Lidelseshistorien: 7. prædiken: anklaget for Pilatus og dømt til døden (Matt 27,11–31)

Syvende passionsprædiken. Hvordan Kristus blev anklaget for Pilatus og til sidst dømt til døden, Matt 27,11–31

Kære venner, i den forrige prædiken hørte I om den retssag, der blev ført mod vor Herre Kristus hos ypperstepræsten. Nu følger, hvad der skete, efter at de havde bragt ham til Pilatus. Men evangelisterne fortæller ikke dette stykke helt ens, og de nævner ikke alle enkelthederne i rækkefølge; den ene fortæller ét, den anden noget andet. Derfor er det nødvendigt, at man samler hele historien fra alle fire og fortæller den i orden, sådan som det gik til.

For det første fortæller evangelisten Johannes: Da de meget tidligt om morgenen havde ført Jesus fra Kajfas’ hus til statholderens borg, ville de ikke selv gå ind, for at de ikke skulle blive urene, men kunne spise påskemåltidet. For når nogen tilfældigt var kommet ind i et hus, hvor der var en død, regnede de ham for uren, og han måtte holde sig fra de andre. Derfor mente de, at det kunne skade dem at gå ind i dette hus, hvor man dømte i sager på liv og blod. Og de blinde folk tænkte ikke på, at det var en langt større synd at udgyde uskyldigt blod. Den slags hellighed finder vi også hos vores pavelige. De regner det for en meget mindre synd at forfølge og slå de stakkels kristne ihjel for evangeliets skyld end at spise kød om fredagen eller æg i den stille uge. Det første tager de let, som om der ikke lå ret meget i det. Men her, hvor der slet ingen synd er, men kun menneskebud, dér gør de sig en tung samvittighed. Da de hellige folk nu ikke vil gå ind i borgen, må Pilatus gå ud til dem, og han spørger: «Hvad anklager I denne mand for?» De svarer frækt og hovmodigt: «Hvis han ikke var en forbryder, havde vi ikke overgivet ham til dig.» Som om de var så oprigtige og fromme, at ingen skulle kunne tænke sig, at de foretog sig noget uret. Men Pilatus giver dem et fint svar og siger: «Tag I ham, og døm ham efter jeres egen lov.» Som om han ville sige: Vi romere har ikke den skik, at vi dømmer nogen uden forudgående undersøgelse. Er det ret hos jer jøder, så må I slå ham ihjel; jeg vil ikke gøre det. Her ser man tydeligt, at jøderne, skønt de har rådslået om alt så grundigt, som det skulle være, alligevel ikke stoler på sig selv; de er bange for, at anklagen ikke vil holde stik. Men jøderne vil dog ikke lade det stå ubesvaret, for det svier dem meget. Derfor svarer de: «Vi har ikke lov til at henrette nogen.» Som om de ville sige: Havde vi magten, var sagen aldrig kommet til dig; men retten over liv og død har kejseren taget fra os og givet til dig. Tænk derfor over det, og gør din pligt som dommer.

Her tilføjer Johannes: «Sådan skulle det ord gå i opfyldelse, som Jesus havde sagt, da han antydede, hvilken død han skulle dø.» For han havde sagt dem i forvejen, at han skulle overgives til hedningerne, Matt 20,19; Luk 18,32. Men for at de dog kunne have en anklage, anklagede de ham, skriver Lukas, med disse ord: «Vi har konstateret, at denne mand vildleder folket og forbyder, at man betaler skat til kejseren, og siger, at han selv er Kristus, en konge.» Dér hører du, hvorfor de overgav ham til Pilatus. Men hvor falsk de beskylder den kære Herre, viser historien tydeligt nok. Kristus kunne ganske vist have gendrevet dem kraftigt med det, for han havde sagt det lige ud til dem: «Giv Gud det, der tilhører Gud, og kejseren det, der tilhører kejseren.» Men det havde ikke hjulpet ham. Han må finde sig i at blive beskyldt for at være en oprører, der vender folket bort fra kejseren, forbyder skatten og selv vil være konge.

