5. søndag efter helligtrekonger (Matt 13,24–30)

Prædiken på 5. søndag efter helligtrekonger over evangeliet Matt 13,24–30

Dette evangelium ser ud til at være let og nemt at forstå, eftersom Herren selv forklarer, hvad marken, den gode sæd og ukrudtet er. Men lærerne har så mange forskellige udlægninger af det, at man godt må passe på, hvis man vil ramme den rette mening.

Nogle tolker nemlig ukrudtet som kætterierne og slutter af dette evangelium, at det ikke tilkommer den verdslige øvrighed at slå kættere ihjel, fordi der står her, at man ikke skal luge det ud. Og Augustin bekender selv, at han også har haft den mening, men at han siden blev tvunget af eksempler og uigendrivelige grunde til at opgive den. Andre gør ingen forskel på den verdslige øvrighed og denne husbonds tjenere; de tolker ukrudtet som de offentlige forargelser og slutter, at en kristen øvrighed slet ikke må have nogen halsret. Atter andre, som paven og hans hob, dømmer og fordømmer det hellige evangeliums lære som ukrudt. Og skønt Herren her forbyder at rykke ukrudtet op, lader de det ikke blive ved det; de kan ikke rase og fare frem nok imod det med mord og al slags grufuldt tyranni.

Da der nu er så mange meninger, vil vi først se på den rette udlægning og derefter også sige vores mening om det nævnte spørgsmål: hvordan man skal forholde sig til kætterne.

Meningen er altså denne: Kristus taler her ikke særligt om kætterne. Han giver os en lignelse om himmeriget, det vil sige om hele den kristne kirke, sådan som den er her på jorden og vil blive ved at være indtil verdens ende. Den kristne kirke skal være som en mark, der bliver tilsået med god sæd. Men så kommer Djævelen og sår ukrudt i den om natten, før folk aner det eller opdager det. Derfor vokser god sæd og ukrudt altid sammen i kirken; det vil sige: Gode og onde er blandet mellem hinanden. Det vil aldrig nogensinde kunne forhindres her i dette liv. Men i det andet liv dér skal de fromme og de onde skilles ad og holdes adskilt, sådan som Herren siger, at han vil befale sine tjenere det, når høsten kommer.

Dette evangelium går altså især imod donatisterne, novatianerne, gendøberne og den slags sekter. De har gået og pønset på – og gør det stadig – hvordan de kunne oprette en kirke, hvor der slet ingen forargelse var, men lutter hellige. Derfor, når en kristen faldt af skrøbelighed eller af en anden grund, smed de ham straks ud af menigheden og ville ikke længere regne ham for en bror. Og dog er Kristi befaling ren og klar: Man skal omvende sig og gøre bod, og kirkens tjenere skal især arbejde på, at folk ikke bliver ved i deres synder, men holder op med dem ved en ret omvendelse.

At det forholder sig sådan, viser eksemplerne også. David faldt meget tungt og grufuldt; men da han angrede det og igen bad om nåde, blev nåden lovet ham. Peter faldt ligeledes hårdt; men han kommer til nåde igen, fordi han erkender sin synd, græder bitterligt over den og beder om nåde. Herren siger også kort før hans fald: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte» osv. Og i Matt 18, da Peter spørger, om han skulle tilgive sin bror, der synder imod ham, syv gange, svarer Kristus ham: «Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerds gange syv gange.»

Det er da klare og sikre tegn på, at de kristne ikke bliver så rene her på jorden; de vil af og til snuble og falde. Den, der nu pønser på, hvordan han kan indrette en kirke, hvor der hverken er synd eller fald, han bliver nødt til at fordømme alle disse svage kristne, ja, også de stærke (for ingen af dem er så stærk, at han ikke snubler en gang imellem), som ikke-kristne og lukke dem ude af kirken.

Derfor er det sådan med den kristne kirke: Der er ikke alene mange hyklere og falske kristne i den, som dog bærer navnet, som om de var kristne; men også de rette kristne selv bliver aldrig nogensinde så rene og hellige, at den gamle Adam ikke viser sig og af og til snubler. Hvad skulle de kristne ellers med bønnen i Fadervor, hvor de hver dag beder: «Og forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere»? Ligeså: «Og led os ikke ind i fristelse»? En sådan bøn er da et sikkert tegn på, at de rette kristne hver time kan falde og komme i anfægtelse. Den, der nu ville lukke dem ude og ikke lade dem være kristne, han ville miste den kristne kirke helt og ikke finde en eneste kristen nogen steder.

