3. søndag efter påske (Joh 16,16–23)

Prædikener på 3. søndag efter påske (Jubilate). Første prædiken over evangeliet Joh 16,16–23

Dette evangelium er et stykke af den trøsteprædiken, som Herren holdt for sine disciple om aftenen ved bordet, lige før han blev forrådt af Judas i haven og taget til fange af jøderne. Og trøsten går især ud på dette: Selv om disciplene tager anstød af Herrens skændige død og bliver dybt bedrøvede over den, så skal den sorg ikke vare længe. For han, Herren, skal kun være borte fra dem en lille stund. Derefter skal de se ham igen, når han står op fra de døde, og de skal glæde sig over ham og have den glæde i al evighed.

Nu fortæller Johannes med mange ord, hvordan disciplene ikke forstod denne prædiken og ikke kunne finde rede i den «lille stund», som Herren her taler om. Derfor må Herren forklare dem det, og de forstår det alligevel ikke. Ligesom det faldt disciplene svært, sådan erfarer også vi, at vi aldrig kan finde ud af den lille stund. Det samme ligger os i vejen, som hindrede disciplene i at forstå det.

For da anfægtelsen trængte sig på, og de så Herren Jesus dø så skændigt og ynkeligt, kunne de ikke tænke, at det kun var en lille stund. Nej, sådan stod det til i deres hjerter: Nu var det helt forbi med Herren Kristus, og herefter ville turen komme til dem; man ville fare frem mod dem og behandle dem, ligesom man havde behandlet deres Mester.

Men at de skulle have tænkt: Det drejer sig kun om to dage, så står Herren op fra de døde til et evigt liv og hjælper os her på jorden mod verden, Djævelen, synden og døden, indtil han til sidst også frelser os – det blev der ikke noget af. Derfor fortæller Johannes senere, hvordan de påskedag af frygt for jøderne havde låst huset af og slet ikke ville tro, at Kristus var opstået fra de døde, skønt kvinderne, Peter og de to andre disciple sagde dem det [at de ikke ville tro vidnerne, står i Mark 16,11–13 og Luk 24,11]. Kort sagt: De kunne ikke tro, at det kun drejede sig om en lille stund. De tænkte, at Kristus ville blive i døden for evigt ligesom andre mennesker. Ellers havde de ikke sørget sådan, men ventet på hans opstandelse med glæde og trøstet sig ved den.

Netop sådan går det også os. Når Gud lader en ulykke komme over os, er den første tanke straks: Nu går vi under; her er hverken hjælp eller råd. Det vil ikke ind i os, hverken sagt eller sunget, at det kun drejer sig om en lille stund, og at Gud snart og uventet vil vise sig med sin nåde og hjælp. Derfor bliver vi modløse og kan ikke andet end skrige og klage. Og dog skulle vi, som Sankt Paulus siger, glæde os over anfægtelsen og være stolte af den – ikke alene for den hjælps skyld, der skal komme, og som ikke kan udeblive, når vi blot tror og holder fast ved Ordet, men også fordi vi ved korset, som ved en sikker prøve, kan kende, at vi er Guds børn. Det skal vi sige mere om nedenfor.

Således er dette evangelium en dejlig trøsteprædiken, ikke alene for disciplene, men for alle kristne: Ved det lille ord modicum (en lille stund) skal de lære at bruge det i al anfægtelse og trøste sig med dette: Det drejer sig kun om en lille stund; derefter må sorgen forsvinde, og al trøst og glæde indfinde sig.

For at denne trøst kan blive grebet desto bedre, vil vi nu tale om kors og lidelse i almindelighed. Fornuften mener: Hvis Gud havde øje for os og elskede os, ville han afværge al ulykke og ikke lade os lide noget. Men når al slags modgang nu her, nu dér vokser op omkring os, så slutter den: Enten har Gud glemt mig, eller også er han min fjende og vil ikke vide af mig; ellers ville han hjælpe mig og ikke lade mig ligge og sprælle så jammerligt. Men mod sådanne tanker, som vi har af naturen, må vi ruste os med Guds ord og ikke dømme efter, hvad vi synes, men efter hvad Ordet siger os. For dømmer vi uden for Ordet og uden Ordet, så er vores dom falsk og fører os vild.

Hvad siger så Ordet? For det første, at ikke ét lille hår på vores hoved kan falde af, uden at det er Guds vilje. Den, der nu dømmer efter dette ord af vor kære Herre Kristus, må slutte: Lad Djævelen og verden være så stærke og mægtige, som de vil, så formår de dog ikke det mindste mod en kristen, uden at det er Guds vilje. Herren Kristus giver jo et billede med spurvene. Det er en unyttig fugl, der gør mere skade end gavn; og alligevel, siger Kristus, falder ikke én af dem til jorden og omkommer, uden at det er Faderens vilje i himlen, Matt 10. Her må en kristen med sikkerhed slutte – hvis han ellers ikke vil gøre Kristus til løgner – at et menneske betyder mere for Gud end mange spurve, sådan som Kristus selv siger samme sted. Derfor vil han tage sig godt af de kristne og vogte dem og ikke give hverken Djævelen eller verden så megen magt, at de kunne gøre ved en kristen, hvad de ville. Men gør de ham noget, så ved Gud nok besked om det og har givet sin vilje til det forud; ellers måtte de nok lade være. Det er det ene. Mærk dig det godt, så du ikke tænker, når det går dig ilde: Gud har glemt mig; hvis han tænkte på mig, ville det gå mig anderledes. For han tænker på dig – og lader det alligevel gå dig ilde.

Men straks melder der sig en anden tanke, som er endnu farligere. For når jeg skal regne med, at den ulykke, jeg lider, har Gud ladet komme over mig, så går fornuften videre og slutter: Gud kan ikke mene det godt med mig; ellers ville han ikke lade mig plage sådan; han ville skåne mig for lidelsen og være mig nådig. Og slår samvittigheden så til, og synderne kommer os for øje, så er det for alvor svært. Da er man nær ved at fortvivle om Gud, blive hans fjende, vende sig fra ham og søge hjælp andre steder, hvor Gud har forbudt det. For vi synes, det ville være meget lettere at bære og langt ringere, hvis ulykken var påført os af den onde fjende eller af onde mennesker, end at Gud selv skulle lade den komme over os. Her er det igen nødvendigt, at vi er rustet med Guds ord og ikke hænger os i fornuften og dens dom. For så måtte vi med sikkerhed enten falde i fortvivlelse eller blive Guds fjender og slet ikke regne ham for noget.

Hvad siger så Ordet om dette? Sankt Paulus siger i 1 Kor 11: «Hvis vi bedømte os selv, ville vi ikke blive dømt. Men når vi bliver dømt, opdrages vi af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.» Det er da et klart ord: De, som Gud vil opholde og bevare til det evige liv, dem opdrager og straffer han, og han kan ikke være deres fjende; og alligevel må de lide al slags ulykke, kors og anfægtelse. Derfor skal vi i anfægtelsen holde os til dette ord. Den ene har denne byrde, den anden en anden, som han gerne ville være fri for. Men når han tænker: Se, var denne anfægtelse der ikke, så ville du falde i den eller den anden ulykke; Gud gør det for dit bedste, for at holde dig i sin frygt og drive dig til Ordet og til bønnen – så vil det nok vise sig, at Gud ikke straffer, fordi han er vores fjende, men for at vise os sin kærlighed og bevare os fra den evige jammer.

På den måde anfører Hebræerbrevet Salomos ord fra Ordsp 3: «Min søn, tag ikke let på Herrens opdragelse, og giv ikke op, når du bliver irettesat af ham. For Herren opdrager den, han elsker, og straffer enhver søn, han tager imod. Når I altså udholder opdragelsen, så behandler Gud jer som børn. For hvilken søn er der, som en far ikke opdrager? Men er I uden opdragelse, som alle har fået del i, så er I uægte børn og ikke sønner.» Og videre: «Vi havde vores legemlige fædre som opdragere, og vi havde respekt for dem; skulle vi da ikke meget mere underordne os under den åndelige Fader og leve? For de opdrog os for en kort tid, som de mente var godt, men han gør det til vores bedste, så vi kan få del i hans hellighed. Ingen opdragelse synes at være til glæde, mens den står på, men til sorg; men senere giver den retfærdighedens fredfyldte frugt til dem, der er blevet øvet ved den.» Dette ord viser ikke alene, at den straf, Gud lægger på os, er en kærlighedsstraf og ikke en vredesstraf, men at den er en faderlig kærlighedsstraf. Derfor skal vi endelig ikke tænke, når vi mærker straffen, at Gud er vred på os eller ikke vil vide af os. For han straffer os netop, fordi vi er børn og skal blive ved arven og ikke stødes bort fra den.

Ligesom Ordet nu prædiker for os om kors og lidelse, sådan ser vi det også i eksemplerne. Hvem kan, tør eller vil dog sige, at den almægtige, himmelske Fader ikke har elsket sin enbårne Søn, Kristus Jesus? Og alligevel: Se på hans liv og død! Er kærligheden ikke så skjult, at den, der ville dømme efter det ydre, måtte sige: Gud er ham inderligt fjendtlig og regner ham langt, langt mindre end de ugudelige jøder, der fik lov at øve al deres ondskab på ham? Som Esajas siger: «Vi anså ham for en, der var slået af Gud.» Og jøderne spottede ham ved korset: «Er han Guds søn, så lad ham stige ned fra korset.»

Ligesom Gud nu har holdt sin Søn her på jorden, sådan vil han også holde alle kristne. Som Kristus selv siger: «En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.» Og Hebræerbrevet siger, som vi lige har hørt, overmåde fint: «Er I uden opdragelse, som alle Guds børn har fået del i, så er I ikke børn, men uægte.» Sådan ser man, hvor fint Skriften og eksemplerne stemmer overens, så vi skal kende Guds nådige vilje og ikke tænke, når det går os ilde, at Gud har glemt os og ikke vil vide af os. Vi skal tage imod anfægtelsen som et sikkert tegn på Guds kærlighed og ikke tvivle: Når Gud hjemsøger os sådan, så er vi hans kære børn.

Men man skal også lære grunden til, at Gud omgås sine børn så ubarmhjertigt (som det ser ud) og altid holder dem under riset. Den grund viser Sankt Paulus, når han siger: «Vi bliver opdraget af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.» Og David i Sl 119: «Det var godt for mig, Herre, at du tugtede mig, så jeg kunne lære din ret.» Og Esajas i kapitel 28: Vexatio dat intellectum, «Ulykken alene lærer at give agt på Ordet.» For det er sikkert: Hvis Gud gav os alt, hvad vi gerne ville have, og bevarede os fra al ulykke, så ville vi blive sikre og ikke agte på vores synd og hverken tænke på Ordet eller på bønnen. Men når haglen slår ned, nu her, nu dér, og snart den ene, snart den anden modgang melder sig, så har man grund til ikke alene at skynde sig at bede, men også at tænke på, hvordan vi med vores synder vel har fortjent en sådan straf. Derfor skal vi herefter indrette vores liv desto flittigere og forbedre det, så straffen bliver taget bort igen eller mildnet. Som Hebræerbrevet siger: «Vores Fader i himlen opdrager os til vores bedste, så vi kan få del i hans hellighed.»

Når en kristen mærker korset, skal han derfor ikke lade sig gøre blødsøden, så han ikke vil andet end græde og klage. Han skal tænke: Jeg har en nådig Gud i himlen. Han holder mig, ligesom han holder alle sine børn, og ved denne anfægtelse, skade og modgang vil han minde mig om mine synder og formane mig til omvendelse, så jeg skal blive mere retskaffen, vogte mig for synd og blive ved med at være hans barn. Den, der gør sådan, bruger korset rigtigt og bliver ikke utålmodig i lidelsen. Derfor lader han sig heller ikke af utålmodighed drive til at søge forbudte midler og forbudt hjælp, men venter på Guds hjælp og beder om den.

For det er det fjerde stykke: Når man ved, at intet kan ske os uden Guds vilje, og at det er Guds nådige vilje, når han lader noget ske os, så skal man dernæst vide og tro, at Gud sammen med anfægtelsen også vil skabe enden og udfrielsen, som den hellige Sankt Paulus siger meget fint i 1 Kor 10: «Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes ud over det, I kan bære, men han vil gøre, at fristelsen får en sådan ende, at I kan bære den.» Og med dette stykke stemmer det især overens, at Herren her taler om modico (den lille stund): «Det skal ikke vare længe; jeres sorg skal blive til glæde, ja, til evig glæde.»

Men her melder der sig to vægtige grunde til, at man ikke vil regne det for en lille stund, og at troen derfor ikke vil følge med. Den første er, at anfægtelsen er alt for stor og voldsom, så vi synes, vi må gå til grunde under den; her er hverken kraft eller magt tilbage til at holde ud længere. Det ser man hos kong Hizkija, Es 37. Da den assyriske konges øverste mundskænk forlangte Jerusalem overgivet, sendte Hizkija bud til profeten Esajas og lod ham sige: «Dette er en dag med trængsel, skænd og spot. For børnene er kommet til fødslen, og der er ingen kraft til at føde.» Og Herren bruger også her det samme billede af en kvinde, der føder. Da ser det ud, som om både barn og mor må dø sammen. For de kristnes anfægtelser er ikke ringe, små anfægtelser. Det ser man i Sl 69, hvor Kristus selv skriger og klager: «Gud, hjælp mig, for vandet går mig til sjælen. Jeg synker i dybt dynd, hvor der ingen bund er. Jeg er i dybe vande, og floden vil drukne mig.»

Den anden er, at vi ingen vej, intet middel og ingen måde ser, hvorved vi kan blive hjulpet. Så slutter vi, at det er forbi med os, og kan ikke tro, at det kun drejer sig om en lille stund. Til det tjener især det billede, Herren her bruger, om en kvinde, der ligger i barnsnød. Også dér ser det ud, som om der ingen ende vil blive på det, og som om moderen må dø. Men i et øjeblik vender det, så der i stedet for døden kommer dobbelt liv frem: Moderen er kommet sig, og et smukt, sundt lille barn er kommet til verden. Derfor forsvinder sorgen straks, og der er lutter glæde. Det ser man for øjnene hver dag. For selv om det undertiden går galt, så sker det dog sjældent. Det almindelige er, som Kristus siger her, at en fast, langvarig, inderlig glæde snart og uventet følger efter sorgen og smerterne. Det vil Herren, at vi skal lære, og når vi er i sorg, anfægtelse og bekymring, skal vi tænke på det: «Det drejer sig kun om en lille stund»; derefter skal det blive bedre. Som Hebræerbrevet også siger: «Ingen opdragelse synes at være til glæde, mens den står på, men til sorg; men senere giver den retfærdighedens fredfyldte frugt til dem, der er blevet øvet ved den.»

Altså hedder det for det første «en lille stund» på grund af den hurtige, pludselige forandring, som skal komme, før man aner det. Dernæst hedder anfægtelsen også «en lille stund», fordi den skal byttes ud med den evige glæde. For hvad er det for den fattige Lazarus at være fattig og elendig i ti eller tyve år, når han bagefter skal leve i evighed? Sådan siger Sankt Paulus i Rom 8: «Jeg mener, at denne tids lidelser ikke er værd at regne mod den herlighed, der skal åbenbares på os.» Og i 2 Kor 4: «Vores trængsel, som er kortvarig og let, virker for os en evig herlighed, der vejer over alle grænser, vi, som ikke ser på det synlige, men på det usynlige.» Og Peter i 1 Pet 1: «I skal fryde jer i frelsen, I som nu en lille stund er bedrøvede i mange slags anfægtelser, for at jeres tro skal vise sig ægte og findes langt mere kostbar end det forgængelige guld.» Og senere i kapitel 5: «Al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, han vil fuldende jer, som lider en lille stund, gøre jer stærke, styrke jer og grundfæste jer.»

Den, der nu kunne tro det og regne det for sandt, at det drejer sig om en lille stund, han havde en sikker trøst at holde sig til. Derfor afhænger det hele af, at vi stoler på vor kære Herre Kristus og regner hans ord for sandt: Selv om ulykke og anfægtelse råder over os, så drejer det sig dog kun om en lille stund. Så kan vi trøste os i lidelsen, ligesom man trøster en kvinde, der ligger i barnsnød: Hun skal være ved godt mod; Gud vil snart hjælpe hende ud af nøden og skænke hende et glad syn af hendes frugt. For det er ikke muligt at komme til glæden, uden at man først har smerter og lider noget. Og selv om vores fornuft, som sagt, altid plager os og vil tyde sådan lidelse og smerte, som om Gud vil lade os gå til grunde i den, så er det ikke meningen. For de smerter og veer, som en fødende kvinde har, kommer netop, fordi en ny frugt skal fødes til verden. Sådan lader Gud anfægtelsen komme, for at vi skal finde udfrielse og glæde os over den.

Men det er særlig fint, at Herren viser disciplene, hvad slags glæde der skal komme dem til del. «Jeg,» siger han, «vil se jer igen.» Det skete på den hellige påskedag, da de så ham i et nyt, evigt liv. Sådan ser Kristus også os, og vores hjerte glæder sig, når vi tager hans opstandelse for os og ser, hvordan han til gavn for os har overvundet synd, død og Djævel, så vi ved ham også skal leve evigt. Det er den rette, varige, evige glæde, som vender al bekymring og aldrig skal tages fra os.

Derfor skal vi under korset ikke være utålmodige eller modløse, men holde fast ved denne trøst: Selv om vi lider, så skal det dog kun dreje sig om en lille stund. For Kristus er opstået og sidder ved sin Faders højre hånd for at sætte sig imod Djævelen og al jammer, og han vil frelse os evigt. Det give os vor trofaste Gud og Fader ved sin Søn, vor Forløser, Kristus Jesus. Amen.