Septuagesima søndag (Matt 20,1–16)

Prædiken på septuagesima søndag over evangeliet Matt 20,1–16, holdt 1534

Det er et skarpt evangelium, og de unge og enfoldige folk kan ikke lære ret meget af det. Men fordi man nu læser det på denne søndag, vil vi alligevel sige lidt om det.

Kære venner, I hører i denne lignelse, hvordan husbonden går ud tidligt om morgenen og hyrer arbejdere til sin vingård, og de arbejder tolv timer. Siden hyrer han andre, der arbejder ni; så igen andre, der kun arbejder seks og tre; og til sidst nogle, der kun arbejder én time. Arbejdet er altså meget ulige, og alligevel er lønnen den samme. For husbonden gør ingen aftale med nogen af dem undtagen med de første. Men de sidste, der kun arbejder én time, giver han lige så meget som de første, som han blev enig med om en denar i dagløn. Det dur slet ikke i verden, og det ville heller ikke være ret. Dér har det sit mål og sin regel: Den, der arbejder meget, får meget i løn; den, der arbejder lidt, får lidt i løn. Dog sådan, at når en har fået den løn, han blev enig om, så skal og må han ikke blande sig i, hvad herren gør, selv om herren af godhed skænker en anden noget. Men efter naturen er det uret at give lige løn, hvor arbejdet er ulige.

Men Herren fortæller denne lignelse for at skille sit rige fra verdens rige og lære os, at det går helt anderledes til i hans rige end i verdens rige. Dér kan det ikke gå lige til, for personerne er ulige. At man også finder den ulighed i verden, at herren i huset har mere gods end sin karl, og karlen alligevel må arbejde mere end herren – det har sin egen særlige mening og hører derfor ikke hjemme her i denne lignelse. For her ophæver Herren al ulighed og vil lære os, at i hans rige er alt lige, og den ene skal have og gælde lige så meget som den anden. Men i det ydre, verdslige liv skal uligheden blive, ligesom standene jo er ulige. En bonde lever et andet liv og står i en anden stand end en borger; en fyrste i en anden stand end en adelsmand. Dér er alt ulige, og det skal blive ulige. Men i Kristi rige er de alle lige, hvad enten det er en konge, en fyrste, en herre, en karl, en frue, en pige, eller hvad de nu hedder. For ingen har en anden dåb, et andet evangelium, en anden tro, et andet sakramente, en anden Kristus og en anden Gud end den anden. Dér går man også sammen til prædiken, og en karl, en borger, en bonde hører netop det samme Ord, som den største herre hører. Sådan er det også med dåben: Den dåb, jeg har, får hvert eneste barn, hvem det så end tilhører. Den tro, som Sankt Peter og Sankt Paulus har, den har Magdalene og røveren på korset også. Du og jeg har den også, når vi er kristne. Og på samme måde: netop den Gud og den Kristus, som Johannes Døberen har, dem har alle syndere, når de omvender sig. Dér er alt lige, selv om den ene står højere eller lavere end den anden på grund af sin stand, sit embede eller sine gaver.

Så er dette altså det vigtigste i dette evangelium: at vi skal tage den trøst af det, at vi kristne alle er lige i Kristus. For verden skal uligheden blive: at faderen er mere end sønnen, herren mere end karlen, og at en konge og fyrste er mere end sine undersåtter. Sådan vil Gud have det; han har indstiftet og ordnet standene sådan. Den, der så ville gøre alt lige, så karlen skulle gælde lige så meget som sin herre, pigen have lige så meget at sige som sin frue og en bonde lige så meget som en fyrste – han vil få et meget prisværdigt styre i stand! Det har man jo set hos de oprørske bønder.

