Maria Magdalenes dag (Luk 7,36–50)

Prædikener på Maria Magdalenes dag. Første prædiken over evangeliet Luk 7,36–50

Det er en herlig historie, og den fortjener med rette at blive prædiket i kirken hvert år på en særlig dag. For den viser os de to vigtigste stykker i den kristne lære: hvad en ret omvendelse er, og hvordan man får syndernes forladelse.

Men den, der kun vil se på denne historie med kødelige øjne og dømme efter det ydre skin, han vil ikke bare intet særligt se her; han vil også have god grund til at tage anstød af den, ligesom farisæerne her, og blive utilfreds med hele sagen. For det klæder en kvinde meget dårligt at løbe ind i fremmede huse, og især at ville trænge sig ind på ærbare, agtede folk ved bordet. Derfor tog farisæeren her også anstød af denne kvinde, og så hårdt, at han, der før havde holdt Kristus for en profet, nu tænker: Han er ikke engang så god som en profet. «For hvis han var en profet, ville han kende denne berygtede kvinde, vise hende fra sig og ikke tåle, at hun foran agtede, ærbare folk, i et fremmed hus, uden blusel trænger sig ind på ham og rører ved ham.» Men den, der vil dømme ret om denne historie og kende denne kvinde ret, han må ikke kun se på det, hun gør udvendigt. Han skal se ind i hendes hjerte; så får det, hun foretager sig, en helt anden skikkelse. Men hvordan kan vi se ind i hendes hjerte? Hun tier jo bomstille! Hvis hun sagde noget, kunne man nogenlunde af ordene forstå, hvad hun havde i sinde. Men sagen behøver ikke mange ord. Se bare godt efter, hvad hun gør. Det er ikke stumme gerninger; nej, de taler og viser meget fint, hvad hun har for et hjerte. For at hun træder hen bag Herren, lægger sig ved hans fødder og græder så bitterligt, det er et tegn på, at hun ikke er sorgløs eller letsindig, men at hun i sit hjerte er bekymret til det yderste. For sådanne hede tårer kommer ikke af nysgerrighed og et glad hjerte. Mismod, bekymring, angst, frygt, rædsel og tung nød – det er den rette brønd, hvorfra man øser sådant hjertevand. Det er det første, vi skal lægge mærke til: at hun græder så bittert.

Hvorfor hendes hjerte er så bekymret, siger hun ikke. Men Herren Kristus forstår det udmærket og siger det fint med rene ord, endda to gange. Først da han siger til Simon: «Hendes mange synder er hende forladt.» Og bagefter, da han siger til hende: «Dine synder er dig forladt.» Det er den nød, der ikke lader hende blive hjemme i sit hus. Den jager hende ud blandt folk, hvor hun ved, at hun vil finde Kristus. Og hun er ligeglad med, hvad andre folk dømmer og mener om det; for hende kommer alt an på, at hun kan komme til Kristus og høre dette nådefulde ord af ham: «Dine synder er dig forladt.»

Det er det første stykke, som Herren Kristus synes godt om hos denne kvinde: at hun ikke er sorgløs som farisæerne. Hun erkender sin synd og ønsker af hjertet at blive fri for den. Det siger hun ikke med ord; det viser hendes gråd. Sådan forstår og tyder Kristus selv det.

Det andet stykke er, at hun ikke ved, hvordan hun kan vise sig ydmyg og ærbødig nok over for Herren Kristus og lægge den kærlighed, hun bærer til ham, åbent frem. For at hun ligger for hans fødder, tørrer hans fødder med sit hår, efter at hun har vædet dem med sine tårer, kysser dem og hælder den kostbare salve over dem – alt det er et tegn på, at hun af hjertet stoler på Herren Kristus og elsker ham. Og det driver hende til at søge trøst og hjælp hos ham. Det er den anden dyd, som Herren Kristus synes godt om. Derfor vil han ikke have, at hans vært straffer og dadler kvinden. Han går i rette med ham over bordet, så alle hører det, læser ham teksten og lærer ham, hvordan han burde have behandlet sådan en gæst.

