Lidelseshistorien: Indledning: lidelseshistoriens nytte

Passionsprædikener, holdt 1534. Dr. M. Luthers indledende betragtning til passionsprædikenerne

Nu er tiden kommet, hvor man plejer at synge og prædike i kirken om vor kære Herre Jesu Kristi lidelse, og det vil vi også holde fast ved. For det er ikke nogen dårlig ordning, at denne nyttige og trøsterige historie har sin faste tid på året, hvor man læser den op for menigmand i kirken fra begyndelsen til enden, ord for ord, og taler om, hvad den gavner os, og hvordan vi skal bruge den. Djævelens store magt står jo lige for øjnene af os. Selv om man prædiker om det hver dag, gør han alligevel så stor modstand mod Ordet, at hjerterne bliver kolde og ikke bryder sig synderligt om prædikenen, men er i år, som de var før – hvis de da ikke bliver værre. Den nød skal med rette drive os til altid at holde ved med Ordet og især at indprente de enfoldige historien om Kristi lidelse stykke for stykke, så meget som vi har tid til. For her er ikke noget at spøge med. Hvis man ikke prædikede om det i et, to eller tre år, ville det gå så fuldstændig ud, at den store hob ikke ville vide ret meget om det. For vi, som altid har med Guds ord at gøre, mærker på os selv, hvilken skade det gør, når vi en dag eller to ikke øver os i det. Hvad skulle det så ikke gøre hos dem, der ikke hører en prædiken i et eller to år? Der må jo komme rå mennesker ud af det, som kvæg. Derfor er det nødvendigt, at man altid driver denne prædiken, puster til den og tænder den. For Djævelen holder ikke op; han hælder hele tiden koldt vand på. Ellers kunne det ikke slå fejl, at flere mennesker måtte blive bedre af Ordet, eftersom det altid bliver forkyndt så klart.

De pavelige har nu deres rigtige lidelsesuge; da er der meget sang, læsning og prædiken om Kristi lidelse. Men hvad bliver de bedre af det? På tungen har de Kristi lidelse, men i hjertet forfølger de den og regner den for intet. Ellers ville de ikke holde så meget af deres egen lidelse og rose deres gerninger så højt. Hos os, hvor man dog prædiker flittigt, er der også den mangel, at størstedelen – som vi kan mærke på deres gerninger og liv – slår Ordet hen i vejret. Derfor er denne prædiken på én gang en høj og en jævn prædiken, en skjult og en åbenbar prædiken, en stærk og en svag prædiken. Årsagen er denne: Når man fortæller et eventyr om Dietrich af Bern, kan man huske det, selv om man kun hører det én gang. Derimod finder du tusinder og atter tusinder af mennesker, som hører denne prædiken hver dag og dog ikke tager den til sig med en sådan alvor, at de blev mere retskafne af det. Som de går ind i kirken, sådan går de ud igen. De hører det godt nok, men regner det for en ringe, ubetydelig og unyttig ting.

Dernæst er der andre – og dem er der også mange af – som meget gerne hører, når man siger: Kristus har gjort fyldest for os, vi kan ikke opnå frelsen ved vor fortjeneste og vore gerninger, Kristus har vundet den alene ved sit blod og sin død. Men så snart man begynder at sige: Vil du have den rette gavn af Kristi lidelse, så må du ikke være så gerrig og skrabe sammen, leve i utugt, fråse, være hovmodig osv., så er fanden løs. Det vil de ikke finde sig i, at man skal straffe dem for deres synd eller af den grund regne dem for ukristne. Men hvad skal vi gøre ved det? Sådan går det nu engang med prædikenen og især med tilhørerne; for Djævelen hindrer det, hvor han kan, så det ikke når ind i alle hjerter. Derfor må vi for Guds æres og vor egen frelses skyld altid holde ved med Ordet, selv om størstedelen ikke vil have noget med det at gøre – for at de andre dog ikke også skal falde fra, og for at det offer altid må blive i erindringen, som Guds Søn har ofret for os.

Denne prædiken begyndte allerede i Paradis, da Adam og Eva fik løftet om kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved. Sådan er den blevet i kirken lige til os, og den skal også lyde indtil verdens ende. Og det er i virkeligheden den højeste gudstjeneste, vi kan gøre, at vi kommer dette offer i hu i kirken, på prædikestolen, i hjemmet og alle vegne, og viser enhver hen til det.

