3. påskedag (Luk 24,36–47)

Prædiken på 3. påskedag over evangeliet Luk 24,36–48, holdt 1533

Denne historie skete også påskedag, netop den gang da de to disciple fra Emmaus kom tilbage til Jerusalem og fortalte disciplene, hvad der var hændt dem, og hvordan de havde set Herren. Og det er netop den historie, som man skal prædike over på søndag efter Johannes – bortset fra at der især fortælles om Thomas, og at det, der skete otte dage senere, også er hængt på. Man kunne nok gøre mange stykker ud af den; for det er et rigt stof. Men da vi har gjort artiklen om opstandelsen færdig, vil vi nøjes med disse to stykker, som er de vigtigste. Det første er, at disciplene, da Herren uventet kommer ind til dem gennem lukkede døre, forskrækkes over ham og tror, at det er en ånd.

Af disse ord har vi, at det ikke er noget nyt, at man ser ånder. For Herren selv benægter ikke, at ånder kan vise sig; nej, han bekræfter det ved at gøre forskel på ånderne og sig selv. For sådan siger han: «Hvorfor er I forfærdede, og hvorfor tænker I sådan? Se mine hænder og mine fødder. En ånd har ikke kød og ben.»

Det er nyttigt og nødvendigt at vide, at vi ikke er så alene, som om Djævelen var hundrede mil borte fra os. Han er rundt om os overalt, og nu og da tager han en maske på. Jeg har selv set, at han viser sig, som var han en so, et brændende halmvisk og den slags. Det skal man vide, og det tjener til, at vi ikke gør overtro ud af det og holder sådanne ånder for menneskesjæle. Det er sket hidtil, og den pavelige messe er blevet stærkt fremmet og højt hævet ved det. For alle mente, når Djævelen lod sig se og høre på den måde, at det var menneskesjæle. Det har man gode vidnesbyrd om, ikke alene fra pavens skribenter, men også fra Gregor og andre gamle lærere: De holdt det ikke for djævelske spøgelser, men for troende sjæle. Men hvilke gruelige vildfarelser og hvilken afgudsdyrkelse der er fulgt af det, ved vi desværre alt for godt.

For på den måde har man holdt skærsilden oppe. Og ved skærsilden har man så holdt fast ved fortjenesten af egne og andres gode gerninger, som om de skulle komme de døde til gode. Men hvordan Kristi død og opstandelse er blevet gjort ringe ved sådan en falsk lære, og menneskers gerninger er blevet æret, er let at se. For det tredje er den gruelige vederstyggelighed med messen fulgt deraf. Ved den er Kristi offer blevet helt formørket, og Herrens nadver er blevet forvendt til gruelig misbrug, som om den var indstiftet til at nydes af de døde og ikke af de levende. Al denne jammer er kommet af den overtro: Når Djævelen tog en maske på og viste sig på én måde her og på en anden måde dér, troede alle, at det ikke var Djævelen, men en menneskesjæl. Havde man ellers holdt det for Djævelen, ville man ikke så let have troet dem; for man ved, at han er en morder og en løgner. Derfor ville Kristus heller ikke dengang have hans vidnesbyrd, når han sagde sandheden, som man ser i Mark 1 og andre steder, hvor Kristus forbyder ham at tale og ikke vil have hans vidnesbyrd, selv om han siger sandheden.

Derfor er det et nødvendigt stykke, at vi ved og tror, at det er sandt, at Djævelen nu og da lader sig se, snart på én måde, snart på en anden. Det gør de kære hellige engle også. For vi går og står altid mellem engle og djævle. Djævlene tænker og pønser på, hvordan de kan kvæle os, forføre os og gøre os skade. Men de gode engle er omkring os, når vi er fromme og gudfrygtige, for at de kan vogte og bevare os mod skade. Det skal man vide, så vi lærer at frygte Gud og hver dag desto flittigere korser os og desto alvorligere beder Gud om beskyttelse mod de onde ånder, så de ikke skader os med pest eller på anden måde forgifter os eller volder anden jammer.

