6. søndag efter påske (Joh 15,26–16,4)

Prædiken på 6. søndag efter påske (Exaudi) over evangeliet Joh 15,26–16,4

I dagens evangelium er der to stykker. Det første handler om Helligånden; det andet om den forfølgelse, der skal komme over dem, som bekender og prædiker evangeliet for verden.

Om Helligånden ved I, at vi tror, at han er den evige, almægtige Gud. Ham giver Herren Kristus et særligt navn og kalder ham «en Talsmand», en trøster. Dermed vil han vise, at vil vi være kristne, så må vi sætte noget på spil og lide for det. For hvad skulle vi med trøst, hvis ikke lidelse og bekymring lå os på halsen? Men lidelsen, siger Herren, vil bestå i, at man ikke alene skal slå de kristne ihjel – det var endda en lille sag – men man skal slå dem ihjel, og de, der gør det, vil oven i købet have ret, ja, mene, at de dermed har gjort Gud en tjeneste; og de kristne, som lider, skal have uret. Det er at blive slået ihjel med skam og vanære, så at enhver vil sige: «Ja, det har kætteren godt af, man skulle ikke ønske ham det anderledes» osv. Så de kristne har ingen trøst i verdens øjne, når de dør; for man myrder dem som kættere. Og samvittigheden er også svag hos dem, så de tit tænker: «Hvem ved, om du nu også har gjort det rigtigt og ikke er gået for vidt?» Altså må de have uret i verdens øjne og næsten også i deres egen samvittighed.

Det er det, navnet skal tjene til, når Herren kalder «Helligånden en Talsmand», en trøster. Det er, som om han ville sige: «Jeg ved, hvordan det vil gå jer: I vil finde lidt trøst hos jer selv og slet ingen i verden. Men jeg vil ikke lade jer sidde fast i sådan en nød, jeg vil ikke føre jer ud i sumpen, så I skal drukne. Nej, når der ikke er mere trøst i verden, og I er helt forskrækkede og modløse, så vil jeg sende jer Helligånden, som er en trøster. Han skal tale til jer i hjertet, så I ikke skal fortvivle, men holde jer til det, han fortæller jer.»

Nu er der to slags trøst. Den ene er verdens trøst; det er en falsk og løgnagtig trøst. For den bygger på, at et menneske forlader sig på gods, ære og magt, på store fyrsters og herrers venskab og gunst. Den trøst, siger Kristus her, får I, mine disciple, ingen af. Nej, alt skal snarere være imod jer og ikke med jer, så verden vil bruge sin magt, ære, sit gods og sin formue imod jer og trykke jer ned med det. Lad jer ikke forskrække over, at I ikke har den trøst. For det er dog en elendig, ussel trøst, som ikke varer længere end til der kommer en feber, en pest, hovedpine eller mavepine – så er den trøst allerede brugt op. Men jeg vil skaffe jer en anden Talsmand, sandhedens Ånd. Han skal trøste jer, når I er forskrækkede, modløse, elendige, fattige og forladte, både for folk og i jeres hjerte over for jer selv. For Helligånden bærer det navn, at han hedder en trøster og ikke en, der bedrøver. Hvor der er sorg og bedrøvelse, dér er Helligånden, Talsmanden, ikke hjemme. Denne trøster hedder nu også «sandhedens Ånd»; for han trøster ikke som verden, hvor der ingen fasthed er. Hans trøst varer evigt og kan ikke bedrage nogen.

Men dér støder vi igen an. For samvittigheden siger: «Du fortæller mig nok om en trøst, men jeg mærker den ikke. Ja, jeg mærker det modsatte: Verden har glæde og trøst, mens de kristne må lide. Johannes Døberen må give sit hoved hen; imens holder Herodes og hans hore gilde sammen og er ved godt mod.» Sådan går det også os: Verden under os ikke en mundfuld brød, og enhver synes, at hvad ondt han gør mod en kristen, det er vel gjort. Paven, kardinalerne, biskopperne og alt, hvad der er fjendtligt mod evangeliet, har derimod gode, rolige dage og sidder uden nogen anfægtelse i rosenhaven. Skal det nu hedde at blive trøstet? Ja, siger Kristus, det hedder at blive trøstet; men du må skelne mellem trøst og trøst. Verden har også sin trøst, det er sandt; ellers kunne den ikke være så sikker, glad og i godt humør. Men det er ikke en trøst, der kommer fra sandhedens Ånd; det er en løgnagtig trøst. For det kan meget snart ske, at alt det, verden trøster sig ved, hverken kan trøste eller hjælpe mere.