Israels folk var meget tynget af sin gudstjeneste; de måtte ofre køer og kalve osv. Under pavedømmet går der også meget til deres gudstjeneste. Skulle man i dag lægge den slags byrder og udgifter på os, så er jeg bange for, at vi ville beholde få kristne. Men her lægger vor kære Herre Gud ikke mere på os end denne ringe tjeneste: at vi ikke glemmer hans usigelige velgerning, at hans Søn har ofret sig for vore synder, men prædiker om den, så de unge lærer det af de gamle. Hvor der nu er sådan en gudstjeneste, der kan man takke Gud. For den vil bære sin sikre frugt med sig og ikke være omsonst og forgæves hos alle mennesker.

I Tyrkiet er den forsvundet; der har man helt glemt vor Herre Kristi lidelse, og i stedet har prædikenen om Muhammed sat sig fast. Hos jøderne er den også forsvundet. I Tyskland er man også næsten blevet træt af denne gudstjeneste og regner den ikke for meget. Men forsvinder denne gudstjeneste fra os, så lader straffen ikke vente længe på sig. For vil du ikke tjene Gud med det, som ikke koster dig mere, end at du hører på prædikenen en time, og at prædikanten fortæller dig noget trøsterigt om Kristus og hans lidelse – mener du så, at der sker dig uret, når der i stedet bliver lagt en anden gudstjeneste på dig, som er forgæves og dog meget tungere? Det er altså én grund til, at vi især gerne skal prædike og høre om vor Herre Jesu Kristi lidelse: for at vi ikke skal glemme denne velgerning, eftersom Satan er fjende af Ordet og så gerne ville kvæle eller hindre det.

Den anden grund er, at vor store nød kræver det. For vi er her i verden og lever i kødet; det hænger ved os som en møllesten. Til højre er der timeligt gods, ære, mad, drikke, lyst, huse, gård osv.; til venstre al slags ulykke, sygdom og modgang. Det tager tankerne fra os, så vi synes, vi ikke har tid til at tænke på Kristus og hans lidelse. Derfor er det nødvendigt, at vi også lader vor Herre Gud få en tid, så man ikke helt glemmer ham. Oven i disse vore egne tanker kommer så Djævelens tanker; de er den rigtige is, hagl og sne, som gør hjertet koldt. Hvis man ikke hele tiden fyrer op igen ved Ordet – med tale, med sang og ved at høre prædiken – så vi ikke helt glemmer ham, og han ikke går helt ud i vore hjerter, så er det umuligt, at vort hjerte, som er tynget af legemlig nød, af vor egen ondskab og til sidst af Djævelens tanker, ikke skulle synke og falde fra Kristus. Derfor har vi så sandelig brug for, at denne prædiken altid bliver drevet, og at vi hører og bevarer Ordet; ellers er Herren Kristus snart glemt.

Desuden vokser det unge folk op, som ikke kan lære det af sig selv; og de almindelige håndværksfolk, arbejdsfolk, karle og piger kan ikke alle læse – og dog er de også døbte kristne. Så skal der stor flid til, at man underviser sådanne folk ordentligt, så de også ved noget om disse høje og nødvendige ting. Derfor må det ærgre vor Herre Gud meget, når vi har sådan en skat og dog går hen og ikke agter på den, eller, selv om vi hører prædikenen, står og gaber og intet lærer af den. Desuden holder Djævelen heller ikke fri. Vil du ikke høre Guds ord og sandhed og lære og lægge mærke til det til dit eget bedste, så må du høre Djævelens løgn til din evige fortabelse, som man ser det hos de pavelige, gendøberne, tyrkerne og jøderne. Lad os derfor endelig ikke blive trætte af denne gudstjeneste, men gerne høre passionsprædikenerne og drive dem tit.

Om nytten af Kristi lidelse

skriver Sankt Paulus til romerne i kapitel 5 (Rom 5,8–11) således:

«Gud priser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Altså, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, vil vi meget mere blive frelst fra vreden ved ham. For når vi er blevet forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender, vil vi meget mere, når vi er blevet forsonet, blive frelst ved hans liv. Og ikke alene det, vi roser os også af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har modtaget forsoningen.»

