5. søndag efter påske: med en kort udlægning af Fadervor (Joh 16,23–30)

Prædiken på 5. søndag efter påske (Rogate) over evangeliet Joh 16,23–30, holdt 1533

Dagens evangelium er, som I hører, kære venner, en hjertelig formaning til at bede. For efter prædikeembedet er det den højeste gudstjeneste blandt de kristne: at man beder. Den formaning gav Herren også om aftenen ved bordet, lige efter den prædiken, I hørte for fjorten dage siden, hvor han siger til sine disciple: I skal blive bedrøvede, men det varer kun en lille stund, så vil jeg se jer igen, og så skal jeres bedrøvelse blive til glæde. På den trøst følger her formaningen til at bede. Og de to passer rigtig godt sammen. For når en kristen er i angst, sorg og bekymring, i fare og ulykke, så er der ingen anden trøst og intet andet råd, end at han holder sig til bønnen og råber til Gud om hjælp.

Det lærer Herren her sine disciple og os: at de i sorgens stund ikke må glemme at bede. Og han siger overmåde trøsteligt, at de skal gå frimodigt og uforfærdet til den gerning. «For jeg siger ikke til jer, siger han, at jeg vil bede Faderen for jer; for Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.» Det er sandt: Kristus holder ikke op med det; han sidder ved Faderens højre hånd og går i forbøn for os, som Paulus siger. Så ved vi, at den bøn, han bad for sin kirke og for os arme syndere ved det sidste måltid ved bordet og siden på korset, er hørt og går i opfyldelse og bliver ved med at have kraft til verdens ende. Men, siger Kristus, I har ikke brug for den bøn, som jeg beder for jer; for I kan selv bede Faderen, og I skal heller ikke tvivle på, at jeres bøn er hørt; for min Fader elsker jer, fordi I elsker mig. Det må man ikke forstå sådan, at man ikke skulle trøste sig ved Kristi bøn, men sådan, at vi ikke skal foragte vores egen bøn, eftersom vi elsker Kristus. For sådan er det besluttet, og det skal vi med al flid lægge mærke til og lære: Den, der har lyst og kærlighed til Kristus, ham vil Faderen også elske, og elske sådan, at han vil høre ham. Hvad så med de ugudelige pavelige, som har henvist os til helgenernes forbøn og bildt os ind, at vi skulle trøste os med den?

Det er da en trøstefuld tilskyndelse og lokkelse til bøn, at vor kære Herre Kristus ved sin død og sin bortgang fra denne verden til Faderen har skaffet og vundet os sådan en adgang til Gud: Hvor vi end er – i kirken, i huset, i kælderen, i køkkenet, på marken, i værkstedet – når blot vi er kristne og elsker Kristus, så kan vi med hjertet træde frem for Gud i himlen, tale med ham og bede om alt, hvad der ligger os på sinde.

For til en sådan bøn behøver man ikke andet end et hjerte, der siger: Fader i himlen, jeg ved, at du elsker mig, fordi jeg elsker din Søn, min Forløser, Jesus Kristus. I den tillid og fortrøstning vil jeg nu frimodigt bede dig – ikke fordi jeg er så hellig eller from, men fordi jeg ved, at du for din Søn Kristi Jesu skyld gerne vil give og skænke os alt. I hans navn træder jeg nu frem for dig og beder og tvivler slet ikke på, at denne bøn – hvordan jeg så end selv er – er et ja og helt sikkert er hørt.

For det skal enhver kristen vogte sig for: at han venter med at bede, til han synes, han er helt ren og skikket. Sådan har Djævelen meget ofte plaget og hindret mig med den slags tanker, så jeg tænkte: Nu er du ikke skikket; gør først dette eller hint færdigt, så kan du bagefter bede så meget mere i ro. Den, der følger den slags tanker og lader sig hindre og holde væk fra bønnen, ham går det helt sikkert som bondekonen, der først ville gøre noget færdigt, før hun ønskede, og aldrig kom til at ønske. For Djævelen er en skælm og lister sig altid efter os for at se, om han kan hindre os med det ene eller det andet.

Derfor må vi ruste os imod ham og ikke lade os hindre. Så snart nøden står for øjnene, så tænk: Nu er det den rette bedestund. Er jeg ikke skikket eller værdig, så skal Gud nok gøre mig skikket og værdig; for jeg ved, at han elsker mig for Kristi skyld og ikke for min egen skyld, som om jeg var så from eller hellig.

