Seksagesima søndag (Luk 8,4–15)

Prædiken på seksagesima søndag over evangeliet Luk 8,4–15, holdt 1534

Kære venner, I hører i dagens evangelium, at der er fire slags elever, som hører Guds rene ord, og at det alligevel kun er de sidste, der beholder det og bærer frugt. Det skal man i dag flittigt vise folk ud fra evangeliet, så hver enkelt ser sig godt for og grundigt undersøger, hvilken flok han hører til, og så lærer at indrette sig sådan, at han dog engang også kommer til at høre til dem, der er god jord, og hos hvem Ordet skaber frugt.

De første, siger Herren, er «sæden, der falder på vejen»; den bliver ikke til frugt, for enten bliver den trådt ned, eller fuglene æder den. De andre er dem, «der hører det og begynder» ikke alene at tale om det, men også at «tro»; de vokser også pænt op, ligesom kornet, der falder på stenet jord. Men så snart der kommer en lidt hed sommerdag, begynder det at tørre ind, for det har hverken rod eller saft. Sådan falder disse folk fra, når forfølgelse og anfægtelse kommer, før troens rette frugt følger ved tålmodighed. De tredje er her de letteste at kende; det er kristne som kornet blandt tornene: selv om det vokser op, kan det dog ikke nå frem til frugt, men må kvæles, for tornene vokser over det. Men de fjerde er de retskafne elever: hos dem falder Ordet i et godt hjerte og bliver der, til det bærer frugt ved tålmodighed. For de lider for Ordets skyld, hvad de nu kommer ud for at skulle lide, og øver sig i kærlighed og lydighed mod Gud og bærer frugt, nogle hundrede fold, nogle tres fold, nogle tredive fold.

Det er de mange slags elever. Nu skal hver enkelt gå i sig selv og tænke over, hvilken flok han egentlig hører til. De tre første slags duer ikke; men især de første er de værste: de hører Ordet, og når de hører det, siger Herren, så kommer Djævelen og tager Ordet fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. Det skal du endelig lægge mærke til.

Jeg ville aldrig have vovet at tænke eller dømme, at de hjerter skulle være besat af Djævelen, som hører Ordet og alligevel ikke agter på det, glemmer det og aldrig tænker på det mere. Vi synes, at det er ufarligt at høre Guds ord og alligevel ikke beholde det, og at de, der gør det, blot er jævne, tankeløse folk, og at det går ganske naturligt til, at de hører prædikenen og alligevel glemmer den. Men Kristus dømmer anderledes her og siger: «Djævelen tager Ordet ud af folks hjerte.»

Der ser du, hvad man skal mene om de folk, børn og tjenestefolk, som hører prædiken og går ligegyldigt deres vej, som om de ikke havde hørt den, og nødig tænker på den en eneste gang. De kan ikke rose sig af Helligånden, for Djævelen er så tæt på dem, at han griber ind i deres hjerte og tager Ordet ud af det. Derfor må der også følge andre dårlige vaner: at de er ulydige, utro, egenrådige, egennyttige, stolte og uforsonlige. For hvis Ordet blev i hjertet, og de hørte det med flid, ville det give fine, lydige, villige, tro, ydmyge og milde hjerter.

Det er de første og værste. Og den slags uart ærgrer Herren meget; der er heller ingen flok, han skælder så meget ud som denne. For han siger: Djævlene, der svæver i luften, tager Ordet ud af deres hjerte, så de ikke tager sig af Ordet og tror, det er ufarligt at lade prædikenen gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Men vil du vide, hvor stor en fare det er, så hør, hvad Kristus siger, han, som jo ved det langt bedre end hele verden. Han siger: «Det gør Djævelen.»

Når du derfor ser et menneske, der lader det tale og prædike ind i sig som i en klods – sådan som vore gerrige borgere og bønder gør, og især vore modstandere, de pavelige: hvad man prædiker, synger og siger for dem, er altsammen, som slog man i vandet – så tro ikke andet, end at Djævelen har sat sig i deres hjerte og river sæden, Guds ord, bort, så de ikke tror og bliver frelst. For hvis Djævelen ikke var der, eller hvis dette var en naturlig, medfødt glemsomhed – det ene menneske er jo altid lettere at lære end det andet – så ville længslen dog være der, så et menneske tænkte: «Ak Gud, at jeg slet ikke kan huske noget! Giv dog også mig din nåde, og luk mit hjerte op, så jeg kan lægge mærke til det og beholde, hvad jeg hører i prædikenen!» Hos sådanne folk, der længes efter Ordet og gerne ville beholde det, har Djævelen hverken plads eller rum; ellers ville en sådan længsel nok blive borte. Men de andre bryder sig ikke om det; ja, de synes, at hvis de skulle gå glip af en skilling, en penning eller noget, der er endnu ringere, for en prædikens skyld, så var det et stort tab. Der er Djævelen helt sikkert med, og ingen skal tro andet.