Den, der gerne vil være sikker mod den slags, har ikke noget bedre og sikrere råd end at leve i gudsfrygt, bede flittigt og tale meget og gerne om Guds ord. Det er det rette kors, som vi skal korse os med og værge os med mod fjenden. For dér, hvor Guds ord er i hjertet, kan han ikke blive; han må pakke sig. Sådan bliver han heller ikke i denne kirke nu. For Kristus siger: «Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér vil jeg være midt iblandt dem.» Men hvor Kristus er, dér kan Djævelen ikke huse længe. Derfor skal man gerne høre Guds ord, ofte og meget tænke på det og gerne tale om det. Men hvor man lyver, bagtaler og lever i synd og med ond samvittighed, dér træder den onde fjende til, mens Kristus og hans engle viger bort. Derfor skal ingen benægte, at Djævelen lader sig se, at han skræmmer og forfører folk eller i det skjulte gør dem skade. Men når han gør det, så lær at slå det hellige kors: ikke alene med hånden foran dig; nej, sørg for at have det i dit hjerte, så du trøster dig med Guds ord og beder. Lad ham så skrabe og rumle, så længe han vil; du skal nok være i sikkerhed for ham. Sig det bare frimodigt lige op i ansigtet på ham: Du er en djævel og bliver en djævel; men jeg er en kristen og har en stærkere Herre over mig, end du er. Så lad mig være i fred.

Det er også mange gange hændt mig selv, at han har rumsteret i huset og villet skræmme mig. Men jeg har holdt mit kald op for mig og sagt: Jeg ved, at Gud har sat mig i dette hus, for at jeg skal være herre her. Har du nu et stærkere kald end jeg og er herre her, så bliv. Men jeg ved godt, at du ikke er herre; du hører hjemme et andet sted, nemlig i helvedes afgrund. Så er jeg faldet i søvn igen og har ladet ham være vred. For jeg vidste, at han ikke kunne gøre mig noget. Det er så det første stykke, som vi ikke kunne springe over, eftersom disciplene og Herren selv taler om ånder, som er onde ånder og viser sig for at skræmme folk og gøre dem bange.

Det andet stykke er, at Kristus siger: «Således er der skrevet, og således måtte Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag og lade omvendelse og syndernes forladelse prædike i sit navn for alle folkeslag og begynde i Jerusalem.»

«I Jerusalem,» siger han, «skal denne prædiken begynde og derefter lyde ud i hele verden»: at Kristus måtte dø og opstå fra de døde. Hvortil? Til det, «at der i hans navn skulle prædikes omvendelse og syndernes forladelse» – og ikke i noget andet navn. Så der gælder ingen omvendelse og intet aflad, hverken i Sankt Peters eller Sankt Pauls navn, og langt, langt mindre i mit navn: at jeg ville blive munk eller tage fat på den eller den gerning for dermed at fortjene syndernes forladelse. Nej, der står: «I hans navn skal man prædike forladelse»: at han har vundet den ved sin lidelse og opstandelse. Så den, der vil have syndernes forladelse, skal tro, at Kristus har lidt for ham og er opstået igen fra de døde. Det skal være den rette prædiken.

Men for at man skal vide, at sådan en prædiken ikke er fattet og lært til bunds, så snart man har hørt den én gang, tilføjer evangelisten med vilje disse ord og siger: «Han» – Herren Kristus – «oplod deres forstand, så de forstod Skrifterne.» Det hører med; ellers går folk ind og ud af prædikenen som køer. Dér er ingen forstand; og der kan heller ikke være nogen, medmindre Kristus først er der og åbner forstanden.

Men hvad skal det betyde, at Herren sætter «omvendelse og syndernes forladelse» sammen og siger med udtrykkelige ord: «Denne prædiken skal begynde i Jerusalem»? Det er da en anstødelig befaling, at man skal begynde i Jerusalem med at prædike omvendelse og syndernes forladelse – dér, hvor de største helgener var, levitterne, ypperstepræsterne og Guds folk. Der skulle jo enhver mene, at sådan en prædiken om omvendelse og syndernes forladelse slet ikke var nødvendig.

