Lidelseshistorien: 5. prædiken: Peters fornægtelse (Matt 26,69–75)

Femte passionsprædiken. Hvordan Peter fornægtede Herren tre gange i Kajfas’ hus, Matt 26,69–75

Det er en nyttig historie. Derfor fortæller alle fire evangelister særskilt om den. Den tjener os især på to måder. For det første skal vi lære at være ydmyge og ikke dumdristige, for Peter falder så let og så dybt, han, som lige før satte liv og lemmer på spil for Herren Kristi skyld. For det andet skal vi lære, hvordan vi kan komme til nåde igen, når vi er faldet i synd. For i Peter finder vi et fint eksempel på kristen omvendelse: hvad den egentlig er, og hvordan vi bliver løst fra vore synder. Men først vil vi fortælle historien, sådan som det gik til.

Da Jesus var taget til fange i haven og først var ført til Annas, Kajfas’ svigerfar, og fra Annas til ypperstepræsten Kajfas, skriver Johannes, hvordan han selv fulgte efter på afstand, gik ind i Kajfas’ hus (for han var kendt dér) og tog Peter med sig. Peter satte sig hos tjenestefolkene ved ilden inde i huset og varmede sig. Så spurgte en tjenestepige ham, om han ikke var en af den fangne Jesu disciple. Men han nægtede det stærkt. Og så galede hanen første gang. Derefter, fortæller Matthæus og Markus, gik Peter væk fra ilden og ud gennem døren til forgården. Der gik det ham på samme måde: Først sagde en anden tjenestepige til dem, der stod omkring Peter: «Han her er en af den fangne Jesu disciple.» Lukas siger ganske vist, at det var en mand, der sagde det om Peter. Men man kan godt tænke sig, at da tjenestepigen begyndte at tale om Peter, har andre også sagt deres og givet hende ret. Så fornægtede Peter for anden gang. For tredje gang, omtrent en time senere (som Lukas fortæller), kommer en af ypperstepræstens tjenere, som (efter hvad Johannes siger) var i familie med ham, hvis øre Peter havde hugget af i haven. Han går hårdere på Peter end de andre og siger åbent, at han havde set ham i haven sammen med Jesus. Det ville Peter ikke lade sidde på sig, for han var bange for sit skind. Derfor begyndte han at forbande sig og sværge: «Jeg kender ikke det menneske, I taler om.» Men straks efter den fornægtelse galer hanen. Og Herren ser på Peter og rammer hans hjerte sådan, at han nu ser, hvad han har gjort. Derfor løber han straks ud af Kajfas’ hus og græder bitterligt. Det er nogenlunde hele historien i sin rækkefølge, sådan som alle fire evangelister beskriver den.

Her skal vi først, som sagt, lære at kende vores egen svaghed på den gode Peter, så vi ikke bygger noget sikkert, hverken på andre mennesker eller på os selv. For vore hjerter er så helt igennem svage og ustadige, at de skifter hver time, som Herren siger i Joh 2. Hvem i alverden ville have ventet en sådan ustadighed og svaghed af Peter? Da Herren advarer ham i Luk 22 om, at Satan har forlangt ham og gerne vil sigte ham som hvede – hvor modig var Peter så ikke, hvor kæphøj og uforfærdet! «Herre,» siger han, «jeg vil gå både i fængsel og i døden med dig.» Men da Herren advarer ham igen om, at han ikke skal være så dumdristig, for før hanen galer to gange, vil han have fornægtet ham tre gange, så ser man, at Peter regner det for det rene eventyr. Han tænker: Det er umuligt! Han vil blive hos ham og stå ved ham, om det så skal koste ham livet. Og det beviser han også med handling. For da det for alvor gjaldt, og jøderne greb Herren i haven, var Peter den første, der trak blankt og huggede løs i flokken, skønt de var så mange og godt bevæbnede, og de selv kun var to, der havde sværd. Hvem skulle nu tro, at sådan en modig mand, der går så trofast i brechen for sin Herre, kort efter skulle fornægte ham så skændigt? I haven er der ingen, der vil Peter eller de andre disciple noget. For Herren havde fået dem fri, da han sagde: «Lad disse gå.» Og især her i Kajfas’ hus er der ingen, der vil dem noget. Men da så dørvogtersken, helt uden ondt i sinde og måske af medlidenhed, siger til Peter: «Er du ikke også en af den mands disciple?» – så svigter hjerte og mod ham. Han er bange for, at siger han ja, går det ham som hans Mester. Derfor nægter han. Og da han bliver spurgt om det anden og tredje gang, begynder han at forbande sig: «Gud straffe mig både med det ene og det andet,» siger han, «hvis jeg kender ham eller nogen sinde har set ham.»