Det er nu den største flok: de hører Ordet og agter ikke på det, for Djævelen river det ud af deres hjerte.

De to andre flokke er ikke helt så onde; men svage er de. De begynder lidt og forstår noget og synes også godt om det. Derfor overgiver Herren dem ikke så helt til Djævelen som de første, selv om frugten heller ikke følger hos dem. Det er nu dem, der ikke holder ud og ikke bliver faste i forfølgelsen. Ormstukne frugter bliver hængende på træet, så længe det er stille, men så snart der kommer vind, falder de af i hobetal. Sådan er det også med dem. «For en tid,» siger Herren, «tror de»; men så snart korset kommer, lader de sig skræmme og vil og kan ikke lide noget. Så må det evige livs frugt også udeblive, sammen med andre gode frugter, som vokser frem af Ordet og troen.

Den tredje flok er dem, der for gerrighed, bekymringer og dette livs vellyst ikke agter på Ordet. For den, der går op i timelige bekymringer, i at skrabe og kradse sammen, og kun vil tænke på, hvordan han kan blive stor og rig, han besværer sit hjerte, som Kristus siger i Luk 21, så den rette frugt bliver kvalt, som kornet blandt tornene. Man skal arbejde, og hver enkelt skal være så flittig og ihærdig som muligt i sit kald; det er ikke forbudt, men befalet: 1 Mos 3,19: «I dit ansigts sved skal du spise dit brød osv.» Men at man skraber og grisker sådan, som verden gør nu, og kun går op i, hvordan man kan samle mange gylden og daler og blive rig og komme højt til vejrs – det er de torne, der kvæler Guds ord i hjertet, så det ikke kan vokse i vejret og bære frugt. For man tænker ikke for alvor på det, fordi hjertet hænger ved det timelige gods, som det regner for mere værd.

Hos disse tre flokke er Ordet forgæves og til ingen nytte. Men det er ikke noget lille tab; det er et stort og forfærdeligt tab, som et menneskehjerte ikke kan tænke grundigt nok over. Derfor formaner Herren os alle med flid og siger: «Pas derfor på, hvordan I hører! For den, der har, skal få, og den, der ikke har, skal fratages selv det, han tror, han har.» Med disse ord giver han tydeligt nok at forstå, at han ikke taler om småting. For her er der ikke noget at spøge med, så man skulle tænke: «Åh, jeg vil gå sådan en tid endnu og bekymre mig om og gøre, hvad der gavner mig og er til nytte for mig; jeg skal nok alligevel høre og tro Guds ord, når jeg engang får bedre tid og først har samlet så meget, som jeg har brug for.»

Men se dig godt for, at du ikke narrer dig selv. Hvem ved, hvor længe du lever? Hvor længe du kan høre Ordet? Eller hvordan Gud vil gribe fat i dig og hjemsøge dig? Det er kun dig selv, du kan narre og bedrage; Kristus narrer du ikke. Han formaner dig flittigt og alvorligt nok, når han siger: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» Han vil ikke, at du skal udsætte det til en anden gang, sådan som vi gerne gør. Nu, siger han, når du hører det, så tag imod det; ellers vil det gå dig ilde.

Lad os derfor gøre os umage, så vi bliver fundet i den lille fjerde flok; og lad os derfor også bede alvorligt om, at vi må have gode hjerter, tage imod Guds ord, beholde det og bære gode frugter.

Denne lille flok er nu de kære hellige: ikke som pavens hellige, der bærer kutter og tonsur, holder messe, faster, har særlige klæder og den slags; men de, der hører Guds ord – og over for det ord er paven og hans tilhængere, som man nu ser for øjnene, de værste fjender og de hårdeste forfølgere. «Men de, der hører Ordet, bærer hundrede fold,» det vil sige mange og utallige «frugter». Eller som Matthæus deler det op: «nogle hundrede fold, nogle tres fold, nogle tredive fold.» For ligesom de ydre embeder er forskellige, sådan er frugterne også forskellige. En prædikant tjener kirken mere end en håndværker, der kun står for sit eget hus; og dog er begge kristne, forløst fra synd og død ved Kristus og arvinger til det evige liv. Lad også os komme ind i denne lille flok, som er den mindste.

