Lidelseshistorien: 3. prædiken: Peter drager sværdet (Matt 26,51–56)

Tredje passionsprædiken. Hvordan Peter vil redde Kristus og trækker sværdet, men Kristus forbyder ham det, Matt 26,51–56

Dette er den tredje og sidste del af historien om det, der skete i haven eller på Oliebjerget: Da jøderne griber Herren Jesus, vil Peter gå løs på dem med sværdet, og han tænker at redde sin Mester med magt.

Denne historie giver os for det første en nødvendig og nyttig lære om sværdet eller den verdslige magt: hvem der skal føre det, og hvem der ikke skal; og hvilken straf der hører til, når nogen tager sværdet på sig uden at være kaldet til det. For det andet: Peter bruger her sværdet for at redde Kristus, og alligevel forbyder Kristus ham det. Derfor må vi her tage spørgsmålet op, om man også kan eller skal forsvare evangeliet med sværdet. Så kan den verdslige øvrighed få sikker besked på begge punkter og hverken gøre noget, der går imod dens embede og kald, eller gøre mere, end dens embede og kald kræver. For begge dele ville være uret, og en sikker straf ville følge efter.

Hvad nu Peters person angår, så er det klart, at han er prædikant eller kirkens mand, og ham tilkommer sværdet ikke. Herren siger jo: «Verdslige fyrster hersker; men sådan skal det ikke være hos jer.» Derfor gør han uret, da han tager sværdet i hånden for at beskytte Herren. Og Kristus irettesætter ham for det. Ikke alene fordi sagen var af den slags, at man ikke skulle bruge noget sværd til den – som Kristus siger: «Eller mener du» – hvis det skulle gælde om at forsvare sig – «at jeg ikke kan bede min Far, så han sender mig mere end tolv legioner engle?» Som om han ville sige: Nu skal der lides. Jeg vil ikke have, at nogen trækker sværdet for min skyld og slår løs for at beskytte mig. Men også fordi sværdet ikke tilkommer ham, der er en privatperson. Derfor befaler han ikke bare Peter at stikke sværdet i skeden; han føjer også et meget hårdt trusselsord til: «Den, der griber sværdet, skal omkomme ved sværd.»

Dette ord skal vi lægge os flittigt på sinde. For dermed gør Herren forskel på os mennesker. Han giver at forstå, at nogle har fået sværdet i hånden af Gud for at føre det. Det er alle dem, der ad ordentlig og sædvanlig vej er kaldet til verdslig øvrighed: De skal regere, have øje for det fælles bedste og fremme det og sætte en stopper for al offentlig forargelse. Dem giver Gud sværdet i hånden. Det vil sige: Det er Guds vilje og ordning, at de skal føre sværdet – ikke til gavn for dem selv, men for undersåtterne. Sankt Paulus siger: «Den verdslige øvrighed er Guds tjener, en hævner, som straffer den, der gør det onde.» For verden vil ikke lade sig tugte med ord. Derfor må man tage alvoren i brug og med magt hindre folk i at gøre ondt, så den fælles fred og enighed bevares, og den frække ondskab bliver tøjlet. Vil en tyv ikke holde op med at stjæle, så hæng ham op i den høje galge – så har man fred for ham. Vil en fræk skurk skade hvem han lyster og hugge og stikke om sig for et ords skyld, så lad ham få sin ret på retterstedet – så har man ro for ham. Så hugger og stikker han ikke flere, det skal bødlen nok sørge for. Når altså den verdslige øvrighed lader sværdet skære mod synd og forargelse, så hedder det at tjene Gud. For Gud har befalet det; han vil ikke lade forargelse og synd gå ustraffet hen. Sådan skiller Gud mennesker fra hinanden: Nogle giver han sværdet i hånden, så de kan sætte en stopper for det onde og beskytte undersåtterne.

