Lidelseshistorien: 8. prædiken: forklaring af nogle stykker af historien

Ottende passionsprædiken. Forklaring af nogle stykker af denne historie

I dette stykke af historien om Herren Kristus er der rigtig mange fine og trøsterige punkter af den kristne lære. Men fordi det er for meget til én prædiken, og historien i sig selv er lang nok, vil vi især tage tre stykker op. Det første: at vor kære Herre Kristi uskyld så mange gange i historien bliver bevidnet af Pilatus og andre. Det andet: den bekendelse, som Kristus aflægger for Pilatus, og som den hellige Paulus roser så højt i 1 Tim 6. Det tredje: om Pilatus og jøderne, hvordan de begge regner vor kære Herre Kristi blod for så lidt, og hvordan det siden alligevel bliver en uudholdelig og evig byrde for dem, som bringer dem i al timelig og evig ulykke.

Om det første hører I, kære venner, hele vejen igennem, hvordan Pilatus bliver ved med at holde fast ved, at han ikke finder nogen dødsskyld hos Kristus. Hans hustru sender også bud til ham og lader ham sige, at han ikke skal have noget at gøre med denne retfærdige og uskyldige mand. Pilatus kan også af alt det, der foregår, og efter grundig undersøgelse se, at det er det rene had og misundelse, som ypperstepræsterne og de ældste havde fattet mod Kristus. Den slags vidnesbyrd findes der endnu flere og stærkere af efter Kristi død, da de store, herlige undergerninger sker: Der bliver et stort mørke, solen mister sit skin, forhænget i templet flænges midt over, jorden skælver, klipperne revner, gravene åbner sig, og mange af de helliges legemer står op osv. Derfor bekender officeren frit og åbent og siger: «Denne mand var virkelig retfærdig.» Og folket, som stod der og så på og tog sig til hjerte, hvad der skete, slog sig for brystet – som tegn på, at de var kede af, at man var faret så hastigt frem mod den uskyldige, kære Herre.

Men hvad skal alle disse vidnesbyrd til? Hvorfor har evangelisterne beskrevet og fortalt det så omhyggeligt? Uden tvivl af den ene grund, at de dermed vil pege os hen på Guds råd og vilje og minde os om at tænke over, hvad den uskyldige, retfærdige Herres lidelse først og fremmest skal tjene til. Nemlig dette: Fordi vi har så mange vidnesbyrd om, at han var uskyldig og ikke havde fortjent en sådan død, skal vi blive så meget mere sikre i vores tro og slutte: Alt, hvad vor kære Herre Kristus har lidt, det har han lidt for vores skyld. Og Gud har lagt den lidelse på ham og ville ikke tage den fra ham, selv om han var uskyldig, for at vi derved skulle blive fri for synden og forsonet med Gud igen.

Derfor skal vi hele vejen igennem i hele lidelseshistorien – hvor vi hører, hvor uretfærdigt jøder og hedninger behandler Herren Kristus, hvordan de slår ham hos ypperstepræsten, håner ham hos Herodes, hudstryger og spotter ham i domhuset – dér, siger jeg, hvor vi hører det i hele historien, skal vi hele tiden have denne tanke med os: Se, han er uskyldig. For sin egen skyld lider han det ikke; han har ikke fortjent det. Men jeg, du og vi alle sammen har fortjent det. Vi havde døden og al ulykke over os for syndens skyld. Men så kommer Guds uskyldige og alene hellige Søn, stikker sig ind i min, din og vores allesammens skyld og vil betale for den, så vi kan blive kvit og fri. Af den tanke må trøsten komme, så hjerterne ikke fortvivler for deres synders skyld og ikke flygter fra Gud som fra en tyran eller en bøddel, men med inderlig tillid vender sig til ham og roser og priser hans barmhjertighed. Den viser han os, som Paulus siger i Rom 5, især ved, at han giver sin enbårne Søn, vor Herre og Forløser, hen i døden og lader ham dø for os syndere. Hvem kan eller vil så tvivle på, at Gud mener det godt og på det allernådigste med os?

Vi var alle for vores synders skyld under Guds vrede, under døden og i Satans rige. Det evige liv var tabt, og i stedet havde vi arvet al slags timelig og evig ulykke. Men den nådige, barmhjertige Fader tager sig af os og vil ikke lade os ligge i den jammer. Hellere sender han sin enbårne Søn og lader ham blive født af en jomfru. Ham kaster han ind under loven, for at loven alligevel ikke skulle være givet forgæves – fordi kød og blod ikke kunne gøre Guds vilje – men blive opfyldt af dette menneske for alle andre mennesker. Til sidst lader han ham dø på korset og betale for vores synd med sin uskyldige død, for at vi ved ham skulle blive befriet fra den evige død og Satans rige, have det evige liv og blive Guds børn.