Når man vil prædike om vor Herre Jesu Kristi lidelse, må man ikke alene læse historien op for folk ord for ord, men også formane og lære dem at tænke over, hvorfor Kristus har lidt sådan, og hvordan de skal have gavn af denne lidelse. For den måde duer slet ikke, som man har brugt under pavedømmet, hvor prædikanterne, især munkene, alene har lagt an på, hvordan de kunne gøre det ynkeligt og bevæge folk til medlidenhed og gråd. Den, der kunne det godt, regnede man for den bedste passionsprædikant. Derfor hørte man i sådanne prædikener ikke andet end skældsord mod jøderne, og hvordan Jomfru Maria havde grædt og taget en ynkelig afsked med sin Søn, og mere af den slags. Men det er – ligesom hele gudstjenesten under pavedømmet i det hele taget – ikke andet end et glimrende hykleri uden ånd, som der ikke kan følge nogen rigtig frugt eller forbedring af. Men vil vi se på apostlenes og profeternes prædikener, så finder vi en helt anden måde at prædike om vor Herre Kristi lidelse på. For dér ser man, at de ikke gør mange ord om historien; de taler meget enkelt, jævnt og kort om den. Men hvordan man skal se på denne lidelse, have gavn af den og bruge den – det kan de ikke tale nok om.

Regner man efter ordene, så er det en meget kort prædiken, som Johannes holder om Kristus, når han siger: «Se, det er Guds lam, som bærer verdens synd.» Men vikler man den ud, så vil man se, at den rummer overmåde meget, især hvad angår den nytte og brug, vi har af den, når vi griber den i tro.

Han kalder Herren Kristus «et lam», fordi han skulle slagtes og blive et offer. For ofrene i Det Gamle Testamente, hvor man ofrede køer, okser og kalve, har alle været et forbillede på vor Herre Kristi ene, rette og evige offer – han som skulle ofre sit legeme og liv for verdens synd og ved sit blod rense os fuldkomment. Med dette ord nøjes Johannes med at pege på historien: at Kristus må lide. Men at han ikke alene kalder ham et lam, men «Guds lam», dermed vil han vise, at han er sådan et offer, som Gud selv har indsat, og som Gud alene har velbehag i. Med denne tilføjelse (Guds lam) vil han vække vor tro, så vi tager dette offer til os som noget, Gud af bundløs godhed og kærlighed har tænkt os til og har villet hjælpe os med. For at vi, eftersom Gud selv har indsat det, ikke skal tvivle på, at dette offer fuldt og helt har udrettet det, det skulle udrette – nemlig, som ordene siger videre, at han skulle tage verdens synd bort. Hvad betyder nu verdens synd? Ikke andet end alt det ugudelige væsen og al den uretfærdighed, som verden er druknet i, og som Gud evigt har mishag til og bliver bevæget til en forfærdelig og dog retfærdig vrede over. Alt dette har Gud af nåde taget fra verden og lagt på sin Søn; han skulle betale for det, for at vi kunne blive fri for skyld og straf.

Den, der nu efter dette skriftord vil prædike eller tænke rigtigt om vor Herre Jesu lidelse, skal ikke alene prædike, hvordan Kristus er overgivet til hedningerne, hudstrøget, bespyttet og slået på korset. Det er den blotte historie, som man bestemt på alle måder skal prædike og kende; men det er endnu ikke nok. Du skal også vide og tro, sådan som Johannes her prædiker, at Kristus har lidt dette for dine synders skyld, at Gud har lagt dem på ham, og at han har båret dem i al lydighed og betalt for dem. Så når du erkender, at du er en synder og har forskyldt Guds evige vrede og fordømmelse, skal du alligevel ikke fortvivle i den rædsel, men trøste dig ved vor Herre Kristi lidelse og fyldestgørelse. Så kan man få en smag af denne lidelse i hjertet – ikke bare sådan, at øjnene løber over, som i en pavelig prædiken, mens hjertet bliver tørt og vissent; nej, også hjertet vil løbe over. Først af sorg, fordi du må bekende, hvilken gruelig og forfærdelig byrde synden er, eftersom den ikke har kunnet lægges bort ved nogen skabning, men alene ved et så stort offer og ved Guds Søns død. Dernæst også af glæde, fordi dette offer er givet for dig, så du skal være vis på, at Gud ikke vil forkaste eller fordømme dig for din synds skyld (sådan som du har fortjent), men for dette dyrebare offers skyld, sin enbårne Søns betaling, vil lade sig forsone, tilgive dig din synd og tage dig til nåde og til arv i det evige liv.

