Trinitatis søndag: 2. prædiken (Joh 3,1–15)

Anden prædiken på trinitatis søndag over evangeliet Joh 3,1–15, holdt 1535

Det er et særdeles smukt evangelium, og i det ser vi, hvad der er den rette, eneste og sikre vej til det evige liv. Det ser ud til, at man netop har lagt det på denne højtid for den hellige treenighed, fordi det så fint og tydeligt viser forskellen på personerne – og det i den højeste og største gerning, Gud gør med os stakkels mennesker, når han gør os retfærdige og frelser os. For her står der klart om Faderen, at han har elsket verden og givet den sin enbårne Søn. Dér har vi to forskellige personer, Fader og Søn. «Faderen elsker verden og giver den Sønnen.» «Sønnen» lader sig give til verden, og som Kristus her klart siger, «lader han sig ophøje på korset ligesom slangen i ørkenen, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv». Til denne gerning kommer så den tredje person, Helligånden, som ved den salige dåbs vand tænder troen i hjertet og på den måde føder os på ny til Guds rige. Sådan taler Herren også her klart om Helligåndens person: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd» osv.

Det er en meget trøstefuld prædiken, som da virkelig burde give os et glad hjerte over for Gud. For vi ser, at alle tre personer, hele guddommen, vender sig mod det og tager sig af det, at de stakkels, elendige mennesker kan få hjælp mod synden, døden og Djævelen og komme til retfærdighed, evigt liv og Guds rige. Hvordan kan vi så være bange for Gud på grund af vore synder? Hvordan kan vi have et ondt hjerte over for ham? For havde han villet fordømme os for vore synders skyld – og det er jo det, vi hele tiden frygter, især når den sidste time kommer – så havde Faderen ikke givet sin enbårne Søn, og Fader og Søn havde ikke ført os til genfødslens bad og ind under Helligåndens vinger. Sådan bliver denne artikel om treenigheden vist her på den fineste og venligste måde. Men det har vi talt nok om i den forrige prædiken. Derfor vil vi nu tage evangeliet for os stykke for stykke. Her hører vi, hvordan Herren har en lang samtale med den skriftlærde Nikodemus, som den gode gamle mand slet ikke kan finde rede i. Så må vi først se på, hvad det dog var, der hindrede ham i at forstå det mindste af, hvad Herren siger og vil.

Det er et godt tegn, at han søger Herren. Men fordi han ikke tør gøre det åbenlyst, kommer han til ham om natten. Hans ord viser også, at han ikke foragter Herren Kristus, men tværtimod sætter ham meget højt som en særlig prædikant, som Gud har sendt til verden, og hvis lære han har bekræftet med herlige undertegn. De ord siger han ikke af et falsk hjerte, sådan som farisæerne i Matt 22,16: «Lærer, vi ved, at du er sandfærdig og lærer Guds vej i sandhed.» Nej, som Nikodemus siger det, sådan mener han det af hjertet: at vor kære Herre Kristus er en særlig dyrebar lærer, fordi Gud har bekræftet hans lære med så mange og så store undertegn.

Den tanke behager Herren Kristus godt. Derfor vil han nu, ligesom Nikodemus priser ham som den højeste lærer, også holde den højeste prædiken for ham – om den højeste og største gerning, man overhovedet kan prædike om: hvordan man kan se Guds rige. Det vil sige: hvordan man kan blive fri af synden, komme til Guds nåde og få det evige liv. For det er den prædiken, som alene Guds Søn har bragt med sig fra himlen ned til os på jorden. Som Johannes siger: Den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han har forkyndt os det.