Det skal du tage til dig, det skal du trøste dig ved. Tro, at det er sket for din skyld og til gavn for dig. For her hører du ikke én gang og ikke to gange, men mange gange, at det, han lider, det lider han uskyldig. Hvorfor tåler Gud det? Ja, hvorfor bestemmer og ordner Gud det sådan? Fordi du skal trøste dig ved ham. Han lider ikke for sig selv, men for dig og for hele verden, som Johannes siger: «Han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verden.» Og Johannes Døberen giver ham netop derfor navnet og kalder ham Guds lam, som bærer verdens synd, det vil sige et offer, som Gud har sat til at tage hele verdens synd på sig og gøre verden løs og fri af den. Derfor må det gå så bagvendt til. Han er Guds Søn, helt igennem hellig og uden nogen synd; derfor burde han med rette være fri for forbandelsen og døden. Vi er syndere under Guds forbandelse og vrede; derfor burde vi med rette bære døden og fordømmelsen. Men Gud vender det om: Han, som ikke har nogen synd, hos hvem der ikke er andet end nåde, og i hvem – som Johannes siger – fylden af Guds nåde bor, han må blive til en forbandelse og bære syndens straf. Men vi er ved ham kommet i nåden og er Guds børn. Derfor skal vi holde fast ved denne trøst og især holde af disse vidnesbyrd om Kristi uskyld. For det, Kristus har lidt uskyldig, det har vores skyld og synd voldt. Derfor kan vi trøste os med hans uskyld mod synden og al ulykke. For denne uskyld er et sikkert og fast vidnesbyrd om, at vi får gavn af hans lidelse, og at den retskafne Herre og nådige Forløser har lidt og betalt for os. Men om det får vi anledning til at tale mere, når vi kommer så langt, at han hænger på korset mellem de to røvere. Nu vil vi gå videre til det andet punkt.

Den hellige Paulus formaner Timotheus i 1 Tim 6 med disse ord: «Jeg befaler dig over for Gud, som giver liv til alt, og over for Kristus Jesus, som aflagde den gode bekendelse for Pontius Pilatus, at du skal fastholde buddet (det vil sige læren) uplettet og uangribeligt indtil vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst.»

Dette skriftsted giver os anledning til at tænke over den bekendelse – hvad den er, og hvad den tjener til – fordi det så tydeligt peger på vor kære Herre Kristi bekendelse for Pilatus, og fordi Paulus formaner Timotheus så alvorligt med det. Nu er det jo klart af historien, hvad Kristus har bekendt. For da jøderne anklager ham for at have gjort sig til konge, og Pilatus stiller ham til regnskab for det, nægter han det ikke, men bekender frit ud og siger til Pilatus: «Mit rige er ikke af denne verden» – som ville han sige: Mit rige er ikke et legemligt, verdsligt rige. Da Pilatus så spørger anden gang: «Så er du altså alligevel konge?», svarer Jesus: «Du siger det; ja, jeg er konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden: for at vidne om sandheden. Og enhver, der er af sandheden, hører min røst.» Her tænker du måske: Hvad har det dog med den formaning at gøre, som Paulus giver Timotheus, at han skal føre og holde buddet (det vil sige læren) rent og ikke forfalske det? Svar: Meget, ja, det hele afhænger af dette ene stykke: at du, hvis du vil være en rigtig prædikant eller kristen, tror begge dele, som Kristus har bekendt – nemlig at han er en konge, og at hans rige alligevel ikke er af denne verden, så han i denne verden ikke gør andet end at vidne om sandheden. For heraf følger: Sådan som denne konge er, sådan må hans undersåtter også være her på jorden. Navnet har han jo: Han hedder konge. Men den, der vil måle ham med verdslige konger og regenter, med Herodes, Pilatus og deres lige, må regne ham for et usselt og elendigt menneske. Herodes er en stor herre, der praler og pynter sig, søger alle slags fornøjelser, har alt, hvad hans hjerte begærer, og bliver holdt i stor ære af hele verden. Det samme gælder Pilatus og andre – de er alle herlige i verdens øjne. Men den retskafne, fattige Kristus er ingenting at se på ved siden af dem. Ja, de spotter og håner ham, som de har lyst, dømmer ham til døden, slår ham op på korset og slår ham ihjel. Derfor siger han med rette: «Mit rige er ikke af denne verden.»

