2. pinsedag (Joh 3,16–21)

Prædikener på 2. pinsedag. Første prædiken over evangeliet Joh 3,16–21, holdt 1534

Dette evangelium er en af de herligste prædikener, man kan finde i hele Det Nye Testamente. Derfor var det vel værd, om det kunne lade sig gøre, at man skrev det i hjertet med guldbogstaver. Og enhver kristen burde i det mindste kunne denne trøstefulde tekst udenad og sige den for sit hjerte én gang hver dag, så at disse ord blev os fortrolige, og vi lærte at bruge dem til trøst og til styrkelse af troen. For det er ord, der kan gøre et bedrøvet hjerte glad og et dødt menneske levende igen, hvis man bare ved troen kunne holde fast ved dem. Men da det er umuligt at udgrunde en så herlig prædiken med ord, vil vi alvorligt bede Gud om, at han ved sin Ånd vil forklare disse ord i vore hjerter bedre, end vi kan tale om dem, og gøre dem så lyse og varme, at vi mærker trøst og glæde ved dem. Amen.

Summen af denne herlige, trøsterige og saliggørende prædiken er denne: Gud har elsket verden så højt, at han har givet sin eneste Søn, for at vi mennesker ikke skal dø den evige død, men have det evige liv. Det er, som om Kristus, vor kære Herre, ville sige: Hør nu efter, kære menneske! Jeg vil male et billede for dig, som ingen har hørt om, et sælsomt billede. Ja, jeg vil vise dig en stor, herlig og kostbar skat, så stor som noget menneske nogen sinde kan ønske sig og få, så du kan være rig og frelst for evigt. For her er giveren, modtageren, gaven, frugten og nytten af gaven så store, at man ikke kan nå det med tanken, for slet ikke at tale om at sige det med ord.

For se her først på giveren. Her hører du ikke tale om kejsere, konger eller andre folk, som regnes for store i verden. Nej, her tales der til dig om Gud selv, som er ufattelig og almægtig, som har skabt alting ved sit ord, som ejer alt og opholder alt, som er over alt, og over for hvem alle skabninger, himmel og jord og alt, hvad der er i dem, er som små sandkorn. Han er giveren, og han kan nok kaldes en stor og gavmild giver. Derfor burde vi med rette, når vi hører, at Gud giver noget, regne alle kejsere og konger med deres gaver for det rene ingenting. Og vore hjerter burde for en sådan givers skyld svulme og vokse så højt, at alt, hvad man kan udtænke, blev regnet for småt og for intet ved siden af. For hvad kan man nævne eller udtænke, som er større eller herligere end Gud den Almægtige selv?

Denne samme Gud, som er uendelig og uudsigelig, giver nu på en måde, der også overgår alle mål. For det, han giver, giver han ikke som en fortjent løn eller af pligt, men, som ordene lyder, af kærlighed. Han er altså en giver, der giver af hjertet og af en bundløs, guddommelig kærlighed, som han siger: «Gud elskede verden.»

Der er jo ingen dyd større blandt dem alle end kærligheden. Det ser vi: Det, en mand har kær, sætter han liv og lemmer ind for, og for det vover han gerne og villigt alt, hvad han har. Tålmodighed, kyskhed, mådehold osv. er ganske vist også fine dyder, men de kommer slet ikke op på siden af kærligheden. Den er det hele, for den rummer alle de andre dyder i sig og bringer dem med sig. Sådan er det også: Den, der er retskaffen og retfærdig, gør ingen uret eller skade, langt mindre tager han det, der er en andens. Ja, han giver enhver sit. Men den, du har kær, giver du dig helt hen til, og du er villig, glad og rede til alt, hvor han har brug for dit råd eller din hjælp. Sådan siger Kristus også her, at vor Herre Gud giver os, ikke af tålmodighed, af ret eller for fortjeneste, men af den højeste dyd, kærligheden. Så burde også vort hjerte vokse og al bedrøvelse forsvinde, når vi fik øje på den bundløse kærlighed i Guds hjerte og af hjertet troede, at Gud er den højeste og største giver, og at hans gave flyder ud af den højeste dyd.