Men sådan er det ikke ment. De rette kristne er, som sagt, svage og falder også tit; men de rejser sig igen fra synden ved omvendelse og ved troen på Kristus. Og netop blandt disse kristne, som er den rette gode sæd, men dog svage, finder man det skændige ukrudt, de falske kristne, som alligevel fører det kristne navn og roser sig af den gode mark. Det må man vænne sig til og finde sig i og vide, at man ikke kan rykke sådan noget ukrudt op eller gøre kirken helt ren for det.

Men Kristus lærer os ikke alene dette; han viser også grunden til, hvor dette uvæsen dog kommer fra: at der i kirken, hvor den rette sæd er sået – det vil sige, hvor Guds ord bliver prædiket rent og klart – alligevel er så meget skændigt ukrudt, så mange hyklere og falske kristne. Og han viser os den grund for at advare os mod den forargelse, som ellers hele verden støder hovedet imod, så den siger: Der kommer ikke noget godt ud af evangeliets prædiken osv. – så vi ikke også falder i de falske tanker, som hele verden ellers sidder fast i.

Vi kan, Gud ske lov, i dag rose os af, at vi har det rette evangelium, og vi kan i sandhed overbevise vore modstandere om, at de har en falsk og ugrundet lære. Men ukrudtet findes også i hobetal blandt os, så de ukristne iblandt os vækker mange slags forargelse – for gerrighed, åger, utugt, frådseri, banden, løgn og bedrag går i svang, ja, mere end før i tiden under pavedømmet. Og derfor skaffer dette vilde levned evangeliet og prædikanterne et dårligt ry hos næsten alle, så man siger: Hvis ikke denne lære var, ville folk være frommere.

Men Kristus frikender her begge dele, både læren og lærerne, og siger, at der blandt den hob, som har den rette lære og er den gode mark, alligevel er meget ukrudt og mange onde slyngler. Det er ikke lærens skyld, for den er ren og sund; det er heller ikke prædikanternes skyld, for de vil så gerne se det gå godt og gør sig al flid for, om folk dog ville blive frommere. Nej, det er fjendens, Djævelens, skyld. Han gør som en ond bonde eller nabo: Når man sover og ikke frygter nogen skade, så sover han ikke, men kommer og sår ukrudt i den gode mark. Det vil sige, som der står i lignelsen lige før denne: Han tager hjerterne i besiddelse, så de ikke agter på Ordet; og så kommer de dag for dag længere og længere bort fra det og lader sig føre og drive af Djævelen, som han vil, ud i al slags synd og skam.

Men se så selv efter, om det ikke er en djævelsk vildfarelse og en grufuld gudsbespottelse, at man vil give Kristus og hans evangelium skylden for det, som Djævelen selv og alene gør. Og alligevel går næsten hele verden i dag med i den bespottelse. For lad der ske hvilken ulykke det skal være – straks står man der og skriger op over evangeliet, som om det var lærens og den gode sæds skyld. Og dog kan den gode sæd efter sin natur ikke bære andet end god frugt; men hvor den ikke bærer god frugt, dér må jorden sandelig være ond, en gudsforladt og forbandet jordbund.

Derfor er meningen med denne lignelse her, at enhver kristen, men især enhver prædikant, skal opgive alt håb om, at han nogensinde når så vidt, at han har lutter hellige i sin kirke. For Djævelen lader det ikke være; han kaster sin sæd med ind. Det opdager man først, når det skyder frem og vokser op. Sådan gik det de kære apostle, Paulus, Johannes og andre: Når de troede, at de havde fromme kristne og trofaste arbejdere i evangeliet, så var det de værste skurke og de bitreste fjender. Sådan går det også os: De, som vi regner for fromme og retskafne, giver os det hårdeste stød og laver mest forargelse, mens vi sover og ikke frygter nogen ulykke.