Men den trøster, de kristne har, er derimod «sandhedens Ånd», som giver en trøst i vore hjerter, der holder. Derfor, selv om den kære Johannes ikke har den trøst, som Herodes og hans hore har, men for deres skyld må ligge elendigt i fængselstårnet og blive uden trøst og til sidst miste hovedet, så råber Helligånden dog til ham, taler ham lige ind i hjertet og siger: «Kære Johannes, lad dig ikke forskrække over, at du ligger så elendigt her, og at den onde verden lader sit overmod gå ud over dig. Du ved jo godt, at det ikke kan vare længe med den. Det hedder: kort glæde og lang, ja, uendelig sorg. Men din lidelse skal derimod være kort, og bagefter skal der følge en evig glæde, hvor et øjeblik er mere og bedre end tusind år her på jorden, selv om al verdens glæde var der og ingen sorg.» Den trøst fylder Johannes’ hjerte sådan, at han ikke alene er uden gru for døden, men oven i købet takker Gud for, at han bliver løst fra dette fattige, syndige legeme og liv og på den måde skal hjælpes frem til det evige liv.

Men hvor henter Helligånden sådan en trøst? «Fra Faderen», siger Kristus her; for «Helligånden udgår fra Faderen». Det er et herligt skriftord, som vi kan bevise vor trosartikel om den hellige treenighed ud fra. For skal Helligånden udgå fra Faderen, så må det følge, at denne Ånd er evig. For fra Faderen kan der intet udgå, som ikke er lig og ens med hans væsen og natur. Ligesom Gud Sønnen er evig, fordi han fødes af den evige Fader – for Gud kan intet føde, som ikke er ham lig – sådan må det også følge, at Helligånden, som udgår fra Gud, også er evig. Og fordi Kristus, Guds Søn, sender Helligånden (som han siger her), så må Helligånden udgå lige så vel fra ham som fra Faderen osv. Men den artikel vil vi lade ligge nu og tale videre om den, når tiden kommer.

Men hvad trøster Helligånden med? «Han skal vidne om mig», siger Herren. Det er, som om han ville sige: Mit kære barn, Djævelen vil skræmme og ængste dig, og verden vil tage dig til fange og slå dig ihjel; det må du være forberedt på, anderledes bliver det ikke. Men Helligånden skal derimod være et vidne; han skal vække dig og give dig i sinde at tænke på mig. Han vil ikke give dig en eller flere tusind daler, sådan som verden gør. Nej, han vil vidne om mig, så du kan sige: «Selv om alt er borte, kone og børn, hus og gård, gods og ære, ja, selv om det nu er ved at gå sådan, at også liv og lemmer skal følge efter, så lever dog han deroppe, som hedder Jesus Kristus. Han er blevet menneske for min skyld, er død for mig, opstået og faret til himmels, sådan som jeg hver dag beder i min trosbekendelse. Er det sandt? Hvad skal jeg så være bange for? Sandelig, Guds Søn, min kære Herre, som lider døden for mig, han vil ikke være min fjende; han mener det trofast og godt med mig. Men har han mig kær, så har jeg jo ingen grund til at være bange for ham eller tiltro ham noget ondt.»

