1. søndag efter trinitatis (Luk 16,19–31)

Prædikener på 1. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 16,19–31, holdt 1533

Det er et herligt evangelium, hvis lige man ellers ikke finder noget sted i hele Skriften: om den dom, der efter dette liv skal gå over menneskene. Her er der ingen grund til at disputere om, hvorvidt det er en sand historie eller kun en lignelse. For når Kristus nævner de to personer og fortæller, hvordan de begge levede, og hvilken dom der efter døden gik over dem – at den rige blev pint i flammen, mens den fattige Lazarus var i glæde – så tror vi med god grund, at det er gået sådan til. Og vi må også tro, at en sådan dom skal gå over alle, der her på jorden følger enten den rige mands eller den fattige Lazarus’ eksempel.

For disse to eksempler, den rige mand og Lazarus, stiller Herren frem for hele verden. Det første er den riges: han levede en kort tid her lystigt og i fryd og er dér fortabt og bedrøvet for evigt. Det andet er Lazarus’: han var en tid her fattig og elendig, men er dér rig og salig for evigt. Det er, for at enhver skal lære at rette sig efter disse eksempler. For begge dele har man brug for sikker undervisning, så man forholder sig rigtigt; ellers er det evige liv tabt.

Derfor: den, der her på jorden er fattig og elendig som Lazarus, skal lære ikke at tage anstød af sin elendighed og ikke søge sin trøst i dette timelige liv, men håbe på det kommende og evige.

For det skal ingen kristen tænke, når det går ham ilde, at Gud derfor har glemt ham eller er hans fjende. For det er Guds art og vis, at han som en god far altid er efter sine børn med riset, for at de ved en sådan tugt kan blive formanet og holdt fra synd; ellers, hvis der ingen tugt var, ville de blive sikre og blive i synden. Derfor skal en kristen ikke alene ikke tage anstød af sin elendighed, men tværtimod fatte tillid af den: at Gud har ham kær, tænker på ham og søger hans bedste. Som den vise mand også siger: «Når faderen virkelig har sit barn kær, så tugter han det.»

Derfor er det en stor vildfarelse, hvis du vil regne Guds godhed og nåde ud alene efter, hvordan det går dig her på jorden. Det er sandt nok: penge og gods, et sundt legeme og den slags er Guds gaver og velsignelse; men en velsignelse, som ikke varer evigt. For til sidst må man jo lade penge, gods og alting blive tilbage. Og dertil hænger den ulykke ved, at en sådan velsignelse på grund af vores syndige natur giver anledning til mange synder, hvis man ikke særlig holder sig i Guds frygt og giver god agt på Ordet.

Derfor ser man, at Gud lægger mange slags kors og anfægtelser på rige folk, sygdom og anden ulykke. Ikke alene fordi de har fortjent det for de synder, de har begået, men fordi Gud vil værge mod de synder, der ellers ville komme, og således holde dem i sin frygt. Ellers, hvis de var fri for anfægtelse, ville de dag for dag tage af i bøn, tro og flid med Ordet og til sidst helt falde fra.

Men den rette, højeste og bedste velsignelse, som man rigtigt kan og skal mærke Guds godhed på, er ikke det timelige gods, men den evige velsignelse: at Gud har kaldet os til sit hellige evangelium, hvor vi hører ham og lærer, at Gud for sin Søns skyld vil være os nådig, tilgive synden og frelse os for evigt, og her nådigt beskytte os mod Djævelens og verdens tyranni. Den, der rigtigt tænker over den velsignelse, regner alt andet for lidt, selv om han mangler den timelige velsignelse, så han er fattig, syg, foragtet, ussel og belæsset med al slags modgang; for han ser, at han altid vinder mere, end han har tabt. Er der ingen penge og intet gods, så ved han dog, at han er kaldet til det evige liv, og at det er lovet ham i dåben og i Ordet.