Men hvorfor bærer han så navnet konge? Svar: Han er en konge, der er «en retfærdig og en hjælper», siger Zakarias (Zak 9,9). Derfor kan den, der er i hans kongerige, ikke håbe på, at han vil give ham penge og gods, stille kroppen tilfreds og gøre alt det andet, som verdslige konger gør. Nej, synd tilgiver han, retfærdighed skænker han, fra den evige død forløser han, Helligånden og det evige liv giver han til alle, der hører hans røst. Det rige begynder han her på jorden – men i Ordet og i troen.

Så har vi altså en evig, almægtig konge, Jesus Kristus, Guds Søn, som frelser os fra Djævelens magt, fra synd og evig død – ikke fra den legemlige død. For her på jorden må vi lide og dø, sådan som vor konge selv har lidt og er død. Den, der kender denne konges og hans riges art, han giver sig villigt ind under korset. For han ved ikke bare, at det er gået hans Herre Kristus, den evige konge, på samme måde – og derfor er han villig og rede til at lide, for tjeneren skal jo ikke have det bedre end sin herre – men han tager også trøsten til sig: Selv om der må lides her, så skal der være glæde og herlighed dér i evigheden. Det gør de kristne modige, også midt i anfægtelse og død. De andre derimod, som ikke ved det, kan ikke andet, når det går dem dårligt, end at sørge, klage, murre, blive utålmodige og til sidst helt opgive håbet. For deres tanker går sådan: Hvis Gud mente det godt med dig, ville han ikke lade så meget ulykke komme over dig, eller han ville i hvert fald snart hjælpe og redde dig igen. Sådanne tanker er i bund og grund ikke andet end at tænke, at Kristus skulle være en konge af denne verden. De verdslige konger skal efter deres embede beskytte deres undersåtters liv og lemmer og gods og bevare dem mod ulykke. Men Kristus, ærens konge, lader legeme og gods, liv og alt komme i fare.

Det skal du lære og tro fast: Det sker, fordi hans rige ikke er af denne verden. Her på jorden skal du ikke have det udbytte af din kristne tro, at du har alt i overflod og ikke mangler noget. For se bare på din konge, Herren Jesus selv: Hvordan går det ham? Hvad praler han med? Hvad har han af godt liv? Hvor herligt bliver han holdt? Der er ikke andet at se end lidelse: at lade sig spotte og håne og dø en skændig død.

Der er ét eneste lille stykke, han regerer med – og det hos meget få mennesker – nemlig vidnesbyrdet om sandheden, det vil sige det hellige evangelium. Ved det giver han, som sagt, Helligånden i hjerterne, tilgiver synden og skænker håbet om det evige liv. Men alt det forbliver kun i troen og Ordet. Man ser det ikke, man kan ikke tage og føle på det, det ligger ikke lige for hånden, men i håbet. Men når verdens rige hører op, og vi ikke længere er her på jorden, så skal hans rige og herlighed blive åbenbaret i os, så vi lever og regerer med ham i evighed over alt, hvad der er i himlen og på jorden.

Sådan kender den ene røver Herren på korset, når han siger: «Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!» Han så Kristus hænge der på korset, i præcis den samme jammer, som han selv var i. Det tog den anden røver til venstre anstød af; han begyndte sammen med jøderne at spotte Herren: Nå, sikke en fin konge du er! Han tænkte, at fordi den kære Herre var så elendig og fattig her på jorden, var der slet intet at håbe hos ham. Men ham til højre kender ham rigtig godt og ved, hvad slags konge han er, nemlig ikke en verdslig, men en åndelig, evig konge. Derfor beder han ham om, at når han kommer i sit rige, «vil han huske ham», det vil sige, at han vil hjælpe ham, når han nu er død der på korset og har opgivet ånden. Sådan skal vi også tro om Kristus, så finder vi sikker trøst hos ham.

Men den trøst har alle kristne brug for: at de i al slags ulykke og modgang altid holder sig til denne bekendelse, som Kristus aflagde for Pilatus, og ofte siger disse ord for sig selv: Hvorfor vil du græde? Hvorfor vil du beklage dig over dette og hint uheld? Tænk dig om: Hvad har du for en konge? Hvad siger han for Pilatus? «Mit rige er ikke af denne verden.» Ville du så have dit rige her? Nej, for alt i verden! Det ville ikke holde. Her må der lides hele vejen. Men herligheden og det gode liv skal nok findes i den anden verden. Hvis det fandtes her, ville det være en kort og forgængelig glæde. For her i denne verden er der intet, der holder eller er evigt. Men min konge Jesus Kristus er konge i den anden verden, det vil sige en evig konge. Dér vil vi spare vores glæde og herlighed op, og her på jorden vil vi tage til takke med, hvordan man end behandler os. For det er ikke her, vores konge har sat os stævne. Bortset fra vidnesbyrdet om sandheden vil han ikke have noget med verden og dette timelige liv at gøre osv. Den trøst, siger jeg, har alle kristne brug for, men især de, der er i prædikeembedet og fører Ordet.