Når der gives på den måde, af ægte kærlighed, gør det også gaven mere kostbar og større. Som man plejer at sige: Det kommer fra en kær hånd – når man ved, at giveren mener én af hjertet. Omvendt: Hvor man tvivler på hjertet, regner man heller ikke gaven for stor. Hvis et menneske kun havde ét øje eller én fod og vidste for vist, at det var givet ham af guddommelig, faderlig kærlighed, så burde dette ene øje eller denne ene fod jo være ham kærere end ellers hundrede øjne eller fødder.

Nu siger Kristus med klare ord, at Gud har os kær. Derfor burde vi, fordi han har os så kær, regne alle hans gaver for dyrebare, høje og herlige, især det, han har indstiftet til vor frelse og til styrkelse af vor tro, som den hellige dåb, Kristi legemes og blods højærværdige sakramente osv. For selv om det ikke ser ud af noget for verden, burde det dog være os som Himmeriget og gøre os glade og ved godt mod, fordi det kommer af faderlig kærlighed og er indstiftet til vort bedste. Derfor lærer Kristus os her ikke blot, at hans Fader vil skænke os noget, men siger også, på hvilken måde han vil skænke, nemlig af faderlig og guddommelig kærlighed.

Men ligesom vi nu har hørt, at giveren og giverens hjerte er stort og uudsigeligt, sådan er gaven også uudsigelig. For her hører du, at Gud af denne kærlighed ikke giver en gylden, en hest, en ko, et øje, et kongerige, himlen med sol og stjerner eller hele skabningen, men han «gav sin eneste Søn», der er lige så stor som han selv.

Sådan en gave burde jo tænde ren ild og lys i vore hjerter, så vi aldrig holdt op med at danse og springe af glæde. For ligesom giveren er Gud selv, og hans inderlige kærlighed er uendelig og uudsigelig, sådan er gaven også, når han giver sin Søn. For dér giver han sig selv med alt, hvad han har, som Paulus siger i Rom 8,32: «Når Gud har givet os sin Søn, så har han givet os alt med ham.» Hvad enten det hedder Djævelen, synd, død, helvede, himmel, retfærdighed eller liv – alt, alt skal det være vort, fordi Sønnen er vor som en gave, og i ham er alt sammen.

Derfor: Når vi tror ret og ved troen modtager og tager imod denne ædle gave, så må al skabningen, god eller ond, liv eller død, himmel eller helvede, tjene os til det bedste. Som Paulus siger et andet sted: «Alt tilhører jer, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det nuværende eller det kommende, alt tilhører jer, men I tilhører Kristus, og Kristus tilhører Gud», 1 Kor 3,21–23. For når vi vil se ret på denne gave og betragte den, må vi bekende, at den er en gave over alt i himlen og på jorden, og at alle skatte i hele verden ved siden af den er som et valmuefrø mod et bjerg af guld. Men så er der den lede vantro (som Kristus selv klager over lidt senere) og det store og gruelige mørke: Vi hører om denne ædle gave og skat og tror den alligevel ikke. Disse trøstefulde ord suser os forbi ørerne, og hjertet mærker dem alligevel ikke. Er der et godt køb på et hus eller et slot, så løber man efter det i fuld alvor, som om hele vort liv hang på det timelige gods. Men her, hvor der prædikes, at Gud af lutter kærlighed har skænket verden sin Søn, er vi så sløve og dovne, at det er synd og skam. Hvem er det så, der gør, at vi regner denne gave så ringe og ikke tager disse ord til os, altid tænker på dem og lader dem være vor højeste glæde og trøst? Ingen andre end den lede Djævel. Han forblinder vore hjerter, så vi lader denne herlige prædiken gå os forbi og imens går op i andre timelige bekymringer.

