Sankt Matthias’ dag (Matt 11,25–30)

Prædiken på Sankt Matthias’ dag over evangeliet Matt 11,25–30

Dagens evangelium er en herlig, smuk trøst og en nødvendig lære for de stakkels kristne, som ikke alene er foragtede i verden og må lide meget, men som også må bære det navn og lide den skam, at de ikke er Guds folk, men kættere og afhuggede lemmer af kirken. Hvordan de kristne nu skal trøste sig i en sådan forhånelse og lidelse, det vil Herren lære os her.

Men for at vi kan forstå denne trøst så meget bedre, må vi vise, hvordan Herren kom til at takke sådan. Evangelisten fortæller lige i begyndelsen af dette kapitel, at Johannes sendte sine disciple til Kristus og bad dem spørge, om han var Kristus eller ej. Det gør Johannes ikke, fordi han ikke selv vidste, at han var den rette Kristus. For han havde allerede før vidnet offentligt om ham i sin prædiken og peget på ham med fingeren: Han er Kristus og Guds lam. Nej, han gør det, for at hans disciple også selv skulle lære det af Herren Kristi prædiken og undere og kende ham som den rette Kristus og holde sig til ham som deres Frelser.

Det behager Herren Kristus meget hos Johannes, at han passer sit embede så flittigt og heller ikke da holder op med at føre andre til Herren Kristus, skønt han allerede ligger i fængsel og ikke længere kan prædike offentligt. Derfor roser han ham højt, fordi han røgter sit embede så trofast. Omvendt skælder han også jøderne hårdt ud for deres vantro, fordi ingen prædiken vil hjælpe på dem, og de spotter Johannes lige så vel som Kristus og ikke vil tro nogen af dem. Men især klager han over de tre byer Korazin, Betsajda og Kapernaum, hvor han havde prædiket mest og gjort flest undere, og hvor de dog havde forbedret sig mindst. Det er en meget stor forargelse, som vi også i dag må være med til at bære: ikke alene at vores lære har så store, mægtige modstandere, som hverken vil se eller høre evangeliet, men også at man på vores side finder megen forargelse i livet og kun lidt forbedring. Det giver det hellige evangelium det ry, at verdens vise siger: «Hvis det var en hellig lære, der frelser, så ville folk blive bedre og mere retskafne af den.»

Derfor gør det Herren Kristus meget ondt, at verden er så slem og ond og ikke vil blive mere retskaffen efter evangeliets store nåde. Først truer han sådanne elever, som ikke vil omvende sig, med, at de på den yderste dag skal få en hårdere dom end Sodoma og Gomorra, Tyrus og Sidon. Derefter trøster han sig selv og siger: «Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.»

Disse ord må man ikke forstå sådan, som om det skortede hos Gud, og han ikke ville unde alle mennesker at kende evangeliet. For han er en Gud, som vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor giver han ikke sin Søn til den ene eller den anden for sig, men til hele verden, Joh 3: «For således elskede Gud verden osv.» Og han lader ikke prædikenen om sin Søn lyde kun på dette eller hint sted, henne i en krog, men offentligt og i hele verden, så man må se, at han gerne ville, at alle tog imod den, troede og blev frelst. Men på den anden side ser man, at de, som er vise og kloge, store og mægtige i verden, foragter evangeliet og bilder sig ind, at de ikke har brug for det. Og især de hellige folk kan ikke tåle, at man vil foragte deres gerninger og fortjenester og alene prise nåden, som kommer ved Kristus. En sådan vantro, utaknemmelighed og forhærdet ondskab kan Gud ikke tåle; derfor vil han ikke trække nogen hen til sig ved håret. Den, som ikke vil tage imod det, men vil være visere og klogere end Guds ord, ham lader han fare og prøve, hvad han kan udrette med sin visdom. Og så går det sådan, at jo mere sådanne folk følger deres egen visdom, jo længere kommer de bort fra evangeliet.

