2. søndag efter trinitatis (Luk 14,16–24)

Prædikener på 2. søndag efter trinitatis. Første prædiken over evangeliet Luk 14,16–24, holdt 1535

Dette evangelium har de pavelige – imod den gamle kirkes orden – lagt på den forgangne 1. søndag. Det er sket, fordi man i den uge fejrede Kristi legemsfest, sådan som man stadig gør hos dem. For de har trukket det aftensmåltid, som dette evangelium taler om, over på sakramentet og vil dermed bekræfte, at sakramentet kun skal gives under den ene skikkelse. Og det er et af de vigtigste stykker af deres misbrug og antikristelige forvrængning af sakramentet, som vi er uenige med dem om.

Nu vokser de unge op og ved intet om den slags højtider og optog, og vi gamle glemmer det også. Derfor var det godt at minde vore egne om det. Så kan vore unge, når de kommer i de paveliges kirker og ser det, undgå at tage anstød af det, og de kan sige: Det er ikke rigtigt, at de bærer det hellige sakramente rundt sådan til skue og deler så meget løgneaflad ud ved det. Det gør de nemlig ikke for at ære sakramentet – ellers ville de bære hele sakramentet rundt, begge skikkelser. Nej, de gør det til spot og skam for sakramentet, for at de selv kan blive æret. De vil nemlig holde fast i den forskel, at præstestanden er en særlig, højere stand for Gud end de andre almindelige kristne. For de alene bruger hele sakramentet, begge skikkelser, Kristi legeme og blod, mens de andre kristne som ringere folk må nøjes med det ene stykke af sakramentet.

Den forskel har de villet bringe ud blandt folk med den højtid og på den måde prise deres stand frem for andre – til skam og spot for det hellige sakramente og for Herren Jesus Kristus. For han har ikke indstiftet sin hellige nadver for en særlig stand ved siden af de almindelige kristne, lige så lidt som han har lidt og er død for en særlig stand. Nej, han har indstiftet den til trøst for sin kristne kirke. Og den er ikke delt, men er ét eneste legeme under det ene hoved, Jesus Kristus. Der er alle lemmer lige, hvad liv og væsen angår, selv om gerningerne er ulige og forskellige.

Dette misbrug, som er meget stort og skadeligt, skal man ikke glemme, men revse det grundigt, så længe de bliver ved deres ugudelige væsen, så forstokkede og ubodfærdige som de er. For hvordan kan det hellige sakramente komme til at bruges til at gøre forskel på de kristne? Herren Kristus har jo først og fremmest indstiftet det til trøst for samvittigheden og til styrkelse af troen. Dernæst skal det være som et bånd i kristenheden, som binder de kristne så inderligt sammen som muligt, så de er som ét brød eller én kage – ikke alene ved at de sammen har én Gud, ét ord, én dåb, ét sakramente, ét håb og al Kristi nåde og alle hans goder fælles uden nogen forskel, men også ved at de i hele deres ydre liv er ét legeme. Dér skal det ene lem række det andet en hånd og tjene det, hjælpe, give råd, have medlidenhed osv.

Den brug af det hellige sakramente har de pavelige helt ophævet ved, at de alene har taget hele sakramentet og derved gjort sig til en særlig flok, som skal være bedre end den almindelige kristenhed. Og for at den menige mand alligevel skulle holde den ene skikkelse højt og ikke helt foragte den, har de hvert år holdt denne højtid i otte dage. Da bar man den ene skikkelse rundt i byen til skue med prægtigt optog, med cymbler og strengespil, så folk måbede og tænkte: Selv om præstestanden er meget herligere og større for Gud, så har vi dog også noget at prale af.

Oven i det har de også trukket dette evangelium herover, selv om det passer rigtig dårligt med den ene skikkelse. Som om denne husfar havde holdt et musegilde og kun givet noget at spise, men intet at drikke! Og så synger de selv om det: Venite, comedite panem meum, et bibite vinum meum [Ordsp 9,5], kom, spis af mit brød, og drik af min vin – og alligevel har de kun givet den ene skikkelse og beholdt kalken for sig selv. Men sådan går det altid for vor Herre Gud: Hvad han stifter og ordner, det skal Djævelen og hans folk forvrænge og vanære. Sådan er det også gået med sakramentet, som på denne højtid den dag i dag bespottes på det grueligste af de pavelige.