Derfor sagde jeg i begyndelsen, at man burde stå op med disse ord hver dag og gå i seng med dem, så vi fik dem lidt ind i hjertet og også en gang imellem takkede Gud for denne uudsigelige velgerning. For her er jo alt det allerhøjeste: giveren, kærligheden og gaven. Den gives os af lutter kærlighed, ikke for fortjeneste, og den gives, så den skal blive ved at være en gave og hverken hedde lånt eller betalt. Man giver ikke noget for den og gør ikke andet end at holde hånden frem og villigt og gerne tage imod denne skat. Men Gud være det klaget, at der ikke er hjerter og hænder, som tager imod gaven, sådan som den bliver os tilbudt, for at den helt skal være og blive vor, lige ind i det evige liv.

Men gæt nu, hvad de folk hedder, som man siger om, at man ikke kan give dem noget mod deres vilje? Tænk dig en fattig tigger, som hverken havde noget på kroppen eller noget at gå i, og som ikke kunne holde sulten fra livet. Så skænker en stor fyrste ham af barmhjertighed et slot med store årlige indtægter, indsætter ham som herre og siger: Alt dette vil jeg skænke dig for intet. Men tiggeren vender ham ryggen og svarer, at han ikke vil have det. Ville så ikke hele verden råbe op over tiggeren og sige, at man aldrig havde set et mere tosset og afsindigt menneske, og at han ikke var et menneske, men et umælende dyr? Sådan ville man gøre i verden. Men her bliver verden ikke tilbudt et slot, et fyrstendømme, et kongerige eller et kejserdømme, men Guds Søn selv. Og Gud siger og befaler, at man endelig skal tage imod hans gave og beholde den som sin egen. Men dem, der ikke vil have den og vender Gud ryggen, det er netop os selv. Regn nu selv ud, hvor stor og gruelig en synd vantroen er. For det er jo ikke menneskeligt at stritte imod en gave og ikke ville have den.

Derfor ser man her tydeligt, hvor tosset og tåbelig hele verden er: Den glæder sig ikke over denne gave, og det eneste, der mangler, er, at den griber til og tager det, der bliver tilbudt den. Var det en gylden eller en ny frakke, så ville man gribe til med begge hænder og være glad. Men fordi det er Guds Søn selv, stiller alle sig an, som om man ikke havde brug for ham.

Derfor er også modtageren her udmalet og nævnt ved navn, og han hedder «verden». Det er jo ikke blot en utaknemmelig, men også en skændig og modbydelig modtager, især når man holder verden op mod gaven og regner efter. For hvormed har verden fortjent sådan en kærlighed og sådan en gave fra Gud, den, som er Djævelens brud, Guds fjende og den største gudsbespotter? For efter Djævelen har Gud ingen større fjende end verden. Alligevel står der her: «Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn.»

Skriv også dette stykke ind i dit hjerte. Og når du nu har hørt, hvad Gud er, og hvad den gave er, som han giver af lutter kærlighed, så hør også og lær, hvad verden er: en stor flok mennesker, som slet ikke tror, men gør Gud til løgner i hans ord, ja, som bespotter, håner og forfølger Guds navn og ord. Dernæst folk, der er ulydige mod far og mor, mordere, horkarle, forrædere, tyve og skurke, og så videre, sådan som vi desværre daglig ser og oplever, at verden er fuld af troløshed og gudsbespottelse. Denne kære brud, denne gyldne datter, det vil sige Guds største fjende og bespotter, skænker Gud sin Søn af lutter kærlighed.

