Kirkeindvielsesfest (Luk 19,1–10)

Prædiken på kirkeindvielsens dag over evangeliet Luk 19,1–10

Dette evangelium har man taget til kirkeindvielsen, fordi Herren her siger: «I dag er frelsen kommet til dette hus.» Men Herren taler jo ikke om sten og træ; han taler om Zakæus, husfaderen, og om hans husstand. Dem er frelsen kommet til, ikke ved biskoppernes smøreri, som om Herren havde salvet huset, sådan som biskopperne salver væggene, men ved Herren Kristus og hans hellige ord. Det er den rette salve og den rette indvielse: Der bliver hjerterne indviet og helliget, så de kender Gud, får syndernes forladelse ved troen på Kristus og bliver frelst for evigt.

Sådan burde man udlægge dette evangelium og vise folk hen til denne frelse, det vil sige til evangeliet og den rene lære. Men det gør de pavelige ikke; ja, de kan det ikke. De går i mellemtiden og roder med deres narrestreger og gør en særlig fest og et stort ståhej ud af, at den ene kirke er indviet i den ene helgens navn og den anden i en andens. Så går afgudsdyrkelsen for fuld kraft, og især Den Hellige Skrift må finde sig i at blive trukket ved håret. For alt, hvad Gud prædiker og lover de rette troende kristne om sin levende kirke, det lægger de ud om væggene, om sten og træ.

Med denne kirkeindvielse har paven efterlignet Moses. Han havde en særlig befaling om at indvie eller hellige præsterne, levitterne, tabernaklet og alle de klæder og kar, der hørte til gudstjenesten. Denne Guds befaling gjorde den indvielse ikke alene herlig og stor, men også nødvendig. For hvad Gud befaler, om det så ikke var mere end at samle et strå op fra jorden, så skal enhver dog holde det for kostbart og herligt.

Men hvor vil paven og hans biskopper bevise, at Gud også har befalet dem en sådan indvielse? De må indrømme, at den var befalet Moses; men hvad binder det dem? Hvorfor tager de den til sig? Vil de tage den befaling til sig, så må det følge, at de også skal gøre alt det andet, som blev pålagt Moses for gudstjenestens skyld: at de skal slagte offerdyr, holde deres præstedømme i Jerusalem og gøre andet af den slags. For det duer ikke at tage denne ene befaling til sig og lade de andre ligge.

Derfor er det det rene menneskepjat og dukketeater, at de har gjort så stort et ståhej og en gudstjeneste ud af kirkeindvielsen; for de har ingen befaling, Gud har ikke bedt dem om det. Så må de selv tænke over, når de holder det for en gudstjeneste, hvem der skal lønne dem for det.

Og som gudstjenesten er, sådan er også den frugt, der kommer af den. Især ude på landet, hvor bondefolket kommer sammen, er alle kroer fulde; alle æder og drikker til de er fulde og gale, og til sidst ender det med slagsmål og knivstik. Det er blevet til et ordsprog: «Bønderne skal man lade være alene om deres kirkefest.» Det er sandelig en prisværdig frugt, der kommer af den slags gudstjeneste! Derfor bør den kristne øvrighed af embeds pligt med rette afskaffe kirkefesterne, dette svinske ædegilde og uordentlige liv, og forhindre det med hård straf, som noget, hvoraf der aldrig er kommet noget godt.

Men hvad angår kirkerne og den rette gudstjeneste, nemlig at man skal komme sammen, høre Guds ord, bede sammen og uddele Herrens nadver, det holder vi alligevel, sådan som det skal holdes, hver gang de kristne kommer sammen for den sags skyld. Så behøver man ikke at udskille en enkelt dag frem for andre helligdage til kirkeindvielse; man kan blot prædike over dette dejlige evangelium en dag, når det passer. Det gør folk bedre og kan ikke være uden frugt, selv om det kun er de færreste, der tager det alvorligt til sig.

