Skærtorsdag: 3. prædiken: fodvaskningen (Joh 13,1–17)

Prædikener på skærtorsdag. Første prædiken: Om fodvaskningen. Over evangeliet Joh 13,1–17

Denne historie om fodvaskningen finder man kun hos Johannes, og det ser ud, som om der ikke ligger ret meget i den, siden de andre evangelister i forvejen har glemt den, og Johannes lige så godt kunne have ladet være at nævne den. Men Johannes skriver så fin en indledning til den, at vi må regne med, at det ikke kun var Herren Kristus om at gøre, at apostlene fik rene fødder, men om noget andet og højere. Det vidner Herren også selv om med den prædiken, han holder efter fodvaskningen: Han vil, at hans disciple skal følge hans eksempel og ikke glemme at vaske hinandens fødder. Derfor har de kristne også øvet sådan en fodvaskning på denne dag. Men da prædikenen om den forsvandt, gik det, som det gik med så meget andet i pavedømmet: Man øvede kun den udvortes gerning, men forstanden, nytten og brugen af fodvaskningen gik helt tabt. Derfor er det nødvendigt, at man bringer denne lære og forstand frem i lyset igen.

Den indledning, Johannes giver denne historie, virker nu lidt fremmed. For hvad har det – kunne nogen tænke – med fodvaskning at gøre, når han siger: «Jesus vidste, at hans time var kommet, hvor han skulle gå bort fra denne verden til Faderen. Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem til det sidste»? Hvordan passer de ord til denne historie? Udmærket, hvis du bare vil lægge rigtig mærke til det. For når han siger: Jesus vidste, at timen var kommet, hvor han skulle gå bort fra denne verden til Faderen, så vil han vække en særlig iver i os, så vi for alvor lægger mærke til denne gerning og den prædiken, han holder om den. For Herren ville lægge det frem for os næsten i den sidste time, da han skulle skilles fra dette liv. Og det er helt sikkert sandt: Hvad vores kæreste venner siger eller gør kort før deres død, det bevæger os mere og går os dybere til hjertet end noget andet, de har sagt eller gjort, mens de levede. For når det kommer så vidt, er det slut med spøg og skæmt for den, der skal dø; hvad de så siger eller gør, det kommer fra hjertet og er deres rette alvor.

Så vil Sankt Johannes altså sige: Nu vil jeg fortælle dig en historie og en prædiken, som du også af den grund skal være så meget gladere for at høre og så meget mere omhyggelig med at huske. For det var Herren Jesu sidste gerning og også hans sidste prædiken, som han begyndte ved fodvaskningen og sluttede på vejen ud til Oliebjerget. Der kan man da mærke en særlig alvor. For havde det ikke været en så nødvendig sag, ville han nok midt i andre store bekymringer og ængstelser have glemt sådan en ringe gerning, som det synes os.

Dertil tjener det også, at Johannes dernæst fortæller om den «kærlighed», Herren havde til sine disciple. Vi skal nemlig lære, at fodvaskningen er en gerning og holder en lære frem for os, hvor vi skal mærke vor kære Herre Jesu særlige kærlighed til os. Her mødes altså to store grunde til, at vi skal tage os sådan en historie til hjertet. Den første er, at han gjorde det kort før sin død. Den anden er, at han gør det for at vise sin kærlighed. Deraf må det følge, at der ligger meget for os i denne gerning og prædiken. For hvad Kristi kærlighed og venlige hjerte driver ham til, kan hverken være ringe eller småt.

Men hvad det skal tjene til, viser Johannes med disse ord, når han siger: «Jesus havde elsket sine egne, som var i verden.» Som om han ville sige: Nu var tiden kommet, da Herren skulle forlade verden, men hans disciple skulle blive i den endnu længe. De havde brug for sådan et eksempel og sådan en undervisning, hvis de skulle blive ved at være hans rette disciple og ikke lade sig forføre af verdens eksempel. For hvad verden stræber efter, ligger lige for øjnene: Der tænker enhver kun på, hvordan han selv kan komme frem, og så må de andre blive tilbage og lide, hvad de vil – det bryder verden sig ikke meget om. Den, der nu vil leve i verden og ikke lade sig forføre af sådanne forargelser, han skal holde sig hertil, siger Kristus, og følge det eksempel, jeg nu lader jer se: Jeg er Herren, men jeg gør mig ikke stor af mit herredømme; jeg tjener jer, og ikke I mig. Lær det, og gør det, så skal I være salige og blive fri for anfægtelse fra denne forargelse.