Dette stykke gør jo også gaven stor: at vor Herre Gud ikke bryder sig om, at vi er sådan nogle slemme knægte, men sluger i én mundfuld alle de laster og synder, hvormed verden håner hans navn og ord og lever i al ulydighed mod Gud. For når giveren er så stor og gaven så ædel, burde ondskaben med rette drive ham tilbage. Men Gud overvinder sig selv, sætter al synd mod den første og den anden tavle til side og vil ikke vide af den. Ja, netop for en sådan synds skyld og for den jammer og elendighed, som vi stakkels syndere sidder i, og som vi evigt måtte gå til grunde i, hvis Gud ikke hjalp, lader han os få denne kærlighed og denne gave.

Skulle man så ikke også af hjertet elske sådan en nådig Gud igen og vente sig alt godt af ham, han, som tilgiver synden og ikke lader den onde, utaknemmelige verden undgælde for alle dens synder, som er utallige? For når hvert menneskes egne synder er utallige, hvem kunne så tælle hele verdens synd? Alligevel står der her, at Gud vil skænke verden alt og tilgive den alt. For hvor Guds kærlighed går, dér må der i sandhed også være syndernes forladelse. Så burde vi åbne vore hjerter og tænke videre over denne kærlighed: Gud kan give verden, der er hans naturlige fjende, så meget, at han giver sig selv til den. Så er der altså intet andet at vente eller håbe på end lutter nåde og venlighed, hvordan det så end går i dette timelige liv, godt eller ondt. Man skal alligevel holde sig til denne kærlighed og vente sig alt godt af Gud for Kristi skyld.

Af sådanne tanker burde et hjerte blive glad og ved godt mod. For det må jeg og alle kristne jo bekende: Under pavedømmet levede vi i alle slags vederstyggeligheder og afgudsdyrkelse og besudlede os med mange slags synder. Det ugudelige liv har Gud ikke straffet efter vor fortjeneste. Nej, han har ladet sin kærlighed skinne og ved evangeliet igen åbenbaret den Søn, som han før havde skænket verden, så vi igen hører og forstår denne herlige prædiken: at Gud ikke er vred på verden, men har den kær, eftersom han skænker den sin Søn. Men Gud sig forbarme, at vi er så utaknemmelige og slet ikke mærker denne glæde i os! For hvis vi kunne tænke rigtigt over det og ikke var så kolde, så skulle vore hjerter brænde sådan af glæde, at vi ikke blot gerne tjente Gud, men også gerne led alt for hans skyld og ovenikøbet lo ad det, fordi vi har sådan en skat fra ham. Men det kan vi takke vor vantro for. Den hindrer denne glæde og ser sig i Djævelens navn om efter anden glæde i verden, som dog altsammen er forgæves og spildt.

Indtil nu har vi kort fortalt om disse fire stykker: hvem giveren er, hvad gaven er, og hvordan og til hvem den er skænket. Det er ikke muligt at sige nok om disse fire stykker med ord.

Nu følger causa finalis [formålet], det vil sige, hvad Gud vil med denne gave. Han giver den ikke, for at vi skal spise og drikke af den og klæde og ernære os af den, og langt mindre for at den skal være os til skade eller være gift for os. Han giver jo heller ikke sit ord, dåben og sakramentet til vor skade, men til vor frelse og vort bedste. Nej, gaven skal tjene til og være skænket for, at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.

Her hører du, at det ikke drejer sig om, at vi her i en lille, kort tid skal få mange penge og meget gods, ære, magt eller hele verden af den og være herrer over den. For selv om vi havde alt dette, var vi lige fuldt under Djævelens magt. Nej, det drejer sig om, at vi skal være fri for synd, død og helvede og aldrig i evighed gå fortabt. Det skal denne gave, det vil sige Guds Søn, som er skænket os af lutter kærlighed, virke og udrette. Det gør han ved at have knust Djævelens hoved, afklædt ham og taget al hans magt fra ham, slået synden ihjel, slugt døden for evigt og slukket helvede til bunds, så de nu og i al evighed ikke kan herske over os og ikke skræmme, kvæle eller fordømme os. Det kan man kalde en rig, herlig, ja, uudsigelig gave! Den store, barmhjertige giver være lov og ære for den i evighed. Amen.

