Pinsedag: 2. prædiken (Joh 14,23–31)

Anden prædiken på pinsedag over evangeliet Joh 14,23–31, holdt 1533

Dette evangelium er også et stykke af den trøsteprædiken, som Herren holdt efter nadveren, før han led, og det er en tekst, man især skal lægge godt mærke til. For Herren vil lære os, at det er spildt arbejde at gøre sig umage for at finde ud af, hvordan man kan kende Gud og komme til Gud, hvis man ikke begynder med det og tager fat dér, at man elsker ham, Herren Kristus. Hvor det ikke kommer først, er alt, hvad man tænker eller hører om Gud, en usikker flagren; man rammer ham alligevel ikke og kan ikke få fat i ham. Men den, der elsker Kristus, kommer så vidt, at Faderen også vil elske ham.

Men hvad kan det betyde, at Herren taler om kærligheden og ikke siger, som han ellers plejer: «Den, der tror på mig»? Er det så kærligheden og ikke troen, der gør det, siden han siger: «Den, der elsker mig»? Svar: Det er ét og det samme. For du kan ikke elske Kristus, uden at du tror på ham og trøster dig ved ham. Og ordet elske er her noget tydeligere og stærkere, fordi det så fint viser, at man skal vende øjnene og hjertet bort fra alt andet i himlen og på jorden og alene rette dem mod denne mand, Jesus Kristus. For det er kærlighedens egentlige art: Det, den tager sig af, tager den sig alene af; dér bliver den, dér hviler den, og ellers bryder den sig ikke om noget i hele den vide verden. Sådan vil Herren også, at vi skal forholde os til ham: at vi skal elske ham og sætte vores hjerte på ham. Men det kan jo kun ske ved troen. Derfor tager dette ord ikke noget fra troen; det tjener tværtimod til, at man så meget bedre kan kende troens art og rette virkning.

Dernæst bruger han også ordet elske, fordi han godt ser, at den, der vil tage imod hans ord og blive ved det, vil få det hårdt. For der kommer mange slags anfægtelser, som kan gøre et menneske utålmodigt og uvilligt. Og til sidst kommer også dette, når det går én så ilde for Ordets skyld, at han tænker: Hvorfor i alverden har jeg prædiket Ordet og bekendt det offentligt? Jeg kunne da godt have tiet og troet for mig selv, hvad Gud havde givet mig; der var nok kommet andre frem, som havde haft mere held med det. Nu sidder jeg fast og udretter ikke alene intet eller i hvert fald meget lidt – nej, jeg skal måske oven i købet miste liv og lemmer. Skal man udholde en sådan anfægtelse og ikke gå til grunde under den, men holde fast ved Ordet, så skal der til, som Herren siger her, at man elsker ham, og at man først har en inderlig glæde ved ham. Så kan en prædikant og enhver kristen sige: Lad det gå mig, som den kære Gud vil; jeg vil holde fast og ikke fornægte min kære Herre Kristus. Det er jo alene begyndt til hans ære og ikke for menneskers skyld; derfor må det også udholdes.

Men hvor den kærlighed ikke er, dér holder man i længden ikke fast ved mit ord, siger Kristus. For jeg deler hverken dalere eller kroner ud, men det evige liv. Det får man ikke her på jorden, men først efter dette liv. Derfor kommer alt an på, at I har lyst til mig og elsker mig. Er kærligheden der, så vil I holde mit ord og blive fast ved det, selv om det skulle koste jer liv og lemmer. Men er kærligheden der ikke, så holder I ikke mit ord. For der vil komme rigtig mange farer, anfægtelser og modgang, som alle vil presse og drive jer til utålmodighed og fortvivlelse.

Men den, der kender Kristus ret, tror på ham og elsker ham, lader sig ikke anfægte af noget, men går frisk igennem. For han ved og trøster sig ved, at Kristus er død for os, begravet og opstået igen. Så må det jo følge, at Kristus ikke vil os noget ondt. Sådan må kærligheden flyde ud af troen; og så trænger den igennem al slags fare og ulykke og spørger ikke efter, om verden så knurrer og raser over det. For den bryder sig mere om Kristus og hans ord end om verdens vrede.

Det er altså det, han siger: «Den, der elsker mig, holder mit ord.» «Mit ord», det om min død og opstandelse – ikke Moses’ ord eller de ti bud. Det ord skal man ganske vist også holde og ikke handle imod det, for Gud har befalet det for længe siden. Men ved Moses’ ord er der ikke den trøst, som er ved mit ord: Man får ikke en fredfyldt, god samvittighed af det. Tværtimod: Jo mere man ser, at vi ikke har den lydighed, jo mere frygter man Guds unåde og vrede. Men vor kære Herre Kristi ord er den højeste og bedste skat. Den, der har den og holder fast ved den og sætter alt til, før han lader den tage fra sig, han kan være vis på, siger Kristus, at min Fader også elsker ham.