Sådan også med andre anfægtelser og byrder. Lad det gå ham, som den kære Gud vil, så har hans hjerte dog altid den trøst: Det varer kun en lille stund, så skal det blive bedre; og så meget bedre, at ingen skal tage min glæde fra mig. For jeg har ved Kristus en nådig Gud, som er min Far og vil sætte mig ind i den evige arv ved Kristus. Sådan har den fattige Lazarus også trøstet sig. Smerten plagede hans legeme, så han tit græd og skreg over den. Hans hjerte er også tit blevet blødt og løbet over, fordi han ved siden af sygdommen var så helt forladt, at ingen tog sig af ham med mad og drikke, mens den rige, ugudelige mand levede i al overflod. Det har gjort ham ondt, siger jeg; for det er ikke muligt, at et menneskes hjerte ikke skulle blive bedrøvet over det. Men over for det har han holdt fast ved denne trøst i sit hjerte og sagt: Jeg ser, at min Gud i himlen vil have det sådan; derfor vil jeg gerne lide alt for at tjene ham; jeg ved jo, at det ikke kan vare evigt. Det er kun en kort tid, så må sygdom og al plage holde op, og den salige forandring ske, at der i stedet for den timelige lidelse skal være evig glæde og trøst. For jeg har jo løftet om, at Gud for sin Søn Kristi skyld vil være mig nådig, tilgive synden, tage mig ud af forbandelsen og tage mig til nåde. Lad det derfor gå, som det går. Bryder folk sig ikke om mig og under mig ikke de smuler, som de under hundene, så trøster jeg mig ved, at Gud tager sig af mig og ikke vil lade mig lide nød i evighed. Derfor kan jeg godt finde mig i at lide og trykkes en stund og vente på noget bedre.

At Lazarus har haft sådanne tanker og trøstet sig sådan i sin lidelse, viser først hans navn. For «Lazarus» er det hebraiske navn Eleazar og betyder så meget som: Gud, hjælp! – fordi han har sat al sin tillid til Guds evige hjælp, ikke til mennesker. Dernæst viser evangelisten det også ved at sige, «at Lazarus blev båret af englene i Abrahams skød». Det betyder ikke andet, end at Lazarus har sat sin tillid til det «løfte», som blev givet Abraham, da Gud lovede ham, «at i hans sæd skulle alle verdens slægter velsignes». Det løfte holdt Lazarus sig til og trøstede sig ved: selv om hele verden holdt ham for et forbandet menneske, fordi han var så elendig og fattig, så skulle han dog få del i den velsignede sæd og ikke være under Guds forbandelse, men alene under hans evige nåde. Og den tro holdt ham oppe, så englene, da han døde her på jorden, bar ham i Abrahams skød.

Nu vil Kristus, vor kære Herre, at vi flittigt skal se på dette eksempel og lære det godt. For hans kristne må jo indstille sig på, at de her på jorden må lide nød med den fattige Lazarus og døje al slags ulykke. Den, der ikke har eller kender den trøst, som Lazarus har, han bliver uvægerligt utålmodig og fortvivler til sidst. For kød og fornuft opgiver ikke deres art. Hvor der ikke værges med Guds ord, tænker man snart, når det går én ilde, at Gud har glemt én og ikke vil vide af én; ellers ville han hjælpe og ikke lade én sidde fast i jammeren. At vi skulle se på det kommende og trøste os ved det, bliver der ikke noget af. Deraf kommer det, at mangt et uprøvet menneske bliver utålmodigt og tænker: Vil Gud ikke hjælpe, så må Djævelen hjælpe, eller hvem der kan. Det er da at falde helt fra Gud, blive Guds fjende og ikke vente sig noget godt af ham, og oven i den timelige lidelse og jammer at lade Guds evige vrede og fordømmelse komme over sig. Det skal man vogte sig allermest for og ikke glemme den fattige Lazarus. Han er jo et fattigt, elendigt menneske; men fordi han holder fast ved løftet om Kristus og det kommende liv og overgiver sig i villig lydighed mod Gud, bliver han rigeligt holdt skadesløs for sin lidelse og får i stedet for en lille sorg en overvættes, evig glæde og trøst. Det er eksemplet med den fattige Lazarus, som alle kristne skal rette sig efter og også trøste sig sådan med i deres trængsel.

