Mikkelsdag: 1. prædiken: om englene

Prædikener på Mikkelsdag. Første prædiken: Om englene, holdt 1532

Englenes højtid har man indrettet i kirken for de unges skyld – eller, for at sige det rigtigt, for alle kristnes skyld – så de lærer at tænke på de kære engle og takke Gud for, at han har sat så store herrer til at være vore tjenere og tjene os. Derfor kalder Hebræerbrevet dem «tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, som skal arve frelsen.»

Det er sandt nok, at Gud kunne bevare os og beskytte os mod Djævelen og al ulykke af sig selv, uden englenes tjeneste. Ligesom han godt kunne skabe os til mennesker uden far og mor, som han skabte Adam og Eva; ligesom han godt kunne styre land og folk uden fyrster; ligesom han godt kunne give lys uden sol og stjerner og give os brød uden at vi pløjer og dyrker jorden og arbejder. Men det vil han ikke. Han har ordnet det sådan, at den ene skabning altid skal tjene den anden.

Ligesom vi nu skal takke Gud for, at han giver os far og mor, verdslig øvrighed, sol og stjerner, korn og alle slags skabninger, så de tjener os og hjælper os i dette liv, sådan skal vi også lære, at Gud beskytter og hjælper os ved sine engle, og også være Gud taknemmelige for det.

For det har I, kære venner, tit hørt: Djævelen er omkring menneskene overalt – ved fyrstehofferne, i husene, på marken, på alle veje, i vandet, i skovene, i ilden. Kort sagt: Det hele er fuldt af djævle, og de gør ikke andet end at ville brække halsen på hver eneste en i hvert øjeblik. Og det er helt sikkert sandt: Hvis Gud ikke uden ophør holdt den onde fjende tilbage, ville han ikke lade et eneste lille korn, hverken fisk eller kød, ikke en dråbe vand, øl eller vin være uforgiftet.

Når det derfor går sådan, at én her mister et øje eller en hånd, én dér bliver slået ihjel, én får pesten og en anden en anden sygdom, så er det lutter Djævelens slag og kast. Han kaster efter hovedet på én her og én dér. Rammer han, så har han ham; men rammer han ikke, er det i sandhed et tegn på, at Gud har holdt ham tilbage ved de kære engle. Sådan også når der sker uventede ulykker, så den ene falder i ilden og den anden i vandet: Det er lutter Djævelens slag og kast. Han stikker og kaster altid efter os og ville gerne gøre os al mulig ulykke.

Mod sådan en ond, giftig og lumsk fjende har Gud sat de kære engle til at våge, så at der, hvor en djævel slår og kaster med pest, med ild, med hagl osv., er en engel til stede, som afværger det. For der er en stadig kamp mellem engle og djævle. Djævelen ville gerne anrette al ulykke. Det ser og oplever vi hver dag: Én brækker benet på flad jord; en anden falder et svært, farligt fald ned ad trappen, så han ikke selv ved, hvordan det gik til. Det og andet ville Djævelen nok anrette hele tiden, hvis Gud ikke holdt ham tilbage ved de kære engle. Men Gud lader os af og til se sådanne enkelte tilfælde, for at vi skal lære, at den slags ville ske hele tiden, hvis Gud ikke holdt ham tilbage hver eneste time – og for at vi derfor skal være så meget flittigere til at bede og så meget mere taknemmelige over for Gud for sådan en beskyttelse.

For Gud er livets Gud, som vil redde og hjælpe, hvor vi har brug for det. Men når vi vil være onde, er ligeglade med hans ord og ikke takker ham for hans faderlige beskyttelse og omsorg, så bliver han vred og holder sine engle hjemme og giver Djævelen plads, så han kan tæmme de slemme slyngler med pest og anden ulykke, da de jo ellers ikke vil gøre noget godt. Så er det ude med os. Det er ligesom når du trækker hænderne til dig og ikke vil give børnene mad, tøj eller andet: Så er de straks fattige og fortabte. Sådan straffer Gud også de utaknemmelige, slemme slyngler: Han holder ikke Djævelen tilbage, men holder sine engle hjemme.

Sådan ser vi, at det også gik den fromme Job. For i hans historie står der, at vor Herre Gud spørger Djævelen: «Hvor kommer du fra?» Djævelen svarer: «Jeg har strejfet rundt i landet.» Det er uden tvivl ikke gået af uden skade. For sådan plejer den fyr at gå rundt, siger Peter, «og søge som en løve, hvor han kan æde og kvæle.» Så siger Herren videre: «Har du ikke lagt mærke til min tjener Job? For der er ingen som han i landet, ærlig og retskaffen, gudfrygtig, og han holder sig fra det onde.» Satan svarer igen Gud og siger: «Job har let ved at være from; for du har jo værnet om hans hus og alt, hvad han har, hele vejen rundt,» ja, som havde han kastet en vold op omkring det. Med de ord mener han de kære engle: De måtte være omkring ham og passe på hans hustru, børn, mark og kvæg. Som om den onde fjende ville sige: Jeg skulle nok komme til, hvis du ikke holdt mig tilbage.

