Sankt Simon og Judas’ dag (Joh 15,17–25)

Prædiken på Sankt Simon og Judas’ dag over evangeliet Joh 15,17–25

I dette evangelium er der især to stykker, vi skal lære. Det første er befalingen, som de kristne skal rette deres liv efter, når de vil leve ret og gudeligt. Det andet: Når det så går dem ilde, og de må lide i den onde verden, hvilken trøst de så skal tage til sig, og hvordan de skal tænke om den lidelse, så den bliver dem ringe og let.

Om det første stykke skal vi vide, at Herren samler hele vores liv i det ene kærlighedsbud: at vi kristne skal leve venligt med hinanden og hjælpe hinanden, med hvad vi overhovedet kan. For det er kærlighedens art, at man ikke tænker eller taler ondt om nogen, og at man derimod gør alt det gode, man kan og formår. Når I, mine kristne (siger Kristus), gør det, så har I gjort nok, og I behøver ikke se jer om efter nogen større og bedre gudstjeneste; Gud vil være tilfreds med jer og lade sig det behage allerbedst.

Det er en kort, enkel befaling, som de kristne skal rette alt, hvad de gør og lader, efter. Og de har god grund til det – ikke alene for eksemplets skyld, fordi Gud har vist dem al kærlighed og nåde, sådan som vi har hørt i evangeliet om de to tjenere: at Gud har eftergivet os al vores skyld og oven i købet skænket os sin Søn til eje. Men også fordi vi kristne er brødre indbyrdes og Guds børn, alle sammen kaldet til én evig arv, og har én og samme fjende, som står os imod og gerne ville snyde os for den arv. Derfor skal vi så meget mere flittigt holde sammen og ikke hjælpe den onde fjende med hans ondskab mod de kristne, men tænke: Se, han er også en kristen, og han har den samme fjende, som lister sig efter ham for at styrte ham i evig fortabelse, ligesom han gør med mig. Hvorfor skulle jeg så gå imod både mig selv og ham ved selv oven i købet at presse ham eller gøre ham ondt? Jeg vil hjælpe ham, være venlig mod ham og vise ham al kærlighed og troskab; så gør jeg, hvad der tilkommer mig, og hvad Kristus, min Herre, har befalet mig.

Derfor behøver vi kristne ikke se os langt om efter, hvordan og hvormed vi skal tjene Gud, sådan som verden ser sig om og prøver og finder på alt muligt. Det ser vi i pavedømmet: Dér er gudstjenesterne så mange og så forskellige, at næsten hver eneste har sin egen måde at tjene Gud på – og alligevel er det ingen gudstjeneste. For hvad mener du – er Gud tjent med, at en munk går i kloster og bruger særlig mad, særlige klæder og andet? Gud spørger slet ikke efter den slags gerninger. Han har befalet dig, at du flittigt skal høre hans ord, lade dig døbe, søge syndernes forladelse hos Kristus og modtage hans nadver. Når du har gjort det, så har du gjort alt, hvad Gud for sin egen del vil have gjort. Og selv det befaler Gud os, for at det skal gavne os, og for at vi derved skal komme til erkendelse af Gud, til syndernes forladelse og det evige liv – og vi behøver ikke give en skilling for det. Dog skal de, der som retskafne, tro tjenere tjener os med det, have deres løn eller underhold af det. Og det er da virkelig en ringe ting.

Ud over det har Gud slet ikke brug for dine penge og dit gods, og han vil heller ikke have dem. Derfor var det rent spildte penge, når verden tænkte: Hvis man byggede kirker, smykkede dem smukt og oprettede store stiftelser, så havde Gud behag i det, og han blev tjent med det. Nej, Gud er ikke tjent med penge og gods. Han vil ikke have dine penge, men dit hjerte: at du holder ham for din Gud, sætter al din tillid til hans godhed og frygter ham. Når du gør det, så har han nok og begærer ikke mere af dig for sin egen skyld. Men dernæst vil han, at du skal elske din næste og hjælpe ham med dine penge og dit gods. Eller hvis du ikke kan hjælpe med penge og gods, fordi du selv er elendig, fattig og en tigger, så skal dit hjerte dog være venligt mod din næste. Gør du det, så vil Gud regne det, som om du havde gjort det mod ham, og tage imod det som tjeneste for ham selv og lønne det.