Det er ganske vist sandt, at hele verden altid har været optaget af det og har fundet på og lavet sig sine egne særlige måder og veje til at blive frelst. Nikodemus kommer jo selv med den tanke, at han – Gud være lovet! – også uden Kristus ved, hvordan han skal og kan blive frelst. Han mener, at fordi han er jøde og har loven, har han den fordel, at han kan vide, hvad han skal gøre, når han vil leve Gud til behag og vise den bedste lydighed. Det nøjes han med og tænker ikke på, at det forholder sig helt anderledes, sådan som han skal få at høre af Kristus osv. Det samme ser vi hos vore pavelige. Kunne en munk nå så vidt, at han levede fuldt op til sin orden, så bildte han sig ind, at han allerede sad i Guds skød – ligesom farisæeren i Luk 18, der praler af sin faste, sin tiende og andre gode gerninger.

Kort sagt: Sådan er alle menneskers hjerter skruet sammen. Ligesom de bliver bange og forfærdede, når de mærker deres synd, sådan stoler og håber de på, at de står sig godt med Gud, når de i det ydre er retskafne og ikke har nogen ond gerning på sig, som kunne forskrække deres samvittighed og gøre den modløs. Derfor tager den ene sig dette for, den anden noget andet, alt efter hvad han synes er bedst, og regner med, at han dermed kan bestå for Gud. Jøden har sin Moses, munken sin orden. Ja, vi går alle sammen rundt i den vildfarelse, at hvis vi bare holdt de ti bud flittigt, så var der ingen nød med os. Det tænker Nikodemus også. Men fordi han regner Kristus for en høj og særlig prædikant, vil Kristus også vise sig at være det over for ham. Og først giver han ham denne undervisning: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

Se, dér står sagen med klare, runde ord. Kristus lader sig her høre som en særlig lærer, hvis lige Nikodemus aldrig har hørt. Derfor forstår han det heller ikke. Det eneste, han forstår, er, at han endnu ikke er født på ny. Men hvordan han skal komme til genfødslen, ved han ikke noget om.

Tænk nu også du over, hvad Herren dog vil med dette ord. For kan man ikke se Guds rige uden at være født på ny, så følger det jo, at vi – sådan som vi er født af far og mor til denne verden – med fornuft, fri vilje, loven og alle de gode øvelser, som både fornuften og viljen kan tage sig for, må være fordømte. Dér hjælper intet. Men hvor er det dog en jammerlig sag, at man ikke lærer folk noget om denne genfødsel, men – sådan som paven gør – blot henviser dem til deres egne gerninger, for at de skal blive frelst ved dem? Hvordan rimer den lære med det, Kristus siger her? De siger: Gode gerninger frelser. Kristus siger: Er du ikke født på ny, bliver du ikke frelst.

Nu er det ganske vist sandt og ubestrideligt, at et menneske af sig selv og ved egne kræfter kan vænne sig til tugt, dyd og ærbarhed – det ser man hos hedningerne. Man ser jo også, at ikke alle mennesker er mordere, ægteskabsbrydere, horkarle, tyve, drankere og dagdrivere, men at der er mange retskafne, ærbare folk for verden. Det er herlige, smukke dyder og gode gerninger, og dem skal man formane alle og enhver til, for Gud kræver dem i de ti bud. Men her står det fast: Lad dyderne og gerningerne være, som de vil – er genfødslen der ikke, så hører det hjemme i helvedes afgrund hos Djævelen. Ind i himlen og ind i Guds rige kan det ikke komme. Det siger Kristus selv, og ingen skal tvivle på det.

Her er fornuften fanget. Den vil straks holde det op mod hinanden og slutte: Tyveri, mord og ægteskabsbrud mishager Gud, og han straffer det også; så må det jo følge, at det behager Gud at holde sig fra sådanne synder, og at han vil lønne det – ellers, siger den, måtte Gud være uretfærdig. Nu er det sandt, at det behager Gud, når man holder sig fra disse og andre synder og gør det gode, og han vil heller ikke lade det være ulønnet. Men skal man se himmeriget, så kræver det noget andet og større, nemlig at man – som der står her – bliver født på en anden måde. Derfor er det ikke, fordi farisæeren i Luk 18 ikke er røver, ægteskabsbryder eller uretfærdig som andre mennesker, eller fordi han faster og giver tiende, at Gud er vred på ham. Det ville Gud have haft velbehag i, hvis ikke den skændige last hang ved, at han mente at komme i himlen ved det og bildte sig ind, at han var meget bedre end synderen.