På den måde har man ikke prædiket om lidelsen under pavedømmet. Ordene har de godt nok også ført i munden, at Kristus er Guds lam, som bærer verdens synd og tager den bort; men ved siden af gik hele gudstjenesten ud på, at hver kristen selv stadig bar sin synd (som om Kristus ikke bar den og ikke havde betalt for den) og selv måtte gøre fyldest for den. Hvorfor har man ellers – især i denne tid – pint sig så strengt med mange tunge gerninger, med faste og spægelse, nogle endda til blods? Hvorfor har man ængstet sig sådan med skriftemålet? Hvorfor har man siddet i kirken dag og nat, sunget og bedt, hvis man ikke håbede på og søgte syndernes forladelse derved? Men det er lige så meget som at sige, at Kristi offer ikke kunne være tilstrækkeligt eller bære frugt, uden at du hjalp til med din egen gerning og også led for din synd, sådan som Kristus har lidt.

Men hvordan rimer det med denne prædiken af Johannes Døberen, og ligeledes med den, som Kristus holder om sin lidelse i Joh 12, hvor han siger sådan: «Timen er kommet, hvor Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det alene; men hvis det dør, bærer det frugt.» Med disse ord vil han jo sige, at hans lidelse skal bære megen frugt. Men frugterne er ikke kun dem, hvor en kristen bærer gode gerninger i troen ved Guds Ånd, ligesom en gren bærer druer, når den bliver på vintræet. Nej, den højeste, ædleste og bedste frugt er den, som Herren taler om lidt efter: «Når jeg bliver ophøjet fra jorden, vil jeg drage dem alle til mig.» Det vil sige: Ved mig, ved mit offer, ved min ophøjelse på korset eller min død skal menneskene komme til mig og således også til Faderen og ind i det evige liv. De, der vil komme i himlen med egne gerninger, drager Kristus ned til sig; men det skal være omvendt. Kristus må drage os – ellers er det tabt. For han alene har ødelagt Djævelens rige, betalt for vore synder og draget os ud af verden, ud af døden og op til livet: ikke ved vor lidelse eller gerning, men ved sin lidelse.

På samme måde prædiker Kristus også om sin lidelse i Joh 3: «Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.» Det er jo sagt klart nok: Den, der vil have det evige liv, må have det ved en sådan tro på Kristus, at han for hans synd er ophøjet på korset og død og således har forløst ham fra den evige død og fordømmelse. For her nævner Kristus ingen gerning; han siger ikke: Den, der gør dette eller hint, faster eller giver almisse, bliver ikke fordømt osv. For dér er Guds ord og befaling allerede gået forud gennem Moses i De Ti Bud: at man skal holde dem og ikke gøre imod dem. Den, der nu gør imod dem, må derfor vente Guds vrede og hans straf. Men den, der ikke gør imod dem, men holder dem, så godt han kan, kommer ikke af den grund i himlen. For det er besluttet således, som Kristus selv viser på dette sted: Ligesom jøderne i ørkenen, da de blev bidt af de brændende slanger, ikke kunne blive raske ved nogen lægedom – det eneste, der hjalp dem, var, at de så på kobberslangen, som Gud havde befalet at rejse op – sådan er dette den eneste vej til frelse: «at se på Herren Kristus», det vil sige at trøste sig ved hans offer og tro, at Gud for hans døds skyld vil tilgive og skænke os vore synder og frelse os. Denne frugt vokser alene ud af Kristi død og ikke ud af vore gerninger, sådan som de pavelige fejlagtigt lærer.

