Pinsedag: 1. prædiken (ApG 2,1–4)

Prædikener på pinsedag. Første prædiken over ApG 2,1–4

Ordet pinse er ikke dansk, men taget fra græsk, hvor det hedder pentekoste, den halvtredsindstyvende dag. For pinsedag er den halvtredsindstyvende dag efter påske. Hos jøderne var den en særlig højtid, fordi det var på den halvtredsindstyvende dag, efter at de havde spist påskelammet i Egypten og var draget ud af Egypten, at de fik de ti bud på Sinajbjerget. Nu er det en stor velgerning, at Gud selv åbenbarer sin vilje fra himlen, så de kunne vide, hvad Gud har behag og mishag i, hvad han vil have, og hvad han ikke vil have. Derfor befalede Gud, at denne halvtredsindstyvende dag efter påske skulle holdes hellig. Det skulle minde dem om denne velgerning, og de skulle lære desto flittigere at rette sig efter Guds vilje, når de hørte om og tænkte på, med hvilken alvor Gud havde åbenbaret sin vilje, og hvordan de på deres side havde forpligtet sig til flittigt at holde den. Det fortæller historien i 2 Mos 19 og 20.

Men nu ser man i Det Gamle Testamentes historier, som Paulus siger i 1 Kor 10, at alt, hvad der skete for jøderne, var et forbillede på det, der skulle ske i Det Nye Testamente, i nådens tid. Ligesom vi i Det Nye Testamente har et andet og bedre påskelam at spise – for dér i Egypten hjalp lammets blod, som de smurte på dørstolperne, kun til, at engelen, ødelæggeren, ikke skadede legemet og ikke dræbte den førstefødte; men vort påskelams, Jesu Kristi, blod tjener til, at vi bliver forløst fra det rette Egypten, nemlig fra Djævelens tyranni, fra synden og fra den evige død – sådan har vi også i Det Nye Testamente en anden og bedre pinse, end den var i Det Gamle Testamente.

De fik de ti bud på Sinajbjerget. Det er i sig selv en god, nødvendig og kostelig prædiken, som lærer os Guds vilje, og som man med rette skylder Gud tak for. Men med den prædiken er vi ikke hjulpet mod Djævelens rige, mod synden og døden. Nej, loven hjælper alene til, at vi bliver større syndere, og at vor egen samvittighed anklager og beskylder os for Gud; for vi gør ikke fuldkomment det, som er pålagt os at gøre.

Derfor: Ligesom det så frygteligt ud på Sinajbjerget, da Gud talte, og lyn og torden gik sådan i ét, at hele bjerget røg og skælvede, sådan gør loven endnu i dag, hvor den rammer hjerterne rigtigt: Den forskrækker os og gør os modløse og forsagte, så man ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv af angst. For at vide, hvad Gud vil have, og samtidig mærke, at man ikke har holdt det – det kan ikke andet end anfægte et menneske og gøre det angst. For hvad Gud truer dem med, der overtræder hans ord, ligger lige for øjnene, nemlig den evige død og al ulykke. Derfor er denne jødernes pinse en frygtelig og uvenlig pinse, hvor der slet ingen glæde kan være. For den så så overmåde gruopvækkende og frygtelig ud, at jøderne selv måtte sige til Moses og bede: «Ak, tal du med os! For skal Herren tale med os, så må vi dø.»

Men hvad har vi så til gengæld for en pinse i Det Nye Testamente? En overmåde herlig og venlig pinse, hvor der ingen skræk er, men lutter glæde, mod og fryd. For sådan siger evangelisten, som I kære venner lige har hørt i teksten: På pinsedagen, mens jøderne var optaget af at takke for de ti bud og prise det, der skete på Sinajbjerget, var apostlene og andre kristne samlet i et hus. Da kom der pludselig en brusen fra himlen som af et vældigt vindstød, og den fyldte hele huset, så det hele drønede. Og sammen med denne susen og brusen så man tunger, der delte sig, ligesom flammer af ild, der blusser op. Sådan lod Helligånden sig dér offentligt høre og se. For i brusen hørte man ham, og i ildsflammen så man ham, sådan som Kristus forud havde lovet, og som Johannes Døberen også havde profeteret: «De skulle døbes med Helligånden og ild.»

