Kristi himmelfartsdag (ApG 1,1–11)

Prædikener på Kristi himmelfartsdag. Første prædiken over epistlen ApG 1,1–11

I dag fejrer vi dagen for vor kære Herre Kristi himmelfart, og det gør vi for den artikels skyld i vor tro, hvor vi siger: «Jeg tror på Jesus Kristus, som er opfaren til himmels og sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.» Denne artikel skal ikke kun være kendt af os, der dagligt har med Skriften at gøre, men også af den kære ungdom, der hele tiden vokser op, og af den almindelige mand. Derfor fejrer og holder man i dag denne højtid for Kristi himmelfart, så de og vi alle ikke bare lærer, hvordan denne himmelfart gik til, men også hvad Kristus har udrettet ved den, og hvad han ville udrette med den.

Historien beskriver Lukas nøje og fint, så man kan vide dagen, stedet og tiden og dernæst også, hvilke personer der var med, og hvordan det gik til. Efter sin opstandelse havde Herren i fyrre dage været hos sine disciple, især i Galilæa; han havde spist med dem og prædiket for dem om Guds rige. Så samlede han dem på Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, og gav dem den befaling, at de, som Lukas skriver, ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle blive dér og vente på Helligånden og derefter prædike evangeliet i hele verden. Efter denne befaling, siger Lukas, «blev han taget op, mens de så på, og en sky tog ham bort fra deres øjne». Sådan for han op i luften med kød og ben, sådan som han havde stået foran dem. Mens disciplene står der og undrer sig – for noget sådant havde man aldrig før set med noget menneskes legeme, at det skulle løfte sig op i luften som en fugl – kommer der to engle hen til dem og siger til dem: De skal gå hjem igen, her er ikke mere at se; Herren vil herefter ikke komme mere på jorden, før han skal dømme døde og levende. Da vil han komme ned i en sky, ligesom han nu er faret op i en sky. Det er omtrent historien, så vidt den er fortalt i ApG 1, sådan som I, kære venner, har hørt den læst.

Først skal vi, som rimeligt er, tænke over dette under, at Herren på underfuld vis farer op i det høje fra sine disciple, ligesom en fugl, og forsvinder i luften, det vil sige: han farer så højt op, at hans disciple ikke kan se ham. For at fare op i luften er for mennesker en usædvanlig, ja, en helt umulig ting. Et menneskes legeme er af natur sådan, at det, som en sten eller noget andet tungt, søger nedad. Men efter sin opstandelse har Kristus et virkeligt legeme, som har kød og ben, som han selv siger i Luk 24, og som lader sig tage og føle på. Alligevel er det et legeme af den art, at det af naturen lige så godt kan fare opad som nedad.

Det er et tegn, hvoraf vi kan lære, hvad slags legemer vi skal få, når vi engang er døde. Nu er vore legemer tunge, klodsede og langsomme. Men når vi står op fra de døde og får nye legemer, så vil de vel være virkelige legemer af kød og ben og med alle lemmer; men de vil ikke længere være så tunge og klodsede. Ligesom vi nu med tankerne hurtigt er her og dér, sådan vil vi dengang kunne gøre det med legemet. Det ser man på Kristus efter hans opstandelse: stenen over graven hindrer ham ikke, den lukkede dør heller ikke; han smutter igennem på et øjeblik, så ingen kan vide, hvordan han kommer igennem. Når han vil, lader han sig se; når han vil, kan man ikke se ham. På et øjeblik er han på ét sted, på et øjeblik på et andet sted, og han kan lige så godt gå i luften som på jorden. Den herlighed skal vi også vente på vort legeme efter dette liv – og desuden at det herefter skal være udødelige legemer, som hverken trænger til mad eller drikke og aldrig mere skal mangle sundhed.