Det er rigtig talt på Johannes’ måde. Han har sin egen særlige art, som de andre evangelister ikke har på samme måde: at han først drager folk til Kristus og derefter gennem Kristus fører dem til Faderen. For sådan følger det efter hinanden, som Kristus lærer her: Man skal først kende Kristus, få ham kær og holde for sandt, at han er venlig og vil os det godt af hele sit hjerte. Hvor nu tilliden til Kristus og kærligheden til Kristus er, dér følger det videre, at vi skal tro, at Faderen også elsker os. Så skal et menneske se bort fra alt andet og hos Kristus ikke vente nogen vrede eller unåde fra Gud og hverken være bange for synd, Djævel eller død – fordi Gud elsker os, når vi elsker Kristus.

Det er en stor og stærk trøst i al anfægtelse, hvis man bare kunne gribe den ret og tro det fast: at Gud ikke vil være vred på os, men smile venligt til os, når vi elsker Kristus og holder fast ved hans ord. Men det vil ikke ind i vores hjerte, især ikke i anfægtelsens tid. Vi tænker det modsatte: at Gud er vores fjende, at han er ligeglad med os og vil slå til med køllen. Men den tanke er falsk. For Kristus lyver sandelig ikke, når han siger her: Når det kommer så vidt med jer, at I elsker mig og holder mit ord – det vil sige, at jeres højeste glæde og lyst er, at jeg har forløst jer fra Djævelens magt, så synden fremover ikke skal skade jer, og døden hverken skal eller kan sluge jer, og I nu er sikre på det evige liv og frelsen, sådan som mit ord lyder – så er det sikkert, at Faderen også vil elske jer og vise sin kærlighed mod jer på den måde, at han, Faderen, med Sønnen og Helligånden vil komme til jer og tage bolig hos jer.

Det er jo en herlig trøst, at en kristen ikke behøver at tænke på, hvordan han skal stige op til himlen. Lad ham blive i Jerusalem, i Rom, hvor han vil på jorden, ude på marken eller hjemme i huset – han skal alligevel være i himlen. For Gud Fader, Søn og Helligånd vil være hos ham og bo hos ham. Det har vi her på jorden i Ordet og mærker det ved troen i hjertet. Men i det kommende liv skal det til sidst også følge efter i virkeligheden.

At Gud bor hos os her på jorden, betyder ikke andet, end at alt, hvad vi gør, siger, tænker og lider, er vel gjort i hans øjne: Om vi spiser, drikker, arbejder, står op, lægger os, om vi beder, studerer, synger eller læser, så vil Gud have behag i det alt sammen. Det kan da vel kaldes et himmerige, hvis vi bare havde nåden og åbnede øjnene ordentligt og kunne tro det. For himlen selv har ikke den ære, som en kristen har. Grunden er: Om himlen siger Gud ikke, at han vil bo i den; han siger, at den skal være hans trone, og jorden hans fodskammel. Men en kristens hjerte, det skal være den rette bolig, som Gud vil bo i – når det bare kan gribe Kristus sådan, at det ved, at han har lidt og er død for os, og elsker ham for den velgernings skyld.

Sådan kommer alt an på, at vi har behag i Kristus; så skal der ingen nød være. For den kærlighed vil gøre alt det let og lindt for os, som vi skal lide for hans og hans ords skyld. Ellers var det umuligt ikke at blive modløs, bedrøvet og utålmodig og falde fra Ordet, som Kristus siger lige efter: «Den, som ikke elsker mig, holder ikke mit ord.»

Den, der nu elsker Kristus, har til gengæld den trøst, at Faderen for Kristi skyld ikke alene vil elske ham, men selv komme til ham og bo hos ham sammen med Herren Kristus og Helligånden. Det er jo en herlig og salig trøst, som vi bør holde os til, og så villigt tage imod det, vi kommer til at lide for den skyld. Men hvor denne kærlighed til Kristus ikke er, og folk tager imod evangeliet for at få kødelig frihed eller tilrane sig kirkens gods eller på anden måde skaffe sig fordel og følge deres lyst – sådan som verden gør i næsten alle ting og begynder alt for sin egen fordels skyld – dér holder man ikke længe fast ved Ordet. For at man kan stå fast i faren, dertil hører der kærlighed. Skulle man gøre det af tvang eller for pengenes skyld, så bliver der ikke noget af det.

Men hvorfor skal man holde sådan fast ved Kristi ord og ikke lade sig drive bort fra det af nogen ulykke eller fare? Fordi Kristus siger videre: «Det ord, jeg taler, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.» Sådan plejer Kristus at tale meget ofte, for der ligger overmåde meget i det. Og summen af det er, at Kristus vil sige: Når I griber mig og hænger ved mig, det vil sige ved mit ord og mit løfte, så skal I være vise på, at I har grebet den rette Gud, og at I uden for mig ikke skal tænke på nogen anden Gud. For I finder ikke Gud noget andet sted end i mig og mit ord. Grunden er: «Det ord, jeg taler, er ikke mit, men Faderens ord.» Tager I nu imod det, så tager I imod Faderen; tror I det, så tror I på Faderen.