Den slags prædikener er der også rigtig mange af hos profeterne. Esajas siger sådan i Es 53,4–5: «Sandelig, han bar vores sygdom og læssede vores smerter på sig. Men vi holdt ham for en, der var plaget og nedbrudt af Gud osv. Men han er såret for vores misgerningers skyld og knust for vores synders skyld. Straffen ligger på ham, for at vi skal have fred, og ved hans sår er vi helbredt.» Det må man kalde en smuk og virkelig trøsterig passionsprædiken. Den ville også i Det Nye Testamente være en herlig prædiken af en apostel, og den er sat så tydeligt op og sagt så klart, at en apostel ikke kunne sige det bedre. At Kristus bliver plaget, nedbrudt, såret og knust, det sker (siger han), fordi han har givet sig selv hen for os og læsset vores sygdom og smerter på sig, for at vi skulle have fred og blive helbredt. Den kære profet gør Herren Kristus til en læge. Han lærer os, at vil vi have fred – det vil sige, at det skal stå godt til med os, og at vi skal være raske og helbredte for Gud – så skal vi ikke lede efter det andre steder end hos Herren Kristus. Han har en lægedom, og den hedder ikke vores gode gerninger, at give almisser, faste og bede; nej, den hedder, at han selv må lide for os, blive såret for os, blive knust for os og bære straffen for os. Når du derfor i historien hører, hvor jammerligt jøder og hedninger er faret frem mod din kære Herre Kristus, så skriv ved hvert eneste lille stykke: Se, det er sket for min skyld, for at jeg kunne have en lægedom, så jeg blev forløst og helbredt – ikke fra legemlig sygdom, men fra synd og den evige død. Så bruger du historien og Kristi lidelse ret og til frelse. Men Kristi lidelse er en kostelig og helsebringende lægedom på to måder. For det første kan man af denne lidelse bedre end af nogen anden straf lære, hvor grufuld en ting synden er. For når intet menneske, ingen engel og ingen anden skabning har kunnet betale for synden, men Guds Søn alene har måttet gøre det, så må vi bekende, at synden er en uudholdelig byrde. Derfor skal vi så meget flittigere holde os i gudsfrygt og lære at vogte os for en sådan jammer. For det er let sket, at man falder i synd; men det er meget svært at komme op af den igen. Derfor tjener det for det første til at give os en kostelig lægedom mod synden, at vi betragter Kristi lidelse: Vi lærer at være gudfrygtige og vogte os for synd, eftersom den er så grufuld og uudholdelig en byrde, at ingen skabning har kunnet bære den; Guds Søn selv har måttet bære den. For det andet er den også en lægedom mod døden. For den, der tror, at Guds Søn er død for hans synd og har betalt for den med sin død, han kan få et roligt hjerte og stole på Guds godhed og trøste sig mod synd og evig død. Den trøst fremhæver profeten her fint, og Kristus selv peger hen på den, som vi har hørt.

Sådan prædiker også profeten Zakarias i Zak 9,11–12: «Du lader ved dit pagtsblod dine fanger komme op af gruben, hvor der ikke er vand. Så vend jer nu til fæstningen, I som ligger fangne i håb osv.» Gruben, som menneskene ligger fangne i, er synden og syndens straf, nemlig Djævelens tyranni og den evige død. Op af den grube, siger Zakarias, har vi ikke kunnet komme, uden at Gud sluttede en pagt med os – ikke ved blod af køer eller okser, men ved blodet fra den retfærdige og frelsende konge. Den, der ikke har denne blodpagt, må blive i gruben under synden og i den evige død; men den, der har den, skal komme op af denne grube, Guds vredes grube, til nåde og evigt liv.

Sådan prædiker Daniel i Dan 9,24: «Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over den hellige stad; så skal overtrædelsen hindres og synden forsegles og misgerningen sones og den evige retfærdighed bringes osv.» Men hvordan det skal gå til, viser han bagefter, nemlig at Kristus skal slås ihjel. Det er jo også et klart og lysende skriftord om, at man ikke kan komme til syndernes forladelse og retfærdighed på nogen anden måde end ved Jesu Kristi død. Han er den, der bringer os denne skat. Uden ham kan vi aldrig nogen sinde nå dertil. Således vidner alle prædikener – Johannes’, Herren Kristi egne og de hellige profeters – tilstrækkeligt om, hvordan man skal prædike ret om Kristi lidelse: nemlig sådan, at hjerterne lærer af den at trøste sig ved Guds godhed og nåde. For denne lidelse er sket, for at der derved skulle betales for vore synder, for at vi skulle forsones med Gud og til sidst blive frelst i en sådan tro på vor Herre og Forløser Kristus.

På samme måde har de hellige apostle også prædiket om vor Herre Jesu Kristi lidelse, som man kan se i deres skrifter og i beretningerne om dem. Og fordi der overalt står rigtig mange af den slags skriftord, vil vi nu til slut kun tage dette ene for os, som I, kære venner, hørte i begyndelsen fra Romerbrevets 5. kapitel. Det er i sig selv et klart ord, som enhver godt forstår. Men alligevel vil vi vikle det lidt ud, så det kan blive klarere og lysere for os og også mere trøsterigt.