Her er nu den eneste trøst, at Kristus selv siger, at sådan vil det gå. Derfor trøster den hellige Johannes sig i sit brev mod en sådan forargelse og siger: «De er udgået fra os, men de tilhørte os ikke.» For det plejer at gå sådan: Det, der skulle være det bedste, bliver det værste og falder værst ud. Af englene er djævlene blevet. En af apostlene forrådte Kristus. Af de kristne bliver der kættere. Af Guds folk bliver der sådanne slyngler, at de bringer Kristus op på korset. Sådan går det, og ikke anderledes. Derfor skal vi ikke lade os skræmme og ikke opgive vort embede, når vi ser, at der kommer ukrudt op mellem hveden; men så skal vi først for alvor holde frimodigt ud og formane folk, så de ikke tager anstød af det. For ukrudtet vil og kan ikke bare vokse på dårlig jord, men også mellem hveden og i en god mark.

Grunden er: Djævelen kan, som der står i evangeliet, ikke holde til på øde, tørre steder [jf. Matt 12,43]; han vil sidde i himlen. Han spiser også gerne gode, lækre bidder og søger gerne hen til rene steder; for han holder sit skidt for moskus og balsam. Den fine fyr vil bo mellem roserne, det vil sige: Han vil være i kirken, sidde og regere dér. Det må vi vænne os til og finde os i indtil hin dag; da skal det blive anderledes.

Selv om det nu gør meget ondt, at man må blive iblandt så onde slyngler og tåle og finde sig i alt, så kan vi dog trøste os ved, at skylden ikke er vores. Derfor vil Gud heller ikke lade os bøde for det. Hvis vi bare holder trofast og flittigt fast ved Ordet, skal det bære en evig frugt. Derimod skal de onde slyngler, som laver al slags forargelse og ikke vil opføre sig som kristne, få deres straf – ikke alene her på jorden, men også i det andet liv, sådan som Herren siger her: «De, der gør uret, skal kastes i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Men de retfærdige skal skinne som solen i deres Fars rige.» Den time skal de gudfrygtige se hen til og ikke lade sig plage af den forargelse, som de ikke kan forhindre. Vil de fleste ikke gøre ret, så lad dem lade være. Vi kan takke Gud for, at nogle dog tager imod Ordet, følger det og bliver frommere.

Det er altså summen af dagens evangelium: Selv blandt de rette kristne, hvor den rette, gode sæd, Guds ord, ligger i en god jord eller mark, vil der altid være onde, slemme slyngler og ukristne. Og ingen skal vove at ændre det. For de onde skal blive ved at være blandet med de fromme, siger Kristus, indtil den yderste dag. Da skal de skilles fra dem ved englene; af os mennesker skal det ikke ske. Men den, der ville vove sig ud i det, ville gøre ondt værre og rive den gode hvede op eller træde den ned sammen med ukrudtet.

Her rejser der sig to spørgsmål. Det første: Må kirken bruge sin magt og lukke dem ude af kirken, som lever i åbenlyse forargelser? Det andet: Skal den verdslige øvrighed standse kætterne med sværdet?

På det første spørgsmål er svaret dette: Dette evangelium tager ikke den magt fra kirken at lyse synderne i band eller lukke dem ude. For Herren taler om en sådan oprykning, som sker med sværdet, når man tager livet af de onde. Men kirken eller prædikeembedet fører ikke sværdet; hvad det gør, gør det alene med Ordet. Derfor, selv om synderne bliver lyst i band og lukket ude af kirken, tager kirken dog imod dem igen, når de omvender sig og beder om nåde. Derfor siger de gamle lærere med rette: Hvis Matthæus, mens han endnu var tolder, og Paulus, mens han forfulgte de kristne, og røveren på korset straks på fersk gerning var blevet dømt og slået ihjel som onde slyngler – og det var de jo i sandhed – så var den hvede, som siden voksede frem af dem, da de blev omvendt, blevet revet op sammen med dem. Men meningen er ikke, at kirken skal henrette de onde med sværdet. Den skal lyse dem i band og lukke dem ude som hedninger, så de kan komme til erkendelse af deres synd og forbedre sig, og så andre bagefter kan tage ved lære af deres eksempel og vogte sig for synd.