Derfor er det let at regne ud i vore dage. Muhammed, tyrken, paven og jøderne praler meget af Gud, beder meget og vil være hans bedste tjenere. Men det er sikkert: Muhammed, tyrken, paven og jøderne har ramt ved siden af Faderen og ved intet om ham. For de har ikke Kristi ord – som jo ikke er Kristi, men Faderens – hvori han lover os, hvordan vi gennem ham skal komme til syndernes forladelse og det evige liv. Ja, de forfølger endda denne lære og kalder os kættere, fordi vi viser hen til Kristus og ikke til egne gerninger og fortjeneste.

Derfor vil Herren med disse ord advare og belære sine disciple. Det er, som om han ville sige: Vil I høre Gud, have Gud hos jer og være hos Gud, så skal I ikke vende jeres ører og øjne andre steder hen end til mig. Hører I mig, så hører I Gud; ser I mig, så ser I Gud. For det er afgjort: Enten høres og ses Gud gennem mig, eller også bliver han aldrig nogensinde hørt og kendt. Heraf følger nu videre, at når Kristus taler et venligt ord, så siger hele guddommen ja til det – for slet ikke at tale om, at verden eller Djævelen skulle kunne gøre et nej ud af det. Grunden er denne: Kristi ord er ikke hans ord; det er Faderens ord, som han siger: «Det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.»

Det er jo sagt så ganske enkelt, at man ikke kan sige det enklere. Derfor, når verdensvise folk kommer til den slags ord, tænker de, at det er dovne, søvnige ord; om så vigtige ting burde man tale med mere kraft. Men hvilket liv og hvilken trøst der stikker i disse søvnige, enkle ord – som fornuften dømmer dem – det viser sig, når det for alvor gælder.

Derfor lader Herren det her vende sig og siger: «Disse ting har jeg talt til jer, mens jeg var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som min Fader vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer.» For selv om man gør mange ord ud af det: Er Helligånden ikke med, så forstår man det alligevel ikke.

Det, der følger videre i dette evangelium, er afslutningen på hele denne trøsteprædiken, som Herren i dette kapitel holdt for sine disciple ved bordet: at de skal være glade og ved godt mod og ikke tage anstød af hans skændige død eller græmme sig over den, for den skal tjene dem til det bedste. Det har vi hørt mere om på Filips og Jakobs dag.

Derfor vil vi nu lade det blive ved den lære, som Herren især behandler i dagens stykke: at vi holder Guds ord og ikke lader os vende bort fra det af nogen som helst fare, når vi elsker Herren Kristus. Og vi vil huske, at det er den eneste vej, ad hvilken vi når dertil, at Gud elsker os og kommer os så nær, at han tager bolig hos os. På den vej skal man blive. Men den, der søger eller tager en anden vej til Gud end denne, at han elsker Kristus, han rammer ved siden af Faderen og kommer aldrig nogensinde til ham. Lad ham gøre og lide, hvad han vil – det er dog alt sammen forgæves og spildt.

Når nu vor kære Herre Kristus siger: «De ord, han taler, er ikke hans, men Faderens», så skal enhver vogte sig og passe godt på, at han ikke tager imod noget andet ord eller nogen anden lære, uden at den går gennem denne ene mands mund. Så rammer han vor Herre Gud med sikkerhed og kan ikke tage fejl af ham, som man ellers ikke kan finde eller møde noget sted. Men nu går det desværre, som det også gik jøderne i Det Gamle Testamente. De havde nådestolen i åbenbaringsteltet, hvor de skulle bede og vente sikker bønhørelse, og ingen andre steder. Men hvad gjorde de? Dér, hvor Gud viste dem hen, dér ville de ikke hen; de valgte andre steder, som de selv syntes om. Netop sådan går det også nu. Kristus siger: Vil I finde Faderen og nå dertil, at han elsker jer, så kom her hen til mig, elsk mig og tag imod mit ord.

Men hvad gør paven, gendøberne, jøderne, tyrkerne og deres lige? De slipper Kristus og hans ord og går imens rundt med menneskebud. Paven holder på sin messe, sine løfter og dyrkelsen af døde helgener. En gendøber holder på sin ydre tugt: at han går i en grå kjortel og ikke bærer kniv. Jøderne og tyrkerne har også hver sit eget. Lad os endelig vogte os flittigt for det og alene holde os her til Kristus og hans ord. For dér står Guds befaling: «Ham skal I høre.» Og Kristus siger her: «De ord, jeg taler, er min Faders.» Derfor er det umuligt, at den, der ikke elsker og hører Kristus alene, kan høre Gud eller komme ind under hans kærlighed.

Den samme nådige Fader give også os den nåde, at vi elsker Kristus og bliver ved hans ord og holder det ved hans Helligånd og således kan blive frelst for evigt. Amen.