«Jeg,» siger han, «er kommet ind i dit hus. Ja, du kunne da i det mindste have givet mig noget simpelt vand at vaske mine fødder i» (for det var skik hos jøderne, sådan som man ser i historierne, 1 Mos 18; 19). «Men hvad gør denne kvinde? Hun vasker mine fødder med sit hjertevand. Du gav mig intet kys» (for det var også jødernes skik, at den ene ven kyssede den anden, og værten sine gæster, til tegn på et venligt hjerte, og at de var velkomne). «Men denne kvinde kan ikke holde op med at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie, men denne kvinde har salvet mine fødder med kostbar salve.» Kort sagt: Herren vil ikke og kan ikke tåle, at farisæeren vil straffe denne kvinde og give hende uret. For han, vor kære Herre Kristus, så på hjertet. Og fordi det var så oprigtigt og ædelt, kunne han ikke lade sig mishage det, hun gjorde. Farisæeren derimod så kun på, hvad hun gjorde udvendigt, og især på, hvad hun var for en person, og vidste intet om hjertet. Derfor kunne han ikke lide det.

Det er historien. Evangelisten har skrevet den for os, for at vi skal lære af denne kvinde og også selv indrette os sådan: først græde med hende, det vil sige omvende os oprigtigt; dernæst sætte vores lid til Herren Kristus, at vi ved ham har syndernes forladelse. I pavedømmet har man også prædiket og lært om bod. Man lærte, at bod er at tænke over de synder, man har begået, og ved sådanne tanker at få anger og sorg over dem; derefter at skrifte dem; og til sidst at gøre fyldest for dem ved egne gerninger. Men den lære er falsk i bund og grund og den rene gift for sjælen. Derfor kan vi her af dette eksempel lære, hvad en ret omvendelse er; så ved vi, at vi ikke kan tage fejl. For hvad Kristus, vor kære Herre, synes om, det må være ret.

Evangelisten nævner ikke denne stakkels kvinde ved navn. Nogle mener ganske vist, at det er «Maria Magdalene», som evangelisten fortæller om i det følgende kapitel, «at Herren havde drevet syv djævle ud af hende, og at hun fulgte Herren overalt», hvor han prædikede. Men hun kan hedde, hvad hun vil; det er i hvert fald sandt, at hun har været en stakkels synderske og har ladet sig føre af Djævelen i hor, ægteskabsbrud og flere andre synder. For hvor megen ulykke en sådan synd alene volder på sjæl, legeme og gods, er unødvendigt at fortælle her; det ser man for øjnene hver dag. I den ulykke er hun kommet, og hun har måske ligget i den i mange år. Da nu vor kære Herre Kristus lader sig se med undergerninger og høre med sin prædiken, kommer den stakkels kvinde også hen til prædikenen. Og hendes hjerte bliver rørt sådan, at hun går i sig selv, erkender sig skyldig og siger ved sig selv: «Du ulykkelige menneske, hvad har du dog gjort, at du har levet imod Guds bud, givet dig hen i utugt og trukket andre med dig i fare for legeme og sjæl? Hvis Gud nu kom med sin dom, hvordan ville det så gå dig for din skændighed? I stedet for den skammelige glæde og lyst ville den evige sorg og fordømmelse komme. O Gud, vær mig nådig, forlad mig min synd, fordøm mig ikke! Jeg vil vende om, holde op med den skammelige skændighed og forbedre mit liv,» osv.

Se, det er begyndelsen på den rette omvendelse: at hjertet først forskrækkes for Guds vrede over sin synd, af hjertet ønsker at blive fri for den og begynder at holde op med den. Så må der nødvendigvis følge et andet liv. For når angeren er ret i hjertet, og du er ked af, at du hidtil har syndet imod Gud, så er det umuligt, at du villigt skulle give dig hen i den synd igen.

Men sådan en anger kan mennesket ikke selv lave sig. Den er Helligåndens værk, som han udretter i os ved Guds ord. Ordet afslører først synden og viser dernæst også syndens straf: den evige død. Det er en straf, der ikke lader sig foragte. Den trænger sig på og driver hjertet sådan, at det ikke ved, hvor det skal gøre af sig, og næsten ikke kan få vejret af bare angst. Derfra kommer den inderlige gråd hos denne stakkels kvinde og den oprigtige forandring af hele hendes liv: Hun løber ikke længere efter de unge karle, hun lokker ikke længere med sine øjne som før, hun driver ikke længere forfængelighed med sit hår. Nej, hun bruger alt det sådan, at man må se, at hun af hjertet afskyr sit tidligere liv og nu vil forbedre sig og blive mere retskaffen.