For som sagt holder de ikke denne højtid til ære for det hellige sakramente – ellers ville de bære begge skikkelser og hele sakramentet rundt. Nej, de holder den til ære for sig selv. Og de pynter den op, ikke for at vi skulle have meget ud af det, men alene for at vi skulle vide, hvilken forskel der er på en præst og en lægmand. I andre sager, hvor Gud har skabt det sådan, er det godt at gøre forskel: at en kvinde bliver ved at være kvinde, og en mand ved at være mand, at den verdslige øvrighed er skilt fra undersåtterne, og så fremdeles med de andre verdslige stænder.

Men at man her vil gøre forskel, hvor Gud har ophævet al forskel – så paven, biskopperne, ja Sankt Peter eller Sankt Paulus skulle have en bedre dåb, et bedre evangelium end en almindelig kristen – det er ikke rigtigt. Derfor er det også forkert, at de vil have et bedre sakramente end andre kristne. For vor Frelser, Herren Kristus, har jo (som sagt) ikke indstiftet sakramentet for at gøre forskel blandt sine kristne, men for at gøre dem lige – ligesom dåben og evangeliet – så den ene skal have lige så meget af det som den anden.

Det har jeg kort villet sige for de unges skyld og også for vor egen skyld, så enhver kan vogte sig for den vederstyggelighed, som pavedømmet her har indført. Det har splittet kristenheden, hvor vor Herre Gud har gjort den til ét. Og så fordømmer og forfølger de os, fordi vi ikke vil lade os gøre til mus eller rotter, der spiser uden at drikke, eller kun tage den ene skikkelse. Derfor har vi helt afskaffet denne højtid i vores kirke. For de har gjort den til ren afgudsdyrkelse og handlet lige imod Kristi orden og indstiftelse – det hellige sakramente til skam og kristenheden til mærkbar skade. For vi vil blive ved de kristnes enhed: at her er den ene lige så god som den anden, og al forskel er ophævet. Nok om det, for de unges og de enfoldiges skyld. Nu vil vi også tage fat på evangeliet.

Kristi prædiken begynder ved det under, da Herren Kristus helbreder en vattersottig i farisæerens hus. Men evangelisten siger, at de «holdt nøje øje med ham» og lurede på ham for at fange ham. Derfor tager han også fat og læser dem et kapitel, den ene efter den anden: hvordan de er fulde af hovmod og stolthed og trænges om at sidde øverst. Til sidst kommer han også til værten og læser ham også en tekst: hvordan han skal indbyde gæster – ikke de rige, som kan indbyde ham igen her på jorden og takke ham for det, men de fattige, som kan indbyde ham igen dér i det andet liv.

Efter den tale tager en af dem til orde, som vil være meget lærdere end Herren Kristus, og siger: «Ja, salig er den, som spiser brød i Guds rige!» Det er, som om han af lutter visdom ville sige: Du gør dig vigtig nok med din prædiken; skal der prædikes, så kan jeg også, og bedre end du. For det her regner jeg for en rigtig høj prædiken: «Salig er den, som spiser brød i Guds rige.» Ham svarer Kristus igen: Ja, siger han, jeg skal sige dig, hvor salige du og dine lige er. «Der var en mand, som holdt et stort måltid og indbød mange; men de foragtede det og ville ikke komme.» Den lussing var møntet på ham, som om han ville sige: Du taler meget om, at det er et saligt menneske, som spiser brødet i himlen. Åh ja, det er dig nok alvor! Hvor er du dog en udmærket og herlig mand – nemlig en af dem, der er indbudt og alligevel ikke kommer. Det er hårde, skarpe og frygtelige ord for den, der virkelig vil tænke over dem. For han taler også med lutter ærkeskælme, som sad rundt om bordet, ikke for at lære noget, men for at holde øje med ham, om de kunne komme ham til livs og fange ham. Til dem fortæller han denne lignelse: «Der var en mand, som holdt et stort måltid.»

Manden er vor Herre Gud selv, en stor og rig herre. Han har også engang dækket op, som det sømmer sig for hans herlige majestæt og ære. Og det er et «måltid», der med rette kaldes stort og herligt. Ikke alene på grund af værten, som er Gud selv – det ville være et herligt måltid, også selv om han kun havde givet ærtesuppe eller tørre brødskorper. Nej, også maden er stor og kostelig over al måde, nemlig det hellige evangelium, ja, Kristus, vor Herre, selv. Han er selv maden, og han bliver sat frem for os i evangeliet: hvordan han ved sin død har gjort fyldest for vore synder og forløst os fra al den elendighed, som er den evige død, Guds vrede, synd og evig fordømmelse.