Det, siger Kristus, er ret og godt gjort. «Fader, jeg priser dig for det» – det sker dem ret. Vil de ikke blive frelst ved dit navn og din nåde, så må de i Djævelens navn fare til helvede med deres visdom og klogskab. Her holder ingen den anden tilbage. Men dem, som er stakkels, elendige, plagede folk og af hjertet takker Gud for, at de dog har Guds ord og kan høre det (de finder jo ellers ingen trøst i verden) – for deres skyld, siger Kristus, priser jeg dig også, kære Fader, fordi du lader dem vokse i troen dag for dag og blive fastere og vissere i erkendelsen af din nåde og mere brændende og villige i kærligheden og til alt godt.

Så lærer denne takkebøn os især dette: Den, som vil stole på sin egen visdom, retskaffenhed, magt eller andet og foragte Guds ord, han skal komme længere og længere bort fra Gud og hans ord dag for dag. Omvendt: Den, som hører det, tager imod det af hjertet og beder om, at det må bære frugt hos ham, ham vil Gud give mere og mere velsignelse og åndelige gaver dag for dag. Det gør Gud, og det er ret og godt gjort; derfor skal ingen forarges over det, men prise og takke Gud for det, sådan som Kristus gør her.

Det er jammerligt og meget forargeligt at se, at paven, kardinaler, biskopper og andre, som har navnet og kaldes gejstlige, i dag holder Guds ord i en sådan foragt og spotter og håner det sådan. Men lad dig ikke forarge af det; lær hellere at kende Guds dom og straf: at han står de hovmodige imod, og at der ikke er noget, han mindre kan finde sig i, end at man vil foragte og håne hans ord. Derfor trækker han hånden til sig og lader dem blive mere og mere forhærdede dag for dag. Det er deres rette løn, for at vi skal tage os det som en advarsel og ikke også falde i en sådan foragt for Ordet og tillid til egen magt, visdom og hellighed, men i al ydmyghed holde os til det kære evangelium, høre det gerne og lære at forbedre os ud fra det. Det er en god, nødvendig og nyttig lære, som vi skal tage af disse Kristi ord.

Nu deler Kristus selv verden sådan, at de vise og kloge ikke tager imod Ordet. Men det tager de imod, som er umyndige børn eller foragtede og fattige folk. Men så er det umuligt, at to sådanne parter kan forliges med hinanden. For kloge, fornuftige folk vil ikke høre Djævelen til; derfor kan de ikke tåle, at de umyndige skulle holde sig for og rose sig af at være Guds folk og kirke. Så går det sådan, at de bruger deres visdom og forstand til at finde ud af, hvordan de kan undertrykke og udrydde Ordet og de umyndige, som har Ordet. Til en sådan nød og fare, som de kristne må udstå i verden, hører nu den trøst, at Kristus siger: «Alt er blevet overgivet mig af min Fader. Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.»

Nuvel, lad det være en stor, ja, den største trøst, som en kristen kan holde sig oppe ved i al slags anfægtelse og lidelse. Har de vise og fornuftige ære, magt, penge og gods i verden, så er det vel nok noget; men det er dog alt sammen timeligt. Man må lade det hele blive her på jorden, og så er der endda den fare, at bruger man det ikke ret, så følger der en så meget hårdere dom og fordømmelse. Men de kristne har en anden skat, Guds Søn. Ham kan man trøste sig mere og højere ved end ved alt det, verden er, har og formår. For som han siger her: «Alt er overgivet ham af Faderen»; derfor skal hverken Djævelen, synden, døden eller noget andet kunne undertrykke ham og tage ham fra os. Derfor skal vi trøste os ved den magt, han har, og være glade og ved godt mod. For selv om verden tager alt fra os, så må den alligevel imod sin vilje lade os alt i behold; for vi beholder ham, som alt er overgivet af hans Fader i himlen.

