Lidelseshistorien: 4. prædiken: for Annas og Kajfas (Matt 26,57–68)

Fjerde passionsprædiken. Hvordan Herren Jesus blev ført for Annas og Kajfas, og hvordan jøderne førte sag mod ham, Matt 26,57–68

Kære venner, I har hidtil hørt, hvordan vor Herre Kristus blev forrådt af Judas i haven og taget til fange af jøderne. Nu følger, hvordan de førte ham for ypperstepræsten Kajfas og dér anklagede ham sådan, at de enstemmigt beslutter, at de har grund nok til at overgive ham til Pilatus og anklage ham på liv og død.

Denne historie er ikke alene skrevet så omhyggeligt af evangelisterne, for at vi skal se og lære vor Herre Kristi hellige uskyld. For når vi ved, at han er Guds Søn, undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria, må vi deraf slutte, at han var helt ren og uden al synd. Men den tjener især til noget andet: Det skal gå kirken og evangeliet i verden lige sådan, som det gik Herren Kristus. Derfor skal vi ikke tage anstød, når noget lignende også rammer os, men altid se hen til dette forbillede, trøste os med det og gøre os rede til tålmodighed. For når det gik vor Herre og hoved, Guds Søn, sådan, at han blev falsk anklaget og af ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste overgivet i Pilatus’ hånd og til hedningerne for at blive korsfæstet – hvad under, at det samme også rammer os? Tjeneren skal ikke have det bedre end sin herre. Og vi skal glæde os, når det kommer så vidt med os, at vi i sandhed kan rose os: Sådan gik det også min Herre Kristus. For så kan vi have det håb, at når vi er ham lige i lidelsen, skal vi også blive ham lige i herligheden. Ja, også midt i lidelsen, før herligheden bliver åbenbaret, skal vi finde trøst, hjælp og redning hos ham. Denne historie er altså for det første skrevet os til trøst, så vi bliver mere trøstige og tålmodige i lidelse, eftersom vor Herre Kristus ikke selv blev forskånet for den.

For det andet tjener den også imod den almindelige forargelse i verden. For dem, der her har navnet og kaldes ypperstepræster og folkets ældste, regner alle for fromme, hellige folk på grund af deres embede, stand og væsen. Ligesom paven, biskopperne, munkene og præsterne i dag vil anses og regnes for de fornemste lemmer i den kristne kirke for embedets skyld. Men lær her, at du ikke skal se på embedet; ellers bliver du bedraget. Se i stedet på, hvordan de omgås Kristus, og hvilket hjerte og hvilken vilje de har over for ham. Finder du godt eller ondt dér, så skal du dømme dem efter det; så kan din dom ikke slå fejl. Embedet er uden tvivl helligt og godt; men den, der fører embedet, kan godt være en skurk. For her ser du, at netop de ypperstepræster, skriftkloge og ældste, som styrede og førte folket i det åndelige og det verdslige regimente, er dem, der ikke kan tåle Herren Jesus. De bliver ved med at trænge ind på ham og udtænker det ene efter det andet, indtil de får ham op på korset. Så må du jo indrømme, at de er Guds værste fjender og, som Sankt Lukas viser i ApG 5, også epikuræere, som dengang sagde, at der hverken var opstandelse fra de døde eller engle eller ånd [at de hørte til saddukæerne, står i ApG 5,17; saddukæernes lære står i ApG 23,8]. Vil du altså vide med sikkerhed, om paven, biskopperne og deres lige er fromme eller ej, så lad dig ikke forvirre af deres embede. Se blot på, hvordan de forholder sig til evangeliet og den rette lære; så vil du finde, at de er lutter Judasbørn og har samme hjerte over for evangeliet som ypperstepræsterne mod Kristus. Det er den rette frugt, man kan kende de falske profeter, ulvene, på, selv om de går omkring i fåreklæder og ser ud, som var de fromme, uskadelige folk.

Nu vil vi tage retssagen for os og se, hvor hadefuldt, fjendtligt, listigt og giftigt de hellige folk omgås den kære Herre Kristus.

Evangelisten Johannes fortæller, at jøderne først førte Herren Jesus til Annas. Han var også ypperstepræst, ApG 4,6 (men ikke det år), og svigerfar til ypperstepræsten Kajfas, som dengang sad i embedet. Men Annas sender ham straks videre til sin svigersøn Kajfas, som var ypperstepræst det år; for dér var ypperstepræsterne og de ældste allerede samlet.

Se her for det første, hvor uretfærdigt ypperstepræsterne omgås Herren Kristus. For de er på én gang anklagere og dommere. Derfor må Herren få uret, om han så havde nok så god en sag, hvad han end siger og gør. I verdslige sager ville det være en stor skændsel; det er jo også ved særlig lov forbudt, at nogen er anklager og dommer på samme tid. Men for disse hellige folk er intet synd; de har magt til alt. Hvad de har lyst til, det tør de gøre, og de mener, at de har fuld ret til det. Lad nogen bare vove at tage dem det ilde op, give dem uret eller straffe dem for det!