Men det har sin særlige betydning og grund. For tungerne betyder prædikeembedet. Det skal ikke være forgæves; det skal blæse ind i hjerterne og tænde et nyt lys eller en ny ild i dem, som vi skal sige mere om bagefter. Straks efter denne brusen og ildsflammerne «sætter Helligånden sig på hver enkelt af dem». Han tænder deres hjerter og gennemblæser dem sådan, at de i et øjeblik kender Gud og hans Søn Jesus Kristus ret, forstår hele Skriften og får et sådant mod, at de ikke beholder denne forståelse for sig selv, men frit og offentligt bekender den. Og dertil kommer det herlige under, at de kan tale alle slags sprog, skønt de før dette øjeblik kun kunne deres modersmål. For i Jerusalem måtte det begynde, men det skulle ikke blive dér; som profeterne forud havde profeteret, skulle evangeliet straks fra første begyndelse gå ud og lyde på alle sprog. Til vidnesbyrd om, at det ikke skulle blive i jødernes land, men prædikes i hele verden og på alle sprog, lærer Helligånden apostlene alle sprog. Det er vor pinse i Det Nye Testamente: Her kender man Gud ret, her bliver man ikke forskrækket for Gud, men glad og får en god samvittighed – med et mod, der ikke forfærdes for Gud, men gerne lider alt for Kristi skyld, sådan som man ser det hos apostlene.

Om denne pinse har ikke alene Kristus profeteret i sin sidste prædiken, men også profeterne: David, Esajas, Jeremias, Joel, Zakarias og mange andre. Derfor vil også vi i dag bruge denne dag til at prædike om Helligånden: hvad han er, hvad hans gerning og embede er, og hvordan vi skal skikke os, hvis vi da også vil komme til denne salige pinse og modtage Helligånden.

For det første skal I kære venner ikke tro, at Helligånden ikke var i kirken og blandt menneskene før. For han er evig, almægtig Gud, som Kristus siger: «Han udgår fra Faderen.» Derfor må han være af samme natur og væsen som Faderen. Desuden har vi sikre vidnesbyrd om, at han, Helligånden, til alle tider har virket i menneskene, oplyst deres hjerter og regeret og ført dem efter Guds vilje. For Kristus siger selv, og Peter ligeså, «at Helligånden har talt gennem profeterne». Og evangelisterne vidner om den gamle Simeon, om Anna, om Zakarias, Elisabeth og Johannes, at Helligånden boede i dem.

Derfor skal vi her tænke og tro om Helligånden ligesom om Kristus, Guds Søn. Han har været fra evighed og begyndte sin gerning straks efter det første løfte i Paradiset: Han drog i felten mod Djævelen og trådte ham på hovedet. Denne gerning, som var begyndt for længe siden og hele tiden blevet øvet, fuldbragte Guds Søn siden offentligt, da han blev menneske, døde på korset og opstod igen på den tredje dag. Sådan har også Helligåndens gerning altid været i verden: Han har ført menneskenes hjerter til troen ved Guds ord, oplyst dem, styrket dem, trøstet dem og ledt dem til hele sandheden.

Men denne gerning har han først på denne hellige pinsedag udført fuldt ud og offentligt, så det ikke længere gik så skjult til som før. Nej, enhver, der så det, har måttet mærke og bekende Helligånden og hans under. Og når nogle her ikke vil regne det for Helligåndens virkning, men siger: «Apostlene er fulde af sød vin», så er det en bevidst løgn. Deres eget hjerte overbeviser dem om, at man ikke lærer fremmede, ukendte sprog ved at drikke sig fuld.