Det andet eksempel er den rige mand, som det her på jorden går godt og efter ønske og vilje; men i det andet liv må han lide mangel og være fordømt i evighed. Her må vi igen tro, at vor Herre Kristus fortæller os sandheden om denne dom og fordømmelse: at den rige ligger i helvedes flamme og lider gruelig pine, som det er umuligt at udsige med ord. Og at en stor grund til denne lidelse også er, at han ser den fattige Lazarus i den evige glæde, ham som han før foragtede så ynkeligt, og ikke kan få så meget godt af ham som en lille dråbe vand, og at han må blive i denne jammer i evighed uden noget som helst håb om hjælp.

Men hvad er grunden til, at det arme menneske kommer i en sådan evig jammer og pine? Det er ikke alene, at han er rig og har mange penge, at han klæder sig, spiser og drikker; for det er Guds gaver og ordning. Blot man holder måde dermed og ikke gør noget til overflod, så under Gud os gerne penge og gods, mad og drikke, glæde og fine klæder, hver efter sin stand, og andet mere. Men grunden er denne: at denne rige mand har penge og gods, klæder sig kostbart og lever herligt og ikke tænker på det kommende liv, hvordan det skal gå ham, når han i dag eller i morgen skal herfra. Al hans omhu og stræben er alene, at han her har nok og gode dage, ligesom han ellers ikke havde brug for noget mere. Det advarer Kristus imod i evangeliet: at man ikke skal tynge hjerterne med svir og druk og bekymringer for føden. Det er én grund, der driver ham frem mod den evige fordømmelse. For deraf følger, at Guds ord ikke er gået ham til hjertet. Han har ikke ladet sig anfægte af noget, hvad Gud så lovede eller truede med, bare han ikke manglede noget her.

Den anden grund er, at han ser den fattige Lazarus ligge foran sig, men i al hans nød og fattigdom under han ham ikke så meget, som man under en hund. Derfor siger evangelisten, at hundene havde mere medlidenhed med ham og tjente ham mere end den rige mand. Han tænker ikke på, at Gud har givet ham så meget mere, for at han skal hjælpe andre, der mangler; men ligesom en so, der helst ville æde det hele og ikke levne noget til andre, sådan tænker denne rige også kun på, at han selv har nok, og andre fattige folks mangel bekymrer ham ikke spor. Sådanne synder bringer den grufulde dom over ham: at han her en kort tid har sin lyst og sit overmod, men dér lider evigt.

Det eksempel stiller Herren frem for os, for at vi skal lære af det og vogte os for sådanne synder og en sådan dom: at vi ikke skal være sikre, som om der ikke var noget andet liv end dette timelige her på jorden, og at vi heller ikke skal glemme fattige folk. For den, som Gud har givet evne til at hjælpe fattige folk, og som alligevel ikke gør det, for ham vil det på den yderste dag og i evighed være den største pine og kval, at han ser de fattige, som han foragtede og ikke hjalp, leve i glæde foran sig, ligesom den rige mand her ser Lazarus. Omvendt vil det i det andet liv være en glæde for den, der har tjent mange, gjort godt og hjulpet. Men er det ikke en jammer over al jammer, at denne rige mand kun beder om en kold lille dråbe vand, og at han aldrig i evighed kan få den?