Men nu må vi også se, hvad vor kære Herre Kristus har villet udrette med denne himmelfart, og hvordan vi kan nyde godt af den allerede her på jorden. For det første: når vi ser, at Kristus farer op til himlen, kan vi let slutte deraf, at Kristus ikke vil have noget at gøre med verden og dens rige; ellers ville han være blevet her nede på jorden og brugt det, som andre verdslige konger og fyrster bruger. Men alt det lader han blive her nede og farer op til himlen, hvor vi ikke ser ham. Dermed vil han lære os at se rigtigt på hans rige og forstå, at det ikke er et verdsligt rige, sådan som disciplene troede, at han skulle uddele penge, gods og store herredømmer til dem. Nej, det er et åndeligt og evigt rige, hvor han vil uddele åndelige gaver til dem, som er hos ham i dette rige.

For ingen må eller skal blive en kristen for at komme til penge og gods eller til stor ære. Prædikeembedet, dåben og sakramentet er ikke indstiftet for den sags skyld; Kristus er heller ikke kommet fra himlen til jorden, og han er heller ikke faret op til himlen, for at oprette et sådant verdsligt, forgængeligt, timeligt rige. Det gælder for ham noget andet og højere, nemlig at vi skal få råd og hjælp med de evige goder, det vil sige syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. De gaver skal vi vente af vor Herre Kristus, som ikke ville blive her nede på jorden, men fare op til himlen og dér oprette et åndeligt, usynligt, evigt rige.

Det er profeteret længe forinden af Helligånden i Sl 68, som Paulus anfører i Ef 4 og tyder på Kristi himmelfart og hans åndelige regimente. Dér står der: «Du er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen; du har modtaget gaver for menneskene, også for de frafaldne, for at Gud HERREN dog skal bo dér» (Sl 68,19). Det er et kort ord, men det rummer overmåde meget. Derfor må vi se nøje på alle ordene og gennemtænke dem. Og Paulus selv går meget fint og mesterligt til værks med det første lille ord og siger: «Men hvad er det, at han steg op, uden at han også først var steget ned til jordens lave egne? Han, som steg ned, er også ham, som steg op over alle himle for at fylde alt» (Ef 4,9–10).

Hvad mener Paulus med de ord? Ikke andet end dette: Fordi vi skal have så stor gavn af vor kære Herre Kristi himmelfart, som vi snart skal høre, skal vi også lære årsagen til, at vi er kommet til denne nåde og frelse. Den er ikke fortjent af vore gode gerninger, et helligt liv eller lydighed. Nej, han selv, Herren, som giver disse gaver, han har fortjent den: ved at han steg ned fra himlen, gav afkald på sin guddoms herlighed, som Paulus siger, blev menneske for vores skyld og døde for os på korset. Denne velgerning vil Paulus pege på med disse ord, når han nævner, at han steg ned. Og det passer meget godt; for den, der allerede er i det høje, behøver ikke at komme op i det høje. Når Helligånden nu siger om Kristus: «Du er faret op i det høje», så følger det helt sikkert, at han først er faret ned og har ydmyget sig for vores skyld. Derfor passer denne udlægning hos Paulus fint med de ord af Kristus, som I, kære venner, hørte for nylig: «Det er godt for jer, at jeg går bort; for går jeg ikke bort, kommer Talsmanden, Helligånden, ikke til jer. Men går jeg bort, så vil jeg sende ham til jer» (Joh 16,7), og i Joh 14: «Når jeg går bort, vil jeg berede jer sted.»

Men disse ord: «Du er faret op i det høje», passer også fint til, at man skal skelne mellem Kristus og andre, som også farer op til himlen. Henok blev taget op til Gud. Elias for op til himlen i en ildvogn. Men sådan for Kristus ikke op til himlen. Nej, han for selv op ved sin egen kraft, ligesom han selv ved egen kraft og magt, uden nogen andens hjælp, har oprejst sig fra de døde.