Denne prædiken om Kristus er det store, herlige måltid, som han bespiser sine gæster med. Han helliger dem ved sin hellige dåb og trøster og styrker dem ved sit legemes og blods sakramente, så der slet intet mangler, men er rigeligt af alt, og alle bliver mætte. Derfor kaldes dette måltid med rette et herligt, stort måltid, på grund af kosten og maden, som er tillavet så kosteligt og rigeligt, at ingen tunge kan sige det til ende, og intet hjerte kan fatte det nok. For det er en evig mad og en evig drik; den, der får den, skal aldrig nogensinde tørste eller sulte, men bliver evigt mæt, beruset og glad. Og ikke bare ét menneske: så vidt som verden er – og om den så var ti gange større – ville de alle have nok i den. For det er en uendelig mad og en evig drik. Sådan siger evangeliet nemlig: «Den, som tror på denne Herre Jesus Kristus, at han for vor skyld er født af Jomfru Maria og for vore synders skyld korsfæstet under Pontius Pilatus, død, nedfaret til helvede og opstået igen og sidder ved Guds højre hånd» osv. Den, der tror sådan, han spiser og drikker ret af dette måltid. For at tro på Herren Kristus er at «spise og drikke», og deraf bliver folk mætte, fede, trinde og stærke, så de er glade i al evighed.

Det kaldes da med rette et «stort måltid», som er så kosteligt og sættes frem for så mange mennesker, at enhver kan spise sig mæt, og maden alligevel ikke bliver mindre. For det er en så stor og kraftig mad, at den varer evigt og giver evigt liv. Dermed giver Kristus disse hyklere ved bordet at forstå, at det er et andet måltid end det, de giver ham. Og selv om de er flinke til at føre munden og snakke meget om det, er de alligevel sådanne skælme og slyngler, at de foragter Gud og hans barmhjertighed, evigt liv og salighed og holder mere af alle andre ting. Så følger: «Og indbød mange.»

De «mange», som bliver indbudt, er jøderne og hele Israels folk, som er blevet indbudt fra Abraham af, og især gennem profeterne. For til patriarken Abraham blev den sæd lovet, ved hvem velsignelsen skulle komme. Og således blev dette måltid først forkyndt for ham som dette folks fader. Siden har profeterne drevet det videre og vist folket hen til det, så det ikke har skortet på vor Herre Guds vilje, og de er blevet flittigt indbudt. Derfor sætter Sankt Paulus også overalt i sine breve jøderne forrest: Judaeis primum et Graecis [først for jøder og så for grækere, Rom 1,16].

Da nu timen kom, hvor man skulle gå til bords – det vil sige, da tiden var inde, hvor vor Herre Kristus var født og skulle lide og opstå igen fra de døde – da «gik tjenerne ud», Johannes Døberen og apostlene, og «sagde til de indbudte», til Israels folk: Kære folk, indtil nu har I været indbudt; nu er det tid. Kom, nu bliver der sat frem! Jeres Herre Jesus Kristus, jeres Messias, er allerede født, død og opstået igen. Bliv derfor ikke længe borte, kom til bords, spis og vær glade. Det vil sige: Tag med glæde imod jeres lovede skat, som efter løftet har befriet jer fra forbandelse og fordømmelse og frelst jer. Og det budskab blev især bragt til de højeste i folket, som sad i det gejstlige og det verdslige regimente. Men hvad gjorde de så? «De begyndte alle som en at undskylde sig.»

Det er en lektie til gæsterne, som sidder til bords med Kristus, og især til det unyttige vrøvlehoved, som ved bordet vil sætte Kristus på plads og prædike meget om brødet i Guds rige: «Salig er den mand, som spiser brødet i Himlenes rige.» Ja, siger han, vil du vide, hvor salig du er, så skal jeg sige dig det: Brødet er allerede båret ind, og måltidet er sat frem. Johannes Døberen er her; jeg og mine apostle beder jer nu sætte jer til bords. Men I bliver ikke bare borte og lader husherren sidde med sit store, herlige måltid; I vil oven i købet undskylde jer og være uskyldige. Så det er en dobbelt synd: ikke alene at I foragter evangeliet, men også at I vil have handlet rigtigt og endda være hellige, fromme og kloge. Det er først for alvor en harmelig synd.

Det er allerede slemt nok, at man ikke vil tro Guds ord. Men at man går endnu videre og foragter det og oven i købet vil være retfærdig, det er over al måde og alt for meget. Sådan gør vore junkere også nu: De har vanæret og bespottet sakramentet og kun givet os vildfarne den ene skikkelse, og alligevel undskylder de sig og vil have handlet rigtigt med det. Ja, minsandten, de fordømmer endda os, lægger os al slags pine på og myrder og jager de folk bort, som begærer at modtage det ret. Men lad dem bare hælde varmt nok på stenene – hvem ved, hvem der endnu kommer til at svede i den badstue.