Det er det, vor kære Herre Kristus vil have her: at vi skal bede og ikke gå hen uden at have bedt, som de ryggesløse folk, der (som de siger) sagtens kan lide mad og drikke, selv om de ikke har bedt et Fadervor i otte dage. Er du en kristen eller vil være det, så vogt dig for et så råt liv. Bed i det mindste om morgenen, når du står op, ved måltidet og efter det og igen om aftenen, når du går i seng, og sig: «Fader vor, helliget vorde dit navn osv.»

For vi kristne har pligt til at bede uophørligt: om ikke med munden (det kan vi jo ikke altid), så dog med hjertet. For alle hjerter skal jo hvert øjeblik stå i det ønske, at Guds navn må blive helliget, hans rige komme og hans vilje ske, ligeledes at han vil give fred i landet, godt vejr, et sundt legeme osv. Det ønsker enhver kristen hver time og hvert øjeblik i sit hjerte; og selv når han ikke tænker på det, så er der dog ikke andet i ham. Det kaldes at bede åndeligt og med hjertet. Og vi har også hårdt brug for sådan en bøn på grund af den stadige fare; for en kristen er ikke et øjeblik sikker for Djævelen og sit eget kød, så han ikke falder i synd og skam.

Men ved siden af hjertets bøn skal også mundens bøn gå. Hvordan den bøn skal være, lærer Herren her, når han siger: «I skal bede i mit navn», og ligeledes: «Faderen elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.» Når et menneske nu er sådan beredt, at det tror på Kristus, så er det en ret præst i sin messehagel og sit præstelige skrud, og der mangler ikke andet, end at han glad åbner munden og tager et bestemt stykke for sig, som han synes ligger ham og andre kristne mest på sinde, og siger: Herre, det har jeg brug for, det har han dér brug for; giv os det for din kære Søn Kristi skyld.

Nu er vi kommet ind i en tid, hvor vi desværre ikke mangler nød af mange slags, som kommer hver dag og bliver tungere og tungere dag for dag – bare vi nu også ville bede meget. For først er Djævelen en løgner og en morder. Med løgnen vil han kvæle Guds ord; med mordet vil han vække al slags uro i riget. Derfor holder hverken paven eller tyrken sig i ro, og heller ikke de andre tyranner, der står Ordet imod. Desuden erfarer vi, hvilken nød hver enkelt har at bære på, også selv om denne fælles nød ikke var der. Derfor har vi allevegne grund nok, der driver os til bøn. Men den, der ikke kan komme i tanker om al denne nød, han skal bare tage det hellige Fadervor for sig; det har syv stykker, og i dem er al nød og alt, hvad der ligger os på sinde, samlet.

Kort udlægning af Fadervor

I den første bøn, «Helliget vorde dit navn», beder vi for alle retskafne prædikanter og imod alle kættere og vantro, imod jøder, hedninger, tyrker og paven. For alle disse spotter Guds navn og vanhelliger det. Vi beder om, at Gud vil sætte en stopper for dem, give fromme prædikanter og bevare sit ord rent og klart imod alt kætteri.

I den anden bøn, «Komme dit rige», beder vi om, at Djævelens og dødens rige må gå under. Det er også en meget vidtfavnende bøn; for den omfatter hele Djævelens rige: at Gud vil gøre ende på det og ved sit ord og sin Helligånd oprette sit rige i os og i alle mennesker.

I den tredje bøn, «Ske din vilje på jorden som i himlen», beder vi om, at enhver vilje, der er imod Guds nådige vilje, må blive hindret. Den bøn kan Djævelen og de onde mennesker slet ikke tåle, og den forhindrer overmåde megen ulykke, som Djævelen og den onde verden ellers dagligt ville anstifte, hvis han ikke blev stoppet sådan ved denne bøn.

I den fjerde bøn, «Giv os i dag vort daglige brød», beder vi for vores øvrighed, for vores forældre, for hustru og børn, for brød og afgrøder på marken, for fred og for alt, hvad vi har brug for til at opretholde dette timelige liv, hver i sin stand: at Gud vil give lykke og velsignelse dertil og nådigt bevare os fra al ulykke.