Derfor står det fast her: Fornuften er en ædel og kostelig ting; viljen til det gode er også en ædel og kostelig ting; loven og de ti bud, et fint, ærbart og uanstødeligt levned – alt det er herlige, store gaver, som man skal takke Gud for. Men når man taler om Guds rige, og hvordan man skal komme ind i det, så hjælper hverken fornuft, vilje, lov eller alle gode gerninger. Alene dette gør det: at man bliver født på ny. Ellers kan man ikke se Guds rige, men må være og blive fordømt med fornuft, fri vilje, lov og ti bud. Dér hjælper intet.

Ja, siger du, skal jeg så slet ikke gøre noget godt? Nej, det duer heller ikke, og på den måde bliver Guds dom kun så meget tungere for dig. Gør derfor begge dele: Gør dig flid med at holde de ti bud, og bekend samtidig i fuldt alvor, at du er en stakkels synder, som for sine gerningers skyld måtte være evigt fordømt. Hør så videre på Herren Kristus, hvordan han igen trøster, efter at han så tørt har frakendt os frelsen på grund af vor første fødsel.

Nikodemus mærker godt den hårde dom. Han tænker derfor over, hvad genfødslen dog skal være, og forstår, at han ikke kan blive født legemligt en gang til af far og mor. Så spørger han, hvordan det dog skal gå til; for det kan jo ikke lade sig gøre, at jeg skulle krybe ind i min mors liv igen og fødes på ny. Med det spørgsmål får han Herren til at lære ham, hvordan genfødslen skal ske, og Herren siger: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige. Det, som er født af kødet, er kød, og det, som er født af Ånden, er ånd.»

Her afsiger han for anden gang dommen over den første fødsel: at den er kødelig og fuld af synd og ikke hører til Guds rige. Det er, som om han ville sige: Du spørger, om du skal fødes på en anden måde af din mor. Om du så blev født tusind gange på en anden måde af din mor, så var og blev du den samme gamle Nikodemus. Af kødet kan der ikke fødes andet end kød. Derfor hører far og mor, som begge er kød og fulde af synd, ikke med til denne genfødsel; nej, til den hører vand og Ånd. Den, der er født på ny på den måde, er et nyt menneske og skal komme ind i Guds rige.

Det har uden tvivl forekommet Nikodemus at være en meget latterlig sag. Han har nok tænkt: Skal min fornuft, min vilje og Moseloven ikke kunne udrette det, som vandet kan udrette – hvad kan det dog betyde? Så bliver den gode mand helt forvirret og ved ikke, hvad han skal sige. Han må ærligt indrømme, at han ikke forstår et ord af det, selv om han godt forstod Moses og de ti bud og derfor bildte sig ind, at han var en højlærd doktor.

Lad os nu lægge godt mærke til ordene og samle det hele fint sammen. Det står fast: Gode gerninger skal vi gøre, og i lovens lydighed skal vi øve os. Men ved det ser vi ikke Guds rige. Skal vi se det, så må vi blive helt andre og nye mennesker. Det sker ikke ved den legemlige fødsel, men ved vand og Ånd. De er den rette far og mor til denne nyfødte frugt.

Vandet er ikke andet end den hellige dåb. For sådan siger Kristus i Mark 16,16: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Men vandet har ikke kraften af sin natur. For vand er vand, det vil sige et element og en skabning, som af sig selv hverken kan røre eller forandre hjertet eller vaske synden af. Klæder og det snavs, der sidder på huden, kan du rense og gøre rent med vand; men sjælen lader sig ikke røre eller rense af vand. Dette vand, som Herren taler om her, og som vi kalder dåben, er derimod ikke bare naturligt vand. Det er et vand, hvori Guds ord, befaling og løfte ligger indesluttet. Her kommer to ting sammen, vand og ord, og de blandes sådan med hinanden, at man ikke kan skille det ene fra det andet. Tager du Ordet fra vandet, så har du ingen dåb; tager du vandet fra Ordet, så har du heller ingen dåb. Men når Ordet og vandet bliver sammen, så har du et vand, hvor Helligånden vil være til stede og ved det føde dig på ny til Guds rige – det vil sige: tilgive dig dine synder og frelse dig.