Den, der nu kunne lade sit hjerte svulme, havde jo grund nok til det. For her hører vi af Herren Kristi egen mund, at han er skænket os, for at helvede skal være lukket, og for at vi i stedet for et frygtsomt og forsagt hjerte skal have et trygt og glad hjerte. Ja, og hvad der er endnu mere: at det evige liv skal være og blive vort, og at døden aldrig mere skal ses, men at der skal være lutter glæde ved denne visse tillid: Vi har en nådig Gud i himlen, som har os kær og af lutter kærlighed giver sin Søn, for at vi ikke skal fortabes, men have det evige liv.

Det er jo ord, som vi i dette liv aldrig kan lære eller fatte godt nok. Derfor skal en kristen hver dag bede om, at Gud ved sin Helligånd vil trykke disse ord ind i hans hjerte og tænde dem dér. Så kunne vi blive rigtige teologer, som taler ret om Kristus, bedømmer al anden lære og villigt kan lide alt for denne tros skyld, hvad Gud så sender os. Men fordi det ikke sker, og vi kun hører denne prædiken med ørerne uden at tage den til hjertet, så den rigtig kunne slå rod og bære frugt, så bliver vi i år som i fjor, i dag som i går. Det er synd og skam, at vi er så stærblinde med seende øjne og så døve med hørende ører. Og uden tvivl vil de fordømte på den yderste dag klage og skrige over, at de lod disse trøsterige ord blive prædiket så forgæves ud i luften og ikke tog imod dem.

Men lad os se videre: På hvilken måde skal man tage imod denne gave? Hvad er den taske eller det skrin, som man skal lægge denne dyre og ædle skat i og lukke den inde i? For det kommer der meget an på. Det viser Kristus med de ord, hvor han siger: «For at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.»

Det er et klart og lysende vidnesbyrd om, at troen alene – det vil sige tilliden til Guds nåde og barmhjertighed ved Kristus – er den rette pung eller sæk, som vi skal holde frem og tage imod denne gave i og gribe den med. For ligesom Gud giver denne skat af kærlighed og barmhjertighed, sådan tager vi imod den, og vi kan alene tage imod den ved troen. Her gælder ingen gerning eller fortjeneste, at man løber i kloster eller gør dit eller dat. For vore gerninger hører slet ikke med til denne store skat. Det eneste, der hører med, er, at man ved troen holder hænderne frem. Og ligesom Gud ved kærligheden bliver giver, sådan bliver vi modtagere ved troen på Kristus. Det vil sige, at vi tror det, vi her hører: at Gud er nådig og barmhjertig og viser os denne barmhjertighed og kærlighed ved at lade sin enbårne Søn blive menneske og kaste al vor synd på ham, som Johannes Døberen siger ud fra profeten Esajas: «Se, Guds lam, som bærer verdens synd» [Joh 1,29; jf. Es 53,7.12]. Med denne Guds gave og kærlighed skal vi stille vore hjerter mod synden og den onde samvittighed. For Gud lader jo ingen vrede eller unåde, men lutter kærlighed og nåde råde over for os for sin Søn Jesu Kristi skyld. Den, der tror det, er visselig frelst. For denne gave er jo så stor, at den sluger død, synd og al ulykke. For som en lille vanddråbe er mod en stor ild, sådan skal hele verdens synd regnes mod Kristus. Så snart de rører ved Kristus, og denne skat bliver grebet ved troen, er de slugt og fortæret som et halmstrå af en stor ild.

For her hører du af Kristus selv: «Således elskede Gud verden, at han gav den sin eneste Søn, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.» Han siger: «som tror på ham». Han siger ikke: som påtager sig den eller den gerning og derved vil forsone sig med Gud. Troen alene skal og må gribe denne skat. Lad derfor vore modstandere skrige imod denne lære, så meget de vil; det hedder dog: «De, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have det evige liv.» Lad det blive ved det. Ellers sætter du dig til at belære Herren Kristus i hans ord og gør ham til løgner.

