2. søndag efter påske (Joh 10,12–16)

Prædiken på 2. søndag efter påske (Misericordias Domini) over evangeliet Joh 10,12–16, holdt 1534

Dette evangelium kan man, ligesom Kristi andre gerninger, behandle på to måder: først om troen, dernæst om kærligheden. Hvad troen angår, betyder det, at Kristus, den ene mand, er hyrden, som dør for sine får, og ellers ingen. For til denne gerning, at Kristus dør for os, har intet menneske, ingen helgen og heller ingen engel duet. Ingen af dem kunne have befriet mennesket, som Djævelen ved synden i Paradis havde kastet i døden. Det er altså denne hyrdes egen gerning, som ingen kan gøre ham efter. Ligesom man heller ikke kan gøre ham hans andre gerninger efter, som han har gjort for os, for at vores synd skulle blive betalt med dem.

Derfor kan ingen sige de ord, som Kristus siger her: «Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.» Dermed vil han drage os til sig og lære os at tro, at alle helgenernes lidelse slet intet er at regne mod hans lidelse. Moses og de andre profeter og apostle har været store folk, også trofaste, flittige hyrder og styresmænd i Guds folk. De har prædiket og lært ret, hvad man skal tro og gøre. De har også lidt meget for det; ja, de fleste af dem blev myrdet for det. Men med alt det kan de stadig slet ikke sammenlignes med Kristus. Hvorfor? Han er Guds enbårne Søn, selve herlighedens Herre og den rette, eneste overhyrde. Han har fra verdens begyndelse talt gennem fædrene og profeterne, og da tiden var fuldkommet, blev han menneske og åbenbarede Faderens vilje. Og så har han «sat sit liv til» (som han siger her) «for fårene», det vil sige for alle, der tror på ham. De lever og dør i den tro, at de alene ved hans død og opstandelse, som sagt, er blevet forløst fra Djævelens magt – han, der holdt hele menneskeslægten fanget i synd og død – og er blevet retfærdige og frelste. Ligeledes har han udvalgt sig en evig kirke i hele verden og samler den altid ved Ordet, en kirke, som ærer, påkalder og bekender hans navn. Den giver han Trøsteren, Helligånden, og han beskytter og bevarer den ved sin guddommelige magt mod Djævelens og alle hans lemmers list, raseri og mord. Og selv om mange bliver henrettet for lærens, troens og bekendelsens skyld, så vil han dog på den dag oprejse dem sammen med alle de udvalgte til evigt liv, til usigelig og herlig glæde og salighed; men sine og sin kirkes fjender til evig skam og vanære.

Intet af dette, siger jeg, kan nogen engel gøre eller give, og langt mindre et menneske, hvad enten han er en patriark, en profet eller en apostel. For Moses, alle profeterne, apostlene og de trofaste hyrder er sovet ind, efter at de har prædiket i deres tid og gjort deres bedste. Men Kristus er i går, i dag og til evig tid. Derfor er han en ganske anden hyrde end alle dem, der nogen sinde har været hyrder for Kristi hjord. De har nok vogtet deres hjord, som var betroet dem, ret og trofast med Guds ord, og de har vist den hen til Kristus som til den eneste overhyrde. De er heller ikke flygtet eller har forladt deres hjord, når ulven kom; nej, når det faldt sådan, og nøden krævede det, har de selv ladet sig sønderrive af ulven. Ikke sådan, at fårene ved deres død blev hjulpet af med deres synd og død – det udretter alene Kristi, den store hyrdes, død. Men med deres blod har de stadfæstet det ord, de har prædiket, til styrke for deres tilhørere, så de holdt fast ved deres lære og blev ved den som den, der sikkert er Guds ord. Mere om det senere.

