Påskedag: 2. prædiken (Matt 28,1–10)

Prædiken på påskedag over evangeliet Matt 28,1–10. Anden prædiken

Kære venner, I har hørt om Kristi opstandelse: hvordan det gik til, hvorfor den skete, og hvordan vi skal bruge den og have gavn af den. Om denne brug af opstandelsen lærer også dette evangelium.

For det første er det en stor ting, at de kære engle er de første budbringere, der kommer med så glad et budskab: at Kristus er opstået og ikke længere er i graven. Og de minder kvinderne om, at Kristus havde sagt dem det i forvejen, selv om de hverken havde troet det eller forstået det. Dette budskab er et sikkert tegn på, at englene ikke flygter fra os eller foragter os af den grund, skønt de er ganske rene og hellige ånder og vi stakkels syndere, men at de vil være gode venner med os; for Kristus er død og opstået igen til gavn for os.

Havde Gud nu ikke villet, at vi skulle tage os denne opstandelse til hjerte og trøste os ved den, så havde han beholdt sine budbringere, de kære engle, i himlen og ikke ladet os få et ord at vide om den. Men når englene bliver bestemt og sendt til at være de første prædikanter, der forkynder os Kristi opstandelse, så er det et sikkert tegn på, at Herren Kristus, som vi har hørt, er opstået til gavn for os, og at det er Guds vilje, at vi skal trøste os ved ham og tro englenes prædiken. Altså står først selve gerningen der: fordi englene bliver sendt, må vi slutte, at Kristi opstandelse lige så vel som hans lidelse skal tjene os og er sket for vores skyld.

Ud over gerningen hører man også af ordene, hvad meningen er med Kristi opstandelse. For englene kommer med en dobbelt befaling. Den første gælder kvinderne: at de for deres egen skyld ikke skal frygte, men glæde sig over, at Kristus er opstået. Den anden befaling er, at de ikke skal holde opstandelsen hemmelig, men skynde sig hen og forkynde den for disciplene. Over begge dele er der stor grund til at glæde sig. For når englen først siger: «I skal ikke frygte, for jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået fra de døde», så er det jo det samme, som om han sagde: Hvor er I dog nogle tåbelige, enfoldige småfolk, at I vil blive forskrækkede og bange! Kristus lever jo og er opstået fra de døde. Derfor bør I være glade og slet ikke bekymre jer. For når Kristus lever, så lever han til gavn for jer, så I skal have glæde af ham, blive beskyttet af ham og bevaret mod al jammer. For sådan er sproget nu engang: den, der ikke skal frygte, skal være glad og ved godt mod og håbe og vente det bedste. Men den, der frygter, må vente noget værre, som han helst ville være fri for. Sådan ser man det: hvor nogen frygter for bødlen, for døden, for synden og for Guds vrede, dér er ingen glæde og intet håb, men bare klage og sorg, bekymring og uro. Sådan skal det ikke være hos jer længere, siger englen, for Kristus er opstået. Dermed vil han vise, at vi skal trøste os ved Kristi opstandelse mod Djævelen, synden, døden og helvede. For hvis disse fjender skulle eller kunne gøre mere skade, ville det være umuligt for os ikke at frygte. Det er den første befaling, ikke alene til kvinderne, men til alle døbte og troende kristne, som ved og tror, at Kristus er opstået: at de ikke skal frygte.

Den anden befaling ser ud til at være ulig den første, men den har dog netop samme mening: englen byder kvinderne skynde sig hen og forkynde for hans disciple, at Kristus er opstået fra de døde. For det er jo også et sikkert tegn på, at disciplene skal glæde sig og tage sig opstandelsen til hjerte. Men se nu: hvem er disciplene? Er det ikke sandt? Det er stakkels syndere, som har opført sig dårligt mod Herren og forladt ham skændigt i hans største nød – især Peter, som endda fornægtede ham. Oven i det sidder de nu samlet og tør ikke lade sig se for jøderne. Der er ikke en tanke om, at Kristus skulle leve igen og først nu oprette sit rige. Og da kvinderne allerede kommer og fortæller, at de har set Herren, og da Simon Peter og de to fra Emmaus også kommer, vil ingen af dem tro det; de holder det for løs snak. Ja, Herren kommer selv og viser dem sine hænder og fødder og lader dem føle og røre ved sig, og alligevel er de træge og svage til at tro.

At englen ligger så meget på sinde, at man skal forkynde Kristi opstandelse for disciplene, som var druknet i vantro og lå under en dårlig samvittighed, det er jo et sikkert tegn på, at Herren Kristus er opstået til trøst for de stakkels svagtroende – ja, for dem, der næsten er helt vantro – så de skal have glæde af ham og søge og finde hjælp og beskyttelse hos ham.