Det er jo trøstefulde ord om nåde og liv. Gud give, at vi griber dem ret med hjertet! For den, der har grebet dem, ham vil hverken Djævel, synd eller død kunne skræmme. Han vil være glad og sige i fast tillid: Jeg er ikke bange, for jeg har Guds Søn, som Gud af kærlighed har skænket mig. Det kan ikke slå fejl, for her står Guds ord, det hellige evangelium, og vidner om det. Dit ord, Herre, og din Søn Jesus Kristus vil ikke bedrage mig; på dem stoler og bygger jeg. Men er jeg endnu ikke stærk nok i troen, så giv mig dog nåde til at tro det fastere; for ellers kan jeg intet gøre til denne høje gave og kærlighed. Sådan skal enhver lære at trøste sig mere og mere ved denne gave; for den må tros, som du hører af Kristus selv. Men jo fastere troen er, jo mere glæde, lyst og tryghed finder man i hjertet, så man siden gerne gør og lider alt, hvad man ved, at Gud kræver og vil have. Men det hele beror på, at Gud er nådig og vil lade lutter kærlighed gå ud over os.

Ja, siger du, hvis jeg var så from og hellig som Peter, Paulus, den hellige jomfru Maria osv., så ville jeg gerne tro og også trøste mig ved denne gave. De er hellige, og dem er gaven uden tvivl tiltænkt. Men hvordan skal jeg, stakkels synder, nå dertil, at jeg bliver vis på, at jeg må tage gaven til mig – jeg, som dog har vakt Guds vrede på så mange måder og har krænket ham så tit? Sådanne tanker udebliver ikke, når hjertet ved sådan en prædiken ser rigtigt på sig selv og tænker på sine misgerninger. Så skal man vogte sig for at gå uden for Guds ord og for at hænge for længe ved den slags tanker. Man skal straks vende sig til Ordet igen og dømme efter det. For sådanne tanker er ikke andet end den rene vantro, som vil trække os bort fra denne gave og denne trøstefulde prædiken.

Nu kan man ikke værge sig mod vantroen med andet end med Guds ord. Det prædiker vor kære Herre Kristus selv for os, så vi slet ingen grund har til at tvivle på denne prædiken og dette ord. Han siger, at hans Fader i himlen, den sande, evige Gud, har elsket «verden» sådan, at han har givet den sin enbårne Søn. Nu må både du og alle mennesker jo bekende, at «verden» ikke betyder Maria, Peter, Paulus osv. Nej, verden er hele menneskeslægten under ét, alle som én. Tror du nu, at du er et menneske? Og hvis du ikke kan tro eller vide det, så tag dig selv i barmen eller ved næsen og mærk efter, om du ikke er et menneske lige så vel som andre folk. Hvorfor vil du så lukke dig selv ude af det lille ord verden, når Kristus med lyse, klare ord siger rent ud, at Gud ikke kun har givet sin Søn til den hellige jomfru Maria, til Peter og til Paulus, men til «verden», så at alt, hvad der hedder menneskebørn, skal tage ham til sig? Hvis nu jeg ikke ville tage ham til mig, som om jeg ingen del havde i ham, og du heller ikke ville tage ham til dig, så måtte det jo følge, at disse Kristi ord ikke var sande, når han siger, at han er givet til verden. Derfor skal du af disse ord slutte det modsatte: at du lige så vel skal tage denne gave til dig og ikke tvivle på, at den tilhører dig lige så vel som Peter og Paulus, fordi du er et menneske lige så vel som de og et stykke af verden. Så du ikke gør Gud til løgner i hans ord eller tænker: Hvem ved, om jeg også er blandt dem, som denne Søn er skænket, og som er lovet det evige liv ved ham? For det er at gøre vor Herre Gud til en løgner.

