1. søndag efter påske (Joh 20,19–31)

Prædikener på 1. søndag efter påske (Quasimodogeniti). Første prædiken over evangeliet Joh 20,19–31, holdt 1533

Denne historie hørte vi i den forrige prædiken: at den skete påskedag, efter at disciplene fra Emmaus var vendt tilbage til Jerusalem og havde fortalt de andre, at de havde set Herren. Johannes har nu en anden måde end de andre evangelister: han fortæller ikke alene historierne, men føjer også Kristi prædiken og ord til – og det er dem, det først og fremmest kommer an på. Derfor beretter han her de ord, som man ikke finder hos de andre evangelister: hvordan Herren dengang, efter at han havde ønsket sine disciple fred og vist dem hænder og fødder, sagde til dem: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.»

Det er fortræffelige ord. Med dem befaler han dem prædikeembedet, og han sætter Kristi lidelse og opstandelse ind i sin rette brug og øvelse. For hvis det uden for prædikeembedet var blevet ved historien eller begivenheden alene, så havde den begivenhed slet ikke gavnet os. Det ser man i pavedømmet. Dér har man historien ret og godt, ligesom vi har den. Men fordi man ikke fører den i prædikeembedet, sådan som Kristus her befaler, bliver den uden al frugt, ligesom var det en historie om Dietrich af Bern, som man hører og lærer. Man får ikke mere ud af den end at vide den. Derfor kommer det an på, at man sætter historien om Kristi lidelse og opstandelse ind i sin rette brug.

Men det sker på den måde, som Herren her prædiker om, når han siger: «Jeg sender jer, ligesom min Fader har sendt mig.» Men hvordan Faderen har sendt Kristus, det lærer den hellige Esajas længe forinden i Es 61: «HERRENS Ånd er over mig, derfor har HERREN salvet mig. Han har sendt mig for at prædike for de elendige, for at forbinde de knuste hjerter, for at prædike frigivelse for de fangne og åbning for de bundne, for at prædike et nådigt år fra HERREN.» Det er den befaling, som Kristus er sendt med. Og her siger han, at han sender sine disciple på samme måde, som han selv er sendt, og at han befaler dem fremover, indtil verdens ende, det samme embede, som han har ført: at de skal prædike på samme måde, som han har prædiket. Altså gælder denne befaling og udsendelse alene læren: at disciplene skal føre den samme lære om Kristus, som han selv har ført om sig selv.

Hvad det nu er for en lære, siger Esajas med fine, herlige, klare ord: at Kristus er salvet og sendt til at trøste de forskrækkede, frygtsomme, modløse hjerter. Den prædiken, der går anderledes end sådan, er ikke Kristi rette prædiken. Kristus har heller ikke befalet den, det er sikkert. Nej, det er en Mosesprædiken. For Moses prædiker sådan, at de forskrækkede, frygtsomme hjerter bliver endnu mere forskrækkede og endnu mere modløse. Men Kristi prædiken er den, der trøster de elendige. For Kristus skulle komme med en særlig, ny befaling, fordi de gerninger, han har udrettet, også er nye gerninger, som aldrig før er sket i verden: at Guds egen Søn har lidt og er opstået fra de døde. Ligesom Esajas nu profeterer om Kristi lære, sådan hører vi det også her af Kristus selv. For sådan lyder evangelistens og hans egne ord: «Han åndede på sine disciple og sagde til dem: Modtag Helligånden! Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.»

Dér har I det rette åndelige regimente. Det skal man holde lige så langt borte fra det verdslige regimente, som himmel og jord er fra hinanden. De, der står i dette åndelige regimente, er rette konger, rette fyrster, rette herrer, og de har noget at regere over. Men se og lær her, hvordan dette regimente er afgrænset, og hvor langt det rækker. Nemlig – som ordene klart lyder – så langt som verden er. Og dog skal det ellers ikke have med andet at gøre end med synderne. Det skal ikke tage sig af penge eller gods, af næringen eller noget af det, der hører til næringen. Det skal kejsere og konger, fyrster og herrer tage sig af og ordne og indrette alt, som det bedst tjener det fælles vel og freden. Men dette åndelige regimente er alene sat over synden. Hvor synden begynder, dér skal dette regimente også begynde – og ellers ikke.

