Mikkelsdag: 2. prædiken (Matt 18,1–10)

Anden prædiken på Mikkelsdag over evangeliet Matt 18,1–10

Dette evangelium taler til sidst om de små børn og deres engle. Derfor er det lagt på denne højtid, så man kunne have anledning til at tale om den beskyttelse, de kære engle giver.

Men det har især to dele. I den første irettesætter Herren sine disciple for deres hovmod, fordi den ene altid vil være over den anden. Og han siger: Vil de ind i Himmeriget, så må de ikke tragte efter, hvordan de kan blive holdt højt og fornemt; men efter, hvordan de kan bøje sig ned og i den sag blive ligesom børnene. Det stykke har I jo hørt om, kære venner, på Sankt Jakobs dag og Sankt Bartholomæus’ dag. Derfor vil vi lade det blive ved det nu. Den anden del af dette evangelium er en advarsel: For det første skal de kristne ikke give nogen forargelse, og de skal især vogte sig for at forarge de unge. For det andet: Når de ser forargelse hos andre, skal de vogte sig og ikke lade sig forføre af den. Om de to advarsler vil vi også sige lidt.

For det første er det en evig skam, at man skal prædike dette evangelium for folk, som ikke tager det til hjerte og ikke tænker flittigt over det. For det er da et prægtigt ord, Herren her siger om børnene: «Se til, at I ikke ringeagter en af disse små, for jeg siger jer, at deres engle i himlen altid ser min himmelske Fars ansigt.»

Det ville have været rigeligt sagt, hvis han havde sagt: De har deres egne engle. Men han gør det endnu større, når han siger: «De samme engle ser Faderens ansigt i himlen.» Det er, som om han ville sige: Jeg betror jer de unge, så I ikke forarger dem, men opdrager dem godt; for de ligger Gud meget på sinde. Men vil I ringeagte dem og ikke skåne dem, så skån dog deres engle og frygt dem. Og lær så af det: Når de store ånder, som altid står for Guds øjne og altid hører og ser ham, så gerne og inderligt tjener de små og gør det, der er bedst for dem, så skal I også gøre det samme – I, som dog er langt, langt ringere – og endelig ikke forarge dem, men tage jer af dem og gerne tjene dem.

Hvis vi nu ikke havde andet end dette ene ord, hvor Kristus lader os høre, hvor meget de unge ligger Gud, hans Fader, på sinde, så måtte vi slutte, at blandt alle gode gerninger er der ingen større eller bedre end at opdrage unge mennesker ret. For hvem ville ikke regne det for stort at tjene dem, som englene tjener – englene, som altid står for Guds ansigt? Derfor skulle far og mor, karle og piger, skolemestre og prædikanter og alle, der har med unge folk at gøre, være villige og glade til den tjeneste af hjertet og ikke lade sig noget gå på. For de store himmelfyrster skammer sig jo ikke ved at tjene de unge og holde øje med dem. Det er det første, man skal lære af dagens evangelium, foruden læren om englene.

Det andet er, at man ikke alene gerne skal tjene de unge; man skal heller ikke forarge dem, hverken med ord eller gerninger, men opdrage dem til det bedste: så de lærer at bede og at være tugtige, mådeholdne, lydige, trofaste, stille og sanddru; ikke at bande, ikke at skælde ud, men at opføre sig pænt og anstændigt i ord og fagter. Det vil Gud have af os gamle: at vi opdrager de unge til det og på alle måder flittigt passer på, at de ikke bliver kødelige, uopdragne, vilde mennesker. Og det sker meget hurtigt, hvis man ikke stopper det med flittig tugt.

For det ser vi af erfaring: Ungdommen er som et tønder, der overmåde let fænger alt, hvad der er ondt og forargeligt. Derfor kræver det særlig flid, at man holder øje med begge dele, både børnene og deres engle. Med englene, så man ikke bedrøver dem; med børnene, så man ikke forarger dem. For hør videre, hvordan Herren tager sig af det.

«Den, som modtager et sådant barn for mit navns skyld,» siger han, «modtager mig. Men den, som forarger en af disse mindste, som tror på mig, for ham var det bedre, at en møllesten blev hængt om hans hals, og han blev sænket i havet, hvor det er dybest.» Her står begge dele side om side: Den, som for alvor tager sig ordentligt af et barn og opdrager det, så det lærer at kende Gud og ikke lærer at bande, sværge, stjæle osv. – ham, siger Kristus her, lover jeg, at han modtager mig selv og gør mig lige så meget godt, som om han bar mig på sine arme og plejede mig, sådan som min mor har plejet mig. Det kalder jeg da at prædike sødt og lokke venligt!