Her skal man også lægge mærke til dette: Selv om du ikke har nogen fare at frygte fra den guddommelige sandheds fjender, så de ikke forfølger og myrder dig, fordi du prædiker Kristus rent eller ikke vil høre på nogen fremmeds stemme, så må du alligevel tage dig meget godt i agt for den virkelige ulv, Djævelen, så han ikke snapper dig og sønderriver dig – og det på en værre måde, end tyrannerne kan, for de slår kun legemet ihjel, men sjælen kan de ikke skade. Men skal du undslippe ham, så må du sandelig ikke stole på dit hellige liv, dine gode gerninger og din retfærdighed, ja, heller ikke på gerninger efter Guds lov. For loven kan ikke hjælpe dig her; ja, hvad der er endnu mere: den er lige imod os. Den forskrækker vores hjerter, anklager dem og beskylder dem alvorligt for, at vi ikke frygter Gud Herren, ikke elsker ham og ikke stoler på ham – kort sagt, at vi ikke viser ham hjertelig, oprigtig lydighed. Derfor fælder den dom over os: at vi er fortabte og evigt fordømte. Langt mindre vil dine løfter, din lydighed, din kyskhed og hvad du ellers kan have af gerninger, som du bygger på, kunne hjælpe dig. Dem har du valgt at holde uden Guds ord og befaling, ja, imod dem osv.

Derfor skal man give slip på al trøst i et helligt liv og gode gerninger og lære med en ret tro at holde sig til ham, som siger her: «Jeg er den gode hyrde og sætter mit liv til for mine får.» Han flygter ikke for ulven; han lader sig hellere sønderrive, end han ville overlade ulven et eneste får. Derfor skal vi i en sådan fare se alene på ham og holde os til ham. Det er et stykke, man må fatte med troen. Dér kan vi ikke gøre noget til; men han, den gode hyrde, vor Herre Kristus, har gjort og udrettet det hele. Og han har befalet os, at vi skal tage imod det og hænge ved det med fast tro.

Den anden lære er, at alt, hvad vores kære hyrde gør, også er stillet os frem som et eksempel. Det vidner Sankt Peter om, når han siger i 1 Pet 2: «Kristus har selv båret vores synder på sin krop op på træet, for at vi skal være fri af synderne og leve for retfærdigheden. Ved hans sår er I blevet helbredt. For I var som får, der var faret vild, men nu er I vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.» Det er læren om troen. Bagefter drager han den også over på kærligheden og siger: «Kristus har lidt og efterladt os et eksempel, for at I skal følge i hans spor.» Det vil sige: Ligesom Kristus er død for os for at frelse os fra synd og evig død ved sin egen gerning, uden at vi gør noget til, sådan skal også vi tjene hinanden, uden at se på, hvor ilde det så må gå os for det. Det kaldes at følge Kristi eksempel, at enhver kristen også bliver en god hyrde. For selv om jeg ikke kan frelse andre fra døden og synden med min død – det er nemlig alene den eneste rette hyrdes, Jesu Kristi, gerning, som I har hørt ovenfor – så kan jeg dog sætte mit liv til for det, så andre ved et sådant eksempel lokkes til Ordet og bringes til at kende Kristus. For vi ser jo, hvordan verden og Djævelen er Ordets fjender; men især sætter paven al sin magt ind på at kvæle Ordet med vold. Så må de fromme hyrder lide, og nogle af dem sætte livet til for det.

Derfor hører det med til fromme, trofaste prædikanter, at de, fordi de er forløst ved Kristi død, straks følger Kristi eksempel og også dør for fårenes skyld og lader livet for Ordets skyld. En sådan død frelser ikke de andre. For frelsen kommer alene ved Jesu Kristi død. Men den styrker dog de andre, og sådan bliver Gud priset ved mit blod og min død, og min næste bliver styrket i troen ved det, selv om han ikke bliver forløst fra døden ved det. For det må være sket forud ved den eneste, rette hyrdes, Jesu Kristi, død, som det nu er sagt mange gange.

Her, i læren om kærligheden, er ulvene altså de falske lærere og tyranner, som forfølger og fordømmer læren. Hvor der nu er en from kristen, lader han sig ikke skræmme, når han ser ulven. Hellere end at lade sin næste blive berøvet Ordet og den rette erkendelse af Kristus, ville han sætte liv og lemmer til for det. Sådan har de hellige apostle og de kære martyrer gjort. De flygtede ikke, men løb ulven lige i gabet.