For man skal vogte sig for at blande det sammen og kaste det ind i hinanden, sådan som paven og hans biskopper har gjort. De har misbrugt det åndelige regimente så groft, at de er blevet verdslige herrer, og kejsere og konger har måttet bukke sig for dem. Det har Kristus ikke befalet sine disciple. Han har ikke sendt dem ud til verdsligt regimente, men har befalet dem prædikeembedet og dermed regimentet over synden. Altså er prædikeembedets egen definition denne: at man skal prædike evangeliet om Kristus og forlade de knuste, frygtsomme samvittigheder deres synd, men fastholde synden for de ubodfærdige og sikre og binde dem.

Også dette med at binde har paven ynkeligt forvrænget og ført langt bort fra det, som bindingen betyder i læreembedet. For han har tydet det sådan, at han kan lave love og forordninger, ikke alene i kirken, men over hele verden, som det passer ham. Men det er slet ikke meningen. Jeg som prædikant, udsendt af Kristus, skal ikke lære dig noget om husholdning, om agerdyrkning, om at tage sig en hustru, om næringen og andet. Til den slags har Gud givet dig din fornuft. Men hvor du i mange ting ikke rigtig kan finde ud af det, dér kan du bruge jurister og andre verdensvise folk, som kan give råd i den slags. Men min befaling og mit regimente gælder kun synden: at jeg lærer dig, at du for dine synders skyld måtte have været evigt fortabt, hvis ikke Kristus havde betalt og gjort fyldest for dem.

Derfor står hele sagen i denne lære på, at man ser efter, hvad synd er. «Synd» betyder ikke penge eller gods, kongerige, næring, brød, vin eller noget andet af den slags. Nej, det betyder en byrde, der tynger dit hjerte og din samvittighed over for Gud, så du må frygte for hans vrede og vente den evige fordømmelse. For vi taler her om sande, rette synder, som Gud regner for synd, og som fortjener den evige død. Ikke om opdigtede synder, som gøglerne, paven og biskopperne går og roder med: at en ikke faster på en forbudt dag eller spiser kød, at en munk går uden skapular, en nonne uden slør. Det er pavelige synder. De er synd for fladbrødsvierne, som har fundet på dem. Men for Gud er det ingen synder, og de fordømmer heller ingen, for Gud har ingen steder forbudt den slags. Men her taler vi om synder, som er rette og sande synder, som intet menneske har fundet på, men som vi er født i og lever i; synder, som er imod Guds bud, og som Guds bud vidner imod – ikke kun menneskers bud. Med sådanne synder, siger Herren her, skal apostlene have at gøre: de skal forlade dem eller binde og fastholde dem. Med penge, gods og verdslige sager skal de ikke have at gøre. Altså ligger hele verdens synd, Djævelens magt og helvedes gab i hver apostels eller prædikants mund, så de kan kaste dig derind, hvis du vil være ubodfærdig, sikker og ond. Og omvendt ligger også Kristi lidelse og opstandelse sammen med himlen og det evige liv i apostlenes mund. Ikke for deres egen persons skyld, men for at de kan fælde en dom over dig – som Djævelen selv må frygte – og løse dig fra alle synder, hvis du tager imod det med ret tro.

Det er en magt, som kejseres og kongers magt er ingenting imod: at en apostel, ja, enhver af Kristi disciple, må fælde en dom over hele verden, så synden skal være borte. Og den dom skal være lige så stærk og vis, som havde Kristus selv fældet den. Det vidner hans ord her jo om: «Ligesom min Fader har sendt mig, således sender jeg jer.»

Det er altså det ene: at kirkens magt og regimente alene gælder synden. Det er ikke verdslige sager, verdslige ting, men samvittighedens angst og byrde, som anklager os over for Gud og gør os skyldige. Det tjener også til, at man tager sig i agt for at gå og rode med narresynder eller opdigtede synder, som jeg talte om ovenfor. For hvis du ville lade dig løse fra de narre- og løgnesynder, så ville det følge, at du bagefter også måtte holde dig til narre- og løgneretfærdigheden. Læg derfor godt mærke til denne definition: Synd er det, som Guds lov afslører, og som den derfor anklager os for. Er det ikke en sådan synd, så er det en opdigtet og lavet pavelig synd, som Gud ikke ved noget om.

