Lidelseshistorien: 6. prædiken: Kristus overgives til Pilatus, og Judas’ død (Matt 27,1–10)

Sjette passionsprædiken. Hvordan Kristus bliver overgivet til Pilatus, Judas hænger sig, og ypperstepræsterne for de tredive sølvpenge køber en mark til gravsted for de fremmede, Matt 27,1–10

Kære venner, I har hørt, hvordan Herren Kristus først blev ført til Annas, og hvordan Annas sendte ham bundet til Kajfas. Der var ypperstepræsterne og de skriftkloge samlet, og der søgte de og hele Rådet falske vidnesbyrd imod ham. Til sidst beskylder de ham falskeligt for at have spottet Gud, og derfor skulle han være skyldig til døden. Mere om det senere.

Nu følger det videre, hvordan han blev ført for Pilatus, og hvad der skete der. Men før vi taler om det, må vi først vise, hvad dog grunden er til, at de øverste regenter i Jerusalem, både gejstlige og verdslige, er så rasende og forbitrede på Herren. De løber sammen om natten og tager sagen op mod ham på en urimelig tid, og de har så travlt med at få ham slået ihjel i en fart – og alligevel kan de ikke bringe andet frem imod ham end lutter opdigtede løgne. At fortælle det hele ville blive for langt nu; enhver kan selv læse det i de fire evangelisters beretning eller lære det af prædikenerne i kirken i årets løb. Herren Kristus revser dem hårdt for både deres lære og deres liv og lader ingen af delene gå for godt. Derfor kalder han dem «en ond og utro slægt», ja, «slangeyngel» – ikke Guds børn, som de roste sig af, men «Djævelens børn»; derfor kunne de hverken sige, lære eller gøre noget godt. Og kort før han blev taget til fange, gav han dem den sidste omgang og råbte otte gange ve over dem, Matt 23. Det var grunden til, at de var så heftigt optændt imod ham og så bittert fjendtlige over for ham; og nu, da de har ham i deres magt, driver de sagen så heftigt frem, for at han ikke skal slippe fra dem osv. Og for at give deres grumme, morderiske had et skin af, at de havde god ret og hjemmel til at få ham dræbt efter deres lov, skriver evangelisterne, at ypperstepræsten for de ords skyld (da Herren siger: «Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på skyerne») sønderrev sine klæder og sagde: «Han har spottet Gud! Hvad har vi endnu brug for vidner? Nu har I hørt bespottelsen. Hvad mener I?» Og alle de andre, som var til stede, sagde: «Han er skyldig til døden.» Og straks derefter begyndte de at fare jammerligt frem mod den kære Herre Jesus, og der var ikke én eneste blandt dem, som havde medlidenhed med ham; de var alle sammen rasende på ham som vilde løver osv. Læs om det i Sl 22 og flere andre steder.

Og alligevel lå der endnu noget i vejen for dem. Den grund, som de mente gjorde ham fortjent til døden, vidste de godt, at Pilatus ikke ville bryde sig meget om. For han var hedning og havde ingen befaling fra den romerske kejser om at dræbe jøderne for deres tros skyld – ellers måtte han have henrettet dem allesammen. Derfor mødes de, så snart morgenen bryder frem. Og som Matthæus skriver, «holder de råd imod Jesus om, hvordan de skal dræbe ham», det vil sige: De rådslår om, hvilken anklage de vil føre frem mod ham for Pilatus. For de kunne godt se, at selv om Kristus (efter deres mening) havde spottet Gud, ville Pilatus ikke dræbe ham for det. Derfor måtte de, når det var for en verdslig dommer, finde på en verdslig anklage, der kunne tage sig ud. For det havde ikke knækket halsen på Kristus, at de sagde, han var en gudsbespotter.