Derfor vil vi denne gang se, «hvilken trøst evangeliet i dag holder frem for os». Det ved vi med sikkerhed, at det vil Gud have behag i, og vi vil blive bedre af det, når vi gør den gudstjeneste med alvor. Evangelisten fortæller her om en tolder, «Zakæus, han var overtolder, og han var rig». Nu ved I, kære venner, hvilket hårdt ord Herren siger i Matt 19, hvor han siger sådan til sine disciple: «Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himlenes rige. Og igen siger jeg jer: Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige.» Sådan hører I det også her: Disciplene selv og andre folk dømmer på samme måde om Zakæus og er derfor utilfredse med Herren Jesus, fordi han i hele byen Jeriko ikke kan finde nogen anden vært end denne rige ågerkarl. De holder alle Zakæus for en synder, der ikke alene ikke er himlen værd, men heller ikke værd, at en retskaffen mand har noget med ham at gøre.

Men hvad sker der? Vor Herre Jesus bryder sig ikke det mindste om det. Mens Zakæus ikke turde håbe på at kunne veksle et ord med Kristus, byder Herren sig selv til gæst hos ham. Og da han kommer ind i hans hus, fælder han en dom, der er stik imod, hvad alle tænker, og siger: «I dag er nåde eller frelse kommet til dette hus.» Det er jo det samme som at sige, at Zakæus har en nådig Gud. Og han ærer Zakæus med et herligt, smukt navn: Han kalder ham «en Abrahams søn», det vil sige en arving til det herlige løfte, som blev givet Abraham, at han ved den lovede sæd skal blive løst fra forbandelsen og arve den evige velsignelse.

Til sidst forsvarer Herren sig med et meget alvorligt ord og vil ikke bebrejdes af folk, fordi han tager imod Zakæus. Det er mit embede, siger han, at jeg skal opsøge sådanne stakkels syndere og hjælpe dem fra død og synd til den evige retfærdighed og det evige liv. Det samme forsvar hørte vi også på Sankt Matthæus’ dag.

Hvad skal vi nu slutte af alt dette andet end det, Kristus selv slutter med dette eksempel ved sit eget vidnesbyrd: at han ikke vil lukke rige folk ude af sit rige, lige så lidt som andre syndere. Men ligesom fattige folk ikke skal straffes for deres fattigdom – Gud vil ved Kristus være deres Gud og hjælpe dem til det evige liv – sådan skal de rige heller ikke straffes for deres rigdom; Gud vil gerne tage imod dem og frelse dem. Det siger Herren også efter det hårde ord i Matt 19, som I hørte før.

For da disciplene blev forfærdede over den hårde dom og sagde: Herre, hvem kan da blive frelst? så så Jesus på dem og sagde: «For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alting muligt.» At han siger: «For mennesker er dette umuligt», betyder: Sådan som de er mennesker af naturen, kan de ikke andet end hænge ved deres timelige gods og tjene mammon. Skal de komme ind i Guds rige, så må de blive anderledes: Gud må røre deres hjerter ved sit ord, og Helligånden må virke i dem osv.

Derfor skal rige folk vogte sig for den tanke, at Gud ikke vil have dem i sit rige, fordi de er rige. Han vil gerne have dem, når blot de omvender sig og af hjertet længes efter hans nåde og trøst. Han har også god brug for dem. For det første til dette: Når Gud har ladet dem få sin velsignelse i rigt mål, skal de tage sig af kirken og fremme den, så den kan blive desto bedre forsynet, som der står i Es 49,23: «Konger skal være dine plejere og deres fyrster dine ammer.» For da kirkens embede er et tungt embede, hvor man ikke kan passe verdslige forretninger og især ikke sit levebrød, er det højst nødvendigt, som apostlen siger, at de, der har det, får et rimeligt underhold og kan passe deres embede med flid. Det skal de rige gøre det bedste til; for de fattige kan ikke. Og det er uden tvivl en særlig tjeneste for Gud, som han har behag i.

For det andet har vor Herre Kristus også brug for de rige til dette: at de hjælper til, at kvikke, begavede drenge bliver opdraget til lærdom og gudsfrygt. For det erfarer vi som regel, at fattige folks børn er de bedst egnede til at lære. Men hjælper rige folk dem ikke til det, fordi de ikke selv har midlerne, så må de blive tilbage og kan ikke komme videre.

For det tredje er der også andre fattige, trængende folk, som på grund af sygdom eller andre ulykker ikke kan skaffe sig deres brød. Dem skal rige folk også gøre det bedste for og gerne hjælpe. For det er derfor, Gud har givet dem mere end andre: at de skal være tro husholdere og bruge denne velsignelse gudfrygtigt og godt.