Det burde gøre os kristne villige og glade: Når vi med vores hjerte har ydet Gud den tjeneste, der tilkommer ham selv, så lægger han ikke mere på os, end at vi skal elske hinanden. Det er en tjeneste, som rige og fattige, små og store, høje og lave kan yde; ja, hvad mere er: De allermægtigste og største herrer har lige så meget og mere brug for den tjeneste end de ringeste og fattigste. Kejsere og konger er store herrer; men har de ikke folk, der elsker dem rigtigt og mener dem det godt i troskab, så hjælper deres magt og rigdom dem ikke. For kærligheden er en gudstjeneste, som alle mennesker har brug for, og som alle mennesker kan yde, hvis de bare vil. Piger og karle i huset står i et ringe kald eller en ringe stand; men en pige med sin madlavning, sin vask og hvad hun ellers har at gøre i huset, og en karl med sit arbejde, kan vise kærlighed og tjene deres næste rigtig godt. Vi ser jo også, at trofaste tjenestefolk overalt bliver holdt af og agtet for det. Sådan kan børnene tjene forældrene, og den ene nabo kan tjene den anden, når han har et venligt hjerte. Og således kunne alting, hver time, på ethvert sted og over for alle mennesker foregå som gudstjeneste, hvis vi ville se på kærligheden og gøre det, vores næste har brug for og gavn af.

Men hvor mange er der, der gør det? Kærligheden til andre glemmer vi alle sammen, og vi tænker kun på vores egen kærlighed – at vi gør, hvad der gavner os selv. Men dermed viser vi, at vi ikke er Kristi disciple; ellers ville vi agte hans befaling større og højere og i alle vores handler, ved køb og salg og hvad der ellers hører til, se på kærligheden til vores næste og ikke alene på vores egen nytte og fordel.

Nu kan alt gå an her for en tid. Der er ingen mangel på lære og prædiken; man siger det jer trofast og ofte, at I skylder Gud denne lydighed, og at han rigeligt vil lønne alle velgerninger mod de fattige allerede i dette liv, og at han på den yderste dag vil prise alt det gode, vi har gjort mod vores næste, som var det sket mod ham. Men hvem tager sig det til hjerte? Hvem tror det? Hvem retter sig efter det? For hvis vi troede det og tog det til hjerte, så ville der være mindre utroskab, gerrighed, overpris, flåen og skraben på torvet, i boderne og i husene.

Nå ja, alt kan gå an for en tid; men hvilken dom der til sidst følger, det siger Kristus i Matt 25: at han vil sige til sådanne ubarmhjertige kristne, som der ingen kærlighed er i, at de skal gå bort i den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle; i den skal de brænde evigt. Herren siger ikke, at den ild er beredt menneskene. For selv om de alle er syndere og skyldige til den evige død, så har Gud dog villet afværge den jammer ved at give sin Søn i døden for os og dernæst åbenbare os sit kære ord, så vi ved, hvad vi skal gøre, når vi vil tjene Gud og leve ham til behag. Så gerne ville vor kære Fader have os frelst. Derfor har han ikke bestemt os til den evige ild, men til himlen og det evige liv.

Men hvad gør vi? Syndernes forladelse ved Kristus regner vi for en ringe skat; havde vi bare penge og gods nok, det ville betyde mere for os. Og omvendt: Hvad Gud befaler os at gøre og tjene ham med, det har vi heller ingen lyst til. Så må det følge – fordi vi slægter Djævelen så helt på og følger hans vilje mere end vor Herre Guds ord – at vi også må bære den samme dom som han; den pådrager vi os selv. Vi kunne godt have det bedre; men vi vil ikke.