Læg dig dette eksempel godt på sinde, så du lærer at kende dig selv og andre mennesker ret og vogter dig for dumdristighed. For når sådan noget kan ske for Peter, som fremfor alle de andre disciple havde et trofast, godt hjerte over for Herren Kristus, ja, som var så oplyst af Guds nåde, at Kristus selv siger: «Lykkelig er du, Simon, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min himmelske Far» – og som oven i købet fik navn af ham og blev kaldt en «klippe» – hvordan skal det så gå os stakkels mennesker, der har langt ringere gaver og i det hele taget er langt svagere og skrøbeligere? Vogt dig derfor, vær ikke dumdristig, tænk ikke: Jeg er over det værste, nu er der ingen fare. For dit kød er fordærvet, og der er intet godt i det. Og Satan holder heller ikke fri; han går omkring som en brølende løve og søger, om han kan bedrøve vore hjerter, fælde os og helt sluge os. Se dig derfor godt for, stå altid i gudsfrygt, byg alene på hans nåde, og sæt al din lid og fortrøstning til ham. Og hvad Kristus sagde til Peter, Jakob og Johannes i haven: «Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse» – det skal også være sagt til dig, så du ikke snorker eller går tryg omkring, som om der ingen nød var og ingen fare mere at frygte. Vær i stedet ædru og vågen, og tvivl ikke på, at din værste fjende ikke er langt fra dig, ja, du bærer ham i din egen barm. Derfor, hvis Gud ikke står dig bi med sin Helligånd, så er det ude med dig. Du kan ikke styre eller holde dig oppe en eneste time. Sig derfor til dig selv: Så vil jeg bede Gud om hans Helligånd, at han vil styre og lede mig ret og enten bevare mig fra anfægtelse og fristelse eller nådigt stå mig bi og ikke lade mig falde. Det er det første, denne historie holder frem for os. Hertil hører også Herrens alvorlige formaning i Luk 21, hvor han siger: «Vogt jer, at jeres hjerter ikke sløves af svir og druk.» For det er vores dårlige natur, at vi ligesom kvæget bliver kåde, når krybben er fuld. Den, der har rigeligt og nok, har snart glemt Gud og hans ord eller tager sig ikke rigtig af det. Og så er det sket, før man ser sig om, at man løber lige i Djævelens net. Derfor skal alle tre ting høre sammen: at du frygter Gud, at du våger og er ædru, og at du beder uden ophør. Så har det ingen nød. For selv om vi ikke helt kan slippe for anfægtelse og til tider falder af svaghed, så vil Gud dog ved sin Helligånd føre os ud igen, så vi ikke bliver liggende i det.

For det andet tjener denne historie os til trøst. For her viser frugten af vor Herre Kristi lidelse sig smukt, og i Peter finder vi ikke alene et prægtigt eksempel på Guds nåde og barmhjertighed; vi lærer også, hvordan vi kan komme til nåde igen, når det også med os er kommet dertil, at vi har gjort uret og syndet. Peters fald er forfærdeligt og tungt. Det mærker han selv mest; derfor kan han ikke blive blandt folk, men må gemme sig, og han græder bitterligt.

Men her ser man, at Herren ikke alene forudsagde ham faldet, men bagefter tog ham til nåde og ikke lod ham undgælde for den synd. For påskemorgen, før Herren Kristus selv viste sig, befalede engelen, der sad ved graven, kvinderne at sige til hans disciple – og især til Peter – at Herren var opstanden. Og Herren selv viste sig for Peter og trøstede ham, kort efter at han havde vist sig for Maria Magdalene og de andre kvinder. Det er alt sammen sket os til trøst: at vi, selv om vi også er faldet, ikke skal lade tilliden til nåden gå ud af vore hjerter, men – sådan som Herren handlede mod Peter – ikke tvivle på, at han er død for vores skyld, og at hans lidelse skal komme os til trøst og hjælp, selv om vi er fattige syndere. For hvis syndere ikke skulle have gavn af hans lidelse, så ville hans disciple, og især Peter, have været de første, han havde forkastet og aldrig mere taget sig af; for de havde alle sammen taget anstød af ham, var flygtet fra ham og havde fornægtet ham så skændigt. Men den nådige Herre gør det ikke. De er stadig hans kære disciple, selv om de havde opført sig ilde. Læg mærke til det, og trøst dit hjerte med det; for det samme vil den nådige Gud også gøre med dig.