Her skal vi også begynde omvendelsen. Vi skal ikke være sorgløse, men enhver i sin stand skal se godt efter, hvad han gør og lader være med at gøre. Og hvor vi har levet imod Guds ord, skal vi skynde os at holde op med det, bekende vores misgerning for Gud og bede ham om at forlade os synden og fremover styre os ved Helligånden, så vi vogter os for synd og kan blive mere retskafne. Det er det første, vi skal lære af denne kvinde, når vi vil begynde at omvende os ret.

Men dermed er omvendelsen ikke fuldendt. For dine synder bliver dig ikke forladt, fordi du er ked af dem. Nej, der hører mere til: at du med denne kvinde løber hen til Herren Kristus og søger syndernes forladelse hos ham; ja, at du har det hjerte og den tillid til ham, at dine synder bliver dig forladt for hans skyld, uden al din fortjeneste, alene af nåde. Det er det rette stykke, hvorved omvendelsen bliver hel, og vi får syndernes forladelse.

Og i dette stykke har denne kvinde ingen fordel frem for os. For selv om vi ikke kan komme personligt til Herren Kristus og se og høre ham, sådan som hun så og hørte ham, så har vor kære Herre Kristus dog efterladt sin befaling og sit ord her nede på jorden: at man for hans skyld og i hans navn skal forlade synder. Og dertil er ikke alene prædikeembedet og tilgivelsen (absolutionen) indstiftet, men også de hellige sakramenter, dåben og Herrens nadver. For vi er døbt til det, at vi ved Kristus skal være fri for synd og være Guds børn. Derfor skal vi i sådan anfægtelse og angst holde os til den hellige dåb og tænke på, hvad Gud har lovet os i den. Nadveren har Herren også indstiftet til forsikring for os, så vi visselig skal tro, at vi ved Herren Kristi død har syndernes forladelse. Derfor: Den, der har en ængstelig samvittighed for sine synders skyld og længes efter trøst, han skal søge herhen, til Herrens nadver. Han skal tænke på sin dåb, han skal søge tilgivelsen hos en af kirkens tjenere eller ellers hos en kristen. Så finder han Herren Kristus. Han taler med ham ligesom med denne synderske og siger: «Dine synder er dig forladt.» Det siger Herren Kristi ord klart: «Den, som hører jer,» siger han, «hører mig.» Og ligeså: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet.»

Om dette stykke prædiker paven slet ikke noget. Tværtimod sætter han fortjenesten af egne gerninger i stedet for vor Herre Kristus og troen: at vi med vores gerninger skal skaffe os af med synden. Men hvordan passer det med denne synderskes eksempel? Hvis hun havde villet gøre bod efter pavens prædiken, så havde hun måttet gå hen til præsterne og der opregne alle sine synder. Dernæst havde hun måttet påtage sig særlige gerninger og først efter sådan lydighed vente syndernes forladelse – såfremt den lydighed havde været tilstrækkelig. Og det havde hun jo i al evighed måttet tvivle om.

Men det er en forførende, kættersk lære. At skrifte for messepræsterne, det vil sige opregne synderne, sådan som man plejer i pavedømmet, har Gud ikke befalet dig. Og selv om du uden befaling siger dine synder, mange eller få (for at opregne dem alle er ikke muligt), så skal du dog ikke gøre det i den mening, at du regner sådan et skriftemål for noget, som Gud skulle forlade dig dine synder for.

Man holder det ganske vist for ydmyghed og for et tegn på ret anger, når et menneske går hen og fortæller stykke for stykke, hvad det har gjort ondt. Men fordi Gud ikke har befalet eller påbudt det, skal man hverken påbyde eller kræve det i kirken. Og især er det imod Skriften at mene, at sådan et skriftemål skal tjene til syndernes forladelse. Men det er kristeligt og nyttigt, at man holder de unge og det almindelige, uøvede folk til det og formaner dem til at modtage tilgivelsen af en af kirkens tjenere, når de føler sig besværet i deres samvittighed og længes efter trøst; og især, når de vil gå til sakramentet med Kristi legeme og blod, at de så forinden melder sig og lader sig overhøre og undervise osv.