Men dertil hører et «fint, rent hjerte», som Kristus siger, det vil sige: for det første et hjerte, der ikke er ligegyldigt, men tager Guds ord rigtig alvorligt. Et sådant hjerte må frem for alt være der, hvis ikke Djævelen skal komme og rive Ordet bort. For det andet skal hjertet være sikkert og fast, ikke blødt og fejt, så det hverken lader sig forføre eller skræmme eller anfægte af menneskers gunst eller ugunst. For hvis vi ikke frygter og elsker Gud over alle ting, bliver Ordet ikke længe; det får jo ikke lov at være i fred i verden, for Djævelen kan ikke tåle eller lide det. Han er en travl herre, der altid driver sine tjenere og ikke lader dem holde fri – det ser vi hos de pavelige, og vi skal opleve det endnu mere hver dag.

For det tredje må det også være renset og fejet, så der ikke er torne i det; det vil sige: vi må ikke lade gods, penge, ære og vellyst være os kærere end Guds ord og det kommende liv, og heller ikke bekymre os mere om andre verdslige sager end om Guds ord, som Kristus siger: «Søg først Guds rige osv.» Hvor hjertet altså er opmærksomt, sikkert i sagen, fast og fejet rent – det er «et fint, rent hjerte» – der vil der helt sikkert følge frugt, men dog i tålmodighed. For uden kors og anfægtelse, uden modgang og anstød går det ikke, som Sankt Paulus siger: «Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgt.» Det må vi indrette os på og, som Kristus siger, «vinde vore sjæle ved tålmodighed», og ikke glemme bønnen imens. For det slår ikke fejl – det må vi selv bekende – at det desværre støder imod for os alle vegne og ikke vil gå fremad nogen steder, og at det ligger i vores natur, at vi ikke kan foragte det timelige her på jorden. Djævelen holder heller ikke fri; han prøver på alle måder, om han kan tage Ordet fra os og i stedet besvære hjertet med bekymring, gerrighed, hovmod, vrede og al slags uart. Sådan ser vi, at mange ville være langt bedre folk, hvis ikke gerrighed, ærgerrighed, utugt og andet tog overhånd over dem og holdt dem borte fra Ordet.

Derfor er det højst nødvendigt, at vi passer godt på denne mangel og skrøbelighed i vores natur og ikke fortsætter i sikkerhed, men beder Gud om hans Helligånd – det har vi jo et klart og trøsterigt løfte om i Luk 11,13: «Faderen vil give sin Helligånd til dem, som beder ham» – så han vil rydde sådanne stubbe og blokke ud og feje sådanne torne og tidsler ud af hjertet, for at vi kan høre og beholde Guds ord og bære den rette frugt, troen på Kristus. Ved denne tro lever vi ikke alene i lydighed mod Gud, men bliver også Guds børn og arvinger. For det er den vigtigste grund til, at denne sæd bliver sået, det vil sige, at det hellige evangelium bliver prædiket i hele verden: at det skal skabe og virke en sådan frugt i os, som bliver evigt.

Desuden tjener denne lignelse også til, at vi ikke skal undre os over, at Ordet ikke bærer frugt alle vegne. For her hører vi, at Herren selv deler det sådan op og taler om fire flokke, hvoraf kun den ene, og den mindste, er ret. De tre andre store flokke duer slet ikke; dem skal man lade gå og ikke tage anstød af dem. For hvor evangeliet bliver prædiket, der skal det gå sådan, at man finder disse tre slags udygtige elever. Og dog er skylden hverken Ordets eller hans, der fører det eller prædiker det. Men de blinde pavelige skriger altid som gale, rasende folk og bilder sig ind, at de ikke kan vanære vores evangelium mere eller gøre det mere hæsligt, end når de trækker de forargelser frem, som Djævelen har vakt, siden evangeliet begyndte at blive prædiket.

Men hvis det skal gælde, så sig mig dog: Da Kristus selv prædikede sammen med Johannes og sine apostle, var der så ikke også store forargelser, og skete der så ikke de største synder? Da Johannes Døberen stod frem og prædikede, løb alle til; de hørte hans prædikener og så, at han var en hellig mand. Alligevel måtte han høre, at han var besat og havde en djævel. Og kong Herodes, som – sådan som evangelisterne vidner – hørte ham meget og gerne, lod ham til sidst endda slå ihjel. Ja, de har hørt Kristus, Guds Søn, selv og set ham vække døde op og gøre store undergerninger; alligevel har de slået ham på korset. Hvorfor siger du så ikke også dér: «Nej, Johannes, Kristus og apostlene har ikke været de rette prædikanter; ellers skulle folk ikke have været så onde, men skulle være blevet bedre af den rette lære»? Men dér må de holde munden lukket; ellers kunne man mærke på deres dom, at de er Kristi fjender og bespottere. Men de synes, de har bedre ret til at skælde os og vores lære ud.