Lige sådan bærer også vore åndløse tyranner sig ad, paven, kardinalerne og biskopperne. Paven har nu i mange år i træk ladet os tyskere stå og gabe og stillet sig an, som ville han afskaffe splittelsen i religionssagerne ved et koncil. Og fra vor side er der på mange rigsdage og ellers alvorligt arbejdet for, at man kunne få et frit, kristent koncil og bilægge den splittelse, som alle kan se, med den hellige Skrift. Men dér ser man åbenlyst, at paven vil omgås os og det hellige evangelium, ligesom jøderne her omgås Kristus. Han er selv part i sagen; striden drejer sig jo om hans gudsbespottelige lære og løgnagtige gudsdyrkelse, som han har indført i kirken imod Guds ord og stadig holder fast ved. Hvad skal den anklagede nu gøre? Skal han selv være dommer, så giver han ikke sig selv uret og sin modpart, anklageren, ret. Og det er netop, hvad paven og hans flok vil have i disse sager – så fine, hæderlige folk er de! Ja, hvad der er endnu mere: Han lader sig åbenlyst forlyde med, at hvis der holdes et koncil, skal vi, som han på forhånd har fordømt, hverken have stemme eller sæde i det. Det er da et egenrådigt, uretfærdigt og urimeligt forehavende.

Men sådan står det til: Verden vil og kan ikke omgås Kristus anderledes. Derfor må vi villigt give os hen i tålmodighed og bære denne uret med Herren Kristus, indtil hans tid kommer. Det vil nu engang ikke være anderledes. Kajfas, der som dommer har sat sig på dommersædet, anklager selv Herren Kristus og giver ham fuldstændig uret i hans sag. Det er den første uret i denne retssag hos de gejstlige.

For det andet er dette også meget slemt: De vil absolut have Herren Kristus død og kan dog ikke finde nogen tilstrækkelig grund, men må hjælpe sig med løgn og falske vidner, indtil Kajfas, dommeren, til sidst selv træder frem og kommer med en anklage, der har en smule skin af noget. Blandt de andre falske vidnesbyrd er også dette, at to af dem træder frem og siger: «Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage.»

Hvordan det gik til, finder du i Joh 2,13–19. Ved den første påske efter sin dåb var vor Herre Jesus i Jerusalem. Med en svøbe drev han vekselererne og de handlende ud med deres okser, får, duer og hvad de ellers havde, spredte vekselerernes penge og væltede vekselbordene. Da samlede jøderne sig og sagde: Du tager dig en særlig myndighed; har du også fået befaling til at gøre det? Hvilket tegn viser du os på, at du må gøre det? Da svarede Herren: «Bryd dette tempel ned, og på den tredje dag vil jeg rejse det igen.» Det mente han på samme måde som det andet ord i Matt 12,39–40 om Jonas’ tegn. Som ville han sige: I forlanger et tegn; det skal I også få. I vil slå mig ihjel; men på den tredje dag vil jeg selv opvække mig fra de døde igen. Den, der ikke lader sig nøje med det tegn, kan man ikke hjælpe mere. Sådan er historien.

Men se, hvor skurkagtigt de fordrejer ordene. Han siger: «I skal bryde det ned»; så siger de, at han har sagt: «Han ville bryde det ned», og lægger ham dermed den skyld på, at han har talt imod Guds tempel. Og selv om man lod ordene blive i den forstand, som jøderne tager dem i, om templet i Jerusalem – skulle et menneske så have forskyldt døden for det ords skyld? Kort sagt: Den, der vil anklage Kristus, må blive en skændig løgner, sådan som vi også ser det hos vore pavelige. Lutter løgn er det, de skriger imod evangeliet. Og der er ingen skam mere i dem. De flikker det ind i deres bøger og lyver om os, at vi omgås det højærværdige sakramente forargeligt: at vi hælder det, der bliver tilovers i kalken, ud ad væggen, og at vi på samme måde træder det velsignede brød, der bliver tilovers, under fode. Er det ikke grove, håndgribelige løgne? Det sker jo ikke engang med almindeligt brød og vin; man gemmer det pænt og behandler det med ære. Skulle vi så ikke gøre det her, hvor vi bekender og lærer, at det ikke alene er brød og ikke alene vin – sådan som sakramentssværmerne lærer – men Kristi sande legeme og blod, givet for os på korset og udgydt for vore synder? Men lad dig ikke undre over den løgn hos de pavelige. Den, der omgås med løgn, kan ikke tale sandhed; og den, der handler imod sandheden, kan ikke hjælpe sig med andet end løgn. Sådan har verden begyndt med Kristus, som vi ser her, og sådan vil den også føre det til ende med de kristne og det hellige evangelium; det bliver ikke anderledes.