Men den undervisning kan man sagtens give og modtage uden den opregning af synderne, som paven har påbudt. Her skal alle stænder hjælpe til, så de unge bliver undervist ret: kirkens tjenere, far og mor, skolemestre og den slags personer. Men ingen skal være så tåbelig at bygge syndernes forladelse hverken på skriftemålet eller på undervisningen, sådan som paven har gjort med sit skriftemål, hvor der endda ikke var nogen ret undervisning med.

Derfor er vi også blevet tvunget til at forkaste sådan et skriftemål og vise folk hen til, at når de vil skrifte ret, skal de af hele deres hjerte klage deres synder for Gud i himlen og trøste sig ved den forladelse, som evangeliet lover for Kristi skyld. Og for at styrke den tro skal de også begære og høre den mundtlige tilgivelse, som Kristus har betroet kirken. Og ved siden af skal de se til, at det er deres rette alvor, at de fremover vil lade synden fare og fly den. Hvor det alvor er, der kan det ikke slå fejl: Så vil der følge en forbedring af livet. For dit hjerte står jo sådan, at du hader de onde gerninger og ikke alene ønsker at lade dem fare, men også at øve dig i gode gerninger, sådan som du hidtil har øvet dig i onde gerninger. Men her skal du til gengæld for alt i verden vogte dig for at mene, at denne forandring er det, hvorved dine synder bliver dig forladt. For syndernes forladelse bliver dig alene til del ved troen på Kristus: at du med denne kvinde søger hen til ham med inderlig tillid til, at han har taget dine synder fra dig, selv har båret dem og har betalt og gjort fyldest for dem med sin død på korsets træ.

Det er de rette stykker, der gør forskel på kristne og ikke-kristne. For deri er kristne og ikke-kristne lige, at de begge er syndere, det vil sige har den samme syndige natur – selv om den ene følger Djævelen og sin syndige natur og onde tilbøjelighed mere end den anden. Men bagefter viser forskellen sig, og den er stor og afgørende. En kristen lever ikke så råt og sorgløst hen. Han ved, at hans natur og tilbøjelighed er ond; derfor tager han sig godt i vare. Og hvor han har fulgt sådan en syndig natur og Djævelens indskydelse og har gjort uret, så er han ked af det, erkender sig skyldig for Gud og beder om nåde. For det andet håber han på nåden og tvivler ikke på, at han vil få nåde ved Kristus. De ikke-kristne derimod er sorgløse, som om de ikke havde gjort nogen synd. De følger altid deres lyst og vilje og er slet ikke bange ved det; derfor spørger de heller ikke efter, hvordan de kan blive fri for synd.

Sådan sidder farisæerne her, og især værten Simon. Han holder sig selv for retskaffen og tænker ikke, at han behøver Herren Kristus til at få sine synder forladt. Han mener som jøder og tyrkere endnu den dag i dag: Har de syndet, så vil de nok selv skaffe synden af vejen ved bod eller ved egne gerninger. Derfor ser du ikke, at de har våde øjne og græder over deres synd og erkender sig skyldige over for Gud og verden, sådan som denne stakkels kvinde gør. Du ser heller ikke, at de trænger sig frem til Herren Kristus. De holder ham for et menneske som alle andre, ja for langt ringere end sig selv. For de er den slags hellige, der nødig vil lade en synderske omgås dem for folks øjne, sådan som Herren Kristus lader denne kvinde omgås sig.

Mod en sådan ubodfærdig sikkerhed skal vi vogte os omhyggeligt. For dér er det umuligt, at man kan elske Gud og vor Herre Kristus ret. Men de, der erkender deres synd og ser, hvilken gruelig byrde og hvilken tung dom de har over sig, og som søger forladelse hos Kristus ved troen, de kan ikke lade være: de må elske så nådig en Gud af hjertet, takke ham, have hans vilje og hans ord for øje og følge dem. Det viser Herren i lignelsen om de to skyldnere. For sådan er naturen: Man holder af og sætter pris på den, man har haft gavn af, og som har gjort os godt – ligesom man bliver fjende med den, der volder os ondt og skade. Derfor må Simon selv svare: «Den, der har fået mest eftergivet, vil elske mest.» Den, der altså ikke tror, at Gud af nåde har forladt ham alle synder og ophævet syndens straf, den evige død, han kan nok sige med munden, at han elsker Gud; men det er umuligt, at det er sådan i hans hjerte.