Se her og lær, hvor rap og giftig Satan er, når man har brug for råd om, hvordan man skal dræbe Kristus. Det første ord, Pilatus siger til Kristus, er spørgsmålet: «Er du jødernes konge?» Af det ord kan man da tydeligt nok slutte, at de på dette rådsmøde har besluttet det og så, som sagt, har angivet Herren Jesus for Pilatus for at ville stifte oprør og gøre sig selv til jødernes konge. Men hvordan kan de få det til at hænge ved Herren? Hvor har han nogen sinde kaldt sig konge? Hvor har han udgivet sig for en stor herre? Tværtimod kunne de godt have vidnet, hvis de havde villet, at da folket ville gribe ham og gøre ham til konge, sagde han nej, gik bort og skjulte sig. Og han havde sagt til dem, at de skulle give kejseren, hvad kejserens er, og ikke holde det tilbage. Men nu må vi alligevel også tænke på dette: Pilatus har ikke ladet sig nøje med sådan en bar anklage; de har måttet bevise den. Hvordan skete det så? Uden tvivl på denne måde: De havde hørt Kristus bekende over for ypperstepræsten, at han var Kristus. Så tog de Skriften til vidne og beviste ud fra profeterne, at Kristus skulle være en konge. For sådan siger Zakarias: «Se, din konge kommer til dig, en retfærdig og en hjælper osv.» Og Hos 3,5: «De skal søge deres konge David», og mange andre steder. Når nu Herren bekendte, at han var Kristus, så havde han dermed også allerede bekendt, at han var jødernes konge. For Kristus skulle jo være en konge. Se, så nøje kan Djævelen lede.

Men det, der taler imod dem og kunne tale til Herren Kristi fordel, tier de pænt stille med. Nemlig at Zakarias siger: «Se, din konge kommer til dig, en retfærdig og en hjælper», og straks efter: «fattig» eller «elendig». Det vil sige: Han skal være en åndelig konge, som gør sine, dem der tror på ham, retfærdige og forløser dem fra døden og al ulykke, så de har trøst ved ham imod synden og Guds vrede – ikke en verdslig konge, som har med penge og gods at gøre. For dertil har Gud indsat andre konger, som regerer land og folk og er rige og mægtige; men derved kan de ikke blive retfærdige eller frelst. Det bringer og giver alene denne konge, som profeten taler om: «Se, din konge osv.» Om det siger skurkene ikke et eneste ord. For Pilatus puster de især det op, at han har gjort sig til jødernes konge. Sådan trækker de Pilatus ind i sagen – ham, som ellers ikke ville have blandet sig i det, hvis det var blevet ved den første anklage om kætteri eller gudsbespottelse.

Præcis sådan går det også i dag. For den verdslige øvrighed har i forvejen almindeligvis den uvane, at den ikke bekymrer sig synderlig om Guds rige og religionen. Når konger og fyrster har deres lydighed, deres skatter og deres herlighed, spørger de ikke videre, og så ville Kristus nok få lov at være i fred for Pilatus. Men så kommer ypperstepræsterne og folkets ældste, det vil sige den blodtørstige flok: pave, kardinaler, biskopper, munke og præster. De anklager Kristus for Pilatus. De hidser den verdslige magt, kejser, konger og fyrster, op imod evangeliet og beskylder det – ligesom jøderne beskyldte Kristus for Pilatus – for at være en oprørsk lære: Lader man den gå sin gang og sætter man sig ikke imod den i tide, så beholder de ikke længe deres undersåtters lydighed. Ja, hvis de ikke for alvor sætter sig imod den, får de hverken lykke eller held i deres regering. At tyrken bryder ind, som han gør, og at vi ingen lykke har imod ham, at der er så megen misvækst på markerne, og at der er ulykke på alle kanter – alt det banker de morderiske paveæsler ind i hovedet på de store herrer: Det er evangeliets skyld. Dermed vækker man Pilatus, som ellers ikke ville spørge efter Kristus og hans prædiken, så han stiller ham for retten og til sidst lader ham korsfæste.

Nu er der ingen tvivl om, at den slags løgne og giftig bagtalelse gør forfærdelig ondt. Men netop af den grund har evangelisterne efterladt os denne beretning, for at vi, når noget lignende overgår os, kan lide det tålmodigt og sige: Sådan gik det også min Herre Kristus. Tjeneren er ikke bedre end sin herre. Pilatus ville have ladet ham prædike og gøre undere hele sit liv uden at spørge efter det; men ypperstepræsterne, den åndløse flok, får det så vidt, at Pilatus som dommer og Kristus som misdæder bliver bundet sammen.

Sådan går det endnu: Herren Kristi værste fjender er pave, kardinaler, biskopper, munke og præster. Når de har besluttet, at det er kætteri, som de ikke kan lide, eller som er imod dem, så tragter de efter at hidse verdslige magthavere op imod evangeliet. De må blive deres bødler og på deres anklage og pres besudle sig med uskyldigt blod ligesom Pilatus. Det må du tåle, kære kristne. Man har også leget sådan med din Herre Kristus. Og tak Gud for, at du er værdig til at lide sådan for hans navns skyld, som Lukas siger om apostlene, ApG 5,41. Det er det første stykke i dagens tekst.