Lad det så gå nok så ulige til i verden; vi skal alligevel trøste os ved, at vi – hvor høj eller lav vores stand end er – alle sammen har én Kristus, én dåb, ét evangelium, én Ånd. Ingen har et bedre evangelium, en bedre dåb eller en anden Kristus end den ringeste karl og den ringeste pige. For selv om en anden har flere penge, mere gods og mere af alt muligt andet end du, så har han ikke derfor en anden eller bedre Gud.

Det, siger jeg, skal man lære og lægge sig flittigt på sinde, så hver og én i sin stand tjener Gud af hjertet og med lyst og siger: Jeg er ingen kejser, ingen konge, jeg har ikke byer og slotte som de store fyrster. Men jeg har alligevel en lige så hellig dåb, og netop den samme Kristus, som er død for mig og har vundet mig det evige liv, som kejseren osv. har. Disse store goder, som vi har ved vor Herre Jesus, skal gøre os stolte, så vi lærer at foragte verdens herlighed ved siden af dem og alene sætter vores trods og trøst til, at vi er døbt i Jesu navn, og at han er død for os og faret op til himlen, hvor han sidder ved Guds højre hånd, og at han også vil hjælpe os fra synd, død og al ulykke.

Den, der nu har dette og ved, at vi alle er lige i Kristus, han går glad til sit arbejde og bekymrer sig ikke om, at han her på jorden i denne korte tid lever i et ringere kår og en ringere stand end en anden. For her skal det gå sådan til, at der er ulighed i det ydre liv: den ene har meget, den anden lidt; den ene er herre, den anden karl. Det lader en kristen sig ikke anfægte af. Han siger: I Guds navn, på jorden skal det ikke være anderledes. Selv om jeg har en tungere stand end min husbond og madmor; selv om jeg ikke er så mægtig som en fyrste, konge eller kejser, så vil jeg alligevel ikke knurre over det, men gerne og villigt blive i min stand, indtil Gud gør det anderledes med mig og også gør mig til herre eller frue.

Imens vil jeg trøste mig med at vide, at hverken kejser eller konge har en anden Kristus eller mere af Kristus end jeg. Vil de have mere, så ved jeg, at de ikke finder plads i dette rige. For dér skal alt være lige, eftersom vi alle sammen kun er Gud velbehagelige af den ene grund, at Jesus Kristus har lidt for os og har renset os allesammen – den ene lige så meget som den anden – fra vores synder med sit blod. Den skat har jeg hel og fuldkommen. Derfor skal intet anfægte mig, om jeg så mangler et eller andet i det ydre og timelige; når blot der ingen mangel er her, og jeg er lige med alle de hellige i de evige goder.

Så meget være sagt om vores trods og trøst, så vi ved, at der ikke er nogen ulighed i Kristi rige. Derfor skal vi i en sådan kristen stolthed villigt gå hen og gøre, hvad vi skal. Så kunne enhver være glad i sin stand. For dér må alt gå med glæde, når en kristen af hjertet kan sige: Hvorfor skulle jeg knurre over min stand, når den er god og behager Gud? At den er ringe og møjsommelig, hvad skader det? Er det ingen fyrstestand, så er det dog en kristenstand. Hvad vil og kan jeg have eller begære mere?

Det gør de første ikke, de, som knurrer og ser skævt til, at de ikke får mere end de andre osv. Vores gejstlige gør det heller ikke. De vil have, at vor Herre Gud skal lønne dem efter deres gerninger, se på, at de har gjort mere end andre, og derfor sætte dem højere i himlen og give dem en anden, større og bedre Kristus. For sådan har de lært: Når en præst står ved alteret og læser messe, gør han så kostelig og hellig en gerning, at han kan dele den ud til andre og derved også hjælpe dem ind i himlen. Derfor er han også bedre og har en bedre stand i Kristi rige end en lægmand. De knurrer over den lighed, der er i Kristi rige, og vil gøre den til en ulighed, som den er i de verdslige stande.