Men hvad kan grunden være til, at denne åbenbarelse af Helligånden trækker ud lige til denne pinsedag? Ingen anden end at vi skal lære, at vi har denne skat alene ved vor Herre Kristus. Han har vundet os disse gaver, og alene ved ham bliver de givet os, sådan som I kære venner hørte på hans himmelfartsdag fra Sl 68: «Han er faret op i det høje og har modtaget gaver for menneskene.» For sådan udlægger Sankt Peter selv dette ord i sin prædiken i dag, når han siger: «Efter at Kristus nu ved Guds højre hånd er ophøjet og har fået løftet om Helligånden fra Faderen, har han udgydt dette, som I nu ser og hører.»

Det er det første stykke, vi skal lære: at Helligånden ikke først begyndte sin gerning og sit embede på pinsedag. Han har altid øvet det i sin kirke; men først på den hellige pinsedag øvede han det offentligt og lod det ses med særlig kraft. Det skete, for at vi af denne åbenbarelse skal lære, hvilken herlig skat vor kære Herre Jesus Kristus har vundet og fortjent til os ved sin død og opstandelse.

For det andet må vi også lære dette: Ligesom Skriften giver Herren Kristus et særligt navn og kalder ham Guds Søn eller Faderens Ord og billede, sådan giver den også Guds Ånd hans særlige navn og kalder ham «Helligånden». For han blæser sin nåde ind i hjerterne, rører dem og helliggør dem, som før var uhellige og i synd. Det navn er meget trøsteligt for de kristne. For de ser godt, at de er for svage over for Djævelen og ikke kan modstå hans indskydelser på egen hånd. Ligesom det nu forskrækker dem, at de har den onde ånd imod sig, sådan trøster det dem omvendt, at de ved Kristus har Helligånden, som skal forlade dem synden og drive dem til den rette lydighed mod Gud.

Men hvordan Helligånden udretter dette, har I kære venner hørt i Joh 16: «at han ved evangeliet skal overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom». For sådan skelnes der i vor trosbekendelse mellem den hellige treenigheds gerninger, til undervisning for de unge og enfoldige: Gud Fader, Søn og Helligånd har givet os legeme og liv og skabt os til sit rige. Men da vore første forældre ved synden faldt i døden, og vi har arvet den straf, blev Guds Søn menneske for os. Ved sin død har han rettet faldet op igen, forsonet Gud og forløst os fra synden og den evige død. Denne forløsning forkynder Helligånden for hele verden ved det hellige evangelium, og han oplyser og tænder hjerterne, så de tager imod den og tror den. Det vil sige: De trøster sig ved, at Jesus Kristus er død for dem, og tvivler ikke på, at de derved er forsonet med Gud, så han ikke mere vil huske på deres synder, men for Kristi skyld tilgive dem dem. Det kaldes «at helliggøre hjerterne», eller som Sankt Peter siger i ApG 15: «at rense dem ved troen».

Hvor der nu sådan er syndernes forladelse ved troen – så vi ikke fortvivler, selv om der stadig er meget syndigt tilbage i os, men trøster os ved Kristi død og opstandelse – dér følger en anden helliggørelse ved Helligånden: at han også helliggør vore legemer. Så ligger vi ikke længere i synder imod samvittigheden og har heller ikke lyst og kærlighed til dem som før, men holder os fra dem og gør os i stedet flid for at gøre det, som behager Gud. Sådan som Sankt Paulus lærer i Ef 4: «Den som stjæler, skal ikke mere stjæle, men hellere arbejde og virke det gode med sine egne hænder, så han har noget at give til den som har brug for det» osv. Det er Helligåndens embede og gerning: at han i os begynder en ny, ret og hjertelig lydighed mod Gud, så vi står synden imod og dræber den gamle Adam og ved troen har forladelse for alle synder.