Det andet er det forfærdelige eksempel med Judas. Det har evangelisterne malet så omhyggeligt for os, for at vi der, som på et maleri, kan lære syndens egen art og natur at kende og lære at vogte os for den. For på Judas ser vi begge dele: hvordan synden i begyndelsen sniger sig ganske stille ind, men siden fører til sådan en gruelig ende.

Kære venner, I har hørt ovenfor, hvor ringe en begyndelse (sådan som det ser ud) denne gruelige synd havde: nemlig at Judas af natur var gerrig og holdt af penge. Men den egentlige hovedkilde er, at han var en ugudelig hykler og en ond og gennemført gudsforagter. Derfor, da nu lejligheden byder sig, at han kan slå penge ud af Herren Jesus, regner han det for en meget ringe ting at forråde sin uskyldige Herre og Mester. Omvendt regner han det for en stor gevinst, at han så hurtigt kan komme til sådan en sum penge. Lad nu Herren prædike for ham og advare ham, så trofast han vil – og det gør han især mange gange ved den sidste nadver, så klart og tydeligt, at Judas kunne have taget og følt på det – det hjælper alligevel ikke. Han bliver ved sine tanker og ser på de tredive sølvpenge. Hvor var det dog en trofast, heftig og alvorlig advarsel, da Herren ovenfor siger: «Den som dyppede hånden i fadet sammen med mig, han vil forråde mig.» Og videre: «Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske ved hvem Menneskesønnen forrådes. Det var bedre for det menneske, hvis han ikke var blevet født.» Skulle Judas ikke have taget de ord til sig? Skulle han ikke være gået i sig selv og have sagt: Gud bevare mig, hvad har jeg arme menneske ladet Djævelen prædike ind i mit hjerte? Nej, der bliver intet af det. Trods den trofaste advarsel spørger han endda, om Herren virkelig ved, hvad han har i sinde. «Det er vel ikke mig, rabbi?» siger han. Og Herren svarer ham: «Du har sagt det», det vil sige: Ja, det er dig. Men som sagt: Det er for ham en let og ubesværet sag, når han ad den vej kan komme til så mange penge.

Læg mærke til det. For dette er den første farve, man skal male synden med, hvis man vil male den ret og præcist: at den ser ud som en let, ringe og ufarlig ting. Man frygter ikke Guds vrede ved den, man er ikke bange for ulykke; den synes ikke at være nogen byrde, men en let lille fjer, som man kan holde svævende med sin ånde og puste videre. Derfor, når den går løs på os, er vi ikke bange for den; ja, vi har lyst og glæde ved den og bilder os ind, at vi ikke kunne indrette vore sager bedre, end hvis vi havde rigeligt at synde med. Tag en gerrig ågerkarl, en ægteskabsbryder eller en dranker som eksempel. Sankt Paulus fælder en meget hård dom over den slags, 1 Kor 6,9–10: «Lad jer ikke bedrage», siger han, «hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller griske eller fordrukne skal arve Guds rige.» Denne forfærdelige dom står her, den bliver også prædiket, og netop de, der hænger i de laster, hører den; men de tager imod den ligesom Judas. Kunne de gøre en handel, hvor hundrede gav 20 eller 30 i åger, kunne de bare få stillet deres lyst, kunne de have kammerater hver dag og være fulde og gale, så bilder de sig ind, at de har klaret det godt. De ville ikke bekymre sig eller græmme sig over det, men være ved godt mod og helt glade.

Det siger jeg om den almindelige mand, der følger Judas’ eksempel på den grove måde. Men det er overmåde forfærdeligt, at paven og hans flok i dag forfølger og fordømmer Guds hellige ord, den erkendte sandhed, digter mange skændige og bespottelige løgne imod det og hidser de verdslige magthavere op imod det, for at de skal udrydde den guddommelige sandhed og alle, der holder sig til den – alt sammen for at de kan drive Judas’ handel i fuldt sving som før. Og de er så stærblinde og forhærdede, at de ikke alene ingen samvittighed gør sig over det, men bilder sig ind, at hvis de kunne bringe det så vidt, at Tyskland svømmede i blod, så havde de gjort det godt. Åh, hvilken blindhed! Åh, hvilket djævelsk had imod Kristi ord og den rette kirke! Mere om det senere.

