Påskedag: 1. prædiken: opstandelsens kraft og nytte (Matt 28,1–10)

Prædiken på påskedag over evangeliet Matt 28,1–10. Første prædiken: Om Kristi opstandelses kraft og nytte, holdt 1531

Fordi dagens højtid holder den trøstelige og glade artikel i vor tro frem for os, hvor vi bekender, at Kristus opstod fra de døde på den tredje dag, er det nødvendigt, at man først fatter og kender historien så enkelt som muligt og derefter også lærer, hvorfor det er sket, og hvordan vi kan få gavn af det.

Historien gik sådan til. Skærtorsdag aften, da Kristus var stået op fra nadveren og gået ud i haven, blev han dér forrådt af Judas og taget til fange af jøderne og ført fra den ene ypperstepræst til den anden, indtil de til sidst besluttede sig og overgav ham til landshøvdingen Pilatus, som havde domsmagten. Da det så var omkring tre timer efter daggry, blev dommen afsagt over ham, og han blev ført ud til retterstedet og korsfæstet. Ved den sjette time, det vil sige ved middag eller en time senere, kom jordskælvet og solens formørkelse. Siden, ved den niende time, det vil sige omtrent tre timer før solnedgang, udåndede Kristus på korset. For sådan inddeler Markus timerne og tiden; de andre evangelister angiver det ikke så nøje.

Men i vor tro står der, at Kristus opstod på den tredje dag. Det er noget andet end «efter tre dage». For Herren Kristus var ikke død i tre hele dage og nætter; men om fredagen, omtrent tre timer før det blev nat, døde han, som sagt. De tre timer kalder man den første dag. Derefter lå han også død i graven hele natten og hele sabbatsdagen, og efter sabbatten natten frem til næste morgen. Den nat regner man også for en dag. For jøderne begyndte dagen med natten, og nat og dag er for dem én hel dag. Vi vender det om og gør dag og nat til én hel dag. Dog regner man i kirken også højtiderne på den gamle jødiske måde. For dér hører aftenen altid med til den følgende dag, så kirkens højtider begynder aftenen før, inden dagen kommer.

Da det så er meget tidligt om søndagen (som er den tredje dag efter fredagen, da Kristus blev korsfæstet), idet morgenrøden netop er ved at bryde frem, og soldaterne ligger omkring graven, rejser den døde Kristus sig til et nyt og evigt liv og står op fra de døde, uden at soldaterne, der ligger omkring graven, mærker noget til opstandelsen. For ud fra Matthæus kan man godt slutte, at Herren Kristus ikke opstod under jordskælvet, men at jordskælvet først begyndte, da englen kom ned fra himlen og væltede stenen bort fra graven. Men Kristus kom ud gennem den lukkede grav uden det mindste at skade de segl, der var sat på graven – ligesom han samme aften kom ind til disciplene gennem lukkede døre.

Ved jordskælvet og englen bliver soldaterne så forskrækkede, at de ligger der som døde. Men så snart de kommer til sig selv igen, løber de i flok bort fra graven, én denne vej, en anden den vej. For englen var ikke kommet, for at de skulle glæde sig over ham; nej, de skulle forskrækkes og frygte for ham. Det var andre folk, englen skulle trøste og tale venligt til.

Mens soldaterne nu løber bort fra graven, bryder Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome, ja også Peter og Johannes, op efter dem og vil ud og se til graven. Dér trøster og underviser englen kvinderne: Kristus er her ikke mere, han er opstået, og de skal se ham i Galilæa. Og han befaler dem at gå hurtigt hen og forkynde det for hans disciple. Mens kvinderne så er på vej tilbage, møder Herren Kristus Magdalene i skikkelse af gartneren. Ligeledes viser han sig også for Peter, som Johannes beretter [det står i Luk 24,34 og 1 Kor 15,5]. Og hen imod aften kommer han til de to disciple, der gik til Emmaus, og giver sig til kende for dem, da han bryder brødet eller rækker dem det. Da de to disciple så skyndsomt går tilbage til Jerusalem og vil fortælle de andre, hvad der er hændt dem, at de har set Herren, og disciplene undrer sig over det og alligevel ikke alle kan tro det, kommer Jesus gennem lukkede døre og står midt iblandt dem. Joh 20.