Ja, siger du, men hvordan går det så den stakkels Judas? Der ser du jo, at al nåde er sagt op. Selv om vi skal høre mere om det senere, er det dog nødvendigt også her at få god besked om, hvad der hjalp Peter og holdt ham oppe, men hindrede Judas og drev ham til fortvivlelse – så vi kan lære af Peter at forholde os ret og vogte os for det, der skete for Judas. Nu er det vel sandt, at der også er forskel på Peter og Judas, hvad synden angår. For selv om de begge ved synden handler imod Guds vilje og derved pådrager sig den evige fordømmelse, så er Judas’ synd dog større end Peters. Judas går efter sin synd af egen fri vilje og med fuldt overlæg, og skønt Herren så ofte og så trofast advarer ham, kan han dog bedre lide synden. Sådan er det ikke med Peter. Han kommer til det uforvarende; det er ikke en forsætlig vilje og frækhed, men en tilfældig forsagthed eller svaghed, at han fornægter Kristus. Havde han frygtet, at det skulle gå ham sådan, var han ikke gået ind i Kajfas’ hus. Dernæst er det heller ikke med Peter som med Judas, at han var fjendsk og hadefuld mod Kristus og løb fra ham i en sådan modvillig foragt og had, så forhærdet, at ingen formaning til omvendelse og ingen velgerning fra Herren kunne bevæge ham til at vende om. Han falder derimod af frygt og svaghed (før han betænker og ser, hvad han gør) så dybt, at han fornægter og forsværger sin kære Herre osv.

Denne forskel på synderne skal man også lægge mærke til: Selv om de begge synder, Peter og Judas, og falder ind under Guds dom, så er Judas’ synd dog større end Peters. Sådan gør Herren senere også forskel på Pilatus og jøderne i Joh 19 og siger: «Den, der udleverede mig til dig, har større synd!» Derfor har Judas en mere ængstet samvittighed og en større pine end Peter. For den byrde, der ligger på ham, er tungere og trykker ham hårdere, skønt Peter med sin synd havde fortjent døden lige så vel som Judas.

Sådan siger også Sankt Paulus om sig selv, at han har forfulgt Kristus og hans troende, men at han gjorde det uvidende. Dermed viser han også en sådan forskel: Selv om hans forfølgelse var en fordømmelig, dødelig synd, var den dog ikke lig med ypperstepræsternes og farisæernes forfølgelse. Den forskel er nyttig at lægge godt mærke til, så man vogter sig for sådanne modvillige, forsætlige synder som for en byrde, der vil trykke os hårdt, og så vi ser os for og ikke bliver ved, stivnakket og uden at vende om, i forhærdet ubodfærdighed. Men selv om der er en sådan forskel på synderne, at den ene er mindre og den anden større, og den større uden tvivl trykker og plager samvittigheden mere, så skal mennesket dog, når det erkender sine synder og er forskrækket over Guds vrede, ikke dømme om tilgivelse og nåde efter sine synders størrelse, mængde eller forskel. For alle synder (også de mindre) er for store og tunge for os, så vi ikke fuldt ud fatter nogen synds størrelse; vi kunne heller ikke bære det, hvis vi skulle se og føle det ret. Og Djævelen kan også blæse en eneste synd, som ikke er den største, så højt op, at et forsagt, forskræmt hjerte tænker, at intet menneske på jorden har gjort så stor en synd. Nej, det skal vi vide og holde fast ud fra evangeliets lære om Guds Søns nåde og velgerning, at nåden er mægtigere end al synd. Og derfor står Guds ord og løfte der, at ingen skal fortvivle eller give op på grund af sine synder, men vente sig al nåde af Gud ved Herren Kristus, hans enbårne Søn.

Det er på dette punkt, Judas og Peter skilles. For Judas ser alene på syndens størrelse, falder i fortvivlelse og tænker: Her er der i al evighed hverken hjælp eller råd. Så går han hen af sorg og hænger sig selv, det stakkels menneske. Hvorfor dog? Fordi han havde foragtet Guds ord og ikke ladet sig forbedre af det. Da han nu trængte til trøst og ikke havde Ordet og heller ikke ville vende sig til Frelseren Kristus i tro, var det umuligt, at han kunne blive hjulpet. Peter græder også bitterligt, han er angst og bange for sin synd; men han havde hørt Herren Kristi ord flittigere og lagt bedre mærke til det. Derfor, da nøden nu står lige foran ham, tager han det alligevel frem, tænker på, hvad Kristus har sagt til ham, holder sig til det, trøster sig med det og håber, at Gud vil være ham nådig. Det er den rette hjælp i en sådan nød, og den manglede den stakkels Judas. Men at det gik sådan med Peter, og at han holdt sig til Guds ord og nåde, det vidner Herren om i Luk 22, hvor han siger: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte.» Da han fornægter Kristus, ser man ikke en gnist af tro i hans hjerte. Men bagefter, da samvittigheden vågner og ængster ham, så kommer troen frem igen og holder fast på dette Kristi ord for ham, så han ikke falder i fortvivlelse.