Det er det, Adam også prædiker for sin søn Kain [i 1 Mos 4,6–7 er det HERREN, der siger dette til Kain], da han advarer ham mod synden, fordi han mærker, at Kain har fattet et bittert had til sin bror Abel. «Er det ikke sådan», siger han, 1 Mos 4,7, «at hvis du er retskaffen, så er du velbehagelig; men er du ikke retskaffen, så hviler synden ved døren?» Som ville han sige: Lær synden rigtig at kende. For det er dens art: Når den går løs på mennesker, er den som et vildt, glubsk dyr, der sover. Det er ingen bange for; det lader sig tage på og stryge i søvne og gør ingen skade. Lige så uskadelig en ting ser synden også ud til at være. Det er en fin, glat lille kat, der lader sig stryge og omgås. Men vogt dig, siger Adam, den sover nok, men den vil ikke sove evigt. Grunden: «Den ligger ved døren», på et åbent sted, hvor alle går ud og ind; derfor kan det meget let ske, at den vågner. Så bliver den en glubsk løve, en vred bjørn, der river og bider alt i stykker, som den kommer i nærheden af. Som Adam sagde det forud til Kain, sådan gik det. Adam sagde, at han skulle herske over synden og ikke lade sig regere eller føre af den. Men det gjorde Kain ikke; han gav den frie tøjler og slog sin bror ihjel. Så hvilede synden ikke længe. Den var hurtigt udsovet og pinte Kain sådan, at han ikke vidste, hvor han skulle blive af. Hos far og mor turde han ikke blive, og andre steder var han ikke sikker på liv og lemmer.

Det er den anden art ved synden; læg godt mærke til den. I begyndelsen sover den og ser ud til at være en let, uskadelig ting. Men den sover ikke længe, og når den vågner, bliver den en ulidelig byrde, som du umuligt kan bære, hvis ikke Gud hjælper på særlig vis. Det kan du se her på forræderen Judas. Mens synden endnu hvilede, var det ham umuligt at blive bange for den; det glatte skind bedrog ham, så han ikke var forberedt på de spidse, giftige kløer. Men den kunne ikke hvile længe; den lå ved døren, hvor den let kunne blive vækket. Ham, som ingen prædiken og ingen advarsel før kunne hjælpe, kommer der nu et eneste øjeblik, som skræmmer ham sådan, at han ikke ved, hvor han skal blive af. For da han ser Herren blive ført hen til Pilatus og nu må frygte, at det vil koste Herren livet, angrer han, og først nu ser han, hvad han har gjort. Da vågner synden og stiller sig efter sin art og natur så grum og gruelig an, at han ikke kan holde den ud. Før havde han holdt så meget af pengene, de tredive sølvpenge, at det var en ringe ting for ham at forråde og sælge Herren Kristus. Nu vender det sig: Havde han hele verdens penge og gods, ville han give det hele for bare at få Herren Kristi liv reddet. Men fordi kærligheden til pengene har bragt ham i den nød, og han for pengenes skyld har læsset den synd på sig, bliver han så fjendtlig mod pengene, at han hverken kan finde hvile eller ro for dem. Han løber efter ypperstepræsterne ind i templet, bekender, at han har gjort ondt, vil gerne give dem pengene tilbage – de skal bare sætte Jesus fri. Og da de ikke vil, kaster han dem for fødderne af dem, bare for at blive dem kvit. Det er nu syndens rette art, når den vågner: Den går så heftigt løs på samvittigheden og begynder sådan en forfærdelig prædiken, at hjertet af angst ikke ved, hvad det skal gøre eller lade være. Og så er der endnu en jammer: Lige så lidt trøst som det arme menneske har i sig selv, lige så lidt trøst finder han hos andre mennesker. Han klager trofast sin nød for ypperstepræsterne: «Ak», siger han, «jeg har gjort ondt, jeg har solgt uskyldigt blod.» Men hvordan trøster de ham? «Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag», siger de. De skubber det hele over på ham og lader den ulidelige byrde ligge der, og de ville nødig røre en finger for at være den arme, ængstede mand til trøst eller råd.