Jøderne gjorde det samme og undskyldte sig: Åh, vi kan ikke tage imod den lære. Den går jo imod præstedømmet og loven, som Gud selv har givet os ved Moses. Den skaber også uro i vort kongerige, som Gud har stadfæstet. Vi må se, hvordan vi kan bevare vores. Sådan undskylder den første sig med marken, den anden med okserne, og begge mener de, at de gør ret. Den tredje undskylder sig slet ikke, men siger ligeud nej: Han kan ikke komme.

Det er også vore undskyldninger, som vi fører frem imod evangeliet; for vi er ikke bedre, end de var. De førte for det første Moseloven frem: Den måtte blive stående. Og fordi apostlene prædikede imod loven – at hverken deres lov, tempel eller præster var nødvendige, for der var kommet en større præst, Jesus Kristus af Judas stamme – så ville de ikke tåle den prædiken, men beholde deres lov, sådan som de stadig gør. Derfor er det også endt med et brud: Den dag i dag venter de, og de må vente til den yderste dag, at deres Messias skal komme. De håber, at han skal oprette alt igen, det gamle præstedømme og kongerige, sådan som det var på Davids tid, og give dem alting i overflod oven i købet.

For Kristus rører her ved disse tre stykker. Den første siger: «Jeg vil ud og se til min mark.» Det er de fornemste og bedste, sådan som hos jøderne hele præstedømmet og det højeste regimente. De siger: Vi må arbejde, dyrke jorden og høste – det vil sige: Vi må regere folket (ligesom Kristus også kalder prædikanterne for agerdyrkere, som sår evangeliet) og passe vort præstedømme, som Gud har befalet os. Når nu apostlenes lære er imod det, så er den forkert, og vi er med rette undskyldt for ikke at tage imod den. Sådan «undskylder» også «de andre» sig, dem i det verdslige regimente, «med okserne». For «okser» kaldes folkets regenter (Sl 22,13: «Store tyre har omgivet mig, fede okser har omringet mig»). De har også en hæderlig undskyldning: Vi har et kongerige og et regimente, som Gud har grundlagt og indrettet; ved det må vi blive og se, hvordan vi kan bevare det. De tredje siger: Evangeliet er en lære, som ikke vil lade os være gerrige eller tragte efter at have nok her, men byder os at sætte alt på spil, liv og lemmer, penge og gods, for Kristi skyld. Derfor vil og «kan vi ikke komme»; for vi må se, hvordan vi kan beholde vores, som Gud har givet os. For «at tage en hustru» betyder ikke at drive eller have noget uhæderligt for, men at træde ind i en hæderlig stand, blive hjemme og tænke på at skaffe sig føden, sådan som enhver har pligt til. Men det er netop alt det, en hæderlig husfar synder med, når han kun tænker på, hvordan han kan blive rig, holde godt hus og have fremgang – lige meget om det sker med Gud eller imod Gud.

For jøderne så kun på, at Moses havde lovet dem timelig velsignelse, hvis de var fromme og holdt Guds bud: at kvæg, mark, hustru og børn, alt skulle være velsignet og stå godt til. Derfor tragtede de kun efter at have køkken og kælder fulde og blive rige. Og så mente de, at de var fromme, og at Gud havde velsignet dem sådan, som Sl 144 siger.

På netop samme måde undskylder vore pavelige sig også stadig og siger: Læren er nok rigtig, men man må alligevel blive ved kirken og dens ordentlige regimente. Ligeledes: Man må frem for alt bevare lydigheden mod den verdslige øvrighed, så der ikke kommer ufred og oprør. Så er de bekymrede ligesom jøderne: Hvis de tager imod evangeliet, vil de miste deres kirke eller øvrigheden. Og dog er det alene evangeliet, der opbygger den rette kristne kirke og værner mod al uret, vold og oprør. Dernæst er gerrigheden der også. Fordi de ikke ser andet ved evangeliet end lutter fattigdom og forfølgelse, går det som her: De nægter ligeud og uden blusel at adlyde evangeliet; de siger, at de har taget sig en hustru og ikke kan komme. Og alligevel vil de være kristne og have handlet rigtigt og regnes for fromme biskopper, fromme fyrster og fromme borgere.