Derfor skal vi lægge godt mærke til dette ord, især mod det blinde folk, gendøberne, som regner barnedåben for uduelig og frugtesløs. Men hvordan kan den dåb være frugtesløs, når du her hører, at Kristus har indstiftet vandet til at hjælpe til genfødslen ved Helligåndens medvirkning? Når nu børnene har brug for at blive født på ny og ellers ikke kan se Guds rige, hvorfor skulle man så nægte dem dåben eller påstå, at et sådant vand, som er fattet i Guds ord og forbundet med Guds ord, ikke skulle tjene dem til genfødsel? Er det ikke sandt, at Kristi ord går lige ud på, at den, der skal fødes på ny, må fødes ved vandet? Selv om vandet altså intet udretter uden Helligånden, så vil Helligånden alligevel ikke virke i os uden vandet.

Derfor er det en grufuld og forfærdelig vildfarelse, at nogle prædikanter på enkelte navnkundige steder har vovet at døbe børnene uden vand. For skal dåben være ret, og skal mennesket komme til genfødslen, så må der ikke alene være ord, ikke alene Ånd, men også vand. For sådan har Kristus indrettet det her, og den ordning må ingen bryde.

Vanddåben ser man med øjnene; men genfødslens virkning, som Helligånden udretter i hjertet ved denne dåb, ser man ikke. For at man nu ikke skal foragte den ydre, ringe vanddåb, der ikke ser ud af noget, fordi Helligånden virker så skjult og usynligt, siger Herren videre til Nikodemus: «Du må ikke undre dig over, at jeg har sagt til dig: I må blive født på ny. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører godt dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.»

Det er meget enkle ord, ligesom gerningen også er enkel og ringe. For i fornuftens øjne ser det ikke ud af noget særligt, at man bærer et lille barn eller et gammelt menneske frem og bekender, at det på grund af synden ligger i Djævelens lænker og ikke kan gøre sig selv fri, og at man så i denne høje og store nød ikke skal gøre mere end at dyppe det i vandet eller overøse det med vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Men lad endelig ingen, siger Kristus, foragte denne gerning, fordi det ser så ringe ud. For Helligånden udfører sin gerning i det skjulte. Dertil hører tro, som fatter ordene og ikke tvivler på, at det er sådan, som ordene lyder. For med øjnene, ja med alle sanser, vil du aldrig nogensinde kunne se, forstå eller fatte det. Det er ligesom med vinden: Du hører den suse, men at du skulle kunne gribe den sådan, at du kunne sige: Her begynder den, dér holder den op – det er ikke muligt. Sådan går det også til her. Den ydre gerning med vandet ser du, og du hører Ordet klinge eller suse, at det sker i Jesu navn til syndernes afvaskelse. Den, der ikke vil holde sig til Ordet, men vil gribe eller søge Ånden og hans virkning et andet sted, han farer vild. For skal han fødes af Ånden, så skal der ikke mere til, end at han lader sig døbe med vand og lægger mærke til «susen» – det vil sige Ordet – og tager imod det i tro. Så bliver han født på ny til Guds rige – og ad ingen anden vej.

Hvor er så de bespottelige sekter og sværmere, der ikke kan andet end råbe og prale af Ånden? Men det er den onde ånd, Djævelen selv, der har besat dem lyslevende, fordi de har forkastet dåben, sakramentet og Ordet, som Kristus selv så dyrt har erhvervet os, som unødvendige og unyttige ting for frelsen. Gud straffe den bespottelige ånd! Sådan lærer Kristus ikke her. Nej, han viser os hen til den hellige dåb og til susen, det vil sige til Ordet. Og han advarer os: Lader vi os ikke nøje med vandet og susen, så får vi intet som helst af Helligånden at beholde og kommer aldrig nogensinde til den nye fødsel. Lad os derfor holde vor dåb og Ordet i ære som vor højeste skat. For dér ved vi med sikkerhed, at vi er født på ny til Guds rige, når vi bliver ved dem.