Lær derfor her, hvad den rette omvendelse er. «Peter græder bitterligt.» Det er begyndelsen på omvendelsen, at hjertet ret erkender synden og fortryder den inderligt og alvorligt, så man ikke har lyst til den eller kærlighed til den og bliver ved i synden, men tager det sig af hjertet nær, at man ikke har holdt Guds vilje og har syndet.

Men det kan vi ikke bringe i stand af os selv. Det er Herren, der kalder os tilbage til omvendelse og ser på os igen, sådan som han her kalder og formaner Peter tilbage ved hanegalet, som han havde sagt ham på forhånd, og ved sit blik. For af naturen er vi sådan indrettet, at vi holder af synden og med lyst bliver ved i den. Det ser vi her på Peter: Da han først én gang havde fornægtet Kristus, bliver han bare ved, fornægter ham for tredje gang, forbander sig og sværger: «Jeg kender ikke det menneske» – og er ligeglad. Men da hanen galer, og Herren vender sig om og ser på Peter, så først går han i sig selv og besinder sig på, hvad han har gjort. Og synden kan efter sin og vores natur ikke andet end skræmme, true med Guds vrede og fylde hjertet med angst. Det ser man på dem begge, på Peter lige så vel som på Judas. Judas bliver så bange, da han får øje på sin synd, at han ikke ved, hvor han skal gøre af sig. Peter bliver også så angst, at han må gå bort fra folk, og han kan ikke græde nok; så hårdt ængster hans synd ham.

I en sådan angst og hjertesorg er det bedste, at du for det første ydmyger dig over for Gud og frit bekender synden: Ak Gud, jeg er jo en fattig, elendig synder og kan ikke andet end synde, når du tager din nåde fra mig. Dernæst, at du holder dig til Guds ord og løfte og siger: Men vær mig nådig for din Søns, Jesu Kristi, skyld. Når hjertet så trøster sig med Guds ord og håber sikkert på, at Gud vil være nådig for sin Søns skyld, så må angsten give slip, og trøsten vil helt sikkert følge. Det er da en ret og hel omvendelse: at blive forskrækket over synden og ydmyge sig og at trøste sig ved troen med Herren Kristus og hans lidelse.

Sådan har Peter uden tvivl trøstet sig med det ord, som Herren havde sagt til ham ved bordet, Luk 22: «Djævelen har forlangt dig, men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte.» For skønt hans hjerte var fuldt af angst og bekymring, fortvivlede han dog ikke som Judas. I begyndelsen var den trøst ganske vist meget lille, som et sennepsfrø. Men fordi grunden, som denne lille trøst stod på, var Guds ord og løfte, voksede den mægtigt, og påskedag, da han så Kristus igen, var den blevet så stor, at al skræk og tvivl forsvandt, og kun den inderlige ydmyghed blev tilbage, så han bekendte sin svaghed og gerne gav sig skyldig som en fattig synder. Ud over denne ydmyghed og bekendelse kunne synden ikke efterlade mere i hans hjerte. Trøsten har som et kraftigt skybrud dæmpet og helt slukket den ild, der ellers ville have brændt hans hjerte op. Da vi nu ikke kan leve uden anfægtelse, burde vi i tide forberede os på den og især høre Guds ord flittigt, øve os godt i det og lægge mærke til det, så vi, når den tid kommer, kan have en trøst som Peter.

Sådan står nu dette eksempel med den hellige Peter her for os til lære og trøst, så vi kan lære begge dele: For det første ikke at være trygge, men holde os i gudsfrygt, for det kan så hurtigt ske, at også store hellige falder så tungt. For det andet, når vi er faldet, så alligevel at holde os til Guds ord, trøste os med det og ikke fortvivle på grund af synden, som Judas. For ligesom Gud ikke vil, at nogen skal hovmode sig af sine gaver – alle skal vi frygte, våge og bede – sådan vil han heller ikke, at nogen skal fortvivle på grund af sine synder. For netop for at afværge en sådan ulykke er Guds Søn blevet menneske og død på korset. Derfor lyder det sådan: Vil du være en ret kristen, så frygt Gud og stol på hans nåde og ord; så finder du trøst, redning og hjælp her og hisset. Det give os alle vor kære Fader i himlen ved sin Helligånd for vor kære Herres og Forløsers skyld. Amen.