Så følger den tredje og sidste jammer. For når det går sådan til, at synden bliver ved med at prædike for samvittigheden, så tøver Djævelen ikke længe. Han puster og blæser til ilden, så den står i lys lue, og al redning synes forgæves. Han driver Judas til i sin angst og pine straks at gå hen og hænge sig af lutter sorg. Det er den ende, som Djævelen fra begyndelsen søger med synden. Hvis man straks i begyndelsen kunne tænke på en sådan ende eller tro på den, ville man korse sig og vogte sig for den. Men den er skjult; synden hviler og lader sig ikke se i begyndelsen, hvor det til sidst vil ende. Det være sagt om historien om det ulyksalige, stakkels menneske Judas, der solgte Herren Jesus for en ringe sum penge og ikke alene ikke fik glæde af pengene, men oven i købet mistede legeme og liv, sjæl og salighed.

Derfor skal du betragte dette eksempel flittigt og aldrig lade det gå ud af dit hjerte. For det skal tjene dig og mig og os alle til, at vi lærer synden rigtigt at kende og lærer at vogte os for den. Vi kan blive bedraget og skadet af synden fra begge sider, hvis vi ikke giver godt agt på dette eksempel og lærer synden at kende af det. For det første er synden af den art, at den er blød og behagelig for den gamle Adam; derfor har han lyst og kærlighed til den. Men det varer kun, indtil den vågner. Så begynder møje, slid, angst, nød, rædsel, mismod, fortvivlelse og til sidst den evige død. Disse to stykker skal du lære her af Judas, og du skal ikke lade dig bedrage af syndens smukke, yndige og lystige udseende, sådan som verden dog gør, og hvor ingen tale eller formaning hjælper. Der er mangen borger, bonde og adelsmand, der har lagt sig godt i selen for at tjene penge. Sælger han noget, ser han efter, hvordan han kan få det højest muligt op. Køber han noget, ser han efter, hvordan han kan få det billigst muligt. Har han huse, som han lejer ud, lader han det ikke blive ved den gamle aftale, men sætter lejen op. Har han penge, korn eller andre varer at låne ud, så ser han også efter, hvordan han kan få mest muligt ud af det. Det gør junker Adam rigtig godt og blødt her i verden. Enhver tænker: Kan han på den eller en anden måde skrabe hundrede, to hundrede, tre hundrede gylden sammen om året, mere eller mindre (alt efter hvordan handelen går), og lægge dem til side, så har han fisket godt. Derfor ser man, hvordan alle og enhver lægger sig efter at tjene penge og bruger alle slags kneb.

Det er nu judassynden, som Judas først blev grebet i. Men lige så lidt som Judas var bange for den eller holdt den for en farlig handel, lige så lidt er verden det i dag. Hvorfor? Synden hviler og sover; den lader sig ikke straks i begyndelsen se, som den er. Den farver og pynter sig og tager en smuk, ungdommelig maske på, så man ikke ser noget grueligt ved den; det gør, at enhver får lyst til den. Men hvis man straks kunne rive masken af den og vaske farven af med en skarp lud, ville man flygte fra den som fra Djævelen selv. Ingen ville finde behag i åger eller hænge efter gerrigheden, hvis han vidste, hvad der til sidst ville komme ud af det, når synden begynder at prædike for samvittigheden, og angeren kommer. For eksemplerne står for øjnene af os: Folk, der kun har stræbt efter penge og gods, kan i deres sidste stund ikke værge sig mod de vante tanker. Når man trøster dem med Guds ord, vil det ikke gå ind; imens spadserer de i tankerne ind på skrivestuen, ud på torvet og ned i pakhusene og tænker på den og den gæld, de har til gode osv. Kort sagt: Tornene har grebet dem sådan, at de ikke kan komme løs; eller samvittighederne er så tyngede, at de ikke kan tage imod nogen trøst.

Dette skal ikke alene forstås om judaspungen eller gerrigheden, men om alle synder. For hvor synden kommer sovende, dér vågner den til sidst og anretter en sådan jammer, som vi ser hos Judas. Men især hvor de rette judasdisciple er, som for penge og gods’ skyld handler imod Guds ord, forfølger evangeliet og giver anledning til falsk lære og afgudsdyrkelse – sådan som paven, hans kardinaler, biskopper, fordømte herrer, præster, munke, doktorer og deres lige trænges og river og slås om judaspungen. Det kommer af, at den ikke er stikkende eller spids; den er glat og blød at tage på. Og for verden synes det at være en meget fin ting, hvis man kan bringe sine sager så vidt, at man skaffer sig gode, rolige, herlige dage. Omvendt ser det ud, som om det er en ringe ting, om man i det ene eller det andet synder imod Guds ord, imod den erkendte sandhed, og handler imod samvittigheden. Ja, det synes let at forsvare, at en domherre står i koret, og at en prædikant holder sig tilbage og ikke vil gå frit ud med sandheden. For den, der gør det, kan høste god fordel af det hos verden og Djævelen. Men sandelig: Når synden vågner, bliver den onde, sorte lille hund Anger ikke borte. Den rører og forskrækker din samvittighed sådan, at du ingen steder kan finde trøst og derfor ved Djævelens tilskyndelse må fortvivle. Så har du fået samme løn som Judas.