Men hvorfor gør Herren det? Alene fordi han godt ved, at de unge gerne hører uanstændige ting og hurtigt bliver forført; og så findes der onde munde, som gerne hjælper til. Og Gud i himlen være det klaget: Man finder drenge og piger på ti, tolv år, som bander ved marter, Velten, de franske og andre grufulde eder [dvs. ved Kristi marter, ved Sankt Valentin (den faldende syge) og ved den franske syge (syfilis)] og ellers er skamløse og grove i munden. Hvor har de det fra? Fra ingen andre end dem, der skulle forbyde dem det: fra far og mor og fra de skændige, onde tjenestefolk. For det går meget lettere ind hos dem, og de husker det meget bedre end Fadervor. Det gør det gamle onde tønder, den fordærvede natur, som sidder i os. Men hvilken dom følger der så? Det var bedre, siger Kristus, at de blev druknet i havet, hvor det er dybest. Dermed vil han vise, at sådan forargelse og synd ikke alene skal straffes med den timelige død, men med den evige fordømmelse.

Derfor skulle man være mere forsigtig og betænksom over for de unge og ikke sige og gøre alt, hvad man ellers siger og gør. Sådan sagde også hedningerne: Maximam reverentiam deberi juventuti – over for unge mennesker skal man skamme sig allermest. Men hvor mange er der, som gør det? Derfor står det også så slemt til overalt i verden, at der ikke længere er tugt, ingen ærbarhed, ingen tro og ingen troskab hos folk. Årsagen er, at de gamle gør og siger alt uden blusel og lader de unge se på. Så bilder de unge sig ind, at de har lov til det samme; hvad andre og især forældrene gør, det er heller ikke forbudt for dem. Men at vor Herre Gud skulle le ad det, kan du her lære af vor Herre Kristi prædiken. For hvor verden bilder sig ind, at det ikke er særlig farligt at bande eller lade et groft, uanstændigt ord slippe ud foran de unge, der siger Kristus: Det var bedre at have en møllesten om halsen og ligge midt ude i havet end at forarge dem.

Sådan skal vi tjene de unge og ikke forarge dem: ikke alene ved at man ikke gør noget ondt foran dem, men også ved at man holder dem borte fra det onde og flittigt holder dem til tugt. Når et barn for eksempel bander eller lader et uanstændigt ord slippe ud, så skal man alvorligt tale det til rette og sige: Skam dig langt ind i dit hjerte, og gør det aldrig mere! For dér står din engel; han ser det og hører det, han forskrækkes over sådan en ed og ser surt til. Når nu din engel forskrækkes og ser surt til, og han står for Guds ansigt – tror du så ikke, at Gud vil mærke det, han som ellers ser og ved alt, og at han derfor også vil se surt til og blive vred? Derfor må du for alt i verden aldrig gøre det igen. Med sådanne og andre ord kan man opdrage de unge, som ellers vokser op i deres egen søle og lærer og øver al slags uskik. Men hvor ord og trofast formaning ikke finder plads og ikke vil hjælpe, dér har forældrene befaling til at slå til med næverne og endelig ikke lade børnene få deres egen vilje.

Det ville Herren gerne lære os gamle: at vi holdt øje med de unge og satte en stopper for uskikken, mens man endnu kan stoppe den. For når man først har forsømt det, er der bagefter ingen hjælp. Og det kræver så meget desto mere flid og opmærksomhed, fordi ungdommen, som sagt før, er et tønder, der fænger meget hurtigt. Når du bander eller lader et groft ord slippe ud og tænker, at barnet ikke har hørt det – straks har det fanget det; og når du ikke er der, siger det det efter dig og glemmer det ikke, så længe det lever. Så hurtigt sker det, at et ungt menneske bliver fordærvet, hvis man ikke med særlig flid forhindrer det og passer godt på.

Nu er det jo ingen spøg: Herren sætter en stor straf på det. Og omvendt siger han, at hvad godt man i den sag gør mod et barn, det er gjort mod ham. Begge dele skulle bevæge os til ikke at synde, men opføre os som kristne. For gør vi det ikke, så lyder det: Det var bedre, at du lå i havet, hvor det er dybest. Gør vi det derimod og forarger ikke de unge, men med vores eksempel vænner dem til Guds ord, til tugt og blufærdighed i ord og fagter, så behager det Gud; det vil han betale med sin velsignelse. Men de, som forarger de unge og ikke skåner dem, skal hverken have lykke eller held.

Det være kort sagt om det ene stykke af dagens evangelium: at enhver skal vogte sig for forargelse og især se til, at han ikke forarger de unge, som på grund af deres alder endnu ikke rigtig kan styre sig selv. For hvor stor en synd det er, viser straffen tydeligt nok. Gud har selv ikke sat nogen større legemlig straf på drab end den, at man skal dømme drabsmændene med sværdet og også tage deres liv. Men om dem, der forarger de unge, siger Herren her, at der skal følge sådan en straf, at de hellere skulle lade sig drukne i havet. Derfor er der her ikke noget at spøge med; men vi skal alle med særlig flid passe på os selv, når vi taler, og i alt, hvad vi gør og lader være med, når der er unge til stede, så vi ikke forarger nogen.