Men Herren vil sige så meget som dette: I kære levitter og jøder, I skal være de første, og med jer skal man begynde at prædike omvendelse, så I skal forbedre jer; ellers kommer I aldrig nogensinde til syndernes forladelse. For «at prædike omvendelse» betyder ikke andet end at skælde en synder ud og sige til ham, at han er i en fordømmelig stand og tilstand, hvor det er umuligt, at han kan blive frelst, hvis han ikke omvender sig og bliver anderledes.

Den omvendelsesprædiken vil Herren have ud i hele verden. Derfor kan intet menneske undskylde sig; vi må alle anklage os selv som syndere og overgive os. Hvad skulle det ellers være godt for, at man prædikede omvendelse for os? Ja, han vil, at denne prædiken skal begynde i Jerusalem, blandt Guds folk og på det helligste sted, så man skal sige til farisæerne, at de skal forbedre sig. For for Guds øjne bærer de sig værre ad end horer og skurke, eftersom de stadig regner sig selv for fromme og hellige, som om de ikke havde brug for sådan en omvendelsesprædiken.

Kort sagt: Med denne befaling fordømmer Kristus hele verden og skælder dem alle ud for syndere. Og hvis vi ellers vil frelses, vil han, at enhver skal falde på knæ, løfte sine hænder og sige: Herre, jeg er en synder, jeg har brug for at forbedre mig; men jeg kan ikke komme dertil af mig selv. Derfor, Herre, vær mig nådig og hjælp mig.

Hvor det sker, at vi fortvivler over hele vores liv og gerning, dér kommer så det andet stykke, som hedder syndernes forladelse. Den vil Herren også, at man skal prædike. Det drejer sig altså først og fremmest om, at vi erkender, at vi er syndere, og derefter beder om nåde. For til denne bygning, hvor man vil gøre et menneske til en kristen, må den første sten altid være, at man erkender synden. Ellers vil man hverken kunne glæde sig over forladelsen eller trøste sig ved den. Sådan vil Herren her vise begge dele: at hele verden er under synden og alene ved Kristus bliver retfærdig og hellig, så den fremover skal leve uden al synd.

Fornuften har sin egen særlige dom. Én bilder sig ind, at han er from, fordi han faster og beder meget. En anden, fordi han giver mange almisser, og så videre. Men evangeliet gør alle mennesker til syndere og siger: «Omvend jer.» Dér begynder striden så. Paven vil ikke være en synder, og munken i klosteret heller ikke; og vi selv ville også gerne leve sådan, at Gud ikke kunne anklage os for noget. Men det bliver der ikke noget af.

Hvad skal vi så gøre? Skal vi fortvivle, fordi vi er syndere og ved, at Gud er syndens fjende? Nej. For ved siden af omvendelsen er det også befalet at prædike syndernes forladelse, så man skal forkynde syndernes forladelse i Kristi navn for alle, som hører og tror det. Tag imod det og trøst dig ved det. Sig: Herre, jeg er en synder; men skån mig. Jeg vil leve af den rene nåde, som bliver budt mig i dit navn. Så gør du det rette, og du bliver hjulpet. For dér står løftet, at alle, som tager imod evangeliet, får deres synder skænket og tilgivet. For man skal jo prædike syndernes forladelse i Kristi navn. Men hvor Kristus ikke er, dér kan der ikke være nogen syndernes forladelse.

Derfor er pavens aflad den rene løgn og bedrag, som han sælger i de afdøde helgeners navn og fortjeneste. For her står der: «I mit navn skal man prædike det» – jeg, som måtte dø for jer og opstå fra de døde; ellers er der ingen, der er død for jer.

Denne prædiken udskælder man som kætteri, som I ved, og man bagvasker os og siger, at vi forbyder gode gerninger. Men hvad skal vi gøre? Vi har jo ikke selv fundet på disse ord, at man i Jesu navn skal prædike omvendelse for alle folkeslag. Og hvorfor skulle det være nødvendigt at prædike omvendelse, hvis vi havde gode gerninger og kunne gøre dem? De retfærdige har jo ikke brug for, at man prædiker omvendelse for dem, men synderne har. Nu gælder denne befaling imidlertid hele verden: at man skal prædike omvendelse i hele verden. Så følger det jo, at der i hele verden ikke er andet end syndere og synd og ingen gode gerninger. Hvad skulle man ellers have brug for omvendelse og syndernes forladelse til?