Det er altså det første stykke, vi skal lære af historien i dag: at vor Herre Kristus ikke kaster den rige Zakæus bort på grund af hans rigdom, men inviterer sig selv hjem til ham og trækker ham så ivrigt til sig, som om han brød sig mere om ham end om andre folk. Zakæus kunne ikke drømme om, at Herren ville være så venlig mod ham; ja, han nøjedes med bare at få ham at se. Men den kære Herre beder Zakæus om at tage imod ham som gæst og stiller sig an, som om han ikke kan eller vil tage ind hos nogen anden end ham. «Skynd dig at stige ned,» siger han, «for i dag bør jeg opholde mig i dit hjem.» Det er det samme som at sige, at han ikke kan undvære Zakæus – ham, som alle andre skyede som en stor synder og ikke ville have noget med at gøre. Det er den første lære. En herlig, dejlig trøst, især for rige folk: at de skal regne med, at de også hører til Kristi rige, og at Gud også vil være dem nådig for sin Søn Jesu Kristi skyld og frelse dem, når de bedrer sig og tror evangeliet.

Det andet, som der ligger endnu mere magt på, er Zakæus’ eksempel. I det får alle rige en særlig nyttig lære om, hvordan de skal skikke sig, når de vil ind i Kristi rige. I ved, kære venner, hvad man under pavedømmet formanede rige folk til. Da råbte man fra alle prædikestole: Vil de blive frelst, så skal de bygge kirker og smykke dem, købe aflad, stifte sjælemesser og gøre andet af den slags. Og den prædiken slog godt an for munkene og præsterne. For der har vi set, at alle gav så rigeligt, at de til sidst fik hele verdens gods og penge til sig. For enhver tænkte: Hvad skal jeg med penge og gods, når jeg er død? Så brugte han dem til den gudstjeneste, som blev rost så højt, i håb om, at Gud ville betale ham det igen i det andet liv.

Men det er at føre folk ud på glat is, og ikke alene at bedrage og narre dem, men at føre dem ud i evig skade og fordømmelse. For her står det i evangeliet i dag, hvad der er den eneste og rette vej, som enhver skal gå, når han vil blive frelst: at vi følger Zakæus’ eksempel og ikke lader Herren Jesus gå forbi i Jeriko, men løber efter ham og ser til, hvordan vi kan få ham at se. Det vil sige: Rige folk skal ikke lade sig optage så meget af deres handel, deres næring og levebrød; de skal frem for alt holde sig til Ordet, gå efter det, høre det med flid, mærke sig det med alvor og lade det være deres største skat.

Sådan som vi ser det her hos Zakæus: Så snart han hører, at Herren Jesus er i byen Jeriko, lader han sig ikke holde hjemme af sin handel og sine forretninger. Han løber i en fart ud på pladsen og vil så gerne se, hvad det dog er for en mand. Men da han kommer derhen, hvor Herren er, fortæller evangelisten, at han måtte gå derfra igen, fordi han var lille af vækst, og der var meget folk omkring Herren Kristus. Så finder han på en særlig udvej: Han løber i forvejen og klatrer op i et træ ved vejen, hvor Herren skulle komme forbi, så han rigtig kan se ham godt og tydeligt. Af alt dette må vi mærke, hvilket særligt hjerte denne mand havde for Herren Kristus, og hvilken alvor han lagde for dagen bare for at få ham at se. Ligesom han nu gør med Kristus, der dengang gik omkring og prædikede legemligt på jorden, sådan skal rige folk også gøre med Ordet: holde det for deres største skat, gå efter det og løbe efter det. Det er den rette vej til Kristus og til det evige liv.