Ja, siger du, men hvordan får jeg så glæde af ham? Det mærker jeg godt, at jeg må undgælde for ham her på jorden. Var jeg ikke en kristen, og bekendte jeg ikke evangeliet offentligt, så ville verden lade mig være og ikke forfølge mig. Nuvel, her skal du lære, hvordan du skal have glæde af Herren Kristus her på jorden. Han siger: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.» Det er det samme som at sige: Den, som tager imod mig og tror mit ord, ham lærer jeg at kende min Fader. Kender han nu Faderen, så kender han også mig og har alt.

Hvordan går det så til? Sådan: Verden kender ikke Gud. For selv om den ved, at Gud har skabt himmel og jord, at han alene har givet os liv og lemmer og har åbenbaret loven fra himlen, så hedder det dog endnu ikke at kende Gud ret. For over for sådan en Gud må vi altid forskrække os, eftersom vi ser så mange slags synd og så grufuld en ulydighed hos os selv. Jo herligere Gud viser sig i sine skabninger, og jo mere godt han lader os vederfare, jo stærkere må vi frygte og gyse for ham; for vi har ikke vist denne nådige, gavmilde Gud fuld lydighed, men har syndet så tit og så meget imod hans vilje. Andet kan fornuften aldrig gøre. Men hvor man ved og tror, at Jesus, født af jomfru Maria, er Guds Søn, og ser, hvordan Gud for vores skyld ikke alene har ladet ham blive menneske, men viser os alt godt ved ham og for vores skyld har ladet ham nagle til korset, for at han skulle betale for vores synder, overvinde vores død ved sin død og ved sin opstandelse åbne os vejen til det evige liv – der lærer man ret, hvad Gud er: at han ikke er fjendtlig mod os mennesker, skønt vi dog er arme syndere, men at han har os kær, som der står i Joh 3; at han ikke vil fordømme os for vores synders skyld, men hjælpe os ud af dem og gøre os retfærdige, ikke kaste os i den evige død, men skænke os det evige liv for denne mellemmands, sin Søns, skyld.

Så kan man have al glæde og lyst ved Gud. For hvem skulle dog ikke også elske sådan en nådig Gud, som ikke sparede sin eneste Søn, men gav ham hen for vores skyld i døden og på korset? Det er jo tusind og atter tusind gange et vissere og klarere tegn på, at Gud af hjertet mener os det godt, end at han har givet os legeme og sjæl, skabt himmel og jord til gavn for os, ført jøderne ud af Egypten og alle de andre velgerninger, der er af den slags. Men den kundskab om Gud har vi alene fra vor Herre Jesus. Han lærer os ved sit eget embede og sin gerning, hvad slags Gud vi har, hvad vi skal tænke om ham, og hvad vi skal vente os af ham.

Se nu selv efter, om det ikke er en stor, høj trøst, som en kristen kan holde sig til i al slags nød og overvinde al slags besvær med! For her må vi sige med Paulus: «Når Gud er for os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er her, han som retfærdiggør. Hvem vil fordømme? Kristus er her, han som døde, ja mere end det, som også er blevet oprejst, som sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Derfor kan intet skille os fra Guds kærlighed, hverken trængsel eller angst, hverken forfølgelse eller sult, nøgenhed, fare eller sværd osv.»

Til den trøst kommer man alene ved Herren Kristus, som han siger: «Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.» Men den, som ikke lærer Herren Kristus at kende af evangeliet, han kan tale om eller vide om Gud, hvad han vil (sådan som hedninger, tyrkere og jøder vil vide meget om ham) – det er alt sammen intet. Han kender ikke Gud ret, og derfor må han være uden trøst i al anfægtelse og bekymring og falde i fortvivlelse. For det er umuligt, at et hjerte kan finde ro uden denne trøst, som hedder den rette kundskab om Gud; især når de svære anfægtelser kommer, når man skal lade livet, kæmpe med synd og samvittighed og vente på den kommende dom i en anden verden. Den trøst ville Herren Kristus gerne, at vi skulle gribe ret og præge godt ind i os; derfor lokker han os til den på det allervenligste og siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.»