Men de blinde folk vil ikke høre og bliver ved med at bagvaske og sige, at man forbyder gode gerninger. Derfor hører det med, at Gud åbner vores forstand, så vi siger: Herre, vær mig nådig, jeg er en fattig synder; men jeg trøster mig ved din nåde, for du har befalet, at man skal prædike syndernes forladelse i dit navn. Den, der kender sig selv sådan, priser Gud og giver ham æren for, at han er sanddru i sit ord; og det ord anklager os alle som syndere og formaner os til omvendelse. For det andet priser han også Gud ved at tro syndernes forladelse ved Kristi navn. De ubodfærdige og vantro derimod spotter Gud, og til sidst skal de også få deres straf for det.

Sådan skal vores liv være over for Gud. Derefter skal man også prædike sådan for andre, gøre godt mod andre og gerne hjælpe, være lydig, og hver især passe sit kald. Så ville der blive en rigtig helgen ud af dig, som er hellig over for Gud ved troen og derefter også uangribelig over for mennesker, hvad livet angår. For hvis personen ikke først er ren og hellig ved troen, hvad hjælper det den så at gøre mange gerninger? Eller hvordan kan man kalde det gode gerninger, når kilden er ond og uren, som gerningerne kommer fra? For for det første tror et sådant hjerte ikke, at Gud er sanddru, han som lader omvendelse prædike i hele verden; og fordi det ikke vil regne sig selv for en synder, kan det hverken tage imod syndernes forladelse eller trøste sig ved den.

De, som nu erkender sig som syndere og tror, at Gud tilgiver dem deres synder for Kristi skyld, de er de rette kristne, hos hvem man finder omvendelse og syndernes forladelse. For denne læres skyld skælder man os ud for kættere og fordømmer os. Men vi skal takke Gud for, at vi er kommet til den nåde, at vi erkender os som syndere og kan trøste os ved Guds nåde, og at vi derefter i denne tro gør rigtige gode gerninger, som udspringer af omvendelsen og troen. For hvor denne lære og prædiken er, dér vil Kristus også være; dér skal ingen djævel komme hen, dér skal man ikke længere frygte Djævelen eller forskrækkes for ham. For dér er syndernes forladelse og et glad og fredfyldt hjerte, som gerne gør alt det, det skal gøre.

Men de andre, som ikke tror, gør ingen god gerning. Og selv om gerningen i sig selv ikke var ond, gør de den dog uden lyst og glæde. Det er sure og uvenlige gerninger, som Gud ikke kan have behag i. Men hjertet bliver ikke glad på anden måde end ved troen på Kristus; den fastslår, at vi er syndere, men at vi ved ham har syndernes forladelse af den rene nåde.

Sådan er en kristen på én gang en synder og en helgen; han er på én gang ond og from. For hvad vores egen person angår, er vi i synd, og i vores eget navn er vi syndere. Men Kristus bringer os et andet navn, som hedder syndernes forladelse: at synderne bliver eftergivet og skænket os for hans skyld. Og så er begge dele sandt. Synderne er der; for den gamle Adam er endnu ikke helt død. Og de er der heller ikke. Årsagen er, at Gud for Kristi skyld ikke vil se dem. For mine øjne er de der; dem ser og mærker jeg godt. Men dér er Kristus, som lader prædike for mig, at jeg skal omvende mig, det vil sige bekende mig som synder og tro syndernes forladelse i hans navn.

For omvendelsen er ikke nok, selv om den skal være der; der må komme det til, at man tror syndernes forladelse i Kristi navn. Men hvor den tro er, dér ser Gud ingen synd mere. For dér står du ikke for Gud i dit eget navn, men i Kristi navn. Han smykker dig med nåde og retfærdighed, selv om du i dine egne øjne og for dig selv er en fattig synder og stikker fuld af svaghed og vantro. Men det skal ikke skræmme dig ihjel; for hvordan skulle du ellers kunne høre denne prædiken om omvendelse? Sig derfor: Ak Herre, jeg er jo en fattig synder; men du siger, at det ikke skal blive ved med at være sådan med mig. For du har jo befalet, at man også skal prædike syndernes forladelse i dit navn osv.