Men hvordan skal det så gå dem? Ligesom jøderne. De holdt så længe og så fast på deres lov, præstedømme, kongerige og gods, at de til sidst gik helt til grunde og mistede det ene med det andet. Nu sidder de spredt hist og her under fremmede fyrster i deres huse som på en gynge. Det har de fået i løn; det ville de også have. For de ville ikke have måltidet, og de brød sig mere om deres rige, præstedømme og huse end om evangeliet. Derfor har de mistet alle tre og fået den dom, «at ingen af dem skal smage dette måltid». Og sådan er de blevet berøvet begge dele: det timelige her på jorden og det evige måltid. Det vil helt sikkert også ramme vore modstandere.

Sådan har Herren Kristus her ved bordet læst den skarpe doktor og hans kammerater teksten og vist dem, hvordan de står over for vor Herre Gud. Det lyder nemlig sådan: «Da blev husherren vred og sagde til sin tjener: ’Skynd dig ud på byens gader og stræder’» osv.

Det er, som om han ville sige: Når det nu drejer sig om, at I vil se til jeres marker og okser og tage jer hustruer og forsømmer mit måltid for det – det vil sige: I vil holde fast ved jeres præstedømme, kongerige og rigdom og lade mig og mit evangelium fare – så vil jeg også lade jer fare, så I også skal miste det hele, og jeg vil skaffe mig andre gæster. Derfor: «Gå du ud, tjener, på byens gader og stræder, og før de fattige, vanføre, lamme og blinde herind.»

Sådan gik det også til blandt jøderne. For da de store herrer, fyrsterne og præsterne og det bedste i folket ikke ville tage imod evangeliet – af de grunde, vi har vist ovenfor – tog vor Herre Gud imod de ringe fiskere, den fattige, elendige og mest foragtede lille flok. Som også Paulus siger i 1 Kor 1,26–28: «Se på jeres kaldelse, kære brødre: Der er ikke mange fornemme, som er kaldet; men det, der er tåbeligt for verden, har Gud udvalgt for at gøre de vise til skamme; og det, der er svagt for verden, har Gud udvalgt for at gøre det stærke til skamme; og det uædle for verden og det foragtede har Gud udvalgt, og det, som intet er, for at gøre det, som er noget, til intet» osv.

Efter dette ord er alt, hvad der var klogt, helligt, rigt og mægtigt i folket, forkastet af Gud, fordi de ikke ville tage imod hans evangelium. Og han har udvalgt de enfoldige, jævne, allerringeste småfolk som Peter, Andreas, Filip, Bartholomæus osv., fattige fiskere og trængende tiggere, som ingen ville have regnet for gode nok til at være tjenere for præsterne og fyrsterne i folket. De er blevet tilbage som bundfaldet – og som Esajas siger: som bærmen af den gode, kostelige vin [billedet med bærmen står i Jer 48,11 og Zef 1,12] – når det bedste i folket, præster, fyrster, rige og mægtige, er hældt af ligesom et fad god vin, og kun bærmen er blevet tilbage. Det er dem, Herren her kalder «fattige, lamme, vanføre og blinde». De kommer til den nåde og ære, at de bliver Gud kære og velkomne gæster, fordi de andre høje, store folk ikke vil.

At farisæeren nu siger: «Salige er de, som spiser brød i Guds rige» – ja, svarer Kristus, salige er de; men for dig og dine lige drejer det sig om en mark og nogle okser, det er det, du taler om. Derfor skal du vide, at der er gjort et måltid i stand, som alene de fattige skal spise af, som teksten siger: Pauperes evangelizantur [for fattige forkyndes evangeliet; Matt 11,5]; for I mægtige, hellige og vise vil ikke have det. Derfor er det gået dem sådan, at både præster og fyrster er hældt bort ligesom den bedste vin, fordi de holdt så fast ved deres okser, marker og hustruer; og i deres sted er de fattige tiggere kommet til evangeliet, til dette herlige måltid.

Det kalder jeg at give jøderne en ordentlig hovedvask – og især ham her, som vil være så klog og spise brød i himlen, men alligevel beholde præstedømmet og kongeriget, og så må Kristus og hans evangelium blive, hvor de vil. For sådan står hans hjerte: Han mener, at han slet ikke behøver Herren Kristus for at komme i himlen, men at vor Herre Gud vil sige til ham og alle jøder: Kom, I jøder, og især I præster, I hellige, I fyrster, I fede borgere, til jer er måltidet bestilt. Ja, siger han, det er sandt, indbudt er I; men I bryder jer ikke om det, I undskylder jer og vil endda have ret. Derfor kaster jeg jer bort og tager hellere det ringeste folk til mig, om jeg så ikke skulle få andre end lutter foragtede, elendige, vanføre og lamme.