Men denne helliggørelse er ikke så fuldkommen som den første; og var den første ikke der, kunne vi ikke klare os med denne. For kød og blod er for svagt, og Djævelen er for stærk for os; desuden har vi kun fået Helligåndens førstegrøde. Derfor kan denne lydighed ikke være fuldkommen. Men hvad der mangler i denne ufuldkomne lydighed og helliggørelse, det bliver erstattet ved troens første helliggørelse: at vi tror syndernes forladelse. Derved bliver vi retfærdige og fuldkomment helliggjorte; for hvad der endnu er af synd og urenhed i os, det bliver tilgivet. Sådan ser I, hvorfor Helligånden bærer dette navn: Han skal og vil helliggøre de troende, det vil sige: ved Ordet vække troen på Kristus i os, så vi for hans skyld har syndernes forladelse og nu også begynder at være Gud lydige.

Ud over dette har Helligånden flere andre navne efter de gerninger, han virker i os, og som dog hører med til denne helliggørelsens gerning. For profeten Zakarias kalder ham «nådens og bønnens Ånd», fordi han vækker hjerterne, så de venter sig alt godt fra Gud og råber til ham om hjælp i al nød. Videre kalder Kristus ham «en Talsmand», en trøster, som taler hjerterne til, så de gerne og villigt lider alt og ikke forfærdes ved nogen ulykke, sådan som I kære venner hørte i evangeliet sidste søndag. Videre kalder han ham «sandhedens Ånd», som skal bevare os mod løgn og kætteri og holde os ved det rene Ord og i den rette tro. Ellers ville Djævelen ved vor fornuft og ved falsk lære føre os i vildfarelse og lade os sidde fast i løgn.

Det er Helligåndens egne gerninger, foruden at han pryder de troende med alle slags dyder og gaver og er en sådan trøster, som Kristus siger, der bliver hos os for evigt. Al verdens trøst er ellers kun en timelig trøst, som ikke holder.

Når Helligånden skal virke så herlige og store ting i os, kommer det dernæst an på, at vi også lærer, hvordan vi kommer til denne gave og kan få Helligånden, så han også udretter sådan noget i os, og vi ved ham bliver helliggjort og frelst. Det lærer vor kære Herre Jesus Kristus os i Luk 11, hvor han siger: «Hvis da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da Faderen i himlen give Helligånden til dem, som beder ham!» Læg dig dette ord godt på sinde: for det første, at Gud alene giver Helligånden, og at han giver ham til dem, der beder ham om det, som sukker efter denne gave og gerne ville have den. Derfor: Når dit hjerte nu åbner sig og sukker: «Ak Gud, giv også mig din Helligånd», så bliv ved med de tanker og den bøn, og tvivl ikke. Det er den nærmeste og bedste vej, ad hvilken du kan komme til Helligånden. For Kristus lærer selv, at du skal gøre sådan og bede den himmelske Fader.

Men denne bøn skal, ligesom al anden bøn, ske alene i Jesu navn: at vi beder Gud om at skænke os disse gaver for sin Søns, vor Forløser Kristi, skyld. Dertil har vi en særlig stor fordel, som I kære venner hørte på Kristi himmelfartsdag: Kristus er netop gået til Faderen og faret op til himlen for at modtage denne gave af Faderen og sende den ned til os. Derfor kan vi nu bede uden tvivl. For her er ikke alene befalingen og løftet om, at vi skal bede om Helligånden; men viljen er der også: Kristus sidder ved Guds højre hånd netop for at lade os få disse gaver. For han har også modtaget dem af Faderen, som der står i Sl 68 – ikke for sin egen person, men «for menneskene», for at han vil give og skænke dem til dem.