Nå, vor Herre Gud lader ham prøve: Han må gøre ved Jobs ejendom, som han vil. Straks farer Djævelen til og ophidser nogle slemme slyngler; de driver tusind okser og æsler bort fra Job og slår karlene ihjel. Derefter får han ild til at falde ned fra himlen og brænder syv tusind får op med hyrder og det hele. For det tredje ophidser han kaldæerne; de falder ind i tre flokke, tager tre tusind kameler fra Job og slår ihjel, hvad de finder ved dem. Det skete alt sammen på én dag, og det var endda ikke nok. For Job havde tre døtre og fire sønner [ifølge Job 1,2 syv sønner]. Da de var samlet, glade og i godt humør, se, da vækker Djævelen sådan en stormvind, at den kastede huset sammen i en bunke og slog alle ihjel, der var inde i det. Det kunne Djævelen godt gøre – men dog ikke før Gud havde tilladt ham det. Sådan kan det også gå os. Når vor Herre Gud kalder englene tilbage, er der ikke én af os, der ikke er død på et øjeblik.

Men hvad gjorde Job, da han oplevede sådan en jammer? Han viste nok sin sorg, flængede sine klæder og rev sig i håret. Men alligevel faldt han i al ydmyghed ned på jorden, bad og sagde: «Nøgen kom jeg ud af min mors liv, nøgen skal jeg fare derhen igen. HERREN gav, HERREN tog igen, HERREN være lovet.» Det kalder jeg en sjælden, fremragende, hellig mand! Men hvad skete der så? «Det skete på den dag,» siger Skriften, «at Satan igen trådte frem for Gud, og HERREN sagde til ham: Hvor kommer du fra? (Sådan taler Skriften her: Den taler om en ting, sådan som det går til hos os, og sådan som vi tænker om det. For Gud behøver ikke at spørge; han ved alle ting i forvejen, også før de sker.) «Satan svarede: Jeg har strejfet rundt i landet.»

Her hører du igen, at fjenden ikke er ledig og ikke holder fri; han lister altid efter os mennesker. Det må vi lære og derfor også tage os i agt for ham og passe godt på os selv. Herren spørger Satan endnu en gang og siger: «Har du også lagt mærke til min tjener Job? For der er ingen som han i landet, ærlig og retskaffen, gudfrygtig, og han holder sig fra det onde og holder stadig fast ved sin fromhed; men du har fået mig til at ødelægge ham uden grund.» Satan svarer Herren: Det er ikke så underligt; al ulykke er endnu til at komme over, så længe det ikke gælder huden. «Men lad mig angribe ham på hans hud, på hans kød og ben; hvad vil du vædde? Så bliver de gode ord nok væk.» Han vil lade sig høre anderledes end nu, hvor det ikke er gået ud over hans egen hud, men over andres. Nå, Herren tillader også Satan det og siger: «Se, han er i din hånd;» angrib ham på hans legeme, og plag ham, som du vil; «skån blot hans liv,» og «dræb» ham ikke. Det er et særligt trøsterigt lille stykke: Vor Herre Gud har alligevel fanget Djævelen sådan, at han ikke kan komme længere, end Gud under og tillader ham. Hvad skete der? Djævelen fór ud og slog stakkels Job med så mange onde bylder, at der ikke var en hel plet på hans hud, fra fodsålerne til issen, så han satte sig i asken og skrabede sig med potteskår.

Hedningerne ved ikke, hvor sådan en ulykke så pludselig kommer fra; men vi ved, at det er lutter Djævelens værk. Han har den slags hellebarder, blykugler og bøsser, den slags spyd og sværd, som han skyder, kaster og stikker med iblandt os, når Gud tillader ham det. Derfor må ingen tvivle på det: Hvor der går ild i noget, så en landsby eller et hus brænder ned, dér sidder der altid en lille djævel ved siden af og puster ustandselig til ilden, så den skal blive større. Sådan også når nogen dør af pest, drukner eller falder sig ihjel: Det gør Djævelen, og Gud tillader det; for ellers ville vi blive alt for onde. Man ser jo, at selvom den slags straffe går over os, så bryder verden sig alligevel ikke om det. Derfor har vi brug for sådanne straffe og eksempler, så vi ikke lever så uretfærdigt og sorgløst af sted, men hver dag beder Gud om de kære engles beskyttelse og takker ham for den. For selvom han godt kunne beskytte os af sig selv, uden englenes hjælp, så vil han dog gøre det ved englene. De er som en vognborg omkring os, så Djævelen ikke bryder ind til os hvert øjeblik og gør skade.