Men de andre, der ikke har en sådan befaling, skal helt og holdent lade sværdet ligge og ikke trække det, før den verdslige øvrighed byder det. Tager de selv sværdet, så står dommen her, og den lyver sandelig ikke: «Den, der griber sværdet, skal omkomme ved sværd.» Det ser man igen og igen i alle historier: Egen hævn har aldrig gjort godt og aldrig lykkedes. Alle oprørere har til sidst måttet holde for og er faldet for sværdet. Alle drabsmænd, der har myrdet andre uden grund, er enten havnet i bødlens hænder eller omkommet på anden vis, eller også har de flakket om i et så elendigt liv, at det havde været hundrede gange bedre at dø én gang. Sådan er Guds ordning. Han vil have det sådan, at alle, der griber sværdet og ikke venter, til Gud eller øvrigheden giver dem det i hånden, skal omkomme ved sværd. Det bliver der ikke lavet om på. Derfor skal enhver vogte godt på sig selv og ikke give vreden frie tøjler, men enten tåle uretten med tålmodighed og overvinde den eller søge den ordentlige hævn, som Gud har tilladt. Hvad det er for en hævn, har vi vist tydeligt nok. For Gud har givet den verdslige øvrighed befaling til at sætte en stopper for forargelse og beskytte de retskafne med sværdet. Derfor skal du søge beskyttelse dér og anklage den, der har gjort dig uret. Ikke alene for at du kan få fred for ham, men også for at forargelsen bliver standset, den frække ondskab tøjlet, og den verdslige øvrighed kan røgte sit embede ret. For en borgmester i en by eller en fyrste i et land kan ikke kende alle sager, og dog er han af embeds pligt skyldig over for Gud at sætte en stopper for al forargelse og fræk ondskab. Ville du nu tie stille til din egen skade, og den næste ligeså, så ville der bare komme så meget mere forargelse, og du gav selv anledning til din egen skade. Men begge dele er uret. Begge dele kan du undgå ved at råbe til din øvrighed om beskyttelse. Men skulle øvrigheden ikke gøre noget, når du beder den om det, og ikke ville hjælpe dig til din ret, så hedder det: Tål det tålmodigt, og vogt dig for egen hævn; ellers gør du din ret til uret for Gud og mennesker.

Ja, siger du, hvad så med det, Kristus siger: «Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til; og hvis nogen vil føre retssag mod dig og tage din kjortel, så lad ham også få kappen osv.»? Svar: Begge dele er sagt, for at du skal vogte dig for egen hævn og hellere tåle alt og vente på dommeren i himlen. Han vil ikke røgte sit embede så søvnigt og skødesløst, som den verdslige øvrighed nu og da plejer. Men at du ikke skulle klage over den uret, der sker dig, til din øvrighed, men tie stille til det – det befaler Kristus dig ikke.

Ja, siger du, når jeg anklager den, der har gjort mig fortræd, så søger jeg jo alligevel hævn? Svar: Ja, og du gør også ret i det – når du gør det på ordentlig vis og uden vrede og had mod din næste. For det er ikke din egen hævn, men Guds hævn, som han har indrettet for at standse forargelsen og lade enhver beholde sit. Summen af denne historie er altså: Den, der ikke har fået sværdet betroet og alligevel tager det på sig for at hævne sig selv eller andre, gør uret og falder ind under Guds dom og straf, og den lyder sådan: «Den, der griber sværdet, skal omkomme ved sværd.» Sker der derfor dig eller dine uret, så vogt dig for det forkerte middel, at du griber sværdet og selv vil slå løs. Grib i stedet til det rette middel: Bring sagen for din øvrighed, og lad den beskytte og redde dig. Den har befaling til det fra Gud og er indsat netop derfor. Så gør du ret og kan ikke tage fejl. Men vil eller kan den ikke hjælpe, så hedder det: Tål det, og grib ikke selv sværdet, men lad Gud hævne det. Det vil han visselig gøre, og han vil også straffe øvrigheden for dens forsømmelighed.

Men hvad nu, hvis en morder overfaldt mig i skoven eller en ond skurk på gaden og ville skade mig, og jeg ingen mulighed havde for at søge hjælp hos øvrigheden – skal jeg så lade mig skade eller myrde? Svar: Nej. For her har øvrigheden givet lov til, at enhver skal forsvare sit liv og lemmer mod vold og fræk ondskab. Derfor griber øvrigheden også straks sådanne folk i nakken, når den får fat i dem, og lader dem henrette. Og Moses har efter Guds befaling, netop af denne og andre grunde, forordnet, at man skulle udpege nogle tilflugtsbyer. Dertil skulle de flygte, der havde slået et menneske ihjel – ikke med forsæt af egen hævn eller vrede, men ved et uheld eller i yderste nød. De verdslige love følger også denne dom og tillader nødværge. Men uden for dette ene tilfælde hedder det: «Den, der griber sværdet, skal omkomme ved sværd.»