Det er en meget stor forskel. For vi skal ikke selv oprejse os fra de døde på den yderste dag; det er Kristus, der skal oprejse os, Joh 6. Men Kristus står selv op fra de døde ved egen kraft, som han siger i Joh 10: «Derfor elsker min Fader mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det tilbage.» Og Peter siger i sin første prædiken, ApG 2: «Det var ikke muligt, at han kunne fastholdes af døden.» Sådan er forskellen også her mellem hans og vores himmelfart. Vi farer op til himlen, fordi Kristus drager os til sig. Men han er den, der ved egen kraft og evne farer op til himlen, som han siger i Joh 3: «Ingen er steget op til himlen uden ham, der er steget ned fra himlen.» Denne forskel har Helligånden vist længe forinden, og dermed ville han lære os, at vi skal tage imod Kristus som en sand, almægtig, evig Gud.

Når salmen så videre siger: «Du er faret op i det høje», så er det (som vi også sagde ovenfor) ikke andet end det, Kristus siger for Pilatus: «Mit rige er ikke af denne verden.» Ganske vist har vi her på jorden at gøre med føden, med kone, børn og tjenestefolk, med det verdslige regimente og andet, vi har brug for til at opretholde dette forgængelige liv, og det må vi tage os af. Men fordi vi også er kristne, og Kristus ikke fører sit rige her nede på jorden, skal vi løfte vore hjerter og sind opad, først og fremmest stræbe efter dette åndelige rige og have en inderlig længsel og trang efter det. Men hvad sker der? De fleste sidder med sjæl og legeme, med hjerte og hænder fast i dette forgængelige liv alene og tænker kun på, hvordan de kan få nok her; at Kristus er faret op i det høje, bekymrer de sig slet ikke eller kun lidt om. Det vil Helligånden så gerne forhindre, og derfor prædiker han: Kristus er ikke blevet på jorden, men er faret op i det høje – for at vi, mens vi med legemet endnu er her nede, alligevel skal løfte os opad med hjerte og tanker og ikke lade hjerterne tynge af dette livs bekymringer.

For sådan skal det være fordelt hos de kristne: legemet og den gamle Adam (som sagt) skal tage sig af det timelige og have med det at gøre, men hjertet skal tage sig af de evige goder, som Paulus siger i Kol 3: «Søg det, der er foroven, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Stræb efter det, der er foroven, ikke efter det, der er på jorden.»

Men hvad gør Kristus deroppe? Eller hvorfor er han faret op og ikke blevet her nede? Går han ledig, eller gør han noget? Om det taler Sl 68 meget fint og siger: «Du er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen.» Det er overmåde dejlig og trøsterig tale, og det ser ud, som om Kristus netop tænkte på denne salme dengang, da han i Luk 11 giver lignelsen om den stærke, bevæbnede mand, som vogter sit hus i fred, indtil en, der er stærkere, kommer over ham og overvinder ham; han tager rustningen fra ham, som han stolede på, og deler byttet ud.

For vi stakkels mennesker er for syndens skyld under Djævelens og dødens tyranni. De holder os fanget så voldsomt, at det er umuligt for os selv at gøre os fri af dette fangenskab. Djævelen sigter uophørligt på os med sine brændende pile og prøver, hvordan han kan sluge os. Loven viser os vores synd og anklager og forskrækker derfor vor samvittighed, så den må slutte: Ak og ve! Du har syndet mod Gud og din næste, derfor har du forskyldt døden. Mod disse vore uovervindelige fjender er der ingen redning, hverken fra os selv eller fra andre, hvad enten det er engle eller helgener. Men Kristus kommer som den, der er stærkere. Først giver han sig i al ydmyghed ind under loven og lader den fælde sin dom over sig som over den værste synder; for han måtte dø på korset mellem to forbrydere som en oprører mod kejseren og en gudsbespotter mod Gud. Sådan betaler han med sin egen død for hele verdens synd som et tålmodigt, uskyldigt lam. Dér er hverken kraft eller magt; for han hænger dér, netop fordi han vil lide døden.