Lad os derfor endelig ikke glemme fattige folk, men gerne hjælpe og give dem: ikke alene med den almindelige almisse, hvor man giver én en penning, en groschen eller en gylden, alt efter hvad vores evne og hans nød kræver; den hjælp skylder man under alle omstændigheder fattige folk. Men så er der en anden almisse, hvor enhver kan tjene og hjælpe sin næste i sin stand og sit kald, og det hver dag og hver time. Nemlig at enhver driver sin handel, sit håndværk og sit erhverv sådan, at han ikke tager overpris af nogen, ikke snyder nogen med falsk vare, lader sig nøje med en rimelig fortjeneste og giver folk fuld valuta for deres penge; at man giver ret mål og vægt og hverken ved køb eller salg søger en fordel, som bliver til skade for den anden. For hvor megen utroskab der er i al handel, ligger for dagen. Men den, der handler troligt, han giver en almisse, selv om han ikke giver noget gratis og tager en rimelig fortjeneste. De andre derimod, der sælger deres varer med fordel og kun søger deres egen nytte, de stjæler pengene op af folks pung.

Som når en bager bager brødet for lille eller forfalsker dejen, en slagter giver for lille vægt, en vinkræmmer tager for meget for vinen eller forfalsker den; og hvem kan regne det hele op? Ingen handel er så lille og ringe: omgås du den troligt, så du lader andre få ret vare for ret pris, så er det en almisse. Omvendt: tager du overpris af folk eller giver dem dårlig valuta for pengene, så er det tyveri, og du er en tyv for Gud og skal på den yderste dag se den fattige Lazarus foran dig, ham som du nægtede den almisse, din handel skyldte ham, og som du oven i købet ved din gerrighed har stjålet hans eget fra – sådan som du her hører, at det gik den rige mand. Sådan kunne enhver gøre hele sit erhverv, stort eller lille, til en ret almisse, der behager Gud. Og så ville der helt sikkert ikke alene følge timelig velsignelse i fylde, men, som Kristus siger, vi ville også her på jorden skaffe os venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, hvis vidnesbyrd vi kunne have og nyde godt af i det evige liv.

Men verden er og bliver verden; den lader sig hverken råde eller hjælpe. Den, der har meget, vil intet give og altid have mere. Den, der har lidt, tænker på, hvordan han også kan skrabe noget sammen, lige meget hvem der lider skade ved det. Derfor må Gud lade al slags straf gå over den skændige verden her og siden også straffe med helvedes ild. Og selv om verden til dels oplever det og hører det i prædikenen, så bryder den sig alligevel ikke om det og bliver ikke spor bedre.

Men er det ikke en gruelig, forfærdelig blindhed og forhærdelse? Forudseende kan vi sagtens være i andre ting. Hvis man kan frygte en dyrtid, så skaffer den, der har råd, sig forråd til et, to, tre år for at komme manglen i forkøbet. Hvorfor gør vi det ikke meget mere her, hvor vi ved, at der vil følge en evig mangel, hvis vi ikke indretter os rigtigt?

Men den dom er så meget desto tungere, fordi du, når du først er kommet ind i den, aldrig nogensinde i evighed kommer ud igen. For dér er al hjælp skåret af. Abraham og Lazarus vil, som du hører her, ikke alene ikke hjælpe med en lille dråbe vand; de kan heller ikke hjælpe. Hvordan er vi stakkels mennesker da kommet så vidt i denne jammer, at vi bekymrer os så lidt om en sådan evig fare og ikke stræber efter at blive sikret mod den, når vi dog ellers i meget små sager, som tit ikke drejer sig om én eller to gylden, kan passe så fint på og være forudseende? Er det ikke sandt: Djævelen tager forstand og vid fra os; ellers skulle vi da se mere på en sådan evig skade end på den timelige? Men så går enhver bare derhen og bekymrer sig kun om, hvordan han kan have nok her, efterlade sine børn meget og leve standsmæssigt. Den, der har det, synes, at han har nok. Den, der ikke har det, synes, at han ikke kan få ro, før han også får det. Sådan bliver hjerterne tynget af bekymringer for føden, så deres dom kommer over dem som en snare, og de ligger i døden og fordømmelsen, før de opdager det.