Så meget skete der på den hellige påskedag, da vor kære Herre Kristus åbenbarede sig, som man kan se af evangelisterne. Og derfor er det nødvendigt, at man kender det godt; for det er en artikel i vor tro, at Kristus opstod fra de døde på den tredje dag.

Men det er ikke nok at kende historien; man skal også lære, hvad den tjener os til, og hvordan vi skal bruge den. Om det vil vi nu også sige lidt. For selv om man ellers prædiker om det hver dag hele året, kan ingen alligevel prædike det til ende eller lære det godt nok – så rig og bundløs en lære er det.

Men vil vi fatte, hvad vor Herre Kristi opstandelse skal bruges til, må vi stille os to forskellige billeder for øje. Det ene er det sørgelige, elendige, skadelige, jammerlige, blodige billede, som vi hørte om langfredag: at Kristus hænger dér midt mellem morderne og dør i store smerter. Det billede skal vi se på, som det hidtil er sagt, så vi med vished slutter, at det alt sammen er sket for vore synders skyld, at han som den rette og evige præst gav sig selv som offer for vore synder og ville betale for dem med sin død. For dér skal hvert menneske vide, at hans synder har såret Kristus sådan og tilredt ham så ynkeligt, og at hans lidelse ikke er andet end dine og mine synder. Derfor skal vi, så ofte vi tænker på dette sørgelige, blodige billede eller ser på det, ikke tænke andet, end at vi ser vore synder dér og i det betragter Guds forfærdelige vrede, som vi med vore synder er faldet ind under, og som er så stor, at ingen skabning har kunnet bære den eller opnå forsoning, men alene Guds Søn ved sit eget offer og sin død. Men skulle dette sorgens billede altid blive stående sådan, ville det være altfor forfærdeligt og ikke til at bære.

Derfor: ligesom vi i troen knytter disse to artikler så tæt som muligt sammen: «Kristus er korsfæstet», død, begravet, nedfaret til helvede, «og på tredje dag igen opstanden fra de døde», sådan ser man også, at dette sorgens billede ikke varer længe. For før tre dage er gået, bringer vor kære Herre Kristus et andet billede med sig, smukt, venligt, levende og glad: for at vi skal lære og fatte den trøst for vist, at ikke alene er vore synder dræbt og udslettet ved Kristi død, men at vi ved hans opstandelse har ny, evig retfærdighed og liv. Som Paulus siger i Rom 4: «Kristus blev overgivet for vore synders skyld og oprejst for vor retfærdigheds skyld.» Og 1 Kor 15: «Hvis Kristus ikke er opstået, er jeres tro forgæves, så er I endnu i jeres synder, og så er de hensovede i Kristus gået fortabt. Og vi er de ynkværdigste af alle mennesker, hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus.» For ligesom dine synder før hang ham om halsen og naglede ham til korset, sådan ser du nu i dette andet billede, at der ikke mere er nogen synd på ham, men lutter retfærdighed; ingen smerte eller sorg, men lutter glæde; ingen død, men lutter liv, og et evigt liv, som dette timelige liv slet ikke kan sammenlignes med. Over dette billede burde vi med rette glæde os. Det første billede er nok forfærdeligt at se på alene; men når man også griber og fatter dette glade opstandelsesbillede og ser på årsagen til, at han bar hint billede, så bliver også det meget trøsteligt og sundt for sjælen. For i det skinner og lyser nu Guds store, usigelige kærlighed til den arme, syndige menneskeslægt: Han forbarmede sig så højt og inderligt over vor jammer, at han ikke sparede sin enbårne, kære Søn, men gav ham hen for vor skyld og kastede ham ind under kors og død. Hensigten var at tage dine og mine synder fra os, for de var for tunge for os at bære, og vi måtte være gået til grunde under dem. Dem lagde han på sin Søn, som er evig Gud og alene kunne bære synden. Dér finder du dem nu; lad dem så også blive liggende dér. For du kan ikke lægge dem et bedre sted, hvor de trykker og tynger dig mindre.