Sådan skal det stadig være. Den, der vil være prædikant, han skal mene det af hele sit hjerte, så han alene søger Guds ære og sin næstes opbyggelse. Men søger han ikke det alene, og vil han i sit embede tænke på sin egen fordel eller skade, så skal du ikke tro, at han vil holde stand. Enten flygter han skændigt bort og lader fårene i stikken, så ulven snapper dem og spreder dem, som Kristus siger: «Den, som er daglejer og ikke hyrde, og som ikke ejer fårene, han ser ulven komme, og han forlader fårene og flygter osv.» Eller også tier han og lader fårene gå uden græs, det vil sige uden Ordet. Det er de rigtige daglejere, som prædiker for egen vinding og af gerrighed og ikke lader sig nøje med, at Gud dagligt giver dem deres føde som en almisse. For vi prædikanter skal jo ikke have mere af vores embede end mad og klæder. Men de, der vil have mere, er daglejere, som ikke bryder sig om hjorden. En from prædikant derimod giver alt for det, også liv og lemmer.

Det er den anden lære, om eksemplet. Den gælder ikke kun dem, der har embede i kirken, men alle kristne. For de skal alle bekende og hellere miste liv og lemmer end lade sig føre fra Ordet til afgudsdyrkelse. For de ved, at de har en hyrde, som har sat sit liv til for det. Selv om de også må sætte deres liv til, så skal de dog få det igen ved ham og aldrig i evighed miste det mere.

Nu går Herren videre og holder en prædiken om sine får og skiller dem fra alle andre får. Dermed vil han også skille sin lære fra kætteri og al anden lære, og han siger: «Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.» Det er, som om han ville sige: Alt kommer an på, hvis I vil være mine får, at I kender mig, jeres hyrde, ret; så skal det ikke være nogen nød med jer. Derfor skal en god prædikant ikke lægge andet frem for folk end alene Kristus, så man lærer at kende, hvem han er, og hvad han giver – for at ingen skal træde uden for hans ord, og for at Kristus alene skal holdes for den hyrde, som sætter sit liv til for sine får. Det skal man prædike for folk, så de lærer deres hyrde at kende.

Dernæst skal man også drive på eksemplet, så vi, ligesom Kristus har gjort og lidt alt for vores skyld, også gerne skal gøre og lide alt for Ordets skyld. De to stykker skal man prædike i kristenheden. Den, der nu hører det og forstår det, han kaldes Kristi får. Som han også har sagt ovenfor: «Mine får hører min stemme.» [ordene står i Joh 10,27; jf. 10,3–4] Den, der prædiker og lærer det, han kaldes en god hyrde – bortset fra, at han ikke kan sætte sit liv til for fårene, sådan som Kristus.

Men de, der ikke vil høre denne lære eller ikke vil lægge den frem for fårene, de er ikke Kristi får og heller ikke rette hyrder. Når de er allerbedst, er de daglejere, ellers ligefrem glubske ulve. Dem skal man ikke høre, men flygte fra som fra Djævelen selv. Sådan er pavens prædiken hele vejen igennem. Han fører ikke rent de ord, hvor Kristus siger: «Jeg er den gode hyrde og sætter mit liv til for mine får.» Nej, han lærer, at vil man være sikker for ulven, Djævelen og døden, så må vi selv være vores egne hyrder og beskytte os med egne gerninger. I ved jo, hvad man i pavedømmet har prædiket om messeofferet, almisser, valfarter, munkevæsenet og andet.

Vil vi nu være rette kristne, så må vi gøre som et lille får, der kender sin hyrdes stemme og hører den alene, men en fremmeds stemme kender det ikke og hører heller ikke på den. Derfor skal vi sige til paven og den slags prædikanter: Jeg kender ikke din stemme. Jeg hører en ulv, der vil rive mig bort fra min hyrde og æde mig. Væk med det ulvehyl! Jeg vil holde mig til min hyrdes stemme osv.