Men nu har loven ved sin uretfærdige dom over ham mistet al sin ret og magt; verdens synd er ved synd fordømt og udslettet; døden, som herskede med vælde over hele menneskeslægten, er ved hans død henrettet og gjort til intet; og nu ligger den korsfæstede Kristus i graven, og ingen har en tanke om, endsige et håb eller en trøst om, at han skulle opstå igen. Da træder han frem fra døden igen i al magt og herlighed (som I, kære venner, rigeligt har hørt i påsken), og han fører, som Helligånden siger her, «fangenskabet fangen». Det vil sige: han bryder Djævelens, lovens, syndens og dødens magt og tager regimentet fra dem, så Djævelen ikke mere kan skade de kristne, loven herefter ikke kan anklage dem, synden ikke mere kan forskrække dem, og døden ikke mere kan herske over dem. Derfor sker der her en underfuld forandring. Før havde Djævelen ført og regeret os sådan, at vi var fanget i hans snare og måtte tænke, tale og gøre alt efter hans vilje og behag. Og loven var imod os og stod os imod; den åbenbarede os synden (for den er syndens kraft), så synden herskede over os og overgav os til døden, som rydder os alle af vejen og sluger os.

Dette forfærdelige, uudholdelige fangenskab, som ingen kan undslippe, skal nu selv være fanget i al evighed, som Sl 68 synger med glæde: «Kristus er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen.» Det vil sige: først har han knust hovedet på Djævelen, som er verdens gud og fyrste, taget hans magt fra ham, fanget og bundet ham og, som Peter siger, med mørkets lænker stødt ham ned i helvede, så han og hans engle herefter i al evighed ikke kan skade dem, der tror på Herren Kristus. Og selv om han er vred og raser og tordner forfærdeligt og bider om sig som en ond, olm hund, der er lænket fast, så kan han dog ikke mere end at skræmme os lidt og gøre os bange. Men at gøre os mere skade end det har vor kære Herre og Frelser Kristus forbudt ham – hans fange er han, udstødt af ham, dømt, domfældt og fordømt osv. Derfor har han ingen del i os og kan intet udrette mod os; nej, jo mere han efterstræber os kristne, desto mere på vagt gør han os, så vi øver os i Guds ord, alvorligt påkalder Kristus, vor sejrherre, som har knust slangens hoved, og befaler os i hans varetægt. Ellers ville vi, hvis Djævelen ikke var så grum og vred, somme tider blive sikre og ligegyldige. Men fordi fjenden ikke giver fred og ikke kan holde sig i ro, gør det os forsigtige, vågne og modige.

Djævelen er ganske vist fanget og bundet af vor hærfører, Kristus, men han holder alligevel ikke op med at anfægte de kristne og bedrøve dem osv. – dog uden at det skader dem, som sagt, ja, til deres gavn og bedste. På samme måde holder loven, åndeligt forstået, heller ikke op med at åbenbare synden og gøre den overmåde syndig. Dermed virker den vrede, det vil sige: den anklager, forskrækker og fordømmer os som dem, der har overtrådt den. For den kræver ikke blot af os, at vi udadtil fører et anstændigt, tugtigt liv og overfladisk gør de gerninger, den befaler. Nej, den kræver en sand, villig, fuldkommen lydighed, både indvendig og udvendig, så vi skal elske Gud af hele vort hjerte osv. og vor næste som os selv.

Her må jo de fleste mennesker indrømme, hvis de ellers er ved deres fulde fem, at de aldrig for alvor har tænkt rigtigt over det – for slet ikke at tale om, at de skulle have gjort det. Ja, de vil desværre opdage, at de tit og på mange måder har gjort lige det modsatte. Så fælder loven straks dommen over os: «Forbandet være enhver, som ikke opfylder alle lovens ord» osv. Når hjertet for alvor føler dette – for jeg taler om loven forstået åndeligt, ikke kødeligt (for en kødelig forståelse af loven gør hyklere og sikre, hovmodige helgener, som har meget og grufuld synd, men hverken føler den eller bryder sig om den) – så slutter det straks: Ak og ve! Du har ikke syndet mod kejseren eller mod denne eller hin konge eller mod din landsherre, men mod selve den evige, guddommelige majestæt; du har ikke alene foragtet hans ord og bud, men hele dit liv ondskabsfuldt og med vilje handlet imod det. Derfor vil han straffe dig, ikke for en tid, men evigt i helvedes afgrund osv.