Det må være nok om det første stykke, som Herren her ved den sidste nadver – natten før han skulle tages til fange og om morgenen korsfæstes – befaler sine disciple: «at de skal elske hinanden»; og han befaler dem det alvorligt, når han siger: «Dette befaler jeg jer.» Som ville han sige: Gør I det ikke, så viser I mig den største ulydighed og må derfor bære jeres straf.

Det andet er trøsten. For her står der: «Selv om de kristne gør, hvad de vil, så vil verden dog være dem fjendtlig og hade dem.» Men hvad der følger af had, ved vi; især når det er folk, der har magten og kan gøre skade. Dér bliver det ikke ved den onde vilje; der følger også onde gerninger, så man gør skade, hvor man kan. Nu ville det ikke være nogen lille ting, hvis Herren havde nævnt de personer og sagt: Hvis I bliver kristne, vil karl og pige i huset eller jeres naboer eller en hel landsby eller en hel by være jeres fjender og gøre jer alt muligt ondt. For vi oplever hver dag, hvor megen ulykke en eneste ond nabo, en ond pige eller karl kan anrette. Men Herren gør det langt sværere og hårdere, når han siger: «Når verden hader jer.» For «verden» betyder ikke et enkelt menneske, en landsby, en by, men alle mennesker: Hvor en «kristen» end kommer hen, så finder han værten hjemme, nemlig Djævelen; og han tøver ikke med at stille så mange fjender, anfægtelser og så megen jammer op imod ham, at han ikke ved, hvilken vej han skal vende sig.

Når det nu går sådan, siger Herren, at I gerne ville vise alle mennesker al kærlighed og venskab, men alle derimod bliver jeres fjender og gerne vil gøre jer al ulykke, så lær, hvad I skal tænke, og hvordan I skal skikke jer i sådan et forkvaklet liv, så I ikke tager anstød af det og falder fra troen og Ordet. For som der står et andet sted i lignelsen om sæden, er forfølgelsen især et af de stykker, der hindrer sæden, så den ikke kan gro og går til grunde. Derfor er det meget hurtigt sket, når korset og forfølgelsen kommer, at man tænker: Skal jeg ikke have mere ud af min tro, end at alle bliver mine fjender, så vil jeg hellere give slip på troen for at beholde folks gunst. Som man ser ved hoffet: Hvor herrerne ikke vil tåle evangeliet, dér er der mange, der hellere vil have deres fyrstes gunst end evangeliet. Sådan går det i verden. Derfor vil Herren her trøste og advare sine disciple, så de ikke gør sådan, men står fast ved Ordet og henter trøst i forfølgelsen og lidelsen af de grunde, der nu følger.

Den første grund er, at han stiller os sit eget eksempel for øjnene og siger: «Når verden hader jer, så vid, at den har hadet mig før jer.» Derefter siger han: «En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt mit ord, vil de også holde jeres.» Som ville han sige: Det måtte da være en elendig tjener, som så sin herre lade sig nøje med tørt brød og en slurk vand eller ligge på hårdt strå, og som så ikke selv ville lade sig nøje med det, men ville have det bedre. Derfor: Når det går jer ilde, når I viser folk al kærlighed, og de gør jer alt ondt og oven i købet er jeres bitre fjender, så se herhen, hvordan det er gået mig, som er jeres Mester: hvordan verden har behandlet mig, og hvad jeg har fortjent med min tjeneste og troskab – nemlig galgen og korset. Når det nu går jer sådan, så lad jer ikke slå ud af det, men tak Gud for, at I skal blive mig lig, og at det går jer, som det er gået mig. Hvis verden nu behandler jer, som den har behandlet mig, så tvivl ikke på, at min Fader vil handle med jer, som han har handlet med mig, og at han i al evighed vil holde jer skadesløse for den lidelse.