For sådan siger Kristus her: «De vil høre min stemme.» Og lige før siger han: «Fårene følger ikke en fremmed, men flygter fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes stemme.» For det er umuligt, at et får, der først er begyndt at tro og har hørt og fattet sin hyrdes stemme, skulle høre på en prædiken, der går imod Kristi stemme. Kejseres og kongers bud, fyrsters bud, byens bud hører fåret godt, for de angår alene dette timelige liv; derfor ved det godt, at de ikke tjener til frelsen. For man kommer ikke ind i det evige liv ved at adlyde sådanne ydre bud. Men når der kommer en prædikant, der ikke bringer kejserens eller fyrstens bud, men for skinnets skyld fører Guds navn i munden og siger: Vil du frelses, så må du gøre fyldest for dine synder, holde messe, give almisse osv. – så hører fåret ikke efter, men siger: Jeg kender ikke din stemme; det er ikke hyrdens, men en ulvs stemme.

For et får har den natur og egenskab, at intet dyr har så sikkert og skarpt et øre, som erfaringen viser. For om der så var ti tusind mand samlet, så flygter det og bliver bange; kun for sin hyrdes stemme bliver det ikke bange – den kender det, og den løber det efter. Ligeså: Når ti tusind får står sammen i én flok, og alle moderfårene brægede, så kender hvert lille lam alligevel sin mors stemme og løber efter hende, til det finder hende – så nøjagtigt og sikkert kan det høre.

Den art og egenskab ser Kristus på her og siger: Sådanne små dyr har jeg også. For jeg er en hyrde, og mine får har også den art, at de kender min stemme meget sikkert og nøjagtigt. Derfor: Hvor min stemme ikke er, dér får ingen dem hen. Dermed vil han lære os, at vil vi være hans får, så må vi også have så sikre ører, at de skiller Kristi stemme fra enhver anden stemme, hvor klar, yndig og venlig den så end er.

Derfor skal vi her lære og stræbe efter at høre Guds ord og alene og sikkert bygge på det, så vi ikke giver plads for Djævelens indskydelser – han er en frister til alt ondt og prøver at sluge os – og så vi i det hele taget vogter os for falsk lære. For ulven holder ikke op med sine kneb. Kan han ikke fælde eller fange dig med falsk lære, så gør han det indvendig i hjertet med onde tanker. Så må du gøre som et lille får og sige: Den stemme tager jeg mig ikke af; det er ulvens og ikke min hyrdes stemme. Min hyrdes stemme lyder: «Jeg er den gode hyrde og sætter mit liv til for mine får.» Men du, ulv, ville så gerne få mig dertil, at jeg skulle fortvivle, frygte min hyrde og løbe bort fra ham. Sådan kan man værge sig mod anfægtelsen, som Djævelen så gerne vil tynge hjertet med og føre det på vildspor, eller i det mindste gøre det bedrøvet og forsagt.

Sådan skal vi lære at høre og kende vores hyrdes stemme ganske sikkert. Så vil vi kende ham, vores hyrde, ret, og han vil til gengæld kende os og elske os. For hvordan kan han være vores fjende, når han sætter sit liv til for os, skænker os det evige liv og tager død, synd og al ulykke fra os? Det finder vi ikke hos nogen anden stemme; derfor skal vi holde os så meget flittigere til den.

Dernæst er denne prædiken også trøsterig og yndig derved, at Herren kalder sig selv en hyrde, men os, som har hans ord og hører det, kalder han sine får. Derfor har ingen kristen nogen grund til at klage over, at han er forladt. Det kan nok være, at den ene mangler penge og gods, den anden helbred, den tredje noget andet, så det ser ud, som om vi er midt blandt ulvene og ingen hyrde har. Sådan siger Kristus jo også til sine disciple: «Se, jeg sender jer som får midt blandt ulve.» Vi ser det også dagligt for vores øjne, at det ikke står anderledes til med den kristne kirke end med et får, som ulven netop har fået fat i pelsen og vil æde. Det ser ikke ud, som om vi har en hyrde, der tager sig af os. Men sådan må det gå til, for at vi ikke skal have nogen anden trøst end hyrdens lille fløjte, som Herren taler om her: «Mine får kender min stemme.»