Derfor var det godt, om du betænkte denne fare i tide og lod bispedømme, domherreembede og epikuræisk liv fare, det ene med det andet, og tænkte på at være en kristen: at fremme Guds ord, bekende det og vandre for Gud med god samvittighed. Selv om du ikke havde så rigeligt, ville Gud dog give dig det daglige brød og ikke lade dig dø af sult, sådan som han siger: «Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift.»

Det er altså læren af denne historie: Fordi synden først hviler og sover, men siden vågner og anretter al jammer i samvittigheden, og Satan ved den driver til fortvivlelse, skal du vogte dig for synden og ikke gøre noget imod din samvittighed. Og desuden skal du dagligt, ja, hvert øjeblik bede Gud om hans Helligånd, at han ikke vil føre dig i fristelse, men nådigt føre dig ud og bevare dig fra synder. For som sagt: Fordi synden ikke er vågen i begyndelsen, men sover, så man ikke kan tage sig i agt for den, sker det meget let, at vi bliver bedraget og bragt til fald. Derfor er der brug for flittig bøn og dernæst for god agtpågivenhed og opsyn alle vegne, så den ikke sniger sig ind på os i det skjulte.

For det andet: Når faldet er sket, og du er blevet bedraget, og synden, der først sov, nu vågner, træder frem for dine øjne og anklager dig, så må du også være rustet, og her kan du lære af Judas, hvordan du skal ruste dig til det. For du ser jo, hvad der fejler ham. Satan gør synden til et så stort, højt bjerg, at han hverken kan se Gud, hans ord, løfte eller nåde for den; derfor falder han lige ned i fortvivlelsen. Men hvor er denne ulykke oprindelig kommet fra? Er det ikke sandt: Hvis han ikke sådan havde slået Guds ord hen i vejret, havde mærket sig det flittigere og rettet sig efter det, ville han også i en sådan nød have kunnet trøste sig? Men fordi han har foragtet Ordet og hørt det uden flid, er det ikke underligt, at han ingen steder finder trøst og redning ved Ordet nu, hvor han har brug for det. Derfor: Ligesom du på den ene side må værne dig mod den sovende synd med gudsfrygt og flittig bøn, så du ikke bliver bedraget og forført, sådan må du, når synden vågner og prædiker for dig og gør dig urolig, værge dig og holde stand med det hellige evangelium. Det maler Kristus for dig sådan, at han har lidt og betalt for al verdens synd. Og Gud, den almægtige Skaber og Fader, maler evangeliet sådan, at han ikke har lyst til synderens død, men har lyst til, at synderen omvender sig og lever – det vil sige, at han erkender sin synd, angrer den og håber på tilgivelse ved Herren Kristus. Det er det, der fejler Judas her; derfor fortvivler han.

Omvendt var Peter også faldet jammerligt, og det gik ham som Judas. Synden, der først sov (for han syntes ikke, det var nogen særlig fare, om han så fornægtede Kristus), vågnede til sidst og pinte hans hjerte, så han ikke kunne begræde sit fald nok, som evangelisterne siger: «Peter gik udenfor og græd bitterligt.» Hvordan kan det da være, at Peter ikke også hænger sig som Judas? Det kommer af dette: Peter har uden tvivl tænkt på Herren Kristi ord og reddet sig ved dette: Herren havde først forudsagt ham dette fald og siden også trøstet ham, som det står i Luk 22,31–32, hvor Herren særskilt siger til ham: «Simon, Simon! Se, Satan har forlangt at få jer i sin magt for at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte. Og når du engang har vendt om, så styrk dine brødre.»

Denne prædiken havde Peter hørt og husket. Dette ord har været den stav, han har holdt sig til, så synden ikke kunne trykke ham til jorden; ellers ville synden have gjort det samme ved ham som ved Judas. Men med Ordet redder han sig. Det skal du lære flittigt og berede dig på i tide: Hør Guds ord flittigt; gå ikke i seng og stå ikke op, uden at du har sagt dit hjerte et smukt bibelord, to, tre eller fire.