Derfor fælder Herren her en meget fin dom mellem den stakkels synderske og den hellige farisæer, sin vært. «Den, der får meget eftergivet,» siger han, «elsker meget.» Og så slutter han om denne synderske: «Denne kvinde har elsket meget.» Det beviser han ved hendes gerninger: Hun har vædet hans fødder med sine tårer, tørret dem med sit hår, kysset dem med sin mund og salvet dem med kostbar salve. «Derimod,» siger han til værten, «du elsker mig ikke; for intet af det har du gjort mod mig, sådan som denne kvinde har gjort.»

Hvad bliver så slutningen af denne syllogisme? Ikke andet end det, Herren så nøje og fint sammenfatter: «Jeg siger dig: Hendes mange synder er forladt.» Det viser sig ved, at hun elsker meget. Men dig og dine fæller er synderne ikke forladt; I sidder stadig i dem til op over ørerne, og I skal dø og gå til grunde i dem. For man mærker jo ingen rigtig kærlighed hos jer til mig. Og den kærlighed måtte komme, hvis I holdt jer selv for syndere og troede, at I skal blive fri for synden ved mig.

De pavelige fører dette ord frem imod vor lære om troen og siger: Fordi Kristus siger: «Hende er meget forladt, for hun har elsket meget», så opnår man syndernes forladelse ikke ved troen, men ved kærligheden. Men at det ikke er meningen, beviser lignelsen; den viser klart, at kærligheden følger af troen. «Den, der har fået meget eftergivet,» siger Herren, «elsker meget.» Altså: Hvor man har syndernes forladelse og tror det, dér følger kærligheden. Hvor man ikke har den, dér er der ingen kærlighed. Og lidt efter siger Kristus selv til kvinden: «Gå bort med fred, din tro har frelst dig.» Det er tilgivelsen (absolutionen) og trøsten: Hun får vished for forladelsen – ikke på grund af sin værdighed, men fordi hun søger, håber på og griber forladelsen hos Kristus ved troen og ikke lader sig skræmme bort af sin uværdighed, af at hun er fuld af synd og kommer til Kristus med stor urenhed.

Men med denne lignelse har vor kære Herre Kristus villet stille en almindelig lære frem for os: hvordan vi skal komme til syndernes forladelse. For når han taler om «to skyldnere», så passer det på alle mennesker; de er alle skyldnere for Guds dom. Ikke alene på grund af de synder, som hver enkelt selv begår i gerning, men på grund af naturen. For vi stammer alle fra én far og er født af én mor, og de havde begge et syndigt kød og var i synd og under Guds vrede for syndens skyld.

Nu er der godt nok den forskel på de to skyldnere, at «den ene skylder fem hundrede, den anden kun halvtreds skilling»; men det kommer ikke an på det. For i hovedsagen er de lige: De er begge skyldnere, og ingen af dem kan betale. Sådan er der måske også en forskel mellem os, hvad det ydre liv angår: Den ene holder sig mere i tømme end den anden, og ikke alle er tyve, ægteskabsbrydere og mordere i gerning. Den ulighed består, som man ser her ved farisæeren og syndersken. Regnet efter verden skyldte farisæeren halvtreds skilling, hvor kvinden skyldte fem hundrede. For han havde ikke levet i utugt og åbenlys forargelse som kvinden. Men ikke desto mindre: Lad forskellen mellem os i det ydre liv være, som den vil – når vi kommer for Guds dom, så lyder det sådan: Vi har intet at betale med og må blive skyldnere, den ene lige så vel med det lille beløb som den anden med den store sum.

Hvis nu de, der ligesom farisæeren skylder lidt, falder i den uvane, at de tyder deres lille skyld, som om de slet intet skyldte, og oven i købet roser sig af store fortjenester og pukker på retten imod nåden – så vender det sig om: Den lille skyld bliver til en stor skyld, og den store bliver til en lille, ja, til slet ingen. Det ser man: Efter sit levned er farisæeren mere retskaffen end kvinden; men fordi han holder sig for ikke at skylde noget og ikke vil bekende sin skyld, bliver skylden liggende på ham. Kvinden derimod skylder meget mere; men hun bekender det og beder om nåde – og så bliver hun helt fri for skylden.