Nu vel, vi vil lade det bero med vores lære og ikke nu sige, hvad vi holder den for, og hvorfor vi ikke vil lade os drive bort fra den. Se blot her på vor Herre Jesu ord, når han siger: «Sæden er Ordet.» Nu vil ingen pavelig da være så gal og tåbelig, at han tør sige, at det ord, Kristus taler om her, er et ondt ord eller en falsk lære. Men hvad siger Kristus om en sådan sæd, som er ret og god? Hvordan går det den? Jo, sådan at kun den fjerde del slår rod og bærer frugt. Hvem kan nu nægte, at verden bliver ved at være ond, selv om Ordet og prædikenen er ret, ren, god og i sig selv frugtbar?

Nu har jeg sagt, at vi endnu ikke vil tale om, hvad vi holder vores lære for. Men det må de pavelige bekende, hvad enten de vil eller ej: at selv om prædikenen er ret og prædikanten retskaffen, så bliver verden dog ved at være ond og bliver ikke bedre af Ordet. For her står ikke alene denne prædiken af Kristus, at kun den fjerde del af sæden bærer frugt, men også hans eget eksempel – for nu at tie om Johannes og apostlene – at han ikke kan nå så vidt, at alle vil tro og tage imod Ordet. Den største del er og bliver ond og uden frugt; den mindste og ringeste del bliver bedre og tror.

Er nu dette overgået Kristus, Guds Søn, den højeste prædikant, hvad under er det så, at det også overgår Johannes Døberen, apostlene og os i dag? Vil man derfor dadle læren og sige, at den er forkert? Så skal man også sige, at den sæd ikke er ret, som falder på vejen, på klippen og blandt tornene. Men man skal vende det om og ikke bespotte Gud. Hans ord er den sæd, der bliver sået; dette ord er ret, godt og til frelse, og det kan efter sin natur ikke andet end bære frugt. Men at det ikke bærer frugt alle vegne, det skal du endelig ikke give Gud og hans ord skylden for, men jorden, som ikke er god, så sæden må gå til grunde i den og blive uden frugt.

Derfor skal de pavelige ikke dadle vores lære eller kalde den forkert, fordi der findes mange forargelser ved den; men de skal dadle sig selv og alle andre folk, der ikke har et fint, rent hjerte. For skylden er ikke Ordets, men hjerternes; de er urene og udygtige. Til dem kommer Djævelen; han ophidser og driver dem imod Guds ord, som Herren siger i den anden lignelse i Matt 13 om den gode mark, der er tilsået med god sæd, og hvor der alligevel vokser ukrudt. Spørger du, hvor ukrudtet kommer fra, så hør og lær det af Kristus: «Djævelen,» siger han, «sår det blandt hveden.» Han kan ikke tåle, at det hele er rent. Og selv om han ikke kan rydde det hele ud, så sår han dog ukrudtet ind imellem. Men hvem vil derfor give Guds ord skylden og sige: «Det er årsag til sådan en forargelse»?

Så lær nu enhver her, at det aldrig nogen sinde vil gå anderledes med evangeliet, end Herren her viser ved denne lignelse, nemlig at nogle bliver bedre og mere retskafne af det, men at der til gengæld altid er tre gange så mange, der tager anstød af det. Derfor går det også, som Herren slutter i evangeliet fra sidste søndag: at mange er kaldede, men få er udvalgte. For når de ikke har et rent, fint hjerte, men giver Djævelen rum og lader Ordet fare, er det ikke muligt, at Gud kan synes om det. Derfor følger ikke alene de ydre synder og forargelser, men, som Herren siger her, bliver en sådan uart straffet med blindhed, så de med seende øjne ikke ser, og ikke forstår det, de hører, eller kan finde sig til rette i det.

Derfor skal ingen tage anstød af det eller af den grund bespotte evangeliet, selv om der findes mange slags forargelser ved det; for skylden er ikke Ordets, men de uartige, ondskabsfulde hjerters, som er besat af Djævelen. Det er ligesom med sæden: det er ikke dens skyld, at den ikke bærer frugt på vejen, på klippen og blandt tornene. Derfor skal ingen lade sig anfægte af sådanne forargelser, men arbejde på at få denne sæd; og han skal bede Gud om nåde, at han ved sin Helligånd vil åbne hans hjerte og gøre det rent, så at Ordet, når vi hører det, bliver i vores hjerter, og vi kan bære frugt i tålmodighed og blive frelst ved troen på Kristus, den tro, som Helligånden planter i os ved Ordet og de hellige sakramenter. Det give vor kære Herre Jesus Kristus os alle. Amen.