Sådan spotter paven, kardinaler, biskopper, munke og præster også i dag det hellige evangelium og beskylder det for at være en oprørsk lære. De siger: «Ser man til og griber ikke ind, så vil den verdslige øvrighed komme i foragt, og ingen vil bryde sig om den.» Lad ikke det gøre dig ondt; tak Gud for, at du ved, at de lyver – for de er forhærdede skurke, vor Herre Kristi giftigste fjender og hans evangeliums værste bespottere. For evangeliet har med andre og højere ting at gøre, nemlig: Det lærer, hvordan du skal blive fri af synden og komme til det evige liv, alene ved troen på Guds Søn. Det lærer evangeliet dig. Med verdslige ting har det intet at gøre; dem lader det blive, som Gud allerede har ordnet dem ved den verdslige øvrighed, og det lærer dig at være øvrigheden lydig.

Da Pilatus nu hørte anklagen, for han ikke straks frem, men gik, som Johannes siger, ind i borgen, lod Jesus føre frem for sig, spurgte ham og sagde: «Er du da jødernes konge?» Jesus svarede: «Siger du det af dig selv, eller har andre sagt det til dig om mig?» Som om han ville sige: Ak, var det ikke for mine fjender, så havde du snart frikendt mig. For det ved jeg: Du anser mig da ikke for at være en konge og heller ikke for en, der vil vække oprør.

Pilatus svarede: «Er jeg måske jøde? Dit eget folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?» Jesus svarede: «Mit rige er ikke af denne verden. Hvis mit rige var af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for, at jeg ikke blev udleveret til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.» Da sagde Pilatus til ham: «Så er du altså konge?» Jesus svarede: «Du siger det; ja, jeg er konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden: for at vidne om sandheden. Enhver, der er af sandheden, hører min røst.» Pilatus siger: «Hvad er sandhed?» Som om han ville sige: Er du sådan en konge, der skal vidne om sandheden, så behøver man ikke at være bange for dig; du vil ikke gøre kejseren megen skade. Som om den hovmodige hedning ville sige: Man slås nu ikke ligefrem om sandheden. Og det er desværre alt for sandt; især nu i denne onde og sidste tid går sandheden tiggergang. Den, der kan lyve, bedrage, være gerrig, tage åger osv., han kommer op i verden. Men hvad man vinder ved det, skal man snart få at se.

Da Pilatus havde forhørt Herren grundigt nok, gik han igen ud til jøderne og sagde: «Jeg finder ingen skyld hos ham; jeg finder intet, som denne mand kan dømmes for.» Men jøderne blev ved, som Lukas fortæller, og sagde: «Han ophidser folket med sin lære i hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er nu kommet helt hertil. Da Pilatus hørte Galilæa nævnt, spurgte han, om manden var fra Galilæa. Og da han fik at vide, at han hørte under Herodes’ område, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage. Herodes blev meget glad, da han så Jesus. Han havde længe gerne villet se ham, fordi han havde hørt meget om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn, og han stillede ham mange spørgsmål. Men Jesus svarede ham ikke. Ypperstepræsterne og de skriftkloge stod der og anklagede ham voldsomt. Men Herodes og hans hofmænd behandlede ham med foragt og gjorde nar af ham, gav ham en hvid kappe på og sendte ham tilbage til Pilatus. Den dag blev Pilatus og Herodes venner; før havde de været fjender.»

Her kunne nogen vel undre sig over, hvorfor Herren taler sådan med Pilatus og giver ham et godt svar, men ikke vil svare Herodes et eneste ord, skønt han dog var konge i Galilæa. Det skete egentlig, fordi Herodes var en gennemført ond skurk og samtidig en stor hykler. Han havde for nylig ladet Johannes Døberen halshugge, og i øvrigt levede han til åbenlys forargelse, for han havde sin bror Filips hustru hos sig, og alligevel lod han, som om han var meget from. Derfor kalder Herren ham i evangeliet en ræv, for på den er der intet godt uden skindet; et ondt og dog meget listigt dyr. Sådanne folk er ikke værd, at man indlader sig med dem. Det er hyklere, der lader, som om de er fromme, og giver gode ord, sådan som der står skrevet om Herodes i Mark 6: Han frygtede Johannes, fordi han vidste, at han var en from og hellig mand, han adlød ham i mange ting og hørte gerne på ham. Men de mener det ikke alvorligt. Spottere er de, som regner evangeliet for et eventyr og holder de kristne for store tåber, fordi de for troens skyld får store herrer på nakken og sætter alt, hvad de ejer, på spil. Derfor skal enhver lade sådanne folk være i fred og hverken give dem tale eller svar, sådan som Kristus her gør med Herodes.