Sådan skal det også gå vore modstandere, og det skal slet ikke hjælpe dem, at de er store, hellige biskopper og mægtige fyrster og herrer og tænker, at vor Herre Gud vel ikke vil kaste dem sådan bort og alene tage sig af den fattige rotterede i Wittenberg og den ringe flok, som har evangeliet kært. Jo, min kære ven! Har han dengang i sit folk, som havde så herlige, store løfter, kastet det bedste bort og taget bærmen, så vil han heller ikke skåne dig. For du kommer ikke til at spise brød i himlen, fordi du er stor, hellig og mægtig; nej, «for fattige forkyndes evangeliet». Vor Herre Gud er jo langt større, stærkere, visere og helligere end alle konger og alle djævle; derfor spørger han ikke meget efter din hellighed eller magt. Og vil du endnu trodse ham og så frækt foragte hans ord, så vil han også rejse sig imod dig, så al din visdom, magt og hellighed skal blive til intet.

Så langt angår dette evangelium alene jøderne. For han taler om «de lamme og vanføre, som er på byens gader og stræder», og kalder jødefolket en by, fordi de var et samlet og velordnet folk og havde loven, gudstjenesten, templet, præster og konger, alt sammen ordnet af Gud selv og indrettet ved Moses. Nu sender han også sin tjener ud på landevejene og befaler ham at tage gæster, hvor han finder dem, også tiggerne ved gærderne og alle vegne. «Og herren sagde til tjeneren: Gå ud på landevejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit hus kan blive fuldt.»

Det er os hedninger, som ikke har boet i nogen by, det vil sige: Vi har ikke haft nogen gudstjeneste, men har været afgudsdyrkere og har ikke vidst, hvad vi selv eller Gud var. Derfor kan det, vi har, godt kaldes en fri, åben plads ude på «landevejen», på marken, hvor Djævelen render hen over og har frit spil. Gå derud, siger han, og «nød dem til at gå ind». For verden sætter sig altid til modværge mod evangeliet og kan ikke tåle denne lære; og alligevel vil denne husherre have huset fuldt af gæster. For han har gjort alt sådan i stand, at han må have folk, som spiser, drikker og er glade, om han så skulle lave dem af sten.

Her ser man også, at Herren Kristus lader verden stå så længe for vores skyld, skønt han havde grund nok til at slå den sammen i en bunke hvert øjeblik for vore synders skyld. Men at han ikke gør det, er, fordi han har brug for flere gæster, og for de udvalgtes skyld, som også hører til dette måltid. Når hans tjenere nu bringer evangeliet til os, er det derfor et tegn på, at også vi, som er døbt og tror, hører til dette måltid. For vi er de store herrer, som ligger ved gærderne, det vil sige: blinde, fattige og fortabte hedninger.

Men hvordan bliver vi så nødt? Vor Herre Gud vil jo ikke have nogen tvungen tjeneste. Han nøder os på den måde, at han lader prædike for alle mennesker: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive fordømt.» Dér viser han begge dele: helvede og himmel, død og liv, vrede og nåde. Og han åbenbarer os vores synd og fordærvede tilstand, for at vi skal forskrækkes over den, når vi hører, at et menneske, så snart det bliver født, hører Djævelen til og er fordømt, som det går og står.

Det er den ene side af at «nøde»: at man forskrækkes over Guds vrede og beder ham om nåde og hjælp. Når det så er sket ved prædikenen, og hjerterne er knust og forskrækkede, så vil han have, at der videre skal prædikes sådan: Kære menneske, fortvivl nu ikke, selv om du er en synder og har så forfærdelig en dom over dig. Gør sådan her: Gå hen og lad dig døbe, hør evangeliet. Dér vil du høre, at Jesus Kristus er død for din skyld og har gjort fyldest for din synd. Tror du det, så skal du være tryg for Guds vrede og den evige død, og du skal spise ved dette herlige måltid og leve godt, så du bliver rigtig fed og stærk osv.

Det er den rette måde at «nøde» på, nemlig at forskrække med synden – ikke sådan som paven nøder med sin band. Han forskrækker ikke samvittigheden på den rette måde, for han lærer ikke, hvad rigtige synder er, men går og roder med sit narreværk: Den, der ikke holder hans forordninger og menneskebud, skal være i band. Men evangeliet begynder med at åbenbare synden og Guds vrede: at vi alle, uden én undtagelse, lever uret og er ugudelige. Det befaler vor Herre Gud os at forkynde ved sit evangelium, når han siger til apostlene: «Gå ud og prædik omvendelse.» Men omvendelse kan man ikke prædike, uden at man siger, at Gud er vred på alle mennesker, fordi de er fulde af vantro, foragt for Gud og andre synder.