På den måde tager loven alle mennesker til fange, det vil sige: den forskrækker, forbander og fordømmer dem. Det er sandelig et forfærdeligt, uudholdeligt fangenskab, som ingen kan undslippe. Det mærker fromme, gudfrygtige hjerter godt – hvor mange salmer klager ikke over det! Hyklerne og ligeledes den store, frække, vilde, gudløse hob skal også mærke det i sin tid: om ikke mens de lever, med nåde og til deres eget bedste, så dog ved deres endeligt, til deres evige skam og fordømmelse.

Så siger du: Hvad er der så at gøre? Hvem hjælper her? Hør så igen, hvad Helligånden siger gennem profeten i Sl 68,19: «Han, Kristus, er faret op i det høje og har ført fangenskabet fangen.» Det vil sige: han har frataget loven, som også var vor værste fjende og holdt os alle fanget (selv om ikke alle mærker det, som sagt, men vil mærke det i sin tid), al den ret og magt, den havde over os. For den har forgrebet sig og forsyndet sig så grueligt på Kristus selv, sin Herre, ved at den dømte ham til døden på korset som den værste gudsbespotter og oprører og udråbte ham som en forbandet. For sådan lyder dens dom i 5 Mos 21: «Forbandet være enhver, som hænger på træet eller korset.» Og jøderne råber for Pilatus: «Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.» Derfor må loven herefter i al evighed ikke alene ligge fanget og bundet for Kristi fødder, holde for og lade sig fordømme, forbande og nagle til korset igen. Den må også miste sin ret og magt over alle dem, der tror på ham, og ligge for deres fødder, så den herefter ikke mere kan udtale forbandelsen over dem eller fordømme dem. Og selv om den ikke kan lade være med at være, som den er, og ofte anklager og forskrækker os, så kan den dog ikke mere; for den har mistet sin kraft og ret, som sagt, så den ikke kan drive os, der tror på Kristus, til fortvivlelse eller fordømme os osv.

Det prædiker og priser Paulus med herlige ord i Kol 2 og siger: «Han har slettet gældsbrevet mod os med dets bestemmelser, som var imod os, og han har taget det bort og naglet det til korset.» Ligeledes Es 9: «Han har knust det åg, de bar, stangen på deres skulder og deres drivers stok, som på Midjans dag.» Og i 1 Kor 15 siger Paulus: «Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak være Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.»

Sådan kan synden heller ikke lade være med at pirre og lokke os for at se, om den kan få os til at gå imod Guds vilje og give os en ond samvittighed. Og vi er så svage, at vi tit lader os bevæge og bedrage. Sådan gik det David, den overordentlig store mand: han faldt i to grufulde, svære synder. Men at han ikke blev liggende i dem, at de blev ham tilgivet, og at han ikke døde, det kommer af, at synden ved Kristus, som David troede ville komme og blive verdens Frelser, måtte miste sin kraft og var fanget. Derfor kan den ikke skade David; tværtimod må den drive ham til at bede så meget desto flittigere og mere alvorligt. For var han ikke faldet i en sådan synd og nød, havde han aldrig skrevet den smukke salme, Miserere [Sl 51].

Sådan er det også med døden; den kan ikke lade være, den må vise tænder ad os og lade, som om den vil æde os. Og vi kan på vores side heller ikke lade være: når vi for alvor tænker på den, bliver vi bange og forskrækkede. Hvordan kan det så være, at døden ikke udretter, hvad den så gerne ville, og ikke slår de kristne ihjel? Det kommer af, at døden er en fanget død; den kan ikke skade og slå ihjel sådan, som hvis Kristus ikke holdt den fanget. Derfor, når den raser og tordner allermest og ser allermest grusom ud, udretter den dog intet andet hos de kristne end at drive dem til Guds ord, så de øver sig så meget desto flittigere i det, indprenter sig det og trøster sig med det. Ellers, hvis denne frygt og rædsel for døden ikke var, ville de ikke tage sig af Ordet så alvorligt.