I den femte bøn, «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere», beder vi om, at Gud vil være os nådig, vende den vrede, vi har fortjent, bort fra os og ikke straffe os for vore synders skyld, og at han også vil gøre den nåde, at vi fra dag til dag bliver mere fromme og kan rette os efter hans vilje og leve venligt med hinanden og tilgive hinanden vore misgerninger.

I den sjette bøn, «Led os ikke ind i fristelse», beder vi om, at Gud især vil komme alle anfægtede hjerter til hjælp, ikke lade dem sidde fast i anfægtelsen, men nådigt hjælpe dem ud ved sit ord og sin Helligånd og bryde Djævelens forehavende og magt.

I den syvende bøn, «Men fri os fra det onde», beder vi om en god, salig dødsstund: at vor Herre Gud vil tage os bort fra denne jammerdal i nåde og frelse os for evigt.

Således er alt det, der kan bekymre os og ligge os på sinde eller tjene os til gode, overmåde fint samlet i Fadervor. Alle disse stykker har vi brug for at bede om hver dag. For nød er der nok af: først den fælles nød, dernæst i hver enkelts hus, stand og liv. Og det skorter kun på os, at vi ikke frimodigt åbner munden og beder. For befalingen er der allerede: at vi skal bede. Og løftet er der også: at bønnen skal være et ja og helt sikkert blive hørt. Og til overflod har vor kære Herre Kristus selv givet os bønnens form, som man ser i Fadervor.

Nu må vi bekende, at vi er arme syndere, ikke værdige til at træde frem for Gud og tale med Gud, og endnu mindre værdige til at få noget af ham – og det er også helt sikkert sandt. For at vi nu ikke skal lade denne vores uværdighed hindre os i at bede, befaler Herren her med udtrykkelige ord, «at vi skal bede i hans navn», og lover os sikkert: «Hvad vi beder om i hans navn, det skal blive hørt.» Med de ord drager han altså bønnens og påkaldelsens gudstjeneste helt og holdent ud af verden og ind i hans egen person, Jesus Kristus. Derfor er al bøn, der ikke sker i Jesu navn, hverken bøn eller gudstjeneste. Som når en munk beder om, at Gud vil være ham nådig for Frans’ eller Dominikus’ skyld og se på deres eller andre helgeners fortjeneste, faste og bøn osv. Det er jo ingen bøn, men bare unyttig snak; for det sker ikke i Kristi navn, men i Frans’, Dominikus’ eller i dit eget navn.

Sådan er også hedningernes, tyrkernes, jødernes, ja, alle de paveliges bøn. De vil nemlig ikke have Jesu navn alene i bønnen, men sætter Jomfru Marias, apostlenes og andre helgeners navne ved siden af. En sådan afgudisk bøn hører Gud ikke; derfor opnår den heller ikke noget. Og selv om de får det, de beder om, så får de det kun til deres egen store skade og fordærv, og det havde været bedre, om de ikke havde fået det.

Men de kristne beder ikke i deres eget navn. For de ved, hvilket navn Skriften giver os, nemlig at vi alle af natur er vredens børn og løgnere; derfor skammer de sig ved at nævne deres eget navn i bønnen til Gud. Men fordi de ved, at Gud er barmhjertig for Kristi skyld, og de har befaling til at bede i Jesu Kristi navn, så gør det dem kække og frimodige: Selv om de bekender sig som arme syndere og giver sig skyldige, løber de alligevel frem for Gud, åbner munden uforfærdet og siger: Kære himmelske Fader, vi, dine børn, har nu brug for dette, nu for hint; vær nådig, se ikke på vor synd, men på din Søn Kristus Jesus; i hans navn kommer vi nu frem for dig; derfor hør os. Det kaldes at bede ret: når bønnen helt igennem sker i vor Herre Kristi Jesu navn. Så følger det også sikkert, at det, man beder om, er ja og amen i Kristus Jesus. Det burde jo gøre os glade og villige til at bede, når vi hører, at hvad man beder Faderen om i Kristi navn, det skal trænge igennem og ikke hvile, før det kommer frem for Guds trone, og der bliver sagt ja til det.