Derfor: Når sådanne tanker falder dig ind, så slå korsets tegn for dig, som om Djævelen selv var der, og lad ikke de tanker bedrage dig. Sig i stedet: Hvad bryder jeg mig om, at jeg ikke er Peter eller Paulus? Hvis Gud kun havde villet give denne skat til dem og deres lige, som var værdige til den, så havde han givet den til englene, som er rene og ubesmittede ånder, eller til sol og måne, der altid holder deres faste bane efter Guds ordning. Men her står der: «Han har givet ham til verden.» Den er værdig til det – sådan som vi har vist ovenfor! Derfor vil jeg, selv om jeg hverken er Paulus eller Peter, alligevel ikke være udelukket fra denne gave, men have lige så meget del i den som David og alle apostlene. For hvad var David? Har han ikke også syndet groft og svært? Hvem var apostlene? Var de ikke alle syndere og uværdige nok?

Derfor skal ingen følge dette argument: Jeg er en synder, jeg er ikke hellig og from som Peter; derfor tør jeg ikke tage denne gave til mig eller trøste mig ved den. Aldrig i livet! Sig i stedet sådan: Hvad jeg så end er, så må jeg alligevel ikke gøre min Gud til løgner; for jeg hører jo også til verden. Hvis jeg altså ikke ville tage denne gave til mig, så gjorde jeg oven i alle mine andre synder også den, at jeg gjorde Gud til løgner.

Ja, siger du, hvis Gud lovede mig det personligt, så ville jeg tro det; så kunne jeg også være vis på, at det gjaldt mig. Nej, kære ven, han siger det i almindelighed: Denne Søn og det evige liv er lovet og skænket hele verden, for at han slet ikke skal udelukke nogen. Men den, der selv lukker sig ude, må stå til regnskab for det. Han siger: Jeg vil ikke dømme dem, men deres egen mund skal dømme dem [jf. Joh 12,47–48], fordi denne gave er lovet og givet til hele verden, og de alligevel af egen vantro, imod Guds ord, ikke har villet tage imod den. Men når man tænker rigtigt over det, så har vor Herre Kristus netop af den grund indstiftet dåbens og sit legemes og blods sakramenter: for at hver enkelt personligt skal tilegne sig denne gave og regne den for sin egen og bruge den.

Så meget være prædiket, kort og så enkelt som muligt, om denne herlige og skønne tekst, som man aldrig nogen sinde kan lære færdig. For den er hovedlæren, som vi skal dø på og blive frelst ved. I den bliver Kristus malet for os på det reneste og mest yndige: at han er vor egen, skænket af Faderen af lutter kærlighed – den kærlighed, som han som en nådig Gud har til den onde, utaknemmelige verden. Det kan nu enhver lære: hvilken skat og trøst vi kristne har, hvad verden er, og hvad Gud er, og hvordan vi alene ved troen kommer til denne nåde, som Kristus siger: «For at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.» For prædikenen om de gode gerninger, som skal følge efter denne tro ved Helligånden, hører hjemme et andet sted. Her handler det alene om det, vi får af Gud, og hvordan vi skal tage imod det.

Men hvad en kristen skal gøre for at være et lydigt og villigt Guds barn og være taknemmelig for så store gaver som det evige liv og Guds kærlighed, det prædiker Kristus ikke om her. Derfor vil vi også lade det blive ved dette ene stykke: at vi bliver frelst alene af barmhjertighed og alene ved troen kan tage imod denne nåde, uden al vor egen medvirken og fortjeneste, så at alt, hvad der er nødvendigt til det evige liv og syndernes forladelse, helt og holdent er indesluttet i Guds kærlighed og barmhjertighed ved Kristus. Gud give os sin nåde til, at vi må tro det sådan og derfor glade lide alt, dø og blive frelst for evigt. Det hjælpe vor kære Gud os alle til ved sin Søn, vor Herre Jesus Kristus. Amen.