Denne vrede skal forskrække dem og gøre samvittighederne forsagte og bange, så de selv nøder sig og siger: Ak, Herre Gud, hvad i alverden skal jeg dog gøre for at blive fri for denne jammer? Når mennesket så er forskrækket på den måde og mærker sin elendighed og nød, så er det tid til at sige til ham: Sæt dig her ned ved den rige husherres bord og spis – for der er endnu mange ledige borde og mad i overflod – det vil sige: Lad dig døbe og tro på Jesus Kristus, at han har betalt for dig. Der er ingen anden udvej, hvorved du kan få hjælp. Så holder vreden op, og fra himlen skinner der lutter nåde og barmhjertighed, syndernes forladelse og evigt liv.

Derfor er dette ord, «nød dem til at gå ind», over al måde kærligt og trøsterigt for den fattige, elendige flok af dem, der bliver nødt – det vil sige især for os, der før var fortabte og fordømte hedninger. Med det vil Gud mægtigt afbilde og vise os sin bundløse nåde. For det må jo være en uudsigelig kærlighed, at han med dette ord viser sig så ivrig efter vores frelse og salighed, at han ikke blot befaler at kalde venligt på de stakkels syndere og formane dem til dette måltid, men også vil have dem nødt og drevet og ikke vil have, at man holder op med at nøde dem, bare de kommer til dette måltid. Dermed viser han tydeligt nok, at han ikke vil støde dem fra sig eller have dem fortabt, hvis bare de ikke selv sætter sig op imod denne nøden ved modvillig foragt og forhærdet ubodfærdighed. Han er altså, som Tauler har sagt, umådeligt meget ivrigere efter at give os og hjælpe os, end vi er eller nogensinde kan være efter at tage imod eller bede; og han kræver og begærer intet højere af os, end at vi blot lukker vort hjerte vidt op og tager imod hans nåde.

Men denne «nøden» hører alligevel med, både ved prædikenen om omvendelse og om syndernes forladelse. For uden det bliver vi alt for hårde og forstokkede, uden omvendelse, under hans vrede, i vort syndige væsen og ligger i Djævelens rige. Og omvendt: Når forskrækkelsen over Guds vrede rammer os, er vi igen alt for sky, frygtsomme og forsagte til at fatte det i hjertet og tro, at han vil vise os så stor nåde og barmhjertighed. Vi er hele tiden bange for, at vi ikke hører med, og at han vil støde os bort for vore synders og vor store uværdigheds skyld osv. Derfor må han her selv befale og sørge for, at man bliver ved og holder ud med at nøde og drive, alt hvad man kan – både ved at holde vreden frem for de ryggesløse og nåden for de troende. Vreden og omvendelsen trænger på, så man må løbe og råbe efter nåden. Det er den rette vej, som man går ad til dette måltid. Sådan bliver der af jøder og hedninger én kristen kirke, og allesammen kaldes de fattige, elendige folk, lamme og vanføre. For efter forskrækkelsen tager de imod evangeliet af hjertet og med glæde.

Men de, der ikke vil gøre det, uanset hvor vise og kloge de end er, har de her deres dom: at «de ikke skal smage dette måltid», det vil sige, at Guds vrede skal blive over dem, og at de skal fordømmes for deres vantros skyld. For dér spørger vor Herre Gud slet ikke efter, at de er rige, vise eller hellige. Selv om de nok så meget føler sig trygge og mener, at der ingen nød er, så skal de dog sande, at denne dom, som Herren her fælder, ikke lyver: Non gustabunt, «de skal ikke smage mit måltid». Men vi, som tager imod det og med forskrækkede hjerter over vore synder ikke afslår Guds nåde, som forkyndes og tilbydes os i evangeliet ved Kristus, vi får nåde i stedet for vrede, evig retfærdighed i stedet for synd og det evige liv i stedet for den evige død.

Denne forfærdelige dom går i vore dage, som vi ser, med vælde over tyrkere og jøder, så de ikke har den mindste duft af evangeliet; ja, det er dem en væmmelse og en gru, så de hverken kan tåle eller høre det. Sådan er vore paver og biskopper også: De kan ikke engang lugte denne mad, for slet ikke at tale om, at de skulle blive mætte af den. Men vi, som af Guds særlige nåde er kommet til læren, bliver fede, stærke og glade af den og er ved godt mod i huset ved dette måltid. Gud give, at vi bliver standhaftige sådan helt til enden. Amen.