Dertil tjener det også, at Johannes med særlig omhu fortæller, at Djævelen allerede havde givet Judas den tanke i hjertet, at han skulle forråde Jesus. Dermed vil han vise, at ikke bare verdens eksempel, men også Djævelen vil anfægte hans apostle og de kristne og drive dem til egen ære, magt og hovmod. Imod det findes der ingen anden råd, hjælp eller middel, end at vi stiller os dette Kristi eksempel for øje og følger det for alvor. Det ville Herren af særlig kærlighed ikke lade ligge, men lægge frem for os, netop som han af sit eget folk skulle overgives i hedningernes hænder.

Men at «være i verden» betyder i virkeligheden at være midt iblandt djævle. Dér kan vi umuligt styre os ret, hvis vi ikke holder os til Guds ord og især til dette eksempel. For kødet vil ikke gerne trykkes ned; det vil altid helst højt til vejrs og lader sig ikke holde nogen steder. For at stække den anfægtelse lægger Herren her dette eksempel frem for os, så vi skal huske på det og rette os efter det. For han mener det jo godt og er den rene kærlighed og en brændende ild over for os, så gerne vil han bevare os for synd og skade.

Sådan skriver Johannes en fin indledning, før han fortæller om fodvaskningen, så vi kan lære, hvad Kristus ville vise med den, og hvor trofast han mente det med os. Men tusind og atter tusind gange synger og læser man i dag denne historie om fodvaskningen i domkapitlerne og klostrene, og dog forstår ingen den.

Men hvad betyder det, at Johannes videre siger: «Jesus vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og gik til Gud»? Det er herlige, store ord, hvormed Johannes vil vise os, hvilke tanker Herren Jesus gik med, før han ville vaske disciplenes fødder. Han tænkte nemlig nu ikke på sin lidelse og var heller ikke bedrøvet i ånden, sådan som det kom kort efter fodvaskningen. Nej, han tænkte på sin herlighed, som han fra evighed havde haft hos Faderen, og som han nu efter sin menneskenatur skulle vende tilbage til og blive i for evigt. Det var høje tanker, og man skulle tro, at de havde draget ham så langt bort fra verden, at han ikke ville have tænkt på noget menneske.

Men netop nu, mens han går med sådanne tanker om den evige herlighed, farer han pludselig og uventet op fra bordet, lægger sin kappe af, tager et forklæde, binder det om sig, hælder vand i et fad og begynder at vaske sine disciples fødder og tørrer dem med det forklæde, han havde bundet om sig.

Læg nu hans tanker og hans gerning rigtigt sammen. Hans tanker er: Jeg er Gud og Herre over alt; der er ikke engang en dag tilbage, så har Djævelen gjort, hvad han formår. Derefter skal han ligge for mine fødder sammen med alle mine fjender og lade mine kristne være i fred. Men hvad er gerningen? Han, den største Herre, gør det, som ellers karle og piger i huset plejer at gøre, og vasker sine disciples fødder.

Med sit eget eksempel vil han altså føre og vise os derhen: Ligesom han gav afkald på sin herlighed, så at sige glemte den og ikke misbrugte den til eget hovmod, magt og pragt, men tjente sine tjenere med den, sådan skal vi også gøre: ikke gøre os store af vores gaver, ikke misbruge dem til hovmod, men af ganske hjerte tjene vores næste med dem og bruge dem til hans bedste. For sådan tyder Herren selv fodvaskningen bagefter, når han siger: «Forstår I, hvad jeg har gjort for jer? I kalder mig Mester og Herre, og I siger det med rette, for det er jeg. Når jeg, jeres Mester og Herre, har vasket jeres fødder, så skal også I vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en apostel eller et sendebud er ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, hvis I gør det.» Der ser du, hvad den rette fodvaskning er. Og vid, at denne historie er skrevet, for at du skal lære den grundigt og rette dig efter den.