Men nu ser man, hvor mange mennesker der ligger i rette, store, åbenlyse synder, såsom gerrighed, ægteskabsbrud, tyveri, åger, vrede, misundelse, drukkenskab, gudsbespottelse og den slags. I de synder bliver de forhærdede og er ligeglade. Dér mangler det ikke på synder; men man vil hverken erkende dem eller holde op med dem. De synder bliver ikke forladt; dér hører bindingen hjemme. Det er den anden magt, som Kristus her taler om: «Hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.»

Derfor skal man her gøre en sikker forskel og dele den rette synd sådan, at nogle synder både er synd for os og for Gud. Men nogle er alene synd for Gud og ikke for os; det vil sige, at vi ikke erkender dem, ikke bekymrer os om dem og heller ikke beder om tilgivelse for dem. Sådan siger David: Tibi peccavi, «Herre, mod dig har jeg syndet og gjort, hvad ondt er for dine øjne.» Dér er begge dele sammen: David ser, at han har gjort uret, og han ved, at det mishager Gud. Som skulle han sige: Jeg erkender og føler synden – ikke alene sådan, at jeg tænker på den, men sådan, at jeg også ser og fornemmer syndens kraft, hvad den formår: at synd er en ond djævel og en grufuld byrde, som vil anklage mig for Gud og rive mig ned i helvede og den evige død. Sådan taler også Paulus om det i Rom 7: «Uden lov er synden død. Men jeg levede engang uden lov.» Han vil altså sige: Synden er altid i os. Men så længe loven ikke kommer, er synden ligesom sovende, og for os er den ikke synd, for den gør ikke ondt, den bider og gnaver ikke. Derfor går du hen og samler den ene synd oven på den anden; ellers ville du frygte Gud og blive mere from.

Men når tordenslaget, loven, kommer ind i hjertet og rører ved din samvittighed, så bliver synden straks levende, så du ser, hvilken frygtelig, mægtig ting synden er: at den tager Gud fra dig, overgiver dig til Djævelen og støder dig ned i helvede. Derfor siger Paulus: «Men da buddet kom, levede synden op, og jeg døde, og buddet, som skulle føre til liv, viste sig at føre til død.»

Det er altså den rette synd, som både er synd for Gud og for mig. Det ser man også på David. Da han syndede med Batseba, gik han hen og bekymrede sig ikke meget om det; for synden sov, ja, den var endnu død. Men da Natan kom og slog tordenen ned i hans hjerte: «Du er manden, som er skyldig til døden for Gud», da begyndte synden at blive levende i Davids hjerte. Men Natan trøster ham og siger: «Du skal ikke dø.»

Sådan er da apostlenes regimente en magt, som ikke går over liv og lemmer, penge og gods og det, der hører til dette liv, og heller ikke alene over sådanne synder, som verden dømmer og straffer. Nej, den går over den rette synd, som Gud og du regner for synd. Altså er hele verdens synd lagt ind under apostlene og alle kirkens tjenere og i nødsfald under alle kristne. Så kan du i dit hjerte være vis på, at når du hører af din sognepræst – eller, hvis du ikke kan få ham, af en anden kristen – at dine synder i Kristi navn skal være dig forladt, så er det helt sikkert sandt og kan lige så lidt slå fejl, som hvis Kristus selv havde lovet dig det eller havde ladet en engel fra himlen love dig det.

Men den befaling og magt er ikke givet apostlene og kirkens tjenere til hovmod og pragt. For de har intet ud af den, andet end at de dermed skal tjene dig, så du bliver forløst fra den fjende, som er dig for stærk, og som uden denne trøst holder dig fangen i al evighed. Derfor er det en stor, herlig magt, at et fattigt menneske, som selv er en elendig synder, skal jage den fjende bort med al hans magt, som ellers hele verden ikke kan jage bort. For sådan siger Kristus: «Hvem I forlader synderne, dem er de forladt», og igen: «Hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.» Når nu ordene er så klare – «ligesom min Fader sender mig, således sender jeg jer» – så skal jo ingen tvivle: sådan som han hører om forladelsen af sine synder, sådan skal det også med sikkerhed ske for ham.

