. For Kristus er vor Frelser, som har betalt for mine og hele verdens synder, forsonet mig og alle troende med den kære Gud, overvundet døden og åbnet indgangen til livet. Han er opstandelsen og livet. Det er sikkert; og ulykkelig, ja fordømt er det menneske, der lader sig gøre det usikkert. Når nu dette er sikkert, skal vi ikke bekymre os om det andet stykke, som er usikkert, nemlig hvordan Gud vil tage os bort fra dette liv. Vil den kære Gud lade mig komme på sygelejet, så stoler jeg på hans nåde og beder også dagligt om, at han nådigt og faderligt vil bevare mig til enden i den rette tro på sit ord, som er en Guds kraft, der gør levende og frelser alle, som tror på det. Vil han derimod tage mig brat bort, så er det også godt. For jeg har jo en Frelser, som har lovet mig det evige liv efter dette liv, selv om han ikke har gjort mig vis på, hvordan han vil lade mig dø. Det står i hans hånd: «Vi tilhører Herren, hvad enten vi dør eller lever», Rom 14,8. Derfor skal vi heller ikke bekymre os det mindste om det, men takke hans nåde dag og nat for, at der er sørget for os efter dette liv.

Dog skal dette under alle omstændigheder gælde: Fordi vi er uvisse om vor ende, hvornår eller hvordan Gud vil kalde os bort, skal vi holde os i en god samvittighed og vogte os for åbenlys forargelse. Uden synd kan vi aldrig leve her på jorden. Men der er stor forskel på kristne og ukristne. De kristne erkender deres synd, angrer den, holder op med den og beder om nåde ved Kristus. Det gør de ukristne ikke; derfor lever de også i meget stor fare. Har du nu mærket det hos din kære ven, at han ikke gerne med vidende og vilje ville gøre uret, og desuden at han flittigt har holdt sig til Guds ord, søgt trøst dér, øvet sig i det og holdt sig til det med flid, så lad den kære Gud råde. Det kaldes at leve godt, når man lever i troen efter Guds ord; og så må det også følge, at man dør godt. For vi har en barmhjertig, nådig Gud og ved, at vor kære Herre Kristus ikke vil give afkald på sit embede over for de stakkels syndere, men vil stå hos dem og holde ved dem i al nød.

Fordi nøden altså er større dér, hvor man pludselig og uforberedt bliver overfaldet af døden, i sengen eller andetsteds, eller hvor man i sådan en nød er berøvet sine sanser, så tvivl ikke: Den rette syndernes læge vil være til stede, og den nådige og barmhjertige Gud vil ikke dømme sådanne mennesker efter, hvordan han finder dem dengang i den nød, om de er rigtige mennesker, men efter, hvordan han har fundet dem før, da de var friske og raske og ved deres forstand, hørte Guds ord, glædede sig over det, trøstede sig ved det og bekendte det. Derfor er sådan en død ikke en forfærdelig død.

Forfærdelig er den for dem, der lever i åbenlys gudsbespottelse eller bliver grebet i den; sådan som det er gået nogle ugudelige prædikanter i Berlin, Leipzig, Merseburg og andre steder, som faldt pludselig om, mens de spottede Gud og hans ord på prædikestolen, og døde som kvæget. Ligeledes dem, der lever i åbenlys forargelse, foragter Ordet og sakramenterne, lever i drik og svir dag og nat, driver utugt og andre grove synder og som ikke holder op med det.

Når sådanne mennesker går pludselig bort, så er det en forfærdelig død, som den evige fordømmelse visselig må følge efter. For Gud vil ikke tåle foragten for sit ord eller lade den slippe ustraffet, sådan som apostlen Paulus skriver i Gal 5,19–21: «Kødets gerninger er åbenbare, og de er: ægteskabsbrud, hor, urenhed, utugt, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, strid, misundelse, vrede, kiv, splittelse, partier, had, mord, drukkenskab, svir og lignende ting. Om dem siger jeg forud til jer, ligesom jeg har sagt det forud: De, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige.» Derfor skal enhver i tide holde op med det og bedre sig, før Guds vrede og dom overrumpler ham.

Dette være for denne gang nok sagt til vejledning om, hvordan man skal forholde sig ved døde kristne.

Den almægtige, evige Fader i himlen bevare os nådigt ved sit guddommelige ord for sin Søn Kristi skyld ved sin Helligånd, og når vor time kommer, give han os en blid og salig ende. Amen.

Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, den ene evige Gud, være lov og ære for denne gavnlige lære og for alle hans velgerninger i evighed. Amen.