Videre har de lært: En jomfru i klostret er bedre i troen end en hustru. Og den, der i dag lærer noget andet, fordømmer de som en kætter. Det er dét, at de første her knurrer og vil være bedre og have mere end de andre. De regner op for vor Herre Gud, hvor længe de har arbejdet, og hvor surt det er blevet for dem. Men hvad siger han til det? I det ydre liv er I ulige; dér kan den ene være flittigere og arbejde mere end den anden. Men ingen har en bedre dåb og en bedre Kristus end den anden. Og ingen får prædiket et andet eller bedre evangelium end den anden.

Når så munke og nonner praler af, at ægtefolk kun har det almindelige evangelium og de ti bud, mens de selv har det høje evangelium og gør og holder mere, end kristne i den almindelige stand er befalet at holde, så er det en grov, gudsbespottelig løgn, helt og aldeles imod evangeliet. For dermed vil de lave en ulighed ud af evangeliet, mens Kristus dog gør alt lige. Og han lærer især i dagens evangelium, at i hans rige skal den ene gælde lige så meget som den anden. I sig selv er det ikke ondt, og ingen hindrer eller forbyder det, at en, der har nåde til det, forbliver jomfru. Men at man vil prale af det over for vor Herre Gud og derfor være bedre end andre og vente sig mere løn – dér er stenen og forargelsen, som paven støder sig på, og derfor beskylder han os for at forbyde gode gerninger. Men han gør os vold og uret, for gode gerninger forbyder vi ikke. Men det siger vi: I Kristi rige er alt lige, for dér vil Gud ikke handle med os alle efter fortjeneste, men alene af nåde og barmhjertighed for sin Søns, Jesu Kristi, skyld.

Når du nu har denne lighed i Kristus ved troen, så arbejd og gør, så meget du kan, i dit kald, hvad enten du er skolemester eller prædikant, herre eller frue, karl eller pige, og bliv i denne ydre ulighed. Men som sagt: I Kristus skal ligheden være og blive udelelig. Den støder verden sig på, og især jøderne vil blive vanvittige og rasende over det, når de hører, at vi hedninger skal blive frelst lige så vel som de – vi, som ikke er omskåret og ikke holder sabbatten og lovens andre byrder, mens de bærer den last med stort besvær, så sveden springer dem af panden. Det viser Herren fint i lignelsen, når han siger: «De første mente, at de ville få mere, og knurrede derfor, da hver af dem fik sin denar» – de lige så vel som dem, der kun havde arbejdet én time.

Men vingårdens herre vil slet ikke finde sig i nogen ulighed. «Ven,» siger han, «jeg gør dig ikke uret. Tag dit og gå.» Det vil sige: I har allerede fået jeres løn: Kana’ans land. Men nu vil jeg oprette et andet, nyt rige, og dér skal alt være lige. For godset er mit, så jeg kan gøre med det, som og hvad jeg vil. I skal ikke belære mig om, hvordan jeg skal behandle mine tjenere.

Sådan sætter jøderne det evige liv over styr i deres vrede; de vil ikke være lige med os hedninger. Oven i købet beskylder de vor Herre Gud for at gøre dem uret, så han må forsvare sig og sige: Godset er da mit, ikke dit; derfor kommer det ikke dig ved, hvordan og hvad jeg gør med det. Paven og hans flok gør det samme. De vil ikke ind i det rige, hvor alt skal være lige; de vil være og have noget særligt, og hellere sætter de det evige liv over styr. Derfor skal man godt og flittigt lægge mærke til denne forskel mellem det verdslige og det kristne liv, eller mellem verdens rige og Kristi rige. For i Kristi rige skal alt være lige, eftersom vi alle sammen kun har én eneste Gud, Kristus, Helligånd, evangelium, dåb, sakramente og tro. På grund af denne lighed er den ene lige så god, retskaffen og hellig som den anden.