Sådan som Kristus siger i Matt 9,13: «Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.» Matt 11,28–30: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet, og så vil I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.» Joh 3,16–18: «For således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at fordømme verden, men for at frelse verden ved ham. Den som tror på ham, fordømmes ikke.» Joh 3,35–36: «Faderen elsker sønnen og har givet alt i hans hånd. Den som tror på sønnen, har evigt liv, men den som ikke tror på sønnen, vil ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.» Joh 5,24: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den som hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke til fordømmelsen, men er gået over fra døden til livet.» Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør.» 1 Joh 2,1–2: «Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens osv.» Når du dagligt øver dig i disse og lignende bibelord og gør dig fortrolig med dem ved en sådan øvelse, så har du den rette lægedom for sjælen, som den ulyksalige Judas manglede.

Der findes flere sådanne eksempler. David gør et forfærdeligt fald og synder grovere end kong Saul, dengang han først begyndte at falde. Hvordan kan det da være, at Saul stikker sig selv ihjel, men David finder redning? Saul havde ikke Guds ord; derfor kunne han ikke værge sig, da synden blev levende og prædikede for ham. Han havde intet at holde sig til. Også for David prædikede synden, da den vågnede, så stærkt, at han fældede dommen over sig selv: Han havde fortjent døden. Men i denne nød holder han sig til profeten Natans ord, der lover ham, at Gud er nådig og ikke vil tilregne ham denne synd. Lad dette være den anden lære: at du ikke alene vogter dig for synden, men også kan stride imod den og forsvare dig, når den vågner. Men du skal ruste dig til en sådan nød hele dit liv og væbne dig med Guds ord; ellers vil der hverken være hjælp eller råd, sådan som eksemplet med Judas står for øjnene af os. Han glædede sig først over de tredive sølvpenge; det var for ham (som man siger) en ren foræring, for synden hvilede endnu. Men da den vågnede, blev de tredive sølvpenge en byrde, han ikke kunne bære. Han hængte sig selv for den skyld, bare for ikke længere at skulle bære en sådan samvittighed. Men dermed bevirker han, at han må bære den i al evighed. Vogt dig for det! Lad ikke synden snige sig ind, hold dig i gudsfrygt og god samvittighed, og hør endelig Guds ord flittigt, så skal du have trøst i al slags nød.

Videre fortæller evangelisterne, hvordan ypperstepræsterne holdt råd om de tredive sølvpenge og ikke ville lægge dem i tempelkisten, men købte en pottemagermark og gjorde den til gravplads for de fremmede. Denne profeti synes ikke at være noget særligt. Men fordi evangelisten anfører den, som den så lang tid i forvejen var forkyndt ved profeten Zakarias [Matt 27,9 nævner profeten Jeremias, men ordene står i Zak 11,12–13], kan den ikke være forgæves, men må have sin egen betydning. Og den er uden tvivl denne:

Borgerne i Jerusalem havde deres egne gravsteder; de fremmede havde ingen, som vi ser her. Når vi nu ser på det rette Jerusalem, den kristne kirke, så er jøderne Guds folk, Sl 147,19: «Han viser Jakob sit ord.» Men vi hedninger er fremmede, som Guds rige ikke tilhører, som den samme salme siger videre: «Sådan gør han ikke mod noget hedningefolk osv.» Men de tredive sølvpenge, som vor kære Herre Kristus blev solgt for, er årsag til, at vi fremmede også opnår og får en gravplads, det vil sige: Ved Kristi uskyldige lidelse og død kommer vi hedninger også til håbet om det evige liv. For det, at Herren blev solgt for tredive sølvpenge, kostede ham hans blod og død. Sådan henviser evangelisten os til profeten, for at vi ikke skal glemme, hvorfor Herren er blevet solgt, har lidt og er død, nemlig ikke alene for sit eget folk, som han var lovet, men også for os hedninger, der ingen gravplads havde i det rette Jerusalem. Men ved de tredive sølvpenge, som Judas får for Kristus, får vi også del i Guds ager og får en så herlig grav og et lille sovekammer, hvorfra vor Herre Kristus vil kalde os frem på den yderste dag og frelse os for evigt. Det give os vor kære Fader i himlen ved sin Helligånd. Amen.