Det er det første i denne lignelse: Ingen skal hovere over sin gode opførsel, sin hæderlighed eller andet, men enhver skal erkende sig skyldig over for Gud og bekende, at han står i Guds regnskabsbog og skylder meget, men ikke kan betale og ikke selv hjælpe sig ud af gælden. Men hvad vil Gud gøre med sådanne skyldnere? Hvordan vil han stille sig over for dem, når regnskabet skal gøres op? Gælden er der; den kan ingen nægte. For dér overbeviser vores egen samvittighed og Guds lov os – og loven er skyldbogen, som Paulus kalder den, Kol 2,14. Men den, der ville nægte gælden, kan jo tænke sig, hvordan det vil behage hans kreditor. For den, der intet har at betale med, skal vel vogte sig for at ville have ret, trodse sin kreditor og gøre ham til løgner, når han kræver gælden. Det får han intet andet ud af, end at han ved retten bliver dømt skyldig og sat i lænker eller i skyldtårnet.

Det er nu det andet stykke af læren, og den største trøst, vi stakkels mennesker har her på jorden: Når vi frit bekender gælden og blot ydmyger os for Gud, vor kreditor, og beder om nåde, så har han et så venligt og nådigt hjerte, at han vil eftergive og skænke os hele vores gæld. Det viser Herren Kristus klart og tydeligt i den anden lignelse, Matt 18, om tjeneren, der skyldte ti tusind talenter. Den trøst skal du lægge dig godt på sinde og lukke ind i dit hjerte; for ellers er det umuligt, at du kan blive bevaret og blive frelst. For der vil aldrig mangle gæld; dit eget hjerte vil overbevise dig om, at du ikke har gjort Guds vilje, men ofte har syndet imod den. Vi må ikke tro, at Gud glemmer det eller ikke vil kalde os til regnskab. Sker det ikke før, så sker det dog på dødslejet. Hvor skal du så gøre af dig? Skyldig er du, og betale kan du ikke. Det er umuligt for dig at løbe din vej og skjule dig for kreditoren. Her er den eneste trøst, at du lærer denne kreditor rigtigt at kende. For med andre ågerkarle er det sådan, når de låner ud, at de i det mindste vil have hovedstolen igen, selv om de lader renterne gå. Sådan en ågerkarl vil Gud ikke være, som Kristus her vidner. Han vil lade renter og hovedstol gå, det ene med det andet, og skænke dig det – når blot du for Kristi skyld forventer dette af ham og beder ham om det med et hjerte, der ikke tvivler.

Den, der ikke vil lære dette og trøste sig ved det, han finder ingen trøst mod synden, hverken i himlen eller på jorden. Man kan nok en tid lang være sikker, ikke frygte og gå rundt med let sind, som om man havde betalt det hele. For vor Herre Gud kan godt give dig henstand en tid. Men når timen kommer, og skyldbogen holdes frem for dig, og du ikke har denne trøst, så du kan sige: Min Herre, vær mig nådig ved Kristus, din Søn, som har betalt for mig, og forlad os vor skyld – så er det ude med dig; så må du dø i fortvivlelse og gå til grunde.

Nu er det sandt: Vi har meget svært ved at tro, at Gud vil handle så nådigt med os. Hele tiden tænker vi, at sådan som vi selv ville gøre mod andre i et sådant tilfælde, sådan vil Gud også gøre mod os: Han vil have sit og bruge al sin strenghed. Men den slags tanker skal vi ikke give plads. Vi skal se efter, hvordan vi kan blive sikre på en sådan nåde fra Gud mod os. For det er sandt: Gud er retfærdig og kan ikke tåle synden. Hvordan kommer Gud og vi syndere så sammen? Det lærer Kristus et andet sted, hvor han siger: «Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Og et andet sted: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som betaling for mange.»

Dér hører du, hvad der bevæger Gud til en sådan nåde, og hvordan vi kan være sikre på, at han ikke vil regne os vores gæld eller kræve den ind, men glemme den og eftergive den. For da vi stakler ikke kunne betale, sendte Gud sin enbårne Søn, som intet skyldte, men var helt igennem retfærdig og hellig, for at han skulle træde ind i vores gæld og betale for os. Han har lidt døden for os og dermed betalt det, vi skyldte Gud. Derfor afhænger det hele af, at du trøster dig ved denne betaling og er sikker på den i dit hjerte – sådan som Herren siger her: Kreditoren er så godvillig, at det, man ikke kan betale, vil han eftergive og skænke for Kristi skyld.