Derfor, når vi finder den samme svaghed, synd og vantro hos os selv, skal vi ikke fortvivle over det eller tænke, at Kristus ikke vil have med os at gøre. Vi skal i stedet lære her, at englene kommer fra himlen netop til trøst for sådanne stakkels, svage, elendige syndere og må sørge for gennem kvinderne, at de får at vide, at Kristus er opstået, så de kan øse trøst og glæde deraf. For som vi hørte i den forrige prædiken: hvor Kristi opstandelse er, dér må der være trøst, glæde og en god samvittighed; for på det billede finder man hverken død, synd eller Guds vrede.

Det er nu de kære engles prædiken om Kristi opstandelse. De kommer fra himlen, for at de stakkels forskrækkede samvittigheder skal få den at vide og glæde og trøste sig ved den. Denne prædiken og dette vidnesbyrd burde være nok for os. Men så kommer Kristus selv til kvinderne og prædiker ganske som englene, hilser dem på det allervenligste og siger også til dem, at de ikke skal frygte. Dermed vil han lære os alle, hvordan vi ret skal bruge hans opstandelse: at vi skal slå al frygt fra os og være glade og ved godt mod. Og vi skal vide, at vi ikke længere har en død og begravet Kristus og ikke skal tjene ham som en død – sådan som kvinderne her søger ham i graven og vil tjene ham ved at salve hans døde legeme; det er han ikke hjulpet med, og de får heller ingen trøst eller nytte af det. Nej, vi skal ved troen trøste os ved og glæde os over den opstandne Kristus og hans sejr.

For der er jo intet i hele verden, der kan skræmme en kristen, som har Kristus til Herre. Synden gør det ikke, for vi ved, at Kristus har betalt for den. Døden gør det heller ikke, for Kristus har overvundet den. Helvede har han revet i stykker, Djævelen har han bundet og taget til fange. Og når verden, som det er dens art, er fjendtlig mod de kristne og lægger dem al slags plage på – hvad skal man så gøre ved det? Det er jo kun en timelig lidelse, mens vi til gengæld ved, at vi skal have glæde af Kristi opstandelse til evigt liv. Derfor skal denne prædiken fra englen og siden fra vor Herre Kristus altid lyde og blive iblandt de kristne: «Frygt ikke, vær glade, tak og lov Gud; for Kristus er opstået og er ikke længere her.»

Men Kristus lader os ikke blive stående ved denne trøst; han går endnu videre og gør den meget større og herligere. For sådan siger han: «Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig.» Eller som Johannes fortæller i Joh 20,17, at han sagde til Maria: «Gå til mine brødre og sig: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.»

Det er da en trøsterig prædiken, at han kalder sine disciple «brødre». Blandt mennesker er det navn ikke noget særligt. For når den ene kalder den anden bror, så fører det navn ikke mere med sig end en fordel, når det gælder arv og slægtskab. Men når Kristus, som er Guds Søn, kalder os brødre, så er det for alvor et prægtigt, højt navn, som ingen kan sige ud. For når han kalder os brødre, må han jo også dele med os og ikke beholde den arv, han har, for sig selv alene. For det må vi på alle måder vente af Herren Kristus: at han ikke fører dette navn bare for syns skyld, sådan som verden plejer, hvor den ene ofte skriver «kære bror» til den anden og dog i sit hjerte er hans værste fjende, der ønsker ham al ulykke. Den slags uart skal vi ikke vente os af Kristus. Kalder han os brødre, så mener han det af hjertet: at han vil være vor bror helt og fuldt, regne os for brødre og omgås os som brødre.

Hvordan kommer apostlene nu til en sådan ære? Har de da fortjent dette navn ved, at de løb så skændigt fra ham, fornægtede ham og ikke længere troede, at han skulle leve igen og oprette sit rige? Det kunne jo have givet Herren grund til at regne dem for sine fjender og ikke for brødre. Men som sagt: han vil have med stakkels syndere at gøre og vil, at de stakkels syndere skal tage sig hans opstandelse til hjerte og trøste sig ved den. Ellers ville han i sandhed ikke kalde sine disciple brødre – de havde jo opført sig så ilde mod ham og ikke fortjent det navn, lige så lidt som vi, der også er stakkels syndere og dog skal tage dette navn til os. Sådan befaler Kristus jo alle kristne, at når de vil bede, skal de sige: «Vor Fader, du som er i himlene.» For kalder vi Gud i himlen Fader, så må vi jo være Kristi brødre, sådan som han siger her: «Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.» Den eneste forskel er, at Kristus af sig selv er Guds naturlige og evige Søn, mens vi kommer til denne ære ved Kristus; for han er død for os og opstået til gavn for os, så vi ved troen på Kristus bliver Guds børn, filii adoptati, non nati [adopterede, ikke fødte børn; jf. Rom 8,15 og Gal 4,5], sådan som Paulus skelner.