Lad os derfor lære og lægge mærke til, at det er Djævelen, der gør os al skade på legeme, gods og ære, enten han gør det selv, som da han angriber Job på legemet, eller gennem sine tjenere, de slemme slyngler, som da han angriber Job på hans gods og ophidser kaldæerne og andre imod ham. For vor Herre Gud er, som sagt ovenfor, livets Gud og kan af sig selv ikke gøre andet end lutter godt. Men det tjener os til, at vi ikke skal være overmodige og trygge, som om vi var alene, og Djævelen var tusind mil borte fra os. Nej, du er ikke alene; djævlene er rundt omkring dig, som Paulus siger: «De flyver i luften,» som alliker og krager, og skyder og kaster efter os uden ophør.

Men det er trøsten: De kan ikke ramme, før Gud vil have det; ellers måtte vi dø af skræk. Dernæst er der endnu en trøst, som vi ser hos Job: Gud giver ikke altid Djævelen magten, fordi vi skulle have fortjent det, og Gud var vred på os, men fordi han vil prøve os, om vi også vil være tålmodige og holde fast ved hans godhed.

Dernæst er der den tredje trøst, som vi især taler om i dag: Mod Djævelens onde og skændige forehavende har Gud skabt de kære engle til at tjene os og beskytte os. For de er venlige, barmhjertige, gode ånder, som gerne lader sig bruge til, at Djævelens forehavende bliver forhindret. Derfor: Hvis de kære engle ikke var ved kejserens, kongernes og fyrsternes hoffer, ville Djævelen ikke tøve længe, men anrette al slags jammer, så de røg i totterne på hinanden hver time. Men vor Herre Gud tillader nok, at store herrer bliver uenige. Han lader Djævelen af og til tænde en ild; men så er de kære engle der og slukker den igen og skaber fred. Men hvor Gud for vore synders skyld eller af andre grunde trækker sine engle tilbage, dér går det ilde til med mord, brand, voldtægt af kvinder og andet, som Djævelen har lyst til.

Sådan også i husholdningen: Der ville ikke være nogen fred, men evig splid, tyveri, utroskab, forsømmelse osv. Intet ville gå rigtigt for sig, men alt ville være fuldt af jammer og hjertesorg, hvis det skulle gå efter Djævelens vilje. Men Gud hindrer ham ved sine kære engle, så han må vige og holde op, selvom han af og til har tændt en ild og vakt ufred og andet.

Derfor skal ingen være tryg, men vide, at alt omkring os er fuldt af djævle, som gerne ville skade os på legemet, på godset og på sjælen med bitterhed, had, vrede, hovmod og andet, så de kunne få os ned til sig i helvede. Men at det ikke sker, det har vi vores nådige Fader i himlen at takke for. Ved sine engle, de høje, herlige ånder, holder han Djævelen tilbage, så der alligevel altid sker mere godt end skade: så der er mere fred end krig, så der bliver mere korn tilbage og vokser, end der går til ved frost, hagl og andet, så flere huse bliver stående, end der brænder, så vi mennesker har flere sunde lemmer end syge. Angriber Djævelen et øje, en fod, en arm, så er resten af legemet sundt. Sådan er der også altid flere, der bliver tilbage i pesttider, end der dør af pesten.

Men at det ikke går helt glat, og Djævelen gør skade snart her og snart der, det lader Gud ske for at vække os, så vi åbner øjnene og ser os om, hvilken nåde vi har og beholder ved siden af sådan en skade, og takker Gud for, at det, når der er krig, pest eller anden ulykke, ikke er gået helt til grunde, men at der endnu er noget tilbage, ja, den største del. Sådan gør profeten Jeremias: Han formaner sit folk til at tie og ikke klage over, at de er blevet straffet og ført bort; for det er lutter stor nåde, siger han, at det ikke er helt ude med os [Klag 3,22 og 3,39].