Det er altså læren om, hvordan man skal komme til «genfødslen», det vil sige til Guds rige. Det er en ny, uhørt prædiken i verden, men den eneste, der er sikker og ret og ikke bedrager os. Alle andre lærdomme er derimod falske og bedrager, hvor smukke de end tager sig ud for verden. Det så meget anseligt ud, både med farisæernes liv i jødedommen og under pavedømmet med munkeordenerne og præstestanden. Og det er en særlig fin pryd, når et menneske lever tugtigt og ærbart og holder sig efter de ti bud. Men ved det kommer vi ikke til genfødslen. Alene vandet og Ånden må gøre det – og Ånden vil ikke lade sig se eller mærke på anden måde end vinden ved sin susen. Den, der tager imod «susen», det vil sige tror og bliver døbt, han er født på ny og bliver frelst.

Men Nikodemus sidder så dybt i sine tanker om loven og de gode gerninger, at han ikke kan fatte eller forstå denne prædiken. Det samme ser vi hos de pavelige, som mener det ærligt og ikke er onde med vilje. For dem står det altid i vejen, at de tænker: Åh, skal vores gerninger da ikke være noget? Skal det da ikke behage Gud, at vi beder så meget, faster, tjener ham dag og nat og fører så strengt et liv? Derfor tager Kristus lidt hårdere fat på ham, fordi han ikke vil tro ham og ikke vil lade sig vise til rette, og siger: «Er du Israels lærer og ved ikke dette?»

Det er, som om han ville sige: Du er en mester i Guds folk, du skal lære det og vise det vejen til frelsen. Ak, sikken en lærer og vejviser – du, som endnu ikke er nået så vidt, at du ret kan kende dig selv og din egen natur og dit eget væsen, og som går og tror, at du vil komme i himlen, selv om du ikke bliver født på ny! Sådan vil han forkaste Nikodemus og alle de lærere, der ikke kan prædike andet end loven og gode gerninger, som vildfarne prædikanter, der fører folk på afveje. Ikke fordi det skulle være forkert at lære gode gerninger og formane folk til dem. Det gør Gud selv ved loven, og derfor er det ret og godt gjort. Men det er forkert, at lovlærerne viser folk hen til en sådan lære og lader dem blive dér, som om de ikke behøvede mere for at få det evige liv. For her står det klart: Om man så holder loven og gør gode gerninger på allerbedste måde, så kan de dog ikke hjælpe til Guds rige – «hvis ikke vi bliver født på ny af vand og Ånd».

Det er nu Ånden, der ved vandet og Ordet gør andre mennesker og nye hjerter. Loven og gerningerne ændrer slet intet ved mennesket og hjertet. Derfor: Den, der ret vil vise folk vejen til himmeriget, skal se hen hertil og ikke begynde med gerninger og loven. Nej, han skal vise menneskene hen til dåben og Ånden, det vil sige til Ordet, hvorved Helligånden blæser på hjerterne og føder dem på ny. For ligesom vi ikke har eller ved mere om vinden end dens susen, sådan har vi heller ikke mere af Helligånden end Ordet. Det kan vi holde os til og dér vente Helligånden og hans virkning. Hvad nu dette Ord er, og hvordan Helligånden suser, lærer Herren videre og siger: «Ingen farer op til himlen uden den, der er steget ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen.»

Her begynder den prædiken, som Herren taler om, når han siger: «Når I ikke tror, når jeg taler til jer om det jordiske, hvordan vil I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?» For denne prædiken er aldrig kommet op i noget menneskes hjerte; men den enbårne Søn, som er i Faderens favn, har forkyndt os den. Denne prædiken har nu to dele. Den første del er meget hård, for dér er det kort og godt afgjort: «Ingen farer op til himlen uden den, der er steget ned.»