Det skal man også lægge godt mærke til her: Ligesom Pilatus og Herodes bliver venner over Herren Kristus, skønt de før var fjender, sådan ser man det også i dag. Alle sætter de sig sammen op imod evangeliet, de samme, som ellers ikke kan tåle hinanden. Ingen biskop kan forliges med den anden, ingen munkeorden kan lide den anden. Fyrsterne kan ikke enes med hinanden. Hver vil være den bedste, have forrangen, trykke og kue de andre. Men når Kristus kommer imellem, og hans evangelium vil frem, så bliver de alle enige, er de bedste venner og sætter i fællesskab gods og blod ind, sådan som David for længe siden har profeteret i Sl 2.

«Da Herren nu var ført tilbage fra Herodes til Pilatus, kaldte Pilatus (siger Lukas) ypperstepræsterne, rådsherrerne og folket sammen igen og sagde til dem: ’I har bragt denne mand til mig og påstået, at han vender folket bort. Og se, jeg har forhørt ham, mens I hørte på, og jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for; det har Herodes heller ikke. For jeg sendte jer til ham, og se, man har intet fremført imod ham, der fortjener døden. Jeg vil derfor give ham en afstraffelse og løslade ham.’ For efter skikken ved festen var han forpligtet til at løslade en fange for dem.»

Men på den tid havde han (siger Matthæus, som vi har hørt) en fange, en særlig berygtet fange, der hed Barabbas. Ham stiller Pilatus ved siden af Kristus og lader jøderne vælge, i det håb at ingen ville bede om Barabbas, fordi han var sådan en slem oprører og morder, der i fuldt mål havde fortjent døden.

«Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte folket til at bede om Barabbas. Da råbte (siger Lukas videre) hele skaren: ’Væk med ham! Løslad Barabbas for os!’ Han sad i fængsel for et oprør, der havde fundet sted i byen, og for mord. Da talte Pilatus igen til dem, for han ville løslade Jesus. Men de råbte: ’Korsfæst, korsfæst ham!’ For tredje gang sagde han til dem: ’Hvad ondt har han da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham, der fortjener døden. Jeg vil derfor give ham en afstraffelse og løslade ham.’ Men de blev ved med at råbe højt og kræve, at han skulle korsfæstes.»

«Mens Pilatus sad på dommersædet (siger Matthæus), sendte hans hustru bud til ham og sagde: ’Hold dig fra denne retfærdige mand, for jeg har lidt meget i dag i en drøm på grund af ham.’»

Det var også en mægtig advarsel, måske fra en god engel, som i drømmen viste Pilatus’ hustru, hvilken ulykke og jammer Pilatus ville bringe over sig selv og sine, hvis han gav jøderne deres vilje og på deres krav slog den uskyldige Jesus ihjel. Men ligesom advarslen var spildt hos Judas, sådan hjalp den til sidst heller ikke hos Pilatus. Alligevel stritter han imod endnu en tid. Men da det ikke vil lykkes at få ham løsladt (for jøderne, som Kristus var forjættet, under den værste morder livet, men ham, Livets Fyrste, vil de bare have død), forsøger Pilatus endnu en gang på denne måde: Han tager Jesus og lader ham piske, som evangelisterne fortæller videre.

«Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtmandskabet om ham. De klædte ham af og piskede ham, gav ham en purpurkappe på, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd (i stedet for et scepter). De knælede foran ham, spottede ham og begyndte at hilse ham og sagde: ’Hil dig, jødernes konge!’ De slog ham i ansigtet og spyttede på ham, tog røret og slog ham i hovedet med det, faldt på knæ og tilbad ham.»

Her og gennem hele lidelseshistorien ser du, kære kristne, hvordan den helvedes Satan har udøst hele sit giftige, bitre, djævelske had, sin vrede og sit raseri over vor kære Herre, så sandelig intet menneske på jorden nogen sinde har udholdt og udstået så stor og svær pine og lidelse, hån, skam og spot som netop Guds Søn – og det for min, din og hele verdens synds skyld osv. Men da synden ikke kunne sones ved noget andet offer end alene ved Kristi lidelse og død, kan man let regne ud, hvor umådelig stor og forfærdelig Guds vrede over synden er; og omvendt, hvor usigelig, ja, hvor uudgrundelig Guds barmhjertighed og nåde mod os fordømte mennesker er, at han for vor synds skyld giver sin enbårne Søn hen i den skammelige død på korset osv.