De vise og kloge går sorgløst af sted på det allertrygeste og frygter slet ikke for deres synder og Guds vrede. For de holder sig selv for hellige og retskafne. Djævelen er de heller ikke bange for; for han lader dem pænt være i fred og uanfægtede. Og fordi de er rige og mægtige, kan de drive deres overmod og øve det mod de kristne, som de vil. Så har de et blødt, roligt, stille og ubesværet liv. De kristne derimod må hver time bides med deres synder og samvittighed, sætte sig til modværge mod Djævelen og tåle og lide alt af verden. Derfor giver Herren dem med rette det navn og kalder dem «trætte folk, der bærer byrder», og som har hænderne fulde nok med sig selv og alligevel hverken kan være uanfægtede af Djævelen eller af verden.

Nu, hvor skal de så gå hen for at finde hvile eller vederkvægelse og lindring? «Kom til mig,» siger Kristus, så vil jeg lære jer – eftersom I mærker og ved, hvad nød og jammer I har i verden – at I også skal vide, hvilken trøst, glæde og herlighed I til gengæld skal have hos Gud. Så skal jeres hjerter ikke lade sig tynge af lidelsen, men endda glæde sig over den. Disse ord går altså først og fremmest ud på, at vi skal lære, hvad vi har i Kristus, når vi mærker, at vi er trætte og bærer byrder. Nemlig sådan en Herre, som ikke vil gøre os mere besvær og lægge mere på os eller fordømme os for vores synders skyld; nej, han vil hjælpe os at bære, gøre besværet og byrden mindre og med sin trøst og styrke ved Helligånden passe sådan på os, at vi ikke falder til jorden under byrden, men retter os op og kan bære den hen til det bestemte sted. Ellers, hvis der ikke var sådan en hjælp og vederkvægelse, ville det være umuligt andet, end at man måtte synke til jorden og så fortvivle og gå til grunde i ulykken.

Det er en helt anden prædiken end den, man har lært om Kristus i pavedømmet. Der holdt man ham for en streng dommer, hos hvem der uden andres forbøn hverken var nåde at finde eller at håbe på. Derfor har man blandt tusind mennesker ikke fundet én, som ikke havde sat mere lid til jomfru Maria og andre helgener end til Kristus. Ligesom om Kristus ville kaste mere besvær og en større byrde på os, når vi i forvejen er trætte og bærer byrder! Så var det jo umuligt at have en god, hjertelig fortrøstning og fuld tillid til Herren Kristus. Og dog retter Kristus alting derhen, både med sit liv og med sin lære, at vi skal elske ham, sætte vores hjerte og fortrøstning til ham og have en glad samvittighed ved ham.

Derfor, selv om der ikke var noget andet misbrug i pavedømmet end denne falske, gudsbespottelige lære, så burde enhver flygte fra det som fra Djævelen og vogte sig for det med den største flid. For det er jo Kristus, sådan som han selv vidner om sig her, som ikke vil tynge trætte, besværede hjerter endnu mere, men trøste dem, hjælpe dem at bære og vederkvæge dem. Derfor kommer det kun an på dette: Når vi erkender, at vi virkelig er trætte og besværede, så skal vi med en sådan fortrøstning søge hen til ham og søge vederkvægelse hos ham og ikke hos verden eller hos os selv. Men dertil hører to fortræffelige kunster, som Herren videre fortæller, når han siger: «Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og så vil I finde hvile for jeres sjæle.»