Det er det, Kristus siger: «Han skal vidne om mig.» Uden for dette Helligåndens vidnesbyrd om Kristus er der ingen sikker trøst, der holder. Derfor skulle man skrive dette ord (om mig) med store bogstaver og lægge flittigt mærke til det. For dermed kan vi være sikre på, at Helligånden ikke skal komme med nogen anden lære og ikke prædike Moses eller noget andet for at trøste samvittighederne med det. Skal samvittighederne trøstes, så må det alene være prædikenen om Kristi død og opstandelse, der gør det; den alene trøster. Alle andre prædikener derimod, om loven, gode gerninger og et helligt liv, hvad enten de er befalet af Gud eller af mennesker, kan ikke trøste mennesket i nød og død; de kan kun gøre mennesket modløst og skræmme det osv. For Gud selv er en skrækkelig Gud, når man vil handle med ham uden for Kristus; hos ham finder man da ingen trøst, men lutter vrede og unåde. Men den, der prædiker om Kristus, han forkynder og bringer den rette trøst, så det er umuligt, at hjerterne ikke skulle glæde sig over den og blive ved godt mod.

Derfor afhænger det hele af, at man griber denne trøst med sikkerhed, holder fast ved den og siger: «Jeg tror på Jesus Kristus, som er død for mig. Og jeg ved, at Helligånden, som hedder og er et vidne og en trøster, ikke prædiker eller vidner om nogen anden i kristenheden end om Kristus, for at trøste og styrke alle bedrøvede. Ved det vil jeg blive stående og ikke holde mig til nogen anden trøst.» For hvis der fandtes en bedre eller sikrere trøst end denne, så ville Helligånden også bringe den. Men han skal ikke gøre andet end at vidne om Kristus.

Men hvorfor bruger Herren her netop det lille ord vidne? Han kunne da godt have sagt det anderledes? Det sker, for at vi så meget mere skal give agt på Ordet. For det er sandt: Helligånden virker inde i hjertet. Men den virkning vil han efter sin almindelige orden ikke udrette på anden måde end gennem det mundtlige ord. Sådan som Paulus siger i Rom 10,14: «Hvordan skal de komme til tro på ham som de ikke har hørt om?» Derfor kalder Kristus ham et vidne. Men han vidner gennem apostlenes og alle prædikanters mund og ord, de der forkynder evangeliet om Kristus rent og klart.

Derfor skal ingen, der længes efter trøst, vente på, at Helligånden skal stille Kristus personligt frem for ham eller tale med ham fra himlen. Han fører sit vidnesbyrd offentligt i prædikenen. Dér må du søge ham og vente på, at han gennem det ord, du hører med dine ører, rører dit hjerte og på den måde også ved sin virkning inde i hjertet vidner om Kristus. Men det indre vidnesbyrd kommer ikke, før det andet, Ordets offentlige og mundtlige vidnesbyrd, er gået forud, så man hører, at Kristus for vor skyld er blevet menneske, er korsfæstet, død og opstået igen.

Så dette er summen af dagens evangelium: Vil vi være kristne, så skal vi villigt finde os i, at vi ikke får mange penge og meget gods, glæde og herlighed her på jorden. Nej, vi skal have verden til fjende for det og bære synd, død og en tung samvittighed. Når en kristen nu lider sådan, at hjertet bliver forsagt, bedrøvet og bekymret, og han tænker: «Se, hvordan går det dig? Hvad har du rodet dig ud i? Du kunne godt have været en kristen uden at behøve at give dig ud i sådan en fare. Går det dig nu galt, så er det din egen skyld» osv., og når der oven i købet kommer skrækkelige eksempler til, hvor man ser, hvor let selv store folk er faldet og er blevet siddende fast i anfægtelsen, så er det dér, siger Kristus, tid for Talsmanden at komme. Han skal visselig ikke udeblive, og han vil lære jer, at sådanne tunge, triste tanker ikke er fra ham, men fra den onde ånd. Grunden er: Sådanne tanker skræmmer og fører til fortvivlelse. Men Helligånden skræmmer ikke; han trøster og giver mod ved at vidne om mig, at jeg har overvundet verden sammen med dens fyrste og gud. Derfor er andre tanker, som bringer sorg og tungsind med sig, uden for mig og uden mig, fra Djævelen. Men Helligånden bringer og giver trøstende, glade tanker ind ved at vidne om mig, at jeg har sat mit liv til for jer og er død for jeres synders skyld og opstået igen for jeres retfærdigheds skyld. Ud fra det vidnesbyrd vil I så kunne slutte, at jeg ikke er jeres fjende og ikke vil æde jer eller fordømme jer, men frelse jer. Derfor afhænger det hele af det lille ord: «Han skal vidne (om mig).»