Tag derefter også det andet billede for dig, hvor du ser, hvordan din Herre Kristus, som før var så gruelig og elendig for din synds skyld, som Gud havde kastet på ham, nu er smuk, ren, herlig og glad, og alle synder er forsvundet fra ham. Så regn videre: Hvis dine synder ikke længere ligger på dig for Kristi lidelses skyld, men er taget fra dig af Gud selv og lagt på Kristus, og nu i dag, påskedag, efter hans opstandelse heller ikke er på Kristus mere – hvor bliver de så af? Er det ikke, som Mika siger: De er sænket i havets dyb, så hverken Djævelen eller nogen anden skabning skal finde dem mere?

Det er nu den herlige, glade artikel i vor tro, som alene gør kristne, og som dog er til spot for hele verden og bliver skændet og spottet af alle og enhver. For paven og kardinalerne er almindeligvis af den slags, at de endog holder historien for en spøg og et eventyr, som rigtige, solide epikuræere, der oven i købet ler, når man taler om et andet og evigt liv efter dette liv. Sådan er det også med vor adel, ja med borgere og bønder: De tror det mere af vane, end fordi det er dem alvor, at der er et andet liv. Ellers skulle de jo rette sig efter det og ikke gå så helt op i bekymringen for dette timelige liv, for føden, æren og andet, men hellere søge efter det evige. Men man kan prædike og sige, hvad man vil – verden holder det for narrestreger. Sådan stritter denne artikel imod og vil ikke engang hos dem, der har Guds ord og tror det, trænge så dybt ind i hjertet, som det ville være nødvendigt.

Men vi – vil vi ellers være rigtige kristne – skal ved troen gøre denne artikel helt vis, stærk og fast i vore hjerter: at Kristus, som bar vore synder på korset og betalte for dem med sin død, er opstået igen fra de døde for vor retfærdigheds skyld. For jo fastere vi tror det i vore hjerter, desto mere glæde og trøst vil vi finde. Det er nemlig umuligt, at dette billede ikke skulle glæde dig: at du nu i Kristus ser sådan et smukt, rent, levende menneske, som før for dine synders skyld var lagt så elendigt og ynkeligt i døden og i graven. For dér kan du være vis på, at dine synder nu er borte og ikke findes mere.

Derfor har de gamle kristne lavet de fine, smukke sange, på latin og tysk, som når vi synger: «Krist er opstanden fra alle sine kvaler, derfor skal vi alle glæde os, Krist vil være vor trøst.» Og i sekvensen: Agnus redemit oves, Christus innocens patri reconciliavit peccatores. Mors et vita duello conflixere mirando, dux vitae mortuus regnat vivus: Det uskyldige lille lam Kristus har ved sit offer købt og forløst os arme, vildfarne små får og ved sin uskyld forsonet os med sin Fader. Og her er en ganske underfuld krig, hvor døden og livet kæmper med hinanden, og livets Herre dør og dog lever igen og regerer osv.

Hvem der end har lavet sangen, så må han have haft en høj og kristen forstand, siden han maler dette billede så fint og kunstfærdigt: hvordan døden angreb livet, og Djævelen også stak med efter livet. Nu lod livet, vor Herre Jesus Kristus, sig slå ihjel. Men døden ramte forkert. For livet i denne person var evigt. Det så døden ikke: at der bag det dødelige legeme skulle være skjult en evig magt og guddommelig kraft. Så forser døden sig i spillet og griber fat i den person, som ikke kunne dø – og som dog alligevel døde. For selv om den menneskelige natur i Kristus virkelig var død, var dog den guddommelige natur i ham udødelig, skønt den i tiden for hans lidelse og død var helt skjult i ham og (som de gamle lærere siger) lå stille og ikke trådte frem eller lyste; og det netop for at denne person kunne dø. Dér udrettede døden nu så meget, den kunne, og kunne ikke komme videre. Fordi personen nu (efter den guddommelige natur) er lutter liv og ikke kan blive i døden, trænger personen frem igen og kaster døden og alt, hvad der har hjulpet døden, synd og Djævel, ind under sig og hersker i et evigt, nyt liv, som hverken synd, Djævel eller død mere kan gøre noget ved. Det er en sælsom, uhørt prædiken, som fornuften ikke kan fatte – den må tros: at Kristus lever og dog er død, og død på en sådan måde, at livet dog hersker i ham, og døden må dø i ham og miste al sin magt. Men det bliver prædiket for os til trøst, for at vi skal tro og lære, at døden nu har mistet al sin magt. For her er der endelig – Gud være evig lovet – et menneske, som døden angriber som alle andre mennesker og kvæler; men mens den kvæler, må den selv dø og blive opslugt, og den dræbte Kristus leve evigt.