Det er præcis det samme, som han sagde ovenfor: «Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Det vil sige: Intet menneske kan opnå hverken syndernes forladelse og retfærdighed eller frelse og evigt liv ved loven, gode gerninger, fornuften eller den frie vilje. Ja, selv om han har loven, gode gerninger, fornuft og fri vilje, så gode som de overhovedet kan være, hjælper det ham intet: Han er en synder og fordømt og kommer ikke i himlen. Det er da et klart og lysende ord, som skulle tage al tillid til egne gerninger og egen fromhed fra jøderne og de pavelige, hvis de troede det. Sig mig nu: Hvilket menneske er kommet fra himlen? Ingen, ikke engang Adam og Eva. Det er Guds og Marias eneste Søn, som Johannes siger her. Når altså ingen skal fare op til himlen uden den, der er steget ned fra himlen, så er det afgjort én gang for alle, og intet menneske vil nogensinde kunne gøre det anderledes. Alle mennesker, sådan som de er født til denne verden af far og mor, må blive hernede og kommer ikke i himlen. Men kommer de ikke i himlen, hvor skal de så blive af? På jorden har de heller ikke noget sikkert og blivende herberg, for de dør bort. Men kommer de ikke i himlen, så må de jo blive i døden. Det er den dom, som Kristus fælder over hele verden, uden at nogen undtages, hvad enten det er Adam, Eva, Abraham, Moses eller David. Alle sammen må de blive hernede og kan ikke af sig selv komme i himlen. For han alene farer op til himlen, som er steget ned fra himlen. Hvor bliver så de gode gerninger, fortjenesten, loven og den frie vilje af? Det hører alt sammen hjemme i helvede og hjælper os ikke ind i himlen – det er sikkert.

Ja, siger du, skal så alle mennesker være fordømt og fortabt? Ja, hvad dem selv angår, er det umuligt, at det kunne være anderledes. Lad dem gøre og lade, hvad de nogensinde vil eller kan – de laver dog hverken vej eller hul ind i himlen. Men der er én eneste vej, og den er ikke lavet af os, men af Guds Søn. Om den prædiker Kristus nu videre og siger: «Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

Det er den anden del af denne himmelske prædiken, med Helligåndens rette susen. Den er lige så trøsterig, som den første del er forfærdelig. For det er en forfærdelig dom, at ingen skal fare op til himlen og blive frelst. Men denne forfærdelige dom tjener til, at Herren vil vise os, hvor syndig vor første fødsel er, og at der slet intet er i os, som er det evige liv værd. Sådan skal vi ikke alene ikke blive sikre og hovmodige, men slå os for brystet, ydmyge os for Gud og bede om nåde. Så begynder den rette trøst: Ligesom du før har hørt, at intet menneske kommer i himlen, sådan hører du også her, at alle, som tror på Kristus, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er nu den liflige «susen», hvor man kan mærke og gribe Helligånden.

For begge prædikener må lyde i kristenheden. Den første om synden og vor fordærvede art og natur, så vi må fortvivle over vore gerninger, vort liv, alt vort gøren og laden, fordi vi aldrig nogensinde kommer i himlen ved det. Hvor hjerterne nu af denne prædiken er ramt og forskrækket for alvor, dér skal så også trøsten følge: at Jesus Kristus, Guds Søn, er kommet ned fra himlen til jorden, har taget vort kød og blod på sig og har lidt døden for vore synder, for at vi ved ham kan blive fri af synden og igen bragt til arven, det evige liv. Den, der tager imod denne prædiken, holder den for sand og trøster sig ved den – han er blevet rask. For Kristus vil ikke lade ham blive hernede på jorden og i døden, men føre ham med sig op i himlen.