Det er jo i forvejen verdens skik. Ved hoffet skammer ingen sig over sin fyrstes farve; enhver bærer den gerne og synes, det er en ære for ham. Nu er jeg også en konge og har mine hofmænd, de kristne. Skulle de så skamme sig over den farve, som jeg har båret i verden? Det ville da være en evig skam. Derfor skal ingen kristen lade det sige om sig; men de skal være glade og villige til det og tænke: Nu går det mig, som det gik min Herre Kristus; nu bærer jeg også det smykke, som han bar i verden. Om verden så regner det for en skam eller en ulykke, hvad bryder jeg mig om det? Min Herre Kristus i himlen, Gud og alle hans engle og hellige regner det for det største og bedste smykke og for den største lykke. Sådan ser vi det hos apostlene, ApG 5: «De gik glade bort fra Rådet i Jerusalem», efter at man havde pisket dem. Hvorfor det? Man plejer jo ikke at le efter en omgang pisk, men snarere at græde. Men Lukas siger: «Det gjorde dem glade, at de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for Jesu navns skyld.» Derfor lod de sig ikke skræmme fra at prædike af pisken, men underviste hver dag i templet, ja, rundt omkring i husene, i evangeliet om Kristus. Sådan skal det også være med os. Det var en skam at blive pisket, ligesom det hos os er en skam at blive hudstrøget med ris. Alligevel glædede de sig og gav med deres prædiken anledning til, at de skulle lide endnu mere. «Derfor har de ikke regnet lidelsen for skam eller skade, men for en stor ære og en kostelig ting» – og det er den i sandhed. For «Kristus selv har altid båret dette smykke». Det er den ene grund.

Den anden grund er, når Herren siger: «Var I af verden, ville verden elske sit eget. Men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.» Her opstiller Herren to forskellige riger. Det ene hedder «verdens rige», og dér er Djævelen høvedsmand. Det andet hedder «Himmeriget», og dér er vor Herre Kristus den øverste. De to riger er så meget imod hinanden, at de aldrig nogen sinde kan forliges. Men fordi verdensriget her på jorden er Himmeriget – det vil sige «kristenheden» – overlegent med penge, gods og magt, så kommer det deraf, at kristenheden må lide og lade sig pine af dette verdensrige. Det ser hårdt og surt ud og gør kødet meget ondt. Men Jesus siger: «Det er et meget kosteligt, godt tegn.» For det er helt sikkert sandt: Var I af verden og hørte til under Djævelens rige, så ville han nok lade jer i fred, og verden ville elske jer. Men at Djævelen ikke lader jer i fred, og at verden er jeres fjende og står jer imod i alt jeres gode forehavende, ja, står jer efter livet og æren, det er et sikkert tegn på, «at I hører til i Kristi rige, som er af den art»: Her på jorden er det fattigt og elendigt, mens verden derimod er mægtig og rig. Men den magt og rigdom varer ikke længere end her på jorden; bagefter følger evig sorg og elendighed. Derimod må de kristne en kort tid her lide med den fattige Lazarus, og bagefter skal de i al evighed regere og leve med Herren Kristus.

Således gør Herren her «korset og lidelsen» til et sikkert mærke og kendetegn, hvorpå vi kan vide, «at vi hører til i Guds rige og i det evige liv». Verden og fornuften derimod dømmer korset og lidelsen som et tegn på Guds unåde og vrede. Men Kristus kan ikke lyve: «Var I af verden,» siger han, «så ville verden elske jer. Men nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden; derfor hader verden jer.»

Hvem ville så forskrække sig for lidelsen og ikke snarere løfte sine hænder og sige med apostlene: «Åh, kære Herre Kristus! Jeg takker dig, fordi jeg er blevet værdig til at lide for dit navns skyld. Du har selv båret dette smykke, og når jeg nu også bærer det, kan jeg mærke på det, at jeg hører til i dit rige og under dit banner; ellers ville verden behandle mig anderledes osv.» Derfor: Den, der vil forskrække sig for Guds nåde, for himlen og den evige salighed, han kan også forskrække sig for korset og forfølgelsen. «Men de kristne vil glæde sig over det og takke Gud for det», som Paulus siger i Rom 5: «at de kristne er stolte af deres trængsler».