Paven med sine munke og præster, konger og fyrster vasker også i dag andre ringe folks fødder. Men deres ydmyghed er alt i alt en meget dårlig ydmyghed, hvis man da overhovedet skal kalde det ydmyghed. For man finder mange iblandt dem, der vasker fødderne på deres konvent, deres kapitel og deres undersåtter med sådan en ydmyghed, at de bagefter må skrifte det hovmod, de øvede under fodvaskningen. For sig mig, kære ven, hvad er det for en ydmyghed, eller hvad hjælper det en anden, når du bare vasker hans fødder for et syns skyld eller som et skuespil og vil høste stor ros for din hellighed af det?

Det ville være at vaske fødderne ret, hvis vore biskopper tog sig til hjertet, hvilken stor jammer det er, at deres stakkels lille folk sidder så dybt i afgudsdyrkelse og ikke har nogen ret prædiken om syndernes forladelse og det evige liv. Og hvis de så stræbte efter, at Guds ord blev prædiket ret for dem, at sakramenterne blev rakt rigtigt, at de afgudiske ceremonier og gudstjenester – messen, sjælemesserne og påkaldelsen af helgenerne – blev afskaffet, og at folket blev vist hen til den rette gudsdyrkelse, så de kunne frygte Gud, have hans ord for øje og trøste sig ved vor kære Herre Kristi offer. Men vi ser, at de ikke alene ikke tænker på sådan en fodvaskning, men endda går og pønser på, hvordan de kan søle deres stakkels undersåtters fødder endnu mere til og holde dem fast i afgudsdyrkelsen og den falske lære. Det er sandelig at følge vor kære Herre Kristi befaling dårligt. Gud forbarme sig! Og han sætte en stopper for den lede Djævel, som sådan driver og rider det blinde folk.

De kalder selv denne ceremoni med fodvaskningen i pavedømmet på latin for «mandatet», og det betyder på dansk det samme som en befaling eller et bud. Men Kristus mener ikke selve gerningen med det. For selv om han siger: «I skal også vaske hinandens fødder», så udlægger han det dog selv fint og siger: «Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre.» Det er jo klare ord om, hvor sagen ligger: Står du i høj anseelse på grund af dit embede (som det kommer senere), så skal du ikke gøre dig stor af det, men tjene andre med det, som er ringere og ikke har sådanne gaver. Derfor, når Herren til sidst prædiker om kærligheden, så lyder mandatet og befalingen klart, da han siger: «Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden.» Men hvad er kærlighedens art? Jo, at tjene med det, den kan, og vise al venlighed og god vilje, ikke foragte, ikke være stolt, ikke gøre noget ondt. Det er den rette fodvaskning, som Herren befaler.

Derfor er det ikke fodvaskningen med vand, det drejer sig om; ellers måtte man ikke bare vaske tolv, men alle menneskers fødder. Og hvis det kun drejede sig om vand og vask, ville folk være langt bedre tjent med, at man bestilte et offentligt bad til dem og vaskede ikke bare deres fødder, men hele kroppen. Men det er ikke meningen. Vil du følge Kristi eksempel og vaske din næstes fødder, så se til, at du ydmyger dig af hjertet og ikke bruger alle de gaver og nådegaver, du har, til din egen nytte eller ære, men til din næstes bedste; at du ikke foragter nogen, ja, gerne bærer over med enhvers svaghed og hjælper ham, så han kan blive bedre.

Men sådan en fodvaskning skal ikke kun øves på denne dag, men hele vores liv, med alt, hvad vi kan og har, og over for enhver, vi kan tjene med det. Sådan vil Kristus, at vi efter hans eksempel også skal vaske hinandens fødder; det har han også befalet, og ikke andet.