Når vi nu har dette, skal vi takke Gud for disse gaver, kende dem ret, rose os af dem og sige: Lad folk se på mig, som de vil, lad dem regne mig for nok så ringe; jeg glæder mig alligevel over, at jeg har lige så meget som alle kejsere og konger, ja, som alle helgener og engle i himlen. Hvordan det? Ved Kristus. Derfor vil jeg efter Guds befaling gå hen i mit kald, som husfar eller husmor, karl eller pige, og med glad mod, lyst og kærlighed gøre alt, hvad min stand kræver, eftersom jeg har så stor en skat i min Herre Kristus.

Det er læren af dagens evangelium: at vi her på jorden bliver ulige, ligesom personerne er ulige. En fyrste er en anden person end en prædikant, en pige en anden person end sin frue, en skolemester en anden person end en borgmester. Derfor skal og kan de ikke føre det samme liv eller leve på samme vis. Den ulighed må blive. Men i Kristi rige hedder det: Jeg vil give den ene lige så meget som den anden. Grunden er: Himmeriget, forløsningen fra død og synder, har ingen fortjent af mig; derfor skylder jeg ingen det, men jeg giver det af nåde til dem, der af hjertet begærer det. Den nåde skal vi kende og glæde os inderligt over, ikke se skævt til den eller knurre, sådan som de falske helgener gør (de vil have det evige liv af pligt, som deres fortjente løn, ikke af nåde). Nej, vi skal takke Gud for den og trække denne trøst frem i al slags fare, møje og arbejde, som vi bærer i den ydre ulighed. Så bliver det hele blidt og let for os.

Af det sidste ord: «Mange er kaldede, men få er udvalgte,» øser de nysgerrige hoveder mange slags urimelige og ugudelige tanker. De tænker sådan: Den, Gud har udvalgt, bliver frelst uden videre. Men omvendt: Den, han ikke har udvalgt, kan gøre, hvad han vil, være så from og troende, han vil, så er det alligevel forudbestemt af Gud, at han må falde, og han kan ikke blive frelst. Derfor lader jeg det gå, som det går. Skal jeg blive frelst, så sker det uden min medvirken; hvis ikke, så er alt, hvad jeg gør og foretager mig, alligevel forgæves. Hvilke uartige, sorgløse mennesker der vokser frem af sådanne gudløse tanker, kan enhver let selv regne ud.

Nu har vi på helligtrekongersdag, da vi gennemgik profeten Mikas ord, vist tilstrækkeligt, at man skal vogte sig for sådanne tanker som for Djævelen selv og tage en anden måde fat på at studere og tænke over Guds vilje. Man skal nemlig lade Gud i hans majestæt og med forudbestemmelsen være i fred, for dér er han ubegribelig. Og det er umuligt andet, end at et menneske må tage anstød af sådanne tanker og enten falde i fortvivlelse eller blive helt ryggesløs og slå alt hen.

Men den, der vil kende Gud og hans vilje ret, skal gå den rette vej. Så tager han ikke anstød, men bliver bygget op. Den rette vej er Herren Kristus, som han selv har sagt: «Der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Den, der nu vil kende Faderen ret og komme til ham, han skal først komme til Kristus og lære ham at kende, nemlig sådan: Kristus er Guds Søn og almægtig, evig Gud. Hvad gør så Guds Søn? Han bliver menneske for vores skyld; han giver sig ind under loven for at frikøbe os fra loven; han lader sig korsfæste og dør på korset for at betale for vores synd; han står op fra de døde for ved sin opstandelse at åbne os indgangen til det evige liv og hjælpe os mod den evige død; og han sidder ved Guds højre hånd for at gå i forbøn for os og skænke os Helligånden, regere og føre os ved ham og bevare sine troende mod al anfægtelse og alt det, Djævelen indgiver. Det er at kende Kristus ret.