Det er også grunden til, at man så ofte formaner jer: Når Kristus har efterladt sin kirke en så herlig magt, så skal I bruge den og på ingen måde foragte den. For derfor har Herren Kristus indstiftet dette embede: at alle synder i hele verden skal forlades og drives bort på denne måde, såfremt det er rette synder, og man erkender dem og tror hans ord. For de andre tåbelige menneskesynder hører ikke hjemme her. Det må være synder, der rører hjertet og gør det angst.

Sådan prædiker også Adam for sin søn Kain i Første Mosebog [i 1 Mos 4,7 er det Gud, der taler til Kain] og siger: «Er det ikke sådan: Er du from, så er du velbehagelig; men er du ikke from, så ligger synden og hviler ved døren.» Det vil sige: Nu står du dér og er en synder, men du mærker det endnu ikke. Synden sover, men den sover et meget uroligt sted. Se derfor til: Vågner den en dag op for dig, så skal det blive helt anderledes med dig. For den sover ikke, fordi den altid vil sove. Nej, den skal vågne op, det vil sige: give dig en dårlig samvittighed, skræmme dig og jage dig, så du hverken ved ud eller ind. De, der nu ikke tager sig deres synder nær, har rette synder, men endnu ikke synder, der kan forlades. Derfor bliver deres synder fastholdt og bundet; for de begærer ikke, at de skal forlades – ellers ville de holde op med dem.

I pavedømmet har man prædiket sådan: Den, der begærer syndernes forladelse, skal betænke sine synder og selv skaffe sig anger eller sorg. På den anger har man så grundet syndernes forladelse. Nu kan det godt være, at den skik er taget fra de gamles eksempel. Ligesom vi ville de ikke tilsige nogen tilgivelsen (absolutionen), medmindre han bekendte sig som synder og viste, så man kunne se det, at synden gjorde ham ondt. Det er rigtigt, og sådan skal det være. Men at man ville sige: Den sorg og anger fortjener, at synderne skal forlades for dens skyld – det er falsk og forkert. For angeren er ingen fortjeneste. Den er synden selv, når den føles ret i hjertet, syndens kraft og regimente. På den må man ikke bygge syndernes forladelse og nåden.

For før det kommer til en sådan anger, tager man sig ikke synden nær. Selv om synden er der, er den kun en sovende og død synd, som Adam siger om Kain. Men når synden bliver levende og ikke længere er en sovende synd, men mærkes, så den griber hjertet og samvittigheden an og skræmmer dem, så kan man da aldrig kalde det en fortjenstfuld gerning. Nej, det er, som Paulus kalder det, den rette, levende synd. Men hvem vil sige, at synden kan fortjene nåde?

Derfor er folk i pavedømmet blevet ynkeligt bedraget og forført, idet man har tilsagt dem tilgivelse på grund af en sådan anger, som var den en fortjeneste og en god gerning. Sådan lyder ordene i alle pavens buller: Contritis et confessis – de, der har angret og skriftet, skal have syndernes forladelse. For angeren, når den er ret, er intet andet end syndens rige og regimente; og det kan jo aldrig fortjene noget. Men syndernes forladelse får man ved at tro Kristi befaling her og med hjertelig tillid tage imod det ord, der forkyndes os ud fra denne befaling og i hans navn – ikke ved angeren, som ikke er andet end den levende og skræmmende synd. Syndernes forladelse er heller ikke grundet på den, men på Kristi ord.

For en sådan anger eller følelse af synden virker ikke andet end at rive os bort fra troen, så vi flygter fra Gud og frygter ham. Det er at vække synden op og gøre den større og stærkere og netop udrette og gøre det, som synden skal udrette: at uviljen bliver større og større, og den ene synd slår sig til den anden. Ligesom når en tyv har stjålet og er kommet i bøddelens strikke: Dér bliver det ikke ved det. Andre synder slår sig til tyveriet, så han bliver fjendsk mod øvrighedens dom og ret og mod Gud selv. Det siger Paulus med et fint ord i Rom 7: «Synden bliver overmåde syndig ved buddet», det vil sige: så bliver den en rigtig stærk synd. Når synden nu har sådan en virkning, og verden af én synd bliver fuld af synd, så man ingen steder kan få ro eller hvile, det er det, de har kaldt anger og sorg. Men hvor det alene er og bliver ved det – sådan en anger havde Judas, forræderen, også – dér følger der intet andet end fortvivlelse. Kristus må også komme til med sit trøstefulde ord og sin befaling om syndernes forladelse.