Men især skal de tænke på fodvaskningen og øve den flittigt, som Gud har benådet med særlig forstand og andre gaver og kaldet til kirkens embede, så de ikke misbruger deres gaver til egen ære, nytte eller magt, men tjener deres kirke trofast med dem. For når vor kære Herre Jesus Kristus, der godt vidste, at tiden nu var kommet, hvor han skulle gå til Faderen og begynde sit evige nåderige, ydmygede sig så dybt, at han for vores skyld blev lydig mod Faderen til døden, ja, døden på et kors – hvor meget mere er det så ikke nødvendigt for os stakkels mennesker? Djævelen lister jo især efter os dag og nat og lægger snarer for os overalt for at se, om han kan bringe os til hovmod og få os til at se mere på ære og egen fordel end på vores embede. Går det, som han vil, så kirkens tjenere glemmer denne Kristi befaling og stræber efter ære og magt, så ved han godt, at man ikke kan gøre ham ret meget mere skade med prædikenen.

Det ser man på pavens eksempel. Så snart han vendte prædikeembedet om til verdslig magt og begyndte at stræbe efter land og folk, efter pragt og herlighed, faldt Ordet og den rette gudstjeneste bort. For med det fik han så meget at bestille, at han ikke længere kunne passe kirken. Og Djævelen har i pavedømmet bragt det så vidt, at ikke alene Ordet og den rette gudstjeneste er faldet, men løgn og afgudsdyrkelse er ført ind i kirken i store mængder, fordi det gav penge og tjente til at holde præsternes pragt oppe.

Jeg tvivler slet ikke på, at Herren netop dengang, da han viste en sådan ydmyghed med fodvaskningen, har set, hvordan det især i de sidste tider ville gå med kirkens styre: at man ville glemme tjenesten og kun tænke på ære og pragt. For ulykken begyndte snart: Biskopperne kom i strid med hinanden, og enhver ville gå forrest frem for de andre. Derfor kunne de ikke holde sammen, indtil Antikrist til sidst kom i Rom og drev sagen så vidt, at han rev primatet og herredømmet til sig og bragte det dertil, at han blev mægtig over kejsere og konger og gjorde sig selv til den eneste arving til Peters stol og til Kristi stedfortræder. Det kalder jeg at ydmyge sig og vaske fødderne, sådan som Herren så trofast befaler og lærer her! Ja, bagvendt.

Men sådan går det. Judas – da Herren vaskede hans fødder og holdt denne smukke prædiken, gik intet af det ham til hjertet. For imens gik han og pønsede på, hvordan han kunne få fat i de tredive sølvpenge og forråde og sælge Kristus; men det gik ham ilde. Det ser Herren, og han bliver inderligt bekymret over det, som evangelisten fortæller kort efter fodvaskningen. Men han bekymrer sig sandelig ikke kun for Judas’ skyld. Han har set, at skurken Judas ville efterlade sig en stor flok disciple, som alle hellere ville sælge og forråde Kristus end undvære sølvpengene. Det gør Herren ondt og går ham dybt til hjerte, at han mener det så trofast til det sidste og lader det koste sig så meget, for at de stakkels mennesker kunne få hjælp til deres sjæl. Men ved Judas og hans disciple er alt spildt, hvad Herren siger og gør. For selv om de har set og erfaret den store ydmyghed og kærlighed, Kristus har vist dem med sin fodvaskning, vil de alligevel ikke vaske andres fødder. Nej, på grund af deres kirkeembede, fordi de kaldes pave, kardinaler, biskopper og kirken, vil de være så store herrer, at kejsere og konger skal kysse deres fødder og tilbede dem. Før de ville undvære den pragt og magt, ville de hellere fornægte Kristus, ja, sælge og forråde ham hundrede gange. Ja, de ville hellere finde sig i, at Guds ord blev trådt under fode, og at ikke ét menneske blev frelst. Det ser man på, at paven og hele hans flok altid arbejder på, at den rette lære bliver trykket til jorden, den gamle afgudsdyrkelse bliver genoprettet, og de selv kan beholde deres pragt, rigdom og herlighed.

Sådanne Judas-disciple skal vi lade fare og huske på, at vi ikke er prædikanter og kirkens tjenere for at være store herrer, men for at være sagtmodige og ydmyge, stå trofast for vores kirke og tjene næsten med alle de gaver, vi har, og således altid vaske andres fødder. Det er Herren Kristus en særlig ære og glæde. Og bedre kan vi heller ikke vogte os for Djævelens snarer.