«Ja,» siger du, «hvorfor gør man så ikke det samme med tyve, mordere og andre, så man lod det blive ved bandet og ikke straffede dem ved bødlen? Så kunne også mangen en blive bevaret, som nu dør hen i sine synder uden tro.» Svar: Her må du lægge godt mærke til, at Herren taler om Guds rige. Dér skal det gå sådan til, at man ikke bruger noget sværd; for ellers kunne man rive hveden op sammen med ukrudtet. Men i verdens rige har Gud givet en anden befaling, og den lyder sådan: «Den, der tager sværdet, skal dømmes ved sværdet» [jf. Matt 26,52 og 1 Mos 9,6]. Om dette verdslige rige taler Kristus slet ikke her. Derfor må man ikke blande dem sammen, men lade det gå i himmeriget, som det skal gå dér, og omvendt også lade det gå i verdens rige, som det skal gå dér. Dog skal den verdslige øvrighed gøre sig umage for, at de dømte bliver ret undervist, så ånden alligevel bliver bevaret, selv om legemet må bære sin straf – indtil legemet, som her bliver henrettet så skændigt, opstår i ære i det andet liv.

Heraf kan man også forstå, om den verdslige øvrighed må standse kætterne med sværdet, eftersom Kristus her siger: Man skal ikke rive ukrudtet op, men gemme den dom til den yderste dag. For dette evangelium siger ikke mere end, at denne herres tjenere ikke skal rive ukrudtet op. Men det er tjenere, som sagt ovenfor, ikke i verdens rige, men i himmeriget. De skal ikke bruge sværdet, for Gud har ikke givet dem det. Tager de det alligevel, som paven gør, så udretter de ikke noget godt, men gør kun skade. Men den verdslige øvrighed har sværdet med den befaling, at den skal hindre al forargelse, så den ikke breder sig og gør skade. Nu er den farligste og grufuldeste forargelse dog den, hvor falsk lære og forkert gudsdyrkelse breder sig. Derfor skal en kristen øvrighed tage sig allermest af en sådan forargelse, eftersom den altid fører opløsning af regimenterne og al slags straf og ulykke med sig, sådan som man ser i alle historier.

Derfor er det meget fint sagt af den hellige Augustin, når han skriver til Vincentius: Serviant reges Christo, leges ferendo pro Christo. Kongerne skal tjene Herren Kristus på den måde, at de med love hjælper til, at hans ære bliver fremmet. Og til Parmenianus: Non dormiat severitas disciplinae, quando crimen cujusque notum, et omnibus execrabile apparet. Den alvorlige straf skal ikke sove, når synden er kommet for dagen, og enhver ser, at det er en afskyelig ting. Synden, siger han, skal være kommet for dagen og være åbenbar; det vil sige, man skal ikke have travlt med straffen, men først undersøge hele sagen grundigt. For man kan undertiden holde noget for kætteri, som er den rene, klare sandhed, når man dømmer ret efter Guds ord. Derfor er de pavelige nogle ulidelige, skændige tyranner: Man kan ikke få dem til nogen samtale eller disputats, og alligevel bliver de ved med at myrde og med al slags tyranni. Dommen skal gå forud for straffen. Men den, der vil dømme om kætteri, må ikke søge sin dom andre steder end i Skriften.

Finder den verdslige øvrighed skændige vildfarelser, som bespotter Herren Kristi ære, hindrer menneskers frelse og skaber splittelse blandt folket – og det plejer at føre noget endnu værre med sig, sådan som vi nu har oplevet mere end én gang osv. – og vil sådanne vildfarende lærere ikke lade sig vejlede og ikke holde op med at prædike, så skal den verdslige øvrighed frimodigt gribe ind og vide, at dens embede ikke tillader den andet end at vende sværdet og al magt derhen, at læren bliver holdt ren og gudsdyrkelsen klar og uforfalsket, og at fred og enighed også bliver bevaret. Så skal den ene række den anden hånden: De i det åndelige regimente med Ordet og bandet, øvrigheden med sværdet og magten, så de hjælper til, at folk forbliver enige i læren, og at al forargelse og ondt bliver standset. Så går det fint, og Gud vil give fremgang til begge regimenter. Men de onde slyngler, der så endnu bliver tilbage, som ikke spørger efter Ordet og heller ikke bliver straffet af den verdslige øvrighed, de skal nok få deres dom på hin dag. Derfra bevare Gud os nådigt og holde os fast ved sit ord uden al forargelse indtil enden og frelse os. Amen.