Det er nu grunden til, at Herren stiller dette eksempel med den rige mand frem for os og lader det prædike: han ville gerne jage os op, så vi ikke alene bekymrede os om dette timelige, men langt mere om det evige og uforgængelige, og omgikkes det timelige og forgængelige sådan, at vi ikke derved giver anledning til vores egen fordømmelse. For hvis denne rige mand ikke havde haft så meget og samtidig også havde lidt og været prøvet noget, var han ikke kommet i en sådan nød. Men penge og gods gør ham overmodig, så han tænker, at han hverken har brug for Gud eller hans ord; og så lever han løs i sus og dus og lader sig ikke anfægte af noget. Det evige bekymrer han sig ikke om, og fordi han har nok af alt, bekymrer han sig heller ikke om det timelige, uden for så vidt han tænker på, hvordan han kan skaffe sig gode dage og vellyst og tilbringe tiden i glæde. Det advarer Kristus os imod og siger: Se jer for! Vil I ligesom den rige mand her alene stræbe efter at leve herligt og i glæde, så vil det ende med jer, som det endte med ham: at der efter en sådan kort, forgængelig og oven i købet usikker glæde vil følge en evig, uendelig jammer og sorg.

Det er de to eksempler, som vi aldrig nogensinde i hele vores liv burde glemme, så vi i sorg og anfægtelse kan have en sikker trøst og vandre sådan i det timelige, at vi ikke derved mister de evige goder.

Til den lære tjener nu det, Herren Kristus videre siger: at den rige, da der ikke er nogen hjælp at håbe for hans eget vedkommende, tænker på sine brødre og beder Abraham om at sende Lazarus til dem, så de ikke følger den rige mands eksempel og også bliver fordømt. Men Abraham afslår blankt hans bøn og siger: «De har Moses og profeterne; lad dem høre dem!» Men da den rige bliver ved og mener, at det ville bære mere frugt hos dem, hvis en død kom til dem og prædikede for dem, end når de hører det i templet, svarer Abraham endnu en gang og siger: «Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke tro, om nogen opstod fra de døde.»

Den rige mand ser, at hvis nogen skal undslippe en sådan dom, må han omvende sig og leve anderledes end han. Samtidig tænker han også på, at det kunne gå andre folk ligesom ham: for selv om de har Guds ord og prædikenerne, så foragter de dem dog og bliver ikke bedre af dem. Derfor synes han, at man ikke kunne råde hans brødre bedre end ved, at der kom en anselig prædikant, som man kendte og vidste var død og nu var i det andet liv, og som kunne bringe sikker besked om, hvordan det stod til i det liv. Og det er sandt: vi synes selv, at en sådan prædiken ville man ikke foragte, sådan som man ellers hører og foragter den prædiken, der sker ved mennesker. Men Abraham afslår det helt og holdent og siger: Den, der vil undslippe en sådan evig dom og blive frelst, skal ikke se efter eller vente på nogen anden advarsel, men alene på Moses og profeterne; det er den eneste vej, ad hvilken han kan undslippe den evige fordømmelse og blive frelst. Men den, der ikke vil høre Moses og profeterne, for ham er det forgæves, om så en død opstod; ja, om så en engel eller Gud selv prædikede synligt, ville han alligevel ikke tro. Det er da at prise prædikeembedet højt og trofast formane folk til at høre prædiken, eftersom der ellers ikke er noget andet middel, hvorved de kan værne sig mod denne forfærdelige dom, den evige fordømmelse.

Men hvad prædiker Moses og profeterne? Først og fremmest disse to stykker. Det første: at de peger hen på kvindens lovede sæd, som skal knuse slangens hoved, det vil sige tage magten fra Djævelen og afvende den skade, som han i Paradis har hængt på os alle. Med denne kvindens sæd, som er Guds Søn og bringer guddommelig kraft og retfærdighed ned til os på jorden, beskæftiger Moses og profeterne sig; de formaner og driver på, at man, når han kommer og træder frem, skal høre ham, holde sig til hans ord og tro hans løfte.