Men ligesom de, der ikke har fået sværdet betroet, altid tager det på sig og griber efter det og ikke vil søge den ordentlige hævn, men tænker at hævne sig selv, sådan går det også på den anden side: De, som Gud har givet sværdet i hånden, for at de skal føre det og hugge om sig med det, de vil altid være alt for milde – lige som om Gud havde givet dem en rævehale i hånden og ikke et skarpt sværd. Det er også en stor synd og en svær ulydighed mod Gud, og den drager en meget hård straf efter sig. For hvor den verdslige øvrighed ikke vil bruge den alvor mod offentlig forargelse, som er ret og rimelig, dér må Gud til sidst selv være dommer og slå til. Og når den dommer kommer, så tager han ikke én eller to, men en hel by eller et helt land må holde for på grund af sådanne synder. Det vidner Skriften om mange steder, og der er eksempler nok lige for hånden. Derfor er det nødvendigt, at den verdslige øvrighed ikke er slap eller mild med straffen, men har en ret alvor og holder flittigt opsyn og lader straffen gå, overalt hvor der opstår forargelse. Så gør den sit embede fyldest, og Gud har velbehag i det. Men som sagt: Det er surt arbejde, og man gør det ikke gerne. Det har vi eksempler på for øjnene. For hvor tit sker det ikke, at man bruger mildhed, hvor man ikke burde, og straffer store, grufulde forargelser, som var det en spøg? Hvor tit lægger man ikke hindringer i vejen og søger forbøn, så det onde slet ikke bliver straffet?

Men skulle man ikke snarere se på Guds befaling og bud end på menneskers forbøn? Gud siger: Her har du sværdet af min hånd. Det giver jeg dig, for at du i mit sted skal straffe offentlig forargelse hos enhver, der står under dit regimente, uden persons anseelse, hvad enten han er ven eller fjende, høj eller lav, rig eller fattig, adelig eller uadelig. Hvor der er forargelse, dér skal du slå til; lad det ikke tage overhånd. Det siger Gud til al øvrighed. Så kommer menneskene på den anden side og beder om, at man vil skåne her og der eller lade en nådig straf gå, skønt der er begået store, forargelige misgerninger, som man kalder atrocia delicta – det vil sige grusomt begåede mord, blodskam og den slags osv. Og det sker tit, at folk med deres forbøn udretter mere hos øvrigheden end Gud med sin hårde, strenge befaling og sit bud. Men om det er ret, og hvad det fører med sig hos Gud, det kan du selv tænke over.

Nogle gange sker det, at forargelsen er offentlig og ligger åben for dagen; men den verdslige øvrighed vil ikke tage fat med straffen, før der er en anklager. Og fordi ingen anklager, lader de det gå. Det hedder i sandhed at slå Guds befaling og dit embede helt og aldeles hen i vejret. For ligesom en tårnvægter sættes op i tårnet, for at han i tide skal melde det og advare mod skade, hvis der dag eller nat går ild løs eller noget andet ondt vil ske i eller uden for byen – sådan har Gud også sat den verdslige øvrighed højt over andre folk, for at den skal holde udkig til alle sider. Så skal den, hvor der viser sig nogen som helst forargelse, lille eller stor, slå den ned med sværdet og ikke lade den komme op – hvad enten nogen anklager eller ej. For det er netop derfor, øvrigheden «bærer sværdet», som Paulus siger, «til skræk for de onde gerninger», så enhver kan få fred, og den frække ondskab blive standset. Og Herren siger her: Sværdet skal ikke holde fri og ligge stille, men det skal slå dem ihjel, som griber det. Så det står skidt til på begge sider. De, der ikke har sværdet, vil have det og slå om sig, ligesom Peter her. Og de, der har det, kan man knap nok med møje og besvær få til at tage det i hånden og bruge det.

Men den, der forstår dette ord ret og retter sig efter det, vil sandelig lade sværdet ligge, hvis Gud ikke har givet ham det i hånden, og hellere tåle og bære alt end af sig selv tage det i hånden. Hvorfor? Han ser Kristi befaling og Guds ordning for øjnene og regner det for sikkert, at det ikke er noget at spøge med. Derfor vogter han sig for at handle imod den befaling, ligesom han vogter sig for bødlen, galgen og hjulet. Har Gud derimod givet ham sværdet i hænderne, så lader han det frimodigt og uforfærdet gå mod enhver, uden at se på, hvilken stand eller formue en mand har. Når der er forargelse, ved han, at han skal standse den. Derfor adlyder han Gud og tjener ham med en sådan alvor. Det være nok om den første del.