Vi erfarer alle, hvor dybt vantroen sidder i vores hjerte. For vore synders skyld kan vi aldrig rigtig falde til ro, men tænker hele tiden: Ak, var du bare mere from, så ville det stå bedre til med dig, så kunne du håbe på nåde fra Gud. Hvor hjerterne er så tvivlrådige, dér må der være angst og modløshed. Omvendt: Kunne vi tro fast og stole ret på Guds nåde, som han har lovet for Kristi skyld, så ville vore hjerter også i al slags modgang holde sig til denne trøst og være glade og ved godt mod.

Men det går ikke. Derfor har paven indstiftet alskens gudstjeneste i den mening (som hans lære foregiver), at folk skulle fatte tillid til Gud og så meget mindre fortvivle om Guds hjælp. Derfra er påkaldelsen af helgenerne kommet, valfarter, køb af aflad, messer og vigilier, klosterliv og al slags afgudsdyrkelse. Den, der kunne bringe det så vidt, tænkte, at han nu havde gjort det godt og skulle nyde godt af det i himlen. Og så meget er rigtigt: En ret prædikant skal ikke give agt på noget stykke mere og ikke lægge større flid i noget end i, hvordan han kan bringe folk til den rette tillid og rive denne vantro ud af hjertet på dem. Men hvordan man kan gøre det ret og med frugt, ser man her af Sankt Paulus’ ord. Om ham har vi et sikkert vidnesbyrd fra vor Herre Kristus, at han er en ret prædikant og et udvalgt, kosteligt redskab til at plante Guds rige. Derfor skal vi give godt agt på hans ord.

For det første siger han: «Gud priser sin kærlighed til os.» Det er et meget sælsomt og utroligt ord, men, som vi skal høre, et dyrebart, sandt og kosteligt ord. Det er sandt, at Gud er fjendtlig mod synden og vil straffe den, sådan som loven vidner, og den daglige erfaring viser. Men nu må vi bekende, at vi alle er syndere. Deraf vokser vantroen, så vi ikke kan tro, at Gud elsker os. Men når vi hører (som her), at Gud elsker menneskene, så tænker vi straks på Johannes Døberen, Peter, Paulus og andre, der har været frommere end vi. Os selv kan vi ikke regne for den slags folk, som Gud elsker; vi frygter for hans vrede. Imod det stiller nu den hellige Paulus dette ord. For han siger ikke alene: Gud elsker os, men: «Gud priser sin kærlighed», det vil sige, han gør den så stor, så sikker og så åbenbar, at det ikke er muligt for et menneske at tvivle på den. For er det ikke (siger han) at vise kærlighed, at han lader sin Søn Kristus dø for os, mens vi endnu var syndere? Det ord skal du høre, mærke dig og holde godt fast ved. Al din bekymring og anfægtelse er, at du er en synder; ellers ville du bedre kunne trøste dig ved Guds nåde og venlighed. Men kære menneske, lad dig her sige noget, og hør efter, hvad Paulus siger: «Kristus er død for os syndere.» Hvem er nu Kristus? Han er Guds Søn. Hvad gør han? Han bliver menneske og dør. For hvem dør han? For syndernes skyld. Så må det jo følge, at Gud ikke mener synderne så ondt, at han vil lade dem gå til grunde for syndens skyld. Nej, han elsker dem, og elsker dem så højt, at han vil hjælpe dem ud af synd og død. For deres skyld lader han jo sin enbårne Søn dø. Hvordan skulle han dog kunne vise os sin kærlighed mere sikkert? Så har Paulus jo god grund til at sige: «Gud priser sin kærlighed til os.» Vi må regne den for en stor, høj og herlig kærlighed, og intet menneske kan tvivle på, at Gud vil være os nådig og lade sin vrede mod os falde. For hvem skulle vente vrede, når Gud for vores skyld ikke sparer sin enbårne Søn, men giver ham hen i en så skændig død for de ugudelige synderes skyld?