Men her er der to forhindringer, som evangelisten fortæller om. Den første: Zakæus er for lille. Den anden: Der er for meget folk, og han kan ikke se hen over dem. Begge disse store forhindringer findes hos alle rige og hindrer overmåde meget. For ligesom Zakæus er lille af person og derfor hindres i at se Kristus rigtigt, sådan har alle rige folk meget små, snævre hjerter, der hænger ved godset og bliver så viklet ind i bekymringer for levebrødet, at de derfor ikke kan få øje på Kristus eller fatte hans ord og bevare det i deres hjerte. Sådan siger Herren også i lignelsen om sæden, der falder mellem tornene: Tornene vokser op over den, så den ikke kan komme i vejret; den må blive lille og lade sig trykke ned. Derfor formaner David i Sl 62,11 med særlig flid og siger: «Når store rigdomme falder jer til i bunkevis, så hæng ikke hjertet ved dem.» Det vil sige: Jeres hjerte skal ikke bekymre sig om det timelige; det skal bekymre sig om Guds ord og om det evige; efter det skal I tragte med flid. Men de fleste har, som sagt, for små og lave hjerter til det. Eller de lader sig trække ned af deres egen vantro og fortvivlelse, så de ikke tør komme til Kristus; de tænker, at det alligevel er forbi med dem, de er store syndere osv. De hænger sig ned i det timelige og vil derfor ikke op til Ordet og til det, som er evigt.

Den anden mangel er, at Zakæus ikke bare er lille; der er også meget folk, og det hindrer ham også. For han kan ikke se hen over folk. Det er nu den forargelse, der går i hele verden, især når det gælder penge og gods: Ingen ser på Guds ord, hvad det siger og vil have, men på sin nærmeste nabo. Hvad han gør, mener vi også, vi har ret til. Så følger det, at der hverken er mål eller ende på gerrighed, rapseri, flåning og skraben. Vi ser desværre, at gerrigheden overalt har taget overhånd i alle stænder. Det er de folk, der står Zakæus i vejen, så han ikke kan se Herren Jesus.

Hvad gør Zakæus så? Den nåde har han, at han mærker, at på det sted bliver der ikke noget ud af at se Jesus. Derfor bliver han ikke stående blandt folk. Han lader sig heller ikke skræmme, så han vender om igen, som om han ikke kunne komme til Kristus. Men han løber i forvejen hen til et andet sted, hvor der er plads, og klatrer op i et morbærfigentræ, så han, selv om der er meget folk om Herren Jesus, alligevel kan være uhindret af dem og se ham tydeligt og godt.

Sådan skal vi også gøre. Vi skal ikke hænge ved eller følge vores små, svage hjerter. Forargelsen i verden skal vi heller ikke lade holde os tilbage; vi skal rive os løs fra den forargelse og det onde eksempel og gå hen til et særligt sted, hvor vi er uhindrede. Det vil sige: Selv om andre folk ikke vil til Ordet og Herren Jesus, skal vi ikke lade os hindre af det. Vi skal ikke af den grund også blive ukristne eller foragte Ordet, men tænke sådan: Nuvel, om så hele verden ville være gerrig og foragte Ordet, så vil jeg dog ikke gøre det. Det er at rive sig løs fra folk med Zakæus og klatre op i træet og op i højden, så vi bliver uhindrede af folk. Hvor det sker, og du giver dig hen til Guds ord af hele dit hjerte, holder af det frem for alt andet og regner det for den højeste og største skat, som du skal nyde i al evighed, dér vil Kristus se op og få øje på dig ligesom på Zakæus. Han vil invitere sig selv hjem til dig og ved Helligånden prædike ind i dit hjerte, så du bliver et andet menneske, end du var før. For det er umuligt, at Kristus ikke ved sin Ånd skulle bo hos et menneske, som på den måde hænger ved Ordet af hjertet og med alvor, og dér give det al slags nåde.

Derfor afhænger det hele af, at vi med Zakæus tager det alvorligt og af hjertet længes efter at se Kristus, det vil sige, at vi med alvor holder os til hans ord. Så vil Kristus se på os igen og tage ind hos os ved sin Ånd. Som Esajas siger i Es 66,2: «Jeg ser til den elendige, og til den, som har en sønderbrudt ånd og frygter for mit ord.» Det vil sige: den, som holder mit ord højt og nødig ville gøre eller foretage sig noget imod det, han er en kær gæst for mig, som jeg gerne er hos; han er mit rette tempel eller min rette kirke, som jeg vil hellige mig, så jeg kan have min bolig der.

Så følger der andre kostelige frugter. For denne gæst kommer ikke for ingenting; han vil have overmåde store gaver med og gøre helt nye mennesker, som vi ser på Zakæus. Før han kom til at kende Kristus, var han en gerrig købmand, der ikke gjorde andet end at tænke på sin egen fordel. Nu glemmer han sig selv og tænker på andre folk, på hvordan han kan hjælpe dem med sine penge og sit gods. «Se,» siger han til Herren, «halvdelen af min ejendom giver jeg de fattige.»