Ud fra dette løfte siger Herren til sine disciple: «Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn.» For de forlod sig på ham, ligesom bønderne forlader sig på deres sognepræst, at han skal bede for dem, og mener, at de selv ikke behøver at bede. Men det skal fra nu af (siger han) ikke længere være sådan med jer. «Bed, og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.» Den befaling og den bøn skal vi tænke godt over og lære at rette os efter. Sorg, bekymring og anfægtelse vil ikke udeblive. Den, der nu vil have en varig, fuldkommen glæde og komme ud af sådan nød, han skal huske at bede, som Kristus her befaler, og ikke tvivle på, at hvad han beder om i Kristi navn, det skal han få, såfremt det tjener til Guds ære og vor frelse.

For det skorter os på noget, som Paulus siger: «at vi ikke ved, hvad og hvordan vi skal bede.» Deraf kommer det, at mangt et menneske beder om, at Gud vil hjælpe ham fra denne eller hin anfægtelse. Men der kommer ikke noget ud af det; for Gud ser og ved bedre end vi selv, hvad der er nyttigt og godt for os. Paulus bad også om, at Gud ville tage hans anfægtelse fra ham. Men hvad siger Kristus i 2 Kor 12? «Min nåde er dig nok, for min kraft fuldendes i svaghed.»

Sådan kan det stadig i dag være, at du gerne ville være fri for én anfægtelse og jeg for en anden. Men Gud ved, hvad der er nyttigt for os; derfor lader han den lidelse ligge på os og hjælper os ikke af med den; ellers kunne vi blive for hovmodige, frække og sikre. Derfor kommer bønnen om, at Gud vil lade sin vilje ske, før vi beder om det daglige brød. Og Kristus selv siger, da han beder på Oliebjerget: «Dog, ske ikke min vilje, men din.» Sådan skal vi også bede og altid se på Guds vilje og så ikke tvivle på, at Gud vil give alt, hvad der tjener til hans ære og vor frelse.

Dernæst er der endnu en mangel hos os. Gud vil hjælpe og give os, hvad vi beder om i hans Søn Kristi Jesu navn; det er der ingen tvivl om. Men tiden og måden, hvorpå han vil hjælpe, er ikke bestemt. Og vores fornuft, kød og blod lader os ikke i fred. Så snart vi synes, at den vej, vi har tænkt os, ikke vil lykkes, tænker vi: Nu er det ude, vi må gå til grunde. Sådan går det også med tiden: Vi synes, at hvis der ikke bliver skaffet os hjælp inden så og så mange timer, dage eller år, så bliver der aldrig nogensinde noget af det. Sådan bliver troen voldsomt anfægtet og svækket af disse to anfægtelser.

Derfor er det meget nødvendigt, at vi her holder os til Guds ord og venter på den hjælp, som er lovet os i Kristi navn, hvad så end tiden, måden og vejen bliver – dem kender vi ikke, men Gud alene kender dem. For han har det navn og hedder Adjutor in opportunitate, «en hjælper, der hjælper i rette tid». [Sl 9,10] Men den rette tid må vi ikke beregne efter vores eget tykke eller vores følelse; den skal vi overlade og betro til hans guddommelige visdom og godhed. For fordi vi af natur er helt utålmodige, synes vi altid, når nøden trykker os, at Gud tøver for længe. Det er det samme som at sige, at vi kender tiden bedre end vor Herre Gud selv. Det skal vi vogte os for, så troen på løftet kan stå fast: at Gud vil være os nådig og hjælpe i rette tid for sin Søn Kristi Jesu skyld.

Det er nu læren om den kristne bøn, som vi, som sagt ovenfor, har hårdt brug for i dag; vi har heller ingen anden trøst på jorden, sådan som Herren her har vist, når han siger: «Bed, for at jeres glæde må blive fuldkommen.» For hvor bønnen ikke er, dér kan der heller ingen glæde følge, eller i hvert fald ingen fuldkommen glæde; så må jammer, angst og sorg blive tilbage.

Det har vi også erfaret mere end én gang i de seneste år. For hvis det ikke var for vores bøn, så kunne det ikke være andet, end at paven og andre tyranner for længst havde tilintetgjort og udryddet os til grunden. Men fordi bønnen går uophørligt, ser vi, at jo mere han og andre tyranner raser mod kirken, jo mere falder de. Lad os derfor fremover holde flittigt ved: vi, som Ordet er betroet, med at prædike, og dernæst enhver kristen for sig med at bede; så skal den kristne kirke ved disse to stykker blive godt bevaret.