Disse ord af Sankt Paulus stemmer meget fint med Kristi prædiken i Joh 3,16, hvor han siger: «For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Den, der nu ved og tror dette, at Gud elsker ham, hvordan kan han være bange for Gud? For hvem ved ikke, hvordan kærligheden er, og hvad den gør? Hvor der er kærlighed, dér skændes og slås man ikke. Nej, dér har man en fast og sikker tillid til, at når der kommer nød, så finder man hjælp og bistand hos den, der har vist sin kærlighed; og det er umuligt, at det ikke skulle gå sådan. Derfor kommer alt an på, at vi præger denne kærlighed fast ind i os og ikke lader den tage fra os eller tale os fra den. For det er hovedstykket, som den onde fjende går allermest op i: at han kunne rive denne kærlighed, som Gud har til os, ud af vores hjerte og få os til ikke at vente os noget godt fra Gud, men holde ham for vores fjende. Får han det udrettet, så har han vundet. For hvad skal beskytte eller redde os, når vi har mistet Gud? Det må vi værge os imod. Og når vores samvittighed og synd vil tage denne trøst fra os, trøsten om Guds kærlighed til os, så skal vi holde os hertil og fatte dette herlige pant på hans kærlighed i vores hjerte: at Gud har ladet sin Søn dø for os, da vi endnu var syndere. Så må det jo følge, at Gud ikke mener synderne ondt, men elsker dem og har i sinde at hjælpe dem. Det er altså en trøst, som vi, sådan som Sankt Paulus lærer her, har i Kristi død og lidelse, og den skal vi trøste os ved. Når vore synder gør os bedrøvede, og vores hjerte vil tvivle på, om Gud også er os nådig og elsker os, så skal vi slutte og vide, at Gud ikke er vores fjende, og at vi derfor ikke behøver at frygte ham. Nej, han elsker os. For han har givet sin enbårne Søn i døden for os; derfor kan vi trygt trøste os ved hans nåde og hjælp.

Ja, siger du, det er vel sandt: Gud har givet sin Søn i døden for mig. Men hvor ofte har jeg ikke gjort mig uværdig til den nåde ved min synd? Selv om Gud altså før har elsket mig for sin Søns døds skyld, så er han dog nu blevet vred igen for min synds skyld og er blevet min fjende. Nej, for alt i verden, siger Paulus, lad dig ikke forføre af sådanne tanker, men hold dig her til denne trøst: «Kristus er død for dig, da du var en synder.» Det skal du mærke dig godt. For disse ord giver os til enhver tid, når vi er forfærdede over synden og over Guds vrede og straf for syndens skyld, denne trøst: at Kristus ikke er død af nogen anden grund og heller ikke for nogen andres skyld end syndernes. Derfor: Selv om du på ny er faldet i synd, så du har såret din samvittighed og på ny har pådraget dig Guds vrede – ja, også selv om du ikke er faldet i nogen åbenlys synd eller har handlet imod din samvittighed – så skal du dog altid og til enhver tid lade dette være sandt, at Kristus er død for dig som for en synder. Og du skal holde fast ved denne trøst, at han også finder en synder i dig, også når du lever helligt (skønt du altid skal stå i omvendelse og tro og forbedring af livet eller i lydighed mod den gode samvittighed). Sådan siger Sankt Paulus i 1 Kor 4,4: «Jeg er mig ikke noget bevidst, dog dermed er jeg ikke blevet erklæret retfærdig.» Og Sl 143,2: «Gå ikke i rette med mig, for for dig er intet levende menneske retfærdigt.» Således står det uforanderligt og altid fast, at Kristus er død og har lidt døden for vore synders skyld (hvad enten de er begået før eller siden) og for syndere, og at vi alene for hans skyld er forløst fra Guds evige vrede og stadig bliver forløst og får syndernes forladelse, forsoning og evigt liv.

Derefter trøster Sankt Paulus videre og siger: Når Gud har elsket dig sådan, at han (før eller nu) har gjort dig retfærdig ved sit blod, og du af hjertet tror dette, at dine synder er dig forladt for hans skyld, og at du nu også for hans skyld er retfærdig og velbehagelig for Gud, så skal du nu trøstigt og frimodigt vente dig, at han også fremover vil bevare dig fra den evige vrede og død og frelse dig. For han har ikke alene givet sig selv i døden for dig, men også givet dig sit liv og sin sejr.

Se, det er, hvad Sankt Paulus vil med disse ord. Dermed viser han fint, at de gudfrygtiges højeste anfægtelse er denne, at vi frygter for, at Gud er vred på os. For at trøste mod det siger han: Gud har vendt sin vrede bort fra dig og taget dig til nåde for sin Søns skyld, da du var en synder. Så meget mindre vil han være vred nu, eftersom du ved hans Søns død er vasket ren for synder. Det er jo herligt prædiket mod den vantro, som findes i vore hjerter for syndens skyld. Men det er ikke nok endnu. Paulus spinder en endnu større og højere trøst ud af Kristi død og siger: «For når vi er blevet forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var syndere, vil vi meget mere, når vi er blevet forsonet, blive frelst ved hans liv.»