For sådan ville Djævelen gerne have det: Han nøjes ikke med at brække dit ben; han ville gerne rive hele halsen af dig. Han nøjes ikke med, at én eller to i et hus dør; han ville gerne tømme hele huset. Det sker også af og til – til advarsel for os, så vi lever i gudsfrygt og beder om de kære engles beskyttelse. For vi er for svage over for fjenden. Når sådan en ulykke sker, skal vi derfor vænne os til at sige med den fromme Jeremias: Nå, er et barn død fra mig, har jeg mistet et øje, så være Gud lovet, at de andre dog er tilbage, og at ikke alt er borte. For dermed vil Gud lære os, hvad Djævelen nok ville vove og gøre, hvis han ikke holdt ham tilbage ved de kære engle.

Lad os derfor lære, at vi svæver i stor fare dag og nat og sidder over for Djævelen som en skydeskive. Han har altid en spændt armbrøst og ladte bøsser og sigter på os for at skyde ind iblandt os med pest, med den franske syge, med krig, med ild, med hagl, med uvejr. Men vor kære Herre Gud sørger ved sine kære engle for, at armbrøsten slår fejl for ham, og at bøssen springer eller klikker. Omvendt lader han ham også til tider ramme, for at vi skal lære, at vi ikke er herremænd, og at det ikke alt sammen står i vores hænder – og derfor bede så meget flittigere om, at Gud ikke giver Djævelen plads, men nådigt vil holde ham tilbage ved sine kære engle.

Det skal vi lære i dag: Vor Herre Gud har sat sine engle til, så hver kristen ikke har én, men mange engle, som vogter ham – ligesom også hver har sine særlige djævle, der lister efter ham. Og hvor de ikke kan mere, giver de onde drømme og hænger onde munde på dig, som skal lyve om dig, hindre dig og sværte dig til. Læg mærke til, at alt det hedder Djævelens paddeyngel. Og vogt dig for at leve som hedningerne. De ser og oplever også den slags ulykke, men de mener, at det sker tilfældigt; for de ved intet om Djævelen. Men lær du at sige: Det har den lede Djævel gjort. Og omvendt, hvor du ser, at noget er gået godt, så sig: Han har haft en god engel; ellers var det nok gået værre. For eksempel når én slipper ud af vandsnød, eller en sten falder ned på ham og dog ikke gør ham nogen særlig skade: Det hedder ikke held, men det er de kære engles eget værk.

Men der er forskel, både blandt englene og blandt djævlene. Fyrster og herrer har store, fremragende engle, som man ser i Dan 10. Børn og almindelige tjenestefolk har ringere og mere almindelige engle; for den ene er altid større, stærkere og visere end den anden. Sådan også med djævlene. For netop derfor siger Kristus, at de har et rige, Luk 11,18. For ligesom der til et rige hører mange personer og forskellige embeder, sådan er der forskellige embeder blandt djævlene.

Det er ringe djævle, der anfægter med horeri, gerrighed, ærgerrighed og andet af den slags. Men det er højere ånder, der anfægter med vantro, med fortvivlelse, med kætterier. Den slags djævle har med paven at gøre – hvis de da ikke alle sammen har med ham at gøre – og med sværmeånderne. Derfor er det højst nødvendigt, at vi vænner os til bønnen og i sådan en stor fare trofast råber til Gud, at han ikke vil tage de kære engles beskyttelse fra os. For ellers er det ude med os; vi er alt for svage over for Djævelen.

Men til bønnen hører også dette, at man lever i gudsfrygt og vogter sig for synd. For de kære engle er hellige og rene ånder og kan derfor ikke tåle, at man fører et ugudeligt liv og lever i utugt og andre laster. Det står jo også for øjnene af os, at Gud straffer sådanne laster meget hårdt. Derfor siger den 34. salme (Sl 34,8): «HERRENS engel lejrer sig rundt om dem, der frygter ham, og hjælper dem ud.» For hvem der ikke frygter Gud og så kommer i fare og nød, ham vil de kære engle lade sidde i det og ikke hjælpe ud. For deres beskyttelse skal gå sådan til, at Guds ord og ordning alligevel ikke bliver brudt ned, og at de ugudelige ikke slipper ustraffet for deres synder.

Vil du derfor have de kære engle omkring dig og hos dig, så frygt Gud og vær from, som Herren Kristus siger i evangeliet: «at englene i himlen glæder sig over de syndere, der omvender sig.» Heraf må det jo følge, at hvor der er et ubodfærdigt menneske, som bliver ved og ved i synden, dér ser de kære engle hans jammer og har lutter sorg og bedrøvelse af det og kan ikke blive hos den slags folk, selvom de gerne ville; deres art og natur kan ikke tåle det.

Det være prædiket om englene for denne gang, så vi lærer at takke Gud for sådan en herlig beskyttelse og af hjertet beder hver dag om, at Gud ikke vil tage den fra os, men nådigt lade den råde over os. Amen.