Her melder det spørgsmål sig, som vi nævnte ovenfor. Privatpersoner har helt og holdent forbud mod at gribe til sværdet, og Peter bliver her irettesat af Herren Kristus, fordi han trækker sværdet for at redde ham. Hvor langt rækker dette eksempel? Må en øvrighed, der bliver angrebet for religionens skyld, sætte sig til modværge? Eller for at sige det endnu tydeligere: Må man også gøre modstand for evangeliets skyld og forsvare det for sine undersåtter med sværdet mod hvem det end er, når Kristus dog ikke vil have, at Peter skal redde ham med sværdet?

Her må vi først lægge mærke til forskellen mellem den verdslige øvrighed, prædikeembedet og privatpersonerne. For den verdslige øvrighed har frem for alle andre gerninger fået befaling til at plante og håndhæve Guds ord og beskytte de undersåtter, der bliver angrebet for dets skyld. Det er der slet ingen tvivl om. For sværdet skal beskytte det gode og straffe det onde og frem for alt tjene til, at Gud bliver kendt, som der står skrevet i Rom 13. Og hos Esajas siger Gud: «Konger skal være kirkens fostrefædre», det vil sige dens beskyttere. Ligeså Sl 24: «Gør portene vide og dørene i verden høje, så ærens konge kan drage ind.»

Men evangeliets prædikanter er lige så lidt som privatpersoner verdslig øvrighed. Derfor skal begge, prædikanter og privatpersoner, lade være med at trække sværdet; for det er ikke betroet dem. Den forståelse havde Peter endnu ikke dengang; for han vidste ikke, at prædikeembedet skulle blive en tjeneste uden kongelig og fyrstelig magt. Derfor skulle Peter ikke have trukket sværdet. Alligevel er al verdslig øvrighed skyldig at beskytte Guds ord og den rette kirke. For Gud har ikke bare sat den til at være svinehyrde, der skal værne om undersåtternes legemlige liv og føde. Han har først og fremmest sat den til at bevare Guds ære og kendskabet til ham i menneskeslægten, til at holde fast ved den rette gudstjeneste, straffe og udrydde falsk lære og afgudsdyrkelse og hellere sætte alt ind end lade sig selv og sine undersåtter tvinge til afgudsdyrkelse og løgn. Derfor siger den 2. salme til dem: «Kys Sønnen», det vil sige: Tag imod Guds ord, og hold fast ved det.

Det er den verdslige øvrigheds fornemste embede. Det ser man i historierne: Gud kræver det, og ikke alene de fromme konger hos jøderne, Joshafat, Josias og Hizkija, men også konger blandt hedningerne, som Nebukadnesar, Dareios og Kyros, får af Helligånden stor ros for, at de har indrettet den rette gudsdyrkelse og med magt har sat sig op imod afgudsdyrkelsen.

Er det nu den verdslige øvrigheds embede, så følger det jo, at når den bliver angrebet af ugudelige (for det er umuligt, at de, der forfølger Guds ord og håndhæver afgudsdyrkelse, har Helligånden), så skal den ikke rette sig efter dem, men beskytte sig selv og sine og holde stand, så længe den kan. For hvis den verdslige øvrighed ikke gjorde det, hvad skulle der så komme ud af det? Den alene har sværdet. Vil den ikke bruge det, så må undersåtterne heller ikke bruge det. Hvad andet vil så følge, end at de ugudeliges forehavende får fremgang, Guds ord bliver udslettet, den rette gudstjeneste slået ned og den gamle afgudsdyrkelse rejst igen?

Men hvem ville eller skulle godkende det og læsse så stor og grufuld en synd på sig? Befalingen er jo allerede givet: «I konger, lad jer vise til rette; kys Sønnen, så han ikke bliver vred, og I går til grunde på vejen.» Ligeså 3 Mos 24: «Den, der spotter HERRENS navn, skal lide døden.» Ligeså: «Flygt fra afgudsdyrkelsen.» Ligeså: «Sværdet er til skræk for de onde gerninger.» Når det nu er en ond gerning at indrette afgudsdyrkelse, så er det ikke alene tilladt, men også alvorligt påbudt for dem, der har sværdet, at de frimodigt skal bruge det mod sådan noget ondt og beskytte og redde sig selv og sine derfra. Men hvad nødværge angår – om også de underordnede må beskytte og forsvare sig mod en overordnet, der øver åbenlys, forbryderisk vold, som mod en åbenlys morder eller landevejsrøver – derom kan du læse i «Advarsel til sine kære tyskere» [Luthers skrift fra 1531] og i andre skrifter, der handler særligt om det; for det ville blive for langt her.