Således vil Herren nu i denne lignelse formane os til at holde evangeliet højt og kært og ikke holde os til den flok, som bilder sig ind, at de er kloge, vise, mægtige og hellige. For her står dommen: De skal kastes bort og ikke smage dette måltid. Sådan er de også blevet kastet bort i det jødiske folk, og kun den ringe bærme er blevet tilbage. Sådan vil det også gå os, hvis vi holder mere af os selv, vore marker, okser og hustruer – det vil sige: åndelig (som man nu kalder den) eller verdslig ære sammen med timeligt gods – end af evangeliet.

Han siger det med enfoldige, korte, men meget alvorlige ord: «Smage skal de ikke mit måltid.» Det er, som om han ville sige: Nuvel, mit måltid er også noget værd; og hvad vil I vædde: Det skal være bedre end deres okser, marker og huse eller hustruer, selv om de foragter det nu og regner deres marker, okser og huse for meget mere kostelige. Og den time skal komme, da de må forlade deres okser, marker og huse, og da de gerne ville smage bare lidt af mit måltid. Men så skal der også lyde: Kære ven, jeg er ikke hjemme nu, jeg kan ikke tage mig af gæster nu; gå ud på jeres marker, til jeres okser, ind i jeres huse, de vil vel give jer et bedre måltid, siden I så sorgløst og frækt har foragtet mit måltid. Jeg havde ellers lavet mad til jer og givet meget ud til det; det var I for fine til. Har I nu lavet noget bedre, så spis og vær glade – kun skal I ikke smage mit måltid.

Det bliver en meget hård, forfærdelig og uudholdelig dom for dem, når hans måltid skal hedde det evige liv, og deres marker, okser og huse den evige helvedes ild, og han står urokkeligt fast på, at de ikke skal smage hans måltid – det vil sige: Der skal aldrig i evighed være noget håb mere. For da vil hverken omvendelse eller anger hjælpe, og der er ingen vej tilbage. Derfor er det meget stærke, voldsomme ord, som viser husherrens store, uendelige vrede. For det er store herrers og fornemme folks måde: Når de for alvor bliver vrede, så siger de ikke mange ord; men hvad de siger, dér vejer ét ord en centner, for de har mere i sinde at gøre, end de kan sige. Hvor meget mere vil da disse korte ord fra den almægtige Herre betyde en uudsigelig vrede, som aldrig nogensinde skal forsones.

Alligevel går vi bare sådan hen, som om en nar eller et barn havde sagt så hårde, forfærdelige ord, så vi kunne le og spotte ad dem, eller som om det var vor Herre Guds spøg og løjer. Vi hverken hører eller ser, at teksten klart siger, at «han blev vred», og at han har sagt dette i stor vrede, og at han ikke er en nar eller et barn, men Herren og Gud over alt, for hvem bjergene med rod og grund med rette skælver og forskrækkes (som Skriften siger), og for hvem både hav og vande flygter. Men ingen skabning er så hård og jernhård som mennesket, så det slet ikke frygter for dem, men endda foragter dem og gør nar ad dem. Men vi, der siger det, er i hvert fald undskyldt nok; det er vores ros. For på hin dag skal hele verden vidne og bekende, at de har hørt, set og erfaret det fra os. Og vi bryder os ikke om, at de skælder det ud for kætteri. Det vil vi gerne tåle; vi har over al måde nok i det og takker dem endda venligt for, at de skælder det ud for kætteri.

For dermed bekender de jo, at de med sikkerhed har hørt, læst og set det. Mere forlanger jeg ikke af dem. For når de bekender, at de har hørt det, så vidner de samtidig om, at vi i hvert fald ikke har tiet. Men har vi ikke tiet, men trofast og flittigt lært og prædiket det, så vore fjender selv siger, at vi har drevet det alt for hårdt – ja, så lad den mand dømme, som vi mener har befalet os det; og lad den gud forsvare dem, som driver dem til at fordømme os. Det må gælde i Guds navn, hvilken parts gud der er den rette Gud, hvilken Kristus der er den rette Kristus, og hvilken kirke der er den rette kirke; det skal nok vise sig, når sneen smelter.

Ganske vist kan der ikke være noget bedre regimente for verden end Djævelens – eller i stedet for Djævelens: det pavelige regimente. For sådan vil verden have det: Hvad Djævelen vil, det går fremad og lykkes med vælde; hvad Gud vil, både i det åndelige og det verdslige regimente, det vil ingen steder frem og møder utallige hindringer. Så hvis jeg kunne skille verden og kirken fra hinanden, ville jeg gerne hjælpe med at lægge verden ind under paven og Djævelen. Men Kristus, vor Herre, vil gøre dette og mere til og gøre sit måltid fjernt nok fra verden og Djævelen. Amen.