«Kristi åg» betyder at lide for hans og hans ords skyld. Det åg udebliver aldrig nogen sinde. Derfor er det ikke nødvendigt, at du ligesom munkene og eneboerne skulle lave dig et selvvalgt kors og lægge det på dig selv. Du behøver ikke løbe ud i ørkenen og væk fra folk; bliv hos og blandt folk i dit kald, og gør bare dette: tag dig af Guds ord med alvor, og bekend det frit. Så skal Djævelen og verden nok få grund til at lægge mere på dig, end du gerne ville bære. For sådan siger Paulus: «Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.»

Og selv om Djævelen og verden var døde og lod dig være i fred (hvad der dog er umuligt), så skal dit kød og din syndige natur nok give dig rigeligt at bestille. Så kommer Kristi åg og byrde altså helt af sig selv. Den, som nu vil bære det ret og sådan, at han ikke går til grunde under det, men har trøst og glæde under korset, han skal lære disse to stykker af Herren Kristus som den bedste skolemester og doktor:

Det første: «at han er sagtmodig»; det andet: «at han er ydmyg af hjertet.» Det er korte ord; men det tager meget lang tid, før vi lærer dem, ja, bare kan stave til dem. For der ligger to skændige doktorer eller skolemestre i vejen for os, som ikke vil lade os komme til den kunst. Den første er vores kød og fornuft; den anden er verden med sit forargelige eksempel. For kød og fornuft er utålmodige og hævngerrige, de knurrer og tænker, at de selv vil hjælpe sig ud af lidelsen. Det ser man på hele verdens eksempel. «Den skolemester og forargelige doktor,» siger Kristus, «skal I ikke følge, men følg mig. Jeg er sagtmodig; jeg forlanger ikke at hævne mig; jeg overlader hævnen til Gud og lader det gå over mig, som Gud vil. Men jeg stoler på ham, at han ikke vil svigte mig, men nådigt hjælpe mig ud. Det gør, at jeg bliver sagtmodig og overvinder alt med tålmodighed.» Det skal du lære først.

For det andet ser vi, hvordan kød og fornuft efter verdens eksempel hele tiden vil op og højere til vejrs og ikke kan finde sig i at blive trykket ned, men tænker, at de må hjælpe sig selv. «Lad heller ikke den forargelige doktor forføre jer,» siger Kristus, «men følg mit eksempel. Jeg er ydmyg af hjertet, jeg forlanger ikke at stå forrest, men jeg går bagest så længe og lader mig træde og trykke så længe, indtil Gud løfter mig op og ikke længere vil lade mig træde og trykke sådan. Når I også følger mig i dette, så skal I helt sikkert finde hvile for jeres sjæl.» For legemet er skabt til at bære som et ustyrligt æsel; ellers bliver det for kåd og for frækt. Derfor skal det være os nok, at vores samvittighed ved Kristus og hans fortjeneste ikke er tynget, hvordan det så end går legemet.

Det gør Kristi åg godt og hans byrde let. For lad der så komme hvilken lidelse der vil over os, så ved vi, at det kun er en timelig lidelse. Og til gengæld har vi det evige livs trøst og ved, at hvis vi bærer den sådan med sagtmodighed og ydmyghed, så skal den virke en evig herlighed, sådan som Kristus trøster sine disciple, Joh 16: «Jeres sorg skal blive til glæde; for jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.» Og Paulus, Rom 8: «Det er vist, at de nuværende lidelser ikke svarer til den herlighed, der skal åbenbares på os.»

Derfor er dette et trøsterigt, smukt evangelium, som enhver kristen burde kunne udenad, så han ikke alene kan værge sig mod den forargelse, at evangeliet bliver foragtet og forfulgt af de vise folk, men også i al slags kors og anfægtelse kan trøste sig med, at vi har sådan en Herre, som lærer os at kende Gud ret. Ved den kundskab kan vi, når vi da er sagtmodige og ydmyge, overvinde al slags ulykke og trænge os igennem dette livs jammerdal til den evige salighed. Det give vor kære Herre Gud os alle ved Jesus Kristus, sin Søn og vores Forløser. Amen, amen.