Men jeg taler kun om dem, der har sværdet og sidder i embedet. De, der ikke har sværdet – som når biskopperne vil tvinge deres undersåtter til nadveren under én skikkelse og andre åbenlyse vildfarelser – de skal ganske vist i sådanne tilfælde adlyde Gud mere end mennesker, og Gud pålægger dem alvorligt en sådan ulydighed; men de skal alligevel ikke trække sværdet af den grund, men lide. Ellers ville de trække det ligesom Peter, som ingen havde betroet det.

Ja, siger du, en kristen skal lide uret og vold og ikke kæmpe imod med vold. Svar: Vi taler her om den verdslige øvrighed, der bærer sværdet. Den lider vold og uret nok i forvejen, når en anden øvrighed bryder freden med den og angriber den med krig. Lad det blive ved den lidelse, og læg ikke mere på en kristen øvrighed. Men den, der vil lægge mere på den og helt tage sværdet ud af hænderne på den, hvad gør han andet end at give sit samtykke til, at sandhedens fjender får gjort alt efter deres frække lyst og helt tager Guds ord bort? Det kommer man nok ud for, når det ikke kan være anderledes, og når Ordet ikke kan bevares med sværdet. Men så længe der endnu er håb, og sagen står til Guds hjælp og i hans hænder, skal man vove og lide noget for den. Så kan ingen beskylde os for, at vi har set mere på gunst, fred og andet end på Guds ord og undersåtternes frelse og vel.

Befalingen er jo klar og tydelig: Osculamini filium. Hunc audite – «Kys Sønnen. Hør min Søn. Flygt fra afgudsdyrkelsen osv.» Sådanne befalinger pålægger den verdslige øvrighed, at den ikke alene skal sætte sig op imod verdslig og timelig forargelse, men også mod falsk lære og falsk gudsdyrkelse. Men hvormed skal den gøre det og sætte sig imod det? Hvad har Gud givet den at gøre det med? Læs Sankt Paulus i Rom 13, han vil sige dig det: «Øvrigheden», siger han, «bærer ikke sværdet forgæves.» Men mod hvem skal de føre det? Mod dem, der forsvarer falsk lære og falsk gudsdyrkelse og vil tvinge andre til det. Det skal en kristen øvrighed ikke finde sig i. For den højeste Herre i himlen har forbudt det. Og det hedder at ære Gud og prise hans ord, når man hellere sætter fred, menneskers gunst og andet på spil end godkender noget, der går imod Guds ord.

Sådan har vi nu Peter med sit sværd, der fægter og vil redde Herren Kristus; men han har ingen befaling til det. Nu står der endnu en prædiken her, og den går især mod jøderne. De havde befaling fra deres ordentlige øvrighed til at tage sværd og spyd og bruge dem mod Herren Jesus. Og alligevel skælder Herren også dem ud for det: «Som mod en morder», siger han, «er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig; daglig har jeg dog siddet hos jer og lært i templet, og I greb mig ikke.»

Med disse ord irettesætter Herren dem af to grunde. Den første er, at selv om den verdslige øvrighed giver undersåtterne sværdet i hånden, skal de alligevel ikke tage det, når sagen er ond og uretfærdig. Den anden er, at de ikke skulle have taget det mod ham, Herren. For han var ingen morder; det drejede sig om læren. Sådan en strid skal man ikke afgøre og bilægge med ild eller sværd, som de pavelige plejer, men med Skriften. Er vi kættere, som de beskylder os for, så lad dem bevise det for os med Skriften og lade bødlen blive hjemme; han hører ikke med til sådan en disputats.

Men ligesom jøderne bar sig ad med Kristus, sådan driver de pavelige, deres disciple, det endnu. Disputere kan og vil de ikke, medmindre man lader deres doktorer og pavens dekreter gælde lige så meget som Guds ord. Men fordi vi nægter det, kommer de mod os med sværd og knipler, ligesom jøderne mod Kristus. Så kan enhver da se, hvad slags folk de er – nemlig som Herren siger til jøderne i Joh 8: «I er af Djævelen, jeres far; for I stræber efter at slå mig ihjel.» Det ser vi hos blodhundene, de pavelige. Men vi må tåle og lide det, for vi er som Peter: Os er sværdet ikke betroet. Men Gud vil i sin tid straffe et sådant grusomt tyranni og nådigt redde sine fra de blodtørstige tyranners rasen. Amen.