Til den lære og formaning føjer Herren her endnu en og siger: Verden vil ikke bryde sig om sådan en advarsel, men vil gøre, hvad den har lyst til, hvad enten nogen tager forargelse af det eller ej. Da den onde verden altså ikke lader sig sige, og det ikke kan være anderledes – forargelsen må komme – så lærer og formaner Herren dog, hvordan de kristne skal forholde sig. Og han bruger en fin lignelse og siger: Er det ikke sandt? Hvis det ene af to skulle ske: enten at du måtte i helvedes ild, hvis du ville beholde begge fødder eller hænder; eller at du måtte lade den ene fod eller den ene hånd hugge af, hvis du ville i himlen – så ville du langt hellere undvære foden eller hånden end give afkald på himlen og frelsen. Sådan er det også langt bedre at miste det ene øje end at beholde begge øjne og så måtte ned i helvede! Nu er det jo sandt og kan ikke være anderledes: Til forargelsen hører helvede. Derfor: Den, der giver forargelse eller følger forargelsen, har sat himlen over styr. Men hvordan skal de kristne så forholde sig? I verden vil forargelsen gå frem med magt, og det sker overmåde hurtigt, at man bliver forført af den.

Her svarer Herren og lærer os alle og siger: Faren er stor. For hvor der er forargelse, dér er helvede og døden. Vil I nu undgå den fare, så må I tage jer selv i nakken og gøre jer selv lige så ondt, som når man skulle tage en arm eller et ben af jer. For det vil ske, at du har en god ven, og du bilder dig ind, at du hellere kunne undvære et øje, en fod eller en hånd end undvære den ven og slippe ham. Men vil du blive ved at være en kristen, vil du komme i himlen og vogte og bevare dig for helvede, så skal du ikke bryde dig om nogen, hvad enten det er far eller mor, herre eller frue, fyrste eller kejser: Sidder han i en forargelse, så vogt dig og følg ham ikke, uanset hvor stor en legemlig fare det så end kan koste dig. For den åndelige fare er langt større: Den, der følger forargelsen, må gå fra livet til døden og den evige fortabelse.

Summen af denne advarsel er altså, at vi skal blive ved Ordet, holde fast ved det og ikke spørge efter noget menneske – uanset hvor stor en gavn vi kunne have af ham, eller omvendt hvor meget vi måtte bøde for ham, så højt og så meget det overhovedet kan tænkes. For ingen fare og ingen vinding eller gavn kan nogensinde være så stor som den fare, der er, når man lader sig føre ind i forargelse. Den, der gør det, lader sig lokke af en lille timelig gavn og udsætter sig for evig fare.

Det oplever vi desværre i vore dage, og ikke hos ringe folk. For hvor mange tror du ikke, der er ved kongers og fyrsters hoffer, som godt ved, at de paveliges religion ikke har nogen grund? Alligevel bliver de hellere i forargelsen, end de gør deres herrer vrede eller tager nogen fare på sig for bekendelsens skyld, og de vil ikke røre ved den med det mindste lille ord. De bilder sig ind, at det ville gå ud over deres liv, at det ville koste hænder, fødder og øjne, hvis de skulle skille sig fra deres fyrste og flygte fra afgudsdyrkelsen. Sådan er det også en meget almindelig forargelse med præsterne. De mangler ikke viden om, hvad der er uret. De ved meget vel, at deres ugifte liv ikke kan bestå uden forargelse og stor synd. De ved, at man ikke skal betynge samvittighederne for madens skyld, at man skal række hele sakramentet, og at man ikke skal påkalde de afdøde helgener osv. Men de bliver stående midt i, ved og i den forargelse, og intet holder dem tilbage andet end den tanke: Skal de opgive præstelivet, så koster det dem arm og ben; de vil ikke kunne ernære sig, de må gå med tiggerstaven ligesom de lamme, blinde og krøblinge, der ikke kan tjene deres brød. De vil ikke gøre sig selv ondt, de vil ikke lide noget for evangeliets skyld. Og så vil de hellere – som Herren siger her – ned i helvede med begge hænder, fødder og øjne end ind i himlen med én hånd, én fod, ét øje.

Sådan går nu denne advarsel fra vor Herre Kristus til begge sider. Man skal vogte sig for forargelse, så ingen bliver forarget af os; for så var det bedre, at du havde en møllesten hængende om halsen og blev sænket i havets afgrund. Dernæst skal man heller ikke lade sig forføre af forargelse, men blive ved Ordet og ikke gøre noget imod det, uden at bryde sig om, hvad andre folk siger til det, om de ler eller ser surt til, om de kan gøre skade eller hjælpe.

Det vil vor kære Herre Kristus have indskærpet sine kristne. For han ser, hvor overmåde meget der står på spil, og hvor hurtigt det dog sker, at man enten giver forargelse eller lader sig forføre af forargelsen.

Gud, den evige Fader, bevare os i sin nåde ved sin Helligånd for Jesu Kristi skyld fra al forargelse, og han holde os nådigt fast i den rette tro ved sit ord uden al forargelse og frelse os evigt. Amen.