Skærtorsdag: 2. prædiken: Paulus’ ord om at modtage nadveren værdigt (1 Kor 11,27–34)

Anden prædiken på dagen for Kristi nadver (skærtorsdag) over Paulus’ ord 1 Kor 11,27–34

Det er en nødvendig tekst, som man flittigt skal tage op blandt de kristne. For som vi hørte før, er det kommet af, at man ikke forstod disse ord, at folk helt har mistet den trøst, der er i dette sakramente, Herrens nadver, og er blevet bange for det, som var det gift.

Nu er det sandt: Vi kan ikke sige, at Judas tog imod sakramentet til trøst eller til gavn. Sådan var der også mange blandt korintherne, fortæller Paulus, der tog imod det uværdigt og derfor blev straffet af Gud på krop og liv. Derfor må man lade denne forskel stå: Nogle tager imod sakramentet værdigt og til frelse, til det evige liv. Andre tager imod det uværdigt, sig selv til dom, så Gud straffer dem på legemet for det, og hvis de ikke vender tilbage ved omvendelse og tro, vil han fordømme dem evigt. Derfor kommer alt an på, at man ved, hvad det vil sige «at spise og drikke værdigt eller uværdigt».

I pavedømmet lærte man, at ingen måtte gå til sakramentet, uden at han fandt sig selv vel beredt og helt ren. Men den renhed byggede de på skriftemål, anger, faste, bøn, almisse og den slags gerninger, som man kaldte bodsgerninger, og som prædikanterne roste i høje toner. Og alle mente, at man dermed gjorde fyldest for de synder, man havde begået. Men den slags værdighed skal du lade fare og opgive håbet om. For det er umuligt, at vi kan blive helt rene eller nå frem til renhed på grund af vores gerninger. Da Kristus selv gav disciplene denne nadver, var de jo heller ikke helt rene; for han siger, at de har brug for at få fødderne vasket. Der taler han ikke om at vaske med vand, men om syndernes forladelse.

Derfor skal man her flittigt lære og lægge mærke til, at de ikke tager uværdigt imod det højærværdige sakramente, som klager og bekender, at de er fattige syndere: De mærker mange slags anfægtelser, de bander engang imellem, de bliver utålmodige, de holder ikke altid måde med mad og drikke. Det og andet er de synder, der hænger ved os, så længe vi lever på jorden, ved den ene mere end ved den anden. Men når du er ked af den slags synder og ikke fortsætter i dem mod din samvittighed, men tværtimod længes efter trøsten om tilgivelse, så skal du ikke af den grund holde dig borte fra Herrens nadver. For så længe du bærer den gamle Adam om halsen, vil det helt sikkert ske for dig, at du bliver anfægtet af utålmodighed, af onde tanker og andet mere, og at du synder. Ville du nu ikke tage imod sakramentet, før du var fri for alle synder, så måtte det følge, at du aldrig nogen sinde kom til sakramentet.

Men de tager uværdigt imod det højærværdige sakramente, som bevidst bliver i synden, for eksempel i morderisk had til næsten, i mord, hor, ægteskabsbrud og andre åbenlyse synder af den slags, og som ikke tænker på at holde op med dem. For Herren Kristus har ikke indstiftet sakramentet, for at man skal blive i synden, men for at man skal søge syndernes forladelse og blive bedre. Sådan tog Judas sakramentet til død og dom, for han havde besluttet at forråde og sælge Herren Jesus, og han blev i dette forsæt og i sin forhærdede, onde vilje.