Det er prædikenen om det himmelske, som den dag i dag ikke vil ind i folk, især ikke i nikodemusserne – det vil sige i dem, der kommer med den tanke, at når man har loven, så behøver man ikke mere for at blive frelst. Det er dem, der for det første ikke ved, at selv om loven er ret og god, kan den dog ikke gavne os, fordi vi er onde af naturen og for den medfødte og nedarvede ondskabs skyld ikke kan gøre loven fyldest, selv om vi i skinnet gør de ydre gerninger. For det andet ved de endnu mindre, at vi skal komme i himlen ved dette menneske, Marias Søn, som alene er kommet fra himlen. Deraf vokser så igen utallig skade: De forlader sig ikke alene på deres gerninger og egen retfærdighed, men de foragter og forfølger den retfærdighed, som kommer af troen på Kristus. Det ser vi hos de pavelige. Intet kan de mindre tåle, ja, intet bekæmper de mere heftigt, end når vi lærer, at vi må blive frelst alene ved troen på Kristus, og at vi ikke udretter det med gode gerninger. Det har vi ikke selv fundet på. Vi siger det efter Kristus, vor Herre, som selv er sandheden. Den, der ikke vil tro ham, får lade være.

I 4 Mos 21 står der en historie om, at Israels folk blev trætte og utålmodige i ørkenen, knurrede mod Gud og Moses og især foragtede den herlige velgerning, at Gud gav dem brød fra himlen i ørkenen. Den synd straffede Gud sådan, at han sendte giftige slanger ind blandt dem, og de bed dem. Straks blev kroppen betændt og brændte som helvedes ild, så de faldt om og døde i store skarer. Da erkendte folket sin synd og indså, at det havde gjort uret. Det gik til Moses og bad ham bede HERREN om, at de måtte blive hjulpet af med plagen. Da befalede HERREN Moses at lave en kobberslange og rejse den op i ørkenen. Den, der så på kobberslangen, skulle blive rask og ikke dø.

Denne historie fører Herren frem her og tyder den på sig selv: Han må også ophøjes på samme måde som slangen. Den, der nu «ser på» ham – det vil sige, som han selv forklarer det, tror på ham – skal ikke fortabes, men have evigt liv.

Her skal vi først lære årsagen til den forfærdelige dom, som Herren før to gange har fældet over alle mennesker, når han siger: «Ingen farer op til himlen uden Menneskesønnen, som er steget ned fra himlen.» Og igen: «Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se himmeriget.» Hvor kommer dog al denne jammer over mennesket fra, at det må blive uden for himlen og af sig selv være fortabt i evighed? Ingen andre steder fra, end at den gamle slange, Djævelen, har bidt det første menneske og forgiftet ham med synden sådan, at han har døden om halsen. Og det er umuligt for ham at kurere sig selv og hjælpe sig selv. Sådan som man ser det hos jøderne: Den, der var bidt, var dødsens; der var ingen hjælp at få. Sådan er det med os alle. For «syndens løn er død», og hvor der er synd, dér må døden også følge. Da nu alle mennesker i den første fødsel bliver født af far og mor som syndere, må de også bære dommen og lide døden for det. Sådan som HERREN med udtrykkelige ord truede Adam og Eva: «Den dag I spiser af dette træ, skal I visselig dø.»

Men dér lader Gud sin barmhjertighed lyse: Han vil ikke lade disse stakkels forgiftede og til døden dømte mennesker gå til grunde. Ligesom han dengang befalede at rejse en kobberslange op, som så ganske ud som de andre slanger, blot uden gift, og som skulle hjælpe mod giften, sådan lader han sin Søn ophøje på korsets stamme, for at alle, der ser på ham, ikke skal fortabes, men blive helbredt fra døden og have evigt liv. Også han bærer på korset den giftige slanges skikkelse; men dér er ingen gift, kun det blotte udseende. For selv om Kristus har taget vort kød og blod på sig, så er hans kød og blod dog uden gift og synd. Ja, det tjener netop til, at vi bliver hjulpet af med giften og synderne.