For Djævelen sigter med denne anfægtelse især på prædikanterne; han frister dem for at se, om han også kan få dem til at søge egen ære og fordel. Lykkes det, så har han vundet. For så får de, som sagt, så meget at bestille med verdslige sager, at de ikke agter på Herren Kristus, hans ord, hans kirke og den rette gudstjeneste, men helt glemmer det. Eksemplet ligger lige for øjnene og er kun alt for tydeligt.

Ingen af kirkens tjenere skal regne sig for sikker mod denne anfægtelse; derfor skal han så meget mere og flittigere tænke på denne fodvaskning og øve den. For når den hellige Paulus siger: «Der blev givet mig en torn i kødet, en Satans engel, som skulle slå mig med næver, for at jeg ikke skulle blive hovmodig over de høje åbenbaringer», hvor meget lettere sker det så ikke med os stakkels mennesker, som Gud sandelig også har sat i et stort og højt embede i sin kristenhed. Dér mangler det ikke: Én har disse gaver, en anden har andre. Salig er nu den, der ikke gør sig stor af dem, men står op fra bordet med Herren Kristus, binder forklædet om sig og vasker de andres fødder – det vil sige: tjener sin næste og ikke sig selv med sine gaver.

Altså gælder dette eksempel med fodvaskningen især dem, der har embeder i kirken: De skal passe deres tjeneste flittigt og ikke gøre sig store af deres embede, men tjene andre i al ydmyghed. For Gud har sat dem der, ikke for deres egen skyld, men for sine kristnes skyld. Dem skal de tjene trofast og ikke klage over nogen fare eller noget besvær.

Dernæst skal i almindelighed alle andre kristne også følge dette eksempel og denne ydmyghed, hvilken stand de så end er i. Konger og fyrster er i en verdslig stand, som man kalder det; men vil de være kristne, så må de også vaske deres undersåtters fødder. For Gud har ikke sat dem i en så høj stand, for at de bare skal føre deres pragt, søge deres vellyst og gøre, hvad de har lyst til; nej, de skal tjene deres undersåtter med alle de gaver, de har. For det første ved at sørge for, at deres undersåtter bliver forsynet med rette kirketjenere, at Guds ord bliver forkyndt for dem trofast og ret, at al afgudsdyrkelse bliver hindret, og at den rette gudstjeneste bliver oprettet. Det skylder de Gud. Og de vil aldrig nogen sinde have Guds velsignelse eller lykke i deres regimente og hos deres efterkommere, medmindre de trofast holder fast ved det. For hvordan kan Gud være med dem, der ikke vil have hans ord og tvinger deres undersåtter til åbenlys afgudsdyrkelse og falsk gudstjeneste?

Dernæst er det også fodvaskning, når man er flittig, alvorlig og tro i det timelige styre; når man ikke frådser, spiller og går på jagt dag og nat og brandskatter og bebyrder undersåtterne, men stræber efter, at enigheden bliver bevaret og fremmet, land og folk får fred, tyrken og andre fjender bliver holdt tilbage, og alle får lige ret. Hvis nu konger og fyrster for alvor ville tage sig af sådan en fodvaskning, ville de ikke bare på denne skærtorsdag, men hele året, ja, hele deres liv igennem, dag og nat, have nok at bestille med det – og tit lige så meget om natten, når andre ligger og sover, som om dagen. For da både kirken og det verdslige regimente hviler på deres skuldre, bliver der ikke meget ro tilovers for den, der vil ordne begge dele ret, se flittigt til og holde fast ved det med alvor.

Men som sagt ovenfor om Judas og paven ser man også her det samme: Man lader i almindelighed sådan en fodvaskning ligge og beskæftiger sig kun med et tomt skuespil, som ikke hjælper folk det mindste. For enhver kan i nødsfald vaske sine fødder selv eller finde en anden, som han ikke behøver at genere sig over for. Men at skabe fred og lige ret og våge over, at det går rigtigt og ordentligt til i kirken med læren og gudstjenesten – det kan ikke enhver, men kun de, der er kaldet til et sådant højt embede.