Ak Gud, at vi dog rigtig kunne lukke denne trøst ind i vores hjerte! Det er en overmåde stor ting, at Kristus dør for syndere; for ved den død er vi gjort fri af synderne. Når vi nu har så stor gavn af vor Herre Kristi Jesu død, skulle vi så ikke også have gavn af hans liv? Er han død for vores skyld, og har hans død måttet tjene os til det bedste, så vil vor kære Herre Kristus i sandhed også lade sit liv, som han nu lever, tjene dertil, at det kommer os til gode: at vi bevares i nåden, beskyttes mod Djævelen og verden og vokser i troen dag for dag. Sådan ser vi da også, at de kære apostle overalt peger os hen på vor Herre Kristi glade opstandelse, for at vi skal trøste os ved den og håbe, at han ikke vil forlade os, men at han er faret op for at give os gaver og vil regere og bevare sine kristne i al nåde mod al anfægtelse. Til den trøst peger Paulus også her. For det første vil han, at vi ikke skal lade os gøre modløse eller drive til fortvivlelse af rædsel for Guds vrede og for døden, eftersom Gud har priset sin kærlighed til os, da vi endnu var syndere, og har ladet sin Søn dø for os. Har han nu givet os dette sit højeste gode, da vi endnu var syndere, hvor meget mere vil han så give os, nu da vi er kommet til nåde og ved Kristi død er blevet retfærdige og fri af synderne?

For det andet skal vor Herre Kristi liv tjene til, at vi helt og fuldt skal blive frelst, fordi vi ved hans liv også har sejr over den evige død og helvede. Fat derfor mod og stol på Gud, som har elsket dig så højt, da du endnu var en synder, og tro trygt, at han meget mere nu for sin Søn Kristi skyld vil bevare dig i al anfægtelse og ikke lade dig synke, men give dig det evige liv. En sådan tro er den højeste gudstjeneste. Derfor skal vi flittigt bede om den og holde fast ved den med alvor. Nu slutter Paulus denne trøsteprædiken og siger: «Vi roser os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har modtaget forsoningen.»

Forsoningen (siger han) har vi modtaget ved Herren Jesus. For på grund af vore synder har vi ikke kunnet vente os noget godt fra Gud. De er nu borte ved Kristi død; derfor ved vi, at Gud ikke længere er vred på os. Han er nu vores ven, ja, vor kære Fader. Hvad skal der nu følge efter en sådan forsoning? Intet andet, end at vi skal glæde os over denne nådige, venlige Gud, som er kærligheden selv, og rose os af ham og sætte vores tillid og vores hjerte til ham i al slags nød og anfægtelse. Har vi nu Gud til ven, hvad kan så skade os? Hvad kan bekymre eller ængste os? Synden er udslettet, Gud er tilfreds med os, Kristus sidder ved sin Faders højre hånd; han holder hånden over os. Og selv om døden kommer og slår os ihjel her i tiden, så ved vi dog, at vi ved Kristus skal vækkes op igen til det evige liv. Derfor: Lad det gå de kristne så ilde her på jorden, som det overhovedet kan, så må de dog være glade i ånden. De kan ikke andet end rose deres Fader i himlen, trodsigt bygge på hans kærlighed og nåde og befale sig i hans varetægt. Det har vi alene ved forsoningen, som er sket ved Kristi død.

Men hvilken grufuld jammer er det ikke, at paven og hans hob lader en sådan forsoning ligge og viser folk bort fra den hen til egne gerninger og menneskers fortjeneste, som om man skulle komme til nåde og få en nådig Gud ved dem? Derfor har vi god grund til af hjertet at takke Gud for, at vi er forløst fra en sådan vildfarelse og ved så mange herlige vidnesbyrd fra Det Gamle og Det Nye Testamente ser, hvordan vi skal betragte Kristi lidelse og trøste os ved den: at vi, når synden anfægter os, holder os hertil og siger: Var jeg ikke en synder, så havde Kristus ikke behøvet at lide for mig; men fordi han har lidt, skal jeg trøste mig ved hans lidelse. Dermed ærer man Gud og takker Herren Kristus. Vi kan jo ikke andet end tage imod de gaver med tak, som han har vundet os ved sin død.

Derefter skal så også dette følge, at vi vogter os for synder, holder op med dem og øver os i tro, kærlighed, håb og tålmodighed i al slags anfægtelse og vokser dag for dag. Det give os vor kære Herre Gud ved Kristus Jesus, vor Forløser. Amen.