4. søndag efter påske (Joh 16,5–15)

Prædikener på 4. søndag efter påske (Cantate). Første prædiken over evangeliet Joh 16,5–15

Dette er et prægtigt evangelium. For det handler først og fremmest om den høje og nødvendige artikel, som vi har vores navn fra, så vi hedder kristne. Derfor kan man ikke lære det nok, selv om man hører det hvert år. Men skal det for alvor slå rod i vore hjerter og bære frugt, så må det drives ofte og grundigt.

Ligesom evangeliet for otte dage siden er også dette evangelium en trøsteprædiken, som Herren holdt ved bordet om aftenen, kort før han blev forrådt og taget til fange. Det, han vil, er at ruste sine disciple mod den forargelse, der skal komme, så de ikke bare skal lade være med at græmme sig over hans elendige og skændige død, men lære, hvad godt der skal komme af den død, og derfor hente trøst af den. Ligesom han for otte dage siden trøstede dem med, at denne skam og forargelse kun skal vare en kort stund og derefter vendes til evig glæde, sådan trøster han dem også her og lærer dem, hvad hans død skal tjene til.

«Jeg går til ham, som sendte mig,» siger han. Det vil sige: I morgen bliver jeg naglet til korset og slået ihjel. Og ingen af jer spørger mig, hvor jeg går hen, eller hvad jeg vil udrette med det; men fordi jeg har sagt jer dette, er jeres hjerte blevet fuldt af sorg. «Men jeg siger jer sandheden: Det er godt for jer, at jeg går bort» – og det sker for jeres skyld. «For går jeg ikke bort, så kommer Trøsteren, Helligånden, ikke til jer» – og så beholder den onde ånd sin magt og vælde. «Men går jeg bort, så vil jeg sende Helligånden til jer.» Den trøst vil Herren have, at man skal lære og tage imod. Man skal derfor ikke tage anstød af hans lidelse eller blive forskrækket over den, men trøste sig ved den. For den tjener til, at den onde ånd og hans tyranni bliver stoppet, og at Helligånden bliver givet og skænket os.

Men hvad Helligånden skal udrette, hvad han skal bringe os og lære os, det viser Herren videre og siger: «Han skal straffe verden for synd, for retfærdighed og for dom.» Det er sandelig en stor mundfuld: at Helligånden skal tage fat, ikke på en skole, en landsby, en by eller to, men på hele verden, og straffe den. Den, der vil påtage sig det, må sandelig have en stærk ryg og vide, at han har en stor magt bag sig. For til verden hører alt, hvad der er født af Adam: kejsere, konger, fyrster. Ingen skal være undtaget. Helligånden skal straffe dem alle sammen gennem apostlene og andre prædikanter og sige: I er alle syndere. Ingen af jer er retfærdig, ingen af jer er lærd eller klog. Om I så er i Jerusalem eller i Rom, i hvilken stand og værdighed I vil – hvis I ikke lærer af mig, så bliver ingen af jer frelst. Nej, I hører Djævelen til, som I går og står, og ingen fromhed, hellighed eller god gerning skal kunne hjælpe jer. Det, siger Kristus, skal være Helligåndens embede, som han vil udføre gennem jer, fattige tiggere og foragtede folk, og straffe hele verden.

Men denne straf er ingen spøg. For «han skal straffe verden for synd, for retfærdighed og for dom.» Er der nu bare synd og hverken retfærdighed eller dom i verden, hvad skal der så til sidst blive tilbage, eller hvad skal der blive af den? Derfor er denne Helligåndens prædiken et hårdt tordenslag mod verden: at den hører Djævelen til med alle sine gode gerninger og ikke kan komme ind i Guds rige, medmindre Helligånden hjælper den fra synden, gør den retfærdig og fri for dommen. Der er mange andre lignende ord i Skriften. Som når Sankt Paulus siger: «Gud har indesluttet alt under synd» [jf. Gal 3,22 og Rom 11,32]. Ligeledes: «Vi er af natur vredens børn.» Og Kristus: «Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Det er i egentlig forstand Helligåndens prædiken: at straffe verden sådan for synd.

Men hvad er så synd? Er det ikke at stjæle, myrde, bryde ægteskabet og den slags? Jo, det er også synd, men endnu ikke de rette hovedsynder. For der findes mange mennesker, som ikke er skyldige i sådanne ydre synder. Men den rette hovedsynd, som Helligånden prædiker om, er hele verden skyldig i; ellers kunne han ikke straffe hele verden for den. Den synd hedder: ikke at tro på Jesus Kristus. Om den synd ved verden intet; Helligånden må først lære den det. For verden regner kun det for synd, som er forbudt på Moses’ anden tavle. Om Kristus ved den intet; endnu mindre ved den, at det er synd ikke at tro på ham. Og hvorfor skal vi tale længe om verden? Selv i skolerne, blandt de kristne, har man ikke regnet vantroen for synd, og slet ikke for arvesynd. For at prædike, at vantroen er synd, det kan ingen andre end Helligånden. Med den prædiken gør han også hele verden til syndere, hvor verden ellers kan pynte sig med sine ydre gerninger og nu og da sælge sig selv som from.

Det er altså Helligåndens prædiken, at hele verden, ingen undtaget, er syndere, fordi de ikke tror på Kristus. Men det er en underlig prædiken, som verden ikke er vant til; ja, verden ved slet ingenting om, at den skal tro på mennesket Jesus. Den mener, at når den ligesom farisæeren i Luk 18 ikke er morder, ikke ægteskabsbryder, ikke uretfærdig, så er det nok, og så behøver den ikke mere. Men Helligånden prædiker anderledes og siger: Jeg ved godt, at i et sådant ydre liv er den ene fromere end den anden. Men her er hovedsynden, som I alle stikker i: at I ikke tror på Kristus Jesus. Den synd har ingen nogensinde fået øje på andet end ved Helligåndens prædiken.

Derfor skal du bare slutte lige ud og frimodigt og sige: «Alt det, som ikke er af tro, er synd» – om det så er kartheuserordenen, om det er bøn, faste eller almisse. Er troen på Kristus Jesus ikke til stede, så hører du her, at det skal straffes. Og der er ingen anden vej til at blive fri for den synd, end at man tror på Kristus Jesus.

Det er en overmåde mægtig tekst, som ingen kan komme uden om. Alligevel lader paven og hans flok den ikke være i fred. Når de ikke kan komme videre, siger de, at han taler de fide formata per caritatem [om den tro, der er formet ved kærligheden]. Men hold blot den glose op mod denne tekst. For det kan jo ingen nægte: Kristus taler her om synden og forklarer, at synd er, når man ikke tror på ham. Så må det jo følge: Om så formen eller de gode gerninger er der, så godt de overhovedet kan – er troen på Kristus ikke med, så er mennesket en synder med alle sine gode gerninger og dyder, og Helligånden vil straffe ham som synder.

Derfor er vantroen den rette hovedsynd og kilden, som al synd flyder fra. For hvor vantroen er i hjertet, så man ikke tror på Kristus, dér følger det først, at man ikke tager imod hans ord, men enten foragter det eller holder det for kætteri og løgn og forfølger det, som om Djævelen havde talt det. Deraf følger så mere ondt: at man bliver ulydig mod far og mor og øvrigheden, at ingen passer sit embede og kald med flid, men lever i al slags ryggesløshed og uskik – på nær at nogle nu og da må holde sig tilbage af frygt eller skam over for folk. Det er så bladene og hele vantroens træ. Det vokser og blomstrer frem af den rod, som Helligånden straffer verden for, og det kan ikke standses. For den, der ikke tror på Kristus, har ikke Helligånden og kan derfor ikke have en eneste god tanke. Og selv om han gør noget, der i sig selv ikke er ondt, men rigtigt, så gør han det som en træl, alene af frygt og ikke af en ret, hjertelig lydighed. Verden er altså en ret og slet djævlens tjenerflok, som ikke kan sige, gøre eller tænke noget godt. Grunden er, at kilden og brønden til alt ondt er der: vantroen.

Hvis nogen ville male verden rigtigt og give den dens naturlige farve, så kunne han sige: Det er en flok mennesker på jorden, som ikke tror på Kristus og derfor spotter og vanærer hans ord; som i hjertet, indvendig og udvendig, med ord og gerninger myrder, stjæler, røver og lægger sig efter al uskik og oven i købet misbruger alle vor Herre Guds gaver og goder.

Mod sådanne folk, siger Kristus her, skal I apostle og alle prædikanter stille jer op og træde frem. For denne straf skal blive ved til den yderste dag, så man altid prædiker: Alt, hvad der hører til verden, tror ikke på Kristus og hører ikke til Kristi rige, men hører Djævelen til – ikke alene for de ydre, grove synders skyld, men for hovedsyndens skyld, vantroen. Og det hjælper dig ikke, om du så blev kartheuser og gør snart dit, snart dat. For så længe vantroen bliver, er du en fordømt synder, og intet hjælper dig. Kun dette kan hjælpe: at du lader vantroen fare og tror på Kristus og trøster dig ved ham mod synd og død.

Nu ved I, kære venner, og har ofte hørt, hvad «tro» er: nemlig ikke alene, at man ved og tror, at det er sandt, hvad man prædiker om Kristus, men at du også tager det til dig, at det er sket for din skyld og dig til gode. For Djævelen ved også, at Kristus er død, og tror det lige så sikkert som alle de pavelige. Men det tror han ikke, at Kristus er død for ham og ham til gode. En sådan tro, at jeg tager det til mig, og du også tager det til dig, at det er sket for os, er alene Helligåndens gave. Den, der ikke har en sådan tro, så han kan sige: Kristus er død for mig, for at jeg skal være fri for synd og evig død – han er en ukristen og bliver en synder, selv om han piner sig selv ihjel med gode gerninger osv.

Det er det første stykke af Helligåndens embede: at alt er synd, og at vi med alle vore gode gerninger og vort hellige liv må regnes for syndere og fordømmes, hvis vi ikke tror på Kristus Jesus. Derfor væk med kutter og tonsurer, alle ordener og alt, hvad man har taget sig for for at erhverve syndernes forladelse ved det – trampet under fødder med det hele! For det kan ikke gå sammen, at jeg ville sige: Kristus er død for mig – og så ville jeg bære en kutte og gøre den og den gerning for at blive from og komme i himlen. Men den, der ikke vil tage imod denne straf og ikke vil tage imod Herren Kristus, det er et tegn på, at han ikke tror og er en synder ligesom alle andre, der ikke har troen på Kristus Jesus.

Det andet stykke er, «at Helligånden også skal straffe verden for retfærdighed.» Det er også et hårdt ord. Synd har verden; fromhed eller retfærdighed har den ikke, og den ved heller ikke, hvordan den skal eller kan blive from. Hvad kan det nu være for en retfærdighed? Man ser jo, at verden har domstole og ret; og hedningerne har givet meget fine regler og lære om et borgerligt og hæderligt liv. Og det er umuligt, at det skulle være uret, at man hænger tyvene, slår morderne ihjel osv. Er alt det da ikke ret og godt?

Kristus svarer her: Kald du det liv, hvad du vil, bare du ikke kalder det retfærdighed; for det er det ikke. Grunden er: Jeg prædiker ikke om juristernes retfærdighed. Den retfærdighed, jeg prædiker om, lyder sådan: «Jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere.» Det er udansk nok sagt og endnu sværere at forstå end det foregående: at jeg skal være en synder, fordi jeg ikke tror på Kristus. For dér tænker vi: Der er jo dog stadig naturlige kræfter i mennesket, så han kan gøre sig selv andægtig, forberede sig til nåden og bede om den. Det er det, der den dag i dag gør, at de pavelige ikke kan finde sig til rette i denne prædiken. Sådan lyder det også her latterligt og helt udansk, hvad «retfærdighed» er: at du er en from kristen, når Kristus går til Faderen, og du ikke ser ham. Det er en meget vældig og skøn tekst.

Hvad kan man så rose eller sige om vore gerninger? Dér står Herren Kristi ord og siger: Ved det bliver I ikke retfærdige, at I gør dit eller dat; jeres gerninger vil ikke udrette det. Alene dette gør det: «at jeg går til Faderen.» Den gang er den rette, evige retfærdighed. Om den ved verden intet; for man finder ikke ét bogstav om den i alle andre bøger. I bøgerne finder man dette: Når en holder de ti bud og ikke gør noget imod landets skik, lov og orden, så er han en from, retfærdig og hæderlig mand. Men Kristus taler her ikke ét ord om det, jeg skal gøre eller lade, men rent og alene om sin gerning, som han gør: nemlig at han går til Faderen, og vi ikke ser ham. Det skal være vor retfærdighed, og intet andet.

Derfor: Når vi vil blive rigtig fromme, så må vi ikke begynde med vore gerninger. Det gør det ikke, at du vil blive munk og faste, våge og bede så og så meget. Men dette gør det, når du vil blive fri for synden og blive en kristen: at du ved, at Kristus er gået til sin Fader, og trøster dig af hjertet ved den gang og ved intet andet. Ja, siger du, jeg mente, at jeg skulle faste, bede og gøre gode gerninger? Jo, gode gerninger skal du bestemt gøre; for det har Gud allerede befalet og pålagt dig i loven. Men ved dem bliver du ikke from og retfærdig for Gud. Det sker alene ved, at Kristus går til Faderen. Den vej alene og ingen anden er det, hvorved vi bliver forløst fra synd og bliver retfærdige.

Men Herren Kristi gang er ikke andet end, at han har lidt og er død på korset og ved døden er skilt fra denne verden og gået til Faderen, det vil sige: er faret op til himlen, hvor han sidder ved Guds højre hånd og regerer. Men det ser vi ikke; vi tror det. Det er hele skatten, hvorved vi bliver fromme. Så er der altså ingen retfærdighed i min kraft eller evne, men i Herren Kristi: at han går til Faderen. Sagt på dansk er det det samme som: Ingen bliver retfærdig, frelst eller fri for synd uden alene ved, at Jesus Kristus har lidt, er død og opstået fra de døde. Den gang gør retfærdig, og intet andet.

Hvordan rimer det med denne lære, når de pavelige siger: Den, der vil blive frelst, må selv bidrage til det med sine gerninger? Det kunne være rigtigt sagt: En kristen skal leve kristeligt og gøre gode gerninger. Men at man skal blive retfærdig og frelst ved dem, det er falsk og løgn. For her står der, at alene vor Herre Kristi gang til Faderen skal gøre og udrette det. Det er den rette og sande retfærdighed, som verden intet ved om, og som alene Helligånden lærer.

For når de pavelige anfører Kristi ord: «Vil du gå ind til livet, så hold Guds bud,» så har det en helt anden mening, og det viser tydeligt, at de, de pavelige, ikke ved, hvad det vil sige at holde Guds bud; ellers ville de forklare det ord anderledes. Derfor står denne mening fast og sikker: at vi ikke kan have nogen anden retfærdighed eller noget evigt liv end denne, at Jesus Kristus er gået fra denne verden til Faderen. Ved det, skal du sige, vil jeg blive, og det skal Djævelen ikke tage fra mig eller vælte. Skræmme mig kan han, og ængste min samvittighed kan han; for jeg ved meget vel, at mine veje er for svage over for ham. Men her er en anden vej, som ikke jeg, men Kristus går, i den højeste lydighed mod sin himmelske Fader. Den vil Djævelen aldrig nogensinde kunne gøre uretfærdig eller syndig, selv om han gør mig til en synder. Derfor vil jeg også tage den til mig og trøste mig ved den.

For det må under alle omstændigheder være sådan, at man griber denne gerning med troen. På denne Kristi gang og gerning er der ingen mangel. Kristus har fuldbragt den, og nu kommer det kun an på, at vi tager imod den i tro og trøster os ved den. Tror du det, så har du det; tror du det ikke, så har du intet af det. Så bliver vor retfærdighed altså helt og rent taget uden for os og alene sat på Kristus og hans gerning eller hans gang – for at vi med sikkerhed kan vide, hvor vi til sidst skal blive. For hvis det skulle afhænge af vore gerninger og vor fyldestgørelse, af vort skriftemål og vor anger (sådan som man har prædiket i pavedømmet og stadig gør), så ville vore hjerter aldrig nogensinde kunne komme til ro. For hvornår skulle vi dog vide, at vi havde angret og skriftet nok og gjort fyldest nok for synden? Derfor har vor kære Herre Kristus taget det helt og holdent fra os og lagt det på sig selv, så vi skal bygge på dette: Vor retfærdighed hedder og er hans gang, hans død, hans fyldestgørelse. For dér kan vi ikke længere tvivle. Personen er for høj og stor, nemlig Guds Søn, og han udfører den gerning, som Faderen selv har bestemt til, at vi skulle hjælpes fra synd og død – sådan som Johannes derfor kalder ham et Guds lam.

Sådan ser I, kære venner, hvor skarpt det her i teksten er skåret igennem: at retfærdigheden ikke er vort gøren og laden, men «at Kristus går til Faderen.» Når du nu har denne retfærdighed ved troen, så gør også gode gerninger, og læg dig efter lydigheden mod Gud, så godt du kan. Men før du sætter dit hjerte på Kristus ved en ret tro og tillid, vil du ikke kunne gøre nogen god gerning. Grunden er: Hjertet er stadig ondt og urent; der er ingen syndernes forladelse, fordi der ingen tro er.

Altså er de kristnes retfærdighed eller fromhed en særlig fromhed, som intet hjerte kan udtænke; man må høre og lære den af Helligånden. Og selv når man hører den, kan man dog ikke begribe den; den må tros, som Herren siger her: Jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere. Det vil sige: I må tro det, ellers vil I ikke kunne fatte det. Det er de kristnes retfærdighed, som alene Helligånden lærer. Om verdens retfærdighed kan filosofferne, den verdslige øvrighed, juristerne, far og mor prædike. Men en kristen har en særlig kunst, som verden intet ved om: nemlig at alt uden for troen er synd, og at den rette, evige retfærdighed alene står på, at Kristus går til Faderen, og vi ikke ser ham.

Det tredje stykke er, «at Helligånden også skal straffe verden for dom.» Men hvad det er for en dom, viser Herren fint, når han siger: «For denne verdens fyrste er dømt.» Ligesom Helligånden straffer verden for, at den har synd, fordi den ikke tror på Kristus, og for, at den ingen retfærdighed har, fordi den ikke ved, endsige trøster sig ved, at Kristus er gået til Faderen – sådan straffer han den også for dom: at den intet ved om den og derfor frygter, hvor den dog ikke skulle frygte, hvis den hørte ham og tog imod hans ord. For det er en jammerlig plage at have synd og ingen retfærdighed og oven i købet ikke kende nogen trøst mod synd, død og anden ulykke.

Her siger Kristus nu, at det også skal være Helligåndens embede at prædike om dommen og gennem evangeliet lade det råbe ud overalt: «Denne verdens fyrste er dømt.» Derfor kan han ikke gøre dem nogen skade, som tror på Kristus og trøster sig ved hans gang til Faderen. Han kan nok gå løs på dem og prøve kræfter med dem, snart her, snart dér; men han skal intet udrette. For han er nok verdens fyrste, men nu dømt, som en, der har mistet sit palads og sin rustning og er bundet af Kristus med mørkets lænker, som Sankt Peter siger. Derfor behøver de kristne ikke at frygte ham eller hele hans rige, verden. For er fyrsten dømt, så må verden, som er hans rige, sandelig også have mistet al magt.

Det ved de ukristne ikke. Derfor, selv om de nu og da kommer til Ordet og begynder at tro, så bliver de bange, så snart verden ser sur ud og vil vredes over det, og falder fra igen, som Kristus siger i lignelsen om sæden på klippen. Men de kristne holder fast. For Helligåndens straf klinger dem altid i hjerte og øre: Hvad vil du være bange for? Hvorfor vil du lade dig forskrække? Ved du ikke, at denne verdens fyrste er dømt? Han er ingen herre og ingen fyrste mere. Du har en anden, stærkere Herre, Kristus, som har overvundet ham og bundet ham. Lad derfor denne verdens fyrste og gud se sur ud, vise tænder, skrabe, true og bære sig vildt ad; han kan dog ikke mere end en ond hund i lænke. Den kan gø, løbe frem og tilbage og rive i lænken, men den kan ikke bide dig, fordi den er bundet, og du går uden om den. Sådan er Djævelen også over for enhver kristen. Derfor kommer alt an på, at man ikke er sikker og sorgløs, men i gudsfrygt holder sig til bønnen; så skal lænkehunden ikke kunne skade os. Men den, der ville være sikker og gå af sted helt uden bekymring, ham kunne sådan en lænkehund i det mindste forskrække, selv om han ikke kom den så nær, at den kunne bide ham – sådan som man ser på onde hunde, at de ligger på lur og ikke altid lader sig høre.