Det er den rette «Helligåndens susen», hvorved han skaber den nye fødsel i hjertet, så man tror og ser på denne kobberslange i fast tillid og bliver rask. Men der har nok også blandt jøderne været nogle, som foragtede det og sagde: Kære, tror du, at det blik dér vil hjælpe dig? Jeg ville have mere tillid til det, hvis man brugte den og den anden medicin. Hvad skulle kobberslangen have af kraft? Eller hvis der var en kraft i den, så måtte den kraft da snarere virke, når man tog fat i slangen og trykkede den mod bidet, end at den bare skulle virke og hjælpe ved, at man så på den.

Sådan går det den dag i dag med den rette kobberslange, Herren Kristus. Alle mennesker bilder sig ind, at skal de hjælpes, så kan det ikke være blikket på ham eller troen, der gør det. Den, der gjorde gode gerninger og ikke syndede, ville vel stå sig så meget bedre hos Gud. Derfor kan man prædike, hvad man vil – det hjælper alligevel ikke. Den ene tager fat på dette, den anden på noget andet; «for troen er ikke alles sag». Og så vil de finde en anden vej til helbredelse end blikket på ham, det vil sige troen på Kristus. Men lær her: Det er afgjort. Djævelen har forgiftet dig så grundigt med synden, at du har den evige død om halsen. Den kan du ikke løbe fra; du må simpelthen holde for. Men skal du hjælpes af med denne gift og død, så tænk ikke på nogen anden medicin end dette blik: at du med de rette øjne ser på den ophøjede Kristus på korset – at han er død for dig, har ofret sit liv, med sin død har betalt for din synd og således forsonet dig med Gud. Tror du det og er døbt, så er du ret født på ny ved Helligånden til Guds rige. Tvivl ikke på det! For du har hørt ovenfor, at denne genfødsel går sådan til, at der ikke er noget andet middel end denne susen, det vil sige Ordet. Hold dig til det, og tro, sådan som det siger dig, at det er sandt og amen.

Sådan har I, kære venner, på det allerenkleste læren i dagens evangelium: For det første, at vi mennesker af naturen er syndere og har fortjent den evige død. Men vi skal blive forløst fra den evige død, når vi ser på mennesket Jesus Kristus på korset – at han dér har betalt for os, har slået døden ihjel, har forsonet os med Gud og bragt os til det evige liv.

Det er denne lære, der gør os til andre mennesker og giver os helt nye hjerter, så vi i synd, død og andre anfægtelser kan sige: Nuvel, jeg kan ikke nægte, at den gamle slange, Djævelen, har bidt mig slemt og forgiftet mig grueligt. Men herimod trøster det mig, at jeg ved: Selv om min Herre Jesus Kristus på grund af sin menneskenatur også ser ud, som om han var fuld af gift ligesom en anden slange, så har han ikke alene slet ingen gift i sig, men hænger dér netop for at rense mig for denne gift og hjælpe mig mod synd, død og Djævel. Lad derfor bare Djævelen komme an, æde mig og påføre mig al ulykke; jeg vil holde mig til min Herre Kristus og trøste mig ved, at han er ophøjet, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Hvor trøsten mod denne evige gift således er i hjertet, dér vil der fremover også følge et fint og venligt liv over for andre mennesker. Ligesom vi venter hjælp fra Herren Kristus mod den evige ulykke, sådan vil vi også gerne vise andre hjælp, hvor vi kan. For et sådant menneske ser sig vidt omkring. Og selv om andre gør ham uret, lader han sig dog ikke drive til vrede, men forbarmer sig over dem. For han ser, at det ingen andre steder kommer fra end fra den gift, som vi alle har fået af Djævelens bid. Derfor søger han midler til, hvordan han også kan bringe andre dertil, at de kommer til denne medicin og kan blive forløst fra den skadelige gift. Således er denne lære den rette brønd og kilde, som al dyd, al trøst, al glæde og tryghed vokser frem af. Gud, den almægtige, barmhjertige Fader, bevare os for sin kære Søns, Jesu Kristi, skyld i denne lære og lade den vokse dag for dag, så vi aldrig mister dette blik og således ved den rette tro på Kristus bliver forløst fra den evige død. Amen.