Det skal man lægge særlig godt mærke til over for sværmeånderne og de falske prædikanter. For her er det afgjort, at når Helligånden skal trøste, skal han ikke gøre andet end at vidne om Kristus og præge ham ind i hjerterne. Den onde ånd plejer derimod at skræmme samvittighederne og holde døden og synden op for dem. Ham må Helligånden stå imod med sit vidnesbyrd og ved Ordet tale ind i vore hjerter og sige: «Åh, menneske, hvad er det dog, du gør? Kan du ikke andet end tænke på døden, synden og fordømmelsen? Vend øjnene bort fra det gruelige, skrækkelige syn, og se herhen: Kender du ikke en mand, der hedder Kristus Jesus? Om ham står der skrevet: Han er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstanden fra de døde og opfaren til himmels. Hvorfor tror du, at det er sket? Er det ikke sket, for at du skulle trøste dig mod døden og synden? Hold derfor op med at være så bange og forsagt; du har jo ingen grund til det. Hvis Kristus ikke var hos dig og omkring dig og ikke havde gjort dette for dig, så havde du grund nok til at være bange. Men han er hos dig og omkring dig, sådan som han siger: ’Jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning’. Og han har lidt døden for dig og sidder ved sin himmelske Faders højre hånd til trøst og værn for dig» osv.

Hvor denne prædiken lyder, dér hører man Helligåndens røst, vidnesbyrd og lære. Men hvad der ikke lyder på den måde, det kan i bedste fald være Moses’ vidnesbyrd eller den lede Djævels, som også vidner og prædiker gennem sine gerningshellige, hyklere og kættere. Men der kommer ikke andet ud af det end angst, skræk og fortvivlelse. Gud bevare os for det og holde os fast ved dette Helligåndens salige vidnesbyrd i vor sidste time, amen. Det er det første stykke af dagens evangelium, om Talsmanden, Helligånden, og også om, hvad han skal trøste de kristne med.

Nu vil vi også tale lidt om det andet stykke, nemlig om korset og forfølgelsen. Dér skal man først og fremmest lægge mærke til, at Kristus siger til sine disciple: «De skal lyse jer i band», eller som ordene lyder: «udstøde og udelukke jer af synagogen og forsamlingen». De ord vidner om, at de, der lyser de kristne i band og udelukker dem af kirken, vil bære titlen og prale med, at de er synagogen eller den rette kirke, og at de også vil roses meget for at være dem, der tjener Gud med særlig alvor. Ellers ville Kristus ikke sætte disse ord: «Den tid skal komme hvor enhver som slår jer ihjel, skal mene at han gør Gud en tjeneste dermed.»

Derfor er det her nødvendigt, at man skelner og lærer, at der altid er to slags kirker. Den ene er den falske kirke, som dog har navnet og hedder kirke og Guds folk, men den er det ikke. Den anden er den rette kirke, som ikke har navnet, men dog er det. Disse to kirker er svære at skelne fra hinanden. For her ligger det i vejen for os, at vi må indrømme, at også den falske kirke har et rigtigt embede, sådan som man ser. Vi bekender frit og mener, at paven og hans hob ikke er den rette kirke. Alligevel, når de døber, indsætter kirkens tjenere og vier ægtefolk, så er embedet og Guds ord rigtigt og virksomt. Vi bekender derfor, at deres dåb er rigtig, og vi døber ikke de børn om, som er døbt af dem, sådan som Cyprian dog gjorde [Cyprian døbte dem om, som kætterne havde døbt, ikke særlig børnene]. Han var i den vildfarelse, at han ikke regnede det for en rigtig dåb, når kætterne havde døbt nogen, og derfor døbte han dem om. Og hans grund var denne: «Kætterne», sagde han, «er ikke i den kristne kirkes enhed; derfor kan de ikke udføre noget kristent embede.» Men den grund er falsk.