Den tredje grund er, at Herren siger: «Alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld.» Det er i sandhed ikke nogen ringe trøst, hvis vi vil tænke ordentligt over den. Verden kan, selv om den ikke har Kristus og ikke vil have ham, alligevel ikke slippe for al lidelse; den må undertiden holde for og bide i et surt æble. Så falder to store ulykker sammen: «Lidelsen» i sig selv er tung og gør ondt, og så kommer «den onde samvittighed» også til, så man må sige: «Se, dér straffer Gud din synd; havde du været mere retskaffen, var det ikke sket for dig.» Men med de kristne (siger Herren) skal det være anderledes. De er ganske vist også fattige, svage, skrøbelige syndere; men det er ikke derfor, verden er deres fjende, og den straffer dem heller ikke for det. Men at de må lide, det sker «for mit navns skyld: fordi de tror på mig, fører mit ord, bekender mig og sætter deres frelse til mig». Så ved de godt, at de gør ret og gør Gud en glæde med det. Når de nu alene må lide derfor, kan de ikke have nogen ond samvittighed på grund af den lidelse; for de lider for en god sags skyld.

Det er «en meget nødvendig trøst». For vores fornuft og natur holder sig ikke tilbage. Så snart en ulykke blæser os i øjnene, ser vi os om og tænker: Hvad har vi gjort for at fortjene det? Dér puster Djævelen også til ilden; for han er meget opsat på at gøre vores hjerte tungt og lidelsen så meget større. Men de kristne skal flittigt lægge mærke til dette Kristi ord: «Alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld.» Det er jo sagt rent ud og klart, hvorfor det sker. For det er da to vidt forskellige ting at sige: «De vil gøre det mod jer for mit navns skyld» og «for jeres synds skyld».

Den hellige, retskafne martyr Johannes Hus klager meget over sin synd i sine skrifter. Nu ser man, hvordan det går ham: at han bliver brændt så elendigt og skændigt. Hvis han nu selv ville sige: «Det lider jeg for min synds skyld», så skal han ikke gøre det; men «han lider for Jesu navns skyld», og slet ikke for sin synds skyld. Derfor skal den lidelse og vanære heller ikke give ham dårlig samvittighed; men han skal, som han da også gør, være glad og ved godt mod over det sammen med apostlene, fordi «han er værdig til at lide noget for Kristi skyld». For selv om han er en fattig synder, så forfølger paven ham dog ikke derfor; han forfølger ham for den rette læres skyld. Derfor skal han ikke lade sig bedrøve af den synd. For han er ikke i verden under Djævelens rige, hvor synd og død regerer, men han er under Herren Kristus og i nådens rige, hvor der er syndernes forladelse og lutter nåde.

Den fjerde grund, som vi skal tænke på, og som skal gøre os trøstige og ved godt mod i lidelsen, er, at Kristus siger: «De, der forfølger de kristne, kender ikke Faderen; ja, hvad mere er: De hader både Faderen og Sønnen.» Det rammer især det store anstød, som de kristne ser og lider i verden. For se: Hvem var det, der forfulgte apostlene og ikke ville tåle evangeliet? Det var ypperstepræsterne i Jerusalem, som havde Guds ord, den rette gudstjeneste, kaldet og embedet i kirken. Og hvem er det i dag, der forfølger os? Paven, hans kardinaler, biskopper, munke og præster, som har og fører det herlige navn, at de hedder de gejstlige og den kristne kirke. Var det slyngler, som hele verden holdt for forhærdede, ugudelige folk, og som åbenlyst lod forstå, at de ikke spurgte efter Gud og hans ord, så ville det ikke anfægte os ret meget. Men de roser sig af Gud, og hele deres skrigen er, at de vil holde fast ved Gud, ved hans ord og ved den rette gudstjeneste. Derfor kan det falde en enfoldig, ja, også en lærd kristen ind at tænke: Kære, det er da også dygtige folk, og de mener det godt; hvem ved, om du er så helt sikker på din sag og har ret? Den slags tanker trænger forfærdelig hårdt ind på hjertet. Det kommer af Guds navn, som de fører, og af deres embede og kald, som de pranger så højt med over for verden.