Over det eksempel bliver nogle af og til forskrækkede. Fordi de lever i had og fjendskab eller i andre synder, vil de derfor ikke gå til sakramentet. De udsætter det hele tiden fra den ene dag til den anden, ja, fra det ene år til det andet, indtil de har holdt sig borte i mange år, fordi de ikke for alvor tænker på at lægge deres had og nag fra sig. De synder på to måder: For det første, fordi de ikke vil lade vreden fare og holde op med synden; for det andet, fordi de imod Kristi befaling bliver så længe borte fra sakramentet. Derfor skulle sådanne folk først lade had og misundelse fare, holde op med at synde og så hente trøsten om syndernes forladelse og styrke til troen ved at modtage det hellige sakramente. Men hvis der alligevel endnu ulmede en lille gnist af synd eller anfægtelse, det vil sige, hvis der stadig af og til rørte sig syndige tilbøjeligheder og lyster i hjertet til vrede, had osv., så skulle de råbe til Gud og bede: «Ak, Herre, giv mig et fredeligt, venligt og blidt hjerte over for alle, og rens mig for alle synder for Kristi skyld», og med en sådan tro gå til Herrens nadver og ikke blive forskrækkede over dette ord af Paulus. For det er ikke sagt om dem, der gerne ville være fri for synden, men om dem, der lever i synd og alligevel ikke vil holde op med den, ja, som oven i købet vil roses for den eller forsvare deres synd. Det ser man hos korintherne, da Paulus skriver til dem: «Jeg kan ikke rose jer.» Dermed viser han, at de var uden nogen som helst omvendelse og oven i købet ville roses som fine kristne.

Dengang var der en anden ordning med Herrens nadver, end der er hos os nu. De kristne kom sammen om aftenen og spiste sammen i forsamlingen, hver det, han havde. Der var nogle, der spiste og drak sig fulde, mens de andre ikke havde noget og imens måtte sulte og tørste. Det, siger Paulus, er forkert. Det må ikke være sådan, at I synder med vilje, går til sakramentet bagefter og vil lade, som om I ikke har syndet. På den måde spiser og drikker I nadveren uværdigt; derfor straffer Gud jer med sygdom og andet.

Det er en anden og større synd, end når de gode hjerter af og til snubler og dog vender om igen, beder og ønsker: «Åh, gid Gud ville tilgive mig min synd; for jeg har jo gjort uret.» Dem støder Kristus ikke bort fra denne nadver. For ordene vidner om, at han ikke vil have retfærdige og hellige folk ved dette bord, men fattige syndere, som på grund af deres store synder ikke ved, hvor de skal gøre af sig. For sådan siger han: «Hans legeme er givet for dem, og hans blod er udgydt for deres synder.» Men det må ikke være små eller ringe syndere, når der er bragt et så herligt offer eller sket en så kostelig betaling for dem. Derfor kommer det kun an på, at du af hjertet erkender, at du er en synder, og så kommer herhen og søger trøst og hjælp her. Men den, der ikke vil bekende synden og ikke vil forbedre sig, hører ikke hjemme her.

Men det går gerne helt bagvendt til. De, der ikke skulle frygte, og som Gud tilbyder al nåde og vil tage til sig som sine børn, de kan ikke slippe af med frygten. Omvendt er de, der skulle frygte og er i den dybeste unåde, de mest sikre; de forskrækkes slet ikke over deres synder, men farer igennem som en geværkugle gennem en trævæg. Det ser man på de pavelige: De spotter og forfølger Guds ord, slår de fromme kristne ihjel og driver folk til afgudsdyrkelse imod deres samvittighed; alligevel holder de sig for fromme og hellige og er derfor sikre og ved godt mod imens. Derimod er den anden lille flok forsagt og forskrækket, og dog har den ingen synd i sinde. Og de synder, der er sket, er den inderligt ked af og ville ønske, den aldrig havde gjort dem. Sådan går det: Den, der skal lade sig trøste, kan ikke gribe trøsten; men den, der skal frygte, er sikker og uden frygt.