Hvor får han dog så hurtigt et andet hjerte og andre tanker fra? Før kunne ingen fylde ham op; nu tænker han, at han aldrig kan løbe tør. Før kunne ingen få så meget som en skilling ud af ham; nu vil han give til alle. Det kommer ingen andre steder fra end fra vor Herre Jesu ord, som han nu har fattet i sit hjerte. For vi skal ikke tro, at det for Herren kun gjaldt om at spise med Zakæus og fylde maven. Han havde anden mad at spise, som han siger til sine disciple ved brønden i Joh 4,32. Han har holdt en alvorlig prædiken for Zakæus ved bordet i hans hus, vendt ham bort fra gerrigheden og ført ham til den rette lydighed mod Gud.

Den prædiken tager Zakæus alvorligt imod. Han erkender, at han indtil nu har levet ilde på mange måder, og det gør ham ondt. Og hvor han før tog fra andre og flåede og skrabede, hvor han kunne, sådan som gerrigbukkene plejer, der holder han op med det. Fra nu af vil han tænke på fattige folks nød og hjælpe dem. For han hører af Herren Kristus, hvordan man kan anbringe og bruge penge og gods bedre, end han hidtil har brugt dem. For hos rige folk går det som regel sådan, at de bruger penge og gods på pragt, bygger prægtigt, klæder sig kostbart og søger al slags fornøjelse med mad og drikke og andet. Men det er at misbruge penge og gods slemt. For det er dog bare timelige, forgængelige ting, som ikke bliver. Eller rettere sagt: Det er os, der ikke bliver; vi farer herfra og lader det hele blive tilbage. Og tit lader vi det lige så vel gå til dem, der ikke takker os for det, og som vi ikke under det, som til andre, vi gerne under det. Det ser Zakæus. Derfor vil han ikke længere misbruge penge og gods sådan, men anbringe dem bedre og købe sig en evig skat for dem. Som Herren lærer i Matt 6,20 og siger: «Saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller insekter fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind.»

Spørger du nu, hvordan det går til? Det lærer Kristus dig meget fint i Luk 16,9, hvor han siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger.» For i Matt 25,40 siger Kristus, at det ikke er spildt, hvad vi gør godt mod de fattige kristne; men han selv vil på den yderste dag rose og betale den velgerning for sin Fader og alle englene. Det har Zakæus lært af Herren Kristus. Derfor tænker han, at han også vil bruge sine penge og sit gods på den måde, og siger: «Halvdelen af min ejendom giver jeg de fattige.» Det kalder jeg en prægtig, hellig mand!

Hvis du havde ti tusind gylden, tror du så ikke, at du ville synes, du måtte blive til tigger, hvis du skulle give fem tusind gylden fra dig og dele dem ud blandt fattige folk? Men Zakæus regner det slet ikke for et tab; han synes, at han ikke kan anbringe sine penge og sit gods bedre eller tjene mere på dem end ved at hjælpe de fattige med dem. Og det er også den rene sandhed.

For sådan siger også Salomo i Ordsp 19,17: «Den, som forbarmer sig over den fattige, låner til HERREN mod rente; han vil gengælde ham godt igen.» Det er sandelig en sikker skyldner; der kan vi hverken tvivle om hovedstolen eller om renten. Og vi har den fordel, at vi køber noget evigt for det timelige. Men ingen tror det uden den lille Zakæus og de, der af hjertet længes efter at se Herren Kristus.

Nu siger Zakæus, at han vil give «halvdelen», og ikke det hele. Det er også rigtigt. For Gud vil ikke have, at du skal give til fattige folk på en sådan måde, at du og dine må gå og tigge og bagefter ligge andre til last. Han kræver ikke mere, end at du giver det, du kan undvære uden skade, og som er overflødigt. Som Paulus også siger i 2 Kor 8,13–14: Non ut aliis remissio sit, vobis autem molestia [ikke for at andre skal have det lettere, og I have trængsel]. «Jeres overflod,» siger han, «skal hjælpe deres mangel»; så går det lige op.