I de lavere og ringere stænder burde det gå sådan til. Husbond og hustru vasker deres børns og tyendes fødder, når de ikke behandler dem tyrannisk, men står trofast for dem, vænner dem til Guds ord og opdrager dem i gudsfrygt, så de bliver retskafne og gør, hvad de har fået besked på. Sådan kan kristne ægtefolk hver dag vaske hinandens fødder, når den ene bærer over med den andens skrøbeligheder og ikke altid vredes, bander og bruger al sin strenghed. Tyendet kan vaske herskabets fødder, når de er retskafne, tro, lydige og flittige i deres arbejde og ikke brokker sig, når de bliver revset og formanet til deres eget bedste.

Kort sagt: Har du en nåde eller gave, som din medkristne ikke har – hvad enten du er regent eller et almindeligt menneske – så brug den til at tjene ham med. Vær ikke hovmodig af den grund; foragt heller ikke den, der ikke har sådanne gaver. Så vasker du hans fødder ret, sådan som Kristus har befalet.

Men så vil du opdage, at sådan en fodvaskning er langt sværere og falder langt tungere end den hykleriske fodvaskning, hvor en abbed eller prior vasker sine munkes fødder, eller en biskop sit kapitels. Der bukker man sig nok; men de, hvis fødder bliver vasket, må bukke sig endnu dybere. For verdens pragt vil ikke tåle det anderledes, og alligevel er folk ikke tjent med sådan en fodvaskning. Her derimod tjener du folk, når du af hjertet ydmyger dig over for alle og bruger det, du har mere og bedre af end andre, til deres gavn – mens din gamle Adam meget hellere ville søge sin egen ære eller fordel, meget hellere hævne sig på andre eller trykke og kue dem.

Dernæst betyder det også i almindelighed at «vaske fødderne», at vi ikke alene gerne skal tjene andre med vores gaver og ikke gøre os store af noget, men at den ene skal tilgive den anden hans fejl og, som Sankt Paulus siger, «bære hinandens byrder». For det kan ikke være anderledes: Du finder ikke en så ren kristen i hele verden, at han ikke har en særlig fejl eller skrøbelighed. Én er vredladen; en anden tungsindig og underlig; den tredje alt for kåd eller til tider letsindig; den fjerde knap og nøjeregnende; den femte alt for rundhåndet og gavmild. Kort sagt, som også hedningerne har sagt: Enhver har sin egen byrde og sit eget besvær på sig, som den anden har at bære på.

Så synes du, at hvis han ikke havde den fejl, ville du gerne omgås ham; men så mange skrøbeligheder er dig for tunge eller ligefrem utålelige. Hør her: Når du ser sådan en mangel hos din herre, din hustru, dit barn, dit tyende, din nabo eller andre, så tænk på, at du skal vaske hans fødder. Gør det også, det vil sige: Bær over med hans skrøbelighed, se, hvordan du kan hjælpe ham til rette, og husk, som det jo i sandhed er, at verden ikke er andet end en beskidt stald, hvor det er umuligt at gå uden at få snavs på fødderne. Det sker for mig, det sker for dig, kort sagt for alle mennesker. Hvad skal vi så gøre? Skal vi derfor løbe ud i ørkenen eller skovene og ikke have fællesskab med nogen, sådan som munkene gjorde i gamle dage? Nej, skal du vaske andres fødder, så må du jo ikke bo alene, men midt iblandt folk, og det blandt folk, der i verden vader gennem et urent, mudret sted. Dertil hører det at bukke sig – selv om du har smukke, rene fødder – så du bærer vand, gamle klude, halm og hø til dem og tørrer og vasker, så deres fødder bliver rene.