Når nu denne erkendelse sidder fint og fast i hjertet, så begynd og stig op til himlen og gør dit regnestykke: Når Guds Søn har gjort alt dette for menneskenes skyld, hvordan er Guds hjerte så mon stemt mod os mennesker, eftersom hans Søn gør det efter Faderens vilje og befaling? Så vil dit eget hjerte helt sikkert tvinge dig til at sige: Når Gud ikke har sparet sin enbårne Søn for vores skyld, så kan han jo ikke mene os mennesker noget ondt. Han vil jo ikke, at vi skal gå fortabt, eftersom han søger og bruger de allerhøjeste midler for at hjælpe os til livet. Sådan kommer man ret til Gud, som Kristus selv prædiker i Joh 3: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Men hold så denne tanke op mod de andre, som vokser ud af den før nævnte mening, så vil man finde, at de andre er den lede Djævels tanker. Dem må et menneske tage anstød af og enten fortvivle eller blive helt dumdristig og gudløs, for han kan ikke vente sig noget godt af Gud.

Nogle laver sig andre tanker og tyder ordene sådan: «Mange er kaldede,» det vil sige: Gud tilbyder mange sin nåde; «men få er udvalgte,» det vil sige: men han lader kun få få del i den nåde, for der er kun få, der bliver frelst. Det er en særdeles gudløs forståelse. For hvordan skulle det være muligt, at den, der ikke tænker og tror andet om Gud, end at det alene skyldes hans vilje, at vi ikke alle bliver frelst, ikke skulle blive Gud fjendsk derover? Men hold så denne mening op mod den anden, som man finder, når man først lærer Herren Kristus at kende, så vil man se, at det er lutter djævelsk gudsbespottelse.

Derfor har dette ord: «Mange er kaldede osv.» en helt anden mening. For prædikenen af evangeliet går ud til alle og åbenlyst, til enhver, der blot vil høre og tage imod den. Og Gud lader den netop prædike så almindeligt og åbenlyst, for at alle skal høre den, tro den, tage imod den og blive frelst. Men hvordan går det? Som det følger bagefter i evangeliet: «Få er udvalgte,» det vil sige: Få forholder sig sådan til evangeliet, at Gud har velbehag i dem. For nogle hører det og ænser det ikke; nogle hører det og holder ikke fast ved det, vil heller ikke sætte noget til for dets skyld eller lide for det. Nogle hører det, men tager sig mere af penge og gods og verdens vellyst. Det behager ikke Gud, og han bryder sig ikke om den slags folk. Det kalder Kristus «ikke at være udvalgt», det vil sige: ikke at forholde sig sådan, at Gud kunne have behag i dem. Men de udvalgte og de folk, som Gud har velbehag i, er dem, der flittigt hører evangeliet, tror på Kristus, viser troen med gode frugter og lider, hvad de skal lide for det.

Denne forståelse er den rette. Den kan ikke forarge nogen, men gør folk bedre, så de tænker: Nuvel, skal jeg behage Gud og være udvalgt, så går det ikke, at jeg lever med en ond samvittighed, synder mod Guds bud og ikke vil kæmpe imod synden. Nej, jeg må gå til prædiken, bede om hans Helligånd, ikke slippe Ordet ud af hjertet, værge mig mod Djævelen og det, han indgiver, og bede om beskyttelse, tålmodighed og bistand. Så bliver der fine kristne ud af det. Men de andre, som mener, at Gud ikke under alle mennesker frelsen, de bliver enten fortvivlede eller sorgløse, gudløse folk, der lever hen som kvæget og tænker: Det er jo allerede bestemt, om jeg skal blive frelst eller ej; hvorfor skulle jeg så gøre mig stor umage? Nej, ikke sådan! Du har befaling: Du skal høre Guds ord og tro på Kristus, at han er din Frelser og har betalt for din synd. Se til, at du følger den befaling. Mærker du, at du er vantro eller svag, så bed Gud om hans Helligånd og tvivl ikke: Kristus er din Frelser, og du skal blive frelst ved ham, når du tror på ham, det vil sige trøster dig ved ham. Det give vor kære Herre Jesus Kristus os alle. Amen.