Det roser den hellige Paulus med meget fine ord i Kol 2: «Jer, som var døde i synderne, har Gud gjort levende sammen med Kristus og tilgivet os alle synder. Og han har slettet gældsbrevet, som opstod ved loven og var imod os. Det har han taget bort og naglet til korset; og han har afvæbnet magterne og myndighederne og stillet dem offentligt til skue og holdt triumftog over dem ved sig selv.»

Dette skriftsted rummer to ting. For det første siger han, «at Kristus med sin lidelse har slettet gældsbrevet», som vi på grund af loven har måttet udstede imod os selv. Det mener Paulus sådan: Vi ved alle af loven, hvad Gud kræver af os, hvad vi skal gøre og lade. Når vi så forgriber os, enten ved at lade være med det, vi har fået befalet, eller ved at gøre det, vi har fået forbudt, så kan vi ikke komme uden om det; vor samvittighed står dér og overbeviser os om, at vi har gjort uret. Så vor samvittighed er ligesom en gældsbog, hvor vi selv vidner imod os selv, at vi har været ulydige og derfor må bære Guds vrede og unåde.

«Gældsbrevet», siger Paulus, «opstår ved loven»: for var der ingen lov, var der heller ingen overtrædelse. Så er begge dele nu til stede, både synden og gældsbrevet, som overbeviser os, så vi ikke kan nægte, men må erkende os skyldige – som en købmand, når man lægger hans egen håndskrift og segl frem for ham. Her, siger Paulus, får vi gavn af vor kære Herre Kristus: for han tager vort gældsbrev og «nagler det til korset», det vil sige, han slår et hul igennem det og river det i stykker, så det ikke mere skal gælde eller anklage og skade os. Årsagen er, at han, Herren Kristus, hænger på korset, fordi han er trådt ind i vor synd og vil betale for vor synd med sit legeme. Det er det første.

For det andet «har Kristus afvæbnet magterne», det vil sige, han har taget magten fra Djævelen, så Djævelen ikke mere skal drive og tvinge de kristne til synd, som før de kom til Kristus. For med Helligåndens hjælp kan de stå den onde ånd imod og værge sig mod ham ved Ordet og troen, så han må lade dem være i fred. Det er jo derfor, Kristus giver os sin Helligånd. Og ligesom Djævelen nu er afvæbnet, sådan er også «myndighederne» «afvæbnet», det vil sige døden, som kvæler os alle – den har Kristus også slået ihjel. Så de kristne har fra nu af vis trøst og sejr over Djævelen og døden. For selv om de begge er onde og vrede og vender al deres magt imod de kristne, kan de dog intet udrette, som Paulus siger i Rom 8: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.»

Ligesom Herren Kristus nu har overvundet døden, sådan har han også overvundet synden. For hvad hans egen person angår, var han retfærdig og uden al synd; men fordi han påtager sig andres synder, er han blevet en synder, som han klager i Sl 41,5: «Jeg sagde: HERRE, vær mig nådig, helbred min sjæl, for jeg har syndet imod dig.» Det er årsagen til, at synden angriber ham. Og han, Herren Kristus, lader sig gerne gribe og bringe på korset, så han dør, ikke anderledes end om han selv havde forskyldt døden og selv havde syndet. Som Esajas siger i Es 53: «Han er regnet lig med misdæderne»; skønt han ikke har syndet, men vi har syndet; og han gør ikke andet end at tage sig af os og tage vore synder fra os over på sig selv. Men den hellighed, der er skjult under den fremmede synd, er så stor, at synden ikke kan overvinde den. Så løber synden lige så galt an og rammer den forkerte mand, ligesom døden; derfor bliver den mat og dør i hans legeme, som Paulus siger.