Men det sker, som Sankt Paulus siger, sådan, «at den ene bærer den andens byrde», det vil sige: at den ene tager sig hjerteligt af den anden, har medlidenhed med ham, ikke foragter ham, men rækker ham hånden, vejleder ham venligt, råder og hjælper ham, så også han kan blive bedre. Er du forstandig, vis og lærd, så foragt ikke den uvidende og enfoldige af den grund, og hold dig ikke for bedre, men brug din visdom til at hjælpe ham, så også han kan blive klogere. Ligeså: Er du retskaffen, kysk, ærbar og mådeholden og bliver ikke let vred, og en anden har ikke den nåde, så foragt ham ikke af den grund. Tag dig af ham, hjælp ham til at blive bedre med det, du kan, og tænk sådan: Gud ske lov, jeg har ikke den fejl, men jeg har en anden; så har jeg brug for, at man også har tålmodighed med mig og hjælper mig med at bære den. Til gengæld har min næste jo også en eller anden god dyd, som han kan tjene mig med igen. Og selv om jeg intet får fra ham, så er han dog min næste, som jeg skal tjene for Guds skyld. Gør du det, så vil du med dit eksempel til sidst også bevæge ham til at vise dig kærlighed igen (hvis han da ikke ligesom denne Judas er besat af Djævelen og selv skiller sig fra dig). Så kan enighed og venlighed blive øvet og bevaret overalt (så vidt det står til os).

Hvis sådan en fodvaskning altid blev øvet iblandt os, så tænk, hvilket fint, kristent, stille og enigt liv vi ville få sammen, hvor den ene altid hjalp den anden at bære, hvor ingen ville skade den anden, men tale alt til det bedste og altid arbejde på, at andre fik hjælp og blev bedre. Så kunne vi også have den trøst, at vi ikke helt har glemt denne Kristi befaling, men har fulgt den en lille smule; og så kunne vi også tage os det ord til, som Kristus siger her: «I er salige, hvis I gør det.» Ellers må vi altid have den brod i hjertet – fordi vi ikke følger denne befaling – at vi er usalige folk, hvor hverken lykke eller held kan være.

Men sådan en fodvaskning falder den gamle Adam meget sur. For han ville altid hellere have, at man tjente ham, end at han skal tjene andre. Og især gør det ham ondt, når der ikke følger nogen tak for hans velgerning. Men fodvaskningen skal drives videre hele tiden; derfor må ingen holde op med at gøre andre godt, selv om han kun får lidt eller ingen tak for det. Derfor hører der ikke bare flittig øvelse til, men også stadig bøn om, at Gud vil give os sin nåde til tålmodighed og ydmyghed.

Altså handler denne fodvaskning først og fremmest om læren om et ydmygt, kristent og venligt liv, som de kristne skal føre og øve indbyrdes, hvis de ellers vil være Kristi disciple og Guds børn. Til en sådan ydmyghed og tjenstvillighed vil Herren kort før sin død formane os med fodvaskningen. Vi kan have gaver, så store de end kan være; men derfor skal vi ikke spankulere stolt omkring, men tænke: Har Gud givet dig dette og hint frem for en anden, så er det i sandhed sket, fordi han vil, at du skal tjene andre så meget mere, gøre dig så meget mindre og vogte dig for, at Djævelen ikke fører dig ind i hovmod og overmod. For kommer det så vidt med os, så er det ude med os; så er vi ikke Kristi, men Judas’ disciple, ligesom paven og hele hans flok.

Ved siden af denne lære vil Herren også, når det gælder hans egen person, holde en anden og højere lære frem for os. For da Peter stritter imod og ikke vil lade sig vaske, siger Kristus til ham: «Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del i mit rige.» Dér taler han ikke, som om der skulle ligge så meget i den legemlige fodvaskning; han taler om den vaskning, som han udførte med sit blod på det hellige kors’ stamme, og som skulle uddeles til de troende ved den salige dåb. Den vaskning er ikke et eksempel for os; for vi kan hverken vaske os selv eller andre fri for synd. Det tilkommer alene Guds Søn; han er Guds lam, som bærer verdens synd. De, der nu er vasket sådan af Kristus, går videre: Ligesom de bekender, at Gud af nåde har skænket og tilgivet dem deres synd ved Kristus, sådan tilgiver de også andre af hjertet, som Herren lærer i Matt 18, og som vi beder i Fadervor: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.»

Her ser man klart, hvordan sådan en fodvaskning skal øves hele vores liv igennem. Den har vor kære Herre Kristus af særlig kærlighed – fordi vi jo må færdes i den beskidte verden – lagt frem for os med sit eget eksempel og desuden formanet os til, da han stod ved sin afsked. Gud give os sin Helligånd ved Kristus, sin Søn, så vi aldrig glemmer denne formaning, men retter vores liv efter den. Amen.