For man må skille embede og person ad. En, der sidder fast i nogle synder, som er imod hans samvittighed, er ikke i den kristne kirkes enhed. Alligevel skal det embede, han har i kirken, ikke foragtes af den grund. Grunden er: Det er ikke hans embede, men Herren Jesu Kristi embede. Men ville han bryde Kristi befaling og døbe, prædike og række sakramentet anderledes, end Kristus har befalet, så havde man grund til at lade dåb, prædiken og det andet fare. Men ændrer han intet i Kristi ordning, så tager det intet fra embedet, selv om han som person er ond og en synder.

Derfor: Den, der vil skelne og bedømme disse to kirker rigtigt, må ikke se på embedet alene. For også den falske kirke kan have og føre embedet rigtigt og er alligevel ingen kirke; sådan som man ser, at den falske kirke fører og roser sig af Guds navn med stor pragt. Det skal man ikke bryde sig om. For dér står det andet bud og lærer os, at Guds navn også bliver ført unyttigt. Derfor beder vi også i den første bøn i Fadervor, at Guds navn må helliges; og det er jo et sikkert tegn på, at det samme navn bliver vanhelliget af mange. Derfor, når den falske kirke farer frem og vil bandlyse og fordømme i Guds og kirkens navn, så gælder det om at passe på, at du ikke lader dig skræmme, men skelner og siger: «Jeg hører nok Guds navn, og jeg hører nok, at du roser dig af kirken. Men det kan de ukristne også.» Ellers var det unødvendigt at forbyde, at man fører Guds navn forfængeligt. Derfor må man søge dommen et andet sted og først og fremmest se efter, om man også fører Guds navn rigtigt og ikke misbruger kirkens herlige navn.

Og til den dom tjener den regel, som Herren giver her, hvor han maler den falske kirke meget fint og præcist. For den rette kirke tager ikke sværdet og den verdslige magt til sig. Men den falske kirke tager sværdet i hånden og forfølger den rette kirke, sådan som Kristus siger her: «De skal lyse jer i band, og enhver som slår jer ihjel» osv. På det kan du jo med sikkerhed kende, hvilken der er den falske kirke. Men endnu sikrere kan du kende den på det, Kristus siger: «Og det skal de gøre fordi de hverken kender Faderen eller mig.» Dér er den falske kirke malet, som den er. Embedet kan den have, og den kan rose og pynte sig med Guds navn; men ved siden af embedet og Guds navn hænger den ulykke ved den, at den hverken kender Kristus eller Faderen.

Hvad vil det så sige at «kende Kristus og Faderen»? Det vil jo ikke sige at læse messe, trække en munkekutte på, faste, give almisse og hvad der ellers er af den slags gerninger. Nej, at kende Kristus vil sige, at man tror, at han er Guds lam, som bærer verdens synd, at han for vor skyld er blevet menneske, har lidt døden for os på korset, er død og opstået igen og faret til himmels, og at man trøster sig ved det og får sådan en tillid til Gud, at han for sin Søns skyld vil være os nådig og barmhjertig. For det er at «kende Faderen»: at vide, at han vil være nådig og tilgive os vore synder for sin Søn Jesu Kristi skyld. Hvor den kundskab er, dér er den rette kirke. Hvor den kundskab ikke er, dér er den rette kirke ikke, selv om embedet og Guds navn er der. Derfor skal og må man først og fremmest se på denne kundskab; så kan man ikke fare vild.