Derfor formaner den hellige Paulus Timotheus netop med disse ord om Kristi bekendelse for Pilatus til at holde fast ved den rette lære og ikke lade den forfalske. For fordi verden og Djævelen ikke kan tåle Ordet og sætter al slags ulykke i værk imod det, skal og må enhver prædikant holde sig til dette vidnesbyrd og kende Kristus som en sådan konge, som han trøster sig ved og venter at få glæde af – men ikke her på jorden. For sådan siger han: «Mit rige er ikke herfra.» Og igen: «Ja, jeg er konge; jeg er kommet til verden for at vidne om sandheden.» Derfor: Den, der vil have denne konge, Kristus, skal holde fast ved sandheden, det vil sige ved hans ord, og vide, at han ikke får mere af Kristi rige her på jorden. Ja, han kommer endda til at lide al slags ulykke for Ordets skyld, sådan som kongen Kristus selv har lidt. Men når det er slut med dette liv, så skal man for alvor få glæde af Herren Kristi rige.

Den trøst har paven og biskopperne ikke holdt sig til. De vil ikke have en sådan konge, der ikke har mere end at vidne om sandheden. De siger med Pilatus: «Ak, hvad er sandhed?» Så kom vi jo til at gå tiggergang! Derfor vil vi have en anden konge, som giver os penge, gods, ære, magt og alt i rigelige mængder her – så må denne konge og sandheden imens blive, hvor de vil. Men mod den ulykke advarer Sankt Paulus, og enhver retskaffen prædikant skal tænke alvorligt over denne advarsel og sætte alt ind på dette: Her på jorden skal vi ikke være herlige; al vores herlighed er, at vi vidner om sandheden. Det lønner verden os med, ligesom den lønnede Herren Kristus: med galgen og bødlen. Det skal du lære at tåle og bære. Og sæt dit hjerte og dit håb til dette: Selv om du lider her, så skal den lidelse dog i den anden verden blive rigeligt gengældt og erstattet af den evige konge, Herren Kristus. Så meget kort om vidnesbyrdet for Pilatus.

Nu må vi også se på det tredje stykke, nemlig hvordan Pilatus og jøderne regner vor kære Herre Kristi blod for så lidt, men hvordan det til sidst bliver en uudholdelig og evig byrde for dem.

Matthæus fortæller særligt, at Pilatus vaskede sine hænder over for folket og sagde: «Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod.» Han mener, han har gjort, hvad han skulle, og prøvet alt muligt for at få ham fri; men at jøderne satte sig imod ham, det kan han ikke gøre for. Alligevel overgiver han Herren til dem, så de kan korsfæste ham. Ganske som om det var nok, at han siger, han er uskyldig! Men havde han villet tage imod en advarsel, kunne hans hustru godt have fortalt ham, hvor uskyldig han ville blive. Hun havde jo, som det er fortalt før i historien, lidt meget hele natten i en drøm, og deraf kunne hun forstå, hvilken tung dom Pilatus ville pådrage sig selv og alle sine ved denne retfærdiges død. Men sådan går det altid med Herren Kristi og hans kristnes blod. Den gamle Herodes myrder de uskyldige småbørn rundt omkring Betlehem. Hans søn myrder den hellige Johannes Døberen. Og de bildte sig begge ind, at de skulle have gavn af det mord. Pilatus her regner det heller ikke for noget stort, at han dømmer Kristus til døden. Som han selv tænker om det, sådan bilder han sig ind, at Gud også vil tænke om det og regne ham for uskyldig. Men Guds vrede er uden tvivl ikke udeblevet længe, så Pilatus’ hus, slægt og navn er blevet udryddet til grunden, og siden er han med krop og sjæl blevet stødt ned i helvede og den evige helvedes ild. Dér har han fået at mærke, hvor uskyldig han var i dette blod.