Men alligevel er bønnen alene ikke nok. For hvis du ville sætte dig i en krog og bede om Helligånden og ved siden af ikke flittigt holde dig til Ordet og de hellige sakramenter, så ville bønnen kun langsomt bære frugt. Grunden er: Helligånden vil alene virke ved Ordet og de hellige sakramenter. Den, der nu ville holde sig borte fra dem, til ham ville Helligånden aldrig nogensinde komme. Derfor lader vi os døbe, går til Herrens nadver, hører Guds ord og begærer tilgivelsen (absolutionen); for vi ved, at alt dette er det redskab, hvorved Helligånden udretter sin gerning i os. Det viser eksemplerne. De tre tusind sjæle, som Peter omvendte med den første prædiken på denne dag, ville aldrig i deres levetid være blevet omvendt, hvis de ikke først havde hørt Ordet. Men da de hører Ordet, og deres hjerter bliver ramt af det, så lader de sig også døbe. For sådan har Kristus befalet. Ligeledes kunne hofmanden hos dronningen i Etiopien ikke få Helligånden; Filip måtte prædike for ham og udlægge Skriften. Og da hjertet nu var blevet ramt af Helligånden ved denne prædiken, ville Helligånden ikke fuldføre sit embede, uden at Filip også døbte hofmanden med vand.

Vil du derfor komme til Helligåndens gave, så må det frem for alt være der, at du i Jesu navn beder Faderen om denne gave, og at du dernæst flittigt holder dig til Ordet, med alvor tænker på din dåb – hvad Gud dér har lovet dig, og hvilken pagt han har sluttet med dig ved dåben –, ofte går til Herrens nadver og søger tilgivelsen osv. For ved Ordet og sakramentet vil Helligånden tænde vore hjerter med troens nye lys, så vi ikke alene hører Ordet, sådan som de forhærdede jøder hørte det, men også forstår det og derved bliver andre mennesker og får nye hjerter.

Ved siden af dette må der for det tredje også være det, at vi ikke ved et ryggesløst, vildt og uordentligt liv og ved bevidste synder hindrer Helligånden i hans gerning eller driver ham bort fra os. For Helligånden kan ikke bo, hvor Djævelen bor. Når Djævelen derfor anfægter dig med gerrighed, med vrede, med utugt og andre synder, så hold dig straks til bønnen, at Gud vil bevare dig derfra og holde dig i lydighed mod sig. For skal Helligånden komme til dig eller blive hos dig, så må du vogte dig for sådanne udvortes synder; eller er du faldet i dem af svaghed, så må du tage dig sammen igen og rejse dig og ikke blive liggende i dem.

Så vil Helligånden komme til os og, som vi beder, hjælpe os med at kæmpe mod Djævelen og kødet og synden. De derimod, der villigt belæsser sig med synder, bliver mere og mere besat af Djævelen og kan aldrig nogensinde komme til Helligånden uden omvendelse. For det er hans egen gerning, som jeg sagde ovenfor, at han først skal helliggøre os ved troen og syndernes forladelse og derefter hjælpe os, så vi står synderne imod og lever i lydighed mod Gud.

Men ovenfor har I kære venner også hørt, at vi kun har fået Helligåndens førstegrøde, og at kød og blod derimod bliver og lever, så længe vi lever. Derfor sker det, at også de, der har Helligånden, alligevel er svage og ofte falder. Det skal man vide, så ingen her tager anstød og tænker som gendøberne, at den, der har Helligånden, ikke kan falde. Det er sandt: Hvis vi altid fulgte Helligånden, ville vi ikke falde. Men det er umuligt; Djævelen er for stærk, verden for ond og vort kød og blod for svagt. Derfor er det nødvendigt altid at bede om, at Gud ikke vil tage sin Helligånd fra os, at han nådigt vil holde os i sin nåde, hver dag øge Helligåndens gaver og, som vi beder i Fadervor, forlade os vor skyld. For uden sådan skyld kan heller ikke de hellige leve. Men ved troen på Kristus bliver den tilgivet, så den ikke kan skade dem.

Sådan har I kære venner nu hørt, hvad den rette pinse er, som vi kristne skal glæde os over af hjertet, for den er langt herligere end jødernes pinse. For Helligånden er ved Kristus blevet udgydt over alt kød, så vi ved evangeliet kender Gud og ved Helligånden bliver hellige og retskafne på sjæl og legeme – hvis vi da vil skikke os ret kristeligt dertil med bøn, med at høre prædiken og med en vandel, der ikke vækker forargelse. Dertil hjælpe os Helligånden ved Kristus. Amen.