Dog skal man vogte sig for at følge verdens eksempel. Dens øjne er altid større end maven. Den kalder det først overflod, når man har mange tusind gylden; et, to eller tre tusind gylden holder man for en ringe sag. Så vidt skal de kristne ikke spænde buen; de skal lade sig nøje med det daglige brød og hjælpe fattige folk med resten.

Sådan lærer også Salomo i Ordsp 5,15: «Drik vand af din egen cisterne og strømme af din egen brønd.» Det vil sige, som Paulus siger: «Arbejd og virk det gode med dine egne hænder,» så du ikke spiser andres, men «dit eget, erhvervede og fortjente brød», Ef 4 [ordene om at spise sit eget brød står i 2 Thess 3,12]. Dernæst siger Salomo videre: «Lad dine kilder flyde ud og vandbækkene ud på gaderne.» Det vil sige, som Paulus siger samme sted: «Du skal også give noget af det til fattige folk.» Men den slags givende skal ske med måde, sådan at du, som Salomo siger her, har dine kilder for dig selv, og ingen fremmed med dig. For du skal ikke give det hele bort, men altid beholde så meget, at du kan forsørge dig selv og dine og også give til andre trængende.

Det er den ene frugt, vi ser hos Zakæus. Til den skal rige folk vænne sig og også hjælpe de fattige rigeligt, eftersom det sker til tjeneste for Gud. For han har befalet det, og vi skal nyde godt af det i al evighed.

Den anden frugt er, at Zakæus tilbyder, at hvis han har bedraget nogen, vil han give ham det firdobbelt igen. Det skal de rige folk også gøre, hvis de ellers vil være Guds børn og rette kristne. For med uretfærdigt gods skal man, så vidt det er muligt, ikke gøre andet end at give det tilbage til dem, det tilhører. Den, der vil give almisse, skal give den af sit eget og ikke af fremmed gods. For som Esajas siger: «Gud hader røvede eller stjålne ofre.»

Her ser vi, hvor helt anderledes Zakæus’ hjerte er blevet. For før var det hans indstilling, at han ikke spurgte efter, om andre folk fik ret eller uret, når han bare kunne få en stor gevinst; det var det eneste, han brød sig om. Sådan som vi desværre ser, at det går til i verden overalt. Nu vil han ikke bare holde op med at bedrage og snyde; hvor han har gjort det før, vil han endda betale skaden firdobbelt. Lær du også at gøre som Zakæus.

Men så vil det vise sig, at mangen en, der hver dag går med mårskindspels, knap ville have en kittel af groft drejl på kroppen, hvis han bare skulle give det uretfærdigt vundne gods enkelt tilbage. Det er en dårlig efterfølgelse af Zakæus. Derfor må sådanne rige se til, hvordan det engang skal gå dem. For eksemplerne står os tydeligt nok for øje, hvordan det ender med uretfærdigt gods og den skændige gerrighed: Tit går ikke alene godset, men også krop, liv og sjæl skændigt til grunde med det.

Men se derimod, hvilken prægtig skat Zakæus har! Ved troen på Kristus bliver han en Abrahams søn. Det vil sige: Hans synder bliver tilgivet ham, og han er et barn af det evige liv. Det er det højeste og bedste gode. For det andet: Fordi han hjælper fattige folk rigeligt og vogter sig for utro og svigefulde handler, har han ikke alene en god samvittighed af det, men også det sikre håb, at Gud har behag i hans liv, og at han skal nyde godt af det i al evighed.

Det kalder jeg en stor og herlig ting! Lær nu, at du også gør det samme. Har Gud givet dig et godt udkomme og rig velsignelse, så vogt dig for at hænge hjertet ved det; tragt hellere efter den evige skat. Derved vil Helligånden komme ind i dit hjerte, så du også bliver en Abrahams søn, får den velsignelse, som blev lovet ham, og bliver fri for den evige forbandelse.

Derefter vil også andre dejlige frugter følge: at du fører et nyt liv, hjælper fattige folk, handler ærligt og kristeligt med alle, og at Gud har et særligt behag i dig og holder sin hånd over dig med timelig og evig velsignelse. Det give vor kære Gud os alle for sin Søn Kristi skyld, ved sin Helligånd. Amen.