Sådan ville også Djævelen vise sit herredømme over Kristus; derfor bruger han sin magt imod ham og vil bringe ham ind under sig. Men han finder en højere magt, som han ikke kan overvælde. For skønt Herren Kristus stiller sig svag an og ikke gør andet, end som om han helt måtte gå til grunde og vige for Djævelen, er der dog skjult en uovervindelig magt i denne svaghed. Det så Djævelen ikke, og derfor mister han hele sin magt netop her, så vor Herre Kristus kan rose sig af, at han på én gang lå underst og øverst; og derfor må disse tre vældige fjender, død, synd og Djævel, ligge for hans fødder.

Denne herlige sejr fejrer vi i dag. Nu kommer alt an på, at vi tager det rigtig til hjerte og tror fast, at i Kristus har Gud kæmpet mod Djævelen, retfærdigheden mod synden, livet mod døden, det gode mod det onde, æren mod spotten – og sejret. Dette billede skal vi tage os til hjerte og ofte se på.

For ligesom vi i det første billede, lidelsens og dødens, ser, hvordan vor synd, vor forbandelse og død ligger på Kristus og gør ham til et elendigt, ynkværdigt menneske, sådan ser vi påskedag et andet billede, hvor der ingen synd, ingen forbandelse, ingen unåde, ingen død er at se, men lutter liv, nåde, frelse og retfærdighed i Kristus. Med det billede skal vi rejse vore hjerter op. For det er stillet frem for os og skænket os, for at vi skal tage det til os, ikke anderledes end om Gud selv i dag havde oprejst os med Kristus. For ligesom du ikke ser synd, død og forbandelse på Kristus, sådan skal du tro, at Gud heller ikke vil se det på dig for Kristi skyld, når du tager hans opstandelse til dig og trøster dig ved den. Den nåde bringer troen os. Men på hin dag skal man ikke længere tro det, men se, gribe og føle det.

Ikke desto mindre bliver der, så længe vi endnu er her på jorden, synd, død, skam og vanære og alskens mangel og skrøbelighed tilbage i vor gamle sæk, og dem må vi lide. Men de når dog ikke længere end til kødet; for regner man efter troen, er vi allerede frelst. Og ligesom Kristus er opstået fra de døde og er uden synd og død i et evigt liv, sådan er også vi det i troen. Og det er sikkert: Ligesom Djævelen ikke tør se på Kristus, men må flygte, sådan må han også flygte for en kristen, der tror. Men på hin dag kommer legemet også efter, så der hverken skal være død eller synd på det; mens vi dog nu er lige så skrøbelige og lige så meget syndere som andre folk, bortset fra at vi undgår de grove synder. Også kristne falder undertiden i dem, men de bliver ikke liggende, men står op igen ved ret omvendelse og får ved troen forladelse for alle synder.

Derfor kan man ikke dømme en kristen rigtigt efter det ydre liv og væsen. For selv om de ikke lever i åbenlyse synder imod deres samvittighed, er de dog ikke af den grund uden synd og skrøbelighed. Derfor må de hver dag bede: «Forlad os vor skyld.» Sådan kan også hedninger og ikke-kristne efter det ydre liv se lige så hæderlige, retskafne og hellige ud for verden, ja ofte nok mere end rigtige Guds børn. Men den, der vil se rigtigt på en kristen og dømme ham, han skal gøre det efter troen. For efter vort kød og blod er vi syndere og må lige så vel dø og vente alskens ulykke her på jorden, ja nok mere end andre folk, som ikke er kristne. For de kristne føler synden mere end andre folk, der lever hen i al sorgløshed og ikke lader sig bekymre af synden.