Ordet om, at Herren kalder sine disciple brødre, er den rette tilgivelse (absolutionen), hvormed han løser dem fra alle synder, så de skal glemme dem og ikke længere frygte for dem. For Kristus har jo ingen synd. Skal disciplene nu hedde Kristi brødre, så må de heller ikke have nogen synd; ellers ville Kristus have en fordel i arven og ikke være vor rette bror. Men når han siger, at vi er brødre, så følger det deraf, at vi hører med til den samme arv.

Hvad er nu Kristi arv? Det er ikke penge, gods, stor magt og pragt. For erfaringen lærer os, at sådanne goder har også de, som hverken er Guds børn eller Kristi brødre. Derfor kan det ikke være Kristi rette arvelod, som han og hans brødre alene har. Nej, med det timelige går det som med solen, regnen og Guds andre gaver, som Gud giver gode og onde lige. Men Kristi rette arv er den, som Paulus taler om i 1 Kor 1,30–31: «Kristus er af Gud gjort til visdom for os og til retfærdighed og til helligelse og til forløsning, for at, som der står skrevet: ’Den, som roser sig, skal rose sig af Herren.’»

Vi stakkels mennesker er så forblindede af synden, at vi af naturen hverken ved noget om Guds væsen og vilje eller om synd og retfærdighed. Og selv om der endnu er en lille gnist af gudserkendelse i os, som Paulus siger i Rom 1, så ser man dog, hvor hurtigt den er slukket, og hvordan vi er havnet i vildfarelse og afgudsdyrkelse. Derfor er nu den første del af vor arvelod, som vi kommer til ved Kristus, at vi lærer Gud ret at kende, sådan som han siger i Matt 11,27: «Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.» Det er den højeste og største visdom; ved siden af den er al verdens visdom den rene dårskab. For nok har den et stort ry i verden, men den varer ikke længere end her på jorden. Men denne visdom, at Kristus lærer os at kende Gud – at Gud vil være os nådig og barmhjertig – den er en evig visdom og selve det evige liv, som Kristus siger [Joh 17,3]; og den tjener os til, at vi ikke alene kan forsvare os mod menneskene, men også mod Djævelen selv, og kan gennemskue ham og dømme ham.

Den anden del af vor arv er, «at Kristus er gjort til retfærdighed for os». For vi lever ikke alene i synder, men er også undfanget og født i synder. Men ved Kristus kommer vi dertil, at Gud ikke vil se disse synder eller tilregne os dem, men vil skænke os dem og tilgive dem. Det er da at være retfærdig: når Gud regner os for retfærdige, skønt vi i os selv er stakkels, elendige syndere.

Den tredje del af vor arvelod er, «at Kristus af Gud er gjort til helligelse for os». Ikke alene ved at han, som der står i Joh 17,19, helliger sig selv for os og giver sig hen som offer; men ved at han skænker os sin Helligånd, som gør vore hjerter visse på Guds nåde, viser os ret og trøster og opholder os i al nød og anfægtelse og desuden begynder et nyt liv i os, står synden imod og driver os til inderlig lydighed mod Gud.

Den fjerde del er, «at han også er gjort til forløsning for os». Lad anfægtelse, nød, bekymring og forfølgelse komme, som de vil – Kristus er dog hos os og holder hånden over os, så vi til sidst sejrer og mærker forløsningen; ikke alene her i tiden, men meget mere den evige forløsning.

En så rig, kostbar, evig arv burde vi da af hjertet tage til os og glæde os over. For til dette håb kalder Kristus os, når han kalder os sine brødre. Men det er en jammer over al jammer, at vi har mere glæde af, at et menneske skænker eller testamenterer os hundrede gylden, end af at Guds Søn indsætter os i sit rige og sin evige arv. Det er jo sandt: vi burde lade os nøje med, at Kristus lod os være sine disciple, sine tjenere, sine elever, eller hvis han kaldte os sine venner. For hvem ville ikke rose sig af en så stor herre og mester? Men han løfter os højere, han vil ikke lade det blive ved noget ringe og kalder os «sine brødre». Derfor skulle man ikke glemme en så stor trøst, men altid tænke på dette rige, evige broderskab og trøste sig ved det i al nød og i selve døden.