Den, der nu retter sig efter stemmen og følger den, han kan så rose sig af, at han kender sin hyrde ret, og at hans hyrde også kender ham. For den, der agter på Ordet og følger det, ham må Djævelen lade være i fred. For lad det så gå med liv og lemmer, med penge og gods, med hustru og børn, som Gud vil – han hører altid sin hyrdes stemme, der råber til ham: Du er mit kære lille får (som jeg har sat mit liv til for), for du hører min stemme og kender mig, og jeg kender også dig. Dette kendskab står altså helt og holdent i Ordet og troen og ellers i intet. Sådan siger Herren jo selv: «Jeg kender dem, ligesom min Fader kender mig, og jeg kender Faderen.»

For da Kristus, Guds Søn, selv gik på jorden, så det ud, som om han var givet hen til alle djævle og onde skurke, så de kunne drive deres frække spil med ham, som de ville. Gud lod, som om han havde glemt ham, som om han intet vidste om ham og ikke kendte ham. Men da Kristus selv klager: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?», da han dør på korset og bliver begravet, og Djævelen nu håber, at Kristus ingen Gud har – da ser man, at Faderen kender ham. For han henter ham ud af helvede og døden.

Sådan, siger Kristus nu, skal det også være med jer, mine får. Lad jer ikke forvirre, selv om det ser ud, som om jeg ikke kendte jer. For en kristen må på jorden være så tildækket af ulykke, hjertesorg, synd og alle slags skrøbeligheder og anstød, at han går omkring, som om der ingen forskel var på ham og en ugudelig. For dér er liv og død ens, når man ser på det ydre; ja, hvad der er endnu mere: det ser ud, som om en kristen står sig værre hos vor Herre Gud end en hedning. For det går ham værre, og han har også flere anstød og anfægtelser. Men lad det ikke forvirre dig. Tænk i stedet på, hvad din hyrde siger: «Jeg kender mine får.»

Ja, siger Djævelen og fornuften, hvordan kan han kende dig, når det går dig så ilde? Så skal du svare: Jeg ved, at han kender mig, og det skal ikke hindre mig i denne tro, at jeg må dø og lide alle slags ulykker. For jeg kender jo hans stemme og hører den og holder mig til den, når han taler til mig, som en hyrde taler til sit lille lam: Jeg er din hyrde, jeg har sat mit liv til for dig og er død for dig. Det ord hører jeg, og det tror jeg; det er mit eneste og sikre tegn på, at han kender mig, og jeg ham. Om jeg nu føler mig anderledes, end Kristus siger her, gør ikke noget. Det er jo alt sammen kun en timelig anfægtelse. Men derimod lærer Ordet mig om det evige liv. Selv om jeg nu føler døden og må dø som andre, der ikke tror på Kristus – hvad gør det? Jeg har jo min hyrdes stemme, som taler allervenligst til mig: «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed se døden.» Ligeledes: «Jeg sætter mit liv til for mine får.» Derfor tvivler jeg slet ikke på, at min trofaste hyrde, Jesus Kristus, kender mig.

Men dette kendskab forbliver skjult, for at troen kan få plads. Ellers, hvis vi straks gik rene og udødelige op af dåben, ville vi hverken have brug for Ordet eller troen. Men fordi Ordet stadig bliver, så må det tros og ikke helt erfares, indtil den dag, hvor vi ikke længere tror det, men ser det i virkeligheden og erfarer det.

Således er der slet ingen tvivl: Når et menneske bliver døbt, så bliver han i dåben for Gud så smuk og klar som den kære sol, så der slet ingen synd bliver tilbage, men lutter og evig retfærdighed. For sådan siger Kristus selv: «Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Men det lader sig ikke se i det ydre. Alligevel er det sandt, når man blot vil dømme efter Ordet og efter hyrdens stemme. Derfor kommer alt an på, at man holder sig til Ordet og bliver fast ved det til sin tid, når det i det kommende, salige og evige liv bliver åbenbaret, sådan som vi nu hører og tror det i Ordet. For ligesom dette liv og det kommende er to forskellige liv, sådan er det umuligt, at man her i dette liv helt og fuldt kan føle det, som man skal føle og erfare dér.