Det ser Kristus nu, og han trøster sine kristne: «Vær ved godt mod,» siger han, «og frygt ikke»; lad ikke jeres hjerte blive forsagt eller fejt. Jeg siger jer: Lad dem rose Guds navn og ord så højt og herligt, de vil; når de ikke kan tåle mit navn og mit ord, men raser imod det og forfølger det, så tvivl ikke på det: «De kender ikke Faderen; ja, hvad mere er: De hader Faderen.» For det bliver aldrig nogen sinde til andet: «Den, der hader Sønnen, hader også Faderen.»

Denne dom skal vi endelig lægge os flittigt på sinde. Tyrkerne og jøderne roser sig meget af Gud og vil have en bedre tro end vi kristne. For de siger, at de ikke kan tage fejl: De tror på den ene Gud, som har skabt himmel og jord og alting; det kan da ikke være forkert, tænker de. Men Kristus slutter her: «Den, der hader mig, hader min Fader.» Når tyrkerne og jøderne nu hader Kristus, så er det sikkert, at de også hader den Gud, der har skabt himmel og jord, og hverken tror på ham eller ærer ham. For Kristus er den samme ene Gud; den, der fornægter Kristus, har fornægtet den rette, ene, almægtige Guds Søn, som han siger: «Jeg og Faderen, vi er ét.» Og her siger han: «Hans gerninger vidner om, at han er Gud» – dem har de set, men alligevel ikke villet tro.

Ligesådan er det også med paven. Han roser sig meget højt af Gud, af hans navn og ord; han og hans skrivere og skrålere roser og prædiker meget om Herren Kristus og hans lidelse. Men når man lærer: Kristus er død for vores synder, hans blod alene har vasket os rene for synder, ved ham alene kommer vi til nåde og til det evige liv, og derfor tjener messe, helgendyrkelse, aflad, faste, valfarter og hvad der ellers hører til af den slags, ikke til syndernes forladelse – den prædiken vil og kan paven og hans hob ikke tåle, og han forfølger prædikanter og tilhørere for den.

Det, siger Herren her, skal I tage som et sikkert tegn på – lad dem rose mit og Guds navn, så meget de vil – at de i virkeligheden ikke kender Gud; men de er i deres hjerte fjender af Gud og Herren Kristus, det skal I ikke tvivle på. Derfor skal I ikke forskrække jer for deres pral og store skin. «Jeg kender dem ikke; så kender de heller ikke mig.» Derimod har I den trøst: Fordi I elsker mit ord, gerne hører det, ærer mig og tjener mig, så ærer og tjener I også min Fader. Han vil til gengæld ikke svigte jer, men som sine kære børn lønne jer og frelse jer. Derfor skal lidelsen ikke bekymre jer; tak Gud for, at I ikke hører til den hob, som ikke alene ikke kender Gud, men er hans fjender. Men I kender ham, og han kender også jer. I elsker ham, og han elsker også jer. Lad det derfor ikke anfægte jer, om verden er jeres fjende. Det fjendskab vil ikke kunne skade jer så meget; Guds venskab vil hjælpe og gavne jer tusind gange mere.

Således står det fast: «Den, der vil kende Gud, elske Gud, tilbede Gud og tjene Gud, han skal lære at kende Kristus ret, han skal elske Kristus, tilbede Kristus og tjene ham. Uden for Kristus er det umuligt at kende, elske, tilbede eller tjene Gud.» Denne trøsteprædiken skal være os kristne kær, fordi korset jo ikke udebliver, så vi kan trøste os med den, i tålmodighed overvinde alt ondt og til sidst blive frelst ved Kristus. Amen.