Men hvad finder Djævelen på? Han driver paven og de vildfarende, forførende lærere til slet ikke at nævne dette broderskab, og imens laver de sig i Djævelens navn andre broderskaber, hvor man deler de afdøde helgeners, munkenes og messepræsternes gode gerninger ud som en arv. Men den straf er ret og rimelig. For den, der ikke vil glæde og trøste sig ved dette broderskab, er ikke andet værd end at sætte sit hjerte og sin tillid til andre ugudelige, afgudiske, vildfarende og tomme broderskaber.

Lad os derfor være taknemmelige for denne velsignede lære og tage imod den af hjertet og bruge Kristi opstandelse sådan, at vi har en fast tillid til Kristus som vor bror: at han vil bruge det liv, han nu lever, til vor frelse og, som Paulus siger, bevare os mod al vrede [jf. Rom 5,9–10]. Den, der fast kunne tro det, ville ikke lade nogen ulykke gøre sig bekymret. For lad nød og mangel komme, hvordan og hvad det vil: vi ved, at Kristus lever, og at vi også skal leve med ham. Hvad gør det så, at vi lider her i tiden, når vi så sikkert har det evige ved Kristus? Ligeledes: hvorfor skulle vi blive vrede på dem, der gør os ondt? Er det ikke sandt? Det rimelige var, at vi var bekymrede for dem og havde medlidenhed med dem; for med deres had og misundelse mod os vidner de jo tilstrækkeligt om, at de ikke er i dette broderskab og ikke skal have del i denne evige arv. Hvad hjælper så deres timelige arv dem, deres magt, penge, gods og pragt, som de dog kun misbruger til flere synder og til deres desto hårdere fordømmelse?

Altså: hvis vi ret kunne tro dette broderskab, så ville vi ikke tage os så meget af det timelige, men altid mere se hen til den evige arvelod, som bydes os i dette broderskab. Sådan formaner Paulus meget fint, når han prædiker om Kristi opstandelse i Kol 3,1–3 og siger: «Når I altså er opstået med Kristus, så søg det, som er foroven, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Stræb efter det, som er foroven, ikke efter det, som er på jorden. For I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.» For vil vi for alvor tage os dette broderskab til og rose os af, at vi er Guds børn, så må vi jo gøre os umage med vor Faders vilje og ikke være ulydige børn. Og vi må, som Paulus siger, «dræbe vore lemmer på jorden» – det vil sige de onde lyster og gerninger – og lægge dem af «og som Guds udvalgte, hellige og elskede iføre os inderlig barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, så vi kan bære over med hinanden og tilgive hinanden» osv. [Kol 3,5 og 3,12–13]. For derfor nævnte vi før under Kristi arv også helligelsen; den skal på alle måder følge med, både i tro og i liv, som Paulus også siger et andet sted, i 1 Kor 5,7–8: «Vi har et påskelam, det er Kristus, ofret for os. Lad os derfor holde påske, ikke med den gamle surdej, heller ikke med ondskabens og falskhedens surdej, men med renhedens og sandhedens usyrede dej.» Ligeledes: «Lad os rense den gamle surdej ud og være en ny dej, ligesom I jo allerede er usyrede.» Det er underligt sagt; men det er netop det samme, som vi hørte ovenfor fra Paulus: at Kristus er gjort til retfærdighed og helligelse for os. For fordi vi tror på Kristus, at han har betalt for vore synder, så har vi ved denne tro syndernes forladelse og er retfærdige, eller som Paulus kalder det, «vi er uden surdej». Men alligevel har vi endnu kød og blod på os; det er endnu ikke helt dødt, men fuldt af surdej og onde lyster. Dem skal vi rense ud og dræbe; vi skal ikke følge dem, men holde os hellige. For dertil giver vor Herre Kristus os sin Helligånd, at vi skal stå synden imod og rette os efter Guds ord og vilje.

Sådan ser I, kære venner, hvad Kristi opstandelse skal skabe og virke i os: at vi fra nu af ikke skal frygte, men kende og rose Kristus som vor bror og trøste os ved den rige arv, som han har givet os. Og vi skal også holde os sådan i alt, hvad vi gør og lader være, at vi ikke mister denne arv igen ved ulydighed som vanartede børn. Det er da at bruge den glade opstandelse ret og godt og at fejre påsken ret.

Men hvor det ikke sker – hvor man enten vil blive liggende i synd og ulydighed eller ikke vil gribe til denne trøst i nød og anfægtelse – dér er intet mere sikkert, end at man hverken har eller ved noget om denne opstandelse og denne herlige arv.

Gud give os ved Kristus sin Helligånd, så vi ret kan trøste os ved denne opstandelse og vokse dag for dag i denne tro, tillid og dette håb og til sidst derved blive frelst. Amen.