Sådan tjener disse anfægtelser, rædsler og farer de kristne – ikke fordi der ikke var noget skadeligt ved dem. Efter deres natur og egenskab er de meget skadelige, det ser man på verden. Men det er kraften i vor Herre Kristi himmelfart og dens rette brug og øvelse, at vi tror, at alle disse fjender er fanget og ikke skal udrette det mod de kristne, som de ellers ikke kunne lade være med. Loven ville anklage os og udtale forbandelsen over os, synden ville fordømme os, døden ville kvæle os, og Djævelen ville støde os ned i helvedes afgrund. Men de er fangne fjender. Derfor skal det ikke skade os, selv om de mener det ondt. Det er altså en herlig og stor nytte af Kristi himmelfart, at de store fjender – loven, synden, døden og Djævelen – som holdt os fanget, er taget til fange af Herren Kristus, og at vi er forløst fra dem. For derfor er han faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd: for at han vil beskytte sin kristenhed mod disse fjender i evighed.

Men han lader det ikke blive ved det; for salmen siger videre: «Du har modtaget gaver for menneskene.» Det vil sige: sådanne gaver, som du vil give menneskene del i og dermed hjælpe dem. Men hvad er det for gaver? Læs om det i Joel 3: «Derefter», siger han, «vil jeg udgyde min Ånd over alt kød» osv. Og i Joh 16 siger Kristus sådan: «Når jeg går bort, vil jeg sende Talsmanden til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.» Og Peter siger i ApG 2: «Efter at han nu er ophøjet ved Guds højre hånd og af Faderen har fået Helligåndens forjættelse, har han udgydt dette, som I nu ser og hører.»

Nu udretter Helligånden to ting. For det første bringer han os ved evangeliet til at kende Kristus, så vi tror, at vi har syndernes forladelse i hans navn. For det andet bringer han os til at forbedre vort liv, stå imod synden og døde den og give os hen i en inderlig lydighed mod Gud. Det betyder så, at sjæl og legeme, hjertet og alt i os er from og retfærdig. For selv om vi her på jorden, på grund af vort syndige kød, aldrig kan nå så vidt, at vi er helt rene uden nogen synd, så bliver denne synd, som hænger ved os, dog ikke tilregnet os ved troen på Kristus, og den kan heller ikke fordømme os. Det er det første, Helligånden udretter i os.

For det andet bruger Helligånden os også til, at vi ved Ordet og prædikeembedet bringer andre til den samme nåde og erkendelse. Derfor tyder Paulus i Ef 4 denne salme (Sl 68) sådan, at ved Kristi himmelfart tilfalder os denne gave, «at han har givet nogle til apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere, for at de hellige kan blive udrustet til tjenestens gerning, så Kristi legeme bliver opbygget, indtil vi alle når frem til troens enhed og erkendelsen af Guds Søn». For vi ser og erfarer, hvor fjendtlig Djævelen er mod Ordet, og især i vore dage hidser han tyrken og paven med hele hans tilhang op til at kvæle Ordet og tynde ud i de kristne. Og dog: jo mere tyrken og paven raser, desto mere vokser Guds ord, og det er umuligt for dem helt at udrydde dåben, sakramentet og Ordet. Det er altså også et stykke, hvor vi mærker kraften i vor Herre Kristi himmelfart; for derfor er han faret op til himlen: for at han vil sende Helligånden herned og fremme og værne sit rige på jorden.

Dernæst kaldes det også gaver, at Gud hele vejen igennem regerer og fører sin kirke, trøster den i anfægtelse, redder den i forfølgelse, leder og bevarer den i sandheden mod vildfarelse og især vækker den til bøn, som Herren siger i det sidste søndagsevangelium: «Den dag skal I bede i mit navn» – og det kan man ikke uden Helligåndens hjælp. Kort sagt: alt, hvad vi har og modtager, er lutter gaver fra Kristus og den sande kraft af hans glædelige himmelfart. For derfor er han faret op: for at han ville fremme dette sit rige og ved Ordet og Helligånden avle og bevare sig en kristen kirke.