Så ser I, kære venner, hvordan det hele afhænger af, at vi lærer vor Herre Kristus rigtigt at kende og sammen med syndersken søger syndernes forladelse hos ham. Det er den rette tro og den hjertelige tillid til Guds godhed: at han for Kristi skyld vil forlade synd og være nådig. Derfor står vor trosartikel her meget fint malet: at man alene ved troen på Kristus kan modtage syndernes forladelse og det evige liv. Sådan slutter Herren også her og siger til kvinden: «Din tro har frelst dig, gå bort med fred.»

Hvad har hun troet? Ikke andet end dette: Hun var en stakkels synderske, og skulle hun blive løst og fri for sine synder, så måtte det ske ved denne Jesus. Derfor løber hun sådan efter ham. Og da hun ikke kan komme til ham på anden måde, løber hun uden nogen blufærdighed ind i et fremmed hus, blandt ansete og hæderlige folk, uden at bryde sig om, at de sidder til bords og spiser. Den alvor behager Herren; han tilsiger hende syndernes forladelse og lærer os, hvordan hun har fået syndernes forladelse, og siger: «Din tro har frelst dig.»

Men over for hende sidder farisæerne og tænker ikke, at de skylder Gud noget. Og selv om de havde haft sådanne tanker, så regner de dog ikke Gud for så nådig, at han ville eftergive dem gælden for intet og alene af nåde. Derfor regner de Herren Kristus for slet ingenting. Og ligesom de ikke regner ham for noget, sådan regner Kristus heller ikke dem for noget; han lader dem sidde og spise. Men han tager sig af denne kvinde og læser dem ordentligt teksten om, at de sidder i synd og er fjender af Gud, selv om de bilder sig ind, at de er hans bedste venner. Lad os vogte os for en sådan sikkerhed og vantro, og lad os sammen med denne kvinde have en oprigtig, hjertelig afsky for vore synder og håbe på deres forladelse ved vor Herre Kristus, som har betalt for os og ved sin lidelse og død har slettet os ud af Guds skyldbog.

Dette er det fornemste stykke og hovedlæren i denne beretning, og den rette kerne i den kunst, som alene de kristne kan, og som ingen kan lære noget andet sted end af det hellige evangelium. Af loven kan man ikke lære den. For den lærer helt igennem, hvordan Gud vil straffe synden, og siger ikke ét ord om, at Gud vil forlade synderne uforskyldt, for sin Søns skyld. Men hvad vi alligevel har brug for en sådan lovprædiken til, hører I andre steder; og især Paulus behandler dette stykke grundigt og fint i Gal 3.

Ud over denne lære er denne beretning et meget fint billede af den kristne kirke. Den ligger for Kristi fødder, det vil sige: Den holder sig til hans ord, ved det trøster den sig mod synden og den onde samvittighed, og på det ord sætter den alt, hvad den har. For disse fødder er dens højeste skat og trøst; ved dem lader den sig finde her i landflygtigheden, som i et fremmed hus. Men værten Simon og hans gæster, som sidder til bords med Kristus – det vil sige de, der har navnet, embedet, titlen og herligheden, som om de var Kristus nærmest og de fornemste (sådan som paven, biskopperne og andre store herrer vil anses) – de dømmer denne stakkels kvinde, holder hende for en fordømt synderske, og på grund af hende holder de heller ikke noget af Herren Kristus. Men om sig selv holder de meget, de bilder sig ind, at de er hellige, og tænker ikke, at de har brug for Herren Kristus. De sidder øverst ved bordet; den stakkels kvinde kryber rundt under bordet. De sidder ved Kristi side; den stakkels kvinde må tage til takke med hans fødder.

Men så falder dommen: Simon, du vært i huset, du elsker mig ikke, dig er kun lidt forladt. Men til kvinden siger han: Dine synder er dig forladt, din tro har frelst dig; gå bort med fred. Det lader de stakkels kristne sig nøje med, og de tager slet ikke anstød af, at de ligger under bordet ved fødderne, mens hyklerne sidder øverst ved bordet. Det er også en trøst, at det her i beretningen er vist så fint som på et maleri, hvordan den rette kirke her på jorden er elendig, mens den falske og forkerte kirke står i ære og holdes højt. Den kære Gud bevare os ved den lille flok og frelse os for evigt sammen med denne fromme synderske. Det give os vor kære Herre Jesus Kristus ved sin Helligånd. Amen.