Da vidnesbyrdene nu ikke vil stemme overens og i sig selv er uden kraft, farer Kajfas, dommeren eller ypperstepræsten, frem og spørger (som Johannes fortæller) Kristus om hans disciple og hans lære. Som ville han sige: Hvad er det dog for en ny lære, du kommer med? Er Moses ikke god nok for dig? Skal du have noget særligt? Er du den eneste lærde, og vi andre alle sammen tosser? Hvor er de så, der regner din lære for rigtig og guddommelig? Var den så god, ville vi også synes om den og tage imod den. Men det er den almindelige hob, der intet ved om loven, du får til at hænge ved dig; hvad der er redeligt og oprigtigt, vil ikke vide af din prædiken. Til det spørgsmål svarer Herren: «Jeg har altid undervist i synagogen og i templet», hvor alle jøder samles, «og i det skjulte har jeg ikke sagt noget. Hvorfor spørger du mig om det? Spørg dem, der har hørt, hvad jeg har sagt til dem.» Se, de ved, hvad jeg har sagt til dem. Herren vil ikke have sin lære foragtet. Han siger, at han ikke har skyet lyset, men har prædiket offentligt; derfor skal man ikke skælde den ud for en hjørneprædiken.

Da han svarer sådan, står der en ond knægt ved siden af og giver Herren en hård kindhest, som om det ikke var til at bære, at han svarer ypperstepræsten sådan og ikke ærer ham mere. Den slags præsteknægte findes også i dag: dem, der med sværdet vil forsvare den bespottelige lære og det skændige, sodomitiske liv hos paven og hans klippede og kronragede hob. Dernæst også de unyttige sludrehoveder, Witzel, Cokles [Johannes Cochlæus] og deres lige, som gerne vil tjene dem. De spotter og skænder det hellige evangelium, kun for at vinde yndest hos deres biskopper og hos afguden i Rom. Det må vi lide; Kristus har også lidt det. Men alligevel skal vi ikke tie stille til det eller lade sådan ondskab gå ustraffet og upåtalt hen. Det gør Kristus også her: Han irettesætter knægten og siger, at han har slået ham med urette – og så lader han det blive ved det.

Da de nu ikke har noget at støtte sig på, går ypperstepræsten Kajfas til værks og griber fat i hovedsagen: «Jeg tager dig i ed (siger han) ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn.» Dermed vil junker Kajfas gøre en ende på sagen og gribe Herren Kristus i struben. Læg her først mærke til, at det ikke er Kajfas’ mening, at han eller de andre vil tro på ham, hvis han siger, at han er Kristus. Nej! Men den bekendelse vil de have fra ham, og så mener de, at de har, hvad de behøver. Det forstår Kristus også godt; men han vil ikke af den grund fornægte det. «Du har sagt det» (siger han), det vil sige: Ja, som du siger, jeg er Kristus. Og hvad der er mere: Om ganske kort tid «skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd». Det vil sige: Efter denne gang skal jeg ikke længere lide, men vise mig i et forklaret legeme, så det ses, at jeg ikke alene er et menneske, sådan som I regner mig for, men også den almægtige Guds Søn, som hersker over alt; og jeg skal komme igen på den yderste dag i skyerne og dømme levende og døde.

Nuvel, dér har ypperstepræsten denne herlige, prægtige bekendelse om, hvad han skal mene og tro om dette menneske, som han og andre har ladet tage til fange og har sat sig for at slå ihjel. Hvordan bruger han nu den bekendelse? «Han sønderrev (siger Matthæus) sine klæder og sagde: ’Han har spottet Gud! Hvad har vi endnu brug for af vidner? Se, nu har I hørt hans gudsbespottelse. Hvad mener I?’»

Det er den første behandling af den kære Herre Kristus, holdt i Kajfas’ hus, hvor de gør ham til kætter og gudsbespotter. Det lader ypperstepræsterne sig nøje med. Nu gælder det videre, at de også skal bringe en verdslig anklage mod ham frem for Pilatus og helt få ham bragt i døden. Imens de rådslår om det, hver for sig, må den uskyldige, kære Herre Kristus holde for: De spytter ham i hans hellige ansigt, slår ham med knytnæver, råber ad ham her og der, skubber og håner ham, og han lader det ske. For de mener, at de gør ret i det, fordi han er dømt som kætter og gudsbespotter. At han siger, at han er Kristus, gør de til genstand for deres spot. Én slår ham forfra, en anden bagfra. «Nå, er du Kristus (siger de), kære ven, så profetér: Hvem var det, der slog dig?»

Men se nøje efter, om det ikke går evangeliet på samme måde i dag. De pavelige spørger os og vil kende vor lære. Når vi så bekender den så enkelt og troligt som muligt, som det er sket i Augsburg, Regensburg og andre steder på rigsdagene, så lyder skriget af fuld kraft: Kættere, kættere! Og ingen tøver: Den hån, spot, skændsel og skade, han kan påføre de stakkels kristne, den påfører han dem. Ej, siger de, er I de evangeliske? Er det jeres evangelium? Vent bare, vi skal give jer evangelium! Sådan har de spillet passionsspil her og der med de fromme kristne i Tyskland, Italien, Frankrig og England, så Gud sig forbarme.

Derfor gør vi vel i at lægge os denne processus juris [retsgang] hos de gejstlige flittigt på sinde. Møder noget lignende også os, skal vi se hen til vor Herre Kristus, lære tålmodighed af ham og hente den rette trøst hos ham: at når vi må lide med ham for hans ords skyld, har vi det håb, at vi også skal leve med ham og ophøjes til herlighed. Det give Gud os alle. Amen.