Den splittelse, der i vore dage er i kirken, får rigtig mange mennesker til at fare vild, så de ikke ved, hvilken side de skal holde sig til. Men det, de mangler, er, at de ikke vil se på denne regel. Vi prædiker sådan: Over for Gud kan intet hjælpe os mod synden og døden andet end alene Kristi død og opstandelse. Den, der griber det med den rette tro, han bliver frelst. Den, der ikke griber det, han kan gøre, hvad han ellers vil, men han kan ikke blive frelst. (Hvor stærkt denne lære er grundet i Det Gamle og Det Nye Testamente, skal I høre, kære venner, en anden gang.) Men hvad sker der? På grund af denne lære forfølger paven og hans hob os, han lyser os i band, skælder os ud for kættere og myrder os. For han lærer: Den, der vil komme i himlen, må selv gøre fyldest for sine synder. Kristus har kun betalt for arvesynden; men hvad vi synder efter dåben, dér må enhver selv gøre fyldest med gode gerninger, skaffe sig af med den synd og stille Guds vrede. Men hvordan rimer sådan en prædiken med kundskaben om Kristus? For det må jo følge: Har Kristus gjort fyldest for synden, så kan vi ikke gøre fyldest for den. Gode gerninger skal vi gøre; men i en anden mening end den, at vi dermed skulle skaffe os af med synden og komme i himlen.

Sådan kan du fint se ud fra denne regel, hvilken der er den rette kirke. Vi bliver lyst i band, fordi vi sætter al retfærdighed og nåde alene på Jesus Kristus, på hans død og opstandelse. Men paven og hans kirke sætter derimod frelsen på deres egne gerninger, fortjeneste og fyldestgørelse. Og det er jo et sikkert tegn på, at de hverken kender Kristus eller Faderen. Har vi nu den skat, at vi kender Kristus rigtigt (Gud være evigt lovet), mens de ikke kender ham, så lad os være uforfærdede og ikke bryde os om, at de, der ikke kender Kristus og hans Fader, lyser os i band og kalder os kættere og Djævelens kirke. Det betyder langt mere for os, at vi kender Sønnen og Faderen. Lad os derfor ikke lade os forvirre af det unyttige skrål, at paven bryster sig så højt af kirkens navn og giver os til Djævelen.

Men vi kan trøste os ved en anden dom og vente på den, hvor det ikke er mennesker med deres falske dom, men Gud selv med sin rette, sandfærdige dom, som skal tage os ud af bandet og på den yderste dag rose os som sin kirke for Gud og alle hans engle. For det må jo gå sådan på jorden, som Kristus siger her: at der skal være to kirker, og den ene skal lyse den anden i band. Men bandet går aldrig offentligt imod den falske kirke; for den har sværdet i hånden og kan beskytte sig imod det med magt. Sådan som vi ser det hos paven; og det er et sikkert tegn for os på, at han ikke kan være den rette kirke. For om den rette kristne kirke står der her, at den skal lyses i band. «Jer», siger han, «skal de lyse i band.» Hvem er de jer? Er det ikke vor Herre Kristi kære disciple og apostle? Dem vil man bandlyse og slå ihjel. Hvem vil? De, der har navnet for at være synagoge og kirke.

Sådan går det endnu i dag. Derfor skal vi ikke forskrækkes over sådan bandlysning og myrderi, men tage imod det med glæde og lære, at det er den rette farve og den sikreste prøve på de kristne og den rette kirke. Dog sådan, at kundskaben om Kristus og hans Fader frem for alt også er med. For gendøberne og andre sekter bliver også forfulgt og lider meget. Men de har ikke kundskaben om Kristus og hans Fader. For de fornægter det løfte, som Gud har givet dem i den første dåb, og de indretter oven i købet et nyt munkevæsen og tænker, at de dermed skal få en nådig Gud og komme i himlen. Men den rette kirke kender derimod Kristus og Faderen, det vil sige: den trøster sig alene ved Guds godhed og barmhjertighed ved Kristus; og for den trøsts og det håbs skyld må den forfølges. Det lider den gerne; for den ved, at Kristus har forudsagt det her. Derfor giver den sig villigt ind i det og lader sig af paven og hans hob udråbe for kættere og Djævelens kirke. Men den nøjes med, at den kender Kristus og hans Fader, og ved, at paven med sin hob – hvor højt de så end er anset – ikke kender Kristus og hans Fader, men forfølger dem. Derfor lider den gerne med Kristus og har det håb, at den også skal sidde i ære med ham og leve evigt. Det give vor kære Fader i himlen os alle ved sin Søn og Helligånden, amen.