Derfor er det en stor kunst at kende en kristen. Ja, man kan slet ikke kende ham ret her på jorden. For hvilket menneske kan sige, at han er i det evige liv? Alligevel må vi bekende – og det er den rene sandhed – at et barn, som stadig er belastet med død, synd og al ulykke, så man ikke kan se noget evigt liv på det, fra sin dåb straks begynder at leve evigt. Hvordan går det til? Man ser det jo ikke; man ser kun det gamle liv. Men oven over dette gamle og syndige liv har Gud skabt et evigt liv, som vi allerede lever i (regnet efter Ordet og troen), selv om vi endnu hverken ser eller føler det.

Det er da at kende en kristen ret: at man ikke dømmer ham eller ser på ham efter øjnene, men efter hørelsen og Ordet. Ligesom et lille får: Det har sit liv af at høre. Hører det ikke sin hyrdes stemme, så løber det ind blandt ulvene. For uden hyrdens stemme kan man ikke holde på det. Hvor det kan høre den, dér er det i sikkerhed. Men mister det hyrdens stemme, så er al glæde og sikkerhed forbi, og det må være bange alle vegne, sky og løbe vild. Præcis sådan er det også med en kristen. Mister han Ordet, så er al trøst også forbi. Men holder han fast ved Ordet, så ser han sin hyrde Kristus og alt, hvad Kristus har vundet og lovet ham, nemlig syndernes forladelse og det evige liv. Så går han hen i fuldt og sikkert håb, spiser, drikker, arbejder og gør, hvad der er befalet ham; ja, han lider også med glæde, hvad der bliver lagt på ham at lide. For han hænger med ørerne ved sin hyrdes stemme og mund og vænner sig til ikke at dømme efter det, han ser og føler, men efter stemmen, sådan som den lyder. Det er nu det, Kristus siger her: «Jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for dem.»

Det skal vi lære og vænne vores hjerter til, så vi ikke tager anstød af, at de kristne må lide og dø ligesom andre mennesker. For dette er de kristnes rette visdom og gyldne kunst, at de kan sige: Hvad det ydre liv angår, ser jeg ingen forskel på kristne og ikke-kristne; ja, de kristne har det som regel værre og må lide og udstå hundrede gange mere ondt end andre folk. Men i Ordet ser jeg en stor og herlig forskel: at kristne og ikke-kristne er forskellige, ikke efter næsen eller den ydre fromhed, men ved at de kristne har deres hyrdes stemme og hører den. Den hører hedningerne, tyrkerne og jøderne ikke; heller ikke hyklerne, de falske kristne, der vil fortjene himlen med deres gerninger. Langt mindre hører tyrannerne og den antikristelige og epikuræiske flok den, paven med sine åndløse gejstlige; men alene Herren Kristi får. Ellers vil man ikke finde nogen forskel, når man regner efter det ydre syn og det verdslige væsen.

Men når Herren taler om «andre får, som han også skal føre hertil, for at der kan blive én hyrde og én hjord», så begyndte det straks efter pinse, da evangeliet lød ud i hele verden ved apostlenes prædiken, og det fortsætter til verdens ende. Ikke sådan, at alle mennesker skulle omvende sig og tage imod evangeliet. Det bliver der ikke noget af; det lader Djævelen ikke komme dertil. Og verden er i forvejen Ordets fjende og vil ikke irettesættes. Derfor vil der hele tiden blive mange slags tro og religion i verden. Men dette betyder «én hyrde og én fold»: at Gud for Kristi skyld vil tage alle, som tror evangeliet, til sig som børn, hvad enten de er jøder eller hedninger. For det er den rette, eneste religion: at følge denne hyrde og hans stemme.

Det give os den trofaste og eneste hyrde og tilsynsmand for vores sjæle, Jesus Kristus, sammen med Faderen og Helligånden; ham være ære og pris i evighed. Amen.