Ja, siger du, hvordan kan de så rose sig af, at de er hellige og uden synd? Sådan: at de ved Kristus, som bar deres synd og er opstået fra de døde, tror syndernes forladelse og beder om den. Det kan ingen andre gøre end de kristne. For at tro syndernes forladelse og bede om den er Helligåndens gerning. Hvor Helligånden ikke er, dér bliver det nok ikke til noget. Det ser man på evangeliets fjender, på paven og hans flok: de er store, gruelige syndere, men de mærker det ikke og beder derfor ikke om forladelse. Men kommer det engang dertil, at de må mærke det, så kan de ikke holde stand, men må fortvivle. For de ved intet om dette billede, at Kristus er opstået og ikke har nogen synd på sig mere. Men en kristen – så meget han fatter af dette billede med troen, så meget frelse har han i Kristus Jesus, som er opstået fra de døde: ikke mere blodig og fuld af striber, men smuk, yndig og herlig. For ligesom han før var blodig for vore synders skyld og hang på korset, sådan er han nu os til trøst smuk, ren og i et evigt liv, for at vi skal glæde os over ham og trøste os ved ham; for det er sket for vor skyld.

Så er begge dele til stede på én gang: efter troen på Kristus er vi rene og hellige; efter den gamle Adam er vi urene og syndere. Det snavs skal vi kaste ind i Fadervor og ved troen trøste os med, at vi for Kristi skyld og i kraft af hans opstandelse bliver taget til nåde og evigt liv af Gud og bliver bønhørt. Sådan er vi hellige i Kristus ved troen, selv om vi i os selv endnu er syndere. For vi ved: lad os mangle, hvad det vil, så er dog vor Herre og vort hoved, Kristus, opstået fra de døde; han har ingen synd og ingen død mere på sig. Sådan har vi ved troen på ham heller hverken synd eller død. Men den, der ikke tror og ikke har Kristus, må med alle sine gerninger og al sin gudsdyrkelse være og blive en synder; dér hjælper intet.

Derfor skal vi med flid se godt på dette glade, yndige, trøstelige påskebillede og præge det ind i os. For i det billede er der hverken synd eller død. Når nu synden vil anfægte dig, og samvittigheden bedrøve dig, fordi du har gjort dit eller dat og er svag i troen, så hold dig hertil og sig: Det er sandt, jeg er en synder, jeg er svag i troen, det kan jeg jo ikke nægte; men på den anden side trøster jeg mig ved, at jeg ved: Kristus Jesus har taget min synd på sig og båret den. Og påskedag opstod han sådan, at al synd og al straf for synd er forsvundet. Sig mig så, du synd, du død, du Djævel: Hvad har den mand gjort dig, siden du anklagede ham for Pilatus og bragte ham på korset? Gjorde du ret i det? Så må synd, død og Djævel bekende, at de har ramt forkert og gjort ham uret. Så kan du sige til synd, død og Djævel: Så pak dig, og lad også mig være i fred!

Ja, siger dit hjerte, hvorfor vil du tilegne dig det? Du er jo en synder! Så lær at sige sådan: En synder er jeg, det er sandt; men derfor vil jeg ikke fortvivle; for Kristus er ingen synder. Det vil jeg nyde godt af, siden han er død og opstået for mig. Men vil du ikke lade dig nøje med det, så kæmp det ud med ham og spørg, hvor han er blevet af med mine synder, om han ikke har kunnet bære dem og tage dem bort, men har måttet lægge dem tilbage på mig. Den, der sådan kan vise Djævelen hen til Herren Kristus, som han har brændt munden på, han er reddet.

Det er den rette lære om troen, som enhver tror, han har og kan. Men der er sandelig kun få, der kan den rigtigt; for den lader sig hverken tale ind eller ud med ord; Helligånden må gøre det. Kan du nu denne kunst, så er du en kristen. Kan du den endnu ikke, så tak dog Gud for, at du hører til den flok, som i det mindste gerne hører det og nødig ville spotte det, sådan som tyrkerne, jøderne og de pavelige gør: de vil i egen person være så retskafne, at de tør træde frem for Guds dom og uden dette billede kæmpe med døden, med synden og Djævelen. Dér må troen gå helt til grunde. Men du, lær endelig ikke at bygge på din egen hellighed, men at præge dette yndige billede af Kristus ind i dig, som om du intet vidste om dig selv – ligesom dine øjne ikke ser sig selv, når du går fremad – så du alene har Kristus i dit hjerte, ham, som er opstået fra de døde og har overvundet synd og helvede; så er du reddet. Dertil hjælpe os vor kære Herre Kristus Jesus. Amen.