Nu var det skik hos romerne, at forbryderne blev pisket, før man henrettede dem; derfor lader Pilatus også Kristus piske. Men endnu har han håb og forsøger, om han kunne få ham fri. Da soldaterne havde pisket ham og klædt ham på igen, fører han derfor Jesus med sig ud i purpurkappen og med tornekronen og siger til dem: «Se, jeg fører ham ud til jer, så I kan forstå, at jeg ikke finder nogen skyld hos ham.»

«Så kom Jesus ud (siger Johannes) med tornekronen og purpurkappen på. Og Pilatus sagde til dem: ’Se dog, sikke et menneske!’» Som om han ville sige: I må da lade jer nøje med sådan en straf, for jeres anklage er jo aldeles tom, og hans uskyld er så klar. Men heller ikke det hjalp.

Så snart ypperstepræsterne og deres tjenere så Jesus og mærkede, at Pilatus stadig gik og tænkte på, hvordan han kunne få ham fri, råbte de: «Korsfæst, korsfæst ham!» Pilatus ærgrede sig over en så grov uret. For han vidste godt, som Matthæus siger, at de havde udleveret ham af misundelse. Derfor svarer han dem kort for hovedet: «Tag I ham, og korsfæst ham! For jeg finder ingen skyld hos ham.» Jøderne svarede ham: «Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.»

«Da Pilatus hørte det, blev han endnu mere bange, og han gik igen ind i borgen og spurgte Jesus: ’Hvor er du fra?’ Men Jesus gav ham intet svar. Så sagde Pilatus til ham: ’Vil du ikke tale med mig? Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig, og magt til at løslade dig?’ Jesus svarede: ’Du ville ikke have nogen magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra. Derfor har den, der udleverede mig til dig, større synd.’»

Det er også en stærk advarsel. For her går Pilatus for vidt, og fordi han har magten, bilder han sig ind (og med den slags hovmod synder den verdslige øvrighed meget), at sagen ligger i hans hænder, så han kan gøre eller lade, hvad han vil. Nej, siger Kristus, Pilatus, du tager for meget på dig; hold måde. Har du magt, så har du den ikke af dig selv; den kommer ovenfra. Brug den derfor sådan, at du kan stå til regnskab for den. Den advarsel tager Pilatus imod og søger fortsat at få ham fri. Men jøderne ville på ingen måde; de råbte og sagde: «Hvis du løslader ham, er du ikke kejserens ven. For den, der gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.»

«Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud og satte sig på dommersædet på det sted, der hedder Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen før påske, omkring den sjette time (det vil sige ved middag). Og han sagde til jøderne: ’Se, dér er jeres konge!’» (Som om han ville sige: I holder stadig fast ved anklagen, at han skal have gjort sig til konge. Ak, sikken en konge! I gør ham stor uret. Hvad er der dog ved ham, der ligner en konge eller en oprører? Men det var forgæves.) «Men de råbte: ’Væk, væk med ham! Korsfæst ham!’ Pilatus spurgte dem: ’Skal jeg korsfæste jeres konge?’ Ypperstepræsterne svarede: ’Vi har ingen anden konge end kejseren.’»

«Da Pilatus så, at han intet opnåede, men at der snarere blev en langt større tumult, ville han tilfredsstille folket og besluttede, at deres krav skulle opfyldes. Han tog vand og vaskede sine hænder over for folket og sagde: ’Jeg er uskyldig i denne retfærdige mands blod. Det bliver jeres sag.’ Og hele folket svarede: ’Hans blod komme over os og over vore børn!’» (Det vil sige: Sker der ham uret, så lad det gå ud over os og vore børn.) «Da løslod han dem Barabbas, som sad i fængsel for oprør og mord, ham de bad om; men Jesus, som var pisket og spottet, overgav han til deres vilje, så han kunne blive korsfæstet.» Så meget blev der handlet med Herren Kristus hos Pilatus.