Men jøderne er endnu mere letsindige over for dette mord. Da Pilatus siger: «Det bliver jeres sag», farer de ud uden nogen som helst skam og siger: «Hans blod komme over os og over vore børn», det vil sige: Sker der ham uret, så lad det gå ud over os og vores børn. Det er hurtigt sagt, og det ser ud, som om det er sagt ud i vinden. Men før der var gået fyrre år, så de, at det blev til noget ganske andet. Da begyndte dette blod at røre sig så voldsomt, at Jerusalem og hele det jødiske rige i løbet af kort tid blev ødelagt, folket jammerligt slået ihjel og alt sammen vendt op og ned. Men det var ikke nok med det. Den dag i dag – snart i femten hundrede år – vandrer de rundt som hjemløse landflygtige og har ingen steder et blivende sted.

Denne timelige straf, at de er spredt over hele verden og ikke har noget eget land eller noget eget styre, er ganske vist tung og stor, men den får dog en ende. Men det virkelig forfærdelige er, at deres hjerter er så grufuldt forbitrede mod Kristus, Guds Søn. De skulle søge og vente syndernes forladelse, evigt liv og frelse hos Kristus, deres konge og Gud; i stedet skænder og bespotter de ham. Sådan har de lyst til løgn og vildfarelse og gør sig umage for at formørke Skriften for sig selv, så de ikke kan komme til den rette forståelse. Derfor, når de mener, at de påkalder Gud og tjener ham, så tjener de den lede Djævel. Gud hører dem heller ikke. Og fordi de ikke vil befries fra synden ved Guds Søn, har de til sidst intet sikrere i vente, end at de må dø i deres synder og gå evigt fortabt. Sådan som Kristus også forkynder for dem i Joh 8: «Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, vil I dø i jeres synder.» [Luthers hårde ord om jøderne her og nedenfor er præget af hans tid. Som han selv siger ovenfor, er det vores allesammens synd, der har voldt Kristi lidelse.]

Den jammer så de ikke dengang. Ja, de bildte sig ind, at det var det bedste for dem, bare Kristus snart blev slået ihjel. Derfor sagde de uden at tænke sig videre om: Sker der ham uret, så lad det gå ud over os og vores børn. Men ligesom Judas fik en kort glæde af de tredive sølvpenge, sådan blev det også snart anderledes med jøderne: Dag for dag gik det tilbage med alt, hvad de havde, indtil de til sidst gik helt til grunde. Derfor burde især de store konger og fyrster tænke godt over dette eksempel: hvordan det for Pilatus og siden for jøderne var en let og ringe sag at udgyde uskyldigt blod, men hvordan det til sidst trykkede dem ned i helvedes afgrund.

Vores biskopper med deres afgud, paven: Hvor de kan få fat i en retskaffen, trofast sognepræst og sjælesørger, skynder de sig straks af sted med ham til bålet eller retterstedet, og så bilder de sig ind, at de har gjort det rigtig godt. Sådan går de, ligesom Pilatus og jøderne, let og ubekymret til værks. Men dagen er ikke omme endnu – vent og se, hvordan det ender. For det er umuligt, at Gud kan tie stille til det i længden. Blodet skriger ham alt for voldsomt i ørerne, så han må rejse sig og straffe.

Pilatus er gået til grunde – uden tvivl så grundigt, at der ikke er blevet et eneste menneske tilbage af hans navn og slægt. Jøderne bærer endnu den dag i dag på Jesu Kristi blod; det vil til sidst også trykke dem ned i helvede. De store og mægtige kejsere, de magtfulde fyrster i det romerske rige og alle andre steder – alt, hvad der nogen sinde har sat sig op mod de kristne, er jammerligt gået til grunde og omkommet.

Sådan vil det helt sikkert også gå Kristi fjender i vore dage, som farer så tyrannisk frem og forfølger og myrder de stakkels kristne for evangeliets skyld. Ingen skal tro, at straffen vil udeblive. Selv om de var lige så mægtige som kejser Augustus, må de dog gå til grunde med alle deres efterkommere, når de forgriber sig på uskyldigt kristenblod. Nu kan de nok holde os for kættere og bilde sig ind, at de gør ret i at slå os ihjel. Det bildte Pilatus og især jøderne sig også ind; men det hjalp dem ikke. Derfor skal enhver passe godt på sig selv og holde fingrene fra de kristnes blod. I begyndelsen ser det ud til at være en lille, ubetydelig synd og en ringe sag; men til sidst viser det sig, at alt, hvad der besudler sig med kristenblod, må gå til grunde, sådan som alle historier vidner.

Den almægtige Gud hindre alle tyranner, give nådigt sin kirke fred, bevare os nådigt ved sit ord og frelse os for evigt. Amen.