Det viser Lukas meget fint i den tekst, som I, kære venner, hørte i begyndelsen, hvor han siger: «Da Kristus ville fare op til himlen, løftede han sine hænder og velsignede sine disciple.» [det står i Luk 24,50, ikke i dagens tekst ApG 1] Han velsignede dem ikke, sådan som vi plejer, når den ene siger godnat til den anden eller tager afsked. Nej, han ønskede dem lykke og held til det embede, som han dengang overdrog dem: at de skulle prædike evangeliet for hele skabningen, det vil sige for alle slags stænder i hele verden. For evangeliet er ikke befalet prædiket for træernes, stenenes, fuglenes eller fiskenes skyld, men for menneskenes skyld, som det straks følger: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Sten og træ kan jo ikke tro; og man har heller ingen befaling om at døbe dem. Derfor: ligesom dåb og tro alene hører menneskene til, sådan hører også prædikenen af evangeliet alene dem til. Men Herren bruger den talemåde og siger: «Forkynd evangeliet for hele skabningen», fordi han vil have alle stænder med, så ingen kejser og ingen konge på jorden skal være så mægtig, at han ikke skal høre evangeliets lære, tage imod den og tro den – eller også skal han være fordømt. Til denne befaling «løfter Herren sine hænder og velsigner dem», det vil sige: han ønsker ikke blot, at de skal udrette meget godt med den, men han hjælper også til i dette embede, fremmer det og giver det fremgang.

Hvor det hellige evangelium nu prædikes rent og klart, dér er denne Herre Kristi håndløftelse og velsignelse stadig i fuld gang og er kraftig, så den bærer frugt, og evangeliet ikke prædikes forgæves. Og det er i sandhed trøsterigt, at Herren netop nu, da han skal fare op, løfter sine hænder sådan og velsigner sine disciple. For dermed vil han vise, at vi skal trøste os ved hans himmelfart, og at han vil bruge den himmelfart til velsignelse for os og til vort bedste. For hvad skulle sådanne venlige fagter være godt for, hvis han ville være vred på os og ikke ville tage sig af os i sit rige? At han nu løfter sine hænder og ønsker dem lykke og held til det embede, han lige har overdraget dem, er jo et sikkert tegn på, at Herren mener det trofast og venligt med os, og at vi altid skal nyde godt af denne håndløftelse og velsignelse, så længe evangeliet prædikes.

Sådan ser I, kære venner, hvilken trøsterig og glædesfyldt højtid vi har i vor kære Herre Kristi himmelfart, og på hvor mange måder vi nyder godt af den. For nu, da vort kød og blod, Guds Søn, sidder ved sin Faders højre hånd, er al magt taget fra loven, synden, døden og Djævelen, og de skal holdes i ave, så de hverken skal eller kan gøre os skade. For selv om de er vore dødsfjender og prøver alt muligt imod os, så er de dog kun fangne og bundne fjender. Desuden skænker Kristus os sin Ånd, som skal lede os til hele sandheden, bevare os mod al vildfarelse, trøste os i anfægtelse, bede med os og formane os til at bede og derefter pryde os med alle slags gaver og nådegaver. For af den grund «er Kristus faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, for at han, som Paulus siger, kan fylde alt», det vil sige: give og skænke os alt, hvad vi har brug for til frelsen og det evige liv. Derfor skal vi følge de kære apostles eksempel og, som Lukas siger her, sammen med dem «tilbede Herren Jesus Kristus» [det står i Luk 24,52] og være glade og ved godt mod; og samtidig takke Gud, vor nådige Fader i himlen, love og prise ham og bede om, at han vil bevare os i denne nåde og til sidst, for Jesu Kristi, sin Søns, skyld, give os en salig stund, så vi saligt kan fare efter ham og eje det evige liv og saligheden sammen med ham. Det give han os, den kære Herre. Amen.