Det er nu den rette artikel, som gør kristne. For selv om du ville faste dig selv ihjel og give almisser, til du selv blev tigger, så er du ikke hjulpet af det; du bliver ikke en kristen af det, du kommer ikke i himlen af det, du skaffer dig ikke en nådig Gud af det. For her står der: «I mit navn,» siger Kristus, «skal man prædike omvendelse» – så folk bliver forskrækkede for Guds vrede over deres synd – «og syndernes forladelse», så de bliver trøstet igen. Så er vor Herre Kristus alene den nådeklædning, som bliver trukket på os, for at Gud, vor Fader, ikke skal se på os som syndere, men tage imod os som retfærdige, hellige, fromme syndere og give os det evige liv.

I ved, at denne lære ikke har været i verden før denne tid, før det kære evangelium kom. Man har nok sagt ud fra evangeliets tekst, at man skal prædike syndernes forladelse i Kristi navn; men hele livet og læren er gået imod det: Den, der ville blive frelst, skulle opnå det med gode gerninger og selv betale eller gøre fyldest for sin synd. Det er at skaffe synden bort i sit eget navn. Men det er forgæves og forkert. For Kristi navn er det eneste, som man skal prædike syndernes forladelse i. Munkenavnet, nonnenavnet, pavenavnet, fastenavnet, almissenavnet, ja, Sankt Peters og Paulus’ og Jomfru Marias navn skal ikke gøre det.

Her kan vi derfor se, hvor fattige folk der stadig er i pavedømmet, og hvor jammerligt de bliver bedraget. Når de skrifter og bilder sig ind, at de er allerfromme, og tror, at man løser dem fra alle deres synder efter skriftemålet, så sker denne løsning eller tilgivelse (absolutionen) ikke alene i Kristi navn, som det dog skulle være, men i Guds moders, de hellige apostles og alle helgeners fortjenestes navn. Men hvad er det for en tilgivelse? Det er den rene vederstyggelighed, som man skulle flygte fra som fra Djævelen; og alligevel vil man tvinge og drive folk til den, som var den den højeste gudstjeneste. Men den, der vil efterkomme Kristi befaling, hører her, at syndernes forladelse alene skal prædikes i Kristi Jesu navn. Årsagen er, at han alene er død for os. Ingen af alle de andre helgener er død for din synd; hvad skal du så med deres navn til syndernes forladelse?

Det er nu læren fra dagens evangelium: at de, som bekender deres synd og ved, at de er syndere, skal have syndernes forladelse i Kristi navn. Det ser ud til at være en let kunst, hvordan man skal komme til syndernes forladelse. For man behøver ikke at bære sten, bygge kirker eller læse messe for det; man skal alene høre Guds ord og give Gud æren, når han lader omvendelse prædike for os, så han får ret, og vi er fattige syndere; og derefter lære at stole og bygge på Guds nåde og se hen til Jesu navn, i hvilket syndernes forladelse bliver prædiket. Den, der tror det, kan synden ikke skade; for han har Kristus og hans navn og er retfærdig. Ikke fordi han ikke har gjort nogen synd, men fordi vi for Kristi skyld, af nåde, af Gud regnes for hellige og retfærdige. Sådan som vi beder og bekender i vores tro: Jeg tror syndernes forladelse eller tilgivelse. For den nåde skal vi takke Gud, at vi er kommet til Kristi rige og hans ord, som er et nådens rige, hvor alle synder skal tilgives ved Jesu navn.

Det er læren om syndernes forladelse. Den skal man nøje skelne fra den anden lære, som hedder læren om gode gerninger. Ikke fordi de, som gerne vil frelses, ikke skal gøre gode gerninger; for den lydighed er pålagt os for længe siden, i loven. Men fordi sådanne gode gerninger ikke kan tjene nogen til syndernes forladelse. For Peter og Paulus og alle helgener, hvor fromme de end er i deres liv, så hjælper det dem ikke for Gud; men det, der alene hjælper dem, er, at de tror på Kristus, at de har syndernes forladelse ved hans død. Så begge dele må altså være der: gode gerninger skal vi gøre, og alligevel tro syndernes forladelse alene i Kristi navn. Det give os vor kære Herre Kristus. Amen.