Derfor siger Sankt Paulus: «Mennesket skal prøve sig selv, og så skal han spise af dette brød og drikke af dette bæger.» At prøve betyder ikke andet end at tænke godt over, hvordan du er beredt. Finder du, at du er forhærdet, så du ikke vil holde op med synden, og den ikke bekymrer dig det mindste, så har du grund til ikke at gå derhen; for du er ingen kristen. Det allerbedste var nu, at du holdt op med dette ugudelige væsen, angrede og sørgede over det og ved en ret tro på Guds løfte fandt tilbage til de kristne og brugte denne nadver sammen med dem. Men vil du ikke gøre det, så bliv bare borte; for du synder og tager det helt sikkert til dom. Men tænk dig her godt om, og gør regnskabet nøje op: Hvordan vil det gå dig siden i evighed, når Gud på den måde falder over dig med sin dom? Tænker du over det, så bliver du glad for, at du må gribe til omvendelsen, lade vrede og andet fare og forsones med din Gud gennem denne nadver. Omvendt: Finder du, at du ikke er forhærdet sådan, men af hjertet bekender din synd for Gud, inderligt er ked af den og tror, at Gud vil tilgive dig den af nåde for sin Søn Jesu Kristi skyld, så er du ret beredt og skal frimodigt sige til din Herre Kristus: «Ak, Herre, jeg er en fattig synder, derfor kommer jeg nu til din nadver, så jeg kan få trøst af dig.» Tvivl så ikke på, at du vil være en kær og velkommen gæst hos ham. For det er for sådanne bedrøvede, ængstede hjerters skyld, at dette bord er dækket, så de skal finde trøst og vederkvægelse her. Lad de andre frygte, som ikke mærker deres synd, men med frækt og hovmodigt hjerte bliver ved i synden uden nogen anger og uden nogen omvendelse eller forbedring.

Dette ord af Paulus, «Mennesket skal prøve sig selv», har også fået de gamle lærere til at sige: Åbenlyse synder, som dommeren og bødlen og ikke prædikanten straffer, såsom hor, mord, drukkenskab og den slags, skal holde folk tilbage fra at gå til sakramentet. Men det skal forstås, som sagt ovenfor: Den, der vil blive i sådanne synder og ikke vil holde op med dem, skal holde sig fra sakramentet; for han gør blot vreden større, eftersom han udgiver sig for at være kristen ved at modtage sakramentet og dog ikke er det, sådan som hans liv afslører ham.

Men den, der har levet i sådanne synder og nu holder op med dem, forbedrer sig og bliver bedre, skal ikke lade sig hindre af den slags synd, men søge tilgivelsen (absolutionen), modtage Herrens nadver og bede Gud om, at han herefter må leve bedre. Men hvad vi ellers har af daglige skrøbeligheder, skal ikke hindre os; for dem bliver vi aldrig helt fri for i dette liv. Ville vi ikke komme til Herrens nadver, før vi fandt os helt rene, så ville vi helt vende os bort fra den og aldrig nogen sinde længes efter den.

Jeg ved godt, hvad det gør, når man en tid holder sig borte fra Herrens nadver. Jeg har også været i den slags djævleild, så Herrens nadver blev mig så fremmed, at jeg gik derhen mere og mere modvilligt. Vogt jer endelig for det, og væn jer til at gå derhen ofte, især når I er beredte til det, det vil sige, når I mærker, at jeres hjerte bliver tungt og forsagt på grund af synden – for at I ikke glemmer vor Herre og Forløser Jesus Kristus, men tænker på hans offer og død; for han forlanger ikke andet af os.

Dertil kommer, at også vores nød kræver det, fordi vi stadig synder hver dag, og at denne gerning tjener til enhed i den kristne kirke, hvor mindet om vor kære Herre Kristus skal holdes i live som det vigtigste stykke af vores frelse, sådan som han siger: «Gør dette til erindring om mig.» Den, der går derhen på den måde, er ret og vel beredt, selv om han er en fattig synder; og som Sankt Paulus siger, «spiser og drikker han Kristi legeme og blod værdigt», ikke til dom, men til frelse.

Dertil hjælpe os vor kære Herre Gud i himlen med sin Helligånd ved Kristus, sin Søn og vor Forløser. Amen.