Den, der nu hører Moses og profeterne sådan, han vil først fortvivle om sit eget liv, sine gerninger og sin egen evne og alene trøste sig ved denne sæd; for han alene er den velsignede sæd og bringer velsignelsen over os, som på grund af vore synder er forbandede og fordømte mennesker. Sådan er troen på Jesus Kristus den eneste og rette vej, ad hvilken man kan undslippe synden og døden og blive frelst. Den Frelser og trøst brød den rige mand sig ikke om; han holdt sig selv for retskaffen. Og udadtil for verden har han nok også været retskaffen: for evangeliet beskylder ham jo ikke for at være ægteskabsbryder, røver osv. Derfor har han nok tænkt: Var jeg ikke så retskaffen, ville Gud ikke give mig så megen lykke og velsignelse.

For det hænger naturligt ved ethvert menneske, at når det går ilde, tænker han straks: Ak, Gud er vred på dig og tager sig ikke af dig; nu må du gå til grunde uden råd, hjælp og trøst osv. Omvendt: står det godt til med ham, er der alting i overflod, og går det ham efter alle hans ønsker, så bilder han sig ind, at han står sig godt med Gud; ellers ville Gud ikke være så nådig mod ham. Og dog er en sådan timelig velsignelse, som sagt ovenfor, en meget ringe og ussel ting. Derfor går det da også sådan på jorden, at de ugudelige har det bedre end de fromme. Men lad der være så mange penge og så meget gods, det skal være: vogt dig, at du ikke holder dig selv for retskaffen, men sætter din tillid og trøst alene til det, som Moses og profeterne prædiker om; ellers går det dig som denne rige, der hørte Moses og profeterne og alligevel ikke trøstede sig ved Herren Jesus.

Det andet, som Moses og profeterne lærer, er dette: Når vi har sat vores retfærdighed alene til den lovede sæd, så skal vi også være Gud lydige og i dette timelige liv gøre og holde det, han har befalet os, og omvendt undgå og lade det være, som han har forbudt os; for det er at frygte Gud og have ham for øje. Men den, der ikke vil gøre det og ikke vil følge Guds lov, men sin egen vilje og lyst, det vil sige synden, han kan ikke rose sig af at være Guds barn eller have Gud for øje. Derfor må han hvert øjeblik stå i fare for, at Gud kommer, griber ham og dømmer ham, som han finder ham.

Derfor må begge dele være sammen: tro og lydighed mod Gud. Troen tjener til, at vi bliver fri for synden og bliver Guds børn. Lydigheden, eller kærligheden og kærlighedens gerninger, tjener til, at vi viser os som lydige børn, ikke vækker Guds vrede yderligere og har en god samvittighed. Den kan de ikke have, som ligger i bevidste synder og fortsætter i dem uden nogen forbedring eller omvendelse.

Kort sagt: frygt Gud og vær retskaffen, og stol dog ikke på denne retskaffenhed, men trøst dig alene ved vor Herre Jesus Kristus, så har det ingen nød med dig. For den tro hjælper dig mod synden og døden. Og fordi Gud har befalet lydigheden, vil han også lade den behage sig; og det skader ikke, at denne lydighed endnu er ufuldkommen i dette liv. For den står ikke alene, men hænger ved Kristus; for hans skyld behager både personen og gerningerne i denne påbegyndte lydighed Gud hos dem, der tror, og for den samme Kristi skyld bliver det dem også tilgivet, som denne lydighed endnu mangler.

Sådan skal man høre Moses og profeterne, at man deraf lærer at tro på Kristus og være retskaffen. Det har den rige mand ikke gjort; derfor må han være fordømt i evighed og lide sammen med alle dem, der hører Moses og profeterne og dog ikke følger deres prædiken. Men de, der hører og følger, det vil sige, de, der tror på Kristus og ved, at Gud for hans skyld vil være os nådig, ikke tilregne synden og frelse os, og som derefter lever i gudsfrygt, ikke følger Djævelen og deres kød, men ser på Guds ord og vilje, det er dem, der hører til hos Lazarus i Abrahams skød og skal være salige i evighed. Det give Gud os for sin Søns, Jesu Kristi, skyld ved sin Helligånd. Amen.