Derfor, hvor anger og rædsel er i hjertet, dér kommer Kristus og siger: Du er fuld af synder og tænker på at falde mere og mere fra mig; skulle jeg så forlade dig synderne for det? Åh nej! Ja, sådan en anger og sorg må være der. For ellers kan du ikke blive synden fjendsk af hjertet og vil aldrig af hjertet begære, at den skal forlades dig. Men den rette vej er, at du finder dig dér, hvor mit ord er, og hører det og tager imod det i tro. Dermed bliver du fri for synderne.

Sådan har man ikke prædiket i pavedømmet. Man har vist folk hen til Sankt Jakob, til Rom og andre steder og derefter til egen anger og fyldestgørelse. Om Kristi ord og befaling har de ikke sagt det mindste. Men her står det: «Hvem I forlader synderne, dem er de forladt, og hvem I fastholder dem, dem er de fastholdt.» Dér hører du, at man ingen andre steder skal søge syndernes forladelse end alene i Herren Kristi ord. Den, der søger den andre steder, finder den ikke. Hvad har det så hjulpet, at vi har pint os selv så grufuldt med faste, sang, bøn, nattevåger, messelæsning og andet for at nå frem til syndernes forladelse? Er det ikke en grufuld jammer, at man har lært os, at vi skal opnå syndernes forladelse ved vores anger – som jo ikke er andet end den rette synd, når den er stærkest og værst? Hvis mine gerninger, min anger og mit skriftemål kan gøre det, hvad skal man så med Kristi ord? Og hvad skal han så give befalingen her for? Så lad os lige så godt være tyrkere og jøder; de tror også, at de bliver frelst, selv om de ikke har Kristus. Men paven er værre end tyrkere og jøder; for han misbruger oven i købet Kristi navn til en sådan vildfarelse.

Lad os derfor lægge godt mærke til, at Kristus her lægger syndernes forladelse ind i sit ord og ikke i valfarter, messer, almisser eller andre gerninger, hvad de så end hedder. Vil nogen altså have syndernes forladelse, så skal han gå til sin sognepræst eller til den nærmeste kristne, hos hvem han ved, at Guds ord er at finde; dér skal han også med sikkerhed finde syndernes forladelse. For det står fast: Vi kan ikke overvinde synderne med nogen gerning. Alt, hvad vi kan gøre, er spildt og forgæves, om vi så pinte os selv ihjel. Det har man erfaret i pavedømmet. Den, der havde en ængstelig samvittighed og derfor gik i kloster eller greb til andre gerninger for at finde hjælp og fred, har måttet indrømme, at hverken munkekutte, orden, bøn, faste eller anden pinsel kunne befri ham for den nød.

Hvad er så grunden? Ingen anden end den, der står her: at synderne fastholdes eller forlades ved Ordet. Den, der ikke kommer til Ordet, hvor syndernes forladelse er at finde, må derfor havne i det andet, hvor synderne fastholdes. For der er ingen anden vej og intet andet middel til syndernes forladelse end Ordet. Man kan gøre, hvad man vil: De, der ikke kommer til Ordet, men vil hjælpe sig selv med egne gerninger, får deres synder fastholdt. For vor Herre Gud har ikke lagt syndernes forladelse i nogen gerning, som vi gør, men i den ene gerning, at Kristus har lidt og er opstået. Men den gerning har han ved Ordet lagt i apostlenes og sin kirkes tjeneres mund, ja, i nødsfald i alle kristnes mund, så de derved skal uddele syndernes forladelse og forkynde den for alle, der begærer den.

Vil du nu hente syndernes forladelse dér, så skal du med sikkerhed finde den. For befalingen er der allerede: Synd skal forlades. Men vil du ikke hente den, så bliver dine synder fastholdt, gør så, hvad du vil. For som sagt så ofte: Uden for Ordet er der ingen syndernes forladelse. Og Ordet har Kristus lagt i sine apostles mund og så sandelig også i alle kristnes mund. Den, der ikke vil tage det derfra og tro Ordet, han kan lave og gøre, hvad han vil; hans synder bliver fastholdt. For her er den stærke befaling: Herren tager synden ud af hele verden og ud af alle gerninger og lægger den i Ordet. Dér skal man finde den.

Men dette skal ikke forstås alene om tilgivelsen (absolutionen), hvormed man løser fra synder. Som sagt i begyndelsen samler Herren her hele prædikeembedet eller kirkens embede i denne ene befaling: at syndernes forladelse skal forkyndes og uddeles i prædikenen og i de hellige sakramenter. For derfor prædiker man evangeliet: for at menneskene skal erkende deres synd og blive fromme og retfærdige. Ligeledes døber man, for at vore synder skal være os forladt ved Kristi død. Og derfor indstifter Herren sin nadver: for at vi skal tro, at hans legeme er givet for os og hans blod udgydt for vore synder, og altså ikke tvivle om syndernes forladelse. For at troen kan stå fast på, at dine og mine synder er tilgivet, har Kristus ordnet det sådan, at ingen skal lade sig døbe eller gå til sakramentet for en anden; hver især skal gøre det for sig selv. På samme måde skal hver især selv høre Ordet og søge og begære tilgivelsen, når han ikke kan trøste sig nok ved den almindelige prædiken. Og han må aldrig tvivle: Når han hører ordet om syndernes forladelse i Jesu navn, så er det sandt, at hans synd er taget fra ham, og at han også er løst fra den i himlen og for Guds øjne.

Derfor skal man ikke skille Ordet og sakramenterne ad. For Kristus har også fattet sakramenterne ind i Ordet. Var de uden Ordet, kunne man ikke trøste sig ved sakramenterne; ja, man kunne ikke engang vide, hvad sakramenterne var. Derfor er det ikke blot en stor blindhed og vildfarelse, men også en grufuld jammer, at de pavelige prædiker om syndernes forladelse og alligevel glemmer Ordet, som det hele afhænger af, og henviser folk til et abespil, så de skal søge syndernes forladelse med egen andagt og egne gerninger.

Men fordi vor kære Herre Kristus har fattet syndernes forladelse ind i Ordet og, som sagt så ofte, lagt den i kirkens tjeneres og i nødsfald i alle kristnes mund, så følger heraf, at man må tro syndernes forladelse og alene ved troen kan nå frem til den. Sådan lyder da også grundlaget for vor lære: at vi alene ved troen på Kristus bliver retfærdige og frelst. For du må jo indrømme, at vor kære Herre Jesu Kristi ord, som han lagde i sine disciples mund, ikke kan gribes med hænderne eller med gerninger, hvad enten de hedder faste, bøn eller almisse, eller hvad for gerninger det ellers kan være. Troen alene kan gribe det ord. Og hjertet alene er det rette lille skrin, som det lader sig lukke inde i. Så er det klart og vist, at vi alene ved troen må blive retfærdige; for syndernes forladelse er alene fattet ind i Ordet, og Ordet kan alene tages imod ved troen.

Det ved paven og hans flok ikke; ja, de er så forhærdede, at de ikke vil vide det. Derfor er både troen og Ordet blevet liggende i glemsel, og folk er blevet henvist til deres egne gerninger, egen fromhed og egen fortjeneste. Prædik nu, I fortabte skurke – gid Gud vil byde jer at tie! Men det er højst nødvendigt, at vi altid holder den pavelige lære op mod vor rette lære og ikke glemmer den pavelige vederstyggelighed, så vi ikke falder tilbage i den og søger syndernes forladelse uden for Ordet, i vore egne gerninger. For Herren henviser os her ikke til gerninger, men til sit ord, som han lægger i sine disciples mund, og han sender dem, ligesom han selv er blevet sendt.

Hvor der nu er syndernes forladelse, og hvor hjerterne, som Sankt Peter siger, er renset ved troen, dér vil der så også vokse rette, gode frugter frem af et godt og fint hjerte og følge efter. For troen holder ikke fri, og Helligånden driver altid, efter sin art, til lydighed og imod kødet og synden. Gud give os ved Kristus sin nåde, så vi tror og erfarer dette. Amen.