Den, der nu elsker den kristne kirke og gerne så den have det godt, han skal tænke på, at han også må hjælpe til, at den bliver bevaret. Men det sker alene ved bønnen, når du beder om, at din Guds navn i himlen må blive helliget, hans rige komme og hans vilje ske, og omvendt, at Djævelens navn må blive gjort til skamme, hans rige ødelagt og al hans vilje og alle hans anslag hindret. Når du gør det, så står du og enhver kristen som en kriger med sit våben i marken, i forreste linje, og hjælper med at værne og beskytte den kristne kirke mod Djævelen og verden. For enhver kristen er en kriger og ligger i felten mod Djævelen: først vi med prædikenen, og dernæst I sammen med os med bønnen. Disse to stykker gør Djævelen hjertesorg, når man således prædiker flittigt og beder alvorligt; og skal han slås og svækkes, så må det ske alene på denne måde. Desuden ved vi også, at vor Fader deroppe i himlen har det sådan kært.

Jeg tvivler ikke på, at mange onde rænker fra Ordets forfølgere er slået tilbage og hindret ved vores bøn; og skal der endnu i dag ske noget godt og det onde hindres, så må det ske ved bønnen. Derfor må I endelig ikke slå jeres bøn hen, selv om I synes, at I er uskikkede og uværdige til den. For så ville ingen bede. Men hvert kristent menneske skal sige sådan ved sig selv: Fordi bønnen er Gud behagelig og så højst nødvendig og nyttig for mig og for kirken og for det verdslige regimente, så vil jeg også træde til kirken og hjælpe med at bede, så meget jeg kan; for jeg ved, at det hverken skal eller kan være forgæves.

Derimod er det ikke godt, ja, det er farligt, når man vil tænke: Lad andre bede, din bøn er ikke noget særligt. Vogt dig for det, og tænk sådan: Jeg elsker jo, Gud ske lov, Kristus og hans ord og ville hellere forlade alt end fornægte min Herre Kristus; så må det følge, at Faderen også elsker mig og vil høre min bøn, som Kristus her lover mig. Derfor vil jeg ikke lade noget hindre mig eller holde mig tilbage fra at bede. Når man således beder frimodigt i Kristi navn og tror det løfte, vi har her: «Sandelig, sandelig, siger jeg jer: Hvad I beder Faderen om i mit navn, det vil han give jer», så har det ingen nød.

At Herren videre siger: «Dette har jeg sagt til jer i lignelser», betyder ikke, at Herren skulle have talt med dunkle, skjulte ord; for ordene er jo rene og klare. Men fordi disciplene endnu ikke havde nogen erfaring af det og ikke vidste, hvad slags rige Kristus ville oprette, var alt, hvad han sagde til dem, lige så dunkelt og skjult for dem, som om han talte til dem på et ukendt sprog.

Men det skal (siger han) blive anderledes. «Der kommer en tid, hvor jeg ikke mere skal tale til jer i lignelser, men frit ud forkynde jer om min Fader.» For når Helligånden kommer og tænder hjerterne med en ret tillid til Guds godhed og barmhjertighed ved Kristus, så følger det, at man kan bede ret og er glad og villig til det. Men uden den Ånd er det umuligt at bede.

Derfor kalder Zakarias ham «nådens og bønnens Ånd». [Zak 12,10] For begge dele må være sammen. Først troen, så man kender Gud som en nådig Fader, eftersom han har givet os sin Søn. Den tro er en Guds gave, som Helligånden virker i os ved evangeliet. Hvor nu denne «nådens Ånd» er, dér følger også «bønnens Ånd», så man i nød og anfægtelse råber til Gud om hjælp og tror, at Gud ikke vil forlade os, men være hos os og frelse os i evighed for sin Søn Kristi Jesu skyld.

Derfor siger Herren: «På den dag» – når jeg frit forkynder jer om Faderen og ved Helligånden lærer jer at kende ham ret – «skal I bede i mit navn», og den bøn skal ikke være forgæves. For hvordan skulle Faderen kunne nægte jer noget, når han elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Gud? For den rette bøn må flyde ud af en sådan tro og tillid; ellers er det ingen bøn, hvor gode ordene så end er.

Gud, vor kære Fader, give os sin Helligånd i vore hjerter ved Kristus Jesus, så vi også således kan bede i al slags nød og anfægtelse og gøre Gud denne tjeneste, så vi må blive forløst fra al jammer, timelig og evig. Amen.