Den trøst trænger især de til, som fører Helligåndens embede i verden og straffer verden for synd og retfærdighed. For verden vil og kan ikke tåle nogen straf mindre end at blive kaldt syndere og råbt ud for folk, der ingen retfærdighed skal have. Derfor: Hvor den straf går offentligt (som den jo skal), dér begynder verden at rase og storme, som om den var gal. Men Helligånden er der og prædiker for os om denne dom; ellers ville prædikanterne blive frygtsomme og lade sig skræmme. Derfor bærer Helligånden især for dette stykkes skyld navnet «Paracletus, det vil sige en Trøster og Hjælper», som gør hjerterne glade og modige i anfægtelse og al slags fare og nød, idet de hører og ved: «Denne verdens fyrste er dømt.»

Det er nu prædikenen om Helligåndens embede: hvad godt han skal udrette på jorden, og hvad han først og fremmest skal prædike om og undervise folk i. Og det er vist og sandt: Den, der ikke holder denne prædiken og undervisning for sin ædleste og højeste skat på jorden, så han hellere vil lade liv og lemmer fare end undvære den skat, han er ingen kristen. Grunden er: Liv og lemmer og alt, hvad vi har, er timeligt og forgængeligt. Men dette er en evig skat, som bringer det evige liv med sig. Som Sankt Paulus siger: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» Derfor skal vi af hjertet glæde os over den gang, som Kristus her taler om, og takke Gud, vor nådige Fader i himlen, for den dag og nat og bede om, at han vil bevare os i denne erkendelse og lade den vokse mere og mere fra dag til dag, så vi bliver fri for synden og får del i den evige retfærdighed og rigtigt kan trøste os ved dommen: at denne verdens fyrste er dømt.

Nu siger Herren videre efter denne prædiken: «Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden.»

Hvordan de pavelige udlægger denne tekst, ved I: De forsvarer alle deres ændringer og nyskabelser med dette ord og siger, at Helligånden har sat de ændringer og nyskabelser i værk, og at Kristus har profeteret om dem her. Men det rimer over al måde dårligt.

Derfor er dette den rette forstand, som ville Kristus sige: I hører, hvad Helligånden skal have for et embede, og hvad han skal udrette iblandt jer. Om det havde jeg endnu meget at sige jer; men I forstår det ikke, før I får det at føle. For ud over det, jeg nu har sagt, skal Helligånden også gøre dette: lede jer i sandheden og bevare jer fra falsk og forargelig lære. For hvor Helligånden ikke leder, dér er det meget hurtigt sket, at man farer vild fra sandheden eller viger fra Ordet; vi ser jo, hvor let en vildfarelse spinder sig.

Arius havde et skriftord eller to, som han holdt sig til, og så ikke de mange andre prægtige og klare vidnesbyrd om Kristus ved siden af. Gendøberne indfører gendåben, fordi Herren siger: «Gå hen, lær alle folk og døb dem.» Når nu undervisningen hos de voksne skal gå forud, før man døber, så slutter de deraf: Man skal ikke døbe børnene, før man kan undervise dem. Sådan er det også gået med nadverens sakramente: Dér har man ladet Kristi klare ord ligge og imens rodet med nogle dunkle og usikre ord af fædrene og de gamle lærere. Derfor er det meget hurtigt sket, at man falder i vildfarelse, hvor Helligånden ikke holder fast og leder os.

Dernæst, siger han, «skal Helligånden» også profetere og «forkynde jer de kommende ting.» For også det er en af hans gerninger, sådan som vi jo har mange eksempler på i Apostlenes Gerninger. For det tredje, siger han, «skal han herliggøre mig», det vil sige: gøre jeres hjerter fulde af erkendelse af Gud, så I for min skyld vil vove og lide alt og have al jeres glæde og trøst i mig. Dette og andet skal være Helligåndens gerning. Men selv om jeg taler længe til jer om det, forstår I det dog ikke nu, før I får det at føle. Derfor vil jeg nu lade det blive ved dette: at I ikke skal blive forskrækkede, men glæde jer over min bortgang, eftersom jeg så vil sende jer Helligånden, som skal føre dette strafembede i verden, så I ved det skal blive fri for synd og retfærdige og have en evig trøst.

Det er læren af dagens evangelium. Gud Fader sende ved Kristus sin Helligånd ind i vore hjerter